Tak for kommentaren. Viggo Hjorth var tilknyttet Hjorths hotel i begyndelsen af århundredet ( forrige) – han var søn af indehaveren. Men endnu ved jeg ikke stort mere om ham end du gør, og jeg vidste for eksempel ikke, at han malede. Det undrer mig dog ikke, for han var lidt af en excentriker – jeg kender ham fra forskellige beretninger om Hjorths Hotel i Kandestederne.

Er den Gaihede-familie, som er naboer til Tråen, direkte efterkommere af motiv-familien?

Tak for de stemningsfulde glimt af familiehistorien.

Tak for din kommentar – åh, men jeg læser lidt løst og fast og ikke spor struktureret endnu. Men det kommer. Og tak for linket til artiklen – jeg ved ikke, om det er vigtigt for min evt. roman, om jeg ved præcis, hvordan og hvorfor naturen har ændret sig så drastisk, men det er helt nødvendigt for mig selv, at jeg ikke begynder at skrive en slags egnshistorie uden at de fakturelle ting er i orden. Så der venter en laaaaaang læseperiode, inden jeg sætter pen til den fiktive del af sagen. Men nu er jeg faktisk blevet rigtig godt nysgerring, så lysten til at fortsætte er til stede. Jeg glæder mig til at få lidt mere arbejdsmæssig struktur på hverdagen heroppe, for helt ærligt, så går dagene ret hurtigt, og jeg lever vegetativt ind i dem. Der er vejr at færdes ude i, og et hav at vandre ved med den der helt specielle drømmelyd i øret, og heder at strejfe om på, og gæster, der kommer og går som de drivende skyer. Men om et par uger bider jeg tænderne sammen og stirrer andre steder hen end på den smukke himmel og havet og klitterne og begraver mig i litteratur om egnen hele dagen. Der er også et par arkiver, som jeg skal mere end bare besøge – jeg håber at få meget travlt på en god måde.

Når det gik så galt som det gjorde i 1500-tallet, var det meget som følge af brug af “klittag” som fattigmandsbrændsel, stigende befolkningstal og øget kreaturgræsning i klitterne. Nøgne klitter giver sandflugt, og den gødede muld på markerne, omhyggeligt opbygget gennem generationer, blev begravet i goldt sand. Gad vide om du allerede har denne gamle afhandling om sandflugt i det 18. og 19. århundrede, skrevet i 1941?

http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ho/ho_5rk_0008-PDF/ho_5rk_0008_74406.pdf

Godt at vi ikke skal leve af landskabets resourcer deroppe i dag, men kan nøjes med at beundre alt det vilde og barske!

Trænge ind i et andet menneskes bevidsthed: Det er jo netop dét god fiktion kan gøre – og dermed det, som en god forfatter er i stand til: At give adgang og indsigt – indlevelse – i et menneskeliv, der ikke ligner vores eget. Når man som læser opnår den identifikation med et (fiktivt) individ under helt andre livsvilkår og med et helt andet perspektiv på livet, så opnår man den dér lille transcendens-oplevelse, som gør fiktion så stort: En håndgribelig fornemmelse af det almenmenneskelige.

Netop derfor har jeg aldrig kunnet udstå ”historisk” fiktion, som blot sætter nutidmennesker ind i kulørte kulisser. Det er dén grænse en stor forfatter kan overskride – gøre det fremmede tilgængeligt for indlevelse.

Det gør dine historiske romaner netop, som jeg vist også skrev i en anmeldelse et sted på nettet engang.