Tobias og Englen (igen)

 

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

 

“Tobias og Englen” fløj fra harddisk til boghandlerdisk i januar.

Boghandlerne har taget godt imod bogen. Bibliotekerne derimod måtte jeg tigge om en lektørudtalelse, der så omsider kom. Og den var sur og så ingenting i Tobias. Og bibliotekerne købte den så ikke. Jeg tror ikke, at der er nogen i den verden, der har læst den.

Den lille håndfuld lektører, der afgør forfatterskæbner, har ikke tid til at læse alle de bøger, der kommer i denne tid.

De bladrer dem løseligt igennem, i bedste fald – og i det her tilfælde fældede de følgende dom over Tobias: Et øksehug.:

“For et religiøst … interesseret publikum”

“Lille fortælling om det gode og det onde, om religion og tro og menneskers frie vilje. Romanen er velskrevet, men ikke alle dialoger er lige mundrette og det kan sommetider være svært at forstå, hvem, der siger hvad. Illustrationerne bagerst er i en ret dårlig opløsning.”

Men den udtalelse er kun vidnesbyrd om én ting: manglende evner til at læse en tekst.

For bogens replikker er lette at forstå. Og den henvender sig til store børn og unge. Der er ingen dialoger, som ikke fuldt ud begribes af normalt begavede læsere. Og emnet er mere aktuelt end nogensinde. Som der står i nedenstående anmeldelse, så handler den om “fattigdom, identitetskrise, theodicé og migration.” Der er stadig et Nineve, nu hedder det bare Mosul.

Heldigvis har folk, der har læst bogen, ringet og fortalt om den oplevelse, de har haft. En af mine mest trofaste læsere sagde endda, at det her var den bedste bog, jeg endnu havde skrevet.

I dag kom der en anmeldelse fra Katolsk Orientering ( der er det eneste tidsskrift, der har bedt om et anmeldereksemplar). Og vi sender ikke uopfordret.

Der står: – klik på teksten for at gøre den større,

TOBIAS og ENGLEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Så kom Tobias og Englen endelig fra harddisk til udgivelse i håndgribelig bogform. Det havde jeg jo lovet mine læsere, men jeg var ikke særlig god til at stå ved mit løfte. Et brev gjorde udslaget. Tak for det også.

Og tænk, at jeg fik selveste Rembrandt til at illustrere min bog. Tak, du gamle tegner, fordi du så ca. 400 år frem i tiden, så du kunne ramme præcis den sårbarhed, der er i min Tobias ( som i de fleste teenagedrenge) -  hans frygt og hans mod.

Og så synes jeg i øvrigt, at Rembrandt er moderne – den tegning kunne godt være lavet i det 21. århundrede.

Ganske kort om bogens skæbne indtil nu:

Ja, for den afgøres jo mere end af noget andet  af DBC’s lektørudtalelse. Christine Christensen har skrevet udtalelsen til min bog, og hun skriver i det mindste, at den er velskrevet, men ellers har hun ikke meget til overs for den. Og hun har slet ikke forstået dens humor – måske mangler hun humoristisk sans. Måske mangler hun blot tid og har lynet sig igennem den. Og det er vel forståeligt med alle de bøger, der skal anmeldes hver dag. En hel dag til en bog har man vel ikke. Anmelderkorpset er jo ganske lille.

Heller ikke spændingen på handlingsplanet nævner hun – og kommer slet ikke ind på, at bogen behandler aktuelle emner som forfølgelse af folkegrupper og tyranniske regimers vilkårlige magtudøvelse. Handlingen er (siger mine unge prøvelæsere) spændende og udspiller sig i et Mellemøsten, hvor ufred og krigerisk fremfærd jo ikke ligefrem hører fortiden til. Byen, hvor handlingen tager sit udgangspunkt hedder i dag Mosul – dengang Nineve. Der er mange paralleller mellem dengang og nu.

Kort om bogens relevans som biblioteksbog skriver anmelderen: “For et religiøst og spirituelt interesseret publikum.” Og som konklusion: “Smal udgivelse for et religiøst eller historisk interesseret segment. Anbefales til store litteratursamlinger.”

Det var så det. Og en sådan kritik og vurdering er jo ikke ment negativt, men det betyder jo desværre, at bibliotekerne ikke køber den.

Det er jeg selvfølgelig skuffet over. Ikke af økonomiske grunde – det er heldigvis ikke problemet, men jeg vil GERNE have læsere. Og der er folkebibliotekerne jo formidable som formidlere af god litteratur. Og de har altid anskaffet mine bøger til et bredt publikum. Nu kan man så på grund af udtalelsen ikke ret let låne “Tobias og Englen”

Jeg synes, at bogen er super som konfirmationsgave. Det religiøse aspekt i konfirmationen er vel ikke helt væk. Eller hvad?

Vi fik i sin tid “Hjortens Flugt” i konfirmationsgave. Og den var hamrende kedelig. Det er Tobiasbogen ikke.

Men hvis nogen af mine læsere skulle få lyst til at læse den, eller måske give den til en konfirmand, så har jeg nogle stykker på lager. Og de kan købes via min email: marianne@hesselholt.com til den klædelige pris af 120 kr. pr. bog.

Her præsentes den på Randers Bibliotek ( Foto: Mette Hesselholt Henne Hansen)

Anmelderi

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Forleden hørte jeg en udsendelse i P1 med Mortens Sabro. Han fortalte om sin nyeste roman ( eller hvad det nu er) ”Love me Do” – og han brugte det meste af sendetiden på at skælde voldsomt ud på anmelderne, som ikke alle havde givet hans bog stjerner nok. Navnlig Marie Louise Kjøldbye fra Information var han ude efter. Hun skriver nemlig bl.a., at bogen ikke er en stor bog. Og, hævder Morten Sabro med den sureste stemme, han kan opdrive, det er netop det, den er: en stor bog.

Hans konklusion med hensyn til almelderkorpset i DK er i klar: det domineres af fagligt inkompetente folk. Det er der sikkert mange (forfattere) , der vil give ham ret i.

Følgende er i al fald 100 % sikkert: om ens bog kommer i medierne eller ej, om den anmeldes godt eller dårligt og efterfølgende sælger godt eller dårligt, det afhænger af tilfældigheder, mest af alt naturligvis af, hvem bogen falder i hænderne på, når den skal anmeldes.

Desuden betyder de basuntrut, der lyder fra avisspalter og TV/radio, inden bogen udkommer, en hel del. Al slags foromtale spænder forventningerne og øger interessen for bogen længe inden nogen har læst den. Mediedækning i det hele taget betyder mere end det halve for bogens fremtid.

Nogle forfattere er gode til det med medierne (har måske venner inden for faget – tro ikke, at nepotisme er ukendt i Danmark – eller de har medietække) andre kan slet ikke få fodfæste i den verden.

Bogens kvalitet er naturligvis af betydning, men den side af sagen ligger langt nede på ranglisten, og de andre faktorer spiller en meget større rolle, når det drejer sig om en bogs fremtid: altså, om den bliver set – om den bliver læst – og om den bliver værdsat efter fortjeneste.

Jeg læser så meget af den nye litteratur (skønlitteratur) som jeg kan nå, og jeg undrer mig undertiden over, hvorfor en del virkelig gode bøger (m.h.t. indhold, form og sprog) næsten ikke omtales, mens ligegyldige skriblerier får mange stjerner og gode ord med på vejen.

Nu er det sådan, at jeg i de her dage rydder op. Det gør man i min alder, og det er også en god måde at se sig selv over skulderen på og tænke over, hvad der egentlig er sket i ens liv?

– og lige nu rydder jeg op i mit forfatterskab: der er en del manus’ser, som papirkurven har godt af at tage vare på, indtil forbrændingen tager over. Og alle anmeldelserne ryger samme vej. Der er hundredevis af udklip, og de ville være en pestilens for mine arvinger.

Men inden da kunne jeg tænke mig et lille eksperiment, som muligvis underbygger alt det, jeg skrev ovenfor om anmeldere. Det kunne være morsomt at prikke det mest positive og det mest negative ud af materialet og så se lidt på, hvordan forskellige mennesker har læst og vurderet det, man har skrevet. Så mange vidt forskellige opfattelser af den samme bog – vel at mærke af kapaciteter inden for anmelderfaget.

Ofte forstår man slet ikke, at det ER samme bog.

