Billeder fra Tranestederne ved Skagen

Billedet her er taget ved Tranestederne, der ligger ca. 8 km syd fra Skagen på Østkysten -  mod vest ligger Kandestederne. I midten Hulsig, hvortil enkelte gårde, f.eks. Hesselholt blev flyttet efter en af de store sandstorme. Engang var her grønne enge. Det er vanskeligt at forestille sig idag.

På vej ind i landet fra Tranestederne mod Hulsig.

Et vue langs kysten mod Skagen. Her er stranden bred, ved højvande er der næsten ingen. Alligevel gik vejen fra Frederikshavn og til Skagen i 1800 tallet denne vej. Hestene trak vognene gennem sand og vand. Digteren Goldschmidt fortæller om sin tur til Skagen, at det var et mareridt at færdes på den måde, så det har langt fra altid været behageligt.

1 – Skagen i tankerne

 

For flere år siden foreslog en af mine søstre, at jeg skulle skrive familiehistorien, fortællingen om den gamle, smukke gård, Hesselholt, der havde tilhørt slægten i mange generationer, og hvor min far voksede op, og som for os børn dannede rammen om så mange lykkelige feriedage. Fortælle om, hvordan den i sin tid lå i en frodig og grøn egn, hvor alt groede og lykkedes, og om, hvordan sandstormene opstod og tog til og til sidst tog gård efter gård og gjorde familie efter familie hjemløs. Den gamle gård havde sin egen helt unikke historie: den blev sten for sten flyttet til Hulsig, og det var derfor, vi kunne komme der.

Det var en fristelse. Men jeg vidste med mig selv, at det ville blive en vanskelig opgave, for der vil altid være et fæstningsværk, en uendelig række af barrikader og barrierer og andre blokeringer, der rejser sig omkring det mest private. Kan de forceres og skal de det? Giver det mening?

Og samtidig er erindringsromanen paradoksalt nok en genre, der er og altid har været så uhyre populær. Men vel egentlig også en genre, der lyser af utroværdighed, for selv ikke i dokumentarromaner og erindringsbøger er det sandheden, der fortælles. I al fald en anden slags sandhed. Et litterært værk, måske endda et hvilket som helst kunstværk følger jo sine egne veje og love, det kan ikke tage hensyn til andet end det, der passer sig for værket og hører til der, det bærer sin egen sandhed, der måske endda ligger langt fra den historiske. Johanne Louise Heiberg skrev sin selvbiografi under titlen: “Et Liv genoplevet i Erindringen”, og eftertiden har moret sig med at omdøbe den til “et Liv genopløjet i Erindringen.” Og det er jo fremragende bog.

Og i dag er det højeste mode at skildre sit liv i romanform – et par eksempler grebet i skrivende flæng: Knud Romer: “den der blinker, er bange for døden” – Suzanne Brøgger: “Jadekatten,” – Henning Mortensen: alle de mange bind om personen Ib, begyndende med “Havsidesommer” – Erling Jepsen: “Kunsten at græde i kor,” Smærup Sørensen: “Mærkedage” og Kanusgårds “Min Kamp”.

De gør det dog på vidt forskellige måder. F.eks. har den lange serie om Ib måske endda kun perifere berøringspunkter med Henning Mortensens eget liv, mens Knausgårds “Min Kamp”, hvoraf jeg bekender kun at have læst det første bind, efter sigende skulle komme helt tæt på forfatterens eget liv – en slags postuleret autenticitet.

Der er dog en anden markant forskel på lige de to forfatteres selvbiografiske romaner, nemlig den, at mens Mortensen er en sprogets mester og skriver, så man kan høre englene synge omtrent så smukt som i Guds Himmel, så skriver Knausgård efter min mening pænt nok, men uden den kunstneriske glød, der tænder en( = mig ).

Alle ovennævnte forfattere tager udgangspunkt i deres eget miljø ( barndom) og kun få af dem træder varsomt. Nogen af dem går så vidt som til næsten at flå familiemedlemmer, venner og bekendte. Alligevel er det fremragende romaner, der holder læseren fanget fra første til sidste bogstav.

Nå, men så suverænt godt som de forfattere skriver jeg for det første ikke, og for det andet kunne jeg aldrig udlevere min familie på den måde. Og her hjælper det ikke, at jeg påberåber mig min ret til kunstnerisk frihed. Smerten over at blive ramt er jo lige stor for det.

Jeg husker en episode fra min tid som gymnasielærer på Amtsgymnasiet i Randers. En af mine kolleger hed Gunnar Christensen. I 1970′erne 80′erne var vi kolleger, men i 60′erne havde han været min lærer på Th. Langs Skole i Silkeborg. Her gik også Suzanne Brøgger, og hun skrev i erindringsbogen “Crème fraiche” temmelig stygge ting om Gunnars sex-liv – hun kaldte ham i bogen “Røde Gunnar”, men det kaldte vi ham nu alle sammen, og det havde ikke noget med hans politiske tilhørsforhold at gøre. Da han hørte, at jeg havde købt bogen, ( nu var vi i 80′erne) bad han om at låne den. Det gjorde jeg, men noget tøvende, for jeg vidste, at han ville blive såret, når han læste den. Det blev han også, men da han gav mig bogen tilbage, sagde han meget stille: “Ja, men hun har jo sin digteriske frihed.”

Der ligger gode fortællinger i enhver familie, også i min. Barske fortællinger ind imellem – eks. : en af mine onkler ( Karl) blev skåret af familietræet og forvist til glemsel. Han var sindssyg ( ungdomssløvsind kaldte man det vist), og det var en stor skam, og fra han var 20 år og til han døde som gammel mand, levede han på et sindssygehospital. Min far besøgte ham hvert år på hans fødselsdag, om han så andre i familien, ved jeg ikke, men vi hørte ALDRIG om ham, og far var tavs i flere dage efter besøget.

