44. Andreas Peter Gaardboe

I næste afsnit vil jeg give et præcist bud på hvor mange gårde, der lå i Skagen Landsogn hen mod slutningen af 1800tallet.

Det gamle Raabjerg Sogn grændser mod nord op til Skagen Landsogn, og det er kun perifert, jeg vil berøre den egn i reseachen, men kan ikke komme uden om en vis A. P. Gaardboe, som var født og levede det meste af sit liv her. Han var søn af gårdejer Mads Jensen, der ejede Sønder Gaarboe, som ikke kan have været en helt ringe gård, for i Raabjerg Kirkes Historie ( Wikipidia ) kan man læse, at samme Mads Jensen Gaardboe i 1835 arver kirken, og at denne senere overgår til sønnen Andreas Gaardboe.

Sandsynligvis har gården ligget ved den på den tid store Gaarboe Sø, som senere bliver afvandet. Man kan undre sig over, at sønnen ikke får nogen undervisning – men det gør han ikke. Han var dog så videbegærlig, at han lærte sig selv at læse og begyndte at samle bøger og hele tiden søgte ny viden. Skønt han var ægte autodidakt tilegnede han sig meget omfattende kundsskaber, navnlig om historie og geografi. Han fik også tid til som ung at fungere som “løbedegn” og lærte fiskere og bønder at læse.

I 1866 kom han i forbindelse med direktionen for De Antikvariske Mindesmærkers Bevaring og foretog mange undersøgelser og fredninger for foreningen. Han var medstifter af Det Jyske Historietopografiske Selskab, og leverede mange videnskabelige artikler til tidsskriftet.

I 1855 overtog han familiegården, som han solgte i 1880. I 1855 kom han i sognerådet og var formand i tyve år. 1863-93 var han opsynsmand ved Aalbæk redningsstation og sognefoged. I 1868 oprettede han en læseforening og medvirkede til oprettelsen af Hjørring Museum. Skønt han var 100 autodidakt fik han i 1879 fortjentsmedaljen i guld for sin videnskabelige forskning, og i 1890 blev han Dannebrogsmand. Det er ikke mindst hans energi og dygtige forskning vi kan takke for, at vi idag ved ret meget om Nordjyllands topografiske og lokalhistoriske forhold.

I det næste indlæg vil jeg gennemgå en af hans mest spændende artikler, når vi taler om Skagen Landsogns udseende i 1800tallet. Artiklen hedder: Historisk topografisk Beskrivelse af Skagens Landsogn.

 

43 Aalbækvejen

Min far i sin bil. Han, Magnus Hesselholt, blev faderløs som 18 årig, og familielegenden fortæller, at farmor for at beholde ham hjemme lovede at købe ham en bil. Sådan mener jeg at have hørt historien som barn. Men måske passer den ikke. Måske er det slet ikke hans egen bil, han sidder og stolter i!  - det var da en vældig flothed af en bondekone at give sin søn en bil. På den anden side var far meget ivrig efter at lære. Han rejste som helt ung til landbrugsmesse i Tyskland og hjembragte den første traktor til Nordjylland. Det har jeg hørt ham fortælle, ikke til mig, men små potter har som bekendt også øren. Og det er som lille potte, jeg har fået de fleste fortællinger om “dengang” – det var aldrig sådan, at far satte sig med os på skødet og sagde, “nu skal I høre om dengang far var dreng …”

Han havde i al fald bil i en meget ung alder og på billedet ( som er lidt utydeligt her) ser man en flot ung mand med smarte bakkenbarter – jo, en pigernes Magnus, det var han vist – der har jeg også hørt et og andet. Piger og biler. Far syntes om begge dele. Og det lagde han aldrig skjul på.

Men nu Aalbækvejen. Jeg vil senere komme tilbage til den, når jeg har læst nogle af tidens aviser. Der var nemlig rigtig mange klageindlæg i Skagen Avis over den vej, da de endelig fik den, men dem har jeg kun på anden hånd. Her er et udpluk af en af dem. Det er et læserbrev fra Kantor Larsen, og han skriver bl.a. :

“Allerede før Verdenskrigen brød ud, lød der gang på gang klager over dette vejstykke fra bilister og motorcyklister. Mens benzinmanglen rådede, forstummede disse røster. Men, efter at motorkørselen nu igen har taget mægtig fart, lyder kravet om at få vejen gjort farbar, fra dag til dag, med voksende styrke. Kgl. dansk Automobilklub og selskabet Forenede danske Motorejere har for længere tid siden indgivet andragende til Hjørring Amt om at lade vejen grundigt istandsætte. De to foreninger har endogså tilbudt amtet et tilskud på 10.000 kr. til dette øjemed. Skagen Turistforening har, mend byrådets anbefaling, andraget amtet om det samme.

Men endnu er der intet som helst foretaget. Daglig suser biler og motorcykler hen over den grufulde hulvej med den største fare for både passagererne og for køretøjerne.” ( citat slut – fra Skagen lokalhistoriske forenings “Aalbækvejen.”

Herunder et billede fra ovennævnte blad:

Som man kan se, er dette billede taget mange år efter det første, hvor far sidder i sin gamle (=nye) HGF – eller hvad det nu er for et mærke? Bilen her har nr. p 15 – så den er sikkert fra sidst i 20′erne – verdenskrigen er jo forbi. Men det var den selvfølgelig også, da far fik kørekort. hmmm … hjælp mig! … mine søstre ved sikkert – noget med, at han kørte i nr. P 5 eller P 6?

Søster Annelise siger, at han var ansat som chauffør for de store badehoteller. Men han var i al fald også taxachauffør, og her arbejdede han sammen med Thomas Olesen Løkken. Far fik en bog af ham ( de var venner ), og her vil jeg vise jer titelbladet, som er forsynet med en dedikation ( ikke til far ) og underligt er det da, at Thomas O. Løkken har givet far den. Den er fra Thit Jensen. Den har hele min barndom stået i fars bibliotek.

Bogen er skrevet i 1934 – så far har fået den på en tid, hvor ingen af dem mere kørte taxa.

42. L. Holst: Skagen klitplantage

Billederne ovenfor: 1. planter på Hulsig hede, 2. stranden ved Tranestederne 3. Møllen ved Fortidsminderne 4. Aftenstemning ved Kattegat.

Når man følger cykelstien fra Tranestederne og til Skagen kommer man først gennem et stort hedeområde med et vildsomt og smukt flor af planter og små vådområder og spredte klitter, men efter et par kilometer begynder plantagen – den store plantage, der strækker sig helt til Skagen by – altså 5 – 6 kilometer.

I det følgende vil jeg gennemgå hovedpunkterne i en artikel fra Vendsyssels Aarbog 1922. Den er skrevet af L. Holst, som var medlem af Skagen Byråd fra 1869 og nogle årtier frem. Han sad i Vejudvalget sammen med Konsul N. Fabricius og  Bager P. Tellefsen, og dette udvalg skulle blive hårdtarbejdende i lang tid frem, idet vejene på den her tid var ganske ufremkommelige, om vinteren p.g. af vand og om sommeren p. gr. af sand. Og trods ihærdig oprensning og påkørsel af lyng og sand og græstørv, så forblev de lige ubrugelige. Man forsøgte sig med nogle læs ler hentet i Strandby, som man lagde i vejen ved Købmand Møllers og et lille stykke frem – blandet med grus. Det var effektivt, men for dyrt. Efter nogle år, hvor man havde prøvet med tang og sand, gik man tilbage til den dyre løsning og fik fiskerbåde fra Skagen til gratis at hente ler fra Strandby i store mængder. På den måde blev Skagen Hovedgade anlagt og lidt efter lidt også sidevejene. Der skete så det, at de bedre veje dæmpede sandflugten og folk begyndte at indhegne deres haver, hvilket yderligere dæmpede sandets flugt. Senere blev også vejene til Højen, Nordstrand og Grenen istandsat med ler og grus.

Vejudvalget havde også tilsyn med et stort område fra markjordene ved Skagen og til skellet mellem Skagen og Landsognet, og det var et område på ca. 2000 Tdr. land. Og det var et vildt område, plaget af åbne miler og evige sandstorme. Sletterne mellem klitterne blev hvert år udbudt til afslet til bønderne. Udbyttet ved denne forretning var dog ikke stor: 800 kr. årlig og til sanddæmpning brugtes 1000 kr. årligt, der betaltes til sandflugtsvæsenet.

Indtil 1854 gik vejen til Skagen på Kattegatsiden langs stranden – der var ingen vej over klitten – når stranden var ufarbar var man henvist til at køre opad damstederne, der lå øst for Sandmilen og øst for Stokmilen.

Også på nordsiden måtte man køre langs stranden, nemlig fra Tversted til Skagen. Her kunne stranden kun passeres ved lavvande.

Skagens største problem var og blev samfædselsforholdene.

