INTERMEZZO

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dette lille intermezzo for at meddele, at jeg i den kommende tid vil fortælle en livs-historie. Den er ikke opdigtet. Lad os kalde den “Kristian”.

Dem, der har læst “Hændelser fra Hulsig” vil måske huske, at der i kapitlet “Socialismens indtog” figurerer en lille, vaks dreng ved navn Kristian Kokholm. Han er på alder med min far, Magnus. Det meste af omtalte kapitel foregår i den lille skolestue i Rannerød Skole.

Drengen Kristian, der er Christen Kokholms næstældste søn, er født i 1901, og hans liv blev omtumlet og på alle måder vanskeligt. Han havde uden tvivl også et vanskeligt sind, og heldet lsmilede ikke til ham. Måske var han blot uheldig, måske var han ikke gjort af det stof, der holder til alt – selv den krasseste modgang.

Samtidig må jeg komme med en tilståelse: I min Hulsig-bog har jeg gjort Kristian til Kristina – det er dog kun et sted, men alligevel en fatal fejl. I navnefortegnelsen sidst i bogen er alle hovedpersoner listet op i et familieskema, og der tildeler jeg rigtignok Christen og Elisebeth 7 børn, men en stavefejl gør så, at en af dem skifter køn. Undskyld Kristian. Håber, du får fuld oprejsning i den lille historie om dit liv. Den kommer, så snart jeg får lidt tid. Det kniber det med i øjeblikket.

Jeg vil fortælle Kristians historie, stykket sammen af de mange breve, han efterlod sig, de fleste skrevet til hans mor og hans søskende. Ingen af dem er stilet til hans far, og det er der en forklaring på.

Men derom senere.

Blandt de mange papirer, som jeg har lånt af Lise Troldborg, er der en meget stor stak, skrevet af og til Kristian. Brevskrivning er en meget privat og fortrolig form for kommunikation, og jeg ved ikke, hvordan Kristian ville have reageret på en sådan “offentliggørelse” af deres indhold. Men jeg vil bruge hans breve med den største nænsomhed og respekt. Og jeg kan tilføje, at jeg har familiens tilladelse.

Jeg blev selv meget berørt af at læse brevene, der ud over det helt private også tegner et billede af livsvilkårene for de mange unge mænd, der i 1920′erne forlod Danmark og drog ud i verden for at finde lykken.

De fleste fandt noget andet. Derom senere.

KOKHOLM 3 – Harboøre og et løfte som bandt

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Begyndelsen. Hvordan begyndte det hele?

I begyndelsen var ordet” – hedder det i Johannesevangeliet.

I begyndelsen var lyset” hedder en vældig fin bog om Kandestederne, redigeret af Kirsten Obelitz Rode.

Man kunne også sige: “I begyndelsen var mørket.” I indledningen til Skabelsesberetningen står der nemlig: “Og der var mørke over Verdensdybet … og Gud sagde: “Der blive Lys”. Og der blev lys.

Når vi skal tale om dagligdagen, som den levedes ved den jyske vestkyst i 1800-tallets slutning og det nye århundredes begyndelse, handler det mere om mørke end om lys.

Og en novembernat i 1893 var det mørket, der sejrede over lyset ved det lille fiskerleje Harboøre. En storm rejste sig pludseligt og uvarslet, og fiskernes robåde kastedes ind mod kysten. Mange af dem endte som vragstumper, og 47 fiskere omkom i bølgerne.

Og det er her, vores historie om Christen (eller Chresten) Kokholm tager sin begyndelse. For han var en af de mænd, der natten igennem måtte kæmpe med døden. Og mange af dem tabte den kamp, og ikke så få har sikkert tryglet Gud om hjælp og lovet ham at de ville omvende sig, hvis bare de blev reddet. Nogen af dem har måske råbt: “kommer jeg levende i land, så vil jeg tilhøre Jesus den Korsfæstede af hele mit hjerte.”

Men der var en som råbte noget helt andet. Og han kom faktisk levende i land. Det var Christen, og han sagde omtrent sådan til Gud (det har vi hans datters ord for): “hvis jeg kommer levende i land, så vil jeg tilhøre Elisabeth i Kandestederne.”

