AMOS OZ ER DØD – verden har mistet en stor digter

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Man kan også sige, at verden har mistet et håb. For Amos Oz er død..

Han blev 79 år og han nåede ikke at få nobelprisen. Den bliver ikke altid uddelt til de største..Amos Oz blev ved med til det sidste at tro på og arbejde for freden i Mellemøsten. Han er født i Jerusalem, boede som ung i Kibutz som reaktion mod sin konservative familie – han er bla. i familie med Nethanjahu – og han var hele livet tilhænger af et to-statssystem: et land til jøder og et land til arabere. En socialistisk zionist. Selv om det lyder selvmodsigende, så mente han, at man godt kunne elske Israel og Palæstina samtidig. Han troede på venskab mellem jøder og arabere.

Han blev lyttet til af alle og elsket af de fleste. Alligevel handlede magthaverne imod hans ideer om fred, og selv om han troede, at litteraturen kunne ændre verden, så blev han aldrig bekræftet i den tro. Jeg ved ikke, om litteraturen KAN ændre verden. I al fald kan litteraturen ikke afskaffe krig. “Intet nyt fra Vestfronten” af Erik Remarque afskaffede ikke al krig.

Og Amos Oz må have haft sine tvivl. Jeg vil til minde om ham citere en passage fra hans seneste roman: “Judas”.

Det er den bibelske Judas, det handler om. Ham, der angiver Jesus.

Her er en passage fra bogens side 260. ( Det er Judas’ stemme, man hører, og han fortæller, hvordan han mødte Jesus og hans disciple):

“(Jeg) sluttede mig til dem, gik klædt i samme lasede klæder som dem, spiste den samme simple kost som dem og gik barfodet med blødende fødder som dem og troede som dem, ja, tilmed mere end dem, at Frelseren havde åbenbaret sig, og at denne ensomme, indadvendte unge mand, denne generte, ydmyge unge mand, som hørte stemmer, som i sit rene hjerte skabte smukke lignelser og forkyndte de enkleste budskaber, der strømmede fra ham som vand fra en ren kilde, budskaber, som greb alle hjerter, budskaber om kærlighed og barmhjertighed og selvopofrelse,  glæde og tro, at denne spinkle unge mand faktisk var Guds enbårne søn, som omsider var kommet til os for at frelse verden, og nu gik han her midt iblandt os som en af os. Men han var ikke en af os og ville aldrig nogensinde blive det.

Han (Jesus) frygtede hele tiden Jerusalem og følte sig også frastødt af byen; af templet, præsterne, farisæerne, saddukæerne, de skriftkloge og de rige og magtfulde. Det var landsbyboens frygt , en genert ung mands frygt, en gnavende frygt for, at de ville udstille ham og gøre ham til genstand for spot og spe, og at de skriftkloge og mægtiges strenge blik ville afklæde ham.” 

Judas overtaler Jesus til at tage til Jerusalem. Jesus er bange, og han har grund til at være det. Judas er ikke bange. Han tror 100%, at Jesus er Guds søn og at Gud vil befri ham fra korset: at Jesus vil stige frelst og glad og usåret ned fra korset og favne hele verden med sin kærlighed. Ja, det tror Judas og derfor peger han Jesus ud for soldaterne. Det tror Jesus ikke. Han ved bedre. Alligevel går han med til at besøge Jerusalem. Og vi ved, hvad der sker. Jesus stiger ikke ned fra korset. Judas mister sin tro. Det kan man så let, når man møder dødens kulde og kærligheden ikke kan opvække os fra de døde.

Troen på, at det alligevel skete kan Judas ikke bruge.

Jeg citerer videre, og det er stadig Judas, der er “jeg”:

Jeg elskede ham af hele mit hjerte og troede fuldt og fast på ham. Det var ikke kun den ældre brors kærlighed til den yngre, som er bedre end ham, ikke kun den ældre, mere erfarne mands kærlighed til den store, yngre lærer og heller ikke kun den troendes kærlighed til en mirakelmager. Nej. Jeg elskede ham som Gud. Jeg elskede ham meget højere, end jeg elskede Gud. Faktisk har jeg, siden jeg var ung, slet ikke elsket Gud. Jeg følte mig tilmed frastødt af ham. En skinsyg og hævnende Gud, der straffer fædres skyld på børn, en grusom, vred, bitter, hævngerrig, smålig, blodsudgydende Gud. Mens sønnen i mine øjne var kærlig, barmhjertig og nådig og tilgivende og også, hvis han ville, kunne være vittig, skarpsindig, varmhjertet og tilmed morsom. Han tog Guds plads i mit hjerte. Han blev min Gud. Jeg troede ikke, at døden kunne røre ham. Jeg troede, at det største mirakel af alle ville ske i dag i Jerusalem. Det sidste og endegyldige mirakel, hvorefter der ikke længere ville findes død i verden. Hvorefter der ikke længere ville være behov for flere mirakler. Det mirakel, hvorefter himmeriget ville opstå og kun kærlighed ville råde i verden.” ( citat side 262).

Ja. en stor digter er død. Han troede på freden. Og han gav håbet videre med sin digtning.

Ære være hans minde.

Nogle tanker ved juletid – men ikke et ord om jul

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Kokholmbogen hviler.  Men rolig. Det er rævesøvn. Jeg kommer tilbage til den. Også på bloggen. Og hvis du er i julestemning, så læs min gamle julefortælling. Den finder du, hvis du søger i bloggen. Du skal nogle år tilbage.