Det var vanskeligt at komme til og fra Skagen.

Man søgte om hjælp til grusvej eller bane til Skagen. Blev afslået med fl.g. begrundelse: sandflugten ville dække vej og skinner igen og igen.

Eneste effektive mulighed var effektiv sandflugtsdæmpning.

Ideen til klitplantagen opstod.

Man søgte om at få staten til at overtage de af kommunens arealer, der lå omkring Den tilsandede Kirke og helt hen til grænsen til Landsognet og plante det til med træer. Argumenterne var: 1) at Skagens og navnlig Højens beboere ville få bedre arbejdsfortjeneste 2) at klittens beplantning ville medføre ly for stormene og blidgøre det barske klima 3) Skagens beboere ville få adgang til brændsel.

Der blev nedsat op til flere udvalg, som arbejdede med sagen, og den sidste med uindskrænket fuldmagt til at søge sagen ordnet.

I byrådsmødet d.4 juli 1888 fremlagdes en skrivelse fra Klitinspektøren om, at ministeriet havde approberet hele det tilbudte plantningsareals erhvervelse. Det tilføjes, at dem, der plejede at skære tørv havde ret til fortsat tørveskær.

Sådan gik det til, at Skagen fik sin plantage – som altså er en statsskov – og derved blev sandflugten så effektivt bremset, at det blev muligt både at anlægge en vej og en bane til byen. Skagens status som isoleret “ø” ophørte hermed.

Det næste afsnit vil handle lidt om den vej, der blev lavet. Min farfar var vognmand i Hulsig og fik jo stor glæde af den, men senere var det min far, der daglig sled på vejen i sin flotte bil, og den kørsel udviklede sig ofte til forhindringsløb. Den såkaldte Ålbækvej var just ikke nogen ideel kørebane, når det f.eks. regnede. Da blev den til ét pløre og kunne sammenlignes med de veje, Ole og jeg kørte fast på langt ude på den argentinske Pampa. Men det er en anden historie.

41 – Et digt af Camillo Bruun

Camillo Bruun var redaktør på Hjørring Amtstidende fra 1844. Han rejste senere til København for at slå igennem som digter. Det lykkedes ham ikke. Dog skrev han en roman, som skulle være vellykket: “Hvad Marehalmen fortalte.” Den vil blive omtalt senere.

Men han sendte 2 digtbreve til H. C. Andersen – herunder står det ene, det andet ligger i Rigsarkivet, og vil blive citeret senere. Om Andersen se: Hjemstavnsroman tekst nr. 33 og nr. 24.

Du kjære Digter, tag imod min Tak,

Der kun er fattig mod din rige Gave.

Hvor Sandet hvirvler vildt ved Skagerrak,

Du plukkede Blomster for Din Digterhave;

Du bar dem ved dit Bryst en stakket Stund,

Saa slog de rod i Digterhjertets Grund.

Saa skød de frem med Yppighed og Glands

Med Duft som Blomster fra et himmelsk Eden,

Og dog det var den lille, simple Krands,

Du samlede i Klitten og paa Heden –

Kun Lyngens Blomst og Sandets vilde Tjørn,

Som fra dit Hjerte skød, liig Englebørn.

Saa flagrede de ud, i Verden om

Ved Vintertid, som Sneens hvide Flager,

Og dog med Vaarens Farvepragt de kom,

Med Øiet mildt og Kinden rosenfager;

Fra Dig de kom med Kjærlighedens Bud:

Det var Dit Hjertes Børn, Du sendte ud.

Jeg har fornummet deres Englerøst,

Og deres Toner kan jeg ei forglemme;

Her hørte jeg dem, her ved Havets Kyst,

I selve Klitten, hvor de have hjemme,

Her, hvor den vilde Bølge for Dig sang,

Her, hvor Du nylig gik din Digtergang.

Hvor Sandet længst har dækket Kirkens Muur,

Og Taarnet rager frem fra Klittens Banker,

Du blev begeistret af en vild Natur,

Et deiligt Syn gik op for dine Tanker;

Da var det, at dit Seerøie saae

Hin Kongesnekke med den gyldne Raa.

Da var det, at Du hørte Psalmesang

Og Orgeltoner under Kirkens Bue,

Da var det, at din ædle Digtertrang

Brød frem i Phantasiens høie Lue,

Da var det, Lyngens Blomst og Klittens Tjørn

Skød fra dit Hjerte ud, liig Englebørn.

( Hjørring Dec. 1859)

 

Intermezzo

Vi forlader englene i denne omgang. Kan sagtens uden varsel vende tilbage, for det, jeg nu har fortalt om dem, er kun en forsvindende lille brøkdel af den viden, der findes om engle, som man i øvrigt ikke kan vide så meget om, men som der ikke desto mindre, eller måske netop derfor, skrives og tænkes og forskes så meget om og i. Og som et utal af unavngivne og kendte (= den norske prinsesse ) har haft på ganske nært hold. Selv har jeg ( måske) aldrig haft den glæde at møde en. Jeg skriver måske, for man ved jo aldrig. Somme tider synes jeg, at jeg er omgivet af lutter engle.

Engle kan man ifølge deres natur aldrig blive færdig med, så vi stopper her. I denne omgang i al fald. Men jeg vil stadig gerne have DINE englehistorier, og jeg siger tak for de par gode fortællinger om levende engle, der har fundet vej til min mailboks.

Jeg fik trykt Tobias og Englen i Kina i store stakke, så der er endnu en del tilbage af oplaget. Heftet kan bestilles på min mailadresse: marianne@hesselholt.com

Det koster 15 kr + porto pr. hefte – og 10 hefter koster KUN 100 kr. + porto.

De næste mange indlæg vil som planlagt handle om SKAGENSPROJEKTET

venlig hilsen

Engle 7. Tobias og englen – 3. kapitel

 

 

 

KAPITEL 3

 

Nu sad de ved dugen. Kvinderne vartede op, snakken gik, og to par unge øjne lå dvælende i hinanden.

Vrøvl, vrissede Rafaels indre stemme. Så hankede han op i sig selv og fordømte sin trang til at romantisere. Dette her var blodig alvor. Og hans rolle var ingenlunde udspillet. Han åbnede munden for at begynde det rituelle frieri, sådan som Tobit havde pålagt ham det. Men inden han nåede at sige en stavelse, kom det arrigt fra Tobias: ”Azarja! Hvad var det, du lovede far? Har du glemt det?”

Englen så forbløffet på ham. Drengens utålmodighed havde sandelig fået vinger. Han rømmede sig højtideligt, og med den stemme, der passede til formålet, begyndte han på en lang og snørklet og efter bogen korrekt friertale, der omhyggeligt redegjorde for de to unges fortid og mulige fremtid og navnlig argumenterede for Tobias’ uomtvistelige ret til at anholde om sin kusines hånd. I et splitsekund så han rædslen sitre i de to gamle ansigter, så lukkede de sig og blev som dødsmasker. De unges derimod havde åbnet sig som valmuer for morgensol og strålede uforstyrret under hele den lange svada.

Da englen tav, rejste Raguel sig og sagde, at ingen havde mere ret til deres datter end Tobias, og de elskede ham allerede. Men netop derfor kunne det ikke blive de to. Og nu fortalte han den grusomme historie, som de allerede kendte.

”Hold dog op, menneske! Se på børnene!” befalede englen strengt, og Raguel så på dem med sit matte blik. De lyste som fjerne lanterner.

”Nå?” sagde Rafael.

Der var stille meget længe, ja, man kunne sige, at en engel gik gennem stuen. Men nu sad han der jo allerede og holdt sine mennesker i skak.

”Så derfor kan du være rolig, Raguel. De er i Guds hånd.”

Jo, nikkede Raguel mat, han havde da aldrig troet andet. Men der var andre hænder, stammede han, og de knugede så hårdt og kvalte så let. Men han skulle nok velsigne dem, om det ikke kunne være anderledes. Og bede for dem ville han også. Men ansvaret ville han ingenlunde påtage sig. Han gik hen til de unge og uden at kunne holde sine egne sitrende hænder i ro tog han de unges og lagde dem i hinanden. Så bad han dem knæle.

”Jeg må tale med dig, Tobias.”

Rafael greb fat i hans arm, og Tobias slap modstræbende Saras hånd og lod sig trække med ud i gården. Her stod han med øjnene klistret til den dør, der skilte ham fra den elskede, som ville han gennembore den med sit blik.

Vielsen var forrettet. De unge var ægtefolk, og den nye værdighed havde gjort dem både blinde og døve for andet end hinanden.

”Se på mig!”

Tobias vendte hovedet og så lige gennem englen.

”Hører du efter?”

”Ja, ja. Men nu har du talt, Azarja. Og tak for det. Det gik jo fint. Og lad så være med at rende i hælene på os.” Han skubbede brutalt til hunden, der peb forskrækket.

”Forstår du da ingenting?”

”Nej.”

