1. december

 

Ved Julemandens Skæg

Julemanden gik og mumlede i skægget, en vane, han havde tillagt sig, lige som skægget, der de sidste par år var vokset så langt, at det var til at snuble i. Det var kort
sagt ikke fri for, at han lignede en kliche, som han der kom traskende hen over
pløjemarken med nissehuen trukket godt ned om ørerne og det lange, hvide skæg
flagrende for vinden.

Pludselig standsede han op. Hans fod var stødt på en sten, og i det samme så han, hvor han var. Nær Elverhøj var han, og stenen, se det var selve indgangen. Så kom jeg så
vidt, mumlede han, bandt skægget om stenen og trak til. Ømmende sig en smule
sivede han ind i højen.

Han så sig om. Der var halvmørkt. Hallo, nikkede han til Mosekonen,
der selvfed og udflydende ragede op over en krands af florlette elverpiger, der hang som engblomster i hendes skørter. Lige over for hende havde Elverkongen stablet sig til rette på en slags trone. Ved hans fod sad en lille trold og trykkede sig.

En fe flagrede rundt helt oppe under loftet, og julemanden forsøgte at vinke hende på plads, men hun blev hængende og tillod sig endda at skrue op for sit lys.

”Menneskene er på vej mod afgrunden,” begyndte han sin mørke tale, og blev straks afbrudt af en lille ivrig stemme helt nede fra gulvhøjde. ”Det er fordi … øh …,” den lille trold rødmede slemt. Den var ny i højen og ikke vant til at blande sig.

”Sig blot frem, troldepus!” Julemanden nikkede mildt til pjevset. ”Det er, fordi de er blevet blinde. Når de løber i skoven, sparker de til os, som om vi var sten.”

En elverpige rejste sig og begyndte en hjertegribende dans om sig selv, så standsede hun midt i en piruet og lod tårerne trille, som de ville. ”Jeg kan ikke mere fange så meget som fligen af en ungersvends boxershorts, for slet ikke at tale om hans hjerte.”

Mosekonen lækkede en hørm af nybryg, ”Ha! Tidligere berusedes menneskene af min trylledrik, nu sidder de og kæver den på snuskede bodegaer.” En lille nisse tog tilløb, så hviskede den: ”og vi kan ikke drille dem mere. Før gav de os grød, nu sætter de musefælder op.”

Feen svingede sin stav og lod et væld af stjernedrys dale ned over forsamlingen. ”Når jeg drysser mit støv over menneskene, tror de, at de har fået grøn stær og iler til øjenlægen.”

”Ja, ja,” sukkede julemanden, ”blinde er de jo rigtignok, og som lemminger driver de mod afgrunden.” I det samme fik han øje på englen Gabriel, der hidtil havde
siddet ubemærket i den inderste mørke krog, men nu tændte sin glorie. ”Gabriel,
du er dog en engel! Kunne du ikke …!”

”Åh nej …” sukkede englen og rejste sig. Den gik stadig sukkende på halv blus. ”Menneskene har mistet troen, og jeg kan bare stå på sidelinjen og sukke.”
Og så gjorde han det igen.

Nu rejste Elverkongen sig og det så hastigt, at den lille trold tumlede om kuld. ”Krukkeri!” råbte han vredt, ”hvis vi alle stillede os så kostbart an, så ville det sandelig se sort ud.”

”Det ser sort ud,” sagde englen og slukkede atter sit lys.

Pludselig lød der et brag, stenen bumpede ind i højen, og hen over den trampede Julebukken. Han virkede ikke alt for ædru.

”Her kommer vi!” skreg han.

”UD!” Julemanden greb ham i hornene og forsøgte at vride dem rundt, men bukken bukkede sig og skovlede den gamle højt til vejrs. Her hang han i en hvirvel af brølende latter.  Så hørte bukken de andre hvæse og satte ham forsigtigt på plads.

”OK – men hvorfor har I glemt mig?” sagde han, og nu stod han så trist og roligt i deres midte som en gulvspand midt på et stuegulv.

”Vi har ikke glemt nogen, men DU har ikke noget at gøre i vores selskab, træske overløber.” Julemanden rystede stadig efter den hårde behandling, og stemmen rystede med.

”Nå ikke? Og hvad mener du med overløber? Og hvad så med ham der?” Bukken pegede med dirrende klove på trolden.

”Han har valgt side. Vi kan stole på ham.”

”Og vi kan ikke stole på mig?”

Nu rejste Elverkongen sig for anden gang, denne gang dog så sindigt, at den lille trold blev siddende og blot klamrede sig til hans ben. ”Vi får brug for alle gode kræfter,” sagde han.

”Ja, gode kræfter!” Julemanden fnøs og spyttede sig selv i skægget.

”Vi har ikke råd til at være kræsne,” replicerede Elverkongen og svingede for en sikkerheds skyld med sit cepter.

”Ja, jeg fralægger mig ethvert ansvar.”

Julemanden gloede vredt på bukken, der slog en latter op og sagde: ”Jamen, selvfølgelig, det er du jo så god til, din skinhellige hykler. Så er det da godt, at vi er nogen, der vil påtage os et ansvar.”

”Nu ikke mere kævl. Det er første december, og menneskene er ved at gå amok. Vi må komme dem i forkøbet, og med julemandens tapperhed, nissernes snarrådighed, troldenes humor, Gabriels trofasthed og julebukkens listighed, så har vi de bedste kort på hånden.” Elverkongen så sig om i kredsen.

Julebukken stavrede over til ham og sagde langsomt: ”Siden du nu kalder mig listig, så kan jeg røbe, at jeg faktisk har udklækket en plan – fuld af den ledeste list.”

”Hmmm … og som kan gøre hvad?”

”Som kan hjælpe menneskene til at genfinde de tabte insignier, KORSET for troen, ANKERET for håbet og HJERTET for kærligheden.”

”Nu lyder du som en af os.”

”Jeg er en af os.”

”Og hvad skal vi da gøre?”

”Vi skal finde et menneske.”

”Dem er der en fandens redelighed af.”

”Ja, men ham, vi skal bruge, skal være uspoleret.”

”Dem er der ingen af.”

”Jo,” sagde bukken. ”Der er EN.”

Gabriel syntes at vågne op ved de ord. Han tændte sin glorie, fjernede den fra issen og holdt den ud i strakt arm. En kegle ramte bukkens horn.

”Det kan vi ikke,” sagde han, ”de vil spotte ham og gøre ham fortræd.”

”Det vil de, ja. Men så er vi der, og vi svigter ham ikke.” En bifaldende mumlen hørtes fra alle sider.

Gabriel gled atter ind i sit mørke, og det samme gjorde feen. Et øjeblik henlå alt i det dunkle, men havde man lyttet efter, ville man have kunnet høre de spinkle toner fra håbets åndedræt.

 

Intermezzo

Igen et af dine intermezzoer!!!  - jeg kan godt forstå, du ser sur ud!! skal du nu igen holde pause og fylde siden med ingenting?

Ingenting? Hvad mener du? Jeg skriver da altid noget!

