Klar tale

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I min ungdom – men det er jo så længe siden og måske husker jeg forkert. Men det kommer mig for, at vi udtalte ordene så tydeligt, at de kunne forstås af alle. I dag japper de unge helt forfærdeligt, og ingen lærer dem åbenbart at tale tydeligt. Det hurtige sms-sprog har måske noget af skylden -  alt skal gå så hurtigt, og fingrene flyver over tasterne – således også, når ordene flyver over tungen?

Jeg ved det ikke, men det er en kendsgerning, at det danske sprog generelt jappes, mere end det tales. Det skrev jeg en lille klumme om forleden i Randers Amtsavis, og her kommer den med NEX’s herlige illustration:

Apropos klar tale.

Når man bor i landsbyudkanten, har man ikke samme adgang til kulturelle adspredelser som folk inde i byen (= Randers), men vi har heldigvis samme adgang til aviser, radio og TV. Vi burde derfor sagtens kunne følge med herude.

Der er heller ingen problemer, når det drejer sig om avislæsning. Det er fortsat en fornøjelig hverdagssyssel. Anderledes forholder det sig desværre med radio og TV, og nu taler jeg ikke om indholdet – det hører til i en anden apropos – nej, jeg taler om sproget. Det danske såmænd.

Og nu må jeg skynde mig at forsikre, at jeg langt fra er pedantisk. Tværtimod. Man skal ikke hænge sig i småting, og når jeg i sin tid rettede danske stile, så lod jeg gerne små sprogfejl passere, når blot budskabet gik klart igennem.

Men sådan er det ikke med sproget i TV og i radioen: budskabet går ikke klart igennem – ja, ofte går det slet ikke igennem. Og det er der to grunde til. For det første sjusker rigtig mange med artikulationen, og det gælder også de professionelle speakere, de snupper endelserne, og de japper, så kun halvdelen af det talte når lytterens ører.

Dertil kommer, at de åbenbart er blevet enige om, at visse udtalefejl er ”smarte” – der er i al fald næsten ingen af TV- speakerne, der forstår at bruge modalverberne rigtigt. Således har ordet ”skulle” helt mistet sin betydning som hjælpeverbum. Når der spørges: ”hvad skal I lave i aften?” så lyder det korrekte svar: ”Vi skal i biografen” med tryk på det sidste ord i sætningen. Lægger man trykket på modalverbet: ”Vi skal i biografen,” så betyder det, at vi er tvungne til det. Det er noget vi skal.

Men i TV og Radio, og det gælder navnlig de fastansatte, professionelle speakere, hører man gang på gang sætninger som: ”Nu skal vi over til vejrudsigten,” i stedet for: ”Nu skal vi over til vejrudsigten.” Og ”nu skal vi til vores korrespondent i Syrien,” i stedet for: ”Nu skal vi til vores korrespondent i Syrien.”

Nu synes I nok alligevel, at jeg er pedant, men nej, lad folk ”på gaden” tale som de vil, men de professionelle ”talere” bør kende til de simpleste ting om sproget. Og i ovennævnte tilfælde ændres betydningen så radikalt, at udsagnet helt mister sin betydning.

Salmedigteren Thomas Kingo skrev engang i 1600 tallet til dronning Charlotte Amalie, at de folk, der ikke gad lære deres modersmål ”burde af landet med rådne æg udjages.”

Så radikalt går vi heldigvis ikke til værks i dagens Danmark. Men vi kunne jo sende dem til en danskprøve.

En strø-tanke efter søndagens prædiken

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 

Ja, vi forlader lige et øjeblik Skagen Landsogn og vender os til Den kristne Forkyndelse. Det var da ellers noget af et spring.

Men vi vover det.

Jeg var i kirke i søndags, og dagens tekst var den om Lazarus, I ved ham, der opvækkes fra de døde.

Det er en pokkers svær tekst. Det er mirakelteksterne i det hele taget, og jeg har aldrig rigtig kunnet forliges med dem.

Lazarus bliver levende igen og kan gå hjem til sin familie og leve lykkeligt til sine dages ende. Og derefter? Når dagene ender? Skal han så opvækkes igen? Og igen? Og igen? Og igen  …?

Og hvad med alle dem, der ikke opvækkes? Alle dem, der sidder magtesløse ved deres børns dødslejer? Er det ikke lidt tarveligt. Og uretfærdigt.