For lidt siden kom jeg til at tænke på, at det her er en skriveblog, men at jeg efterhånden sjældent skriver på den. Alt for sjældent. Hvorfor? Måske, fordi mit eget skriveprojekt er gået i stå – og den er jo tænkt som en forfatterblog. Fri læsning for dem, som interesserer sig for mit forfatterskab. Som jeg synes ret godt om. Faktisk har det moret mig at forfatte det skab. Og ikke alle, men nogle af mine bøger er faktisk vellykkede. 

Nok om det.

I mellemtiden vil jeg snakke lidt om andres bøger. Og jeg har læst flittigt i efteråret – på alle andre områder har jeg været lidt doven. Lad os kalde det sådan – og jeg har i al fald slet ikke været kreativ.

Men det kunne jo tænkes, at refleksionerne over mit seneste indtag af litterær føde, kunne have interesse for andre. Måske endda få nogle af mine læsere til at kaste sig over Knausgaard og Dostojevskij, eller måske til at kaste dem langt væk.

Jeg har haft lyst til begge dele, derom senere.

Men først et par ord om tiden. Ikke efterårets ynkedryp, men tiden i al almindelighed. Set fra min vinkel.

Tiden er gået i stå. Og den accelererer så skræmmende hurtigt. En selvmodsigelse? Det lyder sådan, og en nærlæsningsekspert ville kappe hovedet af en så tosset påstand.

Tiden kan ikke både standse op og løbe stærkt. Jo, det kan den. Der er ting, der ikke rokker sig af stedet, og så er der andre, der flyver forbi, uden at vi når at fange dem.

Nu siger jeg ”vi”. Men jeg kan kun tale for mig selv.

Meget er gået i stå. Men det kan jeg ikke ændre. Som en af mine veninder siger, ja, hun har endda gjort det til sit valgsprog, ”DET ER SOM DET ER”.

Det udsagn er jo så til gengæld en tautologi, og tautologier er ligeså slemme som kontradiktioner. Men derfor kan de alligevel udtrykke sandheder.

Nu lidt om de to hovedværker, der gav mig hovedværk.

Jeg læste dem samtidig. Om dagen Knausgaard, om natten Dostojevskij. Måske skulle det have været modsat.

 

Dostojevskij og Knausgaard

Som sagt har jeg i mere end i et par måneder moret mig med at læse de to forfattere og kun dem – men på forskellige tidspunker af døgnet. Mere præcist drejer det sig om Dostojevskijs: Brødrene Karamassof og Knausgaards Min Kamp bind 1,2,3,4 – de to sidste bind har jeg ikke læst (endnu). Med hensyn til Dostojevskij, så har jeg læst hele forfatterskabet i min studietid, og i mellemtiden genlæst enkelte af dem. Men ærlig talt ikke hygget mig med dem.

Det har været anderledes denne gang. Måske fordi den norske forfatter på en sær måde facetterede min måde at læse den gamle russer på.

Kan man overhovedet sidestille de to forfattere? Det kan man godt, men jeg ved ikke, om det giver mening for andre end mig, og jeg har ikke i det nedenstående lille indlæg tænkt mig at analysere hverken den ene eller den anden af bøgerne. Blot kort at videregive den oplevelse, de har bragt mig ved almindelig ureflekteret lystlæsning.

Det er den måde, jeg læser på.

Begge skriver alenlange romaner, de benytter sig begge af autofiktion ( det hedder det ikke om D. men det er det alligevel), de er begge dybt fanget af barndommens drømme (traumer?) og er begge sønner af voldelige fædre, som de er følelsesmæssigt stærkt knyttet til og som sniger sig ind i deres bøger. Eller som ligefrem i enkelte kapitler tager hele opmærksomheden og får læseren til at se disse fædre og deres gerninger med gysen, samtidig med at de undrende registrerer sønnernes håbløse kærlighed til samme monsterfædre.

Der er jo mere end 170 år mellem de to forfatterskaber, og den politiske situation i Rusland i 1800-tallet ligner på ingen måde den politiske situation i Norge i begyndelsen af 2000-tallet.  Det er to forskellige tider – vidt forskellige samfund – men mennesker er mennesker, og tematisk sammenfald forekommer altså trods alt.

De unge mænd i D’s roman er dybt engagerede i ”De store Spørgsmål” – eller ”De evige Spørgsmål”, der er side op og side ned, hvor det hedt diskuteres, hvor mennesket kommer fra? hvor det er på vej hen? og hvad meningen med eksistensen er? – eller om der er nogen: nihilismen stikker hovedet frem i flere af personerne. Alle tænkelige eksistentielle spørgsmål tages op og behandles.

Knausgård lader dem ligge – de evige spørgsmål – Gud er død for længe siden – det giver ingen mening at tale om meningen – krige har lagt verden i ruiner flere gange siden, en verden, der i dag er fuld af sult, krig og flugt. Ingenting hænger sammen.

Tilbage bliver kun det, man kan nå med sine sanser. Jeg’et og dets sansninger bliver det eneste, der er vigtigt og virkeligt. Så hvorfor bekymre sig om andet end at give sig sanserne i vold og alle drifter frit spil.

De evige Spørgsmål får ikke et ord at sige i K’s bøger. Hos D fylder de det meste.

