18 – Jens Tønnesen: Det svundne Skagen fortæller

Så kommer der endnu et indlæg, som muligvis kun har interesse for Skagenfreaks.

Bogen er skrevet i 1946 og udgivet af Skagen Boghandel. Det er en velskrevet og veldokumenteret beretning af Skagen i 1800 tallet og et stykke op i 1900tallet, og Tønnesen bruger meget det at gå ud og opsøge “de gamle” og få dem til at fortælle. Han har skrevet en anden bog “Gamle Skagensfiskere fortæller” fra 1934 – omtalt tidligere i min notesamling, og her kommer han endnu tættere på den folkelige fortællemåde, og der fortælles nok så mange skrøner som virkelige tildragelser, men skrønerne har jo rod i sidstnævnte og er således også interessante i min sammenhæng.

Her er det altså et værk fra den tidlige efterkrigstid, og jeg vil som sædvanlig skrive de noter, som jeg har taget undervejs i læsningen, der vil naturligvis blive tale om en del gentagelser af tidligere fakta.

T. tegner et skel på tværs af Odden og fortæller, at der i den ene del ligger et lag af martørv, og fortsætter: “denne Martørv er Skellet mellem to forskellige slags Jordbund, der er blevet til paa forskellig Tid og forskellig Maade, og de ligner ikke hinanden. Det, der ligger Vest for Skellet, var for tusinde Aar siden en frodig, beboet Egn med skove, men paa en eller anden Maade, antagelig ved Sandflugt, blev den ødelagt, og under Sandets tunge Pres i de mange, mange Aar er Mosebund, Træer og Løv blevet til Martørv. Øst for Skellet saa Landet helt anderledes ud, det er yngre end det med Martørvsjord, var saa godt som uden Bevoksning og er lidt efter lidt dukket op eller skyllet op af Havet, men for mere end 1000 Aar siden, og det laa hen uden Beboelse.” ( Side 10).

“Skagen i modsætning til Højen ( der er bygget ved udkanten af det engang skovklædte land) er bygget ca. 200 Aar efter paa det bare Sand skyllet op af Havet ( = Kongens Forstrand).”

Da kirken bygges er der ingen klitter, kun grønne marker omkring den, og den kunne ses langt ude fra.

Sandflugtens 200 år = 1585 – 1795 ( herefter sandflugtsdæmpning)

Ca. 1800 – det daværende Skagen ødelægges totalt af sandet.

“Nord for den lange Klitrække, der fortsætter Syd om Kandestederne til Skagerak, ligger et af vort Lands mest egenartede Landskaber: langs begge Have mægtige, næsten helt bare Sandmiler og indenfor dem høje Klitter omgivet af store Lyngsletter, hvis nordligste Del til omkring Højen Station og den tilsandede Kirke er beplantet med Fyr og gran. Dette store Øde har engang for snart 400 Aar siden og tidligere været frugtbart Agerland med flere smaa Gaarde og enkelte store, deriblandt “Lunholm.” (Side 43)

“Hesselholt er i Dag Navnet paa den nærmeste Gaard Nord for Hulsig Kirke. Man ser straks, at den baade udvendig og indvendig er meget gammel, og til den Sted, hvor den nu staar, blev den flyttet 1810. Før stod den længere mod Nord i det store Øde Nord for den lange Engklit, og da hed den Hejselholt, et Navn, den bevarede længe efter Flytningen.”( Side 45)

Latinskolen = Skagen lærde Skole – 1549 – 1739 – herfra dimitteredes ingen studenter, de forberedtes kun her,

Fra 1739 – 1865 blev den brugt til skole

Olavius vidste ikke, at den lille bindingsværksbygning var identisk med den tidligere latinskole.

“Under Rektor Geert Sørensen, Sæby, som var her omkring 1673, havde Skagen mange Elever, som Sommeren 50 og om Vinteren 30″ ( s.27)

G. Sørensen skriver om sin skole: “Om Vinteren kan de ( =eleverne) ikke være saa frekventes, effersom de er nøgne og barfodede den største Deel, og her falder megen Kuld fremfor andre Steder.” (s.27)

Skagen første fyr 1560 = papegøjen

Det var blusseren, der passede fyret.

Andet fyr 1630 = et lukket rum med vagthus lige under til blusseren. Det stod på fire solide stolper – der var blyindfattede ruden. Det væltedes ofte af havet og måtte rejses igen. Stod i 50 år.

Det tredje fyr 1687 = Vippefyret ( Som kan ses i dag på Fyrbakken)

Det fjerde fyr 1747 = Det hvide Fyr

Udenlandske fiskere fra England og Holland.

1517 – hospitalet

12 spetember 1568 forliste 350 Fiskerbåde og Skibe, mange af dem fra Skagen

Købmand Holst ( død 1927) har samlet rester af hollandske kakler og andet inventar, som viser, at der har ligget en hollandsk koloni øst for Fyrbakken. Er nu borte i havet.

Om Herregarden Lunholm. Man ved ikke, hvor den lå. Den er opført i 1394 af Niels Bugge og tilskødet hans datter Elene Buggesdatter gift med Chresten Vendelbo. 1410 tilskødes den Dronning Margrethe.

1800 – 1900:

1800 – fattigdom

1781 – 650 indbyggere i byen

1806 – 850 indbyggere i byen

1850 – 1400 indbyggere i byen

1803 – 1828 – Kancelliraad Lund byfoged

Professor Begtrup skriver i 1810: “Af Sandenes Dæmpning har den forrige og nuværende Byfoged megen fortjeneste. Man finder Steder, de have ladet jævne ud, som nu bærer god Sæd af Byg og Havre, og giver godt Græs.” ( side 58)

Lund skriver: “Skagen Købstad, der bestaar af tre Byer, nemlig Østerby, Vesterby og Højen, hvilken sidste ogsaa kaldes Gammel Skagen, er beliggende paa den yderste Pynt af Jylland, nemlig de to første Byer paa Søndre og den sidste paa nordre Side. – I Skagens trende Byer er der ialt 196 Huse og Gaarde, og Folkemængdens summariske Antal er cirke 850 Personer.”

i 1946 = 6000 indbyggere

i de små fattige huse var der TRÆGULV ikke lergulv ( ler var dyrt – strandingsgods billigt)

Mindelund i Kappelborgs nordøstlige del.

Indtil jernbanen i 1890 og havnen i 1907 var Vesterby den største af de tre byer ( Vesterby – Kappelborg, Østerby) -

Selv om hårdt slig og armod er udbredt gennem 1800tallets Skagen, så er Tønnesen sikker på, at folk var ligeså lykkelige dengang som nu ( 1950) ….”levede Befolknngen ligeså lykkeligt som nu til Dags, det var Folk, der ikke stillede Fordringer til andre, og vi har meget at lære af dem. Byens Beboere levede næsten som een stor Familie, noget, som slet ikke kendes nu.” ( s.68).

kommentar: stemmer ikke med, hvad jeg ellers har læst: at klassedelingen var skarp i Skagen.

De lange støvler var indtil 1850 eneste arbejdstøj for fiskerne. På landjorden gik hele befolkningen barfodet det meste af året – skulle noget på fødderne brugtes kun træsko – inde kludesko – underbukser brugtes ikke af kvinder – forfatteren ( T.) kendte en gammel kone, som døde i 1906 – hun havde aldrig ejet underbukser.

Mændenes hovedbeklædning, også når de fisker, er uldne nathuer. Et uldent sjal knyttet på ryggen var eneste overtøj for kvinder. Først efter 1860 åbnes en manufakturhandel m. bl. damehatte. Før den tid brugtes kun hovedklædet ( silke til fest).

1806 – 5 lodser på Skagen

“At fortælle hvormange Købmænd, der var, vilde ikke være let, da det Erhverv i over to snese Aar efter 1800 slet ikke blev drevet som nu.” (S.72)

Købmænd åbnede butikker, men lukkede dem snart igen, idet fiskerne udkonkurrerede dem: de medbragte varer fra deres ture, som de solgte til folk i byen, og da fiskerne havde borgerskab, var det lovligt.

Der var ingen egl. håndværkere ( dog bødker ) – der var en masse “altmuligmænd”

Embedsstanden – især toldere

læger er af senere dato – den første i 1808

Raadstuen eksisterede i 67 år til 1870 som Skagens råd-dom-ting- og arresthus og i mange år også som fiskerhjem

Ved det almindelige fiskerhus var der altid ved nordsiden et stort hul, ca. 1 alen dybt og med sandbund, der brugtes som mødding – heri kastede man al affald ( også fra fiskene). Indholdet forsvandt i sandet.

I bryggerset, der havde sandbund med store spredte trædesten, spildtes der så meget salt, at sandet blev hårdt som sten. Undertiden revnede det, og man “faldt igennem” – der havde dannet sig et hulrum under “kagen”. ( s.108)

Sønden for huset stod hjelderne, hvor fiskene tørredes.

“Det var haardt Arbejde at faa Trillebøren med Last kørt fra den faste Forstrand op over Klitterne, gennem det løse Sand og hjem, derfor maatte Konen spændes for: et stykke Toug blev fæstet til den ene Side af Trillebøren, derfra over Konens højre Skulder og Brystet og under venstre Arm tilbage til den anden Side af Børen, saa tog Knud ( = manden) fat i Trillebørens Arm og ved fælles Hjælp …” ( s.109)

Ved møddingen renses fisken ( i en rensestol) – så kørtes den til brønden og blev skyllet – derpå ind i bryggerset og ned i saltkarret ( lagvis med salt imellem lagene.)

“Indtil 1851 var der Bytold over hele Landet, og alle, der vilde til Skagen, skulde standse ved en Toldbom, som Stenen ved den gamle Kongevej ogsaa minder om.” ( s.146)

Tolderen brugte en lang spids Jernstang, som han stak ind i f.eks. et læs Tørv for at se, om der var noget andet gemt.

ca. 1820 . en del Nordmænd bosatte sig i Skagen

ca. 1870 – kunstnerne kom

ca. 1879 – Indre Mission

Om Anna Ancher skriver Tønnesen: “Hun var Barn af Skagen og hørte Skagen til i hele sin Barndom, men blev som Købmandens og Embedsstandens Børn regnet i en Klasse for sig, naar de nærmede sig Konfirmationsalderen.” ( s.164) ( de gik også længere til præst end fiskerbørnene.)

Fiskerne blandede sig ellers ikke med kunstnerne.

———–

Strandinger var omkring år 1900 et godt bierhverv.

“De mange Strandinger har til Tider givet Byen gode Indtægter, den spanske Damper, “Igotz Mendis”‘ Flotbringelse under Verdenskrigen 1914-18 gav hver Bjerger ca. 1000 kr., men det var også i en Dyrtid.” ( s.241)

“Bjergelav sorterede under Byfogden, baade Fiskere og Haandværkere var med, og han fordelte Bjergelønnen blandt Bjergerne.” ( s.241)

D.21 nov. 1808 strander en engelsk Brigg “The John” på Skagen rev. En af passagererne James MacDonald berettede i en dagbog ført i i fangenskab i Skagen om hele begivenheden, og hans ord fremstiller skagenfolk i det bedste lys – sammenlign f.eks. med Pontoppidans “En Fiskerrede.” -

Herunder kommer en oversættelse af beretningen fra Jydske Samlinger ( Louis Bobé) af “En engelsk Krigsfanges Oplevelser i Jylland i Vinteren 1808″, hvor MacDonald skriver:

NB: Man skal huske på, at det er under krigen med England, og folkene på skibet er altså krigsfanger:

“Indespærret her i et dansk Fængsel har jeg rigelig Tid til at nedskrive, hvad jeg kan erindre om de sidste fire Dage, de ulykkeligste i mit Liv.