”Hør nu alligevel efter. Du skal om kort tid indtræde i brudekammeret. Og du ved, hvad det betyder. Men rolig, dreng, for jeg er her, og du skal ikke være bange.”

”Bange? Men det er jeg da heller ikke.”

”Sig mig, har du glemt, at du skal dræbes i nat?”

”Hvad? … Ja, ja … og så …” kom det utålmodigt.

”Du … skal … pines … ihjel,” udpenslede Rafael og forsøgte at fange hans blik.

”Ja, ja, det har jeg hørt,” snerrede Tobias utålmodigt, ”men hvad var det, du ville sige?”

”Jeg vil bede dig komme helt ned på jorden og høre godt efter.”

”Nå,” sagde Tobias.

Pludselig hævede englen den ene arm og langede af al kraft ud efter den unge mand, der overrumplet sank i knæ, mens han tog sig til den gloende ømme kind.

En tid lå han således foran englen og rystede, og det var ikke til at se, om det var af skam eller af skræk.

”Ja, dæmonen slår hårdere. Den slår dig ihjel.”

Tobias bed sig i læben. Så løftede han hovedet og hviskede.

”Hjælp mig, bror.”

Rafael tog hans hånd og rejste ham op. Den unge mands kind glødede stadig, og øjnene havde fået et barnligt, ja næsten bedende udtryk.

”Husker du fisken, Tobias?”

Tobias nikkede.

”Havde du ikke vovet kampen dengang, så havde du været fortabt.”

”Ja.”

”Men nu gælder det mødet med Den Onde Selv.”

”Faktisk tror jeg, at jeg tør vove den kamp også. Og vinde den,” kom det spagt.

”Du snakker. Den Lede kan flænse dig på et sekund, men den vil pine dig hele natten.”

Tobias rystede på hovedet. Fisken var jo også dæmonisk, sagde han, og dog havde han sejret over den.

”Fisken ja. Og den skal du bruge nu.”

”Men vi har jo spist den.”

”Her!” Rafael tog noget frem fra kjortlen og rakte en pose hen mod ham.

Tobias trådte et skridt tilbage.

”Hvad er det?” hviskede han.

”Fiskens hjerte.”

Og nu forklarede Rafael ham, at han roligt skulle lade gå til brudekammeret og uden angst favne sin Sara, blot måtte han huske forinden at kaste fiskehjertet på ildstedet og lade flammerne fortære det. Derved ville dæmonen miste sin magt.

”Hvor ved du det fra?” Tobias så på ham med et skævt smil.

”Det har ikke noget med viden at gøre.”

”Hvad handler det så om?”

”Tro.”

”Det forstår jeg ikke.”

”Du skal tro på det, Tobias.”

”Jo tak, bror. Men … jeg er ikke … jeg mener, lige det der med at tro, det er ligesom mere min far … jeg er nærmest en …” Han gik i stå.

”Du er en tvivler?”

”Ja. Mon ikke.”

”Tvivler du også på Sara?”

”Nej.”

”Hvorfor ikke?”

”Det ved jeg ikke.”

”Der ser du. Men hør nu, min dreng. Gud findes. Og Dæmonen findes. Jeg kender dem begge.”

”Gør du?”

”Ja. Og i kærligheden har du mødt Gud. I ondskaben og hadet vil du om føje tid møde Dæmonen. Og din viden vil ikke hjælpe dig stort. Kun din tro kan frelse dig.”

”Så er jeg altså fortabt.” Tobias hang med hovedet.

”Det ved jeg ikke. Men nu er det tid. Din brud er allerede ført til kammeret. Gå du nu også. Og må Gud være med dig.”

”Tak, bror.”

Tøvende tog han mod posen og lod den forsvinde i kjortelens dybe lomme. Så gik han langsomt mod brudekammeret.

Hans eget hjerte hamrede, og da han lagde hånden på klinken, havde han glemt Saras ansigt. Fuld af angst åbnede han døren og trådte ind i det oplyste kammer. Og der stod hun ganske rigtigt. Midt i rummet. Men noget havde slukket hendes lys, og hun var så bleg som en mumie, og hendes arme hang slappe ned langs siden. Et tomt fiskeblik flakkede ham i møde.

”Sara, min elskede.”

Eneste svar var en isnende kulde, der strømmede ud fra pigen og smøg sig som et liglagen om Tobias, den sivede langsomt ind i hans blod og trak al varme ud af kroppen. Kraftesløs og rystende af kulde blev han hængende lige inden for døren. Ude af stand til gå et eneste skridt.

Han ville gentage hendes navn, ville bryde magien ved at nævne det kæreste, han kendte, men nu kunne han ikke få en lyd over sine læber.

Pludselig blev han ramt af et varmepust så let som strejfet af en fuglevinge, men nok til, at han tøede en smule op og kunne løfte hovedet og se frem. Det han så fik det til at gibbe i ham. Derhenne, midt mellem ham og Sara knejsede en yngling, der var lige så smuk som Tobias selv. Nej, for resten, han der var kønnere endnu, og der lyste et kærligt smil i de brune øjne, og læberne skinnede som duggede frugter. En fin rødbrun tunge spillede lystigt i mundvigen.

Tobias skar en grimasse. Men nu gled ynglingen hen foran Sara, der halvt udvisket sank i knæ. Det var der ikke noget at gøre ved, og med hende fik det nok vente en stund, hviskede det i ham, mens han stadig stod med blikket klistret til de øjne, der til forveksling lignede hans egne.

Så slappede han langsomt af og lod sit smil vokse.

”Det var du sandelig længe om,” kom det fra ynglingen.

Tobias var ikke sikker på, at han brød sig om stemmen. Der var en sær metalklang i den, der passede dårligt til de strålende brune øjne og den kønne, nøgne krop, hvis arme nu rakte favnende ud efter ham.

”Men nu er jeg her.”

”Ja, det skal jeg lige love for. Med hud og hår, som man siger?”

”Men jeg skulle jo faktisk …”

Hvad var det nu, han skulle? Han så sig forundret om i kammeret. På alle fire vægge hang fakler og lyste, mens de sendte deres uroligt flakkende skær ud over de to skikkelser foran ham. Pigens hvide brudedragt blegnede livløst bag ynglingen, hvis muskuløse krop changerede i stærke røde og brune farver.

”Er du nogensinde blevet kysset til døde?” hviskede han.

”Kysset … hvad mener du?””

”Ja. Har du nogensinde fået et kys så fuldt af smerte og lyst, at du besvimede af det. Har du det, Tobias?”

Manden holdt hans blik fast, mens hans tunge gled ud af munden og ligesom rakte ud efter Tobias, der følte en brand risle gennem blodet. Det stak og jog i hans kød. Og uden at ville det, lod han sig trække nærmere den unge, ranke skikkelse, der stod der og lynede ham til sig.

”Nej,” hørte han sig selv sige, og vidste ikke, om det var et svar eller en protest. Men pludselig vidste han det alligevel.

”Nej!” gentog han meget højt.

”Bare rolig, det er kun første gang, du siger sådan. Så bliver dit nej til et ja. Og så hedder det ja og ja og ja og ja og ja og ja …” gnæggede stemmen, og nu var den ikke mere rar, og der løb spyt fra den røde mund, og var tungen ikke kløftet?

Inden han nåede at tænke en tanke mere, lagde to hænder sig tungt på hans skuldre og holdt ham fast. Men pludselig var det ikke hænder, og han mærkede kløernes lette rids i huden og gøs og ville rive sig løs.

Den smukke unge mand var som sunket i jorden, og selv stod Tobias fastklemt i en skruestik, presset ind mod en ru og stikkende sort dyrepels. Og så denne ulidelige stank. Han hostede og hev efter vejret.

Kløerne borede sig ind i hans hvide brudedragt, og med et heftigt rids flænsede de kjortelen midt over. Den dalede lydløst til jorden og lå der som en vingeskudt due, mens han selv stod rystende og nøgen foran det hæsligste væsen, han nogensinde havde set. Den mest naturstridige skabning var det: horn og gedeskæg, bagtil hestehove og fortil de særeste, forvredne klosakse. Ged og krabbe i et! Sygt og kvalmende. Til at le af i grunden, om han da ikke havde været så dødsens angst. Du er til grin, ville han brøle til det hæslige dyr og dermed fortrænge sin frygt. Men han var lammet og kunne ikke få et ord over sine læber.

Pludselig slap det ham, og han faldt til jorden, som var han en klud. Fortvivlet knugede han kjortlens hvide stof i sine arme. Over ham grinede bæstet.

Så mærkede han det. Det var som en stille dunken i hans hænder. Hjertet, tænkte han. Det er der, og jeg som nær havde glemt det. Og han blev roligere ved tanken og holdt nænsomt om det lille hjerte, mens han langsomt løftede hovedet og så lige op på dæmonen, der stadig hang ind over ham og skrattede, mens dens hale og tunge piskede i luften.