Ja, noget! Indrømmet, der står da både bogstaver og ord. Og du er blevet helt flink til at stave. Men du kunne godt tage lidt hensyn til mig.

Til dig?

Ja, mig!

Jeg kender dig jo ikke engang.

Jeg har jo præsenteret mig: jeg er din læser.

Det er et vidt begreb.

Nu er du vist optimist. Vidt … ha ha ha … det kan være snævere end du tror.

Ja, men det gider jeg bare ikke tro. Jeg tror, jeg har en læser mere end dig. En, som er glad for mine ord.

Ja, hvis de så endda var dine!

Hør, hvad mener du nu?

Jeg mener: hvis du ikke plagierer, så skriver du af!!!

Plagierer, aldrig!!! Og skriver af. Ja, det er klart.

Klart?

Det hedder ikke afskrift. Det hedder citater. Det er jo for pokker alle mine kilder, som jeg net og nydeligt og samvittighedsfuldt præsenterer for min interesserede læser.

Nå, for HAM?

Ja, for han findes.

Godt så siger vi det. Og det er altså en “han” – ikke sådan et blufærdigt og beskedent kvindfolk som nu os to.

Jeg vidste ikke, at du var kvinde!

Nej, og heller ikke et suk om min blufærdighed og beskedenhed og alle de andre dyder.

Nej.

Så synes jeg, vi skal holde her. Mens legen er god.

Synes du det?

Jep.

Men hvorfor startede du hele den her forvrøvlede dialog?

Jeg elsker dialoger. Nej, helt ærligt: Jeg ville bare høre, om juleskeen snart viser sig på din skærm.

Ikke juleskeen!!Julèsken. Og ja, den begynder i morgen.

Jeg kan slet ikke vente.’

Er du ironisk?

Det ku’ du li’ at vide.

Nej!

35 – Ole Stjernø – En lokal digter?

Jeg tror, at Ole Stjernø er fra Skagen, måske endda Skagen Landsogn, for min far kendte ham, da de begge var unge, men igen må jeg beklage, at jeg ikke var lydhør, når far fortalte om sin ungdom. Jeg kan dog huske, at han omtalte digteren som sin ven. Men nogen stor digter var Stjernø jo ikke, og han har, så vidt jeg ved, kun udgivet to digtsamlinger, begge på Gyldendal: Lyrisk Mosaïk i 1922 og Raabjerg Mile”  i 1923. Jeg vil citere to af digtene, som begge foregår i egnen omkring Skagen. Det første fortæller om bøndernes vilkår i sandflugtens tid:

Jeg dyrket min Ager paa Fædres Vis,/ skønt Føden gav den vel næppe;/ men lidt faldt der af ved Vrag og Forlis/ af Tømmer og sligt til en billig Pris. -/ Jeg klared mig da med Ko og med Gris/ paa en simpel Lod til en Skæppe.

Jeg vidste som Barn, at det tidt holdt haardt,/ naar Kampen stod paa med Sandet;/ og altid kom Folkene slemt tilkort,/ – for det kunde Præsten ej mane bort;/ og led han som vi, den selvsamme Tort:/ at faa Mulden med Sandmilen blandet. -

Min Fader var Mand paa en større Gaard/ end den, jeg nu kalder min egen;/ thi Sandflugten trængte os Aar for Aar,/ dets fygende Magt ved Vinter og Vaar/ knap skaaned det lidet, hvorpaa jeg staar/ og ser mig omkring forlegen. -

Og Gaarden, jeg arved i velholdt Stand,/ den flytted jeg et Par Gange; -/ det spøged omkring den med Flyvesand,/ og kendte ej Muren til Tidens Tand; – jeg fik at kende Naturens Ran/ i de Aar, der gjorde mig bange!

Jeg dyrked min Ager paa Fædres Vis,/ skønt bedre er den vel næppe;/ saa hjælper jeg til ved Vrag og Forlis,/ og bjærger lidt Træ til en billig Pris, -/ men holder mig ellers til Ko og Gris/ paa min simple Lod til en Skæppe.

Både i Skagen by og i Landsognet træffer man undertiden temmelig mørklødede indbyggere, og det er ikke så mærkeligt, for i fortiden forliste mange skibe fra fjerne egne ved Skagen, og de reddede sømænd kunne ind imellem også redde sig en Skagenpiges hjerte. Det kunne der komme børn ud af. Romanen: Den amerikansk Sømand af Karsten Lund fortæller om en sådan historie, dog ikke lige just en kærlighedsroman, men den handler ikke desto mindre om en strandet sømand og det, der kommer ud af mandens møde med en Skagenspige. Og også Ole Stjernø har et digt med det tema, skønt det her er et rigtigt kærlighedsmøde.:

“Fremmed Blod” hedder digtet og lyder:

Det hed sig, min Far var en spansk Kaptajn,/ der stranded en Nat under Kysten./ Hans Skib med dets Last var for denne Egn/ en Rigdom, der lønnede Dysten. / Men Tabet var stort for min Fader.

Blandt dem, der tog Syn paa det sjældne Vrag,/ var ogsaa min Moder som Pige;-/ men ret som det gik: i den sene Dag/ sad hun hos Kaptajnen bag Dige./ Men Blodet var varmt hos min Moder.

Og Solen stod rød nær det stolte Hav/ og lo af den skumrende Tanke,/ da Frieren Kysset min Moder gav/ og strøg hendes guldgule Manke/ – Men Elskov var ny for min Moder.

Skønt Klitten var skummel ved Nattetid,/ især naar det lakked mod Høsten,-/ hans Arm var som skabt til at blunde i/ og vaagne med Dagen i Østen!/ – Men Søvnen var sød for min Moder.

Den spanske Kaptajn var en ærlig Mand,/ han mente det godt med sin Pige,/ saa bad han min Moder se Tiden an,/ – og bad hende intet at sige!/ – Men Kysset var nok for min Moder.

Den Dag i November, Kaptajnen drog/ mod Syd til de hjemlige Strand,/ sad Moder og græd i en ensom Krog/ med Haand over Øjne og Pande./ – Men Tiden var ond for min Moder.

Hun vented i Angst paa sin spanske Ven/ den Vinter i Skam for sin Brøde/ til Foraaret kom med sit Liv igen./ Som det stod hun ogsaa i Grøde. – / Men Solen var slukt for min Moder.

Hun søgte til Klitten, saa tung hun var,/ den ensomme, grædende Pige;/ dog elsked hun hæftigt det Liv, hun bar,/ og kunde det slet ikke svige./ Men Klitten var Fred for min Moder.

Da Veerne kom til beregnet Tid,/ – saa har jeg mig ladet fortælle, -/ da slæbte sig Moder til Diget hid./ Jeg blev som en Fisk til at sprælle. /- Men Fødslen var let for min Moder.

Og hændte det sig, at vi hvilte en Stund/ bag Diget, dengang jeg blev større, – / da hørte jeg det af min Moders Mund/ til Læberne hendes blev tørre./ -Thi ingen fik Kys af min Moder.