Jo, det er det da.

Og det var efter min mening aldrig Guds mening, at de der mirakler skulle ske. Og jeg kan næsten høre ham sige til Jesus:

“Nu må du snart holde op!”

og Jesus svare: “Jamen, fader det er så synd for dem. Og jeg kan ikke lade være.”

Og Gud sige: “Hør nu her, min dreng! Det er ikke synd for dem. Jeg er deres GUD. De har intet at frygte.”

Og Jesus: “Men fader, de lider.”

Og Gud: “Ja, det gør de. Men jeg forlader dem ikke. Heller ikke i lidelsen. Jeg er med dem alle dage, og hvis de troede på mig ( og på dig for den sags skyld) så ville de sagtens kunne bære deres lidelser.”

“Det ved jeg godt.”

“Ja, du ved det. Men du glemmer det så tit. Og så skal du absolut lave dine mirakler. Det må du holde op med. Du er ingen tryllekunstner. Du er min søn.”

“Ja, fader,” siger Jesus og ved godt, at næste gang, så gør han det igen, for han kan ikke andet. Han er ikke kun GUDSSØN, han er også MENNESKESØN. Og mennesket i ham lider med menneskene omkring ham. I teksten græder han sammen med Lazarus’ søstre. Og han MÅ simpelthed hjælpe dem. Det er det, vi kalder medmenneskelighed.

Men hvis jeg skal kunne tro på Gud – og det vil jeg af hele mit hjerte – så er Gud ikke vilkårlig, og han går ikke rundt og strøer om sig med mirakler. Han ER miraklet. Og det underfulde og mirakuløse er, at han altid er hos os, også når vi lider og dør. Og han slipper ikke sit menneske, når det ligger som Lazarus i den kolde grav.

Men Jesus er menneske. Eller han er OGSÅ menneske. Og mennesker kan ikke se lidelsen uden at reagere på den.

Og Gudskelov for det.

89 – Intermezzo – Kan nogen hjælpe her?

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 

Hvem er dog disse mennesker? Jeg fandt billedet, da jeg ryddede et pultekammer herhjemme i Ålum forleden, men er det Ålum-folk – eller er det et billede fra min bedstemors ungdom? Det forestiller sikkert et møde ( Indre Mission? = bedstemor, Grundtvigsk = Ålum? Jeg gætter på det første, navnlig fordi ingen af dem ligner Anna Andersen ( Larsen). Hvis jeg ikke får respons på billedet, vil det lige så stille glide ud af bloggen og ned i glemslen, hvor det tilsyneladende  allerede har ligget længe.HVORNÅR LÆRER FOLK AT SKRIVE BAG PÅ DERES FOTOGRAFIER ?????

 

Påske

Grundtvig: “Påskeblomst hvad vil du her?/ bondeblomst i landsbyhave/ uden duft og pragt og skær/ hvem est du velkommen gave?/ hvem mon tænker du, har lyst/ dig at trykke ømt til bryst? mener du, en fugl tør vove/ sang om dig i Danmarks skove.

I Grundtvigs salme er al bitterhed og sødme forenet i billedet af påskeliljen.

Her et par ord fra mit tastatur:

Apropos Påske

Så er påskedagene her igen med deres løfte om forår og
altings begyndelse, selv om dagene endnu ligger halvt indkapslede i
vinterkulde. Hvor ofte er vi ikke vågnet op til sne og frost og har måttet se
de spæde blomsterknopper krumme sig sammen og dø. Og så sker det alligevel den
selv samme dag, at vi rammes af en solstråle, der virkelig har fået magt og formår
at bryde igennem. Mørket dominerer endnu derude på hede og i skov – sort og
halvvisent og dødt ser det ud, men over det varmer solen, og fuglene synger om
kap.

Det er påskens budskab, der møder os i denne blanding af isnende
kulde og varme solstrejf, af ond fortræd og varsomme kærtegn. Om naturen ved vi
helt sikkert, at solen vinder og frosten forsvinder. Sådan er det hvert år.
Heldigvis.

Og vi er aldrig i tvivl.