Her er den pige, som Christen lovede troskab, hvis han slap levende fra stormens helvede:

Man behøver blot kaste et blik på pigen for at forstå, at hun var værd at drømme om.

Her er et andet billede af samme pige, men på det er hun yngre. Konfirmand måske. Hun virker sårbar, sart … men hun var livet igennem en stærk kvinde – det fremgår af alt, hvad jeg har læst om hende og hvad hun selv har skrevet. Hun skal måske være hovedpersonen i den bog, som jeg måske skal skrive. Ja, det ville være en ide. At lade Christen ( eller Chresten) komme i anden række. KOKHOLM er nok så meget Elisabeth, som det er Christen. Hun var hotellet. Poul Reumert titulerer hende i et af sine breve: Dronning Elisabeth.

Her ser vi den unge prinsesse:

Chresten kom, så og sejrede. Men der skulle kamp til. Let var det ikke. For hendes far, Mads Houkjær, var en stolt mand, gårdejer og sognefoged, og hans eneste datter skulle indgå et ordentligt ægteskab og det med en fra egnen, som man kunne stå inde for, fordi man kendte slægten. Og dem var der da også nogle stykker af. F. eks. havde Mads’ egen bror, Ole, en søn i passende alder. Peder Houkjær hed han, jo han var et rigtig godt parti, arving til Klarup, en stor og veldrevet gård.

Så Christen kunne rejse hjem, hvor han kom fra, kunne han – og det gjorde han så. Han rejste hjem til Harboøre. Hvad han lavede der, ved vi ikke. Det finder jeg måske ud af senere i min research.

 

 

Men så kom katastrofenatten, og der lige midt i orkanens øje aflagde han sit løfte.

Og hvordan kan jeg nu vide, at han vendte tilbage til Harboøre? – det står der ikke noget om i Hulsigbogen. Nej, men den er jo også langt hen fri digtning. Men takket være det materiale, som jeg har lånt af Lise Troldborg, har jeg faktisk belæg for at mene, at Chresten kom tilbage til Harboøre og at han var med på havet den nat, da 47 fiskere druknede.

Den yngste af hans børn, Rigmor, skrev nogle små lapper papir – noter til noget større, ligner det, og de ligger spredt i papirbunkerne, og her fandt jeg nogle ark, hvor hun skriver løst og fast om sin far, og der står på et af siderne sådan her:

Klik på billedet, hvis du vil have det forstørret!

Desværre er der som sagt tale om løsrevne ark, og det lyder jo lidt mærkeligt, at hestene er “juleudhvilede” – det vil jo sige, at Elisabeth kører Chresten til toget i december, og katastrofen indtræder i november.

Det kan kun forklares på en måde. De to skilles i næsten et år. Mon ikke?

På en anden papirlap skriver Rigmor næsten det samme som i ovenstående. Der står:

Far rejser til Harboøre da Redningstationen er færdig – dengang var kun Romantik i Luften. – Da Far er ved at omkomme, da de mange Fiskere druknede – lovede han sig selv og Vorherre, at overlevede han, da skulle han straks op at fri rigtigt til den søde Lise.

I Troldborgs arkiv finder vi også et par artikler om katastrofen i Harboøre, og det er Rigmor ( den yngste datter) der i 1993 har klippet dem ud fra avisen, hvor de står i anledning af 100 dagen for katastrofen.

Der var i alle landets aviser lange referater af ulykken ved Harboøre, men den, der huskes, er sikkert Politikkens journalist Henrik Cavling.

Her er et lille uddrag fra en af hans artikler:

Vi skal ikke referere prædikenen. For den maa præsten staa til ansvar for sin Herre. Men vi skal referere, hvad der i den tidlige morgen efter rædselsnatten foregik paa selve stranden. I det øjeblik, da havet brølende kastede lig og baade op paa land, kom pastor Madsen ned til 4 fiskere, der stod i begreb med at bortbære en druknet kammerat. 