Jeg vil foreløbig lade det stå. Men kast ikke Knausgaard væk i en håndevending. Han fascinerer ved sin insisteren på hverdagens sanselighed – og han er helt nede ved jorden, mens D ofte tager flyveture langt ud i det blå. Men kast heller ikke ham væk! Flyv med! Også selv om du er bange for at flyve.

 

LIDT BRAGESNAK

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

 

Nogle tanker om Grundtvig og alle de andre hovedhjørnestene i dansk kulturliv. Set fra køkkenet og vaskebaljen.

Ja såmænd, Jeg er på vej ind i Ove Korsgaards nyeste bog: ”Grundtvig rundt”, og da kom jeg til at tænke på, hvor forskelligt, man kan vurdere den herre, og mange andre. Alt efter hvilke øjne, der ser og fra hvilken vinkel.

Jeg sætter stor pris på Korsgaards bøger – han har en både pædagogisk og videnskabelig pen. Man bliver klogere på så meget af at læse hans bøger. Men det her er jo ingen anmeldelse, og desuden har jeg endnu ikke læst bogen.

Men nu er det altså Grundtvig.

Grundtvig ja.

Sagen er den, at jeg netop i nat nåede til vejs ende i den alenlange erindringsbog ( to tykke bind) , som præstekonen Eline Boisens skrev i 1800-tallet om de mennesker, hun mødte på sin vej. Og hvilken vrimmel. Alle de kendte. Og Grundtvig i høj grad. Og hun har ikke for fem flade ører agtelse for ham. 1800-tallet var et århundrede, hvor folk fra embedsstanden og det pæne borgerskab løb ud og ind af hinandens døre, spiste ved hinandens borde og sov i hinandens senge ( i al ærbarhed).

Man var sammen, trods pladsmangel og mangel på alt muligt andet. Man sultede jo ikke ligefrem, skønt maden ofte var enkel, mad var der nok af, men man sparede, man frøs, og man havde altid en eller flere syge personer i husstanden. Navnlig børnene var syge og mange døde. Det forstår man godt. Det virker, som om hygiejne var et ukendt begreb, og små børn, der ikke ville amme – og som man ikke lige kunne skaffe en amme til ( og hun var som regel snavset og havde fnat) – de børn fodrede man med vælling – det tålte små maver ikke.

Det enestående ved Eline Boisens erindringer er imidlertid, at det for første gang er en kvinde, der ”taler ud” – og det gør hun til gavns og lige ud af sit fortravlede koneliv.

Men det var Grundtvig, vi kom fra.

Grundtvig. Han er i hendes øjne totalt blottet for empati. Han mishandler sin stakkels kone med sin surhed og åbenlyse foragt for alt, hvad denne står for, og han flirter åbenlyst med andre damer, mens hans hustru er ved at græmme sig ihjel – hvilket til sidst lykkes, og så gifter han sig igen, og så snart han er gift, retter han sin surhed mod den nye kone. Osv.

Og det er jo et billede af Grundtvig, som vi slet ikke bryder os om. Vi kender det dog en smule fra Ingemann, der også undertiden bebrejder Grundtvig det heftige og iltre temperament – det ser vi i brevene, de to skriver til hinanden. Af denne korrespondance hører vi også, at Grundtvigs sønner har været hjemme fra 3-årskrigen uden at opsøge deres far.  Ja, tænkte jeg, da i sin tid læste Grundtvigs syrlige brev til Ingemann om de to unge mænds dårlige opførsel over for far, måske kunne de ikke helt tilgive ham, at han sendte dem i krig. En krig, han selv var for gammel til at deltage i. Og den gamles bragesnak om romantisk heltedåd for konge og fædreland var måske ikke lige det, de unge mænd så og oplevede ved Dybbøl.

Ja. Grundtvig var muligvis akkurat så uomgængelig, som den gode præstekone mener. Men han var jo alligevel Grundtvig. Og vi vil ALTID elske hans salmer. Ligesom vi altid vil elske Ingemanns og Jakob Knudsens. Lige meget, hvor fåret, de så bar sig ad i livet – så havde de jo alligevel talentets nådegave. Og til min begravelse, vil jeg stadig gerne, at man synger: Hil dig Frelser og Forsoner -

 

 

 

Jakob Knudsen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

 

:

Jakob Knudsen:

 

Da jeg er blevet anmodet om at sige et par ord om Jakob Knudsens roman “Lærer Urup” til Ordets Dag i Randers d.3. november 2018, besluttede jeg at bruge sommerferien og lidt mere til at læse (ikke genlæse) forfatterskabet, og jeg vil derfor her ganske kort redegøre for min umiddelbare opfattelse af hvert enkelt værk. Nedenstående er således langt fra litterære analyser.

Jakob Knudsen var indstillet til Nobelprisen, og han er naturligvis en forfatter, man må regne med. Men nu, hvor jeg har læst næsten hele forfatterskabet, sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at selv om emnerne er store: kristendommen og de nye folkelige/religiøse/politiske og pædagogiske bevægelser i tiden, så behandles det alt sammen efter min mening overfladisk: meget vises gennem diskussioner, hvor heltens modpart er karikeret og latterlig. Desuden er der for meget fyldstof i stort set alle værkerne og undertiden en forbavsende mangel på litterær kvalitet.

Som sagt: førsteindtrykkene af de bøger, jeg nåede at læse.