Søndag Morgen den 20. kl. 2 raabte Rorgængeren, at han kunde øjne et Lys og tydelig skelne Land. Vi køb alle ud i bar Skjorte for at forvisse os her om, og til Trods for den kolde Vinter klædte vi os først paa, efter at hele Mandskabet enstemmigt havde erklæret, at de baade kunde se Lyset og Skroget af det engelske Skib “The fury bomb”, som havde Lygten oppe i Mesanmasten. Selv kunde jeg ikke se noget, der lignede et Skib, men da jeg tydelig saa Lyset, bønfaldt jeg vore Kaptajn, Hutton, om at vogte sig for de falske Lys, der antændes af Indbyggerne i Jylland for at lokke de engelske og svenske Skibe paa Grund. Han føjede mig ved at gaa endnu en Gang op paa Dækket, ja, endogsaa op i Vanterne for at overbevise sig om, at Lyset kom fra Orlogsmanden “Fury”. Alligevel kunde jeg ikke se noget Skib, skjønt jeg kan skjeldne Genstande i stor Afstand, og bad om, at han endnu en Gang vilde høre det øvrige Mandskabs Mening.

Natten var særdeles kold, og de gjentog atter deres tidligere Udtalelser, noget gnavent paa Grund af min Vantro, da Skibet i det samme stødte paa Grund med et frygteligt Brag, og alle Masterne, forekom det mig, gik overbord. Heri tog jeg dog fejl. Vi prøvede paa alle Maader at komme los, men forgjæves. Hver Bølge slyngede nu skibet voldsomt mod Bunden, og i Løbet af 5 minutter – Klokken var noget over 3 – stod Kahytten fuld af Vand, og alle Pumperne fyldtes. En frygtelig Forvirring fulgte. Vi hørte Skud fra Kysten, hvilket vi antog for at være Kanonsalver, men senere fik vi at vide, at hvert Forsøg vilde blive gjort paa at frelse vort Liv.

Jeg anbefalede Skibsmandskabet Ro og Besindighed. De ventede hvert Øjeblik, at Skibet vilde splintres, og at alle maatte gaa til Grunde. En tysk Skibsdreng begyndte at græde og jamre over sin Skæbne, men da jeg sagde til ham, at jeg vilde kaste ham og enhversomhelst overbord, der lod en eneste Klage komme over sine Læber, blev han mere rolig. Kort efter raabte han imidlertid, at alt var forbi, og bad mig skyde ham gennem Hovedet, hellere end at paabyde ham Tavshed. Jeg smilede af dette taabelige Forlangende og kaldte hele Mandskabet sammen for at høre en kort Bøn, da de nu ikke kunde gøre andet end roligt at oppebie Daggry, hvis Vraget skulde holde saa længe.

Omsider gryede Dagen, og den eneste klare Morgen, vi havde set i flere Dage, oprandt. Kysten var nu bedækket med Indfødte, og nogle Dragoner saas ride frem og tilbage, ledsaget af nogle Fodfolk og Artilleri.

Det viste sig at være Skagens Fyr, som vi havde forvexlet med “Fury’s” Lanterne, og som var blevet vort Fordærv. Vi vare en halv engelsk Mil fra Kysten mellem frygtelige Brændinger, en rivende Strøm, Sandrevler og Levninger af Skibsvrag. Vi hejsede Nødflag, skjønt vi vare sikre paa, at Folkene paa Kysten ikke turede vove at nærme sig os. Efter nogen Tids Forløb satte de imidlertid en stor Baad ud, men blev nødte til at vende tilbage til Kysten igen saa hurtigt som muligt. I denne Tilstand befandt vi os, nær ved at omkomme af Kulde, Sult og Tørst, indtil Kl. 4 om Eftermiddagen ved Solnedgang.

Kl. 4, da Solen var gaaet ned, og Vinden havde lagt sig betydeligt, kom en Baad, bemandet med 9 kraftige Sømænd, til Trods for Vind og Strøm i 70 Alens Afstand fra Skibet; saa fyldtes den med Vand, hvilket Besætningen øjeblikkelig øste ud med Tønder, hvorpaa de vendte tilbage til deres Plads. Vore Folk vare saa medtagne af Kulde, at de ikke kunde kaste en Aare ud i nogen synderlig Afstand. Heldigvis havde jeg uddannet mig i Kraftprøvelser, og efter tre Forsøg lykkedes det mig at kaste en Aare ud med et Reb bundet til, som naaede Baaden. Ved Hjælp af dette Reb blev 3 af vore Folk halede over til Baaden. Den sidste af dem blev optaget i bevidstløs Tilstand af de danske Søfolk, men som snart til sig selv igen. En af dem raabte nu paa Tysk til mig, at de ikke kunde redde flere for Øjeblikket, men hvis det var muligt, vilde de vende tilbage næste Morgen. Det begyndte nu at blive mørkt, Kulden og Blæsten toge til, og Bølgerne begyndte at stige højere omkring Skibet, Himlen blev overtrukken, og alt syntes at varsle en frygtelig Storm og at tilintetgøre vore sidste Haab om Hjælp fra Kysten.

Endnu engang paabød jeg Mandskabet Tavshed og opfordrede dem til at samles til Bøn. Efter Bønnen bad jeg dem gaa hver til sit, nogle i Fokkemerset, andre i Stormerset. Kaptajnen, hans Søn, en Dreng og jeg klavrede op i Stormerset, og tre andre entrede med Besvær op i Fokkemerset. Søen slog over mig, medens jeg klavrede op i Vanterne, kastede mig omkuld og skyllede mine Sko og min Stok bort. Et Øjeblik efter mistede jeg min Hat, men jeg slog mig ikke videre i Faldet. Vi forblev oppe i Merset hele Natten og holdt os vaagne efter min Anvisning ved at knibe dem, der var ved at falde i Søvn. Da jeg sagde til Kaptajn Hutton, at vi snart vilde se Solen staa op, svarede den stakkels Mand: “Ak, Herre, Morgensolen vil staa op, men ikke for os.” Som Svar herpaa forsikrede jeg ham, at jeg ikke mistvivlede om, at vi vilde blive frelste før Daggry, for Vinden tog kjendeligt af . “Gud den Almægtige velsigne Dem,” sagde han, “De opgiver aldrig Haabet.” Snart faldt han i en apathisk Tilstand, af hvilken ingen Anstrengelser kunde vække ham.

Hans Søn, stakkels Fyr, der kun er 19 Aar gammel, tog sin Overfrakke af, lagde den om sin Faders Skuldre og Nakke og sagde: “Kjære Far, husk, du har Kone og syv smaa Børn hjemme. Opgiv ikke Haabet, men hold Dig oppe for deres og min Skyld.”

I denne Tilstand holdt vi os til Kl. 6,30 om Morgenen, da vore gamle Venner, som havde frelst de tre Mænd Dagen i Forvejen, viste sig i en Afstand af 120-130 Alen fra os og raabte til os, at vi skulde kaste en Aare ud til dem lige som sidst. Jeg svarede, at ingen af os kunde holde paa nogen Ting undtagen jeg, og at selv jeg ikke kunde redde nogen af Mandskabet, medmindre Baaden kom tæt op til Skibet. De brave Mennesker roede øjeblikkeligt gjennem en meget farlig Brænding op til Skibet og bragte os alle med megen Besvær ned i deres Baad, der nær havde faaet Bunden slaaet ud, da vi alle vare komne ned i den. Omsider kom vi klar af Skibet og roede ind mod Kysten. Styrmanden følte paa mine Kinder, Hænder og Fødder og tog straks sin Hat, sine Vanter og sin Trøje af. Trøjeærmerne strak han op over mine Fødder. Hatten satte han paa mit Hoved og den ene af de laadne Vanter, der ikke var delt mellem Fingrene, trak han over begge mine Hænder.

Det tog en Time at naa Byen, da vi var nødte til at ro rundt omkring for at holde os klar af Brændingen. Det frøs haardt og blæste af Øst. Jeg kunde ikke forstaa, hvorledes manden, der gav mig sit eget Tøj, kunde udholde den strenge Morgenkulde. Han sagde, jeg skulde beholde det paa, og gned uafladeligt mit Ansigt og mine Hænder, indtil jeg mærkede, at Blodet atter kom i Omløb, medens hans Ledsagere gjorde det samme med mine Lidelsesfæller. Da vi ankom til Kysten, bleve vi førte til en Kro under Bedækning af 8 Soldater og en Korporal.

Da vi havde naaet Kroen, syntes vore Redningsmænd at være glad over den Tjeneste, de havde gjort os, men spurgte hverken om Penge eller noget andet. Vi blev styrkede med Kaffe, Brød og Æg o. s. v. og gik til ro omtrent kl. 9; man overlod os alle Sengene i Huset, og Værten indrømmede os med stor Venlighed sin egen Seng til vor Bekvemmelighed og laa selv paa Gulvet. Vi blev behandlede med den største Venlighed. Jeg kunde ikke sove. Kl. 11 stod jeg op, skjønt uendelig træt, og for første Gang følge jeg mig meget nedslaaet, i besynderlig Modsætning til mine Landsmænd, som nu var i bedste Humør, efter at de i de tre foregaaende Dage havde staaet paa Fortvivlelsens Rand. Af denne Tilstand af stoisk Ligegyldighed og Følelsesløshed mindes jeg at være blevet vækket Kl. 1 om Eftermiddagen af Stedets Borgmester, der kom for at se til os og forsyne os med Nødvendighedsgenstande.

Vi talte sammen paa Tysk, men han talte det saa slet, at jeg snart blev træt af ham. Han syntes at være mere ivrigt efter at faa at vide, af hvad Art Ladningen var, end om vi alle var frelste og havde udsigt til at komme os. De tre Mænd, vi havde landsat Dagen i Forvejen, sov endnu trygt i Kroen og syntes at befinde sig vel.

Resten af Dagen den 21. mindes jeg ikke, at der hændte noget med Undtagelse af, at jeg sendte nogle Soldater bort fra mit Værelse og bad om at faa deres Kaptajn i tale. Han kom og viste sig i det følgende som en sand Ven for mig. Han er en dannet Mand, taler godt Tysk og synes at være human og venlig.

Den følgende Nat lukkede jeg ikke et Øje. Jeg havde stærk Feber, talte forvirret og frygtede for at miste min Forstand.

Idag er jeg kommet mig meget. Gud være lovet, men er endnu langt fra rask. Skulde jeg dø her, vil dette Ppir maaske naa mine Venner og vidne for dem om, at jeg i en højst kritisk Situation har vist mig som en Kristen og en Mand.

Kommentar: Kaptajnen er Major Westenholtz.  MacDonald. er uddannet præst, hvilke hans hele opførsel overfor mandskabet også viser. Han skriver jo også for at vise over for omverdenen, at han er en heltetype, men skildringen af Skagboerne forekommer dog sandsynlig. Her er han på rejse til Sverige for at hente en søn hjem, som der er blevet forelsket i et “fruentimmer”, der ikke lige er et passende parti for knægten. Om det lykkes ham at finde sønnen og forpurre den unge mands forelskelse, oplyses ikke.

Efter 1900

Tønnesen nævner op og nedgangstider for Skagen og konkluderer, at der i hans tid er sket meget, og at den svundne storhedstid synes at være vendt tilbage, men han slutter lidt trist med flg. konstatering: “Men det er i Grunden ikke helt sikkert, at det passer. Vi staar maaske i Dag paa Stortidens højeste Tinde foran en Nedgangsperiode; Fremtiden vil vise det.

Herefter lidt om forbindelsen til omverdenen. Tidligere var Skagen næsten afskåret på landsiden fra det øvrige Danmark, men der skete ændringer fra 1850. I det år blev der gjort forsøg på at lave en vej gennem klitterne fra Hulsig og til Skagen – dækket med lyng og med grøfter på siden. den var dog så godt som bundløs i regnvejr.

I 1932 kom Skagen-Frederikshavn vejen – en asfaltvej.

I 1890 kom jernbanen helt til Skagen – først en smalsporet, men i 1924 en normalsporet.

Klitgaarden blev bygget i 1913, og kongefamilien ( kronprinseparret) var siden årlig gæster i Skagen.