Og i går fik jeg repeteret en familiehistorie, som jeg kendte i forvejen, men ikke i den version. Den stod i en notits i Københavns Amtsavis 27. juni 1926, og i artiklen fortælles det, at Janus Hesselholt ( min farfar) i et anfald af sindssyge havde brændt alle sparekassebøgerne fra Ålbæk Sparekasse ( som han var direktør for) på et bål ved stranden, hvor man senere fandt ham flakke grædende om. Sådan står der i avisen. Men det kan ikke være sandt, for farfar døde i 1919. Min version af historien vil jeg ikke røbe,  for her er personen endnu tættere på, og jeg ved jo heller ikke, om den er sand – fik den fortalt af min bror for mange år siden, men han er syg nu med hukommelsestab. Så … hvordan finder man sandheden? Og hvorfor skulle jeg? I første omgang af ren og skær nysgerrighed, tror jeg.

Men hør, der er også meget smukke familiehistorier, som jeg heldigvis også har fået fortalt og husker: Poul Reumert boede i min fars ungdom i Kandestederne, og han havde en smuk kokkepige, som hed Kirsten, og hende sværmede egnens unge karle for, men det blev min onkel Otto, der løb af med hende – den historie gnistrer af skønhed.

En anden familiehistorie handler om samme skuespiller. Min far kørte taxa i 20′erne, og engang kørte han Reumert hjem til hotellet i Kandestederne og blev budt indenfor. Og her blev han ganske stum ved synet af så mange bøger på ét sted, og han spurgte, om Reumert virkelig havde læst dem alle. “Læst!” råbte skuespilleren. “Jeg har ikke læst dem. Jeg kan dem udenad.” Det troede far ikke på, og Reumert bad ham tage en af dem ud og slå op et tilfældigt sted og læse en linje. Far læste – han var ordblind, så det gik langsomt – så rejste skuespilleren sig op, så på min far og reciterede hele Terje Vigen. Far var målløs. Tænk, at nogen kunne gøre det? Han rakte bogen frem, men Reumert sagde: “De kan beholde den. Men på en betingelse. De skal lære den udenad!” Det gjorde min far så godt han kunne, og i al fald læste han den så tit for os børn, at vi snart kunne den udenad.

Da jeg skrev bøgerne om de store salmedigtere, var jeg mig bevidst, at jeg skrev om mennesker, der virkelig havde levet her på jorden, og jeg gjorde jeg det i taknemmelighed og respekt. Jeg vil gerne gå ind i det her projekt på nogenlunde samme måde.

Forleden sad jeg og bladede i en bog, min onkel, Lars Hesselholt, har skrevet: “Hulsig-minder” hedder den, og jeg fandt den ene uudfoldede fortælling efter den anden, fortalt med humor og indlevelse, men altså: Det var historier i svøb.

Jeg har derfor tænkt mig i den nærmeste tid ( de næste mange år måske!!! – alligevel) at grave i de historier der ligger og venter, at finde kernen i dem, og måske kan jeg vikle dem ud af glemslen. Hvis jeg synes, at det giver mening.

Det skal jeg i gang med nu. Og måske kommer der en bog, og måske ikke. I første omgang forestår et stort og interessant arbejde med at finde ikke bare mine egne rødder, men rødderne af de mange, der voksede op i den karrige sandjord og havde den og det barske vejr som vilkår livet igennem.

Pietismen som kvindebevægelse 1

Lidt om pietismens feminine ansigt:

I bogen “Lucie” handler et kapitel om den unge piges verbale oprør mod (opgør med ) tidens mandsdominerede samfunds fastlåste kønsroller, og da bogen udkom, var en af kritikerne straks ude med den kradse pen og påstod, at forfatterindens røde strømper havde farvet hele kapitlet.

Nej, slet ikke. Men anmeldere er jo langt hen ret uvidende, og fyren her havde ikke læst Lucies dagbog, for havde han gjort det, så ville han have vidst, at romanpigens ord var en genklang af Lucies egne ord. Der skulle så lidt digtning til fra min side. Lucie havde skrevet det hele i sin dagbog, der udkom under titlen: “Til min Bernhard”.

Kvindebevægelsen er jo ikke af ny dato. Og når jeg siger, at pietismen var en sådan bevægelse, så er det ikke grebet ud af den blå luft. Men måske nok inspireret af andre og meget klogere hoveder end mit. Skønt selv uden dem, ville man kunne se det af litteraturhistorien: tænk på de stærke kvinder omkring Enevold Ewald, digteren Johannes Ewalds far og en af de første og mest lidenskabelige pietister i Danmark. Og i herrnhutismen, en pietistisk bevægelse, er der ligestilling mellem  mænd og kvinder i de små religiøse samfund, som den etablerer sig i.

Men lige nu handler det jo om Brorson her på min blog. En tid endnu i al fald. Og med gentagne tilbagefald naturligvis, da den gerne skulle kunne læses som en slags baggrund for og diskussion af mit forfatterskab. Og skønt bogen “Brorsons Billeder” forlængst er skrevet og kastet for ulvene, så bliver jeg jo ved at kredse om digteren, så længe jeg lever.

Jeg kommer imidlertid til at springe langt væk fra Brorson om få dage og blive der i nogen tid, da jeg skal i gang med et nyt projekt omkring Skagen og de historier, der knytter sig til byen, og derfor vil være at finde på Jyllands Top i en længere periode fra nu af. Her vil jeg strejfe om ved hav og i klit  som et forsultet genfærd, på jagt efter de fortællinger, som sandet og havet gemmer. Og jeg skal nok finde dem.