Da Veerne kom til mit øde Hi,/ stod h a n for min søgende Tanke;/ h a n s F a v n var den Seng, som jeg fødte i,/ d i n  F a r  med den glinsende Manke./ Men Mindet var Trøst for min Moder.

Og ventede Moder i trange Aar,/ – den Brudgom kom ikke tilbage./ Men aldrig det lægtes, det Hjærtesaar,/ selv ind i de lysere Dage. / – Thi Kysset blev Lov for min Moder.

- Den spanske Kaptajn blev et Sagn her i Nord./ Jeg selv er en fremmedfødt Kvinde./ Som Brud stred hun Livet, min trofaste Mor,/ i Kraft af et dyrekøbt Minde!/ – Men Mindet er smukt for min Moder.

 

 

34 – Ole Wivel og Henrik Ventzel

Kun fordi jeg læste bøgerne lige efter hinanden, optræder de sammen i dette lille indlæg. Der er mange mile mellem dem indholdsmæssigt. Den ene er en digtsamling og den anden en roman. De er dog fælles om Skagen som omdrejningspunkt.

Wivels digte kredser om natur og mennesker i denne besynderlige afkrog af verden, der i det mindste i et par menneskealdre kravlede ud af krogen og blev centrum for kunst og kultur. Jeg vil præsentere Wivels digtsamling: Til de fattige præster med to små digte, smukke og stemningsfulde:  Brændevin – Stille morgen.

Brændevin: Først porse og enebær/ som skiftede farver/ fra grøn til gul/ og gul til brun/ mens vi blev røde i ørerne/ og stemmerne stærkere/ og hyben kom til/ med roser og torne/ og malurt, vissengrøn/ som slog tænderne ud/ og valnød, rembrandtbrun,/ kurs mod gulvet./ Endelig slåen, rubinrød/ som elskov er./ I flaskernes timeglas/ med hver sin slanke eller/ skæve krop, sit kluk/ og sine historier/ synker/ væskestanden som rusen/ stiger./ Urter samlet i hederne,/ frugter plukket den/ lange sommerdag/ og senere/ i oktobersol/ og nattefrost/ under stjernerne./ Glasset blev tømt og stillet bort./ Stemmerne tav.

Stille morgen: Solen er rullet som en kugle hen/ for enden af Sct.Laurentiivej./ Husene gløder, træerne/ bærer tunger af ild/ på de friske blade./ Alliker skriger og stiger/ sorte imod den røde himmel,/ mågerne kommer ind fra havet/ hastige, tavse/ på flammende vinger./ Duggen tørrer i græsset./ Om lidt er skolebørn på vej/ med en ufortjent glorie hver/ om det lyse hår.

Henrik Venzel skrev sin historiske roman “Dødemandsbjerget” i 2009, og den er udgivet på Politikens Forlag. Handlingen er henlagt til første del af 1800 tallet, og romanen krydsklipper mellem de to hovedpersoner: Den fattige fiskerdatter, Marie, og negerslaven Jan. Den sidstnævnte person er plukket lige ud af Skagen Historie – han levede virkelig i byen i mange år, blev foræret til byfoged Lund af en taknemmelig skibbrudden som tak  for redning, og ifølge overleveringen er det denne stærke slave, der har skabt den lille oase, midt i Skagen, en plantage midt i sandet. I alle erindringer fra 1800tallet sidste halvdel kan man læse om dette lille vidunder.

Jeg vil gerne anbefale romanen til alle, der kan lide at læse en velfortalt historie. Den bygger helt tydeligt ikke bare på overleverede fortællinger, men også på meget grundige studier af livet i og omkring Skagen på den tid, der ligger lige inden alt ændrede sig: inden, byen blev interessant og mondæn og ny fangstmetoder og bedre skibe ændre fiskernes vilkår fra et slidsomt liv i fattigdom til en tålelig tilværelse. Ja, for mange betød udviklingen ligefrem velstand.

Jeg ved jo ikke, hvordan byfoged Lund egentlig var, men i romanen får man en meget fin skildring af ikke blot ham, men af alle personerne. De har dybde og karakter. Det er alle måder en smuk og underholdende bog.

 

Lidt smalltalk med en smule mening alligevel

Forleden skrev min sms-ven omtrent sådan her: ”verden er mørk og trist og fuld af
ulykker – jeg har lige set TV-avisen.”

Og det er da godt nok den følelse, man ofte sidder tilbage med efter at have set
nyhederne: at verden er en jammerdal, og at næsten alt er krise og modgang. Ja,
medierne er sandelig med til hælde vand på pessimismens mølle, så den fortsat
kan male ad helvede til.

Så derfor: på vej op til min computer blev jeg enig med mig selv om, at min næste
apropos skulle handle om det lyse og positive!

Tænk positivt! Sådan lyder et mantra i mange moderne psykoterapier, og det hedder
her, at man skal fortrænge alt det, der nager og plager og fokusere på det
positive. Og så skulle det mørke forsvinde som dug for solen.

Men sikke dog noget vrøvl!!! Det triste kan sikkert fortrænges, men dybt nede i
sindets mørke lever det videre og det i en usund grobund, som giver det næring
i stedet for at kvæle det. Det er vist nok psykologi for burhøns.

Men hvad så? Skal man da holde krampagtigt fast på de mørke tanker og ikke åbne sig
for lyset. Nej, vel skal man ej. Men man skal snakke frit og frejdigt om det,
der gør ondt. Man skal dele det med de andre, for så mister det sin magt over
sindet, og så først kan man åbne sig for lyset.

Som jo er overalt, for verden er fuld af lys, og Louis Armstrong havde ret, når han
sang: ”it’s a wonderful world”. Mørket er ikke til at komme udenom, nej vist,
men vi skal lukke øjnene op og se alt det vidunderlige, der også er i verden. Ja,
endda lige i nærheden.

For nogen tid siden cyklede jeg i skoven, det gør jeg hver dag, men lige den dag
brød lyset frem gennem disen og faldt som skinnende sølvtråde på stien foran
mig. Hvor var det smukt. Og forleden skrev mit barnebarn på syv år: ”Jeg savner
dig, bedstemor, for du er så god, som du kan være.” Mit hjerte slog en kolbøtte
af glæde.

I går sagde min mand uden et eneste ord, at han elskede mig. Tænk, at man har en
sådan ufortjent lykke. Og i næste uge skal vi sammen med hele familien fejre,
at vi fik en lille efternøler for 30 år siden. Han kom til os i snevejr, men
solen skinnede, og vi havde aldrig set et smukkere Ålum end den dag, vi kom
hjem med den lille dreng. For sådan er det jo: den ydre verden farves af vores
glæde.

Og sådan kunne jeg blive ved. Og det kan du jo også gøre. Du kan lave dig en lang
eller en kort liste over alt det, der er en velsignelse i dit liv. Men der skal være plads til alle sindets nuancer. Også de mørke.

 

33 – Flere digtere og deres skriverier om Skagen

Her over et par billeder af det, der aldrig forandrer sig: stranden, fuglene og havet.