Bogen slutter med en liste over gamle Skagenslægter.

 

Følgende digt af Holger Drachmann skrevet i 1904 slutter kapitlet om Skagens fremtidige liv:

Saa hastig svinder Dagen,

Og Afnen stunder til;

Her var et andet Skagen,

Et bedre om man vil.

 

Her var et andet Skagen,

Saa rigt paa Haab og Mod,

Som det, der fejrer Dagen

I Kræfters Overmod

 

Og langsomt voksed Skyggen

Mod Aftnens Skumrings-Skær

Men ingen vender Ryggen

Mod den Tid, han har kær.

 

Hør Havet, hvor det koger

De gamle Minder op,

Mens Skum og Sand og Maager

Er Sjæl i samme Krop.

 

Der er – og det er Sagen,

Hvad Tiden saa bli’r til:

Der er en ”Sjæl” i Skagen,

Som aldrig ældes vil.

 

Som kommer, naar man kalder

Paa alt, hvad man har kær –

Mens over Stranden falder

Erindrings Vemods-Skær.

 


 

Lidt nødvendig snak om Gud og vi andre

Jeg har en god veninde. Mere end en. Og det er godt. Veninder ( og venner for den sags skyld) kan man snakke med om andet og mere end dagen og vejen, skønt den snak sandelig også er vigtig og må tages op gang på gang, for at dagen skal gå godt, og vejen være til at holde ud trods alle ujævnhederne.

Farbarhed fremmes af samtale. Jeg kommer til at tænke på Det gamle Skagen. Det gør jeg jo let, for i denne tid er jeg der hver dag – i det gamle Skagen – og her levedes livet benhårdt hver eneste dag livet rundt, men så var der Svallerbakken ( Steen Steensen Blicher kalder den sladrebakken, og rammer jo helt ved siden af, men hvor skulle han vide det fra).

På Svallerbakken mødtes konerne, når der skulle snakkes. Og det skulle der. Og det blev der, og jeg er overbevist om, at den snak er en af de aller vigtigste årsager til, at Skagen ikke blev forladt i de onde år, men trods de umenneskelige levevilkår, som navnlig i 1700 og 1800 tallet bødes befolkningen, overlevede og rejste sig og fortsatte år ud og år ind. De overlevede, fordi de havde hinanden og kunne “svalre” ( og det betyder ikke sladre) – og i deres svalren støttede og løftede de hinanden. Mændene mødtes hos købmanden, og her drak de jo rigeligt, men de fik også svalret. Og tingenes tilstand blev vendt og drejet som skråen i munden, men de fik måske skik på nogle spørgsmål, og i al fald gav det dem en tryghed at vide, at de andre var der og talte samme sprog.

Men det var snak om vejr og vind og dagligdag, og jeg ved ikke, om de gamle Skagboere gik længere ud ad en eller anden tangent og snakkede om tilværelsen og meningen med det hele. De snakkede ikke meget religion. Den var der bare. Og hørte til hos præsten. Og i kirken. Og ikke på Svallerbakken eller kroen. Og den var ikke noget at diskutere, ligeså lidt som man diskuterede det uldne undertøj. Senere kom Indre Mission og piben fik en anden lyd.

Men den anden snak. Den om det, der ikke handler om dagen og vejen. Her er det godt at have gode venner, som kan og vil gå lidt længere ud end den slagne landevej. Som godt tør tage omveje og stikveje og snakke om religion og kærlighed og ondskab og godhed og alle de andre abstrakte ting, der tegner livet omkring os.

I går skrev min veninde et brev og fortalte, at hun havde været til et højskolemøde. Hun har ligesom jeg hele sit liv været gymnasielærer, og vi har ikke haft ret mange fødder indenfor i højskoleverdenen – nu lister vi indenfor, når der er foredrag. Og sådan et møde havde hun været til, og højskoleforstanderen var også foredragsholder, og han talte om det at være dansk. Hun blev lidt rystet – dels over hans overfladiske behandling af emnet og dels, fordi han luftede en buket af fordomme, så ildelugtende, at luften føltes trang at indånde. Han talte om, at vore danske værdier er truede af alle disse indvandrere, der kommer med deres fremmede og farlige kultur. Islam især. Om nogle år er vi alle muslimer, sagde han endda. Så var det hun fik lyst til at spørge den talstærke tilhørerskare: “Hvor mange af jer har været udsat for, at muslimer kom til jer og ville “omvende” jer?” Og bagefter: “Hvor mange af jer har været udsat for, at kristne kom til jer og ville “omvende” jer?” Hun ville ikke have set en hånd i første spørgsmål, men derimod et hav af hænder i næste spørgsmål.

Det må være hæsligt at være en fremmed i Danmark.

Somme tider synes jeg endda, at det er “træls” at være dansker i Danmark – alle de mange landsmænd, der sidder naglet til de  intetsigende og fordummende popprogrammer, der vælter ud af medierne, og som for rigtig mange mennesker fungerer som deres religion. Det er en religion, der efter min mening er mere skadelig end Islam, fordi den sløver hjernen og lammer fantasien.

Jo, så er jeg ikke ubetinget stolt af at være dansk. Den folkereligion, vi har annekteret i Danmark, og som hedder dum underholdning og tankeløst overforbrug er ikke noget, vi kan være stolte af. Dannebrog eller ej. Konfirmation eller ej. Højskolesangbøger eller ej.

Og så er der Kristendommen. Nu skynder jeg mig at bekende, at jeg er kristen. Det kan ikke være anderledes, jeg er døbt og konfirmeret, og jeg går i kirke og beder til Gud. Vi har det ikke altid godt med hinanden, men jeg prøver så godt jeg kan.

Men Kristendommen! Somme tider tænker jeg: “Gud fri os for den!” Og mener jo noget andet. Som når en muslim får kvalme af sharia og siger: “Allah fri os for Islam.”

Der er al mulig grund til at frygte ekstreme islamister, for de udspreder rædsel i hele verden, og der skal nok være havnet et par stykker af dem hos os også. Fri os for dem! Men Islam har jo ikke hele æren for rædsel og vold. Kristendommen følger pænt med, hvad det angår. I går læste jeg om en bog, der netop er udgivet af en mand, der som ung blev indfanget af scientology og i 20 år levede i en psykisk spændetrøje. Og der er rigtig mange unge, der fanges ind af rabiate “kristne” samfund og lammes totalt – uden for rækkevidde af samfund og familie.

Ekstreme kristne er ved Gud også voldelige. Og de har magt. Se blot i USA -her hører nogle af dem til den øverste magtelite. Der er mange, der undrer sig over, at USA ikke vil arbejde for et bedre miljø. Det er slet ikke underligt, synes jeg, for det ligger i deres måde at være kristne på. Ja såmænd. Jeg har hørt amerikanske toppolitikere udtale i fuld alvor, at vi ikke skal bekæmpe forureningen af kloden, for den er et led i HERRENS plan. Det er hans plan, at jorden skal gå under og en ny opstå ( Læs selv Johannes Åbenbaring – og amerikanerne er bibelfundamentalismer, de har nemlig aldrig opdaget, at Guds Ord er Jesus Kristus, nej, de bliver ved med at tro, at Guds Ord er nogle bogstaver i en bog!!!

Altså, lyder det, vi skal ikke arbejde for et renere miljø, for når vi sviner og lader stå til, så hjælper vi GUD med at fuldbyrde hans plan! Dommedagsprofetierne må vi ikke modarbejde – det er ukristeligt – siger nogle af de mest magtfulde politikere i USA!!!!! -

Og vi er bange for muslimerne!!!!!!!

17 – Henrik Pontoppidan – en fiskerrede

I året 1883 besøgte Henrik Pontoppidan Skagen – han rejste i de år land og rige rundt og samlede materiale til sine noveller: Fra Hytterne – noveller, der afdækker livet på samfundets bund, vel at mærke som han ser og tolker det. Det er f.eks. helt andre menneskeskildringer vi møder hos Martin Andersen Nexø, hos ham ligger hele sympatien og medfølelsen hos de fattige, i Pontoppidans skildring er de fattige oftest skildrede som mere eller mindre afstumpede individer: de ser med sløve øjne på deres omverden, og de vralter og vrikker på jorden, og deres følelser kan ligge på en fingernegl.

Men her i novellen “en fiskerrrede” får vi en litterært set enestående skildring af Skagen i middelalderen og Skagen i nutiden ( 1880′erne). To begivenheder: et skibsforlis i den fjerne fortid og en stranding i nutiden sættes op mod hinanden. Skagboerne er i begge skildringer fremstillet som griske, afstumpede og empatiforladte væsner, og ingenting i sindene har ændret sig i de mellemliggende mange hundrede år. Hør her to eksempler:

Fra middelalderen:

“Paa stille Sommerdage, naar Solen smeltede Tjæren ud af Bjælkevæggene og gennemglødede Sandet, saa det brændte under fodsålerne, kunde det lille Leje dog folde sig ud i sin Ensomhed og ligesom en Sommerfugl, der gennembryder sin Puppe, kaste et kortvarigt, sydlandsk broget Liv udover det triste Øde. Oppe paa Klitterne rejste sig Rækker af høje Stejler med flagrende fiskegarn; Skarer af halvnøgne Børn larmede ude paa Forstranden, og hist og her saaes solbrunede Kvinder i røde Skørter, der sad paa Hug omkring et Baal i Sandet og kogte Beg.” (s.227)

Og i nutiden:

“Paa stille Sommerdage, naar Solen smelter Tjære af de enkelte gamle Træhytter, der endnu er tilbage, og gløder Sandet, saa det brænder under Fodsaalen, folder Byen sig ud i sin Ensomhed ligesom i gamle Dage, – breder sig ud over Klitterne med sorte Stænger for Næt og tørrede Fisk, med larmende Skarer af barbenede Børn paa forstanden og Klynger af stærke, solbrunede Kvinder i røde Skørter, der sidder paa Hug i Sandet ved en dampende Gryde og skræller Kartofler.” ( s.231)

Derefter hører man om strandingen i middelalderen. Beboerne venter på stranden, indtil skibet er slået i splinter af stormen, og da de døende søfolk driver i land står skagboerne parate med knive. Derefter plyndres de opskyllede vragrester:

“Op ad Formiddagen, naar der ikke er mere at redde, og de nøgne Lig er bleven samvittighedsfuldt begravede i Klitten, trilles Tønderne under megen Lystighed ind i Hytterne; de store Trækander sættes paa Bordene, Mændene og de silkesmykkede Kvinder bænker sig omkring dem,  – og Døgn efter Døgn tumler det lille Leje sig i en sanseløs Rus med Syngen og Larmen i de lange, mørke Nætter, mens Sand og hvide Skumflager hvirvler hen over det.” ( side 230)

Og i nutiden:

“Man flokkedes udenfor Gadedørene, spurgte og gav Forklaring. først da det var bleven uomtvisteligt godtgjort, at Skibet sad fast – solidt, paalideligt fast – hævedes Beklemmelsen og slog ud i en løssluppen Munterhed, der smittede selv Børnene, saa de gav sig til at løbe hurraraabende gennem Gaden. …( s.235) … “Inde paa Strandbredden blev Menneskemængden stadig forøget, idet nu ogsaa Konerne indfandt sig og bragte Mad og Drikke til Mændene. Man lejrede sig omkring i Sandet; Brændevinsflasken gik rundt. Man klinkede og morede sig som ved en Folkefest.” ( s.237)

Det bliver stormvejr, og skibet hejser nødflaget. Her er Skagboernes reaktion: “…efter endnu en lang Tøven, hvorunder alle paa Stranden havde rejst sig, saae man gennem det fremvældende Mørke Nødflaget langsomt blive hævet. Samtidigt lød der et hæst og langtrukkent Signal fra Dampfløjten. “Nu græder han,” sagde man og lo.” (S. 238)

Der er ikke meget heltemod og Lars Kruse over den skildring, og alle er kun optaget af én ting: hvor meget de hver især kan rage til sig af bjergningslønnen. Skildringerne her står i skærende kontrast til, hvad man ellers kan læse om forlis og redningsaktioner. Det er en digter, der udtrykker sig her, det er fiktion, og i fiktionen ligger altid en tolkning af virkeligheden og aldrig et spejl.