Derfor må Brorson og kvinderne hvile en stund. Men jeg vender tilbage til emnet, for det er langt fra udtømt, og jeg vil også gerne have kloge kommentarer fra mine læsere. Det ville varme på hele siden!

Her vil jeg i første omgang nøjes med at pege på en artiken af Erik A. Nielsen om emnet. Den morede mig dengang, den udkom og gør det stadig. Den er fra Hymnologiske Meddelelser 1980 nr. 3, side 188 – 207, og titlen er: Pietismen og Kønsrollerne, eksemplificeret ved “mit hierte alitd vanker”.

Denne henvisning er til de mange af mine læsere, der ikke kan vente, men nu brænder efter at sætte tænderne i dette kødfulde og dog samtidig så åndfulde emne. Ja, det var et slemt sammenstød af inkongruente størrelser ( som det vist nok hedder i matematikken), jeg der fik nedfældet!

Men rolig! det er ikke det eneste tilsyneladende paradoks, man vil møde, når man dykker dybt i pietismens herlige hulrum.

Nielsen bruger som sagt salmen: Mit Hjerte altid vanker. Og som optakt dette indledningsvers af salmen, fra den danske salmebog.

Mit hjerte altid vanker,
I Jesu føderum
Did samles mine tanker
I deres hovedsum;
Der er min længsel hjemme,
Der har min tro sin skat,
Jeg kan dig aldrig glemme,
Du søde julenat!

Her kan man så smukt høre melodien:

http://www.youtube.com/watch?v=KIN8pPkKp7I&feature=player_detailpage

Herunder indledningen af E.A. Nielsens artikel: “Pietismen og kønsrollerne” – eksemplificeret ved Brorsons: MIT HJERTE ALTID VANKER.

“Når litteraturhistorikere og hymnologer skriver om Brorson, hører det til de faste ritualer, at de forholder sig mandigt afvisende over for den såkaldte brude-mystik, der findes i adskillige af hans salmer. Argumentationen lyder på, at det er naturstridigt for personer af utvivlsomt mandkøn at skulle påtage sig at sige de kærlige ord til den søde Frelser. Derfor får den side af Brorsons digtning som regel en stedfaderlig behandling, idet man slipper ud af kniben ved et argument, der lyder omtrent således: en del af den pietistiske billedverden er uacceptabel for nutiden og må nærmest henregnes under de stiltræk, tiden er løbet fra. – Dermed har man blokeret muligheden for at sætte sig nærmere ind i det inderste og mest grundlæggende i den brorsonske salme.

Argumentationen, der fører til brudemystikkens afvisning er bemærkelsesværdig. For den er udpræget en mandlig argumentation. Kønsfordelingen i dette pietistiske rollespil mellem Jesus og sjælen skulle jo ikke byde religiøst oplevende kvinder på særlige vanskeligheder. Det er lidt komisk, men yderst konsekvent, at når de mandlige litteraturforskere for en enkelt gangs skyld pålægges at leve sig ind i en elskende kvinde, bliver de bestyrtede på deres virilitets vegne, mens kvinder modsat i århundreder har affundet sig med at måtte opleve litteraturens verden ved hjælp af overvejende mandlige hovedpersoners erotiske og heroiske meriter.

Først på et ret sent tidspunkt er en kvindelig kritik af dette forhold slået igennem for alvor. Men kvinders kønslige identitet har jo også (måske især af mændene) været holdt på en sikker plads igennem århundreder, så at det har været mændene, der besværgende måtte fastslå deres virilitet ved alle lejligheder, hvor den kunne bringes i tvivl.

Hvis man imidlertid fastholder, at brudemystikken ikke er noget overfladisk stiltræk ved Brorsons salmer, og at det ikke skyldes en lidt klodset rollefordeling, at menigheden er anbragt i den kvindelige rolle, så kan man uddybe sin forundring over den formelagtige afvisning af den mandlige indlevelses muligheder. Det kunne være en overvejelse værd, i hvor høj grad kvinderne var de toneangivende og fremaddrivende i det pietistiske formhedsliv. De var måske ligefrem en art religiøse læremesterinder for deres mænd. I så fald kunne der ligge en tilsigtet religiøs effekt, en art pietistisk pædagogik i, at menighedens mandlige medlemmer får tildelt kvindelige erfaringsformer i salmernes rollefordeling.

Kvindernes store andel i det pitistiske fromhedsliv kræver en religionssociologisk undersøgelse, som jeg her vil afstå fra at gå i lag med; men i forbindelse med synspunktet, at brudemystikken kunne rumme en kunstnereisk og forkyndelsesmæssigt tilsigtet effekt, er der følgende at bemærke:

Der tales mig bekendt i den danske folkekirke meget om evangeliets forargelse og prædikes udholdende om, at forkyndelsen overstiger alt, hvad vores menneskeforstand kan rumme. Alligevel skal der ikke i et bibelsk udtryk eller en salmeformulering være ret megen udfordring til den daglige fornuft, før en snu kommentator øjner en fejl ved teksten eller en mangel på konsekvens. Dette hænger for mig at se sammen med, at man ikke i tilstrækkelig grad har overvejet sammenhængen mellem den kristne forkyndelses væsen og den særlige art af pædagogisk og kunstnerisk billedskabelse, der hører til inden for den kristne tradition. Når kristendommen undsiger sit øverste paradoks:at den korsfæstede og nedbrudte mand på korset  er  verdens hersker og konge, så godtager man dette som kerygmaets uudgrundelige gåde. Men når det derefter skal indrømmes, at kristendommen i mangfoldige andre henseender undsiger og billiggør dette uudgrundelige, så genopstår den daglige fornuft i en skikkelse, som om den aldrig først havde vedkendt sig kerygmaet i dets paradoksalitet. Hvis det er rigtigt, at kristendommen har vendt op og ned på verden i forhold til, hvad vi kan forstå med hverdagens sanser og fornuftslutninger, så må deraf følge, at den billedskabende aktivitet, der finder sted i forkyndelsesarbejdets forskellige discipliner, i mangfoldige henseender må gentage den paradoksale forvending.” 