Det kan så MÅSKE være en trøst og advarsel for kommende forfatterspirer. Morale:

Hvis du vil være forfatter, så skal du vide, at du går ind i et erhverv, hvor du får mange tæv og mange roser og begge dele er svære at håndtere.

Det tror jeg er en erfaring alle forfattere har gjort. Ikke kun Morten Sabro. Skønt han er den eneste, jeg har hørt vræle sådan rigtig højt og skingert over det.

JOHAN

 

Det virker ikke ægte, at Johan ene af alle ikke bliver forrået af opholdet i Børnehuset, han beholder sin retfærdighedssans. Der er en meget brat overgang fra den naive 10-12årige Johan til den udspekulerede 13årige ditto. ( Poul Wibbert Esberg)

Det er en spændingsfyldt historisk roman fortalt med dramatik og indlevelse. Tidens vilkår og miljøet i København står lyslevende. Med lidt historisk interesse vil bogen være en oplevelse for de 12-16årige. Kirsten Larsen (Bibliotekerne)

ISENGLENS SØN 

 

Annelise Vestergaard (Jyllandsposten): Denne anmeldelse er nok lidt halvlunken. Jeg farver den ikke helt rød Efter en gennemgang af handlingen konkluderer anmelderen: Over denne version af kampen mellem det gode og det onde – og den blanding, de fleste består af – har Marianne Hesselholt bygget sin historie, kaldet “Isenglens Søn”. Den er lang og omstændelig, måske lidt fortænkt og meget symbolladet, men velskrevet og trods alvoren med muntre islæt. 

 Flemming Dehn: Det er en flot bog, pakket ind i en sjov, anderledes og elegant ramme og med synsvinkler, som ikke bare snakkes væk. Nogle vil måske kalde bogen for krævende, ”så anderledes” men vore gode læsere har også krav på kvalitet, der vender det hele lidt på hovedet.  

SKYD DIG IGENNEM, SAGDE OLDEFAR  

Her er en lang række anmeldelser, men ingen negative

Damian Arguimbau skriver i Weekendavisen bl.a.: Marianne Hesselholt, som er lektor ved Silkekborg Amtsgymnasium debuterede forrige år med den meget lovende roman Johan, der senere blev efterfulgt af Isenglens Søn. Men Skyd dig igennem! Sagde Oldefar har hun skrevet en meget varm og humoristisk fortælling om venskabet mellem de 6-årige Anne og hendes senile oldefar.

Anette Bruun Jarl skriver i Århus Stiftstidende: For de ældre (5-10årige) er Marianne Hesselholts ”Skyd dig igennem! Sagde oldefar” sæsonens bedste bud på bogen. Det er faktisk den bedste bog, jeg har læst længe.

Sært nok blev jeg træt af at skrive børnebøger efter den bog og gik over til voksenbøger.

GYLDEN SOL OG SORTE SKYER: 

Den mest afskyelige anmeldelse, jeg nogensinde har fået, fik jeg af  Claus Grymer i Kristelig Dagblad. Her rørte jeg ved et koryfæ for kristne, følte jeg, som man ikke ustraffet kunne give sig af med. Der var et par anmeldere mere, der kastede sig over mig, som var jeg en slags vaneforbryder.

Her er et par, som trak tænder ud:

Claus Grymer: ...En fortællestil, der er springende som Hesselholts, kan praktiseres med godt resultat. Men det kræver en indre sammenhæng. Og den mangler. Portrættet af Kingo er uden den fornødne psykologiske dybde.

Mette WingeDet gør, at romanen på trods af sin omhu og sine grundige forstudier – bortset fra barndomspartierne – kommer til at mangle nærvær og fortællemæssig nerve, og Kingo ender med at blive en skikkelse, som egentlig ikke vedkommer læseren særlig.

En mellemsur anmeldelse af Knud Bjarne Gjesing: ...trods den samvittighedsfulde omhu med de biografiske detaljer har bogen dog sin svaghed i selve portrættet af salmedigteren. Hos Kingo fornemmer man noget af renæssancetidens tunge livsappetit,. Trættekær, magtkær, kvindekær og pengekær, men samtidig depressiv og syndsbevidst.  … 

Pænt, men lidt lunkent: Johannes Værge:Thomas Kingos kærlighedsliv kalder Marianne Hesselholt frem i romanlyset. Hvor meget og hvor dristigt hun på det felt har måttet forlænge kilderes antydninger skal jeg ikke kunne sige, men levende og troværdigt virker det. …Ellers går fortællingen ukompliceret af sted, lige ud af landevejen, uden opvisning i litterære tricks, og tak for det …

Nu et par anmeldere med helt andre øjne og hjerter:

Bjarne Åkesson Filholm : En velskrevet og medrivende romanbiografi om den danske berømte salme-og barokdigter, Thomas Kingo. Romanen er letlæst og den henvender sig bredt til voksne roman-og biografilæsere og ikke blot dem, der har interesse for omtalte person i forvejen. Fortællingen er afbalanceret fortalt … Man får også et indtryk af selve personen Kingo: et begavet, ambitiøst og dybt troende menneske med litterære talenter …

e-bi – Holbæk Amts Venstreblad: Marianne Hesselholt har taget udgangspunkt i de kilder, der foreligger om Thomas Kingos liv og levned, men først og fremmest er det salmerne, der har inspireret hende til en godt fortalt skildring af en af vore store salmedigtere og det ingenlunde trivielle liv, han har haft. Det er bestemt ikke nogen kedelig skildring. Tværtimod.

Flemming Kofoed:  Det er modigt gjort at skrive en bog om Danmarks store salmedigter Thomas Kingo. På den anden side er der adskilligt kildemateriale i form af bl.a. biografier, afhandlinger og ikke mindst Kingos mange salmer og skæmtedigte at stykke et livsforløb sammen af. Og det har Marianne Hesselholt gjort ganske spændende og underholdende og nødvendigvis også med en vis portion frimodighed …fængslende læsning er det …

John Chr. Jørgensen : den dramatiserede biografi fungerer bemærkelsesværdigt godt, også sprogligt. Frem af et broget tidsbillede med svenskerkrig og pestplage træder et troværdigt portræt af psalmisten Thomas Johannis Kingopius i al hans styrke og skrøbelighed. … Marianne Hesselholt har fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at gå videre med romanbiografier om Brorson og Ingemann. Ja, hvorfor ikke. Salmedigtere har det med at fordampe i ren ånd. Hesselholt ser ud til at kunne give dem kød og blod. 

I Kirke og Sogne – kontakt 1/2 1997 (men uden signatur) stod følgende at læse: Udover den medrivende skildring af Kingos liv får læseren meget at vide om underviningen i barokken, om svenskekrigene, om de fattiges liv og meget andet. Hvert kapitel indledes med eksempler fra Kingos digtning, eksempler, so inspirerer til videre læsning af dette enestående forfatterskab, skrevet af et begavet, ambitiøst, dybt troende, men også selvoptaget og forfængeligt menneske.

I bladet Solkysten af november 1996 ( desværre også uden signatur) kan man læse følgende.:Jeg troede, jeg vidste meget om Kingo, denne viden har jeg fået udvidet betragteligt og på en meget læseværdig måde. Desuden har forfatteren skrevet bogen på en meget fornøjelig måde. Det tørre stof er blevet levende og endnu mere nært.

BRORSONS BILLEDER  

Reaktionen på den roman var som på den forrige: nogle havde bogen givet en god oplevelse – andre tværtimod – det virkede som ved Kingobogen, næsten som om jeg havde begået en slags helligbrøde. Og lidt brødebetynget følte jeg mig faktisk – men det tror jeg er en naturlig følelse, når man har den frækhed at lægge et levende (omend afdødt) menneskes liv ind i en romans fiktive univers.

Her først en lunken:

Preben Meulengrath: 

Meget morsomt begynder han anmeldelsen med at skrive, at Mette Winges roman om Hermann Bang er modellen for “Brorsons Billeder”. Morsomt, fordi jeg ikke dengang havde læst hendes roman. Det har jeg nu. Den er rigtig god, men min er altså ikke et plagiat.