I det følgende vil jeg plukke en buket fra den smukke bog : I skarpt lys. Har allerede vist jer to fine digte ( se forrige indlæg) Her kommer en hel række forfatteres Skagensoplevelser:

Den allerførste er Steen Steensen Blicher, der på den ene side er tiltrukket og på den anden side frastødt af byens to ansigter: det venligt og det barske. Det er fra 1839. Her er et lille uddrag:

- ( citat siden 29 :) Naar Du, min Reisende har moret dig ad libitum paa Sladderbakken, saa spørg om: hvor Byfogden boer! – Dersom det da er den samme, der modtog den stakkels Præst i Spentrup med arabisk ( jeg siger blot saa med Hensyn til Sandet ) Gjæstfrihed, da vil han vise Dig noget Utroligt – jeg havde nær sagt: Umuligt. Blomsterhave, Frugthave, Lystskov, og det just ikke i det ganske Smaa, lønner her den menneskelige Flid og Udholdenhed. Naar man kommer fra Ørken mod Syden, hvor vederkvæges, forlystes da Sjæl og Sind, og det gjennem alle Sandser! Det jævne Løv, den smilende Blomsterpragt, den søde Duft, de muntre Fugletoner, de liflige Frugter – Alt forener sig her, for at bringe Hidrejsen i Forglemmelse; det er fra Styx og lige ind i Elysium. ( Citat slut ) .

Den omtalte byfoged er Lund, som i følge flere kilder ved hjælp af sin sorte slave Jan tilplantede sandjorden og skabte denne lille oase midt i byen, som man stadig kan glæde sig over.

Nu kommer H. C. Andersen. Om han besøgte Skagen før eller efter Andersen fremgør ikke af teksten, som er fra “Mit Livs Eventyr” ( 1855 ) Han skriver:

om vejen dertil: ( citat side 10) Vi kjørte over Mark, Hede og Mosegrund, vi kjørte i Havstokken, paa det faste Sand i Brændingen. Snart naaede vi Klitterne, der laae som store Snedriver ved Vintertid. Strandbredden var som belagt med bævrende, rødbrune Meduser, Konchylier og afrundede Smaasten; Vrag laa ved Vrag; vi kjørte midt igjennem et stort, engang tremastet Skib. Skrigende Fugleskarer omkredsede os. Taarnet af den i Sandflugt begravede St. Laurentius Kirke vinkede og viiste: her ligger Skagens By. Denne selv er tredelt, og den ældste Deel ligger en halv Miil fra de to Andre. Mod disse kjørte vi. Gaderne her ere omskiftelige, de antydes ogsaa ved Touge, spændte fra Stang til Stang, alt som Flyvesandet vil det; her ligger et Huus, halvt skjult af en Sandklit, der et andet; her en mørk Træbygning med Straatag, her et Par Huse med røde Tage; i en lille Kartoffelhave saae jeg en Griis, tøiret til en Gallionsfigur; Haabet, støttende sig paa et Anker. Her kigger fra Husets Gavl en kolosal Skikkelse: Walter Scott; Gallionsfigur fra et strandet Fartøi.

Ørkenlandet heroppe har ogsaa sin Oase, en frisk, frodig Plantage med Bøg, Piil, Poppel, Fyr og Gran. Grønsvær dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. ( citat slut)

I 1865 besøger digteren A.M. Goldschmidt byen, og han oplever sit besøg som en lang række overraskelser, nogle behagelige, men mange ubehagelige. Skagen taler med to tunger, synes han at mene – altså omtrent som Andersen.

Her er et citat fra rejsen dertil: ( citat side 81): Veien langs Stranden er naturligvis øde; men den er ikke død, eller der er Begivenhed, Historie i det Døde. Tilvenstre møder man Vragene. Et laa halvt begravet i Sandet, med den venstre Side af Bugen opad, graagult, lignede et uhyre Skaldyr. Et andet havde sin ene halve Side flaaet ud som en mægtig Dør ret ligsom Jættens Handske. Et tredie kjørte vi igennem. Et fjerde stod sønderlemmet lidt ude; agter ragede en Planke lidt op og saae skuffende ud som en Mand med laadden Hue paa. Et femte syntes næsten helt; paa Bagstavnen, der vendte indad, stod det stolte ord Briton; men denne briton skal ikke oftere rule the waves. Paa den anden Side havde vi i Klitten de lange, horizontale, sorte, omtrent en Alen tykke Lag af Martørv. Da Naturen besluttede at ødelægge denne Strækning, men indsaae, at Menneskene alligevel haardnakket vilde forsøge at boe her, vilde den ikke nægte dem Kurturens største Betingelse, Ild, sammenpressede derfor Skovene til en Mellemting af Tørv og Stenkul og anbragte denne, Martørven, saadan, at man uden alt for stor Møie kunde finde den. Ned paa den lave Strand falder den hyppig fra Klitten i store Blokke. ( citat slut).

Med Holger Drachmann gør vi et spring og er nu i slutningen af århundredet og meget har ændret sig, byen er nu blevet tilholdssted for en lang række kunstnere. Han slutter sit essay med en karakteristik af den indfødte Skagboen:

(citat side 27) Man skal først og fremmest have Kærlighed til disse Folk. Modelstudiet, for ikke at tale om den pure Turist-Nysgerrighed, hjælper ikke meget. Befolkningen er sej, men den er ikke utilgængelig; forholdvis er man mere opvakt her, end paa andre lignende Steder. Havet, Farerne, det møjsomme Liv, der ofte kan bringe en uventet Gevinst, en vis Sorgløshed under al den meget Alvor, det hjælper alt sammen med til at lukke Sindet op, og saa følger Munden snart efter. Jyden er nok Jyde, hvor man saa træffet ham; men han er dog maaske en Kende mere “jysk” længere syd paa, og ikke mindst inde i Landet. Uden at være Fantast kan man godt bevare en hel Del Idealisme, og endda ikke komme til kort, naar man søger efter Mennesker blandt denne Strands Beboere. Idag træffer man en Lars Kruse, imorgen er det et andet Navn, som ikke blot betegner en enkelt Dygtighed, men som peger paa et typisk Karaktermærke. Og saa kan man jo lægge disse Karakterer sammen og gøre sit Regnestykke over dem. Pessimisten vil vel tage skuffet tilbage til Hovedstaden, men Optimisten vil ved en længere Dvælen her paa Stranden faa et Tilskud af sund, nøgtern Opfattelse; og den vil vidne til Fordel for Befolkningen – saa længe Befolkningen bliver nogenlunde sig selv. Og helt “Strandvejsliv” bliver der dog næppe i dette Aarhundrede paa Skagen. ( citat slut)

Ja, det menneskesyn fjerner unægtelig den feterede digter fra den gemene hob. En Københavner er en Københavner og en Jyde er en Jyde. Og hvad han forstår ved det at være jysk er sandelig noget, vi jyder må skamme os over. Men dette lille klip er fra 1887. I det næste klip af samme forfatter følger vi digteren ind i det nye århundrede. Det er fra 1904. Her ser han allerede med stor melankoli og næsten længsel tilbage til det gamle århundredes Skagen “Saa hastigt svinder Dagen/ og Aftnen stunder til / der var et andet Skagen / et bedre som man vil.” Det er et digt, som han skriver på den her tid, og som Rifbjerg kalder dårligt. I et tidligere indlæg har jeg citeret hele digtet. Det er rigtignok sentimentalt. Men i det følgende digt, som jeg nu vil citere, er smerten dyb og ægte, og der er ikke antydning af rørstrømskhed:

( citat fra side 67)

Der blev stille i Stuen, / da Festen var endt;/ hvor hun havde sunget,/ stod et tavst Instrument. / Der gemte sig slumrende / Toner deri; / hun kunde dem vække. / Nu var det forbi.