 

Dette er indledningen af artiklen, som senere omhyggeligt redegør for det synspunkt, at salmen er en tekst om kvindeuniverset. Men lån den på biblioteket eller henvend dig til mig, så sender jeg den:

min mail: marianne@hesselholt.com

Sommeren – Hans Adolph Brorson

Ja, Brorson længtes. Og det var efter en forløsning, som livet ikke kunne give ham. Derfor er vinterbilleder så nærliggende, når man tænker på den gamle salmedigter. I min roman “Brorsons Billeder” møder vi ham da også bogen igennem i en frysende kold vinternat. Denne nat danner rammen om fortællingen: den gamle biskop sidder søvnløs i natten og mindes det forgangne.

Men der er en rig buket af sommerbilleder i hans liv. Hans forelskelser f.eks. de var ikke alle rettede mod Jesus, hans hjerte kunne også banke varmt for en jordisk kvinde af kød og blod. En af de første litterære arbejder fra hans hånd er et digt, han skrev til den nylig afdøde svigerinde Anna Christina, og den unge mands kærlighed til hende skinner klart igennem. Her et lille udpluk:

“Her er en Rose lagt trotz  Edens Rosmariner / Af Christi Roser af de rareste Christiner, / En Rose Himmel-Sød imens vi hende saae,/ hvis Længsels Minde vi til Døden bære maae. / At og den Jord og Sted, hvor Hun sig lod begrave, / er os et Blomster-Bed og yndig Rosen- Have, / Sov sødt, Du yndigste udi i din Rosen- Dal! / I Ævighedens Vaar Du ævig blomstre skal.

Når man læser Brorsons salmer støder man gang på gang på sanselige billeder, der næsten kan få tænderne til at løbe i vand: der er masser af honning og sukker og sylte og sager til glad aktivering af smagsansen, og det er vel klart, at han bruger billeder af det, han selv holder af: den gode mad, den gode vin, den søde og sure smag … ja, jeg tror, kokkene i TV ville nikke genkendende til Brorsons kendersmag udi det kulinariske.

Og sådan er det også med følesansen – erotikken blomstrer i hans digte, og det er ikke tilfældigt, at han tager sine billeder fra Højsangen i Det gamle Testamente. Her er elskovsbilleder i skønneste flor. Og selv om man nok ved, at det drejer sig om åndelig kærlighed, at det handler om sjælens og Jesu sammensmeltning, så er de billeder, der bruges jo slet ikke åndelige, men i høj grad kødelige. “Kødelige lyster” er “dødelige lyster,” det hører vi ofte hos pietisterne - og det er sandt også for Brorson. Men det gælder kun, når lysterne har mistet den guddommelige kraft ved at vende sig bort fra den skabende Gud og kun søge sit eget.

Ja såmænd, det kunne jeg væve rundt i længe, men det vil jeg ikke. Kun slutte det af med at referere fra en samtale, jeg engang havde med den tidligere rektor på præstehøjskolen i Løgumkloster, Niels Thomsen.

Vi talte om disse “kropsbilleder,” som Brorson ekselerer i, og jeg tilstod, at jeg syntes, at de ind i mellem blev vamle. “Men det var de jo ikke i tiden,” sagde rektoren, “dengang var de helt naturlige, og man havde ikke denne afstand til det kropslige. I mellemtiden har der været en dronning Viktoria, som har ændret vort syn på det naturlige.” “Jo,” sagde jeg, “men når Brorson f.eks. bruger en ammesituation som et billede på Guds kærlighed … helt ærligt! Jesus som ammende moder!” ”Ja, men det er da et smukt billede, og Brorson havde det jo for øje dagen lang, hans kone sad altid med et barn ved brystet.”

I skal lige have det omtalte Brorsonvers: “Jeg ligger ved Jesu hans bryster saa tæt / og bliver af  kierlighed drukken og mæt / med honning og sukker / for sielen han klukker / og gjør mig mit hierte så lystigt og let.”

Jesus= en ammende moder. Billedet med diende børn er i øvrigt almindeligt forekommende i pietistisk sprogbrug – her er et lille eksempel, taget fra Geistreiches Gesang-Buch, Halle, hvor der på titelkobberet står: “Aus Munde der jungen Kinder und Säuglingen hast du ein Lob zugericht.” Og ovennærvte digt er en omdigtning af et tysk digt.

Pietismen var en kvindebevægelse længe før kvindebevægelsen, men det vil jeg skrive om næste gang. Tænk blot et sekund over det her fænomen: i den pietisktisk retorik er billedet af Jesus som brudgom og det kristne menneske som Jesu brud uhyre almindeligt.

Mon ret mange mænd kan sætte sig i den situation: føle sig som en ung giftefærdig pige med de hedeste længsler rettet mod verdens dejligste mand??? – Mon ikke han har følt sin virilitet en smule sat til side, altså med mindre han er bøsse – og det er der ikke tale om her. Det har derimod sikkert været let for kvinderne.