Men her et pluk af anmeldelsens kerne: Det biografiske skelet har Marianne Hesselholt klædt i tolkningen og fantasiens kød. … det lykkes ikke helt godt. Læseren får ikke styr på, hvordan den uvorne knægt og dovne student pludselig bliver til en anset præst, provst og biskop.  … Selv om romanens helhed mangler spændstighed, så lever den gennem sine billeder …

Det er en blandet anmeldelse, som man kan få indtryk af her. Og jeg synes, den bærer præg af, at anmelderen ikke har læst hele bogen (den er jo også lang). Når han f.eks. kalder Brorson en doven student, så fremgår det i al fald ikke af romanen, tværtimod  - hvor han næsten slider sig ihjel – det er altså filologi og filosofi, han studerer og ikke teologi. Derfor relegeres han fra universitetet, ikke fordi han er doven. Det er for øvrigt et karakteristisk træk hos langt de fleste anmeldere: de læser ikke, de skøjter. Og har vel ikke tid til andet.

Bent Windfeld: Han starter med et langt referat af bogen, og det er ok. Så slutter han med nærmest af fastslå, at jeg har “folkeliggjort”  Brorsons liv, så alle kan læse bogen, og at den derved taber i dybde. Og her vil jeg delvis give ham ret – det var faktisk hele tiden min mening af skrive “folkeligt” og ikke for akademisk skolede. Det får jeg på puklen for, men jeg tager det som en ros. Og sådan set er denne stort set negative anmeldelse slet ikke dårlig. Han skriver bl.a.:

Forfatteren har åbenbart ikke villet belaste sin fremstilling med at indføje denne skildring i en ramme af idehistorisk karakter, men derved har den fået en smag af en nutidig eksistentialisme, som den vel ikke kan have haft på Brorsons tid. Det er et valg, som gør bogens problematik lettere forståelig for den relativt forudsætningsløse, men som samtidig gør den historiske situation mindre konkret. …. Disse scener er i og for sig klart og som regel ret fængslende skildret, og derfor har bogen vel en fremtid som folkelig oplysning … men den ville rigtignok have vundet … hvis den havde vovet at fordybe sig mere i Brorsons tanker og digte.

Det sidste har jeg taget ad notam i mine foredrag, hvor jeg fordyber mig i Brorsons digte. For det har han jo ret i. Og det er jo vigtigt. Min kærlighed til digtene er da også større end min kærlighed til digteren ( for ham kender jeg jo ikke og kan aldrig komme til det – den Brorson, jeg “skaber” er min Brorson.

Her kommer så en noget koldere af slagsen. Det er Henrik Wivel: … fremme ved bind to, Brorsons Billeder, er det stadig ikke helt klart, hvad der er Marianne Hesselholts ærinde, udover i en åben og pædagogisk let tilgængelig form at oplyse om – i dette tilfælde – Brorsons liv og levned. Det gør hun udmærket, men så heller ikke mere … …det romanbiografiske projekt er som helhed sympatisk, og Brorsons Billeder svalt underholdende i sin patinerede sprogdragt og konventionelle andægtighed.

Her er noget mildere, som dog også var lidt ondt (altså for mig at sluge):

Niels V. Petersen. Han konkluderer: Romanen er ellers behændigt og spændende nok skruet sammen omkring den aldrende Brorsons tanker og erindringer en sen og søvnløs nattetime i bispegårdens studerekammer i Ribe. Her læner biskoppen sig tilbage i stolen med lukkede øjne og lader synerne folde sig ud og sig selv føre tilbage til drengeårenes marsklandskab. Derefter fremstilles Brorsons erindrede liv og levned i kronologisk rækkefølge. Det er i sig selv befordrende for den biografisk interesserede læsers mulighed for at holde trit med historien, men samtidig forfladiges hovedhpersonen og optrinene reduceres til brogede glansbilleder.

Og nu vi er ved smertepunkterne: Nicolaj M. Lassen Han konkluderer således:

Brorsons Billeder er en udpræget undervisningsvenlig bog med sine korte kapitler samt noterne bag i bogen, der forklarer de svære ord og de tyske og franske sentenser. Men sin lidt gammeldags biografiske oplysninger af digterværket ( det er næsten helt Hans Brix’sk) og den trivielle sidepointe, at Brorson var en almindelig ualmindelig mand, rokker bogen næppe ved nogens opfattelse af den gamle digter. Og så kan romanen i øvrigt være nok så velfortalt og sproglidt lydefri.

En sidste af de, der gjorde lidt nas var Mette Winges anmeldelse: -andre skikkelser fra Brosons samtid føres lidt som dukketeaterfigurer i korte glimt ind på scenen. Det gælder håndskriftsamleren Arni Magnusson, det gælder en spidsnæset og spids Ludvig Holberg, og det gælder den halvfordrukne, men geniale digter Ambrosius Stub, som Brorson ikke rørte mange hjælpende fingre for … Brorsons Billeder vidner om stor flid og kærlighed til stoffet, men manden Hans Adolph forbliver temmelig fjern og en smugle aspargeagtig…

Mette Krogsholm Pedersen: De første 50-60 sider, der handler om hans barndom, er ikke så informative, men er domineret af mange sprogligt velformede naturbeskrivelser og billeder. Men man bliver mæt af billedmængden. Beskrivelserne bliver færre og mere nuancerede, som bogen skrider frem, og romanen har klart sin kvalitetesmæssige tyngde i sidste halvdel. Her der det, at nogle af Brorsons interessante, religiøse dilemmaer beskrives gennem dialoger med kolleger og over-og underordnede. Vidste man intet eller kun lidt om Brorson, før man læser bogen, er man ikke bare blevet klogere bagefter, men man har også fået stoffet leveret på en let fordøjelig måde. … hvis ens ærinde  … er at læse en god roman, ja, så er der skrevet bedre af slagsen.

Efter en pæn anmeldelse konkluderer Knud Bjarne Gjesing: Marianne Hesselholts romanbiografier er fortalt i en bred og folkelig stil, og de bygger tydeligvis på grundige studier af materialet. Efter planen skal serien afsluttes med et bind om Ingemann, idet forfatteren tilsyneladende viger tilbage for at give sig i kast med Grundtvig. Det er en skam. I “Frederik” fra 1972 tegnede Ebbe Reich et portræt af Grundtvig som en slags provo, hippie og 68-oprører. Denne skildring kunne behøve et mere nøgternt alternativ.

Eva Hein: Hvor mange af os ville kaste os nysgerrigt og videbegærligt og helt frivilligt over en bog om en salmedigter fra det 18. århundrede? Sandsynligvis ikke ret mange. Derfor er det i sig selv en bedrift at få pustet så meget liv i et ældgammelt og ikke tilsyneladende appellerende kapitel, at der kommer en både læseværdig og underholdende historie ud af det. Men det er præcis, hvad Marianne Hesselholt har formået med romanbiografien Brorsons Billeder. …. Det er svært som læser at afgøre, hvornår handlingen bygger på det indsamlede kildemateriale, og hvornår der skrives pr. fantasi. Men det afgørende er også, at det er en dejlig velskrevet bog, indlevet fortalt og med en fin balance mellem fiktion og fakta. Og det er den!

Erik Nicolaisen Høy: Hesselholt har gennemgået et righoldigt kildemateriale, hvilket afspejler sig i bogens troværdige tidsbillede.  … Bogen er opbygget som forfatterens bog om Kingo “Gylden Sol og sorte skyer”, dog mere psykologisk. Kingoromanens læsere vil også sluge nærværende.

Eva Meile: Jeg har læst “Brorsons Billeder” med stor glæde og interesse. Jeg synes, at forfatteren er i besiddelse af både psykologisk indlevelsesevne, teologisk niveau og sproglig fantasi og livfuldhed. Hun tegner et fængslende og overbevisende billede af Brorson som en sammensat natur, i hvem mange lidenskaber kæmper om magten. Beundringsværdig er også den måde, hvorpå hun uden at forfalde til bedrevidende “afsløringer” kaster lys på digterens menneskelige og alt-for-menneskelige følelser og handlinger. Brorson får lov at fremstå i “hel figur”. Også bipersonerne når at få karakter, meget vellykket er efter min mening f.eks. glimtene af Holberg og Ambrosius Stub.Det skal lige føjes til her, at ovenstående ikke er en anmeldelse, men en udtalelse, som E.M sendte til mit forlag = P. Haase og Søn), inden bogen udkom).

