Intermezzo

Vi er i juleugen stadigvæk - det er nok ingen overraskende oplysning – og sådanne har jeg da tænkt at forsyne siderne med i den kommende tid. Nu er det julepjank i al fald forbi – men endnu står min jul i fuldt flor. Der er jo andet end pjank til.

Juledag var jeg i kirke, og dagens tekst var indledningen til Johannes Evangeliet, og den har jeg altid elsket – ligesom resten af det evangelium, der efter min mening er det smukkeste i hele Biblen. Men indledningen handler jo om ORDET – den mest fantastisk opfindelse overhovedet.

I kristen forstand er ORDET lig med Jesus – “I begyndelsen var ORDET og ORDET var hos GUD og ORDET var GUD.

Jeg citerer i den forbindelse et vers fra Brorsons “Mit hjerte altid vanker …” Men ak/ hvad skal jeg sige/ når jeg vil tænke på/ at Gud af Himmerige/ i stalden ligge må/ at Himlens fryd og ære/ det levende Guds ord/ skal så foragtet være/ på denne slemme jord.

Og så lige et par ord til kristne fundamentalister i alle afskygninger: NEJ! Biblen er ikke Guds ord.

Guds ord hedder Jesus.

Juledage hele ugen – og børn og børnebørn – Velkommen igen Guds engle små – ja, puslinger har vi i hver en vrå – og hvor er vi velsignet heldige med det. Tak!

I den kommende tid – fra ca. 1 januar vil jeg fortsætte med at sætte fokus på Skagen og særlig på Skagen Landsogn. Det er derfra vor ( min) verden går, men det er altså også et særligt folkefærd, der har boet der, det håber jeg på at kunne påvise hen ad vejen, og jeg vil selvfølgelig være rigtig glad for følgesvende på samme vej. Så træd endelig med! Men på den anden side kan jeg ikke love, at vejen ikke bliver både stenet og “træls” at trave på ind i mellem. For revl og krat skal med. Og kan I bidrage med stof, det være sig revl eller krat, så vil jeg være taknemmelig og indlemme det i samlingen. Som jo altså meget gerne i sidste ende skulle føre frem til en roman.

Og endnu engang tak til alle jer ( tre ved jeg i al fald ) som fulgte med Djævlene, Nisserne og andet Tøj rundt i de 24 dage, hvor de slog sig løs på bloggen. Et par læsere har spurgt mig, om jeg ikke fortsætter med en ny julespøg næste år, og det er jeg selvfølgelig smigret over, men mon det går? Ole siger, at jeg har været alt for bloggeret hele måneden, og sandt er det, at jeg har forsømt at lave både klejner og rødkål ( og hvad med ham???).

 

24. december

24. december

Samme sceneri. Personerne er ligesom alle en smule forstenede, hvis man da kan være det en smule. Men det forstår vi jo godt: Fyrsten føler måske sin magt vakle, han står over for kræfter, han ikke begriber, og de to forelskede befinder sig i et urørlighedens rum ( hvori alle forelskede befinder sig), og så er der en lille Trold, der gerne vil hjem til
mor. Vi vil lytte til deres samtale:

Fanden var blevet ligbleg og temmelig febrilsk. ”Hør nu!” råbte han som fra en
synkende skude. ”Vi må glemme alt det våseri og pjat, for nu gælder det
Verdenssituationen. Og derfor: det er bydende nødvendigt, at vi får samlet
Klenodierne, så JEG og ingen anden holder dem i min hånd, når klokken slår 12,
og det gør den jo snart.”

Trolden var nødt til at være mere snu, end hans natur tillod og sagde derfor: ”Søde ven, kan det ikke vente med al det samleri?”

Fanden gloede olmt på ham: ”Søde ven!! Og vente!!! Men jeg har da aldrig hørt magen! Hvis I to ikke med den vuns ( lidt vendelbomål havde han da lært) bliver normale, så tilkalder jeg alle mine djævle ( lige nu havde han glemt, hvor få det efterhånden var), og I vil ende i det syrebad, jeg holder parat til syndere af 3 grad.”

Faust lænede sig ind mod Troldmanden og hviskede i hans øre: ”Det er nu, vi skal vise, hvor vi står.”

Og trolden sagde lidt forvirret: ”Jo, men hvor er det nu lige. …?”

Faust rystede på hovedet og hviskede hastigt: ”Vi må træde i karakter og sige højt, at vi er imod.”

”Er vi … imod … ? jamen, jeg vil altså ikke ende som fedtklump i en gryde. Det kan du ikke forlange.”

”Hellere martyrdøden end et Fandens Regimente.”

”Hør nu I to, kan I holde op med det skænderi, vi har vigtigere ting for nu.” Han pegede på Hofsnogen. ”Hvad laver den snog her?”

”Det er jo ham, der har vogtet HJERTET,” forklarede Faust. ”Ja,” føjede Trolden til, ”men nu har englen stjålet det.”

”Hvad siger du??? Det siger du ikke!!!Har det afpillede skelet igen været på spil? Hun som lå bastet og bundet.”

Faust: ”Det gør hun ikke mere.”

Fanden: ”Fandens også!”

”Lige mine ord,” sagde Faust, hvad han så mente med det. Fyrsten tog atter til orde og sagde, at nu skulle hans tro venner, som han håbede var vendt tilbage til deres onde gamle selv, holde vagt ved Snogen, mens han selv ville jage englen, og så skulle hun komme til at
fortryde, at hun nogensinde havde forladt sin himmel. I en sky af os og ondskab forsvandt Den Ondeste, og tilbage stod de to elskende og en lille troldunge, der netop nu og for resten også før fortrød, at han havde lånt sin hvide tryllepind til englen.

De to gamle forsvandt i en øm omfavnelse, og Troldepus så sit snit til at smutte hjem til mor i højen. Om det lykkedes for ham får vi aldrig at vide. Hans rolle i vores historie er imidlertid udspillet.

”Hvorfor sagde du til ham, at englen havde stjålet HJERTET?” spurgte Trolden, og Faust svarede, at det var for at få ham væk. ”Og for resten,” lagde han til, ”så må vi nu lade vore julehjerter stå på stand by. Og i stedet bruge vor kolde fornuft, for så snart han fanger englen og opdager vores bedrag, så er spillet ude.”

”Men hvad skal vi da gøre? ”brummede Troldebamsen ulykkeligt. ”Det er jo d. 24 i dag, og vi er med i en julekalender, og sådan nogen tingester slutter altid d.24 – kort sagt: enden er nær.”

De begyndte uden særlig tro på, at heldet var med dem, at gennemrode snogens kofte. HJERTET var og blev borte.

De så på hinanden, og Faust sukkede: ”Om få timer slår Apokalypsen sine flammevinger ud og forvandler alt godt til aske.”

”Hvad skal vi gøre?” gentog Trolden og begyndte at bide kløer.

”Ingenting,” sukkede Faust. ”Vores tid er forbi.”

”Lige som den skulle til at begynde.” De græd lidt i hinandens arme, men det kunne jo fedt hjælpe. Tabt var tabt, og de var så fortabte som aldrig før.

Men da hørte de støj i gangen og fór med hinanden i hænderne langt ind i mørket, hvorfra de så de tre venners entre i rummet. De unge standsede brat op lige foran Hofsnogen, der stadig lå og snorkede.

”Føj for Den Lede!” bandede Tom. ”Det er ham, Snogen. Død, tror jeg.”

”Og Lise?”

”Gud i Himlen! Han ligger oven på hende”, gøs Jerry og lukkede øjnene.

Svend spærrede sine op, så bøjede han sig over de to besvimede og halede pigen fri. Straks begyndte han at give hende kunstigt åndedræt. Og langsomt kom hun til bevidsthed. ”Hvor er jeg?” Hun fik øje på Hofsnoen og for ind i favnen på Svend, der slog armene om hende. ”Åh, nej, nu husker jeg.”

”Bare rolig, han sover tungt.” Svend trykkede hende ind til sig og glattede kejtet hendes hår. ”Sig os, om du har HJERTET,” spurgte han bange.

”Det tror jeg ikke, eller … hvordan var det nu ?… åh nej , det er jo ham, Snogen der, som har det.”

Endnu engang blev Snogens lommer endevendt og endnu engang uden resultat.

”Det forstår jeg ikke. Åh jo for resten, lige før jeg faldt i søvn, var englen her. Usynlig godt nok, men det var hende.”

”Ja sikkert, for vi sendte hende herned for at finde dig.”

”Og hun fandt mig, men vent lige: åh jo, her var også en buk.”

”En buk, hvad lavede en buk her???”

”Det er jo jul. Det var vel en julebuk. Men fæl så han ud, og fæl var han.” Hun gøs.

”Hvad nu, hvis han har taget HJERTET,” hviskede Svend og så usikkert på hende.

”Så kommer det an på, om han er på vores eller deres side,” sagde Tom. “For det ved vi vel ikke?”

”Det er jeg bange for, vi gør. Han virkede smadderlumsk,” sagde Lise.

”Måske kan vi endnu nå at gøre noget,” sagde Svend uden overbevisning.

”Vel ka’ vi ej,” kom det da også straks fra de andre, men i det samme hørtes en let støj, og Troldmanden og Faust dukkede ud af mørket.

”Vel ka’ I så!” sagde de.

”Jamen, I to!!! hvad mener I med det??” Udbrød vennerne og i munden på hinanden.

”Ja, hvad mener vi i grunden,” sagde Trolden og så tankefuld ud, men Faust fortsatte med fast stemme, mens han favnede den lille flok med sine kloge øjne. ”I står ikke alene. Det er bare det, jeg vil sige.”

”Så vidt jeg ved, så I hører begge til på det andet parti,” sagde Svend med hævede bryn og rynket pande.