Vinteren – Hans Adolph Brorson

Sådan lyder overskriften til et af kapitlerne i en bog om Ribe: Aaret i Ribe. Den er skrevet af Jørgen Buchdahl i 1928, og den fortæller stemningsfuldt om byen i årets og tidernes løb. Her er altså også et kapitel om Brorson, som dog tilsyneladende slet ikke handler om digteren Brorson, men om drengen Jørgen og hans hverdag i vinteren 1916. En gymnasieelev, der tænker på lektier og pligter,  men også et ungt mennesker, der suger vinterstemningen ind i sindet og ud i ordene. Og så kommer det i vintertræthed og  forårslængsel alligevel til at handle om Brorson. Herunder kan du læse kapitlet og selv dømme, om jeg har ret.

Vinteren kom.

Det kunne ske en Dag ud i December, at store Snefnug dalede ned, de var borte med det samme. Men det var Vinterens første isnende Budskab. Adventsugerne gik langsomt gennem November og December, Nætternes Mørke groede sammen om Dagene, der var blinde, graa og korte, med Taage, Regn og Storm, og det sukkede i de gamle Huse, og tusinde Lyde vaagnede, det knagede og det raslede, det var som Husene sank i Sammenføjningerne, lagde sig bedre til Rette, skuttede sig mod Storm og Mørke og Regn … denne tavse Udholdenhed som gamle Mænd kan have, fordi de ved, hvad det gælder, fordi de har dybe Erfaringer om Aarets Kredsløb i Sjælen. Vinterens store Øde efter Sommer og Høst, en Jord, hvor ligesom Tilværelsen selv er dræbt, styrtet ned i en Afgrund af Mørke og Storm. Og Mennesket føler sig som Sommerens Gengangere, alt det, der bandt dem til Jord og Frodighed er brændt over, muldnet ned med Høstens Løv, og den store Emigrantionsuro kan vaagne i Hjertet: er det andre Verdnener?

Gamle mænds tavse, lukkede Udholdenhed kan maaske skyldes, at de bærer en anden og indre Verdens Virkelighed i Hjertet, hvad véd vi, det er saa fattigt, det vi egentlig ved om Mennesker, de kan være tavse og graa og dog bære en Oplevelse som en Juvel i Hjertet.

Ud imod Aften kan Stormen lægge sig, Skyerne spaltes og en blodrød Rand af Aftenrøde ligger lavt over Engene, en Aabenbaring, en Nedstyrtning af Farver og forrevne Skyer, af Glød og Stormluft, vældigt, som et Baal løftet op over Vinterjordens Rand. … saa dør det, graaner og blaaner, som et Krater, der dør ud, og Skyerne lukker sig igen, Himlens og Jordens Mørke gaar i ét. Der er nu ganske stille. Denne underlige tomme Stilhed, hvor ligesom Fornemmelsen af Storm endnu hænger i alle Husvægge, i alle de stille, døde Træer, man mærker endnu Suset i Grenene …

Lysene er tændt bag alle Ruder, Gardinerne trukket for, der gror en varm Følelse af Hjem og Stuer, Lampelys og Kakkelovnsvarme ud i Gaderne. Ude over Engene ligger Mørket som over en stor uendelig Slette, som var det Underverdnen, der rugede derude, og den gamle By med alle sine oplyster Ruder et Skib, der sejlede på Bunden af Nattens Sø, man groede sammen med den i dyb og inderlig Følelse, man var med ombord, de gamle Huse var ikke skrøbelige, men hærdet af Aarhundredes Ælde, deres skæve Bindingsværksvægge værnede godt nok mod Mørke og Vinter og Øde, en Planke mellem Livet og Døden, men den bar, den var prøvet i Sejlads gennem Aarhundreder …

En saadan Aften kunde ogsaa Taagen komme drivende ude fra Engene, fylde Gader og Haver, slette alle Omrids ud, og Lygterne stod paa Gadehjørnene og lyste for sig selv, spandt en Lysning ud i den graa Taage, lyste et stykke op ad en Mur, der forsvandt op i Mørket. Træerne stod og dryppede med det fine Spind af Taagedug paa alle Grene … det var som alt var slaaet med Forkrænkelighedens gule Dug, som var Underverdenen selv rykket fra Engene og midt ind i Byen.

Domkirkens vældige Murmasser ragede op og forsvandt i Taagen, og deroppe fra, som fra en anden Verden, sank Time- og Kvarterslag ned over den stumme By, der var i Dødens gustne Vold .. Saaledes gik Adventsugerne op imod Julen, midt inde i Vinterens Hjerte…

Ud i Januar kom Frosten, klar, tindrende, det isnede langt ned i den øde Jord, nu tog Vinteren fat paa en anden Maade, Livet skulle fryses ud, Dag efter Dag sved Frosten, i høje stjerneklare Nætter; der hang store Istapper om Vandmøllernes Hjul, der laa Flader af spejlblank Is over Engene, Frosten aandede sine Fabelblomster på Ruderne, og en Morgen laa Byen hvid i Rim, og Solen stod rød gennem Frosttaagen, ind gennem Væggene krøb Kulden, Dørens Jernhaandtag brændte af Kulde … saa kunde Frosten give sig et Par Dage, Termometeret steg til Nulpunktet, saa tog den fat igen, men Mennesket havde overvundet Gruen i sit Hjerte, dette Vinterens sidste store Angreb var bare Lystighed, den gamle by var ikke mere i Sejlads paa Bunden af Natten, den var frosset inde, tog mod Dagene med Lysblink i alle Ruders gamle Øjne, der skinnede af Smil og Forjættelse …