Henriette Bacher Lind: I lighed med denne ( Kingobogen) er også denne en bog, der meget samvittighedsfuldt og stilfærdigt fremlægger salmedigterens levnedsløb, sådan som det har formet sig fra barndom til alderdom…. Marianne Hesselholt har tydeligvis sat sig grundigt ind i de historiske omstændigheder, hvorved man får et glimrende indblik i datidens både teologiske og hverdagsagtige miljøer, skarnet i gaderne, vægterens sang, det klamme studerekammer, de halvrådne sild, som peblingene indtog dagligt, og beskrivelsen af Brorsons møde med pietismen i alle dens mange skikkelser er føjet naturligt ind i forløbet.

Flemming Everfelt: Marianne Hesselholt … lader den gamle søvnforstyrrede biskop sidde i nattetimer og genopleve sit liv. Det virker særdeles nærværende og troværdigt, så længe talen er om den bitte knægt og hans til tider meget naturnære oplevelser i bondelandet. Skildringen af knægtens møde på galgebakken med en original, som han tror er Mestermanden selv, er en helt lille perspektivskabende historie i sig selv.

 

Jeg skal nævne, at ovenstående bøgerne er udkommet på Modtryk (Johan), Gyldendal ( Isenglens Søn) og P. Haase og Søn ( Gylden Sol og Brorsons Billeder) Desuden, at anmeldelserne er fra Weekendavisen, Berlingske Tidende, Jyllandsposten, og Kristelig Dagblad + et par tidsskrifter: Præsteforeningens Blad, Dansk Musiker Tidende.

Mine novellesamlinger har jeg gudskelov ( man er så berørt, at man ikke tager Guds navn forfængeligt, når man tager det med i den her sætning) ikke fået nogen negative anmeldelser på, og også bøgerne om Alzheimer høstede kun roser.

De sidste bøger, som jeg vil medtage i det lille eksperiment er bøgerne om Ingemann. Det blev til i første omgang til to. De kommer her:
   

LANDSBYBARNET:

Der kom ingen anmeldelser på bogen. Måske fordi forlaget ( Net-bog-klubben) ikke sendte den til dagspressen, som jo ikke er tankelæsere. Men fra bibliotekerne lød det sådan her. Kim Lau Larsen: Den nye bog om B.S. Ingemann er bygget over samme læst ( som Kingo og Brorsonbøgerne) På baggrund af nøje kildestudier følger vi hovedpersonens liv i romanform – herunder hvad han kunne have sagt og tænkt. Bogen er strengt kronologisk. Først om drengens trygge tilværelse i Korkildstrup præstegård – det fylder langt over halvdelen. Her følger vi livet i et præstemiljo i slutningen af 1700tallet set i barnehøjde. Et fantasifuldt og følsomt sind indsuger alle indtrykkene fra voksenverdenen – uden rigtigt at forstå. … Der er planlagt en forsættelse om hans voksenliv.

LUCIE¨

Heller ikke Luciebogen blev sendt til anmeldelse. Dog blev den anmeldt i Politiken af Mette Winge ( Og nu blev jeg helt glad for hende) – hun skriver bl.a.: Marianne Hesselholt har skrevet sin bedste roman – en vellykket fantasi over billedkunstneren fru (B.S:) Ingemanns opvækst. … Pigesindet er fint fanget ind, og man bevæges, samtidig med at man også morer sig over skildringen af tidens skikke, sæder og selvfølgelig også moral. Marianne Hesselholt har tidligere skrevet større romaner om Kingo og Brorson, men jeg er lige ved at synes, at bogen om Lucie er den mest vellykkede.

Det blev til en 3. bog om Ingemanns voksenliv. DEJLIG ER JORDEN Den fik også ord med på vejen af Mette Winge (Jeg tager hende da vist alligevel til mit hjerte) – skriver bl.a.: Den lille roman er komponeret i ti korte afsnit, og det lykkes faktisk Marianne Hesselholt heri at trænge ind i Bernhards liv og sind. Sammenholder man “Dejlig er Jorden” med romanen om hans Lucie, så virkede denne måske nok en kende mere overbevisende end “Dejlig er Jorden”. Kvinder forstår måske bedre kvinder end mænd, når det kommer til stykket, men jeg kom dog til at begribe Bernhard en bid bedre gennem Marianne Hesselholts fortolkning, end jeg har gjort tidligere. 

Efter et par år samlede jeg de tre bøger til én bog, og den var der ingen af “mine” forlag, der ville udgive. Klart nok, måske, for det var jo et sammendrag af de øvrige, og selv om der var føjet nyt til, bl.a. fordi jeg havde været så heldig at finde Lucies gamle skitsebog med et utal af skitser, der aldrig havde været offentliggjort. Jeg lånte den af ejeren og fik lov at tage billeder fra den. Det var da ret enestående, og det føjede nye aspekter til min tolkning og forståelse af hendes liv.

Jeg udgav så bogen på mit eget lille forlag Ancethe – der var et par radioudsendelser om bogen og enkelte anmeldelser. Ingen negative, og i 2015 indbragte bogen mig Karin Michaëlisprisen. Så selv om den var en udgift for mig – og det blev den, for bibliotekerne havde jo de gamle og købte ikke den nye – så var det det hele værd. I Weekendavisen skrev Niels Højlund f.eks. i slutningen af en lang og pæn anmeldelse : Marianne Hesselholt fortæller jævnt og tilforladeligt om familien Ingemanns liv og oprindelse. Hun har fået den gode ide at tage brudstykker af Ingemanns erindringer, Levnetsbog, og bruge dem som indledning til de forskellige tidsafsnit, og så selv digte videre derpå, som om det er Ingemanns egen tekst, der fortsætter. Og hun har fået den endnu bedre ide at finde frem til Lucie Ingemanns Et lille Levnetsløb til Bernhard, så hele sagen også ses fra hendes side – hun, som jo i tidens stil ellers er så overset både som menneske, som kvinde og som den malerinde, hun også var. Og hvor erindringsbøgerne ikke slår til, væver hun Ingemanns digte ind i teksten, så de også bliver en slags kommentarer til det levede liv. Alt sammen udmærket…. og for den, der vil finde frem til en forståelse af, hvad romantikken egentlig var dengang, den endnu ikke var sig selv bevidst som historisk epoke, er denne bog en udmærket indgang – åben for enhver, der forstår at læse ikke bare med hjerne, men også med hjerte.

Der kunne godt stå lidt med rødt her, for biblioteksudtalelsen var ikke god, og jeg har nok med vilje glemt, hvem der skrev den. Den advarede nærmest bibliotekerne imod at købe min nye bog. Lektøren mente, at det bare var en gentagelse af de tre foregående. Det var det ikke. 

 

Bibliotekernes lektørudtalelser har i øvrigt altid været pæne. Den eneste undtagelse er vist nok ovenstående.

Så er der “Hændelser ved Hulsig”, som man kun lige åbnede og så lagde til side. Affærdiget af lektørkorpset med en bemærkning om, at den var for “privat” – de kunne jo have skrevet talentløs – det ville jeg have accepteret. Men det var ret tåbeligt at skrive “privat”, ikke sandt?  for så kunne bibliotekerne jo slet ikke give sig af med at anmelde tidens skønlitteratur, som netop tager stoffet fra forfatterens eget liv. Knausgård for blot at nævne en enkelt.

Nej, “Hændelser ved Hulsig” er ikke privat – selv om den har en bestemt egn som baggrund for fortællingerne, og min familie – Hesselholterne – spiller en rolle. Det var hændelser, der virkelig fandt sted i Hulsig gennem 200 år – og de er her fremstillet i fiktiv form.

Og nu siger jeg som Sabro: Det blev faktisk en rigtig god bog. Den burde bibliotekerne have købt. Den var god at skrive og god at læse. Det sidste har jeg så kun mine læseres ord for, for den blev som sagt ikke lektøranmeldt. Jeg klagede over det ( og det skal man vist aldrig gøre, så får man uvenner inden for den verden, der tildeler en brødet – og man må sulte) – de lovede at se på sagen. Og en halv time efter, at jeg havde ringet, fik jeg besked på, at nu havde de kigget på bogen igen, og meldingen var den samme: det var en alt for privat bog. Den er på 400 sider, så de er da i det mindste hurtiglæsere der på stedet.

Fred være med dem.

Jeg beder Fadervor hver dag – og skal man tage bønnen alvorligt, så rækker den også til bibliotekernes lektørkorps.