”Hører til og hører til,” brummede Trolden. “Ja, men vi hører til. Engang var det på det ene parti, og nu er det så på det andet parti. Man har vel et standpunkt til man ta’r et nyt,” føjede Faust til. Mere nåede han ikke at sige, før svovlugten fra en vis person sivede gennem den i forvejen forurenede luft og fik dem til at hoste slemt. Og så lige med ét stod Fanden, eller Mefistoles, som Faust plejede at kalde ham, da de var perlevenner, i hele sin diktatoriske vælde midt i rummet og forsøgte at fylde hvert eneste atom med Den totale Ondskab.

”Overgiver I jer med Det Gode, eller med Det Onde? Ha ha ha … Ja, for netop i dag, hvor min triumf bliver total, vil jeg åbne en lille bitte sprække og skåne mine små og ubetydelige fjenders liv, hvis I ellers kan samarbejde.”

”Du har ikke vundet endnu,” kom det skarpt fra Lise, ”for du har ikke HJERTET.”

”Nå, og hvem har det så?” For første gang så Fanden en smule spekulativ ud.

”Ja, det kan vi vist begge to gætte, mon ikke!” Svarede hun uden nogen form for glæde. Og hun havde også at glæde sig over. For det var jo klart, at hun lige som du og jeg for længst havde regnet ud, hvor HJERTET  befandt sig: nemlig indfiltret i Julebukkens lange skæg.

Og nu kom han trampende i egen person – ja, akkurat som sit forbillede “Den store Bukkebruse” bralrede han lige ind i det dunkle kælderrum, og forpustet stillede han sig foran Fanden og lo ham med sin vanlige frimodighed lige op i hans åbne ansigt.

”Nå, det havde du nok ikke regnet med, din gamle satan!” triumferede han.

”Jo vist. Jeg vidste nok, det var dig,” sagde Fanden og forsøgte at smile venligt til det store prustende Juledyr.

”Men sikker kunne du jo ikke være, vel?” dundrede Bukken og forsøgte at ligne Dyret i Åbenbaringen. Og vist gjorde det indtryk. Fanden mistede en stor procentdel af sin selvsikkerhed og begyndte sågar at undskylde sig: “Jeg har jo ikke set dig så
længe. Hvad skulle jeg tro?” og Juledyret svarede: ”Nej, du har det med at
glemme dine venner.” Hvad han så mente med det.

Den Onde rettede sig op og forsøgte at nedstirre Dyret, mens han brølede: ”Om få minutter slår klokken 12, så du kommer virkelig i sidste øjeblik – fly mig nu straks og uden tøven HJERTET!” og Bukken bukkede sig fornøjet og nød øjeblikkets magiske magt –
så filtrede han Klenodiet fri og holdt det op i den belumrede luft, hvor det skinnede, så alles øjne blændedes.

”Kast de andre Klenodier til mig,” befalede Bukken, ”så får du HJERTET!”

”Du må være sindssyg,” Den Ledeste fnøs, så snottet stod i kaskader omkring ham, og Julebukken måtte tørre sig med skægget, før han tog et skridt frem og næsten rørte ved Fanden.

“Så,” sagde han, “så kom vi så vidt.” Han skrabede lidt med forbenene og fik et par tudser op under hovene og måtte ryste dem rene, før han i en stilhed, hvor alle holdt vejret, forsigtigt lagde Klenodiet i en af dem og igen rakte det op i lyset.

Fanden åbnede sin klo, hvori de to andre Klenodier lå og funklede. ”TAK gamle ven! Jeg vidste, du var mig tro. Ræk mig nu blot din hov, og jeg skal lade dig føle suset før alle andre – lad os lægge vore to hænder sammen i en fælles besværgelse af Det Gode!”

Bukken lo en underlig latter, så stak han sin hov, hvori HJERTET lå og bankede og lyste, helt hen til Fanden, og deres to “hænder” mødtes, men kun et sekund, for netop som Bukken gjorde mine til at lægge HJERTET ved siden af ANKERET og KORSET, kom den anden hov op som et lyn og snuppede alle tre KLENODIER og kastede dem hen til Svend, der gudskelov havde nærværelse nok til at gribe dem og samle dem i sin hånd.

Besværgende holdt han dem over sit hoved, og i det samme slog midnatsklokken. Fanden var allerede på vej frem mod drengen, men lige med et stivnede han og stod som en saltstøtte foran dem, derefter lød der en underlig syden, og støtten smeltede ned og blev til en stinkende mudderpøl.

I samme øjeblik stod der en engel og lyste midt i herligheden, mens hun lo sin klokkelatter.

”Det kan man da kalde bad timing!” lo hun, ”jeg var så sikker på, at jeg nåede frem i tide.”

”Men det gjorde du jo også,” sagde Svend glad.

”Gjorde jeg det? Men så hit med sagerne, de er faktisk mine!”

”Sludder! De ligger i den rigtige lomme, men mon ikke vi alle sammen trænger til at komme hjem. Og holde en forsinket juleaften.”

I en snakkende og leende flok myldrede de ud af det Helvede, der nu ( i al fald for en tid) havde mistet al magten og æren.

S L U T

Her slutter den lille julespøg. Og Marianne, som I ser et billede af herunder – med en anden frisure ganske vist, men dog visselig den samme og med barnesindet i behold, siger jer tak, fordi I ville følge med hele den lange vej.

 

23. december

23. december

Trolden og Faust – ja, dem møder vi senere i fortællingen.

Nu bevæger vi os atter op i slottet. Her sidder de tre drenge og hænger med næbbet. Og det ser mere sort ud end nogensinde, det kan ikke skjules. Vi nærmer os verdens udløbsdato, hvis der ikke sker mirakler. Men selvfølgelig – det er jul  – og julens budskab er jo netop fortællingen om Det største Under. Miraklernes tid er måske ikke forbi.

Svend smed sig på sengen. ”Jeg holder det ikke ud længere. Vi kommer jo ingen vegne.”

”Nej, og hvor var det svært at være venlig og underholdende i aftes. Og Isabella, der blev ved med at spørge til Nissepigen,” sagde Jerry, og Tom fortsatte. ”Det var i det hele taget en syret aften. Lagde I mærke til ham hofsnogen, han blev skidefuld – og ind i mellem
forsvandt han og kom endnu mere døddrukken tilbage.”

”Hov, hvad var det lige, du kaldte ham?” sagde Svend.

”Idioten?”

”Nej, du sagde noget andet.”

”Nå ja, hofsnogen, for han slikker jo kronprinseparret op og ned af ryggen, kunne han slikke dem i røven, så gjorde han det.”

”Du er genial!” råbte Svend og slog ham på ryggen.

”Hvad?”

”Det er jo for pokker ham, der har stjålet HJERTET – Feen talte jo om en slange – eller en snog! Nu må vi se, om vi kan få fat i ham, det bliver ikke let, for han forstår jo at sno sig.”

”Ja,” sukkede Jerry, ”nu kunne vi godt bruge vores skytsengel, for hun er endnu bedre til at sno sig.”

”Når man taler om solen,” lød en lys pigestemme, og i det samme så de hende. Hun stod og lyste midt i kammeret. I hånden holdt hun en lille trold.

”Det havde I nok ikke regnet med!” lo hun så smittende, at de tre drenge for første gang trak en anelse på smilebåndet.

”Du kommer som sent fra Himlen,” sagde Svend.

”Desværre,” mumlede hun og lyste knap så klart. ”Jeg kommer faktisk fra Helvede.” Det sidste ord hviskede hun, men de hørte det.

”Sig mig lige!” kom det strengt fra Svend, ”fløj du ikke op til Vorherre med Klenodierne for at bede ham passe på dem?”

”Altså … lige Vorherre … altså lige ham, mener jeg … vi … altså … generationskløften du ved …,” vrøvlede hun i mangel af en bedre forklaring.”

”Forklar dig ordentligt!” kommanderede Svend da også og fortsatte: ”Og hvad er ham dimsen der, hvad er han for noget?” Han pegede på Troldepus, der var begyndt at blive urolig og stod og trippede.

”I skal i al fald ikke lade det gå ud over ham, at I er sure på mig,” mukkede hun.

”Nå, men vil det sige, at du ikke engang ved, hvor Klenodierne er, og at vi står på bar bund?”

”Øhh … jeg … ja, eller … nej det ved jeg faktisk ikke … men så meget kan jeg sige: jeg gav dem ikke godvilligt fra mig … jeg blev tvunget til det.”

”Hvad gør vi så nu?” sagde Tom og fortsatte, ”ingen af os tør gå ned i den farlige kælder, hvor Lise er helt forsvundet. Måske ligger hun bagbundet, måske er hun allerede død.” Han så bange på vennerne.

”Det finder jeg ud af,” sagde englen. ”Det skulle bare mangle.”

”Men du kan jo ikke mere flyve.”

”Nej, men jeg kan noget andet, noget, som Troldepus der har lært mig.” Og hun holdt en lille hvid pind op foran dem. ”Den har han lånt mig.”

”Se bare! – hokus pokus.” Hun stak pinden i munden og var væk.

”Hun er væk” sagde Svend.

”Nej,” sagde Troldepus og gned sig på næsen, ”hun er bare usynlig.”

”Det tror jeg ikke på,” sagde Tom, og så skreg han. Den tomme luft begyndte at sparke ham over skinnebenet. ”AV! AV! Jo, det tror jeg på!” hylede han.

 

Dybt nede i kælderen var der ikke blevet lysere – et næsten nedbrændt stearinlys hang og blafrede på en søvnig slanges halespids. Lise sad på en sten med benene trukket op under sig. Hun var bundet på hænder og fødder. Og minsandten om ikke Julebukken var sat til at holde vagt ved hende.

”Du kan altså ikke være det bekendt. Dig, som alle børn elsker. Og så opfører du dig som den ledeste af alle svinebukke.”