I Stagen stod Lysene / næsten brændt ned,/ et vaklende Skær over / Glassene gled. / Her suged din Læbe / den livfulde Glød; / jeg føler kun Glassets / forstenede Død.

O kunde Du komme / tilbage igen!/ jeg stillede Vinen/ paa bordene hen;/ jeg lyste med Fakler/ vor natlige Fest,/ jeg satte Dig højbords,/ mig selv som din Gæst.

Saa sang Du til Tonernes / bølgende Slag./ Jeg sad for din Fod, til det/ gryed ad Dag./ Saa bar mine favnende/ Arme Dig hjem, -/ hvis ikke Du døde/ forinden i dem.

Der blev stille i Stuen./ Festen var endt./ Der stod kun et støvet,/ forstemt Instrument. / Som Laag for en Kiste / smak Klappen i … / O Gud være lovet;/ Forbi, Forbi!

 

Nu skal vi møde Johannes V. Jensen på en Skagenfart. Han er i byen i anledning af Drachmanns urnenedsættelse. Teksten er fra 1908. Vi ser følget med digterens blik i dette citat fra side 72:

I Følget bag Urnen gik Krøyer; ved denne Lejlighed traf jeg ham for første og eneste Gang og vekslede nogle Ord med ham. Han var helt sig selv i den Periode og gjorde Indtryk af at være en mere end almindeligt jævn og afdæmpet Mand, med et Sind saa blødt som hos et Barn, han der paa sin Kunsts Højde imponerer ved denne fyrstelige Rankhed og ved sin i højeste Grad voksne atletiske Stil. Han saa noget tilgroet ud i Ansigtet med al den blonde Behaaring, Øjnene laa skummelt, de havde et ejendommeligt ærligt og afkræftet Blik. Stemmen var tilsløret og meget, meget mild. Han saa udslidt ud, men egentlig ikke gammel. Der var noget over ham, der mindede om de kattekillinger Børnene forkrammer og misbruger saa længe til de ikke ligner Katte mere. Eller man syntes han kom lige fra Tortur; de havde vasket ham og klædt ham paa og forbudt ham at røbe noget, og han holdt sig ogsaa godt, kun Hænderne rystede en smule … Ak disse Hænder – Drachmann havde ganske den samme nervøse Haand, mager og med spændte værkende Aarer, det gjorde en altfor ondt at se paa hans stakkels udplyndrede Hænder. De Mennesker arbejdede og “festede” sig ihjel. Hvilen de søgte paa Skagen blev til oprivende Inspirationer, af deres Ferier skabte de en ny Kunst og en ny Tid. Men Hvilen laa ikke til dem, før Naturen krævede sin Ret. Der var ved Drachmanns Begravelse en Slags Hvile over Krøyer, et Vindstille i hans Væsen; siden kom der jo svanger Luft over ham igen, Skabernød og ingensteds Ro, til han da omsider ikke kunde Skælve mere. Nu er ogsaa han bragt til Ro paa Skagen. Hvem skal se Solen efter ham? Hvem skal nu gaa levende iblandt os og bevise os, at saadan er det, det der er? ( citat slut)

Den næste digter i rækken er Georg Brandes – ikke så meget er digter som kritiker og lærd, men her i teksten afslører han efter min mening et ægte lyrisk talent. Han besøger Skagen i 1910. Kort tid efter J. V.Jensen. Her er et klip fra side 30.

Luften her synes højere end andetsteds, ligesom Synet faktisk er videre. Ingensteds har Øjet saa megen Glæde af Himmel og Hav. Ingensteds frydes man ved vekslende Belysninger, som naar man ude paa Grenen staar paa det brede Bælte af hvid Sand, der er fast og velgørende for Foden. Hovedpersonerne paa Skagen det er Luften og Havet, et uensartet og dog overensstemmende Par, et omskifteligt, der samtidigt skinner og er stille, samtidigt blidnes og rødmer, samtidigt mørknes, vredes og stormer. I Skagens Natur er Intet smaat og Intet indsnevret. I Skagen er der fuldest Aandedrag. Her trækker vi vejret dybest.

Ære være H.C. Andersen, at han som Digter opdagede Skagen! Han har i 1859 besøgt Egnen, følt og forstaaet den. Det var paa den Rejse, han skrev: “Østersø og Nordhavs Vand/ favnes over Skagen Strand.”

Ære være Michael Ancher, at han som Maler genopdagede Skagen! Han var den første Maler, for hvem Egnens Skønhed gik op. Snart fulgtes han af Krøyer, der saa paa en anden Maade. Og hurtigt blev Stedet erobret af Malere fra hele Norden, der for en Menneskealder siden her grundede skiftende Sommerkolonier.

Saa kom Drachmann og satte Bo og gav Strandbyen dens lyriske Indvielse. ( citat slut)

Brandes slutter sit essay således:

( citat side 31) Det kan jo ikke være andet, der vil engang komme den Tid, da den hele Kunstnerflok deroppe ligger i Urner eller i Grave. Da vil paa Skagen bl.a. blive rejst den tiltalende Dobbeltstatue af Krøyer og Ancher, som Tuxen er Mester for. Dog til Dødstanker indbyder Skagen ikke. Stedets Skytsaand har friskere Livsfylde end nogen anden lokal Guddom i Danmark. Jeg har set den for mig, kraftig, fin og blond, med et af Blæsten bevæget, rigtig gyldent Haar og ren, ædel Profil, hyllet i en lang hvid Kaabe med en Skumbræm for neden. ( citat slut).

Ak ja, et strejf af racisme …

 

Om Anna Ancher taler ingen af de lærde herrer. Efter min mening har hun en dybde og nærhed til det, hun maler, som ingen af de mandlige malere kommer blot i nærheden af. Men nu skal vi høre hendes egen stemme. Hun mindes, hvordan det hele begyndte: ( citat side 17)

….en skøn Dag, det var den 13. Juli, kom en ung langhaaret Maler slæbende paa sin Malerkasse og bad om Logi og Mad. Han spiste tre stegte Duer og kunde vist have spist flere, selv lignede han en af Faraos magre Køer. Jeg fik Lov at bringe ham The og tog ham ordentlig i Øjesyn, ja, han var ikke af de værste. Hans Navn var Michael Ancher. Og det gik som i Bjørnsons Digt: “Da kom en Maler og satte sig ned/ han malede Stranden og hende med.”