Frosten gav op og der kom Sne. En dag laa Byen begravet, det bulnede af Sne paa alle Tage, i Domkirkens Lydhuller, gamle Storkereder havde Puder af Sne, fra Haverne stak Træerne op af Snelaget, Lyset var saa skarpt, at det skar i Øjnene, men det røg lystigt fra Skorstenene, Liv var der indvendigt i Husene, Kaffekedel ove Ilden, man stampede Sneen af sig i Forstuen og gik ind, Varmen slog en i Møde, denne Dugt af nylavet Kaffe, Gyldenlakker i Vinduet, en Mur af opkastet Sne udenfor, store firkantede Blokke af idel Skrøbelighed, det gamle Stueur gik, besindigt, som var dette at blive sneet inde bare et Paafund, Katten kom frem bagved Komfuret, strakte sig og krummede Ryg, spandt af Velvære … En Tvivl paa Vinterens Magt var løsnet, der var en sød Kilde i Sjælen af Forventning … Dagene gik og Lyset steg, vi gik ind i Februar, Sneen tøede væk, der kom lidt Frost igen, Vinteren strænges, den gamle By tier og bier, den har kendt dette før, den bar dybe Mindelser om Aarets Gang i Sjælen.

En saaden Februarseftermiddag husker jeg især som det dybeste Minde om Vinter i Ribe. Den slidsomme Dag i Skolen , Befrielsen efter sidste Time, den trætte Vederkvægelse, Eftermiddagskaffen, en døsig, sød Stund, Klokken blev tre, endnu var der saligt langt til næste Dags Lektier. Jeg gik ud. Det var en graa Februardag, stille med let Frost. Solen var som en Skive, man anede bag ved Skydækket. Der laa let Sne paa Tagene og Jorden, Sne, der var fastkørt til smudsiggraa Isskorper mellem Gadernes toppede Brosten. Men i Haverne under det tynde Snelag var der de yderste spidser af grønne Vintergækker.

Der var Musik paa Torvet. Et Regimentsorkester. Det var i Krigens Tid og Soldater laa indkvarterede. Folk stod og frøs lidt, men blev staaende. Musikken løste Stemningern, der ligesom krøb om de gamle Huse, op om Domkirkens høje, røde Mure, og Taarnene syntes at sejle ind i den hverdagsgraa Luft, vældige, med deres store, røde Murfacader, Liniespillet mellem Midtskibets Tagrygning og Taarnsidernes Paralleler.

Rundt om laa den gamle By og frøs i Vintereftermiddagen med Sne paa Tagene, et tyndt Lag, hvor den røde Tegl nu og da skinnede igennem … Husene gled sammen i Stilheden, man følte med dunkle Sanser, at de laa der, og havde ligget der i Aarhundreder, gennem mange Vintre og Vintereftermiddage. Musikken borede Stemningen ind bag Husenes Bindingsfacader, ind i gamle Stuer, hvor Hyacinter stod med deres hvide, trævlede Rødder i høje, grønne glas, Stuevarmen, Vinterens duftende Blomster af Lig og Død og Forkrænkelighed, af Stakket Varme, hvide Rødder i Vand, Livsnæring i Løget, derfor dette Skrig efter Muld i den hektiske Dugt, der virker ind helt bagved Sanserne. ..

Saa tav Musikken, og de sparsomme Tilhørere spredtes. Stilheden og Dagen blev saa død, de gamle Huse lukkede sig, det var almindelig Eftermiddag igen. Jeg gik hjem til min Hybel i Sviegade. Opad den hulslidte, knagende Trappe med det skøre, svajende Rækværk. Varmen slog mig imøde, da jeg aabnede Døren. Kedelen kogte i Kakkelovnen, denne snurrende, døsige Lyd i en varm Stue, en lunende Hygge og mildt Vlvære … Lyset faldt ind fra den graa Dag, Snelyset fra Haven skinnede op og indunder Loftet. Det var en lysbrydning i Stuen af Senvinter og Eftermiddag, og en graa og klare Tone, der lyste i Billedernes Glas, i Bordets og Stolenes Kanter. Nede i Haven laa der Sne over vissent Græs, der stod en Række Stikkelsbærbuske langs Havegangen, Grenene var fulde af haarde Torne, som vilde de værge selve Vinteren og Ødet, visne Stængler af Efteraarets Blomster stak op hist og her, ovre ved Horsegang stod der en nøgen Hyld mod den graa Bagmur …

Lyset blegnede og døde ud af Dagen, bare Sneen skinnede endnu. Det glødede fra Kakkelovnen, Kullene sank sammen og der legede Skygger og Lys ud i Stuen, dansede mellem Stole-og Bordben, brændte sig endelig fast som et Par røde Pletter ovre paa Væggen.

Vinterskumringen faldt over Ribe. Denne blaagraa Skumring, hvor man ligesom aner Vaar langt, langt ude, de yderste grønne spidser af Vintergække under tornede Stikkelsbærbuske … Lygterne tændtes, Lysene tændtes bag alle Ruder, Husene ligesom rykkede sammen for at varme hinanden. Himlen var blevet klar, og ude over de store Enge funklede en Stjerne, blinkede og skjalv i den høje Aftenluft. Det var i 1916. Over Europa rasede Verdenskrigen, Land stred mod Land, Vaade og Jammer, Død og Blod og Kulde steg af Skyttegravene mod høje, fjerne Stjerner.

Men den gamle By sov ind i den lydløse Vinterskumring. Domkirketaarnenes Profiler gled som sorte Slagskygger ind i Mørket og blev borte.

 

De sidste Brorson levede skrev han nogle af sine smukkeste salmer. Efter hans død udgav en af sønnerne samlingen under titlen: Svanesang.

Her er den salme, der inspirerede den unge Jørgen Buchdahl, da han skrev sine vinterminder fra Ribe:

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.
Dagene længes, vinteren strænges,
vinteren strænges, og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist,
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist.

Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse, det snart forgår.
Eja! søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår.

Due, kunne du udgrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du udgrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker.