Han så de sære klosakse klippe sygt i ingenting, og nu løftede bæstet en hov og begyndte metodisk at sparke ham i siden, og han skreg, mens han knugede stadig fastere om hjertet.

Udyret blev ved og ved, indtil Tobias næsten besvimede. Han lukkede øjnene og bed smerten i sig. Så mærkede han den hæslige hov på sin brystkasse.

”Nå, min ven. Nu må vi ikke tage alle fornøjelserne på en gang. Natten er lang, og vi skulle jo gerne udnytte hvert minut, ikke? Rejs dig, knægt! Nå!”

Tobias blev liggende.

”Nå, hvad bliver det til! Vi skal lege nu. Lege, lege, lege …” Han lød pludselig som et vrantent barn, syntes Tobias og mærkede

frygten flagre bort. Et vældigt mod fyldte ham. Han åbnede øjnene og så smilende på den plaprende dæmon.

”Er du villig?” fnyste den.

”Ja da.”

”Ja da? Jamen …?”

Bæstet spjættede, som havde drengen stukket en syl i dets ben. Og så begyndte det at stampe på stedet, mens det med sine små stikkende øjne gloede ned på Tobias, der forsøgte at rejse sig.

”Jeg er villig, det siger jeg jo,” stønnede han og slugte sit smil. ”Jeg vil netop så gerne lege. Jeg … jeg … jeg … er faktisk et legebarn, vidste du ikke det?”

Udyret holdt op med at klippe huller i luften og sparke med sin hov. Det bøjede sig ned og halede den unge mand op og holdt ham lige foran flaben, mens det tværede ham ind i sin stinkende ånde. Tobias holdt vejret og tvang sig til at se lige ind i de gule øjne, hvori der nu tændtes et flakkende rødt lys. Det trak i dæmonens flab, der begyndte at hænge ynkeligt, som havde den netop fået et slagtilfælde, og nu dryppede det fra tungen.

Den djævelske latter var hørt op, og med et blev der helt stille.

”Er det sandt. Vil du virkelig … lege?” Ordene savlede ned over ham.

”Ja da.”

”Med … mig?”

”Ja.”

”Jamen det … Jamen dog.”

”Men jeg fryser så forbandet.”

”Jeg skal varme dig!” Den slubrede savlet i sig og løftede hovedet.

”Nej, kun ilden kan varme mig.”

”Så skrub dog hen og varm dig ved ilden, men tjep, tjep, tjep! Jeg kan ikke vente.”

”Det kan jeg heller ikke.”

Tobias greb posen med det lille hjerte og styrtede hen til ildstedet. Han hørte dæmonens hivende ånde bag sig. Så kastede han posen ind i luerne og sig selv til side lige tidsnok til at se dæmonen styrte i flammerne.

Et uhyggeligt skrig flængede luften.

Et kort sekund, så var der kun svovllugten tilbage.

Tobias løftede pigen op og bar hende hen til sengen. Langsomt vendte farven tilbage i det blege ansigt, og kroppen fik liv.

Men her har vi ikke noget at gøre, vi vil lade de elskende i fred og lydløst lukke døren og liste udenfor. Vi står en stund i den kolde gård og bier på morgensolen. Skutter os lidt, mens vi venter på, at de første stråler skal kravle op over kimingen. Så får vi øje på en, der ikke fryser. Det er Raguel. Han står ved husets gavl, svedig og forknoklet, akkurat som han plejer i lignende skæbnestunder.

Men han blev da færdig med graven denne gang, tænker han udmattet og håber så blot, at den er stor nok, og at hans elskede barn endnu en gang er undsluppet døden.

Edna ligger stadig på sin seng med propper i ørerne, og dog har hun heller ikke denne gang kunnet undgå at høre skrigene. Hun fjerner propperne, løfter hovedet og lytter. Noget er alligevel anderledes, tænker hun med uroen dunkende i blodet. Dæmonen har gjort sit arbejde meget hurtigere, end den plejer, og nu er der så uhyggeligt stille.

Hun ved godt, hvorfor. Brudekammeret er forvandlet til gravkammer, og Sara ligger besvimet derinde på det kolde gulv og Tobias er skændet og kastet hen på sengen, som man kaster lunser for vilddyr.

Hun sukker og lader morgenens lyde risle ind i øret. Det er ikke fuglesang og glade stemmer, hun hører, men en hakkes hårde stød. Så følger skovlens hæse skraben. Nej, alt er alligevel, som det plejer.

Tungt rejser hun sig og går ud til Raguel, og hun ser ham banke skovlen ren og sætte den fra sig og vende et udtryksløst ansigt mod hende. Mekanisk stavrer hun ham i møde og tager hans svedige hånd. Alene skal han ikke bære den tungeste af alle byrder.

De støtter sig til hinanden, og svajende som to visne planter i vinden når de døren og får den åbnet.

Indenfor bliver de stående, mens de knuger sig til hinanden og ikke kan tro det, deres øjne fortæller. For det er jo ikke muligt. Uskadt og så smuk som en gud breder Tobias sig på silkelagnet. Og med sit sarte ansigt begravet ved hans hals hviler deres Sara. Han har slynget armene om hende, mens han smiler til dem fra sine drømme.

I Nineve var tiden gået i stå.

Tobit forskansede sig stadig hyppigere i sit kammer, og her kunne han sidde time efter time, surret ind i lange snørklede enetaler til sin Gud. Med sin kone, Anna, var han ikke længere på talefod, og hun … ja, den dag, hendes elskede søn drog bort, slæbte hun sin stive køkkenstol ud på den støvede landevej og plantede sig i den, og her blev hun siddende, utilnærmelig som en kaktus og urokkelig som en saltstøtte og med de gamle, trætte øjne fæstnede på det sted på vejen, hvor den i en bugt opslugtes af landskabet, og hvor hun havde fanget det sidste farvestrålende glimt af sin dreng. Igen og igen så hun det samme syn for sig: fligen af den kongeblå kjortel, som hun selv, sting for sting, havde syet til ham, hun så den lyse op og flagre bort. Og efterhånden som dagene blev til uger og ugerne til måneder, voksede vreden i hendes bryst, indtil den til slut truede med at kvæle hende. Når velmenende sjæle forsøgte at lokke hende bort fra den ubekvemme post under den brændende sol, klamrede hun sig til sædet og kremtede hvast.

Så lod de hende være.

”Din kære dreng … ” begyndte Tobit en dag, da han var stavret ud til hende med gode hensigter og milde ord på tungen. Men han nåede ikke at sige mere, før hun afbrød ham: ”Min dreng,” raspede hun arrigt, ”men hvad så med min hund? Og hvor er de i det hele taget? Kan du sige mig det?”

”De?” undrede Tobit sig og forlod hende modløs og med støvet hvirvlende i hvide faner efter sig.

Han ville mig noget, tænkte hun. Men svare på mine spørgsmål, det nedlod han sig ikke til, og hvad skal jeg så med hans gode vilje, hvis den da er god. For det er i sandhed ikke meget godt, der er hændt mig, siden de lange veje tog min Tobias. Og netop som hun mumlede drengens navn, skimtede hun noget blåt, der tonede frem langt borte. Kongeblåt tilmed. Det lyste blegere, end hun huskede, men farven måtte jo også være slemt falmet i det lange fravær, nåede hun at tænke, før det slog hende, at der var noget galt. For så hun ikke en fremmed kvinde hægtet til hans højre side. Så kunne det umuligt være hendes dreng, og efterhånden som han nærmede sig, tegnede der sig et stadig skarpere billede af en fuldvoksen mand. En mand og en kvinde, det var det, hun så, og de vandrede tæt sammenslyngede som var de et kød.

Hun gyste ved tankens billedkraft og kneb øjnene i og besluttede at blive siddende sådan med verden i skjul og lade det upassende syn glide forbi.

De fremmede måtte gerne tro, hun sov.

Men det viste sig hurtigt, at hun tog fejl. De var ikke fremmede, og de lod hende ikke være. Manden slap kvinden og rejste sin mor op og tog hende i favn og forvandlede sig til dreng i hendes arme, og kvinden viste sig at være akkurat og til mindste detalje den datter af kød og blod, som hun altid havde ønsket sig.

Vi kan uden de store anstrengelser forestille os den glæde, der nu bredte sig i det lille jødiske hjem. Men bedst af alt var alligevel det øjeblik, da Tobias nænsomt og efter Azarjas anvisning smurte sin fars blinde øjne med fiskens galde, for da skete vor lille fortællings andet store under. I samme sekund, galden rørte øjeæblet, var det som om en kniv skrællede det, og de hvide hinder løsnede sig og flagrede til jorden, og Tobit så atter verden i al dens strålende farvepragt.

”Vi har besluttet at dele lige over, hvad det med pengene angår.”

Tobit rørte forlegen ved Azarjas skulder.