Saa sagde præsten til fisker Peter Olsen, der hører til reningsbaadens besætning og forøvrigt selv er formand for et baadelav:

“De var det første menneske, jeg tænkte på imorges, Peter Olsen”

“Hvi saa, hr. pastor?”

“Fordi”, svarede præsten, “at var De ogsaa druknet, saa var Deres sjæl faret lige ned i Helvede!”

Fiskeren svarede: “De er sjælesørger, hr. pastor, og ikke hjærtekender. Herrens veje er ikke vore, hr. pastor.”

Og Cavling refererer senere om begravelsen, hvor først pastor Madsen og senere pastor Moe får ordet. Moe siger bla. disse ord til de sørgende:

…”syndens sold er døden, men Jesus er Satans overmand og kan frelse os fra djævelens haand. Jeg spørger: hvem frelser han idag? Han frelser sine øjestene, de helllige. Hvorledes handler han mod de vantro, der staar om denne grav og véd, at de ikke lever deres liv i Jesus? Guds evangelium er prædiket for dem i mange aar, men de har ikke sluppet deres synd. De véd ikke, at et vantro menneske er et stykke kød uden aand, en muldvarp, en træl af hovmod, forfængelighed, gærrighed og kødes lyst. Hvem der hin nat aflagde Gud et løfte og ikke holder det, vandrer lige ind i helvede. Jeg roser ikke de døde. Det er at gøre nar ad dem, og det kan ikke frelse dem af satans haand. Sidst jeg var her, begrov jeg druknede, Gud straffede Eder da; han har endnu en gang besøgte Eder, fordi de vantro levede i synd og løgn!”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KOKHOLM 2 – det første spadestik

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, så tænker jeg på at skrive en bog om KOKHOLM. Den tanke kom ikke ud af den blå luft; jeg fik tilbudt at låne Lise Troldborgs private arkiv om familien Kokholm. Det kunne jeg ikke stå for.

Derfor ser mit arbejdsbord kaotisk ud lige nu. Kig engang:

Familien kendte jeg i forvejen, for jeg fandt stof til Hulsig-bogen i hele Skagen Landsogn, også i Kandestederne. På Houkjærgården, den, der senere skulle blive til hotel (skønt gården levede videre som gård) boede mine forfædre i begyndelsen af 1800-tallet og tidligere endnu, og dem, der tog over, da min tipoldefar Peder Houkjær gik på aftægt (han døde 1891), er jo også min familie. Min oldefar Ole Houkjær, arvede ikke gården, det gjorde broderen Mads, og hans datter Elisabeth giftede sig med den navnkundige CHRESTEN KOKHOLM og sammen byggede de det  HOTEL KOKHOLM, der hurtigt skulle blive et yndet feriested for mange af tidens store kunstnere. Og et årligt udfulgtsmål for kongehuset.

Det er den historie, jeg gerne vil fortælle. 

Og hvis jeg finder at fortællingen er OK – , så bliver det til en bog. .

Jeg er ikke forsker. Det vil jeg uddybe.

Fik som ung tilbudt en forskerstilling på Århus Universitet, og et par dage efter fik jeg besked på, at jeg havde fået jobbet som gymnasielærer i Randers. I tre dage gik jeg hvileløst om – jeg prøvede at se mig selv i de to roller:

- fordybet i ord og borte fra verden omkring mig. Det var et godt syn. Jeg er sær nok til det.

Så forsøgte jeg at se mig selv i et klasseværelse, hvor jeg skulle VÆKKE en flok 15-18årige drenge og piger. Det billede foretrak jeg efter lang tids usikker vaklen frem og tilbage. Måske mest, fordi jeg erkendte, at jeg er for usystematisk ( eller for rodet i hovedet) til forskerrollen.

Rollen som pædogog og formidler skræmte mig nu også lidt – jeg er den generte type, men alligevel kunne jeg mærke, at det var en udfordring, som jeg fandt meningsfuld. Og som jeg måske nok kunne klare. Og derfor blev jeg lærer og ikke videnskabsmand.

Jeg var lærer i 25 år.