I Kristendommen er der et lignende budskab. Også her
fortælles den samme historie år efter år.
Min far sagde engang, at påsken burde censureres for børn under en vis
alder. Påskefortællingen er jo en grusom historie om en mand, der bliver pint
til døde, og den er ikke til at bære. Men vi kan ikke fri nogen, ikke engang
børn fra den historie. Det onde findes, også selv om vi beder os fritaget for
det i vor daglige bøn: ”fri os fra det onde!”

Så er der det gode budskab, som slutter påskedagene: at Døden
ikke får det sidste ord. At der findes en opstandelse fra de døde. Det er så til
gengæld ikke til at begribe. Og vanskeligt at tro. Så er det så meget lettere
at forstå ondskaben, at tro kulden. Men Kristendommen siger altså ikke desto
mindre, at Livet er stærkere end Døden.

Jeg vil slutte med to små historier fra børnenes verden – børn
har så meget lettere adgang til troen end vi andre. En af mine venner mistede
sin mand og var utrøstelig, men så sagde hendes lille barnebarn: ”Mormor, du
skal ikke græde, morfar var jo så syg, at det her var den eneste måde, han
kunne blive rask på.” – Det andet eksempel var en lille pige, som ikke forstod,
hvorfor bedstemor skulle være død og ligge livløs i sin kiste, og så sagde hun:
”når mormor er færdig med at være død, så ser vi hende igen.”

Vi andre, vi der er voksne og VED så meget, vi har så svært
ved at TRO. Vi er altid i tvivl.

Den moderne Middelalder

Apropos oplysning

I øjeblikket sidder jeg begravet i gamle skrifter, samler stof til en roman, hvis handling udspiller sig på grænsen mellem 1700-1800 tallet. Lige nu gælder det overtro. I 1700 tallet havde oplysningstanken tændt et håb om, at det var muligt at kaste et lys af viden og fornuft ind over samfundene, så at uvidenhedens mørke og dermed det onde forsvandt.

Håbet lyste så stærkt og smukt, men lyset blev til bål og brand, og revolutionerne trak deres blodspor hen over samfundene. Og i kølvandet fulgte diktatur og absolutisme. I dag er humanisme i mange kredse blevet et skældsord. Oplysningstidens ideer er yt!

Og overtroen fik de bedste vækstbetingelser. Det var, som om Middelalderen vendte tilbage med al dens angst og mørke. Og krigene blev ikke afskaffede, de blev mere grusomme end nogensinde: læs f.eks. Tom Buk-Svientys ”Slagtebænk Dybbøl”.

Nej, men oplysning er godt nok, og Grundtvig har ret, når han skriver: ”Hvad Solskin er for den sorte Muld/ er sand Oplysning for Muldens Frænde.” Desværre var det ikke Grundtvigs tanker, der sejrede, og folk blev ikke oplyste i den forstand, han havde tænkt sig. Vi lever stadig i Middelalderen.

I denne uge så vi to grelle eksempler i TV: Whitney Houstons (selvmord ?) – et liv på toppen af poppen, men som ikke var til at leve. Den slags succes slår ihjel, det ser vi gang på gang, for vi er som frådende udyr i vores dyrkelse af POPidolerne – de SKAL levere varen, og vi forventer mere og mere, indtil de segner.

Men det er ikke desto mindre lige akkurat den verden, vi foregøgler almindelige mennesker som ideel, når vi indbyder dem til X-Factor. Og her kommer det andet eksempel fra ugens TV. Den behandling af mennesker, vi oplever her, er en moderne udgave af Middelalderens gabestok. Ikke engang bødlen mangler ( Blachman).

At vi kan falde for det oppiskede følelseshysteri, viser, hvor formørkede, vi er. Ondskaben lyser ud af bødlen, og samtidig holder han tårepersende sentimentale monologer om ÅND og KÆRLIGHED, to fænomener, som i den grad strider mod hele X-Factor konceptet. Manden taler jo som et ugeblad, og hvordan kan kloge og oplyste danskere holde ud at høre på det vås uden at få ondt?

 

 

Fattigdom i Danmark

Nej, forresten tror jeg ikke, det var vrede, jeg følte – snarere lede. Over vores passivitet. Min passivitet. Jeres passivitet. Vi lever i vore egne, trygge verdner, og det er godt nok, og det har vi selvfølgelig lov til, og hvorfor skal vi så ikke nøjes med at værne om den? Vores egen verden.

Ja, hvorfor?