 

16 – Anekdote 3 – erindring

I 1950′erne kørte vi søndagsture – far, mor, børn og bedstemor ind i bilen og så af sted! Det var aldrig lange ture, for det var efterkrigstid, og der var ikke mange penge i familiepungen. En kort tid havde vi ingen bil, men var alligevel på en enkelt køretur. Det foregik i lejet bil, og det var ingen søndagstur, men en veritabel rejse, helt ned til Skive gik det, og vi skulle krydse Limfjorden og altså nærmest til udlandet. Jeg husker næsten ingenting fra den tur, men suset kan jeg stadig mærke og så det, at vi sov på hotel. Det var vildt.

Men ellers kørte vi ofte små søndagsture – ud i det blå, som mor sagde, og vi drak kaffe på en kro et sted i Vendsyssel. Krokaffe, det var et almindeligt fænomen i efterkrigstiden, og ved alle borde sad familier og drak kaffe og spiste lagkage.

Nogle af turene gik til Kandestederne. Så skulle vi vandre på Råbjerg Mile, og far fortalte om dengang, han var spillede statist i en dansk film, der foregik i Sahara, men altså blev optaget her. Bagefter drak vi kaffe på Kokholms Hotel. Far havde gået i skole med hotelejeren, jeg tror han hed Mads Kokholm, men måske husker jeg forkert. I al fald drak vi kaffe der, og far og den gamle skolekammerat satte sig, og de faldt i snak. Desværre har jeg glemt, hvad de snakkede om, fandt det sikkert kedeligt dengang, og det er jo kedeligt i dag, men så må jeg finde nogle Kandestederhistorier andre steder. Det vil jeg gøre, og i den kommende tid bringe et par stykker. En fortalt af Niels Barfoed og en anden af Thorkild Bjørnvig.

Den første er fra Niels Barfoeds erindringer “Farvel så længe” ( Gyldendal 2007) – hvor han bl.a. fortæller om sit ophold i Kandestederne som helt ung. Ja, det var ganske vist ikke Kokholms Hotel, han boede på, men Kandehus. Her tilbragte han en tid som huslærer for hotelparrets yngste datter Anne.

Det følgende er nogle citater fra hans beretning om opholdet i Kandestederne:

“Så dér stod jeg en dag i august i 1950, endnu ikke tyve år, på Hulsig Station, den sidste før Højen og Skagen, med en køjesæk og en kuffert og en skrivemaskine. Det var langt borte for en københavner.”( side 64)

………..

“Her på denne tomme perron ved verdens ende med tæt plantage til den ene side og klithede så langt øjet rakte til den anden, var jeg absolut alene.

På nogen afstand stod en mand lænet op ad en høj, gammel Ford og iagttog mig, som om det var en gemen western. Han knipsede dog ikke en cerutstump fra sig, da han rettede sig op. Jeg kunne derimod se, at han skråede – hvad der straks var knap så western – da han spurgte, om jeg var den nye lærer. Jeg syntes, han vrængede på “lærer”, men han drævede nok bare på sit halvt uforståelige vendelbomål.

Så kørte vi. Der blev ikke sagt noget, og der blev ved med ikke at blive sagt noget, mens vi humpede ud over heden med solen i øjnene. Det hændte, at vi kørte lidt ud i landskabet for at undgå nogle regnsøer. Det gjorde ingenting, for der var ingen grøfter og knap nok en vej alligevel. Der var en sti, dvs. et par hjulspor. Om man fulgte dem eller ikke, gjorde ikke den store forskel. Jeg kunne godt se, der var brug for en huslærer i Kandestederne.

Min chauffør, der skulle have fem kroner, da han fire-fem kilometer senere satte mig af på gårdspladsen til Kandehus Hotel, havde ikke ment, det var ulejligheden værd at præsentere sig. Det var der jo også god tid til. Men han var altså Viggo, Viggo Hjort, sønnen ovre på Hjorts Hotel, hvor han var altmuligmand. Der, forstod jeg snart, var det hans mor, som var højt oppe i halvfjerdserne, der bestemte. Hans far, Peter, der var endnu ældre, sad altid i et lille værksted, der var bygget i et hjørne af laden, og byggede sirlige kirkeskibe med sine tykke fingre.”( side 65)

“Det andet hotel på Kandestederne hed Kokholm. Det var nok det berømteste og også det nobleste, men alt er jo relativt. Det havde i al fald en vidunderlig endeløs udsigt mod øst, ud mod Milen. Her kom en gang om året dronning Alexandrine og spiste æbleskiver, og her sås Poul Reumert i hvis habit, skuende betydningsfuldt ud over det lave landskab.

Kandehus, det tredje hotel, hvor jeg skulle bo og undervise, havde alle dage, dvs. siden tyverne, været det moderne og livlige hotel. Her synede hotelejeren betragteligt. Han var oven i købet en rigtig maler med bredskygget kunstnerhat og røg egenhændigt sine laks på enebærris og charmerede advokat- og andre fruer på stribe. Men sorgløsheden havde haft sin bedste tid for længst. Da jeg arriverede, var Kandehus’ økonomi hovedkuls på vej ned ad bakke. Det vidste jeg ikke.

Kokholm og Kandehus var konkurrenter, men mere end det: uvenner. Man omgikkes i det hele taget ikke hinanden i Kandestederne. Enhver holdt sig for sig selv. Kokholm havde fine fornemmelser, sagde man på Kandehus. Og ikke særlig meget at have dem i. Dog var der en datter, som var blevet fint gift. Og omvendt: Kandehus! Hvad forstod en forløben kunstmaler fra København sig på hoteldrift? spurgte man på Kokholm. Men de kom altid rendende, begge parter, og skulle låne hos hinanden, når der var noget, der manglede: så var det kaffe, så var det mel. Det var mest på Kandehus, man rendte tør.

Hjorterne, de dukkede sig, gned sig en anelse i hænderne og passede deres. Der var ikke noget fint ved dem. De var lige så meget bønder som krofolk. Til gengæld behøvede gæsterne ikke at klæde om til middag, maden stod på bordet til tiden, og så manglede der ikke noget.

Derudover var der en eneste ærlig husmand i Kandesterne, Jakob, og hans kone samt en enkelt datter, der ikke var flyttet hjemmefra endnu. De skulle heller ikke blande sig. Jakob havde dårligt hjerte, men kørte alligevel mælk hver eneste morgen, før fanden fik sko på.

Nu var der så kommet en indbygger til.

De kaldte mig “studenten”. Som fænomen var jeg ikke noget nyt. Men hvad de kaldte mine forgængere i embedet, ved jeg ikke. Jeg var nok den yngste, som havde været der, kun seks år ældre end min eneste elev. Anne var med andre ord 13 og skulle begynde 3. mellemskoleklasse – hos mig.” ( Side 67)

……..

“Da jeg havde været der en måned eller to, kom køkkenkarlen Robert op på mit værelse og satte sig på kanten af en stol. Om Otine, hans datter, som jeg jo kendte, ikke kunne gå i skole hos mig, så slap hun for at skulle begynde i landsbyskolen inde i Hulsig. Hele den vej! Og der var der jo også kun skolegang hver anden dag. Han så bønligt på mig, og så havde jeg også en elev i første klasse. Løn kom ikke på tale. Jeg holdt jo skole alligevel, og hotelejeren gav mig 100 kr. om måneden oven i kost og logi. (Side 68)

………….

“Mellem Kandestederne og f.eks. Skiveren var der uoverkommeligt langt. At trave derned langs havet kunne være fristende nok, men hvordan komme hjem igen? Jeg var der en enkelt gang, sandsynligvis i en hårdfør bil sammen med en eller anden københavner eller ålborgenser, der var på vores kanter og godt ville have selskab på en udflugt.

Til Råbjerg inde i landet tog folk i gamle dage i kærre fra Kandestederne for at holde gudstjeneste i den lille, ensomme, tårnløse kirke. Dengang var der ikke nogen i Hulsig. Til fods er det en mange timers vandretur ad fåreveksler og over lier. Man måtte have madpakke med. Med mig havde jeg også en feltflaske med filt om, tysk og fra krigen, og lidt grej til at lave akvareller. I kirken hang der nogle gamle naive træskærerarbejder, som jeg fordrev tiden med at gengive på skitseblokken. Så troede jeg, jeg var Martin A. Hansen og Sven Havsteen- Mikkelsen på een gang.

Det hændte, at jeg gik nordøst på ad stranden i stedet for, mod Højen eller Gl. Skagen, og ved en enkelt lejlighed kunne jeg hjælpe en opskyllet sælunge ud på det dybe. Derfra videre til fods til Skagen og med toget hjem til Hulsig. Der var ingen mobil til at ringe efter Viggo og Ford’en. Det måtte aftales og helst dagen i forvejen. Og så gjaldt det om at være der. Viggo var ikke den, der ventede. Så en enkelt gang eller to måtte jeg så også traske de sidste fire kilometer til Kandehus oveni.

Engang havde jeg en kuvert med fra professor Rubow, som jeg for ikke helt at tabe forbindelsen til universitetet havde aflagt en hølighedsvisit, da jeg var i København i julen. Om jeg havde noget imod at at tage dette med, når jeg skulle tilbage? Han rakte mig nogle breve fra Holger Drachmann til en frk. Ingeborg Andersen i Skagen, også kaldet “Skagens Rose”, der som ung havde været den aldrende Drachmanns sidste flamme og siden drev Skagen Hotel efter sine forældre. Dem havde Rubow lånt, for han var i gang med en biografi om Drachmann, som jeg i øvrigt ikke begreb, at han skulle have særlig sans for.

Ingeborg var en fin, lille, intelligent dame højt oppe i årene, der gav kaffe i en lavloftet stue og sad og klappede på den lille stak breve, som hun havde fået igen.” ( side 77)

Barfoed fortæller i et langt kapitel meget levende om livet i Kandestederne i 1950. Det var på den tid endnu et mondænt feriested, men der var nedgangstider over hele linjen, ikke kun på grund af efterkrigstidens lavkonjunkturer, men vel også fordi den slags ferier var ved at gå af mode og kort efter mere eller mindre erstattedes af udenlandsrejser. Verden åbnede sig, og det føltes vel sagtens en kende indelukket og klamt at feriere i Kandestederne på de gamle umoderne hoteller – og lidt efter lidt forfaldt de, og jeg husker, hvordan en tur til det lille samfund i 1970′erne og 80′erne var som en rejse til det en spøgelsesby – I Kandehus var ruderne slået ud og murene afskallede og faldefærdige.  Forladthed og forfald. Uden at vide det oplevede Barfoed midt i sit eget blomstrende forår, det gamle steds efterårsagtige afblomstring.

Vil man læse om Kandestederne i dets storhedstid kan man fiske den her bog frem: “I begyndelsen var Lyset. En bog om Kandestederne” Gyldendal 1990. Den er både underholdende og meget smukt illustreret.

I dag er de gamle hoteller igen i drift – forrige årtis vilde byggeboom og usvigelige tro på evig vækst, satte også Kandestederne på den anden ende. Og der blev bygget og restaureret på livet løs. I dag kommer man til et genetableret feriested, der måske endda fungerer. Jeg ved det ikke. Det fremstår umiddelbart sådan, men den ydre velstand kan  dække over et indre forfald, og det skulle være mærkeligt, om ikke krisen også har sat kløerne i Kandestederne.

 

Digteren og samfundet

Grotten og Elfenbenstårnet og lidt om to digtere, der ville det samme.

”Kom ud!”

Hun må råbe, for han sidder dybt inde i sin grotte, og det eneste, hun skimter, er lyset fra skærmen. Som et sygt, uroligt øje blinker det ud til hende. Hun bøjer sig helt frem og prøver at finde de rigtige ord:

”Jeg savner dig. Forlad dit skjul!”