Og hvad kommer de betragtninger mit nye bogprojekt ved? Jo, det er sådan fat, at jeg ikke tror, at jeg kan skrive sagprosa, så nogen gider læse det. Og desuden, jeg er hverken systematisk eller pedantisk nok til at få alle detaljer til at spille sammen i et tilstrækkeligt autentisk og præcist mønster.

Så det bliver vel noget i retning af Hulsigbogen, hvor jeg ind imellem “snyder” ved at opdigte situationer og begivenheder, men hvor hovedindholdet dog hviler på et solidt kildemateriale af faktuel karakter. Jeg sov ikke de mange timer på Skagen Lokalarkiv. Jeg har heller ikke tænkt mig at sove i den kommende tids intense researcharbejde. Først går turen til Harboøre, for der kommer hovedpersonen fra. Og var de ikke indremissionske? især fiskerne – og var Chrestens far ikke fisker? var han landarbejder? Alt det skal jeg finde ud af og desuden noget solidt om, hvordan det var at være barn i Harboøre i slutningen af 1800-tallet.

Nok om det.

Jeg har de seneste dage læst i 100vis af breve fra Lises arkiv og er dybt bevæget af læsningen. Navnlig Elisabeth Kokholms breve har rørt mig. Det vender jeg tilbage til. Nu ved jeg, at min oldefar Ole Houkjær havde en elskelig søster. Selv var han noget af et bæst, men det var “mandfolkene” ofte i den gren af familien. Og så var kvinderne dog i al deres blidhed de stærkeste.

Mere om det senere.

herunder et billede af min tipoldefar, Peder Houkjær:

Karakterfast. Ja vist. Men hans sønner, Mads, Ole og Jens blev vidt forskellige. Jens blev blid og venlig, Hans barnebarn Christian Houkjær har skrevet så smukt om sin bedstefar Jens Houkjær.

Ole blev skør – det ved vi fra Lars hesselholts erindringer: Hulsigminder.

Og Mads, ja, hvordan var han i grunden?. Han holdt i al fald ikke livet ud og måtte selv gøre en ende på det.

Det må have sat sine dybe spor i børnene? Og i alle vi efterkommere?

Tja … min anden tipoldefar; Christian Krøg, tog også livet af sig. Hmm … hvad skete der egentlig?

Men Jens Houkjær var som sagt et venligt og rart menneske. Harmonisk tror jeg. Det afspejles nu også fint på nedenstående billede, som Hjørring Lokalhistoriske Arkiv sendte mig for år tilbage:

Det er Jens, der her er fotograferet med hustruen Andrea.

Ole Houkjær ( min oldefar) så streng ud, og det var han jo:

Jeg har (endnu) ikke noget billede af den 3. søn, Mads Houkjær – og ærgerligt nok, for han er en af hovedpersonerne i den måske vordende bog, da han jo er svigerfar til Chresten Kokholm og far til den elskelige Elisabeth. Hun er for resten en kusine til min farmor Elise Houkjær. Og hende husker jeg tydeligt. Hun var bestemt rar mod os børn, men sandelig også en bestemt dame.

Hvis du vil læse mere om Hulsigbogen og Hulsig i det hele taget, kan du klikke ind på den kategori i højre side, der hedder “Hjemstavnsroman” – der er over 1000 sider om den lange vej til bogen, og du gider jvelikke læse dem alle. MEN: du kan skrolle eller springe til næste indlæg og det næste igen osv. indtil det hele stopper, og så kan du vælge det lille ord nede til venstre: Older posts – klik på det og du kan fortsætte i Husligbogens spor.

 

 

KOKHOLM

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

KOKHOLM

Da min mor blev gammel, glemte hun det meste omkring sig. De nære ting skiftede karakter og fyldte hende med utryghed. De blev til fremmede og sære billeder på noget, hun ikke kunne forholde sig til.

Hun boede da i en lille stationsby, som ganske vist ikke hed Hulsig som den by, hvor hun var født og opvokset, men som dog lignede den på ét punkt: Også her lå en lille station, og også her stod folk af toget og gik med deres bagage ned ad den lange landsbygade.