”Du har frelst min søn og givet mig en datter i tilgift.”

”Det familieskab indgik jeg gerne, og jeg takker for æren. Men det kan desværre ikke lade sig arrangere. For jeg er nemlig slet ikke Aninais’ søn Azarja.”

”Ikke?, men hvem …”

”Guds engel Rafael.”

I samme øjeblik, som ordene faldt, tændtes et blændende lys, og det lagde sig som en skærende kappe om den unge mand. Det skar sig ind i de forsvarsløse og intetanende menneskeøjne, så bølger af rædsel tvang dem i knæ.

Men englens stemme lød som en rolig kontrast til deres skræk, og han sagde: ”Undskyld, men sådan gør Gud mig synlig, når det passer Ham. Og det gør det så nu. Men jeg siger med Ham: Frygt ikke! I føler Jer ramt, javist. Men det er Guds kærligheds kraft, der har slået jer med stor lykke. Svøb jer nu trygt i den, men glem ikke Herren!” De løftede deres frygtsomme øjne mod englen og modtog hans milde smil.

”Men nu er min jordiske mission til ende, og i sin Himmel venter Herren mig med nye opgaver. Og derfor siger jeg Jer farvel.”

Og de så den store engel folde sine vældige vinger ud og forsvinde i det blå himmeldyb.

 

Engle 6. Tobias og englen kapitel 2



Tre skikkelser sneglede sig i gåsegang hen ad den smalle sti, der fulgte Tigrisflodens mange krumninger. Forrest stumplede drengen af sted på sine ømme fodsåler og med sin vandrestok knuget i hånden, alt mens han nu og da huskede at banke i jorden for at skræmme slanger og andet giftigt kryb. Han gik foroverbøjet og kunne dårligt skjule sin udmattelse. Lige i hælene på ham fulgte rejsekammeraten. Han bevægede sig strunk og med blikket trygt hvilende i himlens dybe blå. Som bagtrop i det lille følge vimsede hunden, der i sidste øjeblik var lusket efter dem og ikke havde været til at genne hjem igen, da de omsider havde fået øje på den. ”Vi tager den med,” afgjorde Rafael.

Nu gik de så der, og drengens og hundens træthed voksede, mens himlen langsomt skiftede fra lysende blå til gylden rød. Snart ville solen være sunket det sidste stykke og mørket falde på, og det ville blive vanskeligt at skelne stiens rids. Tobias havde flere gange forsøgt at overtale sin rejsefælle til at standse op og slå lejr. Men først da solen sank helt ned under kimingen, og tusmørket sneg sig ind over landskabet, lod han sig overtale.

De to unge mænd satte sig yderst på den lave flodbrink, mens hunden strøg ud og boltrede sig i det lune vand. De hørte den plaske derude. Månen var ved at stå op og sendte de første tøvende stråler ind over det lille selskab, og Tobias skottede til Azarja og syntes, at det blege lys hyllede ham i et overjordisk skær.

”Hvad nu?” spurgte han mat, men fik ikke noget svar.

Rejsekammeraten holdt sig rank og ubevægelig som en stenstøtte, mens han stirrede stift ud over det roligt rindende vand. Som sugede han tegn og budskaber til sig fra en skjult verden, tænkte Tobias og fornemmede igen den aura af uhygge, der smøg sig om manden. Han syntes ikke at kende til træthed, og Tobias forsøgte at skjule sin egen, men lige med ét gav han pokker i sin stolthed og lod sig med et dybt udmattelsens suk falde bagover i græsset, der groede blødt og frodigt hernede ved brinken.

Han døsede hen med det samme, men halvt inde i søvnen mærkede han den fremmede rejse sig, og han syntes, han hørte ham sige: ”Ja, ja, sov du blot. Du får brug for dine kræfter.” Mine kræfter? undrede han sig og ville spørge, men så greb søvnen ham fast i sine arme og trak ham ind i et stille mørke..

Lidt efter vågnede han. Eller var det længe efter? Månen stod allerede højt på himlen, og alt lå badet i et sølvblegt skær. Endnu halvt sovende fornemmede han en ru tunge, der ivrigt slikkede hans nøgne fødder og ankler. Hunden. Godt, han havde den. Han smilede til himlen og strakte sig velbehageligt i det bløde græs og tillod sig at nyde de trygge og kendte kærtegn. Han var langt hjemmefra, javist, men han var ikke alene.

Så hørte han hunden give hals og mærkede dens poter kradse mod sit bryst, og med ét var han lysvågen. Fortumlet satte han sig over ende.

I det samme stak den af. Gøende for fuld hals forsvandt den ud i den tætte bræmme af siv, der voksede langs bredden, som havde den fået fært af noget truende.

Krokodiller, fór det gennem ham, og han forsøgte skrækslagen at kalde sin hund til sig, men den reagerede ikke, fortsatte blot sit indædte udfald mod den usynlige modstander.

Nu lød der et skarpt fløjt inde fra land, og hunden gjorde brat omkring og kom væltende tilbage. På bredden rystede den sig så voldsomt, at vand og søle sprøjtede fra pelsen, så blev den med ét myg som et lam og luskede med halen mellem benene hen til Azarja, der tog den i halsbåndet og skændte på den, mens Tobias ængsteligt lod et blik glide ud over vandfladen, der lå og glitrede fredsommeligt i månelyset.

Der var ingenting at se. Alt var stille bortset fra den rolige lyd af vandet, der klukkede og rislede, som lo det af hans frygt. Men i det samme så han en krusning rejse sig på overfladen et stykke fra bredden. Det var som en stor undersøisk bølge, der skyllede op fra dybet og nu kom brusende mod land.

Tobias nåede ikke at rejse sig, før et væsen med opspilet gab dukkede op af vandet og snappede efter ham.

Han trak fødderne til sig og skreg.

Bagefter kunne han ikke huske enkelthederne. Alt var forløbet i en rasende fart, og selv blev han kastet ind i et uvirkelighedens rum og reduceret til en viljeløs brik, andre flyttede rundt med. Spillet kendte han ikke, og det skræmte ham fra vid og sans.

Azarja, der pludselig stod bag ham og ikke greb fat i ham, men tværtimod puffede ham ud på det dybe, ud til udyret og selv forvandlet til udyr jog ham rundt med sin stålstemme.

”Fang den!” brølede han.

Og pludselig befandt Tobias sig i vild kamp. En sprællende og slimet krop piskede vandet op omkring ham, mens han forsøgte at holde den fast med arme, der ligesom voksede i længde og styrke. Så havde han den og knugede den mod sin krop, mens han skreg af fuld hals. Eller var det en anden, der skreg? Men han slap ikke sit tag, og slim og snot og vand og tårer sprøjtede om ham.

Så lo han vist.

Lidt efter lå han inde i det høje græs og vred sig om kap med bæstet. Azarja greb fat i hans arm og hev ham op, mens uhyret lå gispende tilbage. Tobias snappede selv efter vejret, som var også han ude af sit element.

”Bravo, min ven!”

Tobias gjorde sig fri og trådte et skridt tilbage, så rystede han vandet af sig og så vredt på rejsekammeraten.

”Hvad skulle det til for?”

Men fyren rystede blot ligeglad på hovedet, så de ravgule krøller dansede om det unge ansigt, der igen havde fået venlighedens stempel.

”Herregud, dreng. Det var jo kun en fisk.”

Kort tid efter sad de ved et fredeligt lejrbål. Flammerne slikkede lystigt op om gryden med kogende vand, og heri lå resterne af uhyret, forvandlet til små, velduftende kødstykker, der simrede lystigt. Azarja havde tændt bålet, uden at Tobias ret fattede, hvorledes han bar sig ad. Og hvor kom brændet fra? Det var, som om det alt sammen sprang lige ud af den sorte nat.

”Men, hvordan …?” spurgte han og pegede på bålet foran sig.

”Det er lige meget,” affærdigede Azarja ham og gjorde et kast med hovedet, hvilket igen fik ham til at se fjern og storsnudet ud.

Tobias skottede til ham og følte en blanding af skam og stolthed risle gennem blodet. Havde han ikke lige kæmpet? Og vundet? Men han kunne ikke glemme kammeratens hånlige bemærkning: ”Det var jo kun en fisk.”

Ved siden af ham stod saltspanden, hvori Azarja havde lagt de resterende kødstykker og fiskens indvolde. Når den nu partout skulle kaldes en fisk.

Hunden listede hen til hans anden side; den gned sig op ad hans hofte, mens den lod savlet dryppe. Så peb den lidt ynkeligt, og det kunne Tobias godt forstå. Hans tapre følgesvend havde sandelig ikke været meget værd, da det gjaldt. Og nu tiggede den.

Han så på sin fod. Der dryppede stadig lidt blod fra såret.

”Kun en fisk,” mumlede han.