”Nå, du glemmer vist, at det var mig, der drak alle de andre pissefulde, så de ikke kunne gøre dig fortræd.”

”Men du holder vagt for dem.”

”For dem? hvem siger, det er for dem?” sagde Bukken og følte sig for første gang som en gammel tvivler.

”Men hvad er det, du er ude på?” klynkede Lise, hvis stadigt vaklende mod efterhånden var til at se ende på. Men inden Bukken nåede at svare på det vanskelige spørgsmål, følte hun et let strejf af noget blødt på kinden og en stemme, som hun genkendte, hviskede hende i øret: ”du skal ikke være bange, og nu skal du høre godt efter. Det er Hofsnogen, der har
taget HJERTET, og han gemmer det under sin kofte.”

”Er det sandt?” hviskede hun ud i luften, og Bukken så surt på hende. ”Sidder du nu og hvisker til dig selv?”

”Ja, for du er ikke værd at spilde ord på.”

De nåede ikke at uddybe den dristige anklage, før Hofsnogen kom snoende hen ad den mørke gang med kurs lige mod dem.

”Nå, man hygger sig nok.” Sagde han, og Bukken svarede med falsk oprigtighed i stemmen: ”Ja, hun er sød, den lille strik, og du har bare at behandle hende anstændigt!”

”Og det skulle komme fra en gammel buk som dig.”

”Julebuk,” korrigerede Bukken fornærmet, “men for at snakke om noget andet, så har jeg medbragt min mors hjemmebryg, og nu synes jeg, at vi skal drikke en lille tår og ønske hinanden glædelig jul.” Og han serverede til både Hofsnogen og pigen, og begge faldt øjeblikkelig i en lige dyb søvn.

Nu fik Bukken travlt, og man kunne se, at han bøjede sig over de to, men hvad han foretog sig, kunne man ikke se. Desværre. Men hvad man kunne se var englen, der tog pinden ud af munden og blev synlig og synligt forvirret betragtede Julebukken, der lykkeligt brægende galopperede hen ad den mørke kældergang. Hvorhen kunne hun ikke se, og jeg ved det ikke.

”Jeg må skynde mig at finde HJERTET, mens han sover,” sagde hun til sig selv og gik i gang med at rode i Snogens lommer, men nåede ikke til de aller-inderste, før hun hørte støj og hurtigt gjorde sig usynlig, og nu blev hun vidne til et besynderligt optrin, som sandelig også forbløffede mig, og som I andre nok heller ikke lige ventede. Men hun så det med egne øjne og hørte hvert ord af det sære sceneri, der udspillede sig der dybt nede under jorden. De agerende var Troldmanden og Faust.

Det var Troldmanden, der først tog til orde og sagde, idet han så Faust dybt i øjnene:

” Jeg kan ikke holde det skjult længere, skat. Jeg er brændt varm på dig.”

”Jamen, også jeg bager så vidunderligt på dig. Oh, hvilken ild, der flammer i mit hede bryst!”

”Og den liden Gretchen?” sagde Trolden med en stemme, der dryppede af undertrykt jalousi.

“ Åh hende! hun er jo det rene ånde-flimmer – aller højt en skueret. Du derimod, du er kød og blod.”

”Ak ja,” sagde Trolden med lykken lysende i sit troldeansigt, ”så vil vi da sammen vandre ind i vor blomstringstid.” Hvor pokker har jeg det fra? nåede han at tænke, inden Faust
omfavnede hele hans imposante troldefigur og udbrød: ”Hele mit liv har jeg ventet på en som dig. Vil du være min?”

”Frier du til mig?” spurgte Trolden lidt mistroisk, for det var da et vældigt skridt at tage, ikke sandt?

”Ja. Jeg gør. Og vi gifter os den dag i morgen. Og vi skal vies af biskoppen, mindre kan ikke gøre det.”

”Nej, hør nu, jeg hader kristenblod, men det ved du da!”

”Nu vil vi ikke skændes, vel, og du behøver jo ikke sutte på ham,” sagde Faust og fortsatte: ”og jeg er skam ikke kristen.”

”Men hvorfor skal vi vies i kirken?”

”Åh, vil du ikke nok? Kirkebryllup er så romantisk. Og Keld Holm er så sød.”

”Hvad er han!!!?” trolden lod atter jalousien slå gnister. ”Er der noget mellem jer to? Har I noget kørende, som jeg bør vide?”

”Rolig, jeg elsker kun dig.” Lad os sjunge en elskovsduet! Og de greb hinandens hænder og sang så hjerteskærende smukt, at jeg fik tårer i øjnene. Hør nu blot:

Endelig rev de sig ud af favntaget og så sig om, for i deres feberforelskelse var de da vist faret vildt.

”Åh, men se dog, der ligger ham den ækle snog,” sagde Faust.

”Ja, han er til at brække sig over.”

”Du, vi tager HJERTET fra ham og flygter langt bort.”

”Jamen, Fanden! for fanden. Har du rent glemt ham?” spurgte Trolden uroligt, men jo også lidt dumt, hvad Faust gjorde ham opmærksom på ved at skære Fandens plan ud i pap: ”Fanden vil jo slippe ragnarok løs, det husker du nok,  og han vil gøre menneskenes hjerter kolde som is.”

”Ja, hvad så?” bøvlede Trolden, og Faust nev ham i den hårede arm og sagde højt og tydeligt: ”Er der ikke noget, du lige har glemt?”

”Glemt? Nej, jeg glemmer aldrig noget, for jeg kan slet ingenting huske,” sagde han og grinede. Men Faust lo ikke. Han sagde: ”JEG er et MENNESKE.”

En tid var der kulde og tavshed imellem dem, men som du sikkert ved, så er kærlighedens kraft stor nok til at bygge bro over selv de største kløfter. Alligevel var Troldens første replik ikke velegnet til byggeri. Han sagde: ”Fy for Satan … jeg HADER mennesker .. De
stinker af kristenblod.”

”Ikke jeg,” sagde Faust roligt, ”her, lugt selv!” og han rakte ham en hvid, behåret arm. Trolden så mistænksomt på det nøgne kød, så bøjede han sig ned og satte tænderne i.

Faust vred sig af smerte. ”AV!” hylede han.

”Jamen, du sagde da selv …” mumlede Trolden forvirret.

”Jeg sagde lugte. Ikke bide.”

”Bare en lille bitte hapser,” ivrede Trolden. ”Bare så jeg ved, du ikke fupper, og at jeg ikke køber katten i sækken.”

Faust strøg den store troldebamse over pelsen og sukkede: ”Du sære gamle Trold – mit hjerte dunker af menneskeblod, det er sandt, men mit eneste ønske er, at det må slå i takt med dit.”

”Det var smukt sagt,” sagde Trolden og kyssede ham ret inderligt, mens en lille tåre trillede ned ad de ru kinder.

”Ja,” sagde Faust, ”Kærligheden er det smukkeste af alt, og alt er smukt for dem, der elsker, men hvis Fanden får fat i HJERTET, så er det ude med kærligheden.”

”Og med os,” sagde trolden helt forstandigt.

”Ja, og derfor skal vi finde HJERTET, inden han slår kløerne i det.”  Og han bøjede sig over Hofsnogen og begyndte at gennemrode de mange lommer, men nåede ikke ret langt, før en hæslig stemme bremsede ham og fik ham på benene i en fart.

Det var Den Onde selv, der pludselig dukkede op og nu brølede: ”Hvad foregår her!” Faust så ængsteligt på ham, som han stod der og tordnede vredt og med en lille bange Troldepus hængende ved den ene arm.

Hakkende begyndte Faust på en lang række søforklaringer, der jo intet forklarede, og Fanden bød ham da også holde kæft med det bavl. Så vendte han sig mod Troldmanden.

”Og her har du din dumme lærling, Troldmand. Jeg snuppede ham på vej herned. ” Han puffede Troldepus over mod Trolden, der uden at tænke sig om knaldede den lille fyr en lussing. ”Så kan du lære det,!” brummede han og fortrød allerede, men han måtte have afløb for den skræk og rædsel, der nu susede i ørerne og for øjnene af ham.

Men Faust lyste op i et lykkeligt smil og sagde, at den lille trold, ham måtte han da ikke slå. Det var jo et barn, kunne han ikke se det? Og nu de skulle giftes, så kunne det være så yndigt at få et barn og stifte familie. ”Så bliver vi en rigtig familie, ligesom Frede og Mary,” sagde han bevæget og fik med de rolige ord Trolden til at slappe af. Og mens de således smilede lykkeligt midt i al uhyggen, der hang over dem i form af en frådende Fanden, hørte man Troldepus’ lille barnestemme: ”Hvoffor en familie?? Hjælp moar! Jeg vil hjem.”

Men det hørte ingen af de oprørte
væsner, der dannede kreds om ham.

 

ens skæg 2

22. december

22. kapitel

Se, nu er englen jo befriet takket være Troldepus, så derfor er hun igen glad. Det kan man tydeligt se på Theodors tegning af det lille væsen:

Ingenting at være ked af. Det tror hun, men hun bliver måske klogere juleaften.

22. december:

Han slæbte hende hen til en næsten usynlig dør, som han lirkede op. Så skubbede han
hende ind i en mørk gang for enden af hvilken man kunne skimte en trappe.

”Ja, der skal vi ned! Du først!” befalede han og skubbede til hende, så hun snublede ned ad den stejle trappe, der endte dybt nede i et stort kælderrum, der var ganske svagt oplyst af osende fakler.

Da hun nåede bunden, trådte hun et skridt frem. Så skreg hun. Hendes fødder gled i noget blødt og fugtigt, og hun vendte sig om og klamrede sig til hofmanden, der skubbede hende fra sig og lo højt.