Et Gjensyn (1898):

 

En blanding af Blicher, Morten Korch og dilettantkomedie. Navnlig bipersonerne, er, ligesom mange andre af J. Knudsens personer, fortegnede, så de fremtræder som karikaturer. Og replikkerne er kunstige, nu og da svulstige. Jeg kender jo ikke tidens talesprog, men har dog læst de fleste klassikere fra samme periode, og deri tales der langt mere ”naturligt”.

Ellers er historien ret sød og ind imellem endda underholdende: jeg var underholdt.

 

Den gamle Præst (1899)

 

Måske den bedst kendte af Knudsens romaner. Jeg synes dog ikke, det er den bedste. Den gamle præst, Castbierg, er hovedperson, og han sanktionerer fuldt ud grev Trolles mord og efterfølgende selvmord. Greven dræber en ung mand, der har forsøgt at voldtage hans datter.

En af holdningerne i den her roman som i andre af Knudsens værker, er, at der findes skurke, som er 100% onde, og det er derfor ingen forbrydelse at dræbe dem – de er som dyr eller som negre (sic!). De har fortjent at dø. Og når samfundet ikke vil gøre det, så har man lov at tage sagen i egen hånd og dræbe svinet.

”Que la bete meurt.”

Gjæring. Afklaring (1902)

 

En dobbeltroman. Efter min mening den bedste af Knudsens værker. Navnlig første del fanges man af, her er portrætterne mere nuancerede end ellers, og i første del lægges der op til en gedigen udviklingsroman. Pontoppidans Lykke-Per udkom samme år, og man skulle næsten tro, at de havde læst højt for hinanden af manuscripterne, for der er store ligheder. I dem begge forelsker hovedpersonen sig i en pige fra en fremmed kulturkreds. Begge piger er emanciperede kvinder. Lykke Per forelsker sig i Jakobe, som er jødinde, og Karl i Rebekka, som er fritænker. Begge de unge mænd har fået en streng kristen opdragelse, som de gør oprør mod.

Der er også i begge bøger tale om en dannelsesroman. Personerne drager ud i verden, prøver at gøre sig frie, og de vender hjem igen. Klogere på sig selv og verden. Afklarede.

Og der er to scener, som næsten er identiske. Per rejser ud med Rebekka, og det er idyllisk nok, men så hører han en fjern kirkeklokke, og lyden maner ham tilbage i barndommens kristne forestillingsverden. Karl rejser med Rebekka og det er idyllisk nok, men en aften hører han kirkeklokken, og straks manes han tilbage til kristendommen.

Per drager hjem og gifter sig med en præstedatter, og Karl drager hjem og gifter sig med sin gammeldags og kristne barndomskæreste.

De to hovedpersoner er dog vidt forskellige og deres udvikling ditto.

“Kjærlighed” er et tema i alle bøgerne. Men det er en kysk og usanselig kærlighed.

Det ligger naturligvis i tiden, at sex er synd, at det er noget, man helst helt afholder sig fra. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet sker der en begyndende frigørelse også på det område, men i det pæne borgerskab ser man ikke til den side, men holder fast i de gamle kyskhedsidealer. Det kan man læse meget om i Stefan Zweiks ”Verden af i går”.

Men hos Knudsens hovedpersoner går det da helt over gevind. Her er sexualdrift og dødsdrift så nært forbundne, at seksuel lyst giver feber og krampeanfald. Det vises stærkt i denne roman, hvor Rebekka en sen aften, hvor hun og Karl overnatter i samme hus, går halvt afklædt ind i hans værelse, og han vågner ved lyden af noget så væmmeligt som hendes nøgne fødder, der klasker mod gulvet. Karl bliver rystende angst. Og afviser hende skrækslagen.

Da de to senere faktisk bliver gift, har de heller ikke noget sexuelt forhold, og de betragter med afsky de unge forelskede par, de møder på bryllupsrejsen, og som kysser hinanden. De er enige om, at det slikkeri er afskyeligt.

Ja, Karl er i sandhed et “åndsmenneske”. Og Rebekka opgiver efter hin sære natteoplevelse af hive ham ned på jorden (med al dens smuds).

Selv er hun også indstillet på kyskhed. For hun vil nemlig kun give sig hen til en, der ikke har andre guder end hende. Og Karl er netop begyndt (på deres bryllupsrejse!) at finde vejen tilbage til sin barndoms gode gamle gud.

Sind (1903)

 

En af de bedre romaner, dog også den er fuld af ”fyldstof” – handlingen er ind i mellem dramatisk – melodramatisk til slut – brandstiftelse og mord.

I mange af Knudsens værker er som sagt onde mennesker virkelig 100% onde, og mord på sådanne væsner er retfærdig og OK. Her er det Anders, der dræber den mand, der har gjort ondt mod hans far og mod  kæresten.

Også her ender fortællingen med et mord. Som forsvares og fremstilles som nødvendigt og retfærdigt. Det er skurken, der dræbes af helten.

Det er også ligesom i ”For Livets Skyld” en stærk kærlighedshistorie indlagt i handlingen. Igen kærlighedens ret – selv om det gælder døden – både skurkens og heltens.

For livets Skyld (1905)

 

Helt i Knudsens stil drejer det sig om at belære os. Vi skal være lydige mod Gud og lovene: Dog findes der undtagelser – meget sjældent kan ”Livet” have sin egen lov. Kærlighedens lov. Og i denne fortælling viser det sig, at to unge, som ikke kan få hinanden, elsker stærkt nok og rent nok til, at samfundets love kan brydes.

Jeg synes, at fortællingen er rørende og noget af det bedste, Knudsen har skrevet.