”Jeg skjuler mig ikke, jeg skriver”.

”Du flygter.”

En brummen ruller ud mod hende, troldeagtig, synes hun, men alligevel kan hun ikke lade være med at krybe endnu længere ind i hans mørke og hviske, at hun elsker ham.

En dag kommer han ud. Mest for at se, om hun er der.

Godt, det er hun, han sukker lettet, og inden hun når at reagere, er han på vej tilbage, og mens hun løber frem og lige når at strejfe hans hår med fingerspidserne, forsvinder han i sit mørke. Her bliver han meget længe.

Trolden derinde i grotten er digteren Henning Mankell, (ham med Wallander), og ovenstående dialog har jeg digtet, men den er alligevel ikke det rene digt. I et interview med Eva Bergman, der er gift med digteren, karakteriserer hun ham som en trold, der sidder og helst vil blive siddende dybt inde i sin grotte, mens han skriver om det mørke, der er i verden og i ham selv.

Kirsten Jacobsen har skrevet en bog om ham, og af den fremgår det, at han er en af de mest samfundskritiske forfattere i tiden, og at han med sine bøger er med til at afdække bagsiden af det svenske ”Folkehjem” – den voksende racisme, egoismen og brutaliteten i samfundet og i menneskers møde med hinanden.

Nogle kritikere af Jacobsens bog dadler hende for at forherlige ham, men det synes jeg ikke, hun gør. Hun er objektiv i sin skildring. Og Mankell er for resten kravlet ud af grotten og har bosat sig i Mozambique, hvor han bl.a. har doneret penge til en børneby. Han betaler sin skat i Sverige og forsøger i det hele taget at leve op til de ideelle krav, han stiller til andre og til det samfund og den verden, han er en del af. Det kan der vel ikke være noget suspekt i? Og dem, der kalder ham selvgod, har vel bare dårlig samvittighed – eller også er de bare dårlige mennesker! Det er nu min mening om den sag.

Men billedet af grotten hænger ved. Og jeg tror, at mange forfattere kan finde sig hjemme i det billede. Det er imidlertid også et billede, der passer til tiden. For selv om det kunstige lys har fortrængt nattemørket, så har der samlet sig meget mørke i sindene og i de kroge, vi kryber ind i, men hvis eksistens vi helst vil fortrænge. Ondskaben og angsten blev ikke fordrevet med lyset i gader og stræder. Eller med ”Oplysningen” for den sags skyld.

Og lyset. Vi kalder vor tid for Lysets Tid, men så glemmer vi, at vor tids lys ikke altid varmer som forårssol i maj, men undertiden blænder og blinder – at det også er lyset fra krigens brændende byer og blitzlyset over Hiroshima. Vor Tids Lys varmer ikke kun, det dræber også.

Grottebilledet hører vor tid til. Det hører også vore digtere til. I en anden tid var det andre billeder, man heftede på digteren og kunstnerlivet. Engang var der ikke tale om en grotte, men et elfenbenstårn. Digteren sad i sit elfenbenstårn. Og hvor lyser det smukt og duftende rent, dette hvide tårn. I modsætning til grotten, der lugter af fugt og forfald. Og så alligevel. Se nærmere på tårnet! Det lyser vel også af kulde. Gør det ikke? Og af hårdhed. Koldt og benhårdt. Men smukt, det må vi holde fast ved.

Og nu springer vi 500 år tilbage i tiden og lander højt oppe i elfenbenstårnet. Og hvad ser vi? Åh jo, der sidder han jo, digteren, bøjet over sit hvide papir og med sin gåsepen i hånden. Langt borte fra verden, akkurat som trolden i grotten, men se blot nøje på ham! Han er sandelig ingen trold, men en herre klædt i fløjl og silke.

Den smukke digter i det smukke tårn var fransk, og han hed Montaigne, og der sad han altså i sit tårn og skrev akkurat som den langt senere og meget fjerne digterkollega gjorde i sin grotte. Men de ville ( vil ) det samme med deres skrifter: ændre en verden, som de syntes dyrkede brutaliteten og skabte grobund for umenneskelighed. Det ville de lave om på. De ville simpelthen gøre verden til et bedre sted levested for mennesker.

Og han var heldig, den gamle digter, for han var barn af en tid, hvor ingenting mere blev taget for givet – hvor alt flød og var i forandring. Og et håb om en bedre verden var blusset op og brændte sig lige ind i digterens sjæl. Jo, han troede, at det nyttede.

Humanismen og renæssancen kalder man de bevægelser, han var en del af, og som lagde sig som et plaster over et såret og hærget Europa. Et Europa, der var i færd med møjsommeligt at rejse sig fra en alt for lang  middelalderdvale, der ind imellem havde været et mareridt. Men nu skulle de nye tider oprinde. Håbet var tændt. Og Europa så sig om med friske øjne og forventning i blikket.

Vi kan se dette nye håb glimte frem i renæssancemalernes billeder. Der strømmer et lys ind over ansigter og klæder, der farvestrålende træder frem af mørket. Rosenrøde og azurblå.

Den måske mest kendte eller i al fald en af de kæreste scener fra Biblen bliver deres yndlingsmotiv. Det skal males igen og igen. Det er det øjeblik, hvor englen Rafael stiger ned til jorden og fortæller den unge pige, Maria, at hun skal føde Guds søn og altså bære kimen til en ny verdensorden i sit skød.

Montaigne er heldig at leve i den tid. Han er også heldig på en anden måde: han er rig. Han behøver ikke sidde på et fattigt hummer i pjaltede klæder som så mange andre digtere.

Det er også ham, der opfinder billedet “elfenbenstårnet” – der må digteren sidde og tænke, langt fra menneskenes turbulente verden. Fred i Europa. En ny verdensorden i kærlighedens tegn. Han har sådanne tanker.

Men der blev jo ikke fred. Nye religionskrige brød ud og satte hele Centraleuropa i brand, og det var en krig, hvor land efter land blev inddraget. Krigen rasede uafbrudt i 30 år, men selv om den sluttede i 1648, varede det mere end 100 år, før alle dens sår og skader var lægte, ja, nogen af dem var uhelbredelige, og vi slås stadig med dem, og der skulle gå mange år, før troen på menneskets evner og vilje til at skabe retfærdige samfund skulle genopstå. 1700tallets filosoffer byggede videre på Montaignes tanker og troede, at blot forstanden fik forrang for alt andet, så ville det rent logisk flaske sig. Og der tog de jo fejl! – deres frihedsbegejstring endte i et af historiens største blodbad: Den franske Revolution – og i århundredet efter fulgte revolution efter revolution i øst og i vest, og det er vel sandt nok, at det meste af Europa endte med at blive en række demokratiske stater. Men vi må ikke glemme, at de demokratier er byggede på blodsudgydelser og rædselsfulde voldsforbrydelser.

Ja, det er det fundament, vi står på. Det er måske derfor, trolden i Sverige har nok at gøre. Det er supermaterialismen, der har sejret og regerer vore samfund, hvor vækst, forstået som så meget produktion og så stort salg af varer som muligt, er den højeste værdi. Og her er der virkelig tale om vild vækst, akkurat som kræftcellen, hvis vækst ikke kan kontrolleres, men ender med at ødelægge det legeme, den vokser i.

Vi har brug for digtere som Mankell, der tror på, at det nytter at skrive om de uretfærdigheder, der er i samfundet – om den nød, der stadig tegner store dele af befolkningernes liv. Og om uretfærdigheden på globalt plan.

Men vi har også brug for en ny Montaigne – en der vil stige op i elfenbenstårnet og tænke nye modeller for samfundsbygning – ikke kapitalismens ( og liberalismens) iskolde vækstparadigmer og ikke kommunismens frihedsknægtende umenneskelighed.

Og nej, så alligevel ikke, for ligefrem en elfenbenstænker skal vi ikke ønske os. Mon dog? Han bygger vel blot en ny ideologi, i hvis navn folk kan myrde løs som de plejer. Nej, men de folk, der virkelig er gode tænkere, og som forstår sig både på tørre tal og levende mennesker burde begynde at tænke sammen, at diskutere … ja, men ikke bare diskutere, hvordan vi kommer over de økonomiske “kriser” og igen kan begynde at svine miljøet til med overproduktion og overforbrug. Nej, det skal være mennesker, der både har hjerne og hjerte og kan føle ansvar både for nutidens og fremtidens børn. Hvorfor findes de ikke? Hvorfor tænker den økonomiske og den politiske videnskab så enstrenget og konformt og i de samme gamle stive mønstre?

Vort århundrede ligner på uhyggelig vis 1600tallet, hvor alt stivnede i faste paradigmer. Det er den samme ubevægelighed, der kendetegner vor tids videnskabelige tænkning. Men bevar mig vel, den skal jo også først og fremmest gavne ERHVERVSLIVET og sikre dets vækst. Det er den vej, forbindelsen skal gå og ikke andre steder hen!!!

ERHVERVSLIVET er jo det liv, der har erstattet MENNESKELIVET. Det glemmer jeg somme tider, fordi det er sådan en hæslig tanke.

Hvornår får vi en renæssance?

15 – Huse i Skagen – Højen og Vesterby

Bogen er udgivet af Fredningsstyrelsen i 1981 ved Bodil Heegaard.

Det er en minutiøs gennemgang af byens huse ( dog kun Vesterby og Højen). Man tager gade efter gade og beskriver hvert hus – det siger sig selv, at mange af husene nu er ændrede, ligesom der også er kommet mange nye ejere.

Den slags bøger findes i mange gamle byer. Til forskel for disse andre byer, er der heri ingen beskrivelser af gamle historiske bygninger fra Middelalder, Renæssance og Barok, alle huse fra 1300 – og frem til 1800tallet blev for det første mest opført af brædder ( ler var dyrt) og de blev ødelagte af sandstorm eller stormflod, dog findes enkelte af dem beskrevet hos Olavius og Klitgaard. Der er dog en væsentlig undtagelse, nemlig det gamle tårn fra den tilsandede kirke St. Laurentii Kirke, der dateres til omkring 1400tallet og siden ud over at være et Gudshus har ageret sømærke for skibene i Kattegat. Man kan tilføje som et kuriosum, at det solide materiale, kirken var bygget af ( bjælker og sten) er bevaret i mange af de gårde, der flyttede omkring ude i Skagen Landsogn – således indgik materialer fra kirken i genopbyggelsen af Hesselholtgården i (? her mangler jeg et præcist årstal).

Da jeg i sin tid skrev bogen om Hans Fugl, der var lærer i Stege i 1830′erne havde jeg en lignende bog om det gamle Stege liggende, og jeg brugte den flittigt til at dirigere min helt sikkert rundt i den lille købstad. Jeg vil naturligvis også lade mine nye personer bevæge sig omkring i Skagen, men får i den forbindelse ikke meget brug for bogen om dens huse. De fandtes næppe, da “mine” mennesker færdedes i Skagen. Det er jo nemlig stadig min plan at begynde romanen omkring slutningen af 1700tallet og føre den op til begyndelsen af 1900tallet. Så måske kommer der alligevel til at løbe et par romanpersoner rundt i det “moderne” Vesterby.

Det, der ud over af de smukke bygninger, især har interesseret mig, er er den gode indledning med et rids af byens historie. Et rids, som naturligvis i store dele er en gentagelse af beretninger, jeg har læst før. Enkelte interessante oplysninger har jeg dog noteret, dels for ALDRIG at glemme dem, og dels fordi de er nye for mig:

Endnu en gang: Det var i 1413, at Erik af Pommern gav Skagen købstadsret med alle de privilegier, det medførte.

Og det var i 1507, at kong Hans gav byen stadsret, nedfældet i 60 paragraffer. Heri bl.a. et forbud mod, at andre fiskerlejer kunne etablere sig i området.