Måske fordi, der ikke er så langt til  ”de andre” – dem, der ikke kender ordet “tryghed”. Dem, der er udsatte.

Det er ikke de uskyldige ofre i de mange krige, eller torturen eller ondskaben eller … der giver mig lede … og mens jeg skrev det, kom jeg i tanker om et digt af Halfdan Rasmussen, det lyder sådan her efter hukommelsen:

ikke døden gør mig bange/ ikke hadet og torturen / ikke dødens riffelgange/ eller skyggerne på muren/ ikke nætterne / når smertens sidste stjerne styrter ned / men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed.

Den nådesløse verdens BLINDE LIGEGYLDIGHED.

Vi tolererer jo, at det sker lige her – så tæt ved. Børn, der mistrives ( men vi skal ikke blande os), kvinder der mishandles hver dag og hver time, ( men vi skal ikke blande os.) I Viborg Kommune er der indenfor kort tid lukket 5 bordeller , men de blev genåbnet kort efter ( det har ikke engang stået i aviserne, men jeg har det fra pålidelig kilde! – Ganske få kilometer herfra i den nærmeste nabolandsby har et faldefærdigt hus i årevis fungeret som bordel – kvinderne bliver kørt dertil hver morgen og hentet igen hver aften. En af mine bekendte, som ser dem blive afleveret og hentet, fortæller, at det er kvinder af anden etnisk herkomt.

Jeg er lige blevet færdig med at læse Sofi Oksanens roman: Renselse. Den handler om prostitutionsmafiaen: hvordan de finder og bortfører piger i fjerne egne af Rusland og kører dem til vesten og bruger dem som ludere, indtil de dør af det. Jeg kan ikke citere fra bogen, for der kunne være børn, der læste min blog. Men til voksne: læs den og tænk over, hvad det er, vi vender det blinde øje til!

Og den fattigdom er på en måde ikke “vores egen” – men vi har jo også fattige og frysende og socialt lidende folk, der er født her i vores eget lille sukkerland. Jeg skrev nedenstående klumme forleden for at blive af med noget af min egen følelse af magtesløshed. Ja, den blev vel ikke mindre for det, men så fik jeg sagt det. :

Klumme i Amtsavisen:

Min far var konservativ og politisk aktiv både i byråd og i amtsråd. Alligevel, eller måske derfor, var der sider af samfundet, han ikke vidste meget om, og som vi ikke hørte om i vores opvækst. Vi lærte, at alle mennesker er frie og lige, og at de selv er skyld i det, hvis de ikke styrer deres liv på en ordentlig og fornuftig måde.

Men ingenting er mere forkert. Sådan er livet ikke, og alle fødes ikke med de samme muligheder. Meget afhænger af, hvor ens vugge stod. Jeg var bare heldig: min stod i hjem, hvor der hverken var mangel på kærlighed eller materiel velstand.

I dag som dengang er der børn, der fødes i hjem med svigt og misbrug og fattigdom, og hvor forældrene ikke har overblik eller evner til at leve et ”normalt” liv. Nu og da popper der et lille glimt af den sociale elendighed op i aviser og fjernsyn, for det kan være godt stof, især hvis der er incest involveret. Så hører vi om nogle misrøgtede børn og nogle forkvaklede forældre og føler vel med dem i øjeblikket. Men vi glemmer dem hurtigt igen.

Men vi må ikke glemme, at der i vores samfund er mennesker, som lider social nød. Og det er ikke deres egen skyld. Og de kan ikke tage ansvar for deres valg – ja, mange af dem har aldrig haft noget valg.

Jeg læste en artikel i Information i dag, hvor en læge, Mogens Elmer, skriver om, hvor svært det er at leve op til lægeløftet i dag. Her er et lille citat fra hans artikel: Som læge er jeg tvunget til at være med i en klapjagt på svage og syge medborgere, fordi de bliver udråbt som en trussel mod dansk økonomi.”

Det er nødvendigt med nedskæringer, det hører og læser vi hver dag, men man kan blive rigtig bange for, at det er de svage og de mest sårbare, der først mærker kniven. Der er kommet en anden holdning til mennesker, der ikke kan holde sig oppe i livets stride strøm: de er tabere og kun foragt værd! Nassere som de er – kun ude efter vore elskede penge. Jo, min fars tro på at: enhver er sin egen lykkes smed” trives desværre i bedste velgående.