”Bare rolig. Det her er blot nogle fredelige snegle og tudser, vent til vi kommer længere ind, for der hersker slangerne.”

Hun skulle kaste op nu og holdt begge hænder for munden, mens hun mumlede: ”hvor er vi?”

”Åh, vi er, hvor vi skal være, i vores eget lille lokale helvede.” Han begyndte at hive efter vejret, så faldt han i kramper og hans åndedræt gled over i en hæs rallen, og lige med ét voksede der en slangeham frem og dækkede ham fra isse til tå. Han bøjede sig over hende: en kæmpelindorm over sit offer. Men da var hun besvimet.

”Pokkers til tøs, snerrede han, så rejste han sig på bagbenene og greb hende med forbenene og sådan vrikkende og vraltende med pigebarnet trykket ind til sig, bevægede han sig længere og længere ind i den uhyggelig kælder og kom til sidst til et kælderrum, hvor der flakkede et lysskær fra brændende fakler, fæstnede med snogesnot til lange
slangehaler, der svingede dem frem og tilbage.

På et par rå, slimede sten sad Trolden i dyb samtale med Faust. De stak hovederne helt sammen, og hvad der foregik mellem dem, var ikke let at se. Et par sære lyde hørtes nu og da efterfulgt af lidt fnisen. Så fik Faust øje på Hofsnogen og slap Troldens arm og rykkede et par centimeter fra ham, men Trolden rykkede med, så de atter sad som siamesiske
tvillinger. ”Aha, ” sagde han, ”Den onde Hofsnog! Og bærende på sin egen dejlige Gretchen.”

”ÅH hende … hun er blot en tøs, der ved for meget.” Snerrede Snogen.

”Sådan går det, lærer man dem for meget, så tager de magten fra en.” Faust sukkede af dyb erfaring. Og nu blandede Troldmanden sig: ”Præcis det samme med mine lærlinge: slår man dem ikke ihjel i tide, så tager fanden ved dem.”

De sidste ord fik Hr. Hofsnog til at smile: ”Du siger noget. Vi slår hende ihjel. Men hvordan? Jeg er ikke rigtig uddannet i det fag.”

”Smid hende i krogen der, så ordner rotterne og slangerne resten.”

”Fint med mig,” savlede sagde Snogen og vred sig, og Faust benyttede lejligheden til at spørge om det, der lå ham mest på sinde: ”Lykkedes det dig så at få fat i HJERTET?”

Snogen rodede rundt på kroppen, så stak han en hånd ind under det glatte skind og trak triumferende HJERTET frem. Det funklede som diamanter i hans hænder, og tændte begærlighedens grumme ild i de to andre.

Trolden stønnede ligefrem: ”Nu har vi vundet.”

”Ja, vi har,” sagde Snogen, Fandens flinke Triumvirat, nemlig os tre, har i sandhed båret ved til Verdensflammehavet, og i morgen ved midnatstide vil Fyrsten I Egen Person møde
os her, og vi vil overrække ham Det gyldne HJERTE. Og han vil holde alle tre KLENODIER i sine magtsyge kløer, og så sker det: alle stemninger og alle fantasier, alle smukke følelser vil fordufte, og jorden vil igen blive VORES.

”En gang for alle,” jublede Trolden, men der var en lille falsk tone i hans jubel, som ingen hørte.

Faust derimod gik helt amok og hylede, ( og han hylede ellers aldrig) at nu ville han denondelyneme drukne sig i druk, liderlighed og hor. Og lad os bare begynde med hende der,” fistede han allerede som beruset.

”Hold bøtte,” sagde Trolden spagt og uopfindsomt, ”jeg hader kristenblod, det klæber til ganen.”

”Åh, men hvem siger, vi skal spise hende – vi vil bare sno os lidt om hende,” hvislede snogen ulækkert.

”Føle hende på tænderne,” fjollede Faust med ( og den gamle Faust, som vi kender ham fra Goethe,  var langt væk, det kan I nok høre) – Men nu skete der noget uventet ( det var da også på tide .)

En infernalsk larm lukkede munden på triumviratet, og ind tumlede Julebukken med kunstige julelys vrikkende på sine bukkede horn. Trolden fór op og brølede: ”Hvad skal DU forestille at bestille her?!!”

”Det samme som dig?” sagde Bukken.

”Det forstår vi slet ikke,” råbte de tre i et uharmonisk kor, der dog ikke lukkede munden på den Store Bukkebruse, som i en kaskade af lattermildhed bog dårlig ånde betroede dem, at
han havde været til møde med alle ”the good guys.”

”Åh”, sagde Trolden, ”du mener Satan og hans djævleyngel!”

”Vrøvl, jeg taler om de virkelig, virkelig, virkelig gode. De ligefrem stinkende gode.”

”Nå dem, tåberne altså, men hvad fanden havde du at bestille i deres flok?” spurgte Hofsnoen mistænksomt.

”Jeg forsøgte at ligne en, der føler sig hjemme i det selskab.”

”HVAD!??” bralrede Trolden løs, ”er du på det hold????”

”Nej da, men det tror de, tåberne. I skulle have set det fjollehoved til Elverkongen, han savlede ligefrem af fryd over den ene omvendte synder.”

”Prøver du så også at bilde os ind, at du føler dig hjemme her?” spurgte Faust med en rest af sin gamle skarpsindighed.

”Jeg kommer til jer med insideroplysninger, det begriber I vel?”Trolden så hånligt på ham.

”Store fjollede Buk”, sagde hofsnogen, ”fjol rundt et andet sted. Vi kan ikke bruge dine oplysninger til noget. Vi er ved vejs ende. For jeg har allerede HJERTET.”

”Hvor?”

Snogen slog sig på maven, ”her, og her bliver det, indtil det skal overrækkes Den Mægtige Fyrste.”

21. december

Kære læsere!

Julekalenderen fortsætter naturligvis til sin bitre ende. Men jeg blev kontaktet af en person i går, som sent var sprunget på læsevognen og gerne ville læse de tidligere afsnit. Men han kunne ikke finde det første afsnit altså 1. december. Den mangler naturligvis ikke, men jeg skrev den i november. Så derfor, hvis du vil med fra starten, så klik på november, og du får serveret historiens absolutte begyndelse. Og uden den ligner det hele jo noget mærkeligt PJAT – og den tanke må straks manes i jorden. Jeg PJATTER aldrig ( for alvor ).

Her kommer det nye afsnit: -

21. december:

Vi befinder os stadig inde i slottet. Her har de unge fået tilladelse til at opholde sig et par dage, og hver aften skal de så til gengæld divertere den kongelige børneflok. Det er dog ikke lige det, der planlægges her:

”Hvor er vi heldige, at vi kan bo her,” sagde Tom, ”og hende der barnepigen, hun er bare så sød, og jeg kom faktisk ret tæt på hende i aftes.”

”Det er ikke hende, du skal komme tæt på, det er HJERTET,” kom det en smule hvast fra Jerry, ”og der er vi lige vidt.”

”Men det er ikke så nemt,” indskød Lise, ”jeg tror, at hun ved noget eller måske endda er blandet ind i det, men hun har altså fået mistanke til mig og er på vagt hele tiden. Hvis vi
ikke snart får lokket HJERTET fra hende, så ender det med, at hun skiller sig af med det. Hun virker så bange.”

Svend rystede lidt bedrøvet på hovedet. ”Nej,” sagde han, ”det er lige meget med hende. For det er ikke hende, der har taget det.”

De stirrede alle sammen på ham, og han skyndte sig at fortælle, at Feen havde været hos ham om natten og fortalt ham alt, hvad hun vidste, hvilket for resten ikke var alverden. Men hun sagde altså, at det var en slange, der havde tiltusket sig det.

”En slange?” undrede de andre sig, og Svend måtte indrømme, at det måske snarere var en snog, eller et kryb i al fald, eller … det havde været så svævende og usikkert det hele. Men hun havde foreslået, at de skulle søge efter HJERTET dybt nede i slottets underjordiske gange og kældre.

”I en gammel fangekælder måske” foreslog Jerry og gøs lidt.

”Men så må vi derned straks!” afgjorde Tom og prøvede at se kæk ud, men ingen af dem havde synderlig til at bevæge sig ned i en skummel og mørkfangekælder.

”Jeg går altså derned og ser mig om, og bagefter kommer jeg op og henter jer tre,” sagde Lise og forsøgte at lyde modigere end hun var. De andre nikkede. Et bedre forslag havde de ikke.

Lise bevægede sig langsomt hen ad en lang, smal gang, som hun mente måtte føre til en kældertrappe, men inden hun nåede ret langt, blev hun vidne til en samtale, der gjorde hende klam af skræk. Fra en halvåben dør hørte hun tydeligt nursens stemme i samtale med en, hun ikke kunne se, og hvis hæse stemme hun ikke kendte. Hun kunne blot høre, at det var en mand. Og nu sagde han:

”Hvad var det, hende tøsen ville vide?”

”Ingenting,” sagde barnepigen.

”Men sagde du ikke, at hun snakkede om et hjerte?”

”Jo, hun sagde, at hun havde et mage til hjemme.”

”Sagde hun ikke noget om en udstråling?”

”Hvad, øh … det … tror jeg ikke. Men hvad pokker er det med det hjerte?” Hun lød nervøs nu.

”Jeg vil ikke have, at du taler med de unge fløse. Og ham der Tom, han flirtede direkte med dig i aftes.”

”Åh, han er bare en lille nisse på rejse,” sagde hun og lo.

Men manden lo ikke. Hans stemme gik helt op i diskanten, da han fortsatte: ”Du gør klogt i at holde dig til mig. Jeg er ikke hvem som helst, jeg er noget rigtig ufatteligt stort, det vil
du snart erfare.”

”Åh, som om det er noget særlig stort ved at sidde til bords med Frede og Mary! Det gør jeg jo også.”