I året 1580 forsøgte man (igen) uden held at få nedlagt fiskerlejet i Aalbæk.

I året 1580 viser en folketælling i Nordjylland, at Skagen er større end Hjørring og Sæby.

Vesterby strakte sig længere mod Sct.Laurentii Kirke, og midt mellem kirken og byen lå præstegården. Ved kirken lå gården (  herregården?) – Hofsøgaard. Den tilhørte kronen. Blev 1548 overdraget til Skagen by.

Så tidligt som sidst i 1300tallet begynder stormfloder at skylle ind over land og sandflugten tager sin spæde start her. Den tiltager gradvist.

1591 – 22 spidsborgere drukner under en storm. – 25 gårde og huse ødelægges samme år af sand.

Herefter er der årlige stormfloder.

1723 – præstegården er nu så ødelagt af sand, at den opgives.

De store sildefangsters tid er definitivt slut omkring 1600. I Skagens glansperiode kom der folk fra hele landet ( og udlandet) for at deltage i det store sildeeventyr. Da Skagen på den tid havde ca.1800 faste indbyggede, et tal, der sikkert mere end fordobledes, kan man jo forestille sig, hvor hektisk livet må have formet sig – en vældig aktivitet. Som i vore dage, da sommergæsterne myldrer til Skagen i en kort sæson og forvandler livet for de fastboende.

Denne kontrast mellem at være en almindelig, velfungerede købstad for så pludselig i en kort tid at blive invaderet af et hav af fremmede, der pumper penge og liv i byen, er altså slet ikke fremmed for Skagen. Sådan er det nu og sådan var det i gammel tid:

Dengang: fisken – nu: turismen.

Men mellem de to blomstrende perioder lå der tider, hvor fisken svigtede, og jorden sandede til og blev gold, og hvor byen havde så alvorlig åndenød, at mange stod parate i kulissen med en dødsattest. Den blev heldigvis aldrig skrevet.

Skagen fik sin renæssance i 1800tallet.  – Min roman kommer til at handle om denne overgangsperiode, hvor et nyt håb, men også en helt ny kultur spirer frem, en kultur, der er byen fremmed, men som suger sin kraft af dens gamle fiskerkultur og det omgivende landskab, ja, hvor det, der var slidsom dagligdag med et kummerligt udkomme og gold ørken bliver til motiv for kunstnere og skabes om til skønhed og rigdom. Derom senere.

———–

1600 tallet – som sagt, de store sildefangsters tid er forbi – og desuden: i den katolske tid havde fisken en hædersplads på spisebordet. Fisken er et Kristustegn, og man spiste den for at mindes ham. Nu erstattedes den kød og grød. Disse nye spisevaner i hele Nordeuropa var medvirkede til at dolke Skagen – og hvad der for resten i den forbindelse skete med folkesundheden, kunne være interessant at vide. Aldrig var sult og underernæring i al fald mere udbredt end i 1600tallet, men den historie hører hjemme et andet sted. Vil man vide mere om den periode, der afløste katolicismen kan man gå til min bog om Kingo: “Gylden Sol og sorte skyer” – her på bloggen under “omkring Kingo”

Det varede længe inden fisk blev: “ikke så ringe endda!”

! 1682 viser taksationen 171 ejendomme imod Hjørrings 145

Indbyggertal i 1560: 1800 -  i 1781: 650

1781: 91 familier i Vesterby – 28 i Østerby og 21 i Højen.

Denne by var i alt væsentligt den by ,, der 100 år senere fascinerede Holger Drachmann” ( s.11)

“Under klitterne mellem kirken og Vesterby lå den tidligere Vestermark med byens frugtbareste jorder.” ( s.12)

“Den tætte bebyggelse blev bevaret ( = selv om husene flyttedes jævnligt) for at give bedst mulig læ for sandflugten.” ( 12)

1810 blev kirkeskibet nedbrudt og ruinerne solgt på aution. ( Her er faktisk et bevis for, at hvis det min onkel Lars har fortalt, nemlig at munkestenene fra kirken blev brugt ved genopbyggelsen af Hesselholtgården, så fandt denne sted efter 1810. – Det er altså en begivenhed, der hører hjemme i 1800tallet.)

Vedligeholdelsen af kirketårnet overgik i 1816 til fyrvæsenet. ( s.13)

Kapellerne i Østerby og Højen blev brugt som kirker.

1746-47 – det hvide, kantede tårn opføres af mursten. (s.14) erstatter det gamle fyr af træ.

1850 – befolkningen nu vokset til 1400 (s.15)

Byfoged O.C.Lund anlægger i 1803 – 28 plantagen i Vesterby.

Knaphed på bygningsmaterialer gjorde genbrug til en dyd i Skagen. Eks: Fyrinspektørens bolig ved det hvide fyr – hovedfløjen revet ned, og materialerne anvendt til bygning af Vesterby Skole og distrikslægebolig. De to sidelænger blev brugt til at bygge ( 1861) et fiskesalteri ved Fyrbakken. Det blev lukket kort efter, og materialerne anvendt til hestestal ved Hoffmeyers Købmandsbutik ( s.16)

I 1868 blev Købmandsgården købt af byen og ombygget til rådhus.

1841 – ny kirke C.F.Hansen

Efter 1870 opgang i landbruget i DK men ikke i fiskeriet – stagnation. (s.17)

Fra 1863-1877 – 200 strandinger ved Skagen

D.G. Monrad – Skagens første dæksbåd til søgående fiskeri – 1862

1879 – Jernbane fra Frederikshavn og sydpå.

1898 – Grenen Badehotel.

1903-1907 – Skagen Havn

14 – Anekdote 2

I det interwiev, far giver til avisen ( hende, der har klippet ud (fy mor!) har ikke skrevet, hvilken avis, udklippet stammer fra, men jeg antager, at det er Frederikshavns Avis) , her fortæller far et lille erindring, som han desværre ikke uddyber, eller jounalisten har ikke plads til det hele, men jeg har heldigvis hørt historien før, så der kan jeg med god samvittighed sætte en lille krølle på.

Han fortæller, at kronprinseparret hvert år holdt sommerferie på Klitgården i Skagen, og både prins Christian og prinsesse Alexandrine var meget afholdte, også fordi de forstod at optræde som “almindelige og jævne” hvad de selvfølgelig ikke var. Far fortæller, at det var en tradition, at de den første feriedag rejste med toget tilbage til Hulsig og gik op til Hesselholtgården, hvor farfar tog imod dem, hvorefter han kørte dem til Kandestederne, hvor de nød deres eftermiddagskaffe på Kokholms Hotel. Det var et fast ritual med den tur, og der blev altid serveret det samme: kaffe og æbleskiver. Farfar har sikkert ikke ligefrem snakket med de fine folk, men de har jo nok snakket til ham, og en dag, hvor han skulle køre med dem, så kongen lidt tilknappet ud ikke bare i tøjet, men også i ansigtet. Og hvad der var galt, kom jo snart for en dag.

Dagen forinden havde toget jo på vej til Skagen passeret Hulsig, hvor alle byens børn var linet op på perronen, hvorfra de skulle vinke til kongen og råbe hurra. Og kongen stod parat til at modtaget de smås hyldest. Men i går havde alting været anderledes. Og vist var der børn, sagde kongen, men de havde da været så sært stivnakkede og hverken vinket eller råbt. Farfar vidste det godt. Min far og hans brødre havde jo også været der og forholdt sig demonstrativt stive og stille ligesom de øvrige. “Nå,” sagde kongen, “fortæl! hvad stak dem dog?” “Jamen, de vinkede da godt nok,” protesterede farfar, for han havde jo selv stået fulgt optrinet i baggrunden. “Ja,” sagde kongen med et glimt i øjet, “det gjorde de jo ganske vist, men da ikke før jeg lænede mig helt frem og vinkede meget kraftigt til dem. Så kom der jo et par arme op.” “Jo,” sagde farfar en smule beklemt. “Men se, vi har altså fået ny lærer i Rannerød, og han … han er altså sådan en slags socialist.” “Aha,” sagde kongen “rød altså. Som sin skole. Hmm …”

Sådan omtrent faldt ordene, men jeg er ret sikker på, at min farfar, som selvfølgelig har været glødende højremand, ikke helt har forstået sagens rette sammenhæng, for så vidt jeg kan regne ud, så hed den unge rebelske lærer Wirring, og han var ikke socialist, men fuld af en masse ideer om fornyelse og folkeoplysning, og muligvis var han ikke rigtig royalist. Han var derimod grundtvigianer,  og det skulle ikke undre  mig, om han oven i købet stemte på Venstre – og det var jo galt nok. Det gjorde ingen andre deroppe, ikke engang de fattige fiskere i Skagen: de blev aget af Købmand Møller til Frederikshavn, hvor de som tak for turen fik ordre til at stemme på Højre. Hvad de selvfølgelig også gjorde.

Nej, Wirring var ikke socialist, men han var som sagt grundtvigianer, og jeg ved fra min bedstemor, som nåede at blive hans elev, hvilken revolution, han skabte i det lille samfund. Ham kommer jeg helt sikkert tilbage til. Præsten i Hulsig var i samme periode for resten indremissionsk – hvad der kan have været af konflikter der, ved jeg ikke. I den lille folder, der ligger i Hulsig Kirke står der, at de to virkede fint sammen – og at Hulsigfolk i det hele taget var tolerante. Hmmm …

Men nu skal vi tilbage til kongen. Og nu kommer en beretning, som jeg vist nok har fra min farmor, men det kan også være, at far har fortalt den. I al fald var det sådan, at der en dag kom en famlie cyklende ad den nye makadamiserede vej fra Frederikshavn. Ind i mellem kom der jo tossede badegæster bilende til Hulsig – men cyklende, nej, det var noget nyt. Og de gik jo ind på gården, og endda ret hjemmevant, syntes min farmor, og de var forfærdelig snavsede, for vejen var støvet på den tid af året. Farmor var jo en rar dame, så hun skjulte vel sit ubehag ved de støvede spøgelser der stod der så ugenerte – fruentimmeret endda meget dristigt påklædt. “Kan De ikke kende os,” spurgte manden. “Nej,” sagde farmor, “sådanne folk har jeg ikke kendskab til.” “Det tror jeg nu nok, de har. Jeg er kongen.” ( Det må altså have været efter 1912). Farmor knækkede efter sigende sammen af grin. Aldrig havde hun da hørt magen til vrøvl. Kongen!!!! Som altid var så pæn. Og så det der rakkerpak. Ja, det sidste sagde hun jo ikke, og hurtigt gik det op for hende, at hun måtte skynde sig at undskylde af fuld hals. Men det var svært at vise ærbødighed for sådan nogle støvgrise.

Kong Christian var i øvrigt ikke til at spøge med. Det fortalte min bedstemor, som kendte postmesteren i Skagen. Og hvert år på postmesterens fødselsdag kom kongen på gratulationsvisit. Men et år var var det så uheldigt, at postmesteren havde absenteret sig lige netop den formiddag, hvor han havde fødselsdag, og da det behagede det Hans Majestæt at aflægge ham visit, var han der ikke. Postmesterinden beklagede jo og bad kongen vente – postmesteren var ude, men kom snart tilbage. Kongen blev vred, vendte om på hælen og satte den aldrig mere i det hus. Så kunne de lære det!! Jo vist kunne han blive majestætsfornærmet.

En anden historie har jeg fra farmor, men den er så uklar, for jeg ved ikke, om hun selv oplevede de,t eller om hun har fået episoden fortalt. Sikkert det sidste. Og så er det måske løgn. Historien er, at de to prinser havde været med skoleskibet hele sommeren, men nu skulle de hjem, og far og mor stod på kajen for at tage imod dem, da skibet lagde til. Drengene kom fra borde og forventede måske et knus, men nej, Alexandrine bad dem række hænderne frem, og da hun så, at neglene ikke var ganske rene, blev de beordret ombord igen. Og så tog kongen og dronningen hjem uden børn. Sådan kunne min bedstemor ligegodt aldrig behandle sine drenge!