Men et stærkt og godt samfund kendes på, at det gavmildt deler sin styrke og sine goder med de svageste.

 

Vort daglige brød

Mens julemaden endnu står klar i erindringen og i mavens urolige indre sidder jeg tænker på det med mad, sådan ret generelt:

Jeg var 18 år og gik på sprogskole i Paris og havde absolut ingen penge og var næsten altid sulten. Annie hed hende, jeg delte værelse med, og en morgen, hvor vi sad og nød vores café au lait til en duftende nybagt baguette, sagde hun: ”Hvor er det dejligt at spise!” Og det er jo rigtigt. Det er dejligt. Og aldrig har noget måltid været dejligere end det brød og den kaffe, vi drak til.

Jo, jeg holder af mad. Enkel mad. Frisklavet mad. Mad fra bunden. Men i juletiden er jeg lige ved at blive vænnet af med den glæde, der erstattes af noget, der ligner madlede. Det er bare for meget. Og det er, som om det drejer sig om at fylde maven konstant og så oven i købet med ret hæslige ting, når man tænker efter: fedt og sødt i vild forvirring. Hele kroppen protesterer da også julen i gennem, men den får ikke et fornuftigt ord indført:
julen er bygget på urokkelige traditioner, og en af de mest hårdnakkede hedder: vi skal spise og helst som grise.

Men det er nu ikke kun i julen, at maden har møvet sig ind på en førsteplads i folks bevidsthed. Man behøver blot vende blikket mod medierne, og man vil straks se, at både blade, aviser, og navnlig fjernsynet svælger i programmer, der handler om mad – et af de populære er endda forsynet med en ret vulgær overskrift: ”Nak og Æd” hedder programmet. Her er brutalitet og svineri sat i højsædet: ”at nakke” er voldeligt, og kun dyr æder. Men det ”bøvede” og primitive har jo fået stjerneplads i mange andre programmer også, så det tiltaler åbenbart folk. Underligt.

Hvorfor har maden fået en så central plads i vores medieverden? Hvorfor kan vi ikke åbne et ugeblad eller tænde for TV’et uden at blive budt på lækre retter? Det må betyde noget, men jeg kan kun gætte – og måske har du andre forklaringer. Jeg forestiller mig, at det er, fordi det moderne menneske altid er sultent – akkurat som den unge pige i Paris – men nu er det bare ikke mere en sult efter mad, for den er jo ingen mangelvare, det er snarere en søgen efter noget, vi har mistet, og som vi i vor kvide erstatter med overspisning og kulinarisk forherligelse af maden. Det giver os en umiddelbar fornemmelse af mæthed, men den varer kun kort, og snart efter gnaver sulten videre, og vi, ja vi haster også videre i vor søgen – og stadig mere febrilsk leder vi i madskabet, i kogebogen, i delikatesseafdelinger og lignende steder.

”Supersize-me” hed en amerikansk film, som handlede om vores overspisning og problemer med at have et afslappet forhold til mad. Mad er for mange blevet et problem, der styrer deres liv og undertiden fører dem i døden. Mange unge går helt amok i madpyramiden – den bliver et helvede, der styrer deres liv. Det skrev jeg engang en novelle om: Yoghurt, hed den.

Men hvad er det da, vi søger i maden? Er det kærlighed måske? Engang lå hver eneste af os ved et bryst og næredes af kærlighed og mad. Der var tale om en totaloplevelse, en tilfredsstillelse, som vi aldrig genfandt, og som vi måske netop derfor søger der, hvor vi fandt den som spæde: i maden og varmen fra et andet menneske, den, der har lavet mad til os, har tænkt på os, akkurat som vores mor. Vi forbinder ganske enkelt mad med omsorg – eller med omsorgssvigt, for det var jo ikke os alle, der blev lagt ved en kærlig mors bryst.

Men det kan også være en sult efter noget helt andet. Det kunne tænkes at være en erstatning for noget åndeligt, som vi har mistet? Sekulariseringen skar jo den religiøse dimension ud af vores daglige liv. Vi kan ikke leve uden en mening med livet, men den taler vi ikke ret mere om, og få vil vedkende sig noget så gammeldags som at tro på Gud. Så fik vi måske andre guder? Brød og skuespil? Tja … jeg ved det ikke.