Om Efteråret blev jeg konfirmeret, Michael Ancher holdt en Tale for mig, den første Tale i hans Liv, og ønskede mig al mulig Lykke, den Gavstrik. ( citat slut)

Kusinen Martha, senere Martha Johansen blev også forelsket i en maler. Viggo Johansen. Og hun skriver i sine erindringer bl.a.:

( citat side 53) I 1890 var vi for sidste gang på Skagen om sommeren. Så blev Krøyer gift, og al larmen, der rejste sig om ham og hans kone, gjorde, at vi var fremmede på Skagen, der fra nu af blev Krøyers, fru Krøyers og Drachmanns. I 1910 var Johansen og jeg 1 måned eller 1 1/2 i Gl. Skagen. Da gik vi et par gange til Skagen, var hos Anchers, Møllers, Brøndums og Marie Dalsgaard, men følelsen af at være fremmed blev dog ved. Johansen var her i 1912 og 1913, men det er først i år, 25 år efter 1980, da vi boede fast heroppe, at jeg igen følte mig som hørende til her. Nu ligger Krøyer på kirkegården, under en sten af Bindesbøll, og Drachmanns aske står uden for badehotellet på Grenen, som et udflugtssted for turisterne.

Og nu er Georg Brandes her! Ancher, Anna Ancher, Tuxen, Locher, Clement, Hein, Wilhjelm, Mosbjerg, Schwartz og Helga Ancher. Der er malere nok. Kunst nok. Lidt for meget. Der er udstillinger både i Vesterby og Østerby, – i Østerby dominerer Ancher, men har man holdt af Ancher som kunstner, skal man helst ikke se udstillingen. Han har gentagelser af sine billeder i alle mulige størrelser, og slemme billeder af skønne damer, der spadserer langs stranden, rædselsfulde. ( citat slut)

Ja, her får man et lille indblik i den jalousi og misstemning, der også kendetegnede kunstnerne på Skagen. De var ikke alle gode venner. Og nu tager vi igen et spring i tid, vi skal nemlig møde Henrik Pontoppidan, som på en længere Jyllandsfærd også kommer til Skagen. Teksten skrives i 1938, men er et tilbageblik på en tidligere rejse. Toget bringer ham til Frederikshavn, og nu:

( citat side 59) Turen derfra til Skagen – fem Mil – maatte endnu den Gang gøres enten tilfods eller med den offentlige Postbefordring, en aaben Dagvogn, der paa den sidste Strækning – fra Fiskerlejet Aalbæk, omtrent midtvejs – var en tung og tarvelig Fjællevogn uden Fjedre. At begive sig med en almindelig Fjedervogn, endsige med en lukket Vogn, ud i det vejløse, ofte fygende Sandhav, der fra Aalbæk strakte sig lige til Skagen, var risikabelt baade for Mennesker og Heste. Det var hændet, at et saadant Køretøj var kommen ud i Kviksand og bogstavelig bleven opslugt af det. Ikke heller var det altid raadeligt at køre i Havstokken eller paa de saakaldte “Dopper”, smalle Engstrimler, der i temmelig stor Afstand fulgte Kystlinjen og med Paalandsvind straks overskylledes af Bølgerne.

I Aalbæk skulde de Rejsende altsaa skifte Vogn. Naar Vognene syd-og nordfra ved Middagstid mødtes her, kunde der i den halve Time, opholdet varede, blive ganske livligt i den lille Fiskerby. Navnlig nu i Sommertiden, da der ofte kom baade to og tre Fyldte Køretøjer dertil fra hver Side, blev der et formeligt Markedsrøre paa Pladsen foran Kroen. ( citat slut)

( citat side 60-61) Jeg fandt ikke Skagen helt saa forandret, som jeg havde ventet. Den var stadig en Ørkenby, hvor man overalt vadede i Sand til op over Anklerne. Ganske vist talte man om Byens “Gader” og havde endogsaa givet dem Navne, men for en Fremmed var det altsammen spredt Bebyggelse. Endnu saaes ogsaa enkelte af disse ældgamle, tangklædte Lerhytter, der i Stedet for Skorsten havde en saakaldt “Lyre”, et af et Vindbræt skærmet Hul i Tagryggen, hvorigennem Røgen fra Husets aabne Ildsted kunde slippe ud. Ogsaa de store Stejlepladser, hvor lange Rækker af smaa Flyndere hang til Tørring, fandtes endnu allevegne, og ligesom tidligere lugtede hele Byen regelmæssigt to Gange dagligt af stegt Fisk.

Byens gamle Gæstgivergaard – det nu saa berømte og helt moderne Hotel Brøndum – fandt jeg helt erobret af den skandinaviske Kunstnerkoloni. Der var ikke den smalleste Natteleje at opdrive der. ( citat slut).

Og nu til Hans Kirk. Ham møder vi i 1966. Og han skriver bl.a. om Råbjerg Mile. Her kommer et længere citat fra side 76:

Ved en af de små søer, der blinker i udkanten af Milen, sidder en ældre mand og pjasker i vandet med sin kæp. Han kan ligne en gammel skolelærer, som har opgivet sin gerning og har vanskeligt ved at få tiden til at gå, nu han er på pension. Men da vi slår os ned ved siden af ham og tænder piben, viser det sig, at vi sidder sammen med en mand, der har haft en gård længere mod syd i sognet, hvor jorden er bedre, men at han en dag følte dragningen så stærkt, at han solgte gården og købte et hus i nærheden af stedet her.

- For her er skønt både sommer og vinter, siger han. Jeg har aldrig været i udlandet, undtagen en tur i Norge, men jeg synes ikke, Milen ligner noget andet sted i Danmark. -

- Fortælles der endnu om sandflugten? spørger vi.

- Nej, det er vist gået af minde, siger han. – Nu er Skagen jo blevet en storhavn, og vi har alle badegæsterne her på egnene, det giver gode indtægter. De unge bliver fiskere, og det er jo ikke det farlige og fattige erhverv, som det var, da man fiskede fra de åbne havbåde. Det er sært, så nemt onde tider glemmes, men da jeg var knægt, kunne de gamle fortælle om al elendigheden.

- Her var skov engang?

- Ja, det kan vi se, når vi graver tørv, så er der stumper af skovtræ i tørvene, og under tørvelaget er der tit fundet økser og pilespidser fra stenalderen og tilmed bronzesager, så deraf kan vi lære, at der i de meget gamle tider var skov her, og vi har da også gamle navne som Klitlund, Hjortlund, Rannerød, Skødelund og Høgenhaven, der minder om de gamle skove. Men de gik til, man misrøgtede dem, og så gik det galt.

- De er interesseret i egnens historie?