13 – Liste over litteratur om Skagen

 

Den nedenfor nævnte litteratur vil blive min “landevej” i den kommende tid. Her vil jeg ufortrødent trave et langt stykke – en ørkenvandring ind i mellem, det ved jeg, men der er dog en vej gennem den ørken ( og “jeg har flikket de gamle sko”). Alle tekster skal læses.

Og jeg vil som hidtil efter hver læsning skrive et lille indlæg med notater og som regel også en opsummering af indholdet og i de fleste tilfælde en vurdering af bogen/artiklen. Materialet kan så måske blive til nytte for andre end mig – der er fri adgang. Også til evt. billeder, dog vil jeg i sidstnævnte tilfælde forlange, at fotografens navn ( som regel mit) nævnes, i al fald hvis det drejer sig om en publikation af en art.

Titlerne på boglisten er valgt ud fra Hans Nielsens bibliografi: ”Litteratur om Skagen – et udvalg” fra 1995. Det siger sig selv, at der er skrevet meget litteratur om Skagen siden da, men jeg vil i første omgang anvende dette materiale og senere supplere op.

Når arbejdet med disse tekster er færdig, vil jeg gå over til egl. arkivarbejde. Fortidsminderne i Skagen skulle eje et pænt arkiv, og Vendelboarkivet i Hjørring vil jeg også besøge. Desuden vil jeg undersøge mulighederne for at at gennemløbe diverse årgange af Vendsyssels Tidende fra perioden 1874 – 1920 og Skagen Avis fra 1913-1920.

Jeg regner med at arbejdet med at finde og redigere stoffet vil komme til at vare ca. et år, måske to, og hvis helbredet tillader det, vil jeg derefter skrive romanen, som jeg stadig forestiller mig som en slags hjemstavnsroman om folkene i Hulsig og omegn gennem en periode på ca. 100 år – fra 1820 – 1920, men med tilbageblik på tiden før og muligvis med en afstikker op i 1920′erne, 1930′erne. Ingen mennesker fra den tid lever i dag, men det gør deres børn og børnebørn, og jeg har ikke tænkt at gøre nulevende mennesker til romanpersoner.

Men det bestemmer jeg nu ikke helt selv. Der kan ske så meget for en forfatter, og jeg har mere end en gang oplevet, at stoffet greb mig i den grad, at jeg måtte gå veje, jeg ikke havde forestillet mig. Husk på, at jeg ofte før har skrevet om personer fra “det virkelige liv” – og det har ikke altid var kvalløst for mig. Det er et spørgsmål om etik, synes jeg, og jeg hører ikke til de forfattere, der blæser på alt andet end det æstetiske fænomen: at kunne skabe et fænomenalt kunstværk.

 

Skønlitteratur

Andersen, H. C. :Skagen og En historie fra Klitterne (Haase, 1967)

Bech Nygaard : Livets Dræt og Dødens (Westermann 1943)

Bønnelycke, Emil: Skagen ( I: Vesterhav – København 1963 – digt)

Friis, J.J.F: Strandingskommissæren i Skagen: et Tidsbillede ( Jørgensens Forlag 1874)

Haller, Bent: Digterpjalten  (Vindrose 1991 )

Haller, Bent: Skagensbillede ( Borgen 1985)

Haller, Bent: Så mange rum: en fortælling. ( Vindrose 1988) – barndomserindringer

Hansen, Aase: Alt for kort er duggens tid. ( Gyldendal 1954)

Houkjær, Christian: Ved tredje stormvarsel ( Frimodt 1968)

Jørgensen, Johannes: Fra Vesus til Skagen ( Gyldendal 1909)

Kaalø, Sten: Lys og mørke ( Vindrose 1987)

Kaalø, Sten: Og silden sover med hovedet nedad. ( Skagen Fiskerestaurant 1986)

Kaalø, Sten: Omstændigheder. ( Gyldendal 1984)

Krogh, Christian: Falken – (I Dissonantser, København 1906)

Pontoppidan, Henrik: En Fiskerrede –( I: Landsbybilleder, København 1883)

Rasmussen, Christian: Sølvapostlene: En strandingshistorie ( Dafolo, 1982)

Reerslev, Svend Aage: Præsten i ødemarken: fortællinger fra et vestjydsk sogn ( Frimodt 1942)

Reerslev, Svend Aage: Søen ( Branner og Korch, 1958)

Rifbjerg, Klaus: Kandestedersuiten: et digt ( Gyldendal 1994)

Rifbjerg, Klaus: Poulsen privat. ( I: Sommer, København 1974) novelle

Stjernø Ole: Raabjerg Mile: en digtcyklus ( Gyldendal 1923)

Svendsen, Hanne Marie: Guldkuglen: fortælling om en ø. ( Lindhardt og Ringhos 1986)

Søiberg, Harry: Historier fra Skagen ( Hamlet 1979).

Wermuth, C.A.: Familien fra Aalbæk ( Schou 1883)

Wivel, Ole: Til de fattige præster: digte fra Skagen ( Centrum 1985)

Faglitteratur:

Klitgaard, C: Toldere på Skagen – (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1925-1927, 4. rk. Bd. 5, side 42- 92)

Hancke, N.: En kriminalhistorie fra Skagen fra begyndelsen af 17de årh.: Palle Friis’ og Kristens Skrædders mord på Peder Blosser og hustru. – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1866-1867, 1. rk., bd. 1., side 151 – 157).

Klitgaard, C.: en drabssag, en kærlighedshistorie med båreprøve og genfærd. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1922-1924, 4. rk., bd.4, side 294-299 –

Klitggard, C. Vendsyssels ting og tingsteder.  ( Vendsysselske Årbøger 1921-1922, side 280-281)

Secher, V.A. Mordet på Peder Blusser og hustru i Skagen 1615 – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1900, 3. rk. Bd. 2, side 520-524 )

Gaardbo, A.P.: Om overtro før og nu i det nordlige Vendsyssel. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1886-1888, 2. rk., bd. 1, side 46 – 60)

Johansen, Jens: Skrøner fra Skagen. ( Vallensbæk Strand: IHM, 1991 – 13 blade).

Klitgaard, C.: Hexen i Jerup. Troldkarlen i aalbæk. ( Vendsyssels Årbøger, 1915, side 75-90)

Klitgaard, C: En troldkonesag fra Skagen. ( Vendsysselske Årbøger, 1949-1950, side 353-361 )

Kæmperne på Skagen. I: Danske Folkesagn ved Lauritz Bødker. (København, 1958)

Sandfærdige Historier/ samlet af Birger Nordmann i. Skagen (Silver Star Reklame, 1988-1994 – 3 bind,  Folkevid.)

Tønnesen, Jens: Gamle Skagensminder: om overtro og skikke i forbindelse hermed. – ( Vendsysselske Årbøger, 1935-1936, side 276-280

Friis, J.J.F. Lønborg: Vendsyssels nationaldragter. – Vendsysselske Årbøger, 1968, side 85-89

Gaardbo, A.P.: et bondebryllup i Raabjerg Sogn for 30 år siden. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1867 – side 305-317.

Gaardbo, A.P.: Julefesten på landet i det nordlige Vendsyssel for 50 år siden.. ( Samlinger til Jydsk

Historie og Topografi, 1884 -1885, 1. rk., bd. 10, side 75-84.

Gaardbo, A.P.: St. Hans aften I det nordlige Vendsyssel. (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1878-1879, 1. rk.bd. 7, side 1-7.)

Kammer, Laura: Nu ligger han på strå/ ved Arne Larsen. (Vendsyssel Årbog, 1992, side 113-118.)

Kristensen, Albert: Barn i Gl. Gaardbo. ( Vendsyssel Årbog, 1991, side 117-124.)

Chrsitensen, Chr.: Tilstanden i Vendsyssel ved år 1735 – ( Vendsysselske Årbøger, 1915, side 123-128.

Andersen, Knud: Sluppet løs en efterårsdag i 1922 – I : Vesterud  (København, 1973, side 72-80)

I begyndelsen var lyset: en bog om Kandestederne ( Gyldendal 1990)

Nicolaisen, Hanne: Kandestederne. (Vendsyssel Årbog, 1991, side 125-136 )

Gaardbo, A.P.: Historisk-topografisk beskrivelse af Raabjerg Sogn. (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1870-1871, 1. rk., bd. 3, side 31-124.)

Gaardbo, A.P.: Fortidsminder fra Vendsyssel: Historisk-topografiske og kulturhistoriske brudstykker ( Jydsk Forlags Forretning, 1893.)

Houkjær, Christian: Fra klitplantagernes og sandmilernes landsdel. ( Skovbrugstidende, 1966, nr.5, side 45-47.)

Houkjær, Christian. Skitser fra det nordlige Vendsyssel: sandflugten formede landsdelen og prægede dens befolkning. ( Vendsyssel Årbog 1989, side 87-104.)

Andersen H.C. Skagen – I: Folkekalender for Danmark, 1860, side 46-58).

Andersen H.C.: Skagen – I: Husvennen, 1889, nr. 25, side 194-195

Andersen, Poul Carit: Skagen i fortid og nutid – Carit Andersens Forlag 1980

Bindslev, Sven Hauge: Der skete meget og store ting i 20-ernes og 30-ernes Skagen. ( Barn af Vendsyssel, 1987 VI, side 45-52 ).

Blicher, Steen Steensen: Vestlig profil af den cimbriske halvøe fra Hamborg til Skagen. ( C. Steens Forlag 1839, ny udgave 1969).

Both, L.: Skagen – I: Danmark: en topografisk beskrivelse (København 1972, side 18-21.)

Brandes Georg:: Skagen. I: Fugleperspektiv, København 1913, side 155-157.)

Bruun, Camillo: Fra Vendsyssel: rejseindtryk og optegnelser. (København: Jacob Lund. 1866.)

Bruun Camillo: Hvad marehalmen fortalte. (Thorst, 1877)

Christensen, Erling S.;: Natur og mennesker på Skagens Odde. (Sindal: Bakkelund, 1987)

Christensen, P.: Pastor Friis’ optegnelser. ( Vendsysselske Årbøger, 1950, side 249-316.)

Drachmann, Holger: Fra Skagen – (Illustreret Tidende, 1873, nr. 737, side 46-48)

Drachmann, Holger: Skagen. ( I: Danmark i skildringer og billeder, København 1887, side 1-22

Drachmann, Holger : Skagen. ( Dansk Touristforenings Årsskrift, 1897, side 104-109)

Eskildsen, Hakon: Gamle huse i Skagen – Vendsyssel Årbog, 1983, side 23-30 )

Det gamle Skagen. Danmark: illustreret almanak, 1928, (side 68-73)

Goldschmidt, M: Skagen – Illustreret Tidende, 1865, side 84-86)

Hagemann, Johannes:: Skagen. ( Nyt nordisk Forlag, 1967.)

Hansen Larsen, Chr.: Skagen. – Hagerup, 1922 )

Hansen Larsen, Chr.: Skagen og Skagensfiskerne for en menneskealder siden. ( Dansk Tidsskrift, 1905) side 539-554).

Holberg, Ludvig: Skagen. ( I: Baron Ludvig Holbergs Geographie, 1777, side 413-414)

Holst, Lars: Hvad skjuler sandet ved Skagen? – ( Vendsyssel Nu og Da, 1986, side16-19)

I skarpt lys: digternes Skagen fra Blicher til Rifbjerg ved Ole Wivel. ( Stokholm, 1990)

Klitgaard, C.: en rejse i Vendsyssel 1763 – ( Vendsysselske Årbøger, 1925-1926, side 304-317).

Larsen, Thomas: Skagen. ( Vendsysselske Årbøger, 1927, side 146-160)

Nielsen, N.M.: Fra Aalbæk til Skagen – ( Søndagsbladet, 1901, side 163-165)

Olavius, Olaus: Oeconomisk-physisk beskrivelse over Schagens kiøbstæd og sogn. ( Thiele 1787 – fotografisk optryk København 1975).