En smuk dreng, tænkte Rafael med blikket hvilende på den unge mand, der skridtede ud ved hans side, lige så rank og hurtig som han selv. Det brune hår skinnede som rav i solen, og den glatte, solbrændte hud strålede af sundhed og ungdom, øjnene havde fået styrke, og han så uforknyt lige frem. Den hårde rejse havde filet sit af de runde barnekinder og skåret mandige træk i det fine ansigt. Og bedst af alt, ængstelsen var ved at glide af ham. Kun en lille trævl hænger tilbage, tænkte englen, og den skal vi snart få pillet af ham. Han lo ved tanken. Havde Herren lyttet til ham, dengang han ønskede at komme til jorden som kvinde, så ville han rigtignok have haft besvær med at holde fingrene fra den gudeskønne yngling. Tanken forvandlede latteren til små vemodige suk.

”Hvorfor ser du så underligt på mig?”

”Hør, min bror, i dag kommer vi til Raguels hus.”

”Ja, det kan jeg næsten regne ud.”

”Og vi skal sove under hans tag i nat.”

”Hmmm …”

”Hører du efter!”

”Det kan du godt glemme.”

”Nej.”

”Derimod skal du ikke glemme, at du er min tjener, ikke min herre.”

Det var da nye toner. Ganske vist vidste de begge, at Rafael blev betalt af Tobit, men englen havde indtil nu ikke haft vanskeligt ved at bevare sin myndighed over drengen.

”Du glemmer, hvem jeg er,” sagde han kort.

”Søn af den store Ananias. Det ved jeg godt. Og jeg har også adlydt dig hele vejen af respekt for din familie. Men du får mig ikke lokket i døden.”

Englen sukkede. De var ganske tæt ved Ekbatana, og rygterne om det forheksede pigebarn svirrede i luften, og han havde ikke kunnet forhindre drengen i at lytte til snakken.

”Vi kan i al fald ikke undlade at besøge ham. Han er familie.”

”Du har ret. Desuden skal du ikke tro, at jeg er en kryster.”

”Det tror jeg heller ikke.”

Der sad nu den gode Raguel lige foran porten til sin gård. Havde endda slæbt sin store stol ud og tronede som en anden patriark, der ventede besøg. Rygterne var åbenbart løbet forud for det lille selskab, tænkte englen, og de så den gamle rejse sig og ile dem i møde og hørte på lang afstand hans forpustede hilsen.

”Hjertelig velkommen til mit hus, kære brødre!”

”Tak,” replicerede Rafael og bøjede sig ærbødigt, idet han samtidig daskede til Tobias, der stod med bortvendt ansigt, som ville han helst ikke blandes ind i noget.

Raguel slog ud med armene, en gestus, der betød noget i retning af: alt mit er også jeres.

”Tak,” sagde Rafael igen.

”Ja, og gå nu endelig ind. Edna venter jer.”

”Og Sara?” spurgte Rafael med stemmen fuld af uskyld.

”Og Sara,” mumlede Raguel mørkt.

”Der er ingen, der venter os,” brød Tobias ind, ”og desuden er vi på vej til Rages.”

”Jamen, så er I jo ikke fjernt fra målet. Og her kan I overnatte.”

Den gamle mand plaprede løs, mens han undersøgende lod blikket glide hen over deres klædedragter. Så spurgte han lidt forsigtigt til deres herkomst.

”Som du nok allerede har bemærket, er vi naftalitter, og vi bor i Nineve.”

”I Nineve! Jamen dog. Jamen … jamen så er I jo … jeg mener, så lever I jo i fangenskab … men det var da … ja … hvad skal man sige …?” Raguel gik forvirret i stå.

”Du kan roligt modtage os,” sagde englen og sendte ham et af sine blikke, og Raguel mumlede i skægget, mens han fik travlt med at vende dem ryggen og forsvinde ind gennem den snævre port.

Rafael tog et fast tag i Tobias og trak ham med sig ind.

Sanseløs sendte han mig dog ikke til jorden, tænkte Rafael og hørte på lang afstand, hvad Raguel hviskede Edna i øret. De så hende stivne ved de ord, så rettede hun sin trivelige skikkelse ud, og knejsende i al sin vælde lod hun blikket sejle hen over det lille rejseselskab, der stod tæt sammen lige inden for døren.

”Ud med den hund!” kommanderede hun.

”Edna dog!” Raguel søgte at skjule sig bag hende.

”Jamen, vi kan ikke ha’ den,” snerrede hun.

”Det er jo bare en hund.”

”Og så ligner han Tobit,” vrissede hun videre.

”Hunden?”

”Nej, drengen.”

Raguel så for første gang rigtig på den unge mand. Pludselig var det, som om der faldt skel fra hans øjne og en tåre banede sig vej.

”Kan det … kan det … virkelig …” stammede han.

”Javist,” sagde Rafael hurtigt. ”Vi kommer fra Tobit. Tobias der er din brorsøn, og jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Vi er her for at fri til Sara, hans kusine.”

Raguel og Edna slog hænderne sammen og brød ud i gråd. Det er da pokkers, som de israelitter vander høns, tænkte englen lidt irriteret. Den slags var man da gudskelov fri for, hvor han kom fra. Så tog han Tobias ved hånden og førte ham hen til de to gamle, der slog armene om drengen og kvalte ham i hede omfavnelser.

Tobias selv stod som en støtte af sten i deres arme. Henne ved døren peb hunden, og drengen gjorde sig fri af de omklamrende arme og piftede kort. Dyret logrede og løb hen til ham.

”Vi går,” sagde han.

”Nej, nej, nej …” tryglede de gamle i kor.

I det samme gled en skikkelse lydløst ind gennem døren bagest i rummet. Det var Sara. Og hun var så smuk, at hun ganske af sig selv oplyste den halvmørke stue, og da Tobias fik øje på hende, lyste også han op.

Jamen dog, Rafael havde set meget, men aldrig havde han set nogen tænde så hurtigt, og ikke for første gang mærkede han et lille stik af jalousi, for hvorfor skulle han aldrig selv få lov at opleve den brand, de kaldte kærlighed? Ved lejlighed ville han tage sagen op med Vorherre, besluttede han for 117ende gang og vidste samtidig, at det fik han aldrig gjort, for engle er engle og ikke mennesker, og i virkeligheden ønskede han ikke at bytte. Kun i øjeblikke som disse ville han give alt for bare en lille stund at blive et menneske.

 