- Ja, det har jeg altid været, jeg har læst, hvad jeg kunne få fat på, og lyttet til de gamle, nikker han. Min gammelfar fortalte, at vort sted engang havde været en stor gård, med marker og eng, men så kom sandet og dækkede det hele. Der var ikke noget at stille op, for sandflugten lod sig ikke standse. Det var en elendighed uden lige. På et par stormnætter kunne en mand være ruineret. Senere kom kvægpesten og tog, hvad sandet havde levnet. Der var tider, hvor der ikke var brød i huset, og børnene måtte sendes ud i hede og moser for at plukke bær. Her har været megen armod på disse egne. Underligt er det at vide, at der engang var tider, hvor det eneste, befolkningen spekulerede på, var andres ulykke.

- Er det strandingerne, De tænker på?

- Ja, en stranding betød store penge i de fattige sogne. Så sent som i 1705, tror jeg det var, blev det under dødsstraf forbudt at tænde blus og falske lys på stranden for at forføre de sejlende og bringe dem i ulykke og fare, og der blev indført strenge straffe for at røve eller stjæle af det ilanddrevne gods. Men endnu i min barndom blev strandtyveri ikke regnet for nogen rigtig forbrydelse. Reddede man sig et læs ilanddrevet træ eller en tønde stenolie, var det en guds gave til fattigfolk og kom ikke øvrigheden ved. Jeg har hørt om en præst, der på prædikestolen bad Vorherre om, at hvis det var hans vilje, at et skib skulle strande, da at betænke dette fattige sogn med strandingen. ( citat slut )

Et andet sted skriver Hans Kirk om naturen sådan her ( citat fra side 8) : Men menneskene bed sig fast. Jorden kunne ikke længere give dem føden, den havde sandet taget, så lecede de af haved. Hvis man vil danne sig en forestilling om, hvordan landet den gang har set ud, skal man gå en tur til sandmilen syd for klitplantagen eller til Råbjerg Mile ved Kandestederne. Det er simpelt hen små stumper af Sahara. Eller prøv en stormvejrs dag at kæmpe Dem imod sandet, der pisker i ansigtet, ned til Vesterhavet, hvor brændingen koger og fråder. Så ved man, hvad det var for kræfter, skagboerne havde at kæmpe imod.

Det var den uanselige, grå marehalmsbeplantning, der reddede Skagen og måske det halve Jylland fra sandflugten. Den ser ud af så lidt, men den har et rodnet, som forgrener sig dybt og vidt og som binder sandet, så stormen ikke kan rejse det og feje det ind over de dyrkede agre. Man begyndte at plante marehalm i klitterne og bjergfyr, hvor der var en smule læ. Og i dag er de gamle skove ved at gro op igen. Det er ganske vist ikke fortiden ege, men hårdføre fyrretræer, som sejt bider sig fast i sand og lyng og tappert stemmer ryggen mod blæsten. ( citat slut)

Faktisk står der f.eks. ved Hulsig rester af de gamle egeskove. Og Sandmilen er næsten blæst i havet – den ligger jo på østsiden og Vestenvinden har haaft travlt siden Kirks tid med at blæde den et stykke. Så sent som i min barndom havde den en så anseelig størrelse, at man kunne få ørkenfornemmelser, sådan er det ikke mere. Og Råbjerg Mile er jo på vej mod øst også. Den flytter sig langsomt men sikkert fra vest mod øst, så en dag er den vel også historisk. Da far var ung lavede man stadig ørkenfilm, optaget på Sandmilen. Da jeg var ung ( i tresserne) optog man en Kong Lear film der.

I en tekst fra 1968 undrer forfatteren Klaus Rifbjerg sig over, at han ikke har brugt Kandesterne og hele Skagen by og landsogn i sin digtning, skønt han tilbragte så mange somre der i sin barndom. Senere kom der jo hele Kandestedersuiten, og stedet indlemmedes i forfatterskabet. Her skriver han lidt erindrindringer fra tiden på “Kandehus” i Kandestederne ( citat side 33 ):

Måltidene blev indvarslet med en skibsklokke fra en stranding, man spiste de samme retter – à la carte bortset fra specialiteterne forskrøget laks og hummer fra Skagen var sjælden – og når alle havde sat sig, dukkede Sophus Madsen, Palads Teatrets direktø og en af Ole Olsens efterfølgere ( også i format ) op, iført sin hvide badekåbe og bøllehat, blussende af dagens sol og vand, drønsulten og ganske upåvirket af andres slips og mere konventionelle toilette. Der blev talt fra bord til bord, der blev spillet kort og sovet meget, og hvad der ellers skete på de træduftende værelser med den savge luftning af salt mellem gardinerne – var jeg for lille til at vide.

Kandestederne var eventyrlig dengang, fordi isolationen endnu ikke var brudt, vejen fra Hulsig ud til klitten og Kandestederne gik via et lyngforet hjulspor, og det var sprot for de københavnske bilister at holde sig på vejen og undgå kviksandet, og husk på, i trdiverne var bilen ikke bare noget man havde, det var noget nogen havde. ( citat slut).

32 – Et par digte. Rifbjergs Skagen og Wivels I skarpt lys

Rifbjerg:
SKAGEN

Det er mig der har malet / billederne på Skagen museum.

Jeg sagde til mig selv / der har du dit liv og så / begyndte jeg at male.

Jeg tror, det startede med frokostbilledet / jeg blev så sulten / følte mig så hjemme.

Jeg malede Krøyer og Drachmann / Tuxen, Ancher – både hun og ham / og alle andre / helt ned til Tørsleff.

Det var et mægtigt arbejde / men jeg havde det jo godt / så det var ikke noget.

Drachmann hjalp mig lidt/ og Krøyer /vi talte meget / så / og drak en lille smule.

Vi så på Skagen / malede en masse billeder /fik lyset frem / men måske mest en livsform / vores egen / den jeg faldt for.

Jeg husker timerne / med Krøyers kone / under hyldetræerne hos Drachmanns, / bourgognen i de svære glas / og alting set / i sommerbilleder /melankolsk /som var det hele længst forbi.

Jeg husker aftnerne på Grenen / vandene der mødtes / og besværet med at få farven / til at makke ret / Det var jo mig der skulle / male alting / ville male alting / før det ikke var der mere.

Der er en duft af død / idyl og linnedskuffer med lavendel / over mine Skagenslærreder,/ men det var livligt nok / dengang / det var det.

Vi rejste os fra bordet / oven på den lange frokost / og stemmerne var blevet mere sagte./ Vi stod i skumringen / før hver gik hjem til sit / men det var svært at bryde op.

Så vendte Anna Ancher sig / og sagde: / Vi skal sove nu. / Hun tog sin mands arm, / gik med ham igennem lågen / og langsomt fulgte alle efter. / Skridtene forsvandt imellem husene / værten slukkede sin lampe / det var for sent at male mere.

Ole Wivel: I
SKARPT LYS

Her er farven skallet og skrællet af dørene / i skarp sol og pludselig varme efter / de isnende vinterdøgn. Her er dørene / hugget med økse og hamret sammen længe før / maskiner kom til og hånden / blev ført mellem fræsende savklinger / og larm overdøvede den stille / eftertænksomhed til lugten af / høvlspåner og klisterpotte. /Her er husene
flyttet som sandet føg / og andre lavninger mellem klitterne gav læ / for den stride, stærke, utrættelige blæst / Som malede fint sandet grus mellem tænderne.