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad!
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad

Her kan du høre melodien

http://www.youtube.com/watch?v=G-Us3Gg-Kno&feature=player_detailpage

 

En Morgen-Psalme

Carpe diem! – ja, Brorson kan som i Op al den Ting glædes over dagens skønhed og minde os om at gribe den, mens sol er oppe. Men det er et liv i nærkontakt med Gud, digteren skriver om, når han er mest salig ved jordelivet. I denne salme kulminerende i de her linjer.

“Saa tryg jeg lagde mig,/og sov saa sødelig,/ fordi mit hierte paa/ dit hierte laae;/ Saa sund paa siæl og krop/ saa glad jeg vogned op,/ og JEsu kys jeg fandt,/ før natten svandt.”

Salmens to første vers lyder sådan her:

See dagen bryder frem med magt / giør himlen lys igien/ og driver mørket hen./ Op hierte paa din morgen-vagt/ lad ingen trygheds blund/ formørke naadens stund!/ Hierte tag/ denne dag/ vel i agt, og tænk derpaa,/ mueligt seer/ aldrig meer/ dine øyne soel opstaae./ Hvor mangen morgen-rød/ var inden aften død,/ og i et øyeblik/ sin afsked fik?/ hvad hielper øynene/ den lyse dag at see/ naar sielen vandrer blind/ i tiden ind?

Kom morgen-røde rosen skiøn/ giør himlen lys og blaae,/ at mørket vige maae!/ Min morgen-røde er Guds søn,/ hans vunders røde glands/ forfrisker sind og sans,/ Jesu død/ purpur-rød/ giør mit hierte himmelblaae,/ at mit sind/ kiger ind/ hvor jeg skal for thronen staae. / Den dug, som over alt/ paa græs og urter faldt/ at væde bierg og dal,/ ey svinde skal,/ før jeg i Jesu blod/ forfrisket har mit mod/ og ret bedugget faaer/ udi hans saar.

Første gang, jeg læste salmen, læste jeg: før jeg bedugget står … – det syntes jeg gav mening: den syngende sjæl er jo beruset af tanken om Jesu lidelse – en slags blodsdyrkelse som er en konstans i den pietistiske retorik, undertiden endda grænsende til det uudholdelige, synes jeg. Og ind i mellem bliver det faktisk berusende, så at man virkelig “bedugget” står, når man har læst et antal salmer om sår, blod og lidelse (!) – det er ret tankevækkende, ikke? – men det handler jo altid samtidig ligeså meget om kærlighed: kys, favnetag og fælles åndedrag …

“Bedugget får” må betyde, at den dug, der falder, er at ligne ved dråberne fra Kristi sår, som sjælen her får del i – de drypper ind i hendes/hans sind og forårsager en slags åndelig forening med den lidende Kristus.  Og at ens hjerte ligger på Kristi hjerte, det er da et smukt billede. To elskende så tæt sammen, som de kan være.

Brorson som jeg først mødte ham

I forrige indlæg ses Titelbladet til Troens Rare Klemodie, som er Brorsons hovedværk. I det følgende vil jeg berette om min vej til en forståelse af salmedigteren.

Brorson havde jeg et ret klart billede af, inden jeg begyndte min research i forbindelse med romanen om ham. Det var jo ham med “Op al den ting, som Gud har gjort” og “Den yndigste rose er funden.” Dem sang vi ofte i min barndom. Og jeg sang dem sammen med bedstemor, der var min åndelige vejleder i de år. Hun var from og kærlig, kunne vist slet ikke blive vred, hverken på verden eller på os børn – og jeg hører lige nu hendes stemme, mens hun læser højt af Barfoeds roman om Brorson: “En Rose mellem Torne.” Herigennem fik jeg mit Brorson billede bekræftet. Ja, han var mild og rar og lignede bedstemor.

Senere tiders billeder af ham divergerede ofte kun lidt fra den opfattelse af digteren. Hør her et digt af C.J. Brandt. Den romantiske tone klinger tydeligt:

“Saa mild som en Midsommeraften sval,/ naar Maanen smiler fra Himlen,/ vemodig som Nordens Nattergal/ gik Brorson i Blomstervrimlen./ Han leged med dem i Smil og Suk;/ men selv hans Taarer de faldt som Dug,/ saa Rosen dufted i dale.”

Yndigt, sentimentalt – men billedet krakkelerer, efterhånden som man kommer tættere på digteren. Her er et citat fra en indberetning om Brorson, som biskop Peder Hersleb sendte til Kong Frederik d.V i 1747: … “en god, men eenfoldig, ved Svaghed og Hypokondri fast uduelig Mand.” Den indberetning blev sendt kort tid efter en af digterens mest alvorlige kriser. En af dem, ja, for hans liv var fuld af kriser. Og dog er han i sin digtning ofte lys, og ordene gnistrer af glæde. Der var store svingninger i hans liv, som der er i hans salmer.

Et indblik i en af hans kriser får man af et brev, som Herrnhuteremissæren Grassmann sendte til grev Zinzendorf i Herrnhut:

….Grassmann besøger Brorson i Ribe i 1746, og han beretter om besøget bl.a.

“… er ( = Brorson) fiehl mir gleich un den hals und erzehlte mir seyn hertzens an liegen. wie er schon 14 Tag eine besondere kranckheit hatte und dabey war die angst seyner seelen manchmahl so gross das er sich nichts halten könt, auch kein mensch ihn trösten könt …” ( Citeret fra Steffen Arndals “Den store hvide Folk” side 335) Det er et uddrag af brev fra arkiverne i Herrnhut).