Petersen, K. Fra Skagen. ( Udvalgt Folkelæsning, 1882, side 70-72.

Pontoppidan, Erik: Skagen. ( I: det danske atlas, 1769, bind 5, side 211-233.)

Pontoppidan Henrik: Havet og Klitten. ( Illustreret Tidende, 1889, nr.40, siden 484-486)

Secher: Alex: Æ haw – ( København – Bogvennerne 1963)

Skagen og Digterne/tekstudvalg: Frederik Dessau. ( Hamlet 1980)

Skawbojul 1976. aalbæk : ( Bjarne Steen 1976)

Thagaard, Chr.: Bag hjemstavnens klitter: skildringer fra dagliglivet. ( Skagen Bogtrykkeri 1969)Thagaard, Chr.: Blade af Skagens historie. ( Skagen bogtrykkeri 1967)

Tønnesen, Jens: Gamle skagensfiskere fortæller. ( Einer Nielsens Boghandel, 1934)

Gaardbo, A.P.: Historisk topografisk beskrivelse af Skagens Landsogn – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1874-1875, 1. rk. Bd. 5, side 308-324.

Klitgaard, C.: sandflugten i Vendsyssel. ( Vendsysselske Årbøger, 1941-1942, side 1-46).

Lykke Andersen, Holger: Undergrunden ved Skagen – ( Varv, 1992, nr.2, side 46-51 )

Etlar Carit: Skagen Strand – ( Illustreret Tidende, 1870, nr. 955, side 32,34.)

Fabricius, Chr. Vilh.: Redningsstationernes historie: Skagen og Gl. Skagen – (Tidsskrift for Redningsvæsen 1938, nr. 4, side 35-36, 38).

Mylius-Erichsen, L. Skagensfiskere før og nu ( Strandingshistorier, 1901)

Huse i Skagen ved Bodil Heegaard, Jesper Knudsen , Bente Lange os. ( Fredningsstyrelsen 1981-1982).

Albøge, Gordon: den yderste pynt af Jylland: et navnehistorisk rids. ( Vendsyssels Årbog, 1990, side 85.96).

Espegaard Arne: Vendsysselsk ordbog: ordbog over målet i de vendsysselske herreder samt Øster Hanherred. ( Vendsyssel Tidense 1972-1986 – 5 bind).

Christensen P: Da tyskerne og østrigerne var her i 1864. ( Vendsysselske Årbøger 1945-1946, side 217)

Fellow, Otto: Preussernes ridt til Skagen. ( Nutiden i Billeder og Text, 1878, nr.119.

Gaardbo, A.P.: Svenskerne som fjender i Vendsyssel i 1657-58 ( samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1882-1883, 1. rk., bd. 9, side 136-166)

Jensen, Thyra: Luft under vingerne. ( I: fra gamle præstegårde, København 1930, 1, side 230.233

Gaarbo. A.P.: Smed Jens: en genial bondemand i det nordlige Vendsyssel. ( samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1880-1881, 1. rk. Bd.8, side 81-91———–

Svendsen, Hanne Marie: Ane Møller: lærerinden. ( I Heltehistorier Købnh. 1983 )

Houkjær, Christian: Optegnelser ved oldefars chatol: en slægtshistorie ( Odder: Christian Houkjær 1985).

Houkjær, Christian: Mellem to have. ( Fredericia: Frimodt, 1978)

Etatsråd Jørgen W. Larsen – Ugeskrift for Landmænd, 1921, side 285-386

Honnens de Lichtenberg, G.: Larssen fra 64: en gammel fyrskippers oplevelser til vands og til lands. (Marinehistorisk Selskab: Munksgaard 1964.)

Thagaard, Chr.: Den gamle fyrskibskaptajn – (Vendsyssel Årbog, 1962, side 187-193).

Lindhardt, Karsten: Dagbog fra en dansk slave. – Ude og Hjemme, 1978, nr. 45, side 44-45).

Poulsen, Magda: Fra min barndom i Raabjerg Sogn. ( Vendsyssel Årbog, 1985, side 105-114).

Poulsen, Magda: Ung pige i huset i 30’erne. ( Vendsyssel Årbog, 1989, side 15-20 ).

Private restriktioner hos Reumerts: hos skuespilleren Poul Reumert på Vagtbakken i Kandestederne. ( Billedbladet, 1941, nr.26, side 27-29).

Slægtsbog for efterkommere efter Neils Christian Hansen Ruth – ( Dansk Slægtsforskning, 1966)

Svendsen, Hanne Marie: Min oldemor: et fragment – ( HUG, 1982, nr.33, side 22-24).

Hesselå, Peder: Harry Søiberg – ( Den Nye Litteratur, 1929, nr.3-4, side 71-77).

Thagaard, Chr.: Krestine: skildring fra dagliglivet. ( Skagen 1975) omslagstitel: Krestine: den lange rejse.

Klitgaard, C.: Jens Tønnesen – ( Vendsysselske Årbøger, 1947-1948)

Andersen, C.C.: Døden ville ikke vide af mig! – en samtale med 80-årige fiskerenke, der fortæller minder fra det gamle Skagen. ( Illustreret Familiejournal, 1963, nr.36, side 24.

 

12 – Poul Hauerbach og Arne L. Hansen: Havet – Grenen – Skagen

En lille, meget smuk og instruktiv bog fra 1983. Fornemt illustreret med fotos og malerier af A.L.Hansen.

Hauerbach er landmåler og har levet og virket meget af sit liv i Skagen. Han var en af initiativtagerne til museet “Skagen Odde”, tegnet af Jørn Utzon og beliggende i det klitlandskab, som det arkitektonisk er tænkt at skulle være en integreret del af. Et smukt hus, og en smuk tanke. Men selve ideen med at skabe et levende museum om Skagens Odde og dens tilblivelse er måske kikset en smule med årene – det handler om penge, og jeg vil ikke komme mere ind på sagen.

Arne L. Hansen er Skagensmaler og kendt for sit arbejde med lyset – de lyse farver. Selv kender jeg næsten kun hans arbejder fra udsmykningen af Hulsig Kirke, der til gengæld er fremragende. En lille mørk og skummel hedekirke forvandles gennem hans kunst til en lysende stjerne. Men gå selv ind og se!

Om Grenen skriver Hauerbach, at den hele tiden vokser mod nordøst.( s.6)

Om Grenens forandring gennem tiderne er der skrevet mange bøger – i flere af dem hører vi, at det har været nødvendigt gang på gang at flytte bygninger og monumenter ( f.eks. Drachmanns grav, fordi havet åd landet. Herom skriver Hauerbach:

“Det grå fyrs beliggenhed i forhold til Kattegat er et synligt og kontant mål for erosionen af Sønderstrand. Ældre Skagboere kan huske, at der har været både en og to veje sønden om fyret. De er begge forsvundet i havet.” (s. 14)

Fra et tingvidne fra 1355 ved vi, at den yderste spids af Grenen lå umiddelbart i forlængelse af landet omkring Hovsø ( som lå mellem St. Laurentii Kirke og bebyggelsen.) s.20)

Her får man faktisk den allerbedste forklaring på, hvorfor kirken lå så afsides. Den lå jo ikke afsides, da den blev bygget, men faktisk næsten i forlængelsen af byen. Kun søen var imellem.

Det viser sig, at kystlinjen flytter sig 2,4 kilometer mod nord på 300 år ( s.20)

Til slut et par lange citater fra det afsluttende kapitel i bogen.

“Et antal ulykker omkring år 1600, der hver for sig var alvorlige for befolkningen i Skagen, var som helhed en katastrofe for byen. De medførte en i Danmarkshistorien enestående situation. En hel købstad – med datidens øjne en stor by – flyttede i løbet af ganske få år fra ét geografisk område omkring Sct. Laurentii Kirke til et andet, beliggende ca. 2 km mod øst – til den placering af Skagen, som vi kender i dag. Derefter forsvandt den gamle by helt og blev glemt. Ulykkerne var så store, at der ikke kendes en historisk beretning om denne flytning.

Tiden fra 1413, da Kong Erik af Pommern gav byen købstadsprivilegier til år 1590, var en stor og rig tid i Skagen bys historie. Der blev landet mange fisk, det gav omsætning og fortjeneste.

Fremmede skibe i stort tal kom til. Det drejede sig om fisk og handel. I disse tider var den katolske tro eneherskende i Europa. Det var et godt marked for salg af fisk.

Om den første brik i en økonomisk nedtur for Skagen skal findes ved Martin Luthers reformering af kirken i Europa omkring 1520 – med en dermed følgende ændring af spisevaner – er et gæt. En realitet er, at handelien med fisk til udlandet faldt betydeligt fra omkring midten af dette århundrede for helt at påhøre omkring år 1600.” ( s.45)

“Hvorledes Købstaden Skagen som en helhed har set ud i det 15. og 16. århundrede, bliver det aldrig muligt at konstatere. Sandflugten, der stort set varede hele det 17. århundrede, ændrede landskabets karakter og højdeforhold fuldstændigt. Den lagde et tykt lag sand over resterne af den gamle købstad.

Nogle antagelser om den gamle by kan laves, baseret på hvorledes andre danske byer så ud i middelalderen. Bebygelsen har ligget rundt om kirken. Præstegården måske helt op til kirkegården. På grund af byens særlige karakter med fiskeri, handel og søfart har en stor del af husene sikkert været orienteret mod arbejdspladsen, havet.

Houesø, mellem kirken og vandet, har ligget i vejen for en egentlig randbebyggelse langs Kattegat og delt den i Vesterby og Østerby.

Byen har haft en åben og lav karakter som en stor landsby. Det må ikke forglemmes, at der på den tid var nogen landbrugsdrift, som selvfølgelig satte et præg på byen.

Det kan antages, at byen har haft en ret stor geografisk udbredelse. Der har næppe været et systematisk gadenet med bebyggelse langs, som det kendes fra købstæder med en fortid i middelalderen.

Byggestilen og husenes placering i terrænet har sikkert ikke været meget forskellig fra bebyggelse i Skagen omkring 1850, som den kendes på Sladderbakken ved Fortidsminderne

Kirken var nært beliggende ved kysten mod Skagerrak og Kattegat, da den blev opført år 1400. Foruden dens egentlige formål tjente den som sømærke for trafikken rundt om det frygtede og farlige Skagen Rev. Kirken var højt placeret i terrænet, som det så ud dengang. Den store hvide kirke kunne ses langt til søs. I den ældste danske beskrivelse af besejlingsforholdene i de indre danske farvande: “Søkortet offuer Øster og Vester søen off Laurentz Benedicht, Kjøbenhaffn 1568″, er det yderste af landet “Schagen Riff” vist med et terrænprofil, hvor kirken og fyrboden er karakteristiske punkter til landkending. – Kirken er vist med både tårn og en god del af kirkeskibet.” (s.47-48).

Intermezzo – en annonce

Til mine eventuelle læsere:

I de første 24 dage af december vil der publiceres en føljeton her på bloggen. Det bliver en såkaldt burleske, eller man kunne måske endda kalde det en groteske, forsynet med markante erotiske over- og undertoner. Passende nok, når det nu er ved at være jul. Til den tid altså.

Heri vil man kunne stifte bekendtskab med interessante personer f.eks. fra  det danske kongehus – perifert ganske vist, men netop ganske vist – Og man vil møde andre og mere interessante personer, her kan jeg nævne Faust ( som ganske vist er fiktiv i modsætning til prinsesse Mary ). Og hovedpersonen er en ganske ung mand, der minder lidt om Voltaires helt Candide i romanen af samme navn, I ved, den type, der formår at gå gennem livet med uskylden i behold, men som ikke desto mindre er særdeles begavet og vågen. Her i den lille burleske hedder han Svend og er dansk. Og han har ikke noget at gøre med min søn af samme navn.

Den kommer som sagt til at løbe over de første 24 dage af december og vil kunne læses som en julekalender.