Den gode og den dårlige læser

 

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Så er det sket igen. Og det sker jo hele tiden, og for tiden oftere og oftere. Forfattere skriver om deres eget liv. Det kalder man selvbiografisk fiktion, for det er ofte i romanform, og somme tider er det ikke, så skal det forestille en selvbiografi. Og er det så det? Lige nu er Erling Jepsens bog “Gramshavet” netop udkommet, og anmelderne river sig i håret for at finde forklaringen på om den er mere eller mindre selvbiografisk end “Kunsten at græde i kor,” som Jepsen udgav for nogle år siden, og som handler om den lille familie i Gram, som Gramshavet også handler om.

Jepsen siger selv: Den er 100% selvbiografisk. Derfor hedder drengen ikke Allan som i Kunsten at græde i kor, men Erling.

Som om det var en interessant oplysning. Det er det ikke. Og det er helt ligegyldigt, om bogen er selvbiografisk eller ej. Vi er jo ikke lyst-snagere, men lyst-læsere. Vi er ikke sladderkællinger, men litteraturelskere.

Om bogen er “virkelighedsloyal” eller ej er ligegyldigt. Det, der er vigtigt er, om den er loyal over for litteraturen og dens krav om litterær kvalitet. Hvad rager det os, om der er det eller det forhold mellem forfatteren og hans tekst? Det er jo hans sag. Det, der er interessant for læseren er, om der er et forhold mellem teksten og læseren. Har den noget at sige mig?

Mai Misfeldt ( der absolut er en god læser) siger det så smukt i en artikel i Kristelig Dagblad 12 nov 2016 – hun taler om “den gode litteratur”, der er den, som har noget at sige mig (læseren)

(citat) “Den gode roman giver os mulighed for at synke helt ind i et andet univers. Glemme den konkrete tid og det sted, vores krop befinder sig i og på, og være med romanens personer i deres tid og sted. Helt tabt for omverdenen, som det jo hedder, vender man siderne, spændt på, hvad der nu sker, hvad personerne nu må sanse og tænke, og hvad der skal tilstøde dem. Jeg drives frem af et narrativt begær, jeg vil vide, hvad det ender med. Åh, lad det nu gå dem, jeg spejler mig i, godt, lad dem finde en vej ud af deres besvær, ligesom jeg selv håber på at finde en vej ud af mit.”

Den israelske forfatter Amos Oz har skrevet en bog “En fortælling om kærlighed og mørke”, og heri tager han temaet om den gode og den dårlige læser op. Der er jo mange, der har spurgt ham, om bogen er selvbiografisk. Og han svarer, at alt hvad han skriver er selvbiografisk, også når han f.eks. skriver en bog om Moder Terasa – ha!

Og sådan har det jo altid været. Den gode tekst har den gode forfatter i sig. Flaubert, som har skrevet “Madame Bovary” blev engang spurgt om, hvem der var model til fru Bovary. Og han svarede: “Madame Bovary, c’est moi.” Madame Bovary, det er mig.

Om den dårlige læser skriver Oz sådan her:

(Citat side 39) Den dårlige læser vil altid gerne vide, og det straks, “hvad der virkelig skete.” Hvad er historien bag historien, hvad drejer det sig om, hvem er mod hvem, og hvem har været i seng med hvem? Professor Nabokov fik engang af en journalist i en direkte amerikansk tv-udsendelse stillet spørgsmålet: “Professor Nabokov, sig os venligsst, are you really so hooked om little girls?”

Videre skriver han følgende om den gode læser:

(Citat side 42) Den afstand, som den gode læser vælger at lægge, mens han læser skønlitteratur, er ikke området mellem det skrevne og forfatteren, men området mellem det skrevne og sig selv. Man skal ikke tænke på, om Dostojevskij som studerende virkelig myrdede og berøvede gamle damer. Nej, læseren skal snarere sætte sig i Raskolnikovs sted og føle rædslen og fortvivlelsen og den ordartede elendighed kombineret med et napoleonsk hovmod, storhedsvanvid, sultens vanvid, ensomheden, lidenskaben og udmattelsen, forenet med ønsket om at dø, for at trække en parallel … ikke mellem personerne i fortællingen og diverse skandaler i forfatterens liv, men mellem personerne i fortællingen og læserens intime, farlige, elendige, forrykte og kriminelle ego, den skrækindjagende skabning, som man altid lukker bybt inde i den allermørkeste celle, så ingen nogensinde, Gud forbyde det, kommer til at kende til dens eksistens, hverken ens forældre eller dem, der elsker en, af frygt for at de flygter fra en i forfærdelse, som man flygter fra et uhyre.”

Og lidt længere henne i teksten:

(citat side 44) …. Det er uhyrer, som man i det civile liv aldrig kan sammenligne med noget, fordi man aldrig ville præsentere dem for noget menneske, ikke engang hviskende, i sengen, i øret på den, man deler seng med om natten, for ikke at risikere, at vedkommende i rædsel snupper lagenet, svøber sig ind i det og løber skrigende bort.”

Den dårlige læser forlanger, at forfatteren ødelægger bogen med sine dumme krav. Oz skriver:

(Citat side 40) Den dårlige læser minder om en psykopatisk elsker, som overfalder en kvinde og flår tøjet af hende. Når hun så er helt nøgen, river han hendes hud af, fjerner utålmodigt hendes kød og knuser hendes skelet, og først når han har gnavet i hendes knogler med sine grove gule tænker, er han endelig tilfreds.”

 

 

 

  

En forfatter har bopælspligt i sin tekst 2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Fortællingen om Tobias kan du læse herunder, men hvis du ikke er et barn på 12-15 år, så gider du nok ikke. Derimod kunne det måske være interessant at læse lidt om teksterne omkring teksten. Det har jeg skrevet om i tidligere indlæg. Og der vil følge flere hen ad vejen. De vil så handle om tekster fra Israel og deromkring. Tobias er jo ( selv om han ikke er helt enig i den betragtning ) en jødedreng, og han bærer i sig, hvad man måske kan kalde jødernes skæbne til alle tider.

I følge den gamle tekst fra ca. 600 før Kristi fødsel, så ender Tobias’ liv i lykke og gammen og lovprisning af Gud. Som et eventyr. Den gamle tekst slutter sådan her.

…. “Så drog han og hans kone bort til Medien og slog sig ned i Ekbatana hos hans svigerfar Raguel. … Selv døde han ( Tobias) 117 år gammel som en anset mand. Før han døde, nåede han at opleve og høre om Nineves ødelæggelse, og han så, hvordan mederkongen Kyaxares førte fangerne derfra til Medien. Han priste Gud for alt, hvad han gjorde mod ninevitterne og assyrerne. Inden han døde, nåede han at glæde sig over Nineves skæbne, og han priste Herren, som er Gud i evighedernes evighed.”

Tja … man kommer ikke udenom, at “de gamle” var hævngerrige, og at Gud Herren spillede med. Sådan fremstiller de gamle tekster jøderne og Herren, men min fortælling om Tobias er ikke gammeltestamentlig eller “gammelreligiøs” i den forstand. Den handler om en ung, der prøver at finde sin vej i livet, og som har sit at slås med. Og jeg tror, at den er tidløs på en måde. Og desuden: at ingenting i grunden har forandret sig, når det handler om de lidelser og den forfølgelse som “de fremmede” udsættes for. Det var sådan dengang, og det er sådan nu.

Og det gamle theodicé-problem er evigt aktuelt: hvordan kan Gud være god, når han tillader alle de grusomheder. Tobias vil ikke vide af ham: han har ikke just holdt sin hånd over jøderne, synes drengen, og Tobias giver sig i min fortælling ikke på det punkt.

Men fortællingen ( min) illustrerer i sin gang og i hele sit indhold, at Gud er til stede, og at selv Tobias må indse det. Det gør han også. Men det betyder ikke, at han accepterer det. Et evigt dilemma ikke bare for Tobias, men for mennesket til alle tider.

Ingen af os kommer udenom det problem, heller ikke de af os, der holder fast ved troen.

EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST
***
***
I en lidt anden formulering læste jeg disse ord i avisen i dag og tænkte, ja, sådan er det, man skal bo i sin tekst. Det er en pligt man har, når man skriver.
Jeg forstod i al fald sætningen på den måde, at man skal ind i sin tekst og blive der, indtil man bliver ét med den. Det betyder, at man skal kende det sted, hvor ens tekst udspiller sig. Kende det så godt som muligt. Man kan jo naturligvis ikke tage en doktorgrad i historie, eller i geografi eller i biologi ( jeg ville i al fald ikke kunne ( nå/orke) det. Men bare gøre sig umage. Det er det, man skal, og det rækker.
Derfor er reseacharbejdet så vigtigt.
Det er også derfor, at jeg har jeg brugt tid på at læse Bibelen og de apokryfe tekster - inden jeg vovede mig ud i at genskabe ( skabe) Tobias’ historie. Den er ganske vist ikke klistret til sit forlæg, men bevæger sig frit i den retning, den kom til at tage i mine hænder. Sådan hænger det sammen for mig, når jeg skriver, og for de fleste andre, tror jeg, at troskaben går i flere retninger: man skal også være tro mod de tanker og ideer, der opstår undervejs, hvis man kan se, at de passer til den tekst, man skriver på. Man skriver som romanforfatter altid på litteraturens egne betingelser, og er det en historisk tekst, så skriver man selvfølgelig også på helt specielle krav om sandhed og viden.
Det er på den måde, jeg arbejder.
Jeg ved således udmærket, hvor vi befinder os historisk, når vi vandrer sammen med Tobias og Rafael. Jeg ved nogenlunde, hvordan der har set ud og hvem der boede der osv. Selvfølgelig er der meget, jeg ikke ved, men forhåbentlig forstyrrer det ikke fortællingen.
**
**
Men jeg ved alt for lidt om Mellemøsten i dag. Derfor har jeg. brugt meget af min tid i sommerhuset dette efterår på at læse nogle bøger om Israels opståen og hele spillet deromkring.. Jeg vil her omtale to af dem, for de har været centrale for mig.
Den ene er skrevet af zionismens fader: Theodor Herzl, Altneuland  ( i 1903) – og den anden er af Ari Shavit: Mit forjættede Land ( den er fra 2016 – eller i al fald oversættelsen er)
**
**’
Herunder Herzls original fra 1902
**
**’
””””””””
”””””””’
Begge bøger handler om landet Israel: den første er en utopi – den anden skildrer Israel i dag og landets historie.
Det fine ved dem begge er, at de i udgangspunktet er forsøger at være objektive og ærlige. Jeg tror, at den anden “Mit Forjættede Land”  virkelig er det, og at den første gør sit bedste og desuden er det sådan, at den danner en slags model for opbygningen af Israel.
Altneuland inddrager ikke konflikten mellem jøder og arabere, for Herzl havde ikke fantasi til at forestille sig den. Han tager det som en selvfølge, at araberne vil byde jøderne velkommen med kyshånd, og han går ind for  ideen om absolut ligeret for jøder og arabere. Kort sagt: han ser ikke og omtaler derfor ikke den vold, der følger i kølvandet at opbygningen af landet.
Da Israel bliver erklæret selvstændig stat, er det så som så med idealismen, og de smukke drømme om sameksistens mellem jøder og arabere er ikke til at få øje på.
””
””
I det følgende vil jeg citere lidt fra bøgerne – måske vil det være en appetitvækker – jeg kan i al fald kun anbefale, at man læser Shavits bog. Herzls er interessant på sin vis, men som litteratur synes jeg, den er lidt kedelig. En dårlig roman. Men den fik altså stor betydning for det, der senere skete.
””
””
Theodor Herzl er født i Budapest i 1860. Han flyttede som ung til Wien, hvor han grundlagde den zionistiske bevægelse. Hans første bog om en jødiske stat hed Die Judenstaat; senere skrev han Neualtland (1902) – han døde i 1904, og nåede altså ikke at se virkeliggørelsen af sin drøm.
”””
””’
Jeg købte i 1960 en engelsk oversættelse af Herzls bog, oversat og kommenteret af Lotte Levensohn, og det er den, jeg vil citere fra.
””
””
De store progromer ( jødeforfølgelser) i Østeuropa i slutningen af 1800tallet gjorde mange veluddannede jøder statsløse, og det var Herzls drøm, at de skulle rejse til Palæstina – de kunne meget, og deres juridiske, medicinske, ingeniørmæssige, musiske, filosofiske og humanistiske viden skulle sammen med det store forfulgte jødiske proletariat opbygge en mønsterstat, hvor de første skulle skabe rammerne, og de sidste være solbrændte, sunde og lykkelige arbejdere.
Noget af det gik i opfyldelse.
Her et par citater: Hovedpersonen i romanen, Friedrich, en desillusioneret ung mand, og hans venner besøger Israel i 1923 ( H. skriver altså en fremtidsroman!) – og her taler de med nogle bosatte jøder, far og datter, de er begge øjenlæger:
””
””
side 45):
“What”" cried Kingscourt. “Is this young lady a doctor?”
“Yes. She studied under me at first, and later i Paris. Now she is my assistant. A very learned person, my Sascha.”
The young lady doctor blushed at her father’s praise.
“Oh! papa!” she cried deprecatingly.
Dr. Eichenstamm stroked his long gray beard.
“One May say what is true,” he said. “We are not here solely for pleasure, gentlemen. We are interested in eye diseases. Unfortunately, there is no lack of them here. Dirt and neglect revenge themselves. Everything is in ruins here. And how beatiful it could be, for it is a golden land!”
“This country?” inquired Friedrich incredulously. “The milk and honey description is no longer true.”
“It is always true!” cried Eichenstamm enthusiatically. “If only we had the people here, all else would follow.”
“No,” asserted Kingscourt decisively, “there’s nothing to be expected form people.”
Dr. Sacha turned to her father. “You ought to suggest that the gentlemen see the colonies.”
“Which colonies?” asked Friederich.
“Our Jewish settlements,” replied the old gentleman. “Don’t you know anything about them either, Dr. Loewenberg? They are the most remarkable phenomenon in modern Jewish life. Societies i Europe and America, the socalled “Lovers of Zion”, promote the transformation of Jews into farmers in this old land of ours. A number of such Jewish villages already exist. Several rich philantropists have also contributed funds for the purpose. Our old soil is productive again. You must visit th Jewich villages before you leave Palestine.
*
*
Vi får i bogen som sagt et billede af det Israel, som Herzl forestillede sig, og rigtig mange af hans tanker, blev realiserede ( brugt som model) i opbygningen af landet. Men altså langt fra så fredeligt, som han havde tænkt.
*
*
Jeg vil herunder bringe et par citater fra Shavits bog. Om Ari Shavit følgende: Han er forfatter, israeler og bor i landet. Herbert Pundik skriver på bogens omslag følgende:
*
*
Shavit er en af Israels mest debatskabende skribenter. Hans bog er en ærlig, på visse punkter brutal, fremstilling af et samfund i splid med sig selv, fanget i et skisma mellem religiøst pres og individuel frihed, mellem et jødisk flertal og et arabisk mindretal, mellem fredsfolk og krigsmagere.
*
*
Ari Shavit indleder med at fortælle sin oldefars, Herbert Bentwichs, historie. Hvordan han, der tilhørte den emanciperede del af europæiske af jøder, fandt ud af, at også de var ramte af antisemitisme. Han rejser så til Palæstina. Og han ser det, han vil se. Og lukker øjnene for det, han ikke vil se. Her er et citat fra side 29:
*
*
I min oldefars bevidsthed er der ingen plads til landet, som det virkelig er. Der er ingen plads til de palæstinensiske bønder, som står blandt deres figen- og oliventræer og vinker til den fine britiske gentleman, som er opslugt af det bibelske landskab, han iagttager gennem togets vinduer.
*
*
Og videre (s.34)
Herbert Bentwichs generation udgøres af emanciperede jøder, som forelskede sig i Europa og knyttede deres skæbne til Europa. Efter at være brudt ud af ghettoen, hvor de havde været lukket inde i århundreder, brød de op og blev en del af oplysningens Europa. De berigede både kontinentet og sig selv. Men efterhånden som det 19.århundrede nærmer sig sin afslutning, må disse jøder se i øjnene, at uanset hvor meget de holder af Europa, holder Europa ikke af dem. For disse netop emanciperede jøder er Europa som en plejemor. De ser op til hende, de tilbeder hende, de vil give hende alt, hvad de har. Men pludselig går det op for disse hengivne børn, at Europa ikke vil vide af dem. Europa synes, de lugter. Pludselig er der et nyt og anderledes blik i Moder Europas øjne.
*
*
Ja, så er det, zionismen opstår, og Shavits oldefar rejser rundt med julelys i øjnene og ser ikke virkeligheden. Det gjorde vi andre heller ikke i 1950′erne. Jeg er i al fald opdraget til at betragte Golda Meïr og Ben Gurion som helte.
Virkeligheden gik først for alvor op for mig langt senere. Jeg husker en aften. Det var i 1980′erne. Jeg var lærer for unge flygtninge, som ville læse på universitetet – vi hjalp dem til en dansk studentereksamen.
Den aften havde jeg inviteret klassen med hjem. En af drengene var palæstinenser, han hed Mohammed, og han var en meget sympatisk og en intelligent dreng ( 17-18 år).Jeg kom virkelig til at holde af ham, og han havde et fint forholdt til sine lærere. Men lige den aften kunne han have myrdet mig, tror jeg. Jeg så i al fald had – lynende had – i hans øjne, da jeg kom til at forsvare jødernes ret til at være i Israel. Mohammed var fordrevet araber – hans familie havde boet i Shatila, en flygtningelejr, som Israel havde jævnet med jorden.
*
*
Man kan blive klogere. Men det er en strid, hvor selv den mest retfærdige dommer må bide i græsset. Der er ingen retfærdighed at finde der. Hverken for jøder eller arabere.
*
*
Det fortæller Shavits bog udførligt om.
*
*
Man hører om de første kibbutzer – hvordan de var nødvendige i opbygningen af landet. på side 47 skriver Shavit:
*
I 1921 står det klart, at den ikkesocialistiske zionisme ikke vil kunne kolonisere Palæstina. De borgerlige Rotschild-kolonier … har udspillet deres rolle. De baserer sig på liberale værdier, en borgerlig livsstil og nogle markedskræfter, der ikke vil kunne løfte denne opgave. Utopiske kolonier i stil med Degania er heller ikke tilstrækkelige. Frihed, nærhed og individualisme kan heller ikke foreners med denne mission. Hvis Zionismen skal sejre, er der brug for en velorganiseret og veldisciplineret socialistisk struktur.
*
Måske er Israel det eneste sted i verden, hvor kommunismen har levet sig ud i virkeligheden og oven i købet er lykkedes. Man hører i bogen om disse benhårde arbejdssteder, der kan minde om ren slaveri, hvis det ikke var, fordi “slaverne” arbejdede frivilligt og med stor entusiasme og følte, at de var med til noget stort.
Herzls tanker om et samspil mellem højt uddannede eksperter, kunstnere og intellektuelle i disse landsbrugssamfund realiseredes virkeligt, og Shavit skriver, at der i begyndelsen var et godt forhold mellem arabere og jøder, mest fordi arabernes forhold rent materielt faktisk forberedes markant. Før var de fleste meget fattige og en slags livegne for ejerne af jorden, der har boet langt borte og iøvrigt interesseret sig utrolig lidt for landbrug. Det meste fik lov at forfalde.  Uvidenhed og fattigdom afløses af større viden og større velstand. I nogle af de største kibbutzer er der arabere ansat som tillidsfolk.
Men freden varer jo kun kort. Der opstår militante grupper i begge lejre. En arabisk nationalisme blomstrer frem, efterhånden som der kommer flere og flere jøder til landet, og en israelsk tilsvarende militant bevægelse vokser i samme takt, eller hurtigere.
*
Vi kender resten. Men Shavit gør fantastisk fint rede for, hvordan udviklingen er gået siden de første tanker om et Israel voksede frem og til i dag.
Israel opstod vel på grund af holocaust. Da jøderne blev så mishandlede, at det ikke kan beskrives, bliver drømmen om et fristed en realitet.
Men jøderne levede jo i disasporaen længe før Kristi Fødsel. Og det er jo et af emnerne i Tobias og Englen.
Som man vil vide, når man har læst Tobias og Englen, så vil Tobias ikke være jøde. Det er dog det sidste, han kunne tænke sig, for også dengang blev jøder forfulgt, og han oplever en af de barske tider for det fordrevne folk.
*
Forleden læste jeg om en nutidig person, som heller ikke ville være jøde. Hendes navn var Lili, og hun var ungarer (hun er død nu).
*
Det er hendes søn, Péter Gárdos, en ungarsk forfatter, der skriver hendes historie “Feber ved daggry” hedder bogen, og selv om den handler om hans mor, så er den bygget op som en roman.
*
Vi møder pigen Lili, der er overlevende fra Bergen Belsen og kommer til Sverige i 1945, hvor hun møder sin kommende mand, der er overlevende fra Auschwitz. Hun vil konvertere til kristendommen og i al fald ikke mere være jøde. En svensk rabbiner kommer for at tale hende til rette, og her er et lille uddrag af bogen, hvor de to mødes:
*