Kun generer det mig noget, at ”heltene” er så viljeløse og rent ud sagt tumpede. Men sådan SKAL de være, for de er jo bønder og tyende, og så kan de ikke være synderlig begavede ( i Knudsens optik). Og de sidder uhjælpeligt fast i skik og brug og er for dumme til at tænke selv.

Inger (1906)

 

Begynder som en dårlig ungdomsroman. Alligevel er begyndelse den bedste og stærkeste del af romanen. Bogen er meget langtrukken – f.eks. uendelige diskussioner om tidens emner, ofte sat ind i en højskole/frimenighedssammenhæng, og sprogligt såvel som indholdmæssigt er disse dialoger tunge og trælse  - og så gammeldags, at det grænser til det komiske (folkekomedieagtige).

Det generer mig desuden, at heltinden, Inger, er fremstillet som naiv og uvidende om alt i verden, og hun burde vel have læserens sympati. Hun er jo frontfigur i diskussionen om kærlighedens ret.

Kærlighedens ret. Emnet er jo smukt. Men i denne bog maltrakteres det.

Sladder fylder utrolig meget i alle bøgerne. Alle almindelige mennesker er sladderagtige i Knudsens univers. Det er de for så vidt også i Dostojevskijs værker, men her virker sladderen interessant, fordi den er meningsfuld i sammenhængen og desuden skaber interessante psykologiske portrætter. Det sker ikke hos Knudsen.

Det forbliver småborgerligt og trivielt. Ind imellem får man desuden kvalme af forfatterens racistiske holdning og foragten for alt, der er ”ikke dansk” – her et enkelt citat ( det er en tysker, der her er tale om):

” … han (helten) fornam (ikke) denne rigtig som en Person, men som en Neger eller Orangutang eller saadan et andet Halvmenneske.”

Fremskridt (1907)

 

Som mange af de øvrige romaner er temaet her i god Luthersk ånd: “Lydighed mod Kald og Stand.”

Romanen indledes farceagtigt med et ”middagsselskab”, hvor alle de gode gamle bønder ”skaber” sig for at leve op til proprietærstanden, som de alle sammen mener, at de er på vej mod. Kun Eiler Borrevad nægter at spille den komedie. Han forlader selskabet i utide, dog ikke uden en alenlang retiradetale. Her bebrejder han bl.a. bønderne, at de ikke mere følger gammel bondeskik. Han omtaler de nye proprietærer som halvmennesker og husmændene som dyr.

 

Dyr er et skældsord hos Knudsen. Ligesom naturen og det naturlige i øvrigt er lavt og grimt. Undtagen i æstetisk sammenhæng = solnedgange og lignende skønhedsåbenbaringer.

Demokrati og socialisme er de frygtelige følger af det såkaldte fremskridt. Jakob Knudsen er helt på linje med Ingemann her. Også han afskyede ”allemandsstyret” = demokratiet.

Ingemanns romaner spiller i øvrigt en stor rolle i Knudsens bøger.

Lærer Urup (1904)

 

Der er som i flere af de øvrige romaner en del dramatik, her er det selvtægt i forskellige former: prygl og drab. Samtidig er bogen en slags programskrift for Knudsens ideer om opdragelse og øvrighed. Socialister og demokrater fordømmes og afstraffelse og lydighed prises.

Her et lille eksempel. Præsten holder selskab og har inviteret Urups. Et treårs barn irriterer fru Urup, og hun foreslår forældrene, at de giver barnet ”nogle ordentlige klø.”

Præstens er ”humanister” og fremstillet så karikerede, at de ikke kan tages alvorligt.

(Citat): (Præsten) ”Men vil de da ligefrem … ha ha ha … at man skal slaa saadan en lille En? Hvor, maa jeg spørge? Ha ha ha …”

”Aa, man fandt vel nok et passende Sted,” kom nu Urup sin kone til Hjælp.”Jeg ved ikke, hvad De finder forkasteligt ved den Sag.”

Urup er skildret som alvorlig og sympatisk med gode pædagogiske ideer: Han vil forvandle skolebørnene fra at være så og så mange ”lispund kød” til at blive åndelige mennesker. Lave dem om kort sagt.

(Citat): ”Ved den levende Fortælling fremtryller jeg en Verden for Børnene, og derved bliver jeg foreløbig en Slags Skaber for dem, der har deres Hjerte og deres Vilje i min Haand og kan forme og danne deres Væsen, som jeg vil …”

Ideerne om det levende ord har han vel nok fra Kresten Kold og Grundtvig. Desværre ser vi ham ikke rigtig i funktion. Når han fortæller for børnene, er det de samme gamle tekster om danske helte, der går igen. Navnlig Uffe hin Spage. Jeg kan forestille mig mange børn falde i søvn, når han tager fat på at fortælle. Jeg tror jeg ville forestrække de tæsk, han også tilbyder.

Desværre er det vanskeligt for Urup at få lov at virkeliggøre denne forvandlingsproces, fordi samfundet er ondt og sætter sig imod. Jeg siger Gudskelov og Tak. Husker fra min skoletid, at jeg hørte et foredrag af en socialdemokratisk undervisningsminister, K.B. Andersen ( det har været i 50’erne) og han sagde omtrent sådan her:

”Børn har deres egen suveræne verden. Mit råd til lærerne, når de spørger mig, hvordan børn skal håndteres, er følgende: ”Hold fingrene væk!”