Fra sin lænestol havde hun godt udsyn over vejen, og når de rejsende passerede forbi derude, kunne hun lyse op og udbryde: ”Ih … se! nu kommer der badegæster?” Og stemmen var fuld af glæde. Det var vel først og fremmest gengældelsens glæde, der et øjeblik trodsede Alzheimers hærgen. ”Det her ved jeg, hvad er”

Men det var også et genskær af den glæde, der engang greb alle beboerne i Hulsig, når Skagenstoget spyttede disse fremmede folk ud i den lille by, hvor den samme håndfuld familier havde levet isoleret i generation efter generation.

Nu skete der noget nyt. I begyndelsen af det 20ende århundrede blev det lille forblæste sted forvandlet til et mondænt ferieparadis for nogle af landets rigeste og kendteste danskere. Et kontrastrigt møde mellem de traditionsbundne Hulsigboere og “Le Grand Monde”.

For mange, og i al fald for min familie – og både min far og min mor er født i Hulsig – blev det en omvæltning. Farfar blev kusk for Kong Frederik d.8. og for Kronprins Christian (senere Kong Christian d.10.) og min morfar, der var uddeler, fik pustet nyt liv i sin lille butik.

Det var nye tider. Min mor bar minderne om de lyse somre med sig gennem hele livet. Ikke engang Alzheimers formåede at viske den ud.

Det var tidernes gunst for den fattige egn. Skagen var for længst blev et af de mest mondæne feriesteder i Danmark. Tiderne ja, lad os se lidt på dem. Var de nu så gunstige?

Jeg kender bedst tiderne (set indefra) gennem litteraturen. Her får man et andet billede af Danmark i 10’erne og 20’erne end det, der udfoldede sig i fredelige Hulsig. Herom senere.

Fra journalistikken har jeg også et kendskab til tiden. For nogle år siden, da jeg skrev Hændelser ved Hulsig, trevlede jeg mig møjsommeligt gennem Skagen Avis – fik alle årgangene leveret og læste så meget, jeg kunne nå. Et broget billede tegnede sig. En ny tid. En materialistisk tidsalder. Det så man også i Skagen. Men på afstand.

Maskinerne buldrede frem. Og nu digterne. De unge jublede. Futurismen er fuld af blind tro på fremskridtet og iskold og maskulin tro på styrke og kraft. På alt det nye. Maskinerne. Hygiejnen. Farten. Det kan kun gå én vej: FREM

Fremdriften. Men det er en blind drift. Andre, mere følsomme digtere ser den katastrofe nærme sig, som udløses af den blinde dyrkelse af muskel (maskin)kraft. Henrik Pontoppidan f.eks. i ”De dødes Rige” og ”Roger Martin du Gard” i Familien Thibault.

Et vældigt materielt kvantesspring – ja, men også et spring lige ind i den alt omfattende ødelæggelse – 1. Verdenskrig, som alle andre end danskerne kalder Den store Krig.

Men i Hulsig mærkede man ikke meget til truslen. Eller krigen, da den kom. Der lå ganske vist et engelsk krigsskib for anker ud for Hulsig. Var det mon en fjende eller en ven? Det kunne man diskutere. For 100 år siden var man i krig med England. Siden har man været det med Tyskland, og i 1864 måtte også folk herfra drage i felten. Min tipoldefar måtte sende alle sine tre sønner i krig. En stod ved Dybbøl, og to kæmpede ved Helgoland. Alle tre overlevede, men var velsagtens mærkede af krigens rædsler. En af dem tog langt senere sit eget liv.

Alt var ikke idyl i den smukke naturperle deroppe på toppen af Danmark. Det var en barsk egn, og det var barske folk, der beboede den. De havde måttet kæmpe hårdt for at overleve. For dem var naturen ingen ven. Den var fjenden. Sandstormene og oversvømmelserne – alle disse ødelæggelser – det kunne en krig ikke gøre mere effektivt.

Men alt det så badegæsterne ikke. De så den storslåede natur, de så himlen og havet og sandet. Og menneskene fandt de pittoreske. Og i litteratur og billeder fik de ansigter og mæle.

Skagen havde allerede tidligt i 1800tallet trukket kunstnere til stedet. Senere blev det også feriested for landets velhavende familier. Men hvordan gik det til, at også Hulsig begyndte at tiltrække landets overklasse?