”Men så skal du vide, at det kun er et spil for galleriet. I virkeligheden sidder jeg til bords med Verdensherskeren.”

”Åh, hold da op! Du er godt nok sjov.”

”Sjov, siger du? Nej, det her er dødsens alvorligt. Det handler om magt.”

”Du er da ikke engang statsminister.”

”Vi taler ikke om puslingelandet Danmark. Vi taler om Verdensherredømmet – om Tusindårsriget. Men det forstår du ikke!”

”Nej, det forstår jeg ikke. Og nu må jeg ind til tvillingerne.”

Lise fløj forskræmt hen til en stor vase, bag hvilken hun lige nåede at gemme sig, inden nursen strøg forbi. Hun var bange nu og ville tilbage til drengene, men i samme øjeblik hun trådte frem, åbnede manden døren og busede lige ind i hende. Han greb hende hårdt i armen.

”Vi to har vist noget at snakke om,” sagde han og klemte endnu hårdere.

”Hvad?” spurgte hun og mærkede, at hun begyndte at ryste.

”Et lille hjerte af guld. Men det har du vel aldrig hørt om?”

”Nej”, hviskede hun.

Han begyndte at trække af med hende.

”Jeg har ingenting gjort,” klynkede hun.

”Når man stikker næsen i en hvepserede, undgår man ikke at blive stukket noget så grusomt. Men kom nu lidt villigt!”

20 december

Nu ved jeg ikke, om Helvedet ligger i Århus, men jeg ved, at Marselisborg Slot gør, og det er her, vi skal hen. Vores lille flok står tæt sammen foran slottet. De har udklædt sig som nisser, og faktisk virker de ret beklemte. Situationen er også ret sprængfarlig, må jeg sige. Det drejer sig jo om selve HJERTET.

De begyndte langsomt at bevæge sig op mod slottet. Svend standsede pludselig. ”Er det ikke ret håbløst det hele. Vi har d. 20. december og ikke skyggen af noget som helst.”

“Vi har en plan,” sagde Lise.

”Og så skal du tænke på,” fortsatte Jerry, ”at det faktisk er et svineheld, at de små prinser og prinsesser holder jul her, og at vi fire fik tilbudt stillingen som julenisser.”

”Nemlig,” sagde Lise, ”og nu kan vi komme ind i slottet.”

”Jo, men vi ved jo ikke engang, om HJERTET er på slottet.”

”Det er det helt sikkert,” sagde Lise, ”det siger min kvindelige intuition mig.” Og med disse ord forsvandt de ind i slottet, hvor vi senere vil møde dem.

Men inden da må vi igen en tur ned i det uhyggeligste af alle steder: det skinbarlige Helvede. Og vi trænger helt ind i dybet og standser op ved den lille engel, som vi forlod for lidt siden. Hun er mutters alene, og hun ligger og græder. Det kan vi godt forstå. Men hør nu bare, det er faktisk værre end vi troede:

 

 

 

En lille trold, forklædt som djævel, forsøgte at finde vej i mørket. Han gik efter lyden, for han kunne jo intet se, men hele tiden hørte han gråden, og nu lød den ganske tæt ved. Han standsede og bøjede sig over den grædende.

”Lille pige,” sagde han, ”hvorfor er du så ulykkelig?”

”Hvem er du,” sagde hun forskræmt og krøb endnu mere sammen på det hårde leje.

”Du kan kalde mig Troldepus,” hviskede han.

”Er du da ingen djævel?”

”Shyy … det må ingen vide noget om,” nu hviskede han ganske lavt, for alle vidste, at det inderste af hulen var beboet af flagermus, og ingen kunne med sikkerhed vide, hvor man havde dem.

“Han stjal ANKERET OG HJERTET, mens jeg sov,” hulkede hun, ”og nu har jeg forrådt mine bedste venner. Jeg har været så dum, så dum.”

”Vel har du ej. Bare lidt for vild, tror jeg, og en smule naiv. Det går nok.”

”Vel gør det ej!”

”Men nu er jeg her jo.”

”Du? En trold. Som om det var ret meget bedre end en djævel!”

”Nu vil vi ikke spilde tiden på kævl. Lig blot helt stille, mens jeg løsner rebene. Sådan. Nu skal jeg lede dig ud i det fri, min ven, og slip ikke min hånd!”

”Du er en trold! Vil du da have, at jeg skal stole på en trold?”

”Er du ikke nødt til det?”

Hun gjorde nogle grimasser i mørket, som ingen så, men hun slap ikke hans hånd, mens han nænsomt førte hende gennem de tætte tåger og ud på den anden side.

 

I et smukt og lyst værelse på slottet leger den lille prins Christian og den endnu mindre prinsesse Isabella med deres nurse, mens de to allermindste ligger og sover i hver sin lyserøde og en lyseblå seng. Ved siden af nursen sidder Lise udklædt som nissepige og fuld af utålmodighed efter at høre om, hvor HJERTET befinder sig. Vi vil lytte til deres samtale:

”Det var da hyggeligt, at jeg fik lov at hilse på dig, ja, og på børnene, dem får jeg jo en del at gøre med i de næste par aftner.” Snakkede Lise løs og smilede så venligt, hun formåede til den mutte barnepige, som ikke var spor meddelsom. Den lille Isabella stavrende hen til dem og puttede sig ind til Lise. Hun glattede barnets hår, og den lille pige så op på hende med strålende øjne: ”Du er en rigtig nisse, ikke?” pludrede hun, men inden Lise
kunne svare, kom det muggent fra Christian: ”Nisser findes ikke. Jeg er i al fald for stor til at tro på dem, de er for pattebørn som dig.”

”Jo vist findes de,” sagde Lise, ”men man ser dem bare ikke ret tit, for de er generte.”

”Jeg er også genert, og mig ser man da ret tit.” Den lille dreng vred sig lidt.

”Det er ikke alt det, man ikke ser, som ikke findes,” forsøgte Lise lidt klodset, men Isabella tog straks tråden op: ”Ja, for man ser heller ikke Gud. Og han findes, det har jeg selv
set.”

”Har du set HAM?” spurgte den lille dreng.

”Ja, i går, men ikke ret længe, så skulle han til fødselsdag. Men jeg snakkede med ham.”

”Nå, gjorde du det? snakkede han så dansk eller fransk?” spurgte Christian voksent.

”Han snakkede selvfølgelig gudsk.” Sagde hun og slog med nakken, så krøllerne dansede om det yndige lille ansigt.

De små blev ved med at søskendeskændes en tid, men vi vil forlade dem og gå hen til Lise, der har trukket nursen en smule afsides.

”Må jeg spørge dig om noget?”

”Hvad?”

”Jeg så prinsesse Mary i Tv forleden, og hun bar et hjerte om halsen, som jeg faktisk har helt magen til. Ved du, hvor hun har det fra?”

”Nå det. Nej. Hun har vist for resten tabt det, men hun er ligeglad, det er helt værdiløst. Ja, altså derfor kan du da godt være glad for dit. Det er bare ikke ægte.”

”Mit er da af guld.”

”Nå, men nu har vi snakket nok om det. Jeg siger jo, at det ingenting er værd.!”

”Men lagde du slet ikke mærke til udstrålingen?” Hun så indtrængende på barnepigen, der vendte sig bort og vrissede ”Jeg vil advare dig en gang for alle: hold op med at snage i andres sager og hold dig til nisserollen!”

 

19. december

Der skete det, at min rejse af forskellige årsager er blevet udsat til i aften. Det betyder så også, at jeg lige netop kan nå at skrive julekalenderen for d.19 færdig. Så kan jeg rejse så roligt i aften, vel vidende, at de gode er i gode hænder, og de onde i onde hænder. Her kommer så det nye afsnit, som du selvfølgelig ikke bør læse før i morgen.

19. december

Nu kigger vi ind på Lises værelse. Her sidder hun og de tre venner, og vi behøver ikke se ret længe på dem for at opdage, at de er ulykkelige. Som de dog hænger med næbet!! Men behøver de nu også det? Har englen ikke lige skaffet KORSET? Englen ja, men det er igen hende, der er skyld i det psykiske lavvande. Hør her, hvor slemt det står til:

Svend rejste sig, og Jerry greb ham i armen: ”Hold op!” sagde han, ”vi gider ikke se dig storke frem og tilbage.”

”Men jeg synes, at det hele er min skyld. Det ene øjeblik gik hun ved siden af mig, og hun havde endda stukket sin arm ind under min, og det næste øjeblik var hun pist væk.”

”Nej,” sagde Jerry, ”det er snarere Lises skyld.”

”Min?!”

”Ja, for du er hele tiden efter hende,” sagde han.

”Efter hende??? Nej, men hun var efter Svend, og det har hun ingen ret til!!!!”

”Nå, og hvorfor ikke?” spurgte Svend en smule usikker i stemmen, ”jeg mener, er vi to måske kærester? ”Han så usikkert på Lise, der sænkede blikket, som ville hun sige: jamen, det er da ikke min skyld. Men hun sagde ingenting.

Tom så tænksom ud, så kom det fra ham: ”Det er nu ubegribeligt, hvordan hun vil klare sig. Hun har ingen vinger mere … og alligevel … ja, det er faktisk lidt uhyggeligt.”

“Åh … men, jeg skulle aldrig have stolet på hende. Men det gjorde jeg jo faktisk heller ikke rigtigt, jeg ville bare så gerne tro hende.”

”Tro HENDE??!! Den vampyr”. Lise ligefrem hvæsede ordene.

”Vampyr? Nej ved du nu hvad!” Svend sendte hende et blik, der langt fra var kærligt ment.

”Åh, jeg ved nok, hvordan det står til med jer to. Du lyser jo som en betlehemsstjerne, hver gang hun ser på dig, og hun ligner en varulv på smalkost, bare du er i nærheden!”