Her står erindringer i mosevandets spejl / og blå himle i søerne inde på heden. / Her var så langt til alting, selv / en lille klokke, som kaldte de sortklædte / sammen til kirke, modvillige og mistænksomme / i årstidernes ublide rytme / og havets ublide nærhed / hvor både den ene gang efter den anden / blev borte. Her er en rest af / oprindelighed
endnu / i skarpt lys, synlig i sin fattige, / nøjsomt bevarede, både grove / og forfinede
brug af rester / af strandede skibe.

Men her er også jukebox og pølsevogne,/ Visse langt udtrukne branderter / som fortsat sejlads til lands, / og her er mangel på beskæftigelse ved / kuttere, kajer og fiskemelsfabrikker. / Her er dårlig kunst side om side med / den gode, inden for alle genrer, / i fint beregnet fidusudnyttelse af de / mindre modstandsdygtige. /Her er masser
af hav og blæst og fygende sand / som et øjeblik blæser hjernen tom og får de / fortabte til
at glemme kviksølv, fiskesår og / politikernes og fagforeningernes / samdrægtige forræderi.

Mariannes lille suk: jeg må som sædvanlig skrive digtene som prosa med skråstreg, for tekstbehandlingen her på siden nægter pure at lade opstille vers. De kan jo lige fint læses. Og disse to er nogle af de bedste, jeg har fundet om Skagen. De står begge i antologien I skarpt lys – Digternes Skagen fra Blicher til Rifbjerg. Ved Ole Wivel.

Jeg vil i de kommende indlæg give små smagsprøver på de øvrige digteres oplevelse af Skagen i tidens løb.

Intermezzo

Igen et lille mellemspil – mest for at undskylde, at jeg flakker. Indlægene burde komme i en mere kronologisk eller på anden vis strukturet rækkefølge – men – det er nu en gang ikke min arbejdsmetode. Jeg springer og springer somme tider langt i tid og sted. Alligevel tror jeg, at det bliver muligt om ikke før så til slut at samle trådene.

For den, som gerne vil vide mere om blot en af satserne i det store tekstspil, er det en god ide, tror jeg, at klikke på kategorierne og finde egnet stof der. Der er jo f. eks. ingen grund til at læse om Skagen, hvis man er interesseret i at vide noget om Kingo.

Jeg fortsætter altså ufortrødent med at hakke ( uden at være hacker ) mig ind på stoffet fra den store læseliste, som du jo også kan finde i arkivet til højre og således kontrollere forfatteren på, hvis du har lyst.

Jeg føjer dog løbende nye titler til – de vil blive opdaterede lidt efter lidt.

 

31 – Johannes Jørgensen om Skagen

Så retter vi atter blikket mod en dansk digter og hans oplevelse af Skagen. J.J var ikke som Drachmann en Skagensdigter – men han besøgte byen en enkelt gang i 1906 og giver en stemningsmættet beskrivelse af sin oplevelse af Skagen.

J.J hører til 90′ersymbolisterne ligesom Stuckenberg og S. Claussen, men modsat dem er han religiøs digter - konverterer da også senere til katolicismen. Det lille indlæg om Skagen er fra bogen “Fra Vesus til Skagen” 1909.

Slutningen kommer her i et langt citat:

( Citat fra side 186): Skagen forandrer sig, Skagen er ikke mere det gamle, siger de, som har kendt Stedet i dets klassiske Tid. Der hænger hos Brøndum paa Spisesalens Væg nogle linjer af Drachmann, skrevne for faa Aar siden, i 1904. De ender, smukt og sorgfuldt, saaledes:

Der er, og det er Sagen, / hvad Tiden saa blir til, / der er en Sjæl i Skagen, / som aldrig ældes vil. / Som kommer, naar man kalder, / paa alt, hvad man har kær – / mens over Stranden falder / Erindrings Vemodsskær.

Ogsaa den, som kommer længe bagefter de andre, de forudgangne, de store, kan ikke andet end fornemme den Skagens Sjæl, Drachmann synger om.

Først det, at enhver af os i sit Liv har et saadant Skagen, et saadant Mindernes Hjem og Erindringernes Fædreland, der stiger op for En, lyst og fjærnt, i de tunge og mørke Timer – et Sted, hvis blotte Navn det er dulmende Balsam at nævne. Lad det Sted være i Syd eller Nord, lad dets Karakter være hellig eller kun menneskelig – alle har vi et saadant Skagen, hvor Hjærtet har bygget sin Rede, og hvor Længslerne stævner hen og samles som hvide Fugle ved Stranden ….

Og saa det, at Skagen jo ogsaa i Aandens Verden virker som et Fyr – et lysende Taarn til Vejledning og Retledning for andre. Der hænger rundt om i Skagensfiskernes Huse smaa, trykte eller broderede Indskrifter i Glas og Ramme, og en af dem lyder, kort og stærkt: “Helt for Jesus!” Helt for den Gud, man tror paa, helt for den Pligt, der hviler paa En, helt for det Ideal, man ser op til – dette Ord er Hemmeligheden i de Mænds Liv, for hvem der staar rejst saa mangen Mindesten paa Kirkegaarden og midt i selve Skagens By, fordi de havde den højeste Kærlighed – den, der sætter sit Liv til for andre.

Men helt for Idealet, helt for Arbejdet, helt for Kunsten – det er ogsaa det Valgsprog, som Skagens Kunstnere, de store, trofaste, udholdende Arbejdere, kunde gøre til deres. Det er i Kraft af deres rene Kærlighed til Kunsten, deres rene Kærlighed til Danmark, Danmarks Land og Folk, at de er bleven det, de er, og at Skagen gennem dem, ved dem, er bleven det store Fyr, som lyser ud over Europa. Uden Skagen var Krøyers Selvportræt aldrig komme til at hænge i Uffizierne – og derfor har Kunstneren med Rette malet sig selv paa en Baggrund af Skagen.

Endnu et tredje kan selv den senest komne Skagenspilgrim lære, og den Lære nemmer han af Havet. Man har kaldt Havet deroppe “den store Lægprædikant”, og det Navn passer vist godt. Men Havet synes En især den store Taalmodige. Man maa have staaet længe ved Stranden for at fatte den Side af dets Væsen – set, hvorledes det kaster den ene Bølge efter den anden ind på Kysten, som om det vilde befri sig for en knugende Byrde – men strax er der en ny Bølge at tage op, en ny Bølge at lægge Skuldren under – og saaledes ustandseligt, uendeligt, Time efter Time, Dag og Nat, Uge efter Uge, Aarstid efter Aarstid, Aar efter Aar …

Til endelig en Gang Havblikkets store Feststund oprinder – de sjældne Dage, da alle Bølger har lagt sig, og da Havet hviler, stort og blankt og stille, og Brændingen tier, og kun en uendelig svag og fin og fjærn Klang lyder op fra Havdybet – som af klare Sølvklokker, der ringer i sjunkne Stæder paa Havsens Bund. ( citat slut)