Hvad skete der? Hvornår skete det, og hvem fik det til at ske?

Det vil jeg forsøge at finde svar på i det kommende efterår og senere skrive en bog om. Bogen skal hedde KOKHOLM. Ja, for det var først og fremmest hans og hans kone Elisabeth Houkjærs skyld, at den udvikling, som jeg har givet et rids af, kom i gang og tog fart og forvandlede det lille sted til et stort sted.

Nogle billeder:

Ægteparret i midten (lidt til højre) er Kong Christian d.10 og Dronning Alexandrina. Til højre for dem står min farfar Janus Hesselholt

Hulsig Kirke

En af de tre Houkjærsønner hjemvendt fra krigen 1864 (Vist nok Jens Houkjær)

Lærer Pinholt med en klasse – Rannerød Skole

 

 

Faglitteratur – Saglitteratur – fagligt/sagligt

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Der er grøde i så meget for tiden. Kommer lige fra haven: og se, hvor det myldrer op af jorden derude. Lavendlerne knejser blå og ukuelige midt i haven og rundt om vælter det frem med roser og pæoner og masser af vilde valmuer. Vildskab og kuet natur i smuk forening

.

Men det jo ingen gartnerblog, det her, må jeg minde mig om, og inden jeg helt forsvinder i henrykkelse over blomsterdufte og forførende farver, må jeg forlade haven og lade et blik glide hen over reolens mange mange bøger, der forresten i vores hjem slet ikke er farveløse, men spræller i alle nuancer.

For det her er jo (eller skulle være) en litterær blog. I litteraturens verden sker der også meget nyt. Hver ny bog er et mirakel. Og så taler man om nye genrer.

Men så nye er de jo ikke. Det meste er set før. Unge læsere har glemt det og tror, at det skubber litteraturen i nye retninger, når genrerne brydes op og gensplejses på kryds og tværs, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det, man læser er digt eller virkelighed.

Er det fiction eller non-fiction?

Denne blanding af genrerne er ikke et nyt fænomen, men det florerer for tiden. Det er sandt. Selvbiografier har altid været en skøn blanding af løgn og latin (= af digt og saglighed). F.eks. Ingemanns: Levnetsløb – det er en herlig barndomsskildring og man er ikke i tvivl om, at de mange små erindrede episoder ikke får for lidt under forfatterens pen. Der males op, der pensles, der digtes. Det bliver fiktion. Det samme gælder H.C. Andersens “Mit Livs Eventyr” – et lille digterværk, som da også korrigeres i “Mit Liv uden Eventyr”.

Så Knausgaard bryder ikke ny jord, når han i Min Kamp skriver, som om det her er SELVESTE SANDHEDEN – fortalt i en skønlitterær form.

Da jeg underviste i dansk i gymnasiet lærte jeg eleverne, at man må skelne mellem faglitteratur, som kunne være videnskabelige artikler, akademiske afhandlinger, lærebøger og alt andet, der var fagligt funderet i konkret viden og heftet på et troværdigt kildemateriale – og så alt det andet ikke-skønlitterære, som så var sagprosa.

Faktisk vil jeg, inden jeg går videre med genrebegrebets finurligheder, tilføje, at jeg slet ikke tror, der findes litteratur, som er mere saglig = sand end anden litteratur. Den saglige sagprosaforfatter kan skrive uinspirerende og unuanceret om et komplekst og spændende emne, og så bliver det jo løgn, skønt han holder sig til og lader sig styre af kilder og selvsyn.

Et eksempel på det:

Jeg har for nylig læst Christen Kolds “Rejsen til Smyrna” – og jeg havde da ventet, at jeg der ville blive meget klogere på mange ting både i forbindelse med den store skolemands liv og levned og på tidens særpræg. MEN HAN SER OG OPLEVER INGENTING. Jo, der er da enkelte beskrivelser (dårlige) af nogle bygninger og (endnu dårligere) af nogle udsigter. Men mest fortæller han om den mad, han spiser og om den dødsenstriste og dysfunktionelle familie, han følges med og hvor han er ansat som tjener. I et brev til en en god bekendt, Madam Knudsen, skriver han f.eks.:

… heller ikke har jeg stor lyst til at skrive da jeg egentlig ingen Ting har at skrive om. 