(Side 209): (Han) lænede sig frem og så Lili dybt i øjnene. – Du har mistet din Gud.  …  - Nej, det er Gud, der har mistet mig. … 

(Side 210): – Var De der måske?! Var De måske med på rejsen? Var De måske i kreaturvognen sammen med os?!

Lili talte meget stille, men hendes hænder var knyttede, og selv om hun sad ned, var hendes krop spændt som en flitsbue.

- Jeg vil ikke prøve at bilde dig ind, at det bare var en slags prøve. Nej, det ville jeg ikke turde sige til dig, efter alt hvad der er hændt. Gud har mistet dig – i orden. Rettere sagt, det er slet ikke i orden, jeg står også på krigsfod med ham i den anledning. På krigsfod! Jeg kan heller ikke tilgive ham! Hvordan kunne han gøre det mod os? Mod dig! Rabbien pegede på de andre. – Mod dem!

Rabbien stak uret i lommen, der var ikke brug for det længere. Han sprang op, og stolen væltede. Han var ligeglad, han begyndte at gå frem og tilbage, fire skridt frem og fire tilbage. Han gik hurtigt og råbte.

- Nej, for det er der ingen tilgivelse! Og det siger jeg til dig, jeg, rabbi Emil Kronheim! Jo! Jo! Mange millioner af dine brødre og søstre blev skamløst myrdet! Udryddet! Millioner blev ført som kvæg til slagtebænken og slået ihjel. Nej, selv stude bliver behandlet mere humant end vores trosfæller! Men Gud i himlen, disse millioner er ikke engang blevet kolde endnu! Vi er ikke engang færdige med at bede over dem! Og du vil forlade os allerede?! Det er ikke Gud, du skal være fair over for, han fortjener det ikke! Det er de mange millioner! Dem har du ikke ret til at fornægte.

 

SOM JEG HUSKER DET 11

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

 

 

UDENFOR OG INDENFOR I BARNDOMMENS BY

Havnen

De år, jeg boede i den lille fiskerby.

Fisk. Det er klart. Og vi spiste fisk hver dag, sådan husker jeg det i al fald. Søndagen undtaget naturligvis. Alle spiste fisk hver dag. Fisk var billig mad – det var gratis mad, og ens mor fik husholdningspenge, og de skulle holde måneden ud, og det gjorde de ikke, hvis man ikke for det meste spiste fisk.

Indtog jeg mine måltider jeg andre steder end hjemme? Det var vist yderst sjældent, og jeg husker kun et enkelt tilfælde på fremmed mad. Tydeligt står synet af en stegepande med sprukne pølser. Et lille smæld, hver gang en af dem sprak. Det lød skønt – som et løfte om velsmag. Og de var røde. Eller rettere sorte, for de blev brankede i fedtet, og det sydede så hyggeligt fra panden, mens de langsomt forvandledes. Og smagen. Fin og fremmedartet. Brankede, røde pølser, det fik vi godt nok aldrig hjemme.

Det var Jens’ mor, der tilberedte det livssalige måltid, Fru Bjørn Hansen kaldte vi hende, men vi sagde ikke ”De” til hende som vi f.eks. gjorde til Fru Benzen. Hun hed vist nok Inger, og jeg tænker, at hun var præcis så interesseret i madlavning som min egen mor, der heller aldrig fandt ind til de kulinariske hemmeligheder, der skjulte sig i råvarerne. Hun stod dog pligtskyldigt og kæmpede med pander og gryder hver dag, og der kom mad ud af det. Tørrede kogte issinger, det var nu ikke så ringe.

Hun havde ganske vist gået på husholdningsskole og lært at lave sovs og passe børn – borgerskabets døtre gik den vej for at uddanne sig til ægteskabet – og hun holdt ung pige, som hun skulle oplære, og konehjælp til rengøring, og kunne vel sagtens have helliget sig madlavningens kunst, hvis det havde interesseret hende det mindste. Det gjorde det ikke. Det var der ingen kunst i.