Engle 5. Rafael og drengen – første del

Tobias og Englen

af

Marianne Hesselholt

Hver morgen gik Tobit ind i sit lønkammer og bad til sin Gud, og hans bøn blev ikke blot mere og mere inderlig for hvert ord, efterhånden som dagen skred frem voksede stemmen i styrke og lød til sidst som en ulykkelig blanding af jammerskrig og klagesange.
Og nu var de akkurat, hvor de plejede, tænkte Tobias og følte ubehaget risle i kroppen. Far, der lå i timevis på sine trætte knæ og med de blinde øjne rettet mod loftet, mens ordene silede i en lind strøm ud i det lille rum og, efterhånden som stemmen steg i styrke, syngende forlod trangheden og flagrede rundt i gården som løse ordbrokker, der bredte sig helt ud på vejen, hvor folk standsede op og stod i små klynger og lyttede og nikkede eller rystede på hovederne, som de hviskende og tiskende stak sammen, og Tobias kunne sagtens forestille sig de giftige ord, der nu slangede sig ud over deres læber: nu gik det for vidt, nu var Tobit gået for vidt – en sådan provokation – og midt på den lyse dag – derinde lå han time efter time og anråbte en ukendt og fremmed Gud. Ganske vist var manden både gammel og blind, og kong Assarhaddon så skrækkelig mild, og det kunne Tobit prise sig lykkelig for, men der var grænser, og de var for længst overskredet, og nu måtte man snart tage sagen i egen hånd og udføre retfærdighed og kaste den første sten for at lukke munden på den skamløse jøde.
Tobias kikkede ud gennem en sprække i porten. Jo, netop sådanne ord hviskede og tiskede de, det kunne ses på de onde blikke og de hårde, lukkede ansigter. Den sitrende fornemmelse af ubehag rislede atter gennem ham og bredte sig i kroppen, så han næsten ikke kunne få vejret, han lukkede øjnene og knyttede næverne og rasede stumt mod sin hårde skæbne. Snart ville de bitre dråber få bægeret til at flyde over, og giften, den ville sive ind i alle sprækker og langsomt dræbe dem. Vi må dø, hviskede han forfærdet over sine egne ord.
Men mens han stod sådan og forestillede sig det værste kom en anden følelse til. Han trak vejret dybt, åndede ud i et suk og mærkede hænderne åbnes. Så åbnede han porten og gik skælvende ud på vejen – helt hen til lågen bar benene ham, og han så på de ophidsede borgere uden at slå øjnene ned. En tid stod han helt stille og trak dem ind i sit blik en efter en, så sagde han højt: “Vi er jøder, og vi er ikke bange for jer.”
Det første var sandt, men det sidste var løgn, for hans hjerte hamrede af skræk, og dog var stoltheden den stærkeste følelse i ham, og for første gang vidste han, at han havde grund til at være stolt. Stolt af sin far. Ham havde de ikke kunnet knække under fangeåget, skønt det ikke havde skortet på ond vilje.
Tobias lo højt ved tanken om far, der i sin tid var blevet slæbt den lange vej til Ninive i lænker, men lige fra den første dag havde trodset alle forbud og knejsende erklæret sig som Herrens tjener. Og det var ikke kongen, han kaldte Herre. Og kongen, ja han havde jo studset over en sådan skamløshed, men der var noget i jødens blik, der tiltrak ham og som han måtte bøje sig for.
Og til ærgrelse for byens borgere havde han ansat jøden ved sit hof, og Tobit havde tjent ham tro i alle årene. Men aldrig et øjeblik havde han fornægtet sin tro på Gud Herren. En gang gik det galt. Tobit harvde hørt, at man igen havde slængt et jødelig på gaden for at lade fuglene hakke dets øjne ud. Da havde han forladt kongeslottet og var gået lige ud til den døde, som han tog i sine arme og bar til sit hjem og begravede. Og han havde sunget sørgesange ved graven. Da var kongen blevet rasende og havde kastet Tobit i hullet og stillet ham for dommerne. Han skulle jages ud af byen for at dø af sult og tørst under den brændende sol, lød dommen.
Tobias smilede, mens han stadig holdt borgerne i skak med sit blik. Hans far. Jo, men ham havde de ikke kunnet forjage, nej, han var gået mod byporten med oprejst pande og syngende for fuld hals, mens han svingede med en palmegren, og det havde mere lignet et triumftog end en sølle forbryders uddrivelse, oven i købet en forbryder, der kun ledsagedes af en lille grædende dreng og skælvende kvinde. Han havde trampet i jorden og hilst hele vejen rundt på menneskemængden, som om den ikke hujede, men tiljublede ham. Vist havde det været et triumftog. For Tobit gik ikke ene. Han gik med sin Gud.
Og man kunne vist roligt sige, at hans Gud havde fulgt ham dengang og holdt sin hånd over ham, for aldrig så snart var han borte i ørkenen, før kongens soldater fik ordre til at hente ham tilbage. Og Tobit, der kendte sit værd, mødte glad og smilende op hos sin konge. Der sågar omfavnede ham. Jo, kongen kunne bruge hans visdom. Det kunne de alle – og de beundrede hans mod. Trods alt.
Tobias vendte sig om og gik ind i huset med alle de tavse blikke stikkende i ryggen.
Så var det jo, at Tobit blev blind. Havde hans Gud så alligevel forladt ham? Tobias turde ikke spørge.
Sådan sad drengen og tænkte og drømte, mens mor var gået i byen, og far blevet hæs som en syg krage. Roen havde sænket sit blide slør over det lille hus. Og nu kom mor hjem fra sit arbejde. Hun syede og tjente godt. De led ingen nød. Og i dag medbragte hun ikke blot penge, men et levende gedekid.
“Se Tobias, for fint det er,” sagde hun og rakte ham det lille kræ, der kælent lagde sig ind til ham og brægede henrykt, da han kærtegnede det.
Men så fik han øje på far og slap kiddet.
“Hvor kommer den brægen fra?” stemmen lignede et forkølet tordenskrald. “Vi har ingen husdyr, har vi vel, Anna?”
“Nu har vi. Et kid. Og det er mit.”
“Dit?” forsøgte far at brøle, og han svajede som en, der var ramt af solens stik.
“Jeg har fået det,” sagde mor.
“Stjålet det, mener du,”kom det hæst fra far, og Tobias så mor blive helt hvid i huden og synke ned på vaskeskamlen og forvandles til en bunke rystende, hvide klude. Han ville ikke se far. Han klemte øjnene i og vidste ikke, hvad han skulle tro. I en sprække skimtede han mor, der nu dukkede op af kludebunken og tumlede hen til far og slog en klo i hans arm og ruskede ham frem og tilbage, som ville hun trække ham ud af koften.
“Hykler!” skreg hun op i  det blinde ansigt.
Tobias bed sig i læben og turde ikke gå efter far eller nærme sig mor, da de skiltes i så stor vrede.
Far forsvandt ind i sit lønkammer, hvorfra de lidt efter kunne høre ham bønfalde Gud om at tage ham hjem til sin himmel, så han kunne være i fred for svigefuldhed og løgne.
”Jeg er dybt fortvivlet, Herre. Udfri mig af denne svare nød og lad mig gå til Det Evige Sted. Vend ikke fortsat dit ansigt fra mig, Herre, for det er bedre for mig at dø end at leve i så stor skændsel.”
*
I den samme time, men fra en ganske anden mund lød den samme bøn til HERREN. Og hvilken mund! Sarte, letsvungne, røde pigelæber. Og så rørende unge de var. Og så fortvivlet, den lille pige …
HERREN  lyttede forundret. I det ene øre knasede Tobits tørre stemme, og i det andet klang denne unge kvindes, men så enslydende var ordene, at de flettede sig sammen til bare én bøn.
Det var alt sammen ord om død og udfrielse.
Men pludselig blev der stille i det ene øre. Tobit tav. Og Sara, for det hed pigen, fortsatte, mens hun sænkede stemmen til en hvisken.
”Å, min Gud, hjælp mig! Jeg vil ikke dræbe, og dog dør alle, der vover at favne mig. Syv mænd har jeg ægtet, og syv mænd ligger i hver sin grav. Og jeg er kun 18 år. Åh, Herre min Gud, så hjælp mig dog ud af denne grumme verden og over i Din Evighed. Sig, at jeg må blive taget bort og at jeg ikke mere skal høre på hånsord. Du ved, at jeg er ren.”
Da pigen tav vendte HERREN sig mod ærkeenglen Rafael.
Hørte du det, min engel?”
”Hørte … hvad?”
”Bønnerne fra jorden.”
Der herskede en himmelsk ro i haven ved denne tid. Englene var for længst gået til ro, og kun den gamle Vorherre og de utrættelige ærkeengle holdt endnu stand og vågede som hver nat over menneskevrimlen.
”Jo. Men det kunne jeg jo ikke undgå. De to talte jo synkront.”
”Netop! Det var sært, ikke? Og se dem nu, Rafael, nu forlader de samtidig deres lønkammer. Betragt engang deres ansigter. Så forklarede.”
”Jo, men HERRE, nu har de jo også lige bedt til dig. Og de er begge troende. Det ved du da.”
”Det er sandt,” indrømmede Herren, og tænkte på de to dernede. Længe havde Tobit ikke kunnet se Herrens lys, og lige så længe havde Sara ligget og jamret, fanget som hun var i dæmonens klør. Nu bad de om hans hjælp.
Han vendte sig atter mod englen.
”Du må af sted,” sagde han.
”Det må jeg vel.”
”Nu.”
”Jeg kan da ikke rejse sådan her.”
Rafael lod en hånd glide gennem det lange, hvide skæg og så lidt sørgmodigt på Herren.
”Du ved, hvor forfærdede menneskene bliver, så snart de ser mig, og det hjælper ikke, at jeg siger: frygt ikke.”
”Du har ret. I den skikkelse går det næppe an.”