Ikke desto mindre boede han i Smyrna i 5 år og ernærede sig i de sidste år af opholdet som bogbinder. Altså levede han i god overensstemmelse med apostlenes visdom: at arbejde og at leve simpelt. Dog forsøgte han ikke at omvende tyrkerne til kristendommen, og så vidt jeg kan se, var alle hans kunder europæere og han havde næppe nærkontakt med de indfødte.

Jeg har ikke opgivet at skrive en bog om Kold – bare jeg kunne lade være med hele tiden at tænke på ham som “Kedelige Kold” – det er sikkert ufortjent, og han var jo langt fra nogen skrivekugle. Havde vel vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt.

Det er nok bare derfor.

Når jeg i ovenstående har vrøvlet lovligt meget om noget så kedeligt som genrer, så er det, fordi jeg vil begive mig ud i sagprosa- (måske fagprosa-)genren.

Jeg håber, at det vil lykkes. Først kommer Chresten Kokholm – og han var ikke kedelig – så kommer Christen Kold – og det er en hel anden historie, skønt de er navnebrødre og begge er børn af 1800-tallet.

 

 

Intermezzo

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dette lille indlæg for at meddele, at nye tider banker på værkstedets dør. Der kommer friske pust udefra nu og hvor er det skønt. Og tak for det.

Ja, nu er der en bog, som skal skrives – ikke SKAL skrives og måske ikke engang VIL skrives. Men som jeg har fået lov til og lyst til at skrive. Og sådan begynder mine bogprojekter altid. Med lysten. Og meget få af dem er ikke ført til enden ( var den end ind imellem bitter) – denne her lille bog vil nok også se dagens lys. Hvis det står til mig i al fald. Det gør det så ikke altid.

Men først til orientering for de få, som har fulgt med i mine bogskriverier: jeg skulle jo egentlig skrive en biografi om Chresten Kold. Men det får vente. Det er jo ikke et nyt projekt, og det var da også så småt ved at tage mere fast form.

Men så skete det her. Jeg fik en mail. Den var ikke lang, men gav mig alligevel åndenød. For det var ord, som satte fantasien i bevægelse og den er altid god at lade sig lede af – også selv om den af og til kan blive lovlig livlig og forlede.

Afsenderen til det skønne brev var Lise Troldborg, hvis oldefar, Chresten, var gift med min oldefars søster Elisabeth. Og vi har jo så fælles tipoldefar. Det har jeg jo med så mange. Men Chresten og Elisabeth var specielle ( nå, ja, det er vi jo alle, men de satte sig varige mindesmærker – og det gør vi ikke alle) – for de turde kaste sig ud i et livsprojekt, som i den grad krævede mod og styrke. Hvor de fik styrken fra, ved jeg ikke, men modet sad nok dybt i deres karakter. Og det er netop derfor, at jeg gerne vil skrive en bog om dem.

Og så skal vi jo igen til Hulsig – og der vender jeg gerne tilbage til. Eller rettere Kandestederne. For hertil kom nemlig den unge Chresten Kokholm for meget mere end 100 år siden, og selv om han ikke ændrede ved skaberværket og det ikke er hans skyld, at naturen er så enestående i Kandestederne, så er det hans skyld, at mange mennesker fik mulighed for at opleve den.

Nu ikke mere om det.

Men jeg vil vende tilbage med Lise Troldborg ved hånden, for hun ejer et enestående materiale ( billeder og tekster) om fortiden og dens hoved- og bipersoner, og nu får jeg lov at kigge med.

Tak for det.

Nedenstående billede er snyd, for det er ikke fra Kandestederne, men fra Tranestederne – altså lige øst for ved det andet hav, men de to have er vel skyld i det specielle lys, der er over egnen. Og her ligner de to “steder” hinanden.

De følgende billeder er derimod fra Kandestederne/Råbjerg Mile