Men her skal i høj grad fingereres.

(Citat): Men arbejdet blev ham og Ligesindede saa frygteligt besværliggjort af Samfundet, af Staten. Den over fyldte Verden, med sin bagvendte, falske Humanitet, med Menneskekroppe, – som om det var det første af alt, at faa Landet overfyldt med Kroppe, – det myldrede, vrimlede, boblede op fra Bunden med levende Kjød, svedende, begjerende, forslugen Kjødmasse, fordi man med en Iver, der i Sandhed var bedre Sager værdig, med alle optænkelige Kunster og Anstalter og Bekostninger, forhindrede Døden i at gjøre lyst og lufte ud i al denne Kjødelighed.” (Citat slut)

At gjøre lyst og lufte ud i al denne Kjødelighed = slå dem ihjel, så der bliver lebensraum for de rigtige.

 

To Slægter (1910)

 

Det synes at være et i al hast sammenflikket værk. Handlingen er langtrukken og egentlig ligegyldig for læseren. Den skulle vel så have sin force i den psykologiske skildring af de unge mennesker i bogen, men det forbliver usammenhængende og utroværdige portrætter.

Slægten Børgesen er og har altid været studeprangere og hestehandlere, og slægten Theisen har en mere ophøjet fortid som præster og provster og biskopper. Den Theisen, vi møder her er dog sunket til proprietær. Deres børn forelsker sig i hinanden, men som i alle Knudsens værker går de og er forelskede i årevis. Det er næsten til at græde over. Kys bliver der ikke mange af, og da sex er et uhørt frækt fænomen i den her verden, så er alt kysk hele vejen til den bitre ende (ægteskabet) hvor det sexuelle, hvis det udfolder sig holdes langt væk fra de renfærdige romansider. Kun voldtægtsforbrydere kaster sig ud i den slags svineri.

Et eksempel på en utroværdige personskildring ses i hovedpersonen Kresten. Han er i romanens begyndelse en stakkels bange og forkuet dreng uden mindste tiltro til egne evner. Og dette bekræftes i ungdommen. Han dur ikke. Bliver så karl på brorens gård. Og går næsten i stå.

Så kommer der en grundtvigianer til gården som huslærer, og han er fremstillet så åndsforladt, som man kan forestille sig, synes jeg. Slår om sig med frase-stumper fra sin åbenbart mangelfulde viden om Kresten Kold og Grundtvig.

Men Kresten fanges – han har da aldrig hørt noget så skønt – selv om han ikke i sit pauvre ordforråd er i stand til at gøre hverken sig selv eller læseren overbevist om, at han har forstået noget som helst. Så vil han være præst. Og det bliver han så og med udmærkelse. Fantastisk – det havde man ikke set komme! Han tænker og virker som helt igennem afstumpet, selv om det sikkert er Knudsens mening at skildre ham som det modsatte.

 

Rodfæstet (1911):

 

Rodfæstet ligner de øvrige romaner derved, at persontegningen er en vekslen mellem folkekomedieagtige og almindelige triviallitterære klicheer: alle over 55 år harker og læsper og har gigt, og de savler og spytter, hvis de er lidt ældre.

De onde er 100 % onde, og kvinderne er naive og dumme. Næsten alle er sladderagtige.

Her er der dog en stærk kvindekarakter: Agnete. Til gengæld ser vi hende kun i glimt, og ud over enstavelsesord og rødmen agerer hun ikke i bogen, kun gennem personernes (godes som ondes) udsagn ved vi, at hun er rolig, ærlig, stærk og tro.

Hun er desuden opdraget til lydighed.

De øvrige personer er som taget ud af en dansk folkekomedie fra 50’erne. Kapellan Burholdt er helt til grin – han savler rundt omkring præstefruen som en hund om et kødben. Vist nok uden at bide i det. Det har hun ellers nok lyst til, for hun er som ganske ung blevet (tvangs)gift med en gammel præst, og han holder sig til sit studieværelse, hvor han sidder og læser grammatik. Han er skildret som en ulækker sag. Det er ren trivi.

Indtil bogens slutning er kapellanen totalt latterlig, men til slut viser han sig at have en anden side (der svarer til alle de idealer, der er Jakob Knudsens) . Et mord (som han selv har begået) får ham til at indse, at han hidtil har ”spillet” sit liv, og at rollen var falsk. Og det, fordi han ikke i god Luthersk ånd har holdt sig til KALD og STAND – altså ikke er blevet ved sin bondestand og været den og sig selv tro.

Til sidst holder han en lang tale til sønnen Eijler  - der også er forskruet, men gennem kærligheden til Agnete vil kunne reddes – og lydighed har han lært af sin far –

Her et uddrag af kapellanens lange (formanings)tale til Eiler:

”Jeg tror, alt beroer paa Lydighed og Kjærlighed – alt – baade timeligt og evigt – for man faar kun et Begreb om Himmerig, om alt, hvad der er godt og skjønt og sandt, hvis man som Barn har kendt Lydighed og Kjærlighed. Det er vor Sjæls Grobund

….  Aa, saa kom alle disse afskyelige Unoder, som følger af Ulydighed: der er det, at man altid seer sig selv, rykker sin egen Livsrod op for at betragte den. Det, de kalder Reflekterthed. Det skal hedde sig, at det kommer ved den stigende Intelligens og Kultur. Det er noget godt Snak! Der er jo ingen, der kan være mere reflekterte end smaa, uartige, ulydige Bønderbørn. Ligesaa snart et Barn bliver ”kjælle”, saa ser det jo sig selv og spiller Komedie, Nej det er på Grund af Ulydighed i Barndommen, at Folk nu til Dags bliver reflekterte, og at Slægten bliver gammel og udlevet. Et ulydigt Barn kan aldrig betages af en Ting, aldrig glemme sig selv af glæde ….”