”Nå, men så er det da godt, at hun er væk,” snerrede Svend.

”Åh, hun dukker nok op igen.”

”Ja sikkert, men så er det måske for sent. Feen besøgte mig igen i nat. I en drøm. Og hun sagde, at jeg skulle fortsætte.”

”Altså gå efter HJERTET?” spurgte Jerry.

”Nemlig.”

”Og så fortalte du hende vel om den der klæge englebøvs,” råbte Lise ude af sig selv.

”Hold nu op, Lise!”

”Jamen, gjorde du?”

”Nej,” indrømmede han spagt.

”Hvorfor ikke?”

”Fordi … ” han tøvede, så fortsatte han med lav stemme: ”fordi jeg skammede mig. Hun lykønskede mig med ANKERET og KORSET, og så … ja, jeg kunne altså ikke få sandheden over mine læber. Og hun advarede mig og sagde, at det sidste Klenodie ville blive vanskeligt at få fat i”

”Det var da heller ikke let med de to andre ting,” sagde Tom.

”Nej, men Feen virkede så usikker. Hun vidste, hvor det burde være, sagde hun, nemlig om en smuk hals.”

”Hvad siger ud?” Jerry så forvirret på ham. ”Mener du, at der var en eller anden idiot, der fjollede rundt med det om halsen, som det var noget tingeltangel fra Bilka?”

”Jep.”

”Og hvem var så det?”

”Prinsessen.”

”Hende på Ærten?

”Nej.”

”Prinsesse Mary.”

”Bingo.”

”Fortæl, hvad hun mere sagde, din Fe?”

Og Svend berettede i detaljer, hvordan det var gået med HJERTET. Først lykkedes det Feen ved hjælp af sin lille troldespion at finde frem til det. I en gammel gravhøj, hvor det blev bevogtet af en stor trold, som kaldte sig Troldmanden.”

Men hør nu: Dronning Margrethe havde også fået kik på højen og ville grumme gerne være med, når den skulle udgraves. Det kom hun også, og på den måde fandt hun HJERTET, forklarede Svend.

”Jo, men hvordan kunne hun beholde det? Det er da for pokker danefæ, og hun er ikke noget fæ.”

”Nej, men arkæologerne undersøgte det og sagde, at det var værdiløst.”

”Værdiløst? Havde de trukket deres eksamen i en automat?”

”Åh, de er bare lige så blinde som alle andre. Men Dronningen tog det altså, og hun forærede det til Prinsessen.” Sagde Svend og så træt på sine venner.

”Og hvor er Mary så nu?” ville andre vide.

”De kongelige holder jul på Marselisborg, og så er hun vel der.”

”Ja, vi ka’ jo ikke bare vade ind på slottet og sige: Hjertet eller livet!?” sukkede Jerry.

”Nej, men det ville også fedt hjælpe. For det blev stjålet i går.”

”Af hvem!” råbte de i munden på hinanden, og Svend så endnu mere træt ud, da han svarede: ”Ja, det er lige det, vi skal finde ud af, og Feen kan ikke hjælpe os særlig meget. Så det eneste håb, vi har nu, er englen,” sluttede han stille.

”Åh … du ved jo ikke engang, hvad hun hedder,” sagde Lise med foragt i stemmen, ”kun at hun er fuld af løgn.”

”Inderst inde er hun ikke ond.” sagde Svend uden overbevisning.

”Hun er da heller ikke god,” fremturede Lise, ”det er du, tossegod.”

 

Jeg ved ikke, hvorfra de her marsmænd kommer, men det er en kendsgerning, at de sad og hyggede sig sammen med alle de andre djævelske individer om Fandens Helvedesild. Hør mere om det herunder:

 

Dybt nede i det allermørkeste Helvede kan man skimte en lille engel. Hun er bagbundet og ligger som var hun død. Eneste lys er de svage gløder fra et bål, hvorom dæmoner og andre sære skabninger har lejret sig. Et par rummænd har minsandten også fundet derned, uden at jeg dog skal kunne sige, hvor de er kommet fra. Fyrsten sidder lidt borte. Og som sædvanlig er han mutters alene. Sådan er sceneriet, men lad os nu lytte til de ord, der falder:

En vældig troldmand rejste sig på sine massive stolper og stolpede hen til Den Onde Fyrste.

”Kære Onde Satan,” begynder han ret så venligt, ”kunne du ikke tænke dig at komme hen til os andre. Vi har det varmt og godt her ved din ild.”

“Spar mig for dit savl,” hvæsede Satan og sendte ham et af sine ondeste blikke.

”Nå nå,” sagde Trolden med al den godmodighed, der var ham medfødt, ”det var venligt ment.”

”Venligt??? Det ord bruger vi ikke her. Og hvor kommer sådan en styg bamse som dig fra?”

”Fra Århus. Det var såmænd mig, der vogtede HJERTET for dig.”

Det skulle han vist ikke have sagt, for Fanden blev ude af sig selv, og så er han værre end når han er inde i sig selv, og med en helvedes fart kastede han sig frem over og busede lige ind i troldens tykke mave, der dog blot trampolinagtigt verfede ham længere ind i Det Hede Hule Helvede, hvorfra han brølede: ”Det har du fandeme gjort godt – din stinkende troldepløk!!!”

”Kom nu ikke for godt i gang. Havde det ikke været for en af dine folk, så lå HJERTET hvor det har ligget i umindelige tider. Men nu sendte du mig altså den der lille lort af en trold.”

”Lillelord?” Undrede Satan sig, og røbede således, at han ikke var ganske uden litterær dannelse. ”Men så hold dog op med det sortesnak!”

”Trolden sagde, at han kom direkte fra dig, og at han skulle være min lærling.”

”Jeg leverer så mange lærlinge, men til dig har jeg ingen leveret, så vidt jeg da ved. Og de er i det mindste altid tro mod mig – ellers lå de histhenne i gryden og sydede.”

”Ha! Det er da noget, du tror! En af dem er undsluppet dit djævleblik. Du har en slyngel i din midte.”

”Må jeg være fri! Jeg er selv i midten, og alle de andre er rigtignok slyngler. Det er det, de får løn for. Og  du skal ikke gnide ansigtet af på en eller anden lærling, der er så grøn, at
han ikke kender forskel på godt og ondt.”

”Rolig, rolig, HJERTET er i de bedste hænder. Ganske vist lod min lærling dronningen finde det, og det er rigtigt, at hun gav prinsesse Mary det, men nu har hun også mistet det.”

”Hvem har det så?”

”En af de rette. En på holdet. Mere behøver du ikke vide. Værre er det med ANKERET og KORSET. Dem har barnerumperne ranet.” sukkede han, men Fanden slog sig på begge lår af grin.

”Er det morsomt,” brummede Troldebamsen og levede således op til sit bjørneimage.

”Ja, for nu skal jeg vise dig, hvem der har de andre Klenodier.” Han greb fat i den nærmeste troldeklo ( eller skal vi kalde den bjørneklo) og slæbte den vrangvillige trold med helt ind i hulens bund. Derinde tændte han en lygte og lyste direkte ned mod en lille hvid skikkelse.

”Hvorfor viser du mig en død engel?” brummede Troldmanden utilfreds. Fyrsten svarede ikke lige straks, men sparkede til skikkelsen, der jamrede svagt.

”Rejs dig, dit ynkelige fjerkræ!” sagde han og sparkede endnu hårdere.

”Lad mig være, og jeg har ingen fjer,” klynkede skikkelsen, som jo var vores lille engel.

”Nej, men du har noget andet! Og det er mit!”

”Jeg har ikke noget af dit. Av!” Stønnede den lille forpjuskede stakkel.

”Du lyver. Vi to har en pagt. Den har du vel ikke glemt!?”

”Den husker jeg nok,” sagde hun helt rolig og satte sig op. ”Men du holdt ikke din del  af aftalen.” Nu gnistrede vreden igennem, og hun holdt op med at jamre.

”Hvad lovede jeg dig?” Fanden lød næsten forbløffet, han plejede ikke at strø om sig med løfter, og forundringen voksede, da hun svarede: ”Du lovede mig min fulde FRIHED. Kalder du det her frihed?”

”Jamen hov, jeg har jo sagt, at jeg løser dine bånd, så snart du fortæller mig, hvor du gemmer Klenodierne.”

”Du må være skingrende skør!” Nu var hun iskold og rolig, og gav ikke en lyd fra sig, da han bøjede sig ned og stangede hende lige i maven. Tynde bloddråber silede ned af hendes nøgne krop, men hun fortrak ikke en mine, da han brølede: ”DU FÅR ÉN TIME!!! Derefter er det lige op i gryden.”

Mere skete der ikke den dag. Men jeg vil her præsentere jer for den lille troldelærling, som nogen af jer kender fra jeres barndom, og han kommer senere til at spille en større rolle i vores lille Groteske. Troldepus:

 

Intermezzo

Jeg rejser på søskendejuletur i dag og kommer ikke hjem før sent tirsdag. Ole holder vor arne ( ikke Arne) varm imens. Men jeg holder derimod helt og aldeles fri i de par dage, så mine helte må boltre sig, som de vil. Selv om jeg nok kan frygte, at de forvilder sig uden mig til at trække i trådene, så vover jeg det. Altså d.19. december kommer d.20. december.

Kan I have det rigtig godt, og tak fordi I hænger på ( det ved jeg selvfølgelig ikke om I gør ) – Mette og Ellen og Bodil gør –  apropos Bodil så er din gamle mailadresse netop gammel, og jeg ville meget gerne have den ny fra dig og Jørgen – ja, ikke her på bloggen, men send mig venligt den nye adresse til min mailbox. Tak.