 

 

 

 

Lidt smalltalk med en smule mening alligevel

Forleden skrev min sms-ven omtrent sådan her: ”verden er mørk og trist og fuld af
ulykker – jeg har lige set TV-avisen.”

Og det er da godt nok den følelse, man ofte sidder tilbage med efter at have set
nyhederne: at verden er en jammerdal, og at næsten alt er krise og modgang. Ja,
medierne er sandelig med til hælde vand på pessimismens mølle, så den fortsat
kan male ad helvede til.

Så derfor: på vej op til min computer blev jeg enig med mig selv om, at min næste
apropos skulle handle om det lyse og positive!

Tænk positivt! Sådan lyder et mantra i mange moderne psykoterapier, og det hedder
her, at man skal fortrænge alt det, der nager og plager og fokusere på det
positive. Og så skulle det mørke forsvinde som dug for solen.

Men sikke dog noget vrøvl!!! Det triste kan sikkert fortrænges, men dybt nede i
sindets mørke lever det videre og det i en usund grobund, som giver det næring
i stedet for at kvæle det. Det er vist nok psykologi for burhøns.

Men hvad så? Skal man da holde krampagtigt fast på de mørke tanker og ikke åbne sig
for lyset. Nej, vel skal man ej. Men man skal snakke frit og frejdigt om det,
der gør ondt. Man skal dele det med de andre, for så mister det sin magt over
sindet, og så først kan man åbne sig for lyset.

Som jo er overalt, for verden er fuld af lys, og Louis Armstrong havde ret, når han
sang: ”it’s a wonderful world”. Mørket er ikke til at komme udenom, nej vist,
men vi skal lukke øjnene op og se alt det vidunderlige, der også er i verden. Ja,
endda lige i nærheden.

For nogen tid siden cyklede jeg i skoven, det gør jeg hver dag, men lige den dag
brød lyset frem gennem disen og faldt som skinnende sølvtråde på stien foran
mig. Hvor var det smukt. Og forleden skrev mit barnebarn på syv år: ”Jeg savner
dig, bedstemor, for du er så god, som du kan være.” Mit hjerte slog en kolbøtte
af glæde.

I går sagde min mand uden et eneste ord, at han elskede mig. Tænk, at man har en
sådan ufortjent lykke. Og i næste uge skal vi sammen med hele familien fejre,
at vi fik en lille efternøler for 30 år siden. Han kom til os i snevejr, men
solen skinnede, og vi havde aldrig set et smukkere Ålum end den dag, vi kom
hjem med den lille dreng. For sådan er det jo: den ydre verden farves af vores
glæde.

Og sådan kunne jeg blive ved. Og det kan du jo også gøre. Du kan lave dig en lang
eller en kort liste over alt det, der er en velsignelse i dit liv. Men der skal være plads til alle sindets nuancer. Også de mørke.

 

Landsbytanker i november

Det er blevet efterår, og melankolien sænker sig rundt om. Men faktisk er november ikke bare trist – den er også smuk – trods det svindende lys. Skoven især. Træerne smider om sig med farver, og jordbunden er et herligt syn – og træerne klamrer sig til de sidste farvestrålende blade. Jo, det er værd at vandre i denne tid. Kun når man sidder indendørs kan man gribes af denne genkomne tristhed.

Men se nu farverne, som var vildere og stærkede for 14 dag siden, men stadig kan glæde øjet.

Her kommer så nogle mindre muntre efterårsreflektioner – måske skrevet lidt ud af et mismod, men dog også med troen på, at der er en mulig fremtid. For landsbyens altså, og alle os, der bor her:

Apropos mørke dage.

Landsbytanker.

Jeg sidder ved mit vindue og stirrer som en anden
melankoliker ud i tågen. For november er tåge, regn og varsler om vinter og
kulde.

Inde i byen bekymrer man sig mindre om vejr og vind, men
herude hos os i de små landsbyer mærker vi årstidernes skiften, for vi ligger
omgivet af natur og er tæt forbundne med den evige cyklus af spirende liv og af
blomstring og henvisnen. Af liv og død.

Og måske er det derfor, vi er mange, der foretrækker at bo
her og ikke inde på stenbroen og under gadelygternes kunstige lys. Og det på
trods af de ulemper, der følger med en sådan levevis.

