Med Lucie i bagagen

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Så skete det igen. Vi kom på en rejse, Lucie og undertegnede. Ingen af os er inkarnerede rejsende, ja, Lucie Ingemann rejste helst slet ikke, da hun levede. Kun en enkelt rejse til Berlin og Norge blev det til. Og en gang om året en tur til hovedstaden. Ellers holdt hun sig hjemme i Sorø. Jeg holder mig også helst hjemme i Ålum.

Men denne rejse var hele rejsen værd. Vi var i Egen på Als. Lucie har ikke været der før, men det har jeg, for det er tredje gang, jeg er så heldig at få en invitation fra præsten, Kitty Hovgaard Jensen, og menigheden der, og som altid var det en fornøjelse. Det smukke sted og de smukke mennesker. Her under ser vi det nye sognehus, som man med rette er stolt af dernede i det sydlige Danmark:

Og et billede af kirken:

Og her de to hovedpersoner, som jo slet ikke var Ole og mig:

Efter foredraget om Lucies liv og kunst så vi hendes billeder. Altertavlerne kan man måske ikke forstå som kunst. Der er jeg usikker, men præsten i Egen sagde nogle kloge ord om dem. Noget i retning af, at Lucie, hun gør omtrent ligesom børnene ( konfirmanderne) – der maler sært kejtet og umiddelbart, når det gælder opstillinger – og ellers kaster sig ud i vild ( og ikke altid smagfuld) farvelyst. Selv synes jeg netop godt om den spontanitet, der ligger i stilen og farverne  - og synes, at man kan se det sært uforløste i billedesproget. Som om hun egentlig ville sige noget andet og mere. Her er et ekspempel på en typisk altertavle ( Kastelkirken) og døm selv:

Hendes blomsterbilleder er et helt andet kapitel: her ser vi drømmen og længslen finde sit udtryk. Der er ikke tale om naturalisme, men om en indre vildskab og undertrykt smerte, der får sit udtryk her i disse sære billeder. Selv kaldte hun det “supra-naturalisme”. Se engang denne buket, der ikke er nogen almindelig blomsterbuket:

Undertiden kunne hun i et blomster- og landskabsmaleri være langt forud for sin tid. Se blot nedenstående billede:

Her er både livet og døden repræsenteret – men billedet er langt fra realistisk kunst. Vores ældste søn, Hans, der var hjemme på besøg, så det for mange år siden. Vi havde netop hængt en reproduktion af billedet op i stuen, og han studsede lidt, da han fik øje på det, og det lignede da heller ikke de andre billeder, der prydede væggen. “Hvad søren?” sagde han, “har I fået fat i en tidlig Dali?” Det spørgsmål blev jeg rigtig glad for, for det var jo netop lige i øjet! Lucie kendte til surrealismen mere end 100 år før, den blev opfundet!!

Jovist var hun forud for sin tid. Det så Ingemann, og han var fuld af beundring for hendes kunst. Andre kunne ikke se det, og de fleste skjulte høfligt deres foragt. Sært nok er der stadigvæk ikke rigtig nogen, der har opdaget hendes talent.

Også Ingemann var på trods af al sin konservatisme forud for sin tid. Også han maler i sine salmer billeder af stor og dristig farvepragt – og så var han da for resten forud for H. C. Andersen på prosaområdet. Det var nemlig Ingemann, der kom først med eventyret som litterær genre.

Da Ingemann skrev sine smukke morgen-og aftensalmer sendte han dem til Grundtvig, som næsten glemte at svare og da han blev afæsket et svar, mumlede noget om, at de var “pæne”. Det sagde han om den smukkeste poesi, der nogensinde er skrevet!!!!!!!!!!

Men han var ikke ene om at overse eller se ned på Ingemann som digter. Det var det almindelige syn på ham i hans egen tid, at han var enfoldig og skrev som et barn. Og selv i dag? Jeg hører ofte folk lade en bemærkning falde om Ingemanns blide og enkle barnlighed.

Det forholder sig lige modsat: Ingemann var som litteraturforskeren Niels Kofoed skriver: “En sofistikeret menneskekender, der nok i god romantisk tradition ligesom Oehlenschläger vendte ryggen til samtidens liv i sin digtning, men som livet igennem var en opmærksom igattager af de verdenspolitiske begivenheder, der udspillede sig i en historisk bevæget tid.( Fra bogen “Den ukendte Ingemann.”) og senere i samme bog: “…en højt begavet og kompliceret personlighed, hvis kunstneriske talent først for alvor bliver forsåeligt, når det ses på baggrund af den omfattende europæiske kulturtradition, som han beherskede med så stor indsigt.”

Ingemann

Hvis man bryder sig om Aksel Schiøtz kan man høre ham synge bl. Der står et slot i Vesterled.

http://www.musicme.com/Aksel-Schiotz/albums/Danske-Sange-Vol.1-0077775439953.html

Ja. Ingemann kommer vi til langt senere. Men nu snublede jeg over en af hans smukkeste sange her forleden aften i Tranesterne – der stod sangen, skrevet på himlen:

Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde,
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort:
mageløst står det smykket,
fra jord til himmel nå’r dets port,
Vorherre selv det har bygget.

Fra tusind tårne funkler guld,
porten skinner som ravet,
med strålestøtter underfuld
sig borgen spejler i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind,
skinner i purpurklæder.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder.

Solenglen svinger lysets flag,
vandrer til fjerne lande,
ham følger liv og lys og dag
bag nattens brusende vande.
Lig solen farer livet hen,
går til forklarings-kysten:
med glans opdukker sol igen
fra paradiset i østen.

Billedet af digtet er som sagt taget i Tranestederne og altså på østhimlen, for som I måske ved, at ligger Tranestederne ved Kattegat, og solen går ned i Vesterhavet.

MEN billedet passer alligevel så fint på Ingemann, selv om hans slot står i Vesterled, og det her er Østerled, for da han ligger på sit dødsleje, er det himmelsyn, han ønsker at se, før han lukker sine øjne, beder han Lucie trække gardinerne fra, så han kan se solnedgangen, og hun er lige ved at græde, for vinduet vender mod øst. Og det siger hun til ham, og han ser forundret på hende og siger: “Nej, nej, …” og hun trækker fra, og han ser den rødmende østhimmel, for Vesthimlens flammehav reflekteres jo på østhimlen.

Så det er lige akkurat det her syn, Ingemann ser, da han ligger på dødslejet, og vi ved, at hans allersidste sætning lød sådan her: “Jeg er godt tilfreds med, hvad jeg har det.” Så døde han.

Hvis nogen har lyst til at læse om det og meget andet om den store digter, så står det altsammen i “Digteren og Malerinden” – men jeg har det ikke fra en lille fugl, men fra Fru Ingemanns breve og notater. Så jeg er på sikker grund.

I min bog, der i øvrigt kan købes rørende billigt via min email: marianne@hesselholt.com – er også opført en udførlig liste over den litteratur, der findes om digteren.

Til interesserede kommer her et link til Ingemann-Selskabet:

www.ingemann-selskabet.dk

Jeg vender tilbage til digteren Ingemann i løbet af efteråret, og her vil jeg også offentliggøre en række malerier af Fru Ingemann, som er ganske ukendte, men som viser, hvilken stor og sjælden kunstner, hun var.