Tak også til alle mine andre venner for gode oplevelser i det gamle år og på forhånd tak for dem i det nye år ( nu tager jeg munden fuld – jeg har ikke en masse til gode!) – men man kan ikke takke for meget, for som Møllehave skriver i bogen: “det ender godt” – så burde vi udskifte de mange ak ak ak ak ak’er til ligeså mange tak tak tak tak tak’er.

Og her er en lille julemand, for at han ikke skal tro, at vi helt har glemt ham – i fortællingen glimrer han med sit fravær. Men – vi husker alle, at det var ham, der tog initiativet, skønt andre, og ikke ligefrem kun gode kræfter var hurtige til at følge op. Her er han i Thedors fortolkning af en julemand:

Nogen har givet ham mundkurv på, måske er det derfor, han ikke viser sig i vores julekalender.

Hej så længe!

18. december

 

Vi er nået til 18. december, og uha, hvor er vi tæt på julen. Det her går vist aldrig godt. Og hov, hvad er det? De tre venner og Lise ser ophidsede ud, men på en underlig glad måde. Et eller andet flasker sig altså. De har et kort over Århus Domkirke bredt ud på bordet foran sig, og det studerer de ivrigt.

Lise så på de tre venner med et bedende blik, så sagde hun lidt vredt.

“Det kan I altså ikke være bekendt. Hvorfor må jeg ikke være med? Nu, da  jeg alligevel ved alt.”

”Du ved ikke, hvor farligt det her er,” sagde Svend, men hun nærmest bed efter ham med ordene: ”Tror du, jeg er en kryster!!! Og for resten så har fire større chancer end tre.”

”Vi er allerede fire,” kom det fra en ung pige, der pludselig stod i døren og lyste.

Lise så forbløffet på den skinnende hvide pige, der ligesom slukkede alle andre lys end sit eget. ”Hvad vil du her? Og hvem i alverden er du?” sagde hun skarpt og med stemmen fuld af mistro.

”Det burde være indlysende! Men hvem er du? Ud over at være en, der gemmer min ven.”

”Han er min ven – min allerældste ven.”

”Og han er min allernyeste ven.”

”Hør nu, vi har travlt,” skar Svend igennem, ”og vi kan alle være med. Bare vi trækker på samme hammel.”

”Uf, hvor jeg hader det primitive bondebøvs. Hammel my as!”

”Kan du virkelig lide hende? Eller lide på hende?” spurgte Lise og var ved at kvæles af lede ved synet af den smukke pige.

Svend tøvede lidt, så svarede han, og ordene var direkte henvendt til englen: ”Kan jeg det?”

”Hvad”?

”Lide på dig?”

”Skal jeg svare på det hvert tiende sekund?”

”Ja, desværre.”

Tom trak Svend hen mod døren og så vredt på de andre. ”Vi kan for pokker ikke bruge tiden til at kævles vel. Lad os komme til Domkirken!”

De fem når akkurat at smutte indenfor, inden porten lukkes. Pyha, hvor var det i sidste øjeblik. Det synes, som om de hele tiden må gå på en knivsæg, og de lister da også rundt i det store kirkeskib, som havde de alvorlige fodsmerter. I julemåneden er kirkelysene tændte dag og nat, og alt ligger hyllet i et gulligt skær fra de mange kerter. Englen har hægtet sig til Svends arm, og Lise går ved hans anden side og skumler slemt, men det synes jeg, vi skal tilgive hende.

”Hvor er her storslået smukt,” sagde englen, og Svend gav hendes arm et ekstra klem og svarede: ”Ja, her må du da rigtig føle dig hjemme.”

”Overhovedet ikke, jeg nyder tværtimod at være her.”

”Jamen, lille pige,” sagde han ømt, ”du må da undertiden savne din Himmel?”

”Måske, man savner vel altid lidt sine rødder. Men nej, oprigtig talt så flyder alt så alt for roligt i Himlen, aldrig sker der noget dramatisk. Engang var det anderledes, dengang kæmpedes der bravt i Guds Himmel, og han måtte endda smide nogle af sine skabninger ud. Men nu, nu kan man ligefrem tale om stagnation. Lutter idyl og harmoni.”

Svend så på hende og fyldtes igen af en stor ømhed, der lagde sig på hans stemme som honning: ”Men hør, min lille engel, er det ikke netop, hvad menneskeheden stræber efter og altid har villet?”

”De gamle måske.”

De blev afbrudt af lyden fra kirkeuret, der slog 12. De standsede op og så på hinanden. Pludselig gav det et sæt i Lise, og hun stirrede op mod alteret. Så hviskede hun.

”Stille! Vi er ikke alene. Jeg så …”

”En præst måske …?” hviskede Jerry.

”Nej” svarede hun med en stemme, der dirrede, ”det … det var slet ikke et menneske.”

“Et spøgelse, måske?” foreslog Jerry med en slags smil på læben.

”Hold da op! Hvem tror på spøgelser??” spurgte Svend retorisk, men også hans stemme rystede.

Englen trådte et skridt tilbage, så bredte hun armene ud, som ville hun favne dem alle, og med en klar og rolig stemme lød det fra hende: ”kære venner, spøgelser er overtro.”

” – siger en af Guds engle,” kom det fra Jerry, der stadig sloges med et smil, der ikke rigtig ville fæstne sig.

Englen knejsede stolt og hævede stemmen: ”I glemmer, at jeg er jeres skytsengel!”

Svend tog hendes hånd og gav den et klem: ”Dit lille pus, du kan jo ikke engang skytte dig selv, men du har ret, vi må ikke lade os kyse. Og desuden, så har spøgelser det med at vise sig et kort øjeblik ved midnatstide, og så pist ligger de igen smukt i deres kister.”
Hans stemme havde genvundet sin vanlige ro tilbage.

Men Toms stemme var ikke uden skurren, da han lavt mumlede: ”Jo tak, du, men kisterne står i nede krypten, og der skal vi jo ned nu. For der er jo KORSET.”

Han havde knap talt ud, før en ildevarslende hvislen løb gennem rummet. De fem klamrede sig til hinanden, og så hvorledes et uhyggeligt spøgelse rejste sig lige foran dem. Det lignede et halvt opløst kadaver med skeletdele, der stak ud alle vegne, og kødtrevler, der hang og dinglede. Og et øjeblik var de ved at kvæles af ligstanken. Og nu strakte det sin trevlede, halvt opløste arme ud imod dem og hvæsede: ”Hvem har hidkaldt BLODET???”

Svend forsøgte at se på uhyret i øjenhøjde, mens han svarede, at det i al fald ikke var dem, de havde ikke udgydt en eneste blodsdråbe, de var faktisk ganske almindelige studenter, der ikke engang kunne lidt at slås.

”Men det ruller … det ruller,” rallede skelettet.

”Hvor? Hvad?” kom det fortumlet fra de unge.

”Jeres friske, unge blod. Det ruller og risler i røde kanaler, og er så varmt, så levende, så rødt som ild, som solopgangens flammehav. Og det skyller ind over mig, og Åh …  jeg kvæles i alt det BLOD!”

Smilet forsvandt fra Jerrys læber, men han så næsten normal ud, da han henvendt til det uhyggelige gespenst sagde: ”Altså helt ærlig, mand! Hvad fanden vil du os? Vi har ikke gjort en kat fortræd.”

”Endnu!”” kom det prompte fra englen.

”Ja, nemlig,” kom det fra Svend, som heller ikke mere følte uhyggen risle gennem kroppen. ”Du kan godt springe over alt det gas med blod og den slags. Og være lidt glad.”

”Glad?” undredes det lange rær.

”Ja, for ser du, vi fem er kommet hele dem lange vej for at besøge dig, og så står du der og skaber dig.”

”Be … besøge MIG?”

”Ja, er det så utroligt.”

Spøgelset nikkede. Og sagde med en næsten barnlig røst: ”Har I så også en gave med til mig?”

”Selvfølgelig, hvad ønsker du?”

”JERES FRISKE RØDE BLOD!” Spøgelset satte af og svævede savlende hen over den atter temmelig forskræmte flok.

”Hvorfor sagde du ikke, at du var vampyr?” hviskede en af dem, og spøgelset lo larmende.

”Hvis vi giver dig vores blod, så må vi jo dø.”

“Ja, en lille smule,” indrømmede vampyren, der i det samme åbnede munden og tabte et par løse tænder.

”Nej, rigtig meget,” sagde Svend, ”vi kan slet ikke leve uden vores blod.”

”Nå, det var en skam. Men kan jeg ikke få lov at sutte bare lidt blod i mig fra jeres hvide halse – bare en dråbe fra hver?” tiggede den. Så tog den et fast tag i Tom og begyndte at slikke ham på halsen.

Han skreg. Og da råbte englen med en skinger stemme: ”Vorherre siger tit til os småengle, at et Fadervor i farens stund vil fri os fra alt ondt.”

”Ja, for pokker, det synger vi jo også: ”Med et Fadervor i pagt/ skal du aldrig gyse. Og hold da kæft, hvor vi gyser.”

De unge foldede fromt hænderne og bad Fadervor højt og tydeligt. Ingen lagde mærke til, at englen ikke deltog i bønnen. Men spøgelset rallede ulykkeligt, tabte resten af tænderne, og al kødet raslede fra benene og forvandledes til støv for øjnene af de bedende.

”Men hvor er englen?” spurgte Jerry forundret. De så sig om til alle sider. Hun var borte.

”Men hun var her da lige før?” sagde Svend forundret.

”Og nu er jeg her igen,” kom det med latter fra englebarnet, og hun fortsatte, ”Så er det klaret. Og vi kan gå hjem.”

”Klaret, hvad er klaret?” spurgte de i munden på hinanden.

Hun holdt KORSET ud i strakt arm: ”Sådan!!”

”Jamen, hvordan?”