Desværre må vi se i øjnene, at vor mulighed for at blive boende
her bliver stadig mere usikker. I det gamle Rumænien tog diktatoren Caucesco
den beslutning at destruere alle landsbyer, fordi de i hans optik var urentable,
og det gjorde han så, de blev alle jævnede med jorden. Vores diktator hedder ikke
Caucesco, den hedder ”Udviklingen”, men faktisk er den ligeså kompromi- og
bevidstløs som den gamle diktator var. Og blind på begge øjne.

Vi har mistet, og vi mister hele tiden flere og flere af de
fornødenheder, som gør det muligt for os at leve et normalt liv herude i
landsbyerne. Vi har længe ikke haft en skole her i Ålum, og nu hører vi om
skolelukninger i mange andre landsbyer. Skolerne er kulturelle åndehuller, og når
de bliver lukkede, bliver den åndelige vejrtrækning anstrengt.

Det samme gælder kirkerne, også her er der et levende miljø
og en mulighed for at forny sig og finde mening med livet, og her er tilmed et
sted, hvor man jævnligt kan mødes. Men vi hører om stadig flere kirkelukninger.
Hvornår rammer det os?

Vi har stadig et forsamlingshus, men også det lever kun så
længe, der er ildsjæle nok til at holde det kørende. Så er der butikkerne. Hos
os fungerer Brugsen stadig, men hvor længe får vi lov at beholde den? Hvornår
har ”Udviklingen” kvalt vores lille, gode butik?  Mennesket lever ikke af brød alene, men det kan ikke klare sig uden.

Og som det nyeste i rækken af dødsstød har man nu nedlagt
vores rutebil, der kørte mellem Viborg og Randers, og dermed afskåret
forbindelsen til byerne, som vi trods alt er afhængige af: vore børn skal
undervises, og en del landsbyboere skal til og fra arbejdet, og ikke alle har
råd til to biler. Og desuden: nu kan vi ikke mere tage ind til byen for at
deltage i de kulturelle eller andre aktiviteter, som er nødvendige, for at vi
kan udvikle os.

Skal vi ende med at blive underudviklede individer herude i
landsbyerne? Og er det rimeligt, at ”Udviklingen” skal styre os og ikke
omvendt: at vi skal styre den? Det er nogle spørgsmål, som jeg ikke kan
besvare, men gerne bliver ved med at stille.

For er ”Udviklingen” blind, så må vi blive seende.

Skoletanker

Jeg har i flere år haft lyst til at skrive en bog om Kresten Kold. Han var nemlig ikke spor kold, men fuld af varme ideer. Mange af hans skoletanker hører selvfølgelig til i en anden tid, for han levede i 1800 tallet, og det var der, han drømte om og virkede for en ny skole – træt som han var af Den sorte Skole, der var eneste svar på ingenting dengang. Men kernen i hans ideer er uopslidelig.

Kold arbejdede for en skole, hvor fantasien og drømmen og glæden og begejstringen skulle være de drivkræfter, der bar barnet frem til en stadig større oplevelse af verden og af sit eget rige indre.

En skole, hvor alt ikke skulle måles på tom udenadslære, en skole, hvor man ikke måtte sætte børn i en bås, hvor de kunne stå og lade deres store paratviden sprøjte som skidt fra en spædekalv, mens læreren holdt dem op mod de andre børn ( læs sunde børn) , der hellere ville lege end lære udenad.

Man stiller stadig børn i båse, som burde være forbeholdt høveder og andre fæhoveder.

Ja, det var sådanne tanker, Kold arbejdede med, og det lykkedes ham i vidt omfang at overbevise samfundet om, at børn voksede bedst og til bedre mennesker i glæde end under tvang. Og han omformede skolen til et sted,  hvor de gik af lyst. Sådan blev efterskolerne til.

I dag er det igen karaktererne og den store paratviden, der er i højsædet, og det er det parameter, man måler børn og skoler på. De skoler, der scorer de højeste tal, er de bedste, påstår man, og så skal folk tro, at de kan finde en god skole til deres børn ved at se på nogle tal. Hvor er det hamrende dumt!

Jeg skriver nok aldrig den bog om Kold. Men det burde skrives. Så jeg håber, en eller anden gør det.