Ikke noget med at røre ved hinanden i Knudsens univers. Kærlighed er totalt blottet for kærtegn – eller næsten. Og erotik kan der aldrig blive tale om. For kærligheden skal være ren, og alt sanseligt er beskidt.

Angst (1912) Mod (1914)

 

Disse to romaner handler om Martin Luther, men så vidt jeg kan se, ligger romanen på linje med de øvrige bøger om forkuede drenge, der vokser op i et strengt og patriarkalsk miljø og som udvikler sig derefter. Og ikke så meget om den historiske Martin Luther. Sandsynligvis om Jakob Knudsens egen barndom.

Her er en scene, hvor faderen revser drengen for en forseelse. Drengen har været så optaget af moderens fortælling, at han har glemt at hente to bortløbne kid hjem. Og nu straffen:

”Du har altsaa forsømt at hente Kiddene paa den Tid, som var dig befalet,” sagde Faderen roligt, ”saa har Ræven eller Ulven ødelagt det ene af dem. Det fortjener Du Straf for. Det kan Du vel forstaa.”

Inden han havde udtalt, ramtes Martin af det første Slag af det tynde Reb, hans Fader holdt i Haanden. Det var lagt dobbelt. Slaget kom over Martins Skulder og ned over hans Ryg. Han havde kun en tynd Bluse. Det var som om han skulde daane af Smerte. Men i næste Øjeblik kom det andet Slag, – nu haglede de ned over ham.

Martin plejede at staa ret op, naar hans Fader slog ham, uden at værne eller skærme sig ved nogen Bevægelse. Men disse Slag gjorde saa bidende – saa sindsforvirrende ondt, saa han, uden at ville det, først løftede armene over sit Hoved, lidt efter tumlede til Jorden og væltede sig.

Men han Fader blev ved at slaa …” (Citat slut)

Drengen bliver pryglet til blods. Det er ikke så underligt, at han bliver en forkuet og angst dreng. Kristendommen redder ham.

Jakob Knudsen godtager (ja, lovpriser) i værk efter værk faderens ret til at revse og volde sit barnet ulidelig smerte. Faderen og kongen og øvrigheden har fået magten fra Gud og har derfor ret til at forlange blind lydighed af alle, som IKKE har fået myndighed tildelt; barnet, husmanden, tjenestefolkene, kvinderne og forbryderne for nu at nævne nogle umyndige.

Kald og stand er stiftet af Gud og kan ikke diskuteres. Mere luthersk kan det ikke blive.

Bogen er netop genudkommet i en videnskabelig kommenteret udgave af  Thomas Reinhold Rasmussen. Den glæder jeg mig til at læse og vil kommentere på den senere. Jeg har selv en gammel udgave.

En Ungdom (1913):

 

Her kommer Knudsens hovedtanke klart til udtryk: at mennesket skabes af opdragelsen ( = at lære lydighed og samvittighed). Altså at være underdanig og bange (min tolkning) – bogen er en konfrontationsfortælling, hvor tidens hovedstrømninger, som Knudsen opfatter dem – mødes i heftige dialoger. Vi møder demokrater, grundtvigianere, radikalere, socialister, indremissionske, og så sidst, men ikke mindst, hovedpersonen Niels Andersen, der er ubøjelig antidemokrat og for øvrigt anti- alt det ovenfor nævnte.

 

Han holder på ”de gamle dyder” hvoraf ovenstående (lydighed og samvittighed) er de vigtigste.

Citat: (Helten Niels er ansat på en højskole, hvis grundtvigianske rektor han ikke har megen respekt for. Dennes holdninger er i Niels’ øjne udtryk for holdningsløshed – og især foragter han det ”danske smil” – som rektoren har så let ved) – her møder vi Niels i en diskussion på skolen om forsvarssagen:

”Forsvarsuviljen er netop en Lammelse, og jeg troer, den stammer allerede fra Barndommen, fra Opdragelsen af. – Hvis Tyskerne erobrede os, og det da viste sig, at de fleste af os var bleven moderne Forsvarsnihilister – hvad jeg dog haaber langfra vilde være Tilfældet – da skulde vi saamænd paa en Maade nok hævde os iblandt dem, ikke som Danske – Sprog og Nationalitet vilde en moderne Forsvarsnihilist hurtigt opgive – nej, men som en Pestbacille hævder sig; vi vilde hærge det sunde, tyske Folk med vores Væsen, brede vor Smitte, den nationale Lammelse, i videre og videre Kredse. Tyskerne skulde nok faa at mærke, at det blege, danske Smil var oprunden iblandt dem. Hvad det Smil – Lammelses-Smilet – kan udrette, kjender vi jo altfor godt her hjemmefra. ( …. ) Alle vi Danske kan mere eller mindre efterligne det og bruge det – enten vi virkelig lider af Lammelsessygen eller ej, Fremmede kjender os derpaa, og vi finder Fremmede, hvor vi kommer, mere ”barnlige” end os selv. Det er dette Lamheds-Smil, der i Virkeligheden tænkes paa, naar man taler om, at vor ”Kultur” skal værne os. …”

Endnu et citat fra samme diskussionsaften. Og her taler Peter, som er Niels’ eneste proselyt – og her forsvarer han forsvarstanken:

” … jeg troer aldrig, jeg bliver forlovet. For der er en Kvinde, jeg elsker, hendes Herlighed, hendes Rigdom, en Kvinde, som – man ikke kan faa. Det er den danske Kvinde, hende, der hedder Danmark. Det er ikke blot for hendes Alders og Værdigheds Skyld, at det er umuligt, for sommetider er hun saa ung og seer saa yndig ud, men alligevel. Hun forlanger slet ingenting for sine Gaver; vi kan levehøjt af det, hun skjænker os, og aldrig sige hende Tak derfor.”