”Det var da let nok. Det lå under vampyren, og nu var han jo det bare støv, så jeg rodede lidt i det og fandt det straks.”

”Fint, så giv mig det!” sagde Svend og rakte hånden frem.

”Nej, det er ikke dit, det er mit!” sagde englen.

”Nu skændes I igen, I to. Hold dog op med det. Vi skal jo blot finde de tre Klenodier, og nu har vi ANKERET og KORSET.”

”Har vi?” Svend så surt på englen, der smilede engleblidt tilbage.

”Selvfølgelig har vi det,” sagde hun.

”Men forbandelsen er først hævet den dag, hvor de tre Klenodier er samlede i en uskyldigs hånd,” sagde Svend og så bedende på hende.

”Ja, selvfølgelig – og hvem er mere uskyldig end en engel?” Hun gemte Korset ved sit bryst og så på ham, med øjne, der skinnede som stjernerne julenat.

 

17. december

 

Mørkt er der i Fausts ensomme kammer. Men nu kommer Gretchen og lyser op:

Vi kigger lige ind i Faust’s allerhelligste: hans studerekammer. Her sidder han som altid under lampens skær og fordybet i sine elskede bøger uden at ænse den ydre verden. Men nu træder englen ind og går hen til ham og forsøger, men længe forgæves, at fange hans opmærksomhed. Endelig bliver han klar over hendes tilstedeværelse. Uden at se på hende, fortrækker han læberne i et surt smil, der dog mere ligner et surt opstød. Vi vil nu lytte til den sære samtale, der udspinder sig mellem de to.

”Hør, min egen Gretchen, du skal læse! læs! læs! læs! … kun ved uophørlige studier kan magten og æren tilfalde dig.”

“Det ved jeg nok. Men det vigtigste for mig er ikke magten. Det er din kærlighed.”

”Min hvad?”

”Kærlighed.”

”Kender jeg ikke noget til.”

”Jo, du gør. Den slumrer dybt i dig. Det så jeg i nat.”

”Hvad så du?”

”Jeg så længslen.”

For første gang vendte han sig mod hende, og en dyb smerte, han ikke selv vidste af spejledes i hans ansigt. Hun lod en hånd glide hen over hans magre kind og strejfede let hans tørre læber.

”Du har mistet så meget,” sagde hun.  Og kun jeg kan give dig det tilbage.”

”Du er en klog pige. Men det vidste jeg jo.” Han tog forsigtigt hendes lyslokkede hoved i sine store benede hænder og så hende ind i de dunkeltblå øjne, der pludselig gav ham en svimlende fornemmelse af druknedød, og han slap hende med et lille forskrækket udråb.

”NEJ!”

”Du er bange. Det skal du ikke være. Jeg tror nemlig, at du ejer Håbet – at ANKERET er i din varetægt. Men du mangler stadig Troen og Kærligheden.” Hun sagde det langsomt og blidt, mens hun forsøgte atter at fange hans blik, og da det lykkedes, holdt hun det fast.

”Jeg mangler …” mumlede han og følte en tomhed, han nok kendte, men ikke ville vide af.

”Men jeg må være sikker på, at du virkelig har Håbets Tegn.”

Han nikkede.

”Vis mig det!”

Som i trance rejste han sig og gik hen til væggen, tog et par af stenene ud og rakte et anker frem. Det skinnede som det pureste guld i hans grove hænder.

”Godt,” sagde hun køligt, ”giv mig det, og jeg skal fortælle dig, hvor de andre Klenodier findes.”

”Virkelig?” Hun nikkede, og han gik hen til hende med ANKERET lukket inde i sin benede næve, der knugede det så hårdt, så knoerne blev hvide. Men hun lagde kærtegnende sin lille bløde hånd over hans og blev ved med nænsomt at stryge hen over den, indtil hun så ham slappe af, og da lænede hun sig ind mod ham og kyssede hans læber, og skønt erotik og sex ikke sagde ham noget som helst, så skete der alligevel det underlige, at der tændtes en ild i hans blod, og den strømmede så voldsomt gennem ham, at han tabte både ANKERET og fatningen og faldt besvimet om. Hun snuppede ANKERET. Fint, tænkte hun og løb ud af kammeret med Klenodiet i sin favn. Inde i kammeret greb hun Tom i armen, for han stod nærmest, så sagde hun: ”Hurtigt! Vi må væk!”

”Jamen, fik du ANKERET?” spurgte vennerne i munden på hinanden, og hun nikkede, og Svend greb hendes arm og sagde: ”Så hit med det!”

”Aldrig!” hvæsede hun og lod det forsvinde ind under kjolen.

”Jamen, det er jo mig, der er …”

”Der er hvad?” afbrød hun hidsigt. ”Du kunne ikke en gang finde det. Jeg er nemlig lige en tand bedre end dig, væn dig til den tanke, kammerat!!!”

”Nej, nu må I altså ikke skændes igen,” kom det nervøst fra Jerry. ”Vi har ikke tid.”

Sammen ilede de ned til den lille havn, der lå modsat det sted, hvor smuglerne gik i land. I løbet af nul tid havde de fået startet en lille båd og var på vej mod Århus.

Hvordan gik det dem der? Noget let spil var det jo næppe, og turde de overhovedet vise sig i byen? Og englen? Hun var pludselig væk. Var hun på vej til Herren, altså VORHERRE, for at overdrage ham ANKERET?  Det håbede Svend, men jeg ved det ikke. Kun det ene ved jeg med sikkerhed: Svend er flyttet ind hos Lise, I husker nok den unge pige fra første kapitel?

Lise strøg ham kærligt over håret og forsøgte at trøste ham, men han rejste sig og gik bort fra hende. ”Du er blevet så underlig,” sagde hun med en lille forsigtig stemme.

”Det er mit liv, der er blevet underligt,” forsvarede han sig.

”Kan du ikke bare gå til politiet og sige, at du har dummet dig, og at du aldrig vil gøre det igen.”

Svend vendte sig hidsigt mod hende: ”Hvor mange gange skal jeg sige dig, at jeg IKKE har gjort noget forkert.”

”Men du er eftersøgt, I er alle tre eftersøgte.”

”Ja, og det er jo derfor, jeg skjuler mig her. Og at de andre gemmer sig andre steder. Og undskyld, Lise, jeg er bare ikke mig selv.”

”Nej, det er du sandelig ikke.” Hun greb fjernbetjeningen og tændte for TV, hvor nyhederne var i fuld gang. Man hørte en speaker sige:

Politiet har haft held til at optrævle endnu en smugleraffære, og afhøringen af medlemmerne kaster nyt lys over sagen om de forsvundne unge mænd, der undslap fra fængslet forleden, og hvis færden er blevet sat i forbindelse med en omfattende heroinsmugling, der har haft hovedkvarter på øen Hjelm. Men politikommissær, hvordan opdagede man i grunden bandens forretninger?”

”Det skete nærmest ved et tilfælde. Det lykkedes os at opspore en stjålen bil ved  Jernhatten på Djursland, og her bekræftede ejeren af det hvide hus, kaptajn Pedersen, at hans båd var blevet stjålet et par dage tidligere. Vi foretog en undersøgelse af øen Hjelm, men fandt desværre ikke de unge mænd. Kun deres kæntrede båd, der var kastet op på stranden. Til gengæld fik vi fingre i en rockerbande, der camoufleret som sejlsportsfolk længe har holdt kontakt med narkohandlere. Der er intet spor af de unge, og vi formoder er omkommet i stormen.”

”Åh nej, nu hører vores familier det!” Han begyndte at vandre frem og tilbage, som han havde for vane, når tingene gik op i en spids.

”Vær nu rolig. De sagde jo ikke jeres navne. Men du må gerne ringe hjem.” Hun rakte ham mobilen. Han rystede på hovedet.

”Nej,” sagde han. ”Det er bedst,at alle tror, vi er døde. Det håber jeg, at Tom og Jerry er kloge nok til at fatte.”

”Ja, jeg fatter ikke en brik.”

”Nej, for du kender jo ikke puslespillet. Men nu skal jeg forklare dig det.” Han trak hende hen til sengen og satte sig med hende, så lænede han sig mod hende og begyndte lavmælt at forklare.

Om natten sov han uroligt. Pludselig skar et lys sig ind i hans drøm og flåede ham ud af den. Han satte sig forvirret op i sengen. Da så han, at det var hende: Den gode Fe.

“Du har fundet ANKERET,” sagde hun.

”Hvordan kan du vide du det?” spurgte han forundret, men hun lo blot og ymtede noget om en spion. Et lille troldepus, der holdt hende ajour med både det ene og det andet. Pludselig tog hun hans arm og ruskede i ham. ”Sover du eller hvad? Jeg fortæller dig gode nyheder og du ligner en, der lige har slugt en snedrive.”

”Du ved så meget,” sagde han bittert, ”og så ved du alligevel ingenting.”

”Sig frem!” beordrede hun.

”Du sagde, at jeg ikke kunne stole på englen.”

”Ja.”

”Men det er jeg altså nødt til.”

”Hvorfor?”

”Fordi hun har ANKERET.” Nu hviskede han.

”Hvad siger du? Jamen så kom dog i omdrejninger – lok det fra hende, og helst inden du drager ud efter KORSET.”

“Jeg drager ikke flere steder, jeg vil hjem til Ålum. Fat det!”

”Jamen alt afhænger af dig!”

”Det har jeg efterhånden hørt nogle gange nu, og alligevel har jeg kun forkludret det hele.”

”Men hør nu: din engel er måske OK. Hun har i al fald ikke givet ANKERET videre til Fanden, for så ville jeg have vidst det.”

”Er det sandt?”

”Ja, og nu skal du høre godt efter, for jeg vil fortælle dig, hvordan du finder KORSET.”

Han nikkede og så på hende uden entusiasme.