Jo, min mor bagte selvfølgelig brød og syltede agurker og den slags, som vist nok alle husmødre gjorde. Men det var ingen passion involveret i det foretagende. Alt det huslige var ren pligtarbejde, det var noget, som skulle overstås.

Desuden var hun sart og måtte ikke overanstrenges. Det blev hun vist heller ikke. Far bar hende på hænder, sådan husker jeg det i al fald – gav hende morgenmad på sengen. Og han stod tidligt op og tog sig af børnene – måske ikke, da vi var helt små, det husker jeg ikke, men efterhånden som vi blev større og der skulle smøres madpakker og sendes børn med toget til realskolen I Frederikshavn. Her begyndte jeg som niårig. Det var for tidligt, men det er en anden historie, som jeg skal vende tilbage til.

Lige nu er vi i Strandby, og vi er små børn.

Mor ville gerne læse, sy og strikke og høre radio. Jeg kan ikke huske, at hun legede med sine børn – vi kunne selv. Og vi havde hele byen og havnen og alle engene og stranden og endda en lille lund til legeplads.

Når jeg tænker på byen, havner jeg altid ved havnen. Legeplads og arbejdsplads. For her kunne man også tjene penge. Man kunne nemlig hjælpe fiskerne med at ro deres fangst, der blev opbevaret i store hyttefade, ud i det ydre havnebassin. Her blev de tøjrede til nogle pæle. Det var min brors faste job, og jeg hjalp ham hellere end gerne. Så stod jeg på den yderste kant af hyttefadene, mens Anders roede dem ud af inderhavnen. Og det var sikkert livsfarligt, for de lå lavt i vandet, og når man stod på dem, sank de yderligere, og havvandet nåede en til anklerne.

Men pyt, man var jo barfodet og ligeglad med en smule vand. Eller rettere: man var glad for det. Det gav et gys af spænding at vide sig så nær det bundløse dyb – at se ned i det sorte, hvor bunden ikke mere kunne anes. Vi gik i søndagsskole og fik læst af Bibelen og vidste en del om himmel og helvede. Her mødtes de to områder og man stod med en fod i hver. Var engel og djævel.

I søndagsskolen sang vi så: ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare.” Og nå ja, og den tilhørte vi jo hver og en. I al fald alle os børn i Strandby.

Børneværelset

Marianne med lillesøster Dorte

Børneværelset. Mine søskende. Og legene. Jeg tror aldrig børn har leget, som vi gjorde.

Fantasien. Ikke skabt af kolde hjerner, ikke spundet ind i regler og strategier. Den var en indre rigdom, som vi sikkert var født med, og den frigjorde følelser og åbnede os for oplevelser, og på dens vinger fløj vi ind i et ukendt land, som var uden grænser, og hvor kunne vi forsvinde og blive os selv og alligevel blive nogle helt andre. Dengang var vi være lykkelige. Vi kunne flyve.

Og vi legede, så alt andet forsvandt, og verden åbnede sig og vi gik ud i den. Uledsagede. Ja, her var vi virkelig uledsagede børn. Frie børn. Men selvfølgelig: vi befandt os samtidig i en kokon af tryghed. Og ordene ”uledsagede børn” får det til at gyse i mig. Jeg ser uvilkårligt flygtningebørn for mig og deres form for voksenfravær. Deres udsathed. I den verden er der ingen plads til leg.

Vi var aldrig udsatte, vore forældre var altid tæt på, også selv om vi glemte dem og de heller aldrig fulgte med os ind i legens mysterium. Det kunne de jo ikke. Lykkeligvis. Legen havde vi for os selv. Den var vores frirum.

Jeg husker en dag, hvor vi lå på ryggen, min bror og jeg, vi lå side om side. Og vi havde begge fået øje på et lille hul på det hvidkalkede loft. Først så han det, så pegede han det ud for mig. Et stykke puds var faldet af, og nu kunne man kigge ind i en lille sprække af mørke. Så var det, han begyndte at fortælle, hvad han så. Nu har jeg glemt ordene, men jeg husker tydeligt fryden ved forvandlingen. Hvad der skete. Det døde blev levende, og det piblede frem af mørket og blev til billeder og hele fortællinger.

Tiden stod stille. Når legen fanger sindet, går tiden i stå.

 

 

178 – igen et par billeder fra Hulsig Hede og deromkring

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Hændelser fra Hulsig er ude af min verden på den måde, at jeg jo ikke mere skriver på bogen, men egnen forsvinder hverken fra mit hjerte, min hjerne, mit syn eller mine øvrige sanser, og nu har jeg netop været der i nogle dage og i det koldeste forår nogensinde ( så vidt jeg husker) – og alligevel var der så smukt som altid, så jeg tog et par billeder, som jo hverken gengiver lyde eller lugte eller den vide horisont eller den fantastiske nathimmel, når månen spejler sig i havet.

De kommer alligevel her:

 

 

 

– 30 års jubilæum

Info:  marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com

Dette forår er 30 år siden, jeg underskrev min første forlagskontrakt. Det var i foråret 1985. Jeg har siden skrevet mange kontrakter under og udgivet mange bøger, sådan ca. en om året. Jeg har aldrig skrevet af kommercielle grunde – så ville jeg have valgt helt andre genrer. Jeg har skrevet de bøger, jeg godt selv gad læse, hvis en anden havde skrevet dem.

Men den første tekst var en lille komedie, “Ballade i Brugsen”,  og den solgte jeg ved at underskrive mit livs første kontrakt – for 30 år siden – og da var jeg jo lidt benovet over at nogen gad købe det lille håndarbejde, jeg havde nørklet sammen, og jeg skrev glad under på nedenstående  tilbud. Og med skam at melde havde jeg ikke tænkt mig om. Stykket blev en stor succes. Det blev spillet overalt i landets forsamlingshuse og på de små amatørteatre. Og jeg havde jo givet afkald på forfatterhonoraret, som normalt er 10-15 % af indtægterne.

Og lad det så være dig en lære, kære forfatterspire! Se dig godt for og tænk dig godt om, inden du skriver under på en kontrakt! Jeg ved, at det her stykke spillede langt over 100.000 kr. ind allerede i de første år ( og det har spillet lige siden og spilles stadig). Senere stykker blev slet ikke den samme succes.

Jeg holdt op med at skrive skuespil, da vi nedlagde vores hjemlige scene i forsamlingshuset. Det har mange af os savnet, og måske genopliver vi det.

Det er en fornøjelig beskæftigelse af skrive de små spil for amatørteatre, og jeg begyndte jo at skrive, fordi jeg fandt de stykker, der egnede sig til den lille scene enten for dumme eller for vanskelige. Og jeg havde skrevet hovedopgave på universitetet om slægtskabet mellem Molière og Holberg. Det var let at dramatisere hverdagens små intriger.

Hændelser i Hulsig er min sidste store bog. Måske skriver jeg nogle meget små bøger og udgiver dem i hemmelighed. Det kan vist gå an. Men det store hurlumhej med udgivelser orker jeg ikke mere.

Så derfor vil jeg bruge resten af min tid på denne velsignede jammerdal af en jord med ikke at skrive bøger. I stedet vil jeg gruble over,hvorfor vi er her, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Ja, de tre spørgsmål finder jeg ikke svaret på, for det er der ingen, der har gjort og heller ingen, der nogen sinde vil gøre. Men der er mange, der har forsøgt, og jeg vil så længe jeg kan, traske i deres fodspor. Eller løbe. Eller springe. Eller danse.

Den 30. marts er der reception på Skagen Bibliotek – billetter a 50 kr. skal bestilles i god tid. Den 8 april er der præsentation på Randers Bibliotek af Hændelser  - og her er det gratis. Efter præsentationen er alle interesserede velkomne til vin og lidt mad på Sct. Kjeldsvej 2 i Ålum.

Intermezzo – en litteraturpris så sandelig.

Da jeg kom hjem fra et foredrag i Odense i lørdags fik jeg en fin overraskelse. Jeg havde modtaget Karin Michaelis pris. Vidste jo nok, at jeg var nomineret, men det var der andre flittige skribenter, der var. Så … jeg fik den altså. Her står min søn og svigerdatter: Svend og Katie og modtager mig på Randers Banegård.

Her er fra Randers Amtsavis en artikel  - hvis du vil læse artiklen, så dobbeltklik på den og den bliver dobbelt så stor.