Han betragtede granskende sin gamle trofaste engel, og foreslog så, at han steg ned på jorden i en ung mands skikkelse. Uden yderligere omsvøb og ind til mindste detalje forklarede Gud sin plan, der havde til formål ikke blot at redde de to ulykkelige menneskebørn fra deres elendighed i Jammerdalen, men samtidig at knytte deres skæbner sammen i et så fuldendt mønster, at det på ingen måde ville virke kunstfærdigt.
Lidt senere satte en solbrun yngling med vildt krøllet, ravgult hår kursen mod Jorden.
Vi lader Rafael flyve og tager et helt andet sted hen, langt fra Nineve. Vi skal til Ekbatana. Lyt engang til navnet. Hvor det klinger kønt. Ekbatana. Som en sang, en tone fra himlen. Jeg har levet en dag i Ekbatana. Og her levede pigen Sara, som vi nys har hørt om, og hun var ligeså smuk som navnet på sin by, men det havde hun ingen glæde af. Hun havde slet ingen glæder.
Netop nu sad hun i det dejlige Ekbatana og græd. Det var en vane, hun havde lagt sig efter på det sidste, og mens hun sad sådan og hang med det yndige hoved og lod de salte tårer vande det røde blomsterflor, der ufortrødent groede ved hendes fødder, gik hendes gamle forældre rundt inde i huset og vred deres magre hænder. Det var nu blevet deres vane.
Sådan levede den lille familie, spundet ind i et net af vaner, som ingen af dem mere kunne bryde. Faderen gik, når hans sørgevandring var til ende, ud i byen og spejdede efter en ny mand, der ville og turde gifte sig med deres barn, hvis liv havde taget en tragisk drejning, der dag for dag førte hende længere og længere ned i den sorteste af alle afgrunde. Undertiden hændte det, at han hjembragte et ungt, håbefuldt menneske, og syg af angerfuld skælven tog han sin datters hånd og lagde den i den unge mands, og derpå velsignede ham dem uden overbevisning. Så gik han ud og gravede en grav. Og han skjulte sin lede, ligesom han dagen efter skjulte liget.
Nu gik far ud i byen. Nu rejste Sara sig og gik ind i huset. Nu bad hun til Gud. Nu lagde hun sig på sengen. Nu så hun Den Onde tone frem. Lige så stille sivede han ind gennem væggen og stod foran hende i en skikkelse, der til forveksling lignede den dæmon han var.
Bukkehorn og hale.
Kvalmen og afmagten spændte hende fast til lagnet.
”Du siger ingenting, luder. Sådan er I. Tavse, men villige. Og nu skal vi to lege.”
Hun lukkede øjnene. Vidste, at han ikke kunne røre hende, for hun var ren og havde Gud i sit hjerte.
”Se på mig! Se min tunge!” læspede han, og hun klemte øjnene endnu fastere i, men hørte jo tungens hvislen og forestillede sig den vokse ud af flabet og piske rummet rundt, og nu mærkede hun den ganske nær. Stanken var frygtelig, og slimklatter sprøjtede ned over hendes ansigt og hals, og hun holdt vejret og gjorde sig helt kold og fraværende. Så fulgte den velkendte syden og derpå en klynken som fra pinte spædbørn. Og der blev helt stille.
Nu var det hende, der klynkede. Som et forsinket ekko i stilheden. ”Åh Gud, jeg beder dig, fri mig fra Den Onde.”
*
”Tobias, min egen dreng!”
“Ja, far.”
”Nu skal du snart begrave mig. Herren vil ikke fortsat lukke sine ører for min bøn.”
”Ja, far. Nej far.”
”Sørg for, at jeg får en smuk begravelse.”
”Ja, far.”
”Og begrav mor ved min side.”
”Mor!”
Tobias blinkede forskrækket, men det kunne far jo ikke se, så han fortsatte ufortrødent sin lange moralprædiken, der kørte i de sædvanlige riller, idet den bevægede sig fra en dvælende beskrivelse af den snarlige begravelse til en skarp påmindelse til sønnen om at træde omhyggeligt og uden afvigelser i faderens fodspor og således lydigt fortsætte slægtens ærefulde gang på jorden, og den sluttede ganske forventeligt med en indskærpelse om endelig ikke at gifte sig med en fremmed kvinde.
”Hold dig til vor egen stamme, når du skal vælge. Det har vi altid gjort.”
Tobias nikkede.
”Og nu vi er ved det med ægteskab, så har du en kusine i Ekbatana i Medien.”
”Nå.”
”Ja, og hun skulle være køn.”
”Javel.”
”Og ugift tilmed.”
”Der er langt til Ekbatana, far, og måske er hun slet ikke så køn, som de siger.”
Tobias havde ingen lyst til at begive sig ud på en lang og usikker rejse for måske at hjemføre en kvinde under al forventning. Kusine eller ej.
Desuden havde han et godt øje til flere af pigerne i Nineve. Men far hørte ikke efter. Han havde lagt ører til nogle rygter, og nu troede han åbenbart på dem, blot fordi de passede i hans kram. Men rygter bar løgnens maske, tænkte Tobias.
”Og når du nu alligevel er på rejse, så kan du samtidig hente nogle penge, som min slægtning Gabael skylder mig.” Sluttede han og gned sig i hænderne.
”Penge? I Ekbatana?”
”Nej, i Rages.”
”Jamen …”
Det svimlede for Tobias. Rages lå endnu længere borte. Omtrent ved verdens ende, så vidt han vidste.
”Du er en frygtsom dreng.”
”Ja.”
”Men husk, at den der går med Herren intet har at frygte.”
”Det kan gerne være, far. Men jeg har aldrig gået ret langt, og jeg kender ikke vejen til Medien.”
”Jamen, så gå da ud i byen og find en mand, der kan vise dig vej.”
*
Midt ude på vejen stod en ung mand. Han så ikke en dag ældre ud end Tobias, som han ganske ugenert fikserede med et sært gennemtrængende blik. Nu smilede han, som om de var fine venner.
Det var de ikke.
”Hvem er du?”
”En israelit. Som du selv.”
Den fremmede gik hen imod ham. Lige foran ham standsede han og ville lægge en hånd på Tobias’ skulder.
”Flyt dig, du står i vejen,” sagde Tobias uvenligt. ”Og jeg har faktisk travlt.” Ordene prellede af på manden, der vedblev at klistre på det ubehageligste.
”Hvad vil du mig?” Tobias skubbede til ham.
”Ingenting. Det er dig, der vil mig noget.” En myndighed i stemmen, der passede dårligt til det ufærdige drengeansigt og den spinkle skikkelse i den lysende blå kjortel med det gule skærf.
Tobias knyttede næverne og så trodsigt på ham, men mødtes af et blik så skarpt, at det skar sig ind i ham og sendte en bølge af uro gennem kroppen. Han opdagede, at han stod og rystede, som om han frøs.
”Undskyld,” sagde den unge mand stille. ”Det var ikke meningen.”
”At … hvad?” hviskede Tobias.
”At gøre dig bange.”
”Jamen, jeg skal til Medien,” plumpede det ud af ham, og han kunne have bidt sig i tungen. Her stod han og plaprede dumt til en fremmed.
Men denne lo stille, og så nikkede han, som stod han og ventede på lige den meddelelse.
”Ja, du kan sagtens le. Men det er ikke morsomt. Jeg kender ikke engang vejen.”
”Det gør jeg.”
”Dig kender jeg jo heller ikke.”
”Sig mig, unge ven: tvivler du på Herren din Gud?” Stemmen var uvenlig nu, og dræberblikket ramte og fik Tobias til at skælve. Han stammede forvirret.
”Nej da … eller … det … det vil sige, hvis jeg skal være helt ærlig, så …”
”Det skal du ikke. Du skal blot følge mig.”
Tobias forsøgte at kalde vreden frem og le hånligt, men latteren blev stikkende i halsen, og han lignede nok snarere en, der havde ondt, end en, der kunne le sig fri.
”Nu går jeg ind og taler med din far,” afgjorde den fremmede og vendte sig om. Og Tobias hørte sig selv råbe, at det skulle han da endelig gøre, det var alligevel ham, der bestemte alt i deres hus.
”Ja, de patriarker,” sukkede den fremmede.
Så gik han ind.
Tobias blev stående en tid.
Havde han fundet en rejsefælle? Næppe.
”Hvad mener du,” bralrede Tobit op og så på den unge knægt, der stod der og blærede sig af sine kundskaber. Han var jo næppe en dag ældre end Tobias. Og skulle man lade sådan en årsunge ledsage sin dyrebare søn!!
”Sådan en hvalp!”
Jeg er ældre, end jeg lyder.”
”Og hvor kommer sådan en ældre knægt fra? Lad høre!”
”Det vil føre for vidt at udrede hele min lange anetavle for dig.”
”Ja, så kommer du ingen vegne. Og i al fald ikke til Ekbatana med min søn.”
Rafael bed sig i læben. Undertiden komplicerede Herren nu også opgaverne unødigt. Som nu den tossede ide med at sende en grønskolling ned til en gammel forbenet patriark. Men han lod sig ikke mærke med noget, knælede blot ærbødigt foran den gamle og tog hans hånd.
”Jeg er Azarja, søn af den store Ananias.”
”Det er da ikke sandt!” udbrød Tobit overvældet. For bedre herkomst kunne ingen prale af.
Nej, du har ret, tænkte Rafael, men her kommer man nok ikke langt med sandheden.
Højt sagde han, at Tobit kunne være rolig, for lagde han rejsen i Azarjas hånd, så lagde han den i Guds. Den gamle glippede med de blinde øjne og lod en tåre trille ned på englens hånd. Så løftede han sin egen og velsignede ham.

Ultrakort intermezzo

 

Dette blot for at berolige mine Skagen-læsere. Jeg vender tilbage til Skagen.

Englene har fået lov at kile sig ind i en lille periode.

Når fortællingen om Tobias er færdig, vender vi tilbage til sandflugt og klitter og tilsandende kirker og gårde og folk og fæ i Skagen og ikke mindst i Skagen Landsogn.

Jeg har i dag hjembragt en dejlig stak litteratur fra biblioteket – og jeg glæder mig til at pløje dem igennem på kryds og tværs, og jeg lover at dele alle mine nye informationer med dig, min kære læser.