I oversættelse nogenlunde sådan her: “han faldt mig straks om halsen og fortalte mig om sin sjæls anliggende. Hvorledes han i allerede 14 dage havde lidt af en underlig sygdom og derved var hans sjæleangst så stor, at han ikke kunne stilles ved noget som helst, og intet menneske kunne trøste ham.”

Her er et klip af en moderne digters syn på Brorson. Det er fra Johannes Johansens digt: “Blandt Blomster i Randerup Enge”:

“Han elskede blomstrende gloser/ som ærenpris, tusindskøn, roser./ Om tidselgemytter han fnyste/ ved Helvedets afgrund han gyste.

“Forundret, begejstret og svimmel,/ henrykt til den syvende himmel,/ men aldrig hovmodig i mødet/ En rosentorn stak ham i kødet.

Hans lyre blev stemt af hans smerter/ med varme til bundfrosne hjerter./ En stumhed går gennem hans tale/ om rosen, der vokser i dale.”

 

Fra Kingo til Brorson – springet

Et helt naturligt spring. Ganske vist skriver de to digtere i hvert sit århundrede, og begge er i lige høj grad børn af deres tid.

Kingo skriver i 1600 tallet, der religiøst er præget af ortodoksi og bodskristendom, politisk af enevælde, stilistisk af barok. Men der er huller i ortodoksien, enevælden er faretruende ny, og barokkens knudrede stil og lagpålag betydninger afløses gang på gang af en forbløffende enkelthed og inderlighed.

Brorson skriver i 1700 tallet, religiøst præget af pietisme og omvendelseskristendom, politisk af enevælde og stilistisk af rokokko. Men pietismen har bodskristendommens strenghed i sig, politisk udfordres enevælden gennem hele århundredet, kulminerende med Den franske Revolution, og rokokkoens lethed modsvares ofte af  tungsind og en knugende livsangst, der nok kan ligne det forrige århundredes dødsangt.

Der er mangfoldige andre berøringspunkter mellem de to digtere. Derom senere, her blot et lille morsomt eksempel: Da Brorsons far ligger på sit dødsleje, og han dør fra en uforsørget hustru og tre fremtidstruede sønner, da synger han med opbydelsen af sine sidste kræfter:

“Om mine Børn og Sæd/om jeg vil sørge/om jeg hver time græd/og ville spørge:/hvor skulle de sit Brød og Lykke tage? Gud lever jo endnu!/ Han kommer dem ihu,/ De skal ej klage.” Ordene er andet vers af Kingos “Nu rinder Solen op”.

“Kingos Salmebog” udkom i 1699, og den blev indført i alle landets kirker, altså også i Randerup Kirke, hvor salmedigteren Brorsons far var præst, og den havde sin blomstringstid i den periode.

Et lille sidespring: Brorsons far var ganske vist præst og burde ikke høre til fattigfolket, men det gjorde han, bl.a. fordi han var mentalt syg og ikke altid formåede at røgte sit dobbelte hverv som præst og landmand. Han har altså grund til at være bekymret, da han ligger på sit dødsleje, og her kan kun Kingo trøste ham. Opgørelsen af boet viste for øvrigt, at præstegården var ribbet for værdier, og at den afdøde havde stiftet gæld.

Løst og fast om Kingoromanens tilblivelse

I forbindelse med Kingobogens udgivelse holdt jeg en del foredrag. Et af dem var i Dalum ved Odense. Der var mødt mange mennesker op, man kunne straks fornemme, at der her var tradition for at deltage i den slags arrangementer. Da jeg kom beklagede præsten, at man kort tid forinden havde man haft et Kingoforedrag af Ebbe Kløvedal Reich. Og det var jo synd. For mig, tror jeg, han mente. Folk var nu alligevel yderst lydhøre, og det blev faktisk en rigtig god aften. En af tilhørerne sagde omtrent sådan ved foredragets afslutning: “Vi havde jo Kløvedal på besøg for kort tid siden, og jeg overvejede at blive hjemme i aften, for nok er Kingo stor, men to foredrag i rap om den samme digter, det er sådan lige i overkanten. Men nu er jeg glad for, at jeg kom, for vel er det den samme person, I har fortalt om, men I ser ham jo fra meget forskellige vinkler. Kløvedal fokuserede på Kingo som embedsmand, og du har mest fortalt om privatmennesket Kingo - så nu har vi set ham i fuld figur.”

Så måtte jeg jo sige, som jeg ofte gør, at vist har de ikke det – set ham altså – de har blot set vore helt forskellige tilgange til digteren, og det har utvivlsomt været morsomt og muligvis givet et ganske nuanceret billede, MEN – ikke sandheden.

Skal man for alvor tilstræbe SANDHEDEN, så må man begive sig ind på forskerens stenede vej, en arbejdsom affære, og selv her er der tale om tolkninger, som er bestemt af mange ting: forskermetoder og -gemyt, tid og sted og meget andet. Erik A. Nielsen når f.eks. i sin “Thomas Kingo” fra 2010 til helt andre resultater end forskeren Richard Petersen i sin “Thomas Kingo og hans Samtid” fra 1887. Den moderne forsker har efter min mening et langt bedre “barokgehør” end den ældre forsker. Ordet barokgehør har jeg klippet fra E.A.N’s afhandling – her skriver han nemlig, at det er muligt at nå meget langt i forståelsen af tidens tekster, hvis man studerer dem længe og grundigt nok, ja så kan man arbejde sig frem til et rigtigt godt barokgehør.

NB: Man får et fint barokgehør af at læse Erik A.Nielsens bog.

Og for resten, hvor er vi heldige: Nu har vi tre SUPERFORSKERE til de tre SALMESUPERSTARS: Kingo = Erik A. Nielsen – Brorson = Steffen Arndal – Ingemann = Niels Kofoed.