Men for nogle år siden skrev jeg en lille klumme til avisen, som fortæller lidt om min egen historie i en skole, der ikke lige havde fattet Kolds tanker. Den kommer herunder:

KLUMME SOM ER FLERE ÅR GAMMEL, MEN DESVÆRRE STADIG AKTUEL.

”De må jo forstå, at vi har taget hele to tests. Vi er slet ikke i tvivl. De har et
venligt barn, Hr. Magnus Hesselholt, men hun er nu en gang slet ikke bogligt begavet.” Sådan omtrent faldt ordene den dag i 1952, da en alvorlig skoleinspektør bragte min far meddelelsen om, at hans niårige datter var en fiasko, i al fald hvad skolen angik. Nu var jeg så heldig at have en far, der kendte sine børn godt og vidste, at de såmænd var meget normale. Lidt dovne måske. Og temmelig ordblinde. Det sidste var han nemlig selv.

Han gik altså i brechen for sin unge, og det endte da også med, at
jeg i stedet for uhjælpeligt at havne i hjælpeklassen blev gelejdet ind på et
hold for ordblinde børn. Men etiketten ikke egnet blev hængende i alle de år, jeg gik på skolen. Og denne ville ikke indstille mig til gymnasiet, så far måtte punge ud til en dyr kostskole. Her klarede jeg dog gymnasiet fint og tog da også senere mine universitetseksaminer til tiden.

Men andre børn var ikke så heldige at have en far som min, og det er ikke godt at vide, hvad der blev af dem. Mange blev selvfølgelig fejlanbragte. Og det på grund af nogle prøver, som de voksne troede så blindt på, at de slet ikke kunne se børnene bag tallene.

I denne tid læser og hører jeg med stor undren om de nyeste tiltag inden for folkeskoleundervisningen.
Det drejer sig, så vidt jeg kan bedømme, om forordninger, der med ét hug vil
føre skolen tilbage til tiden før Grundtvig og Kresten Kold og nedbryde de fremskridt, der har gjort den danske skole så unik.

”Vi må skabe en stærkere evalueringskultur i folkeskolen,” hørte jeg forleden
Bertel Haarder sige. Og derfor skal der indføres flere tests af børnenes paratviden, mener han. Ja virkelig: så kan man tidligere sortere (læs: fejlsortere) børnene i forskellige grupper, så man kan skelne mellem dem, der er noget værd, og dem der er værdiløse. Og systemet kan tage sine forholdsregler, så de dummeste smukt dumper derned, hvor de hører hjemme, og de klogeste når den top, hvorfra markedskræfternes frie spil udfolder sig aller friest. Uligheden vil dermed vokse, det er jo klart, men det er skam et godt tegn, det har vi selveste landets socialministers ord for. Ulighed skaber nemlig dynamik, siger hun. Og det er sikkert sandt nok, og den materielle velstand vil måske nok vokse. Men jeg tror ikke på, at tingenes
trivsel er det største gode i samfundet. Det er menneskers trivsel, vi skal tænke på, ikke hårtørerenes og bilernes og deodoranternes og cyklernes og gummiskoenes og salgstallenes og alle de andres tal.

Og der er mange, der vil blive tabere i det spil. Og så giver jeg for resten pokker i en dynamik, der lægger dynamit under de svageste.

Jeg mener ikke, at skolebørn først og fremmest skal vurderes på, hvor megen
paratviden, de har fået indterpet. Terperi og tom udenadslære hører Den sorte Skole til, og jeg kan ikke for alvor tro, at Grundtvig og Kold har levet
forgæves! Nej, vi bør vurdere børnene på helt andre evner: f.eks. hvor
ordentligt, de forstår at opføre sig over for hinanden, hvor rare børn de er,
hvor gode de er til at lytte, både til læreren og til hinanden, og hvor ivrige
og interesserede de er i det, de laver og i der foregår omkring dem. Alt sammen egenskaber, man ikke kan måle i en test.

Selvfølgelig skal børnene også hen ad vejen tilegne sig færdigheder af faglig karakter, men det er efter min mening en forkert vej, man går i øjeblikket. Og muligvis kommer man ikke uden om evaluering af voksne menneskers viden, når de studerer.
Men man bør ikke teste børn på den måde og slet ikke stemple dem med tal. Det er for primitivt.