Osv. – åh nej, HUN kræver ingenting, siger Peter (Knudsen) men hun kræver så alligevel unge mænds ultimative offer: døden på slagmarken – døden for hende. Og desuden: hun gør åbenbart den forelskede impotent over for den kødelige kvinde, han møder og synes om.

I hele romanen forsøger Peter nemlig at fri til Grete, men i afgørende situationer KAN HAN IKKE. Åbenbart takket være kærligheden til DANMARK.

Jyder (1915) – 17 Fortællinger.

 

Ganske underholdende – vist er Knudsen bedst i novelleform. Hyggelige skildringer af livet i begyndelsen af 1900tallet. Karaktererne er dog også her klicheagtigt tegnede. Men underholdende. Jeg tænker på de Familiejournalfortællinger, jeg slugte som barn. Nu slugte jeg også gerne Knudsens. Rigtig god bliver han, når han fortæller om sine personlige oplevelser som foredragsholder rundt om i landet.

 

En gammel slægt (1918)

 

Hele vejen igennem en sørgelig og håbløs fortælling om en gammel slægts degenerering til sygelige og forbryderiske og i bedste fald komiske eksistenser. Her lades alt håb ude. Sønnerne bliver alle forbrydere, og døtrene dør af tæring. Jeg tænker på Hermann Bangs ”Håbløse Slægter” – men den er dog højt hævet over Knudsens jammerkomedie.

Jeg kom også til at tænke på den gamle sang: ”Her går det godt, Fru Kammerherreinde”.

Jakob Knudsen er dog i stand til at skabe situationer, hvor man mærker, at hans sympati for personerne er ægte, og det kan undertiden blive ganske rørende. Og vist har han evner som forfatter, men han blev altså også omtalt i tiden som mulig kandidat til Nobelprisen i litteratur.

 

 

Jeg vil slutte mit indlæg om Jakob Knudsen med at pointere, at jeg aldrig har forsket i forfatterskabet, og at jeg sikkert ikke yder forfatteren retfærdighed. Ovenstående er blot mit første indtryk af bøgerne. Og min helt personlige mening.

Og jeg tror stadigvæk, at “Se nu stiger Solen af Havets Skød” skal synges til min begravelse. Sammen med Ingemanns “Dejlig er Jorden.” Men begge forfattere var nogle slemme karle, hvis jeg skal dømme dem. Det skal jeg heldigvis ikke. Og skrive salmer kunne de.

—————

 

Da jeg er blevet anmodet om at sige et par ord om Jakob Knudsens roman “Lærer Urup” til Ordets Dag i Randers d.3. november 2018, besluttede jeg at bruge sommerferien og lidt mere til at læse (ikke genlæse) forfatterskabet, og jeg vil derfor her ganske kort redegøre for min umiddelbare opfattelse af hvert enkelt værk. Nedenstående er således langt fra litterære analyser.

Jakob Knudsen var indstillet til Nobelprisen, og han er naturligvis en forfatter, man må regne med. Men nu, hvor jeg har læst næsten hele forfatterskabet, sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at selv om emnerne er store: kristendommen og de nye folkelige/religiøse/politiske og pædagogiske bevægelser i tiden, så behandles det altsammen efter min mening overfladisk: meget vises gennem diskussioner, hvor heltens modpart er karikeret og latterlig. Desuden er der for meget fyldstof i stort set alle værkerne og undertiden en forbavsende mangel på litterær kvalitet.

Som sagt: førsteindtrykkene af de bøger, jeg nåede at læse.

Et Gjensyn (1898):

En blanding af Blicher, Morten Korch og dilettantkomedie. Navnlig bipersonerne, er, ligesom mange andre af J. Knudsens personer, fortegnede, så de fremtræder som karikaturer. Og replikkerne er kunstige, nu og da svulstige. Jeg kender jo ikke tidens talesprog, men har dog læst de fleste klassikere fra samme periode, og deri tales der langt mere ”naturligt”.

Ellers er historien ret sød og ind imellem endda underholdende: jeg var underholdt.

Den gamle Præst (1899)

Måske den bedst kendte af Knudsens romaner. Jeg synes dog ikke, det er den bedste. Den gamle præst, Castbierg, er hovedperson, og han sanktionerer fuldt ud grev Trolles mord og efterfølgende selvmord. Greven dræber en ung mand, der har forsøgt at voldtage hans datter.

En af holdningerne i den her roman som i andre af Knudsens værker, er, at der findes skurke, som er 100% onde, og det er derfor ingen forbrydelse at dræbe dem – de er som dyr eller som negre (sic!). De har fortjent at dø. Og når samfundet ikke vil gøre det, så har man lov at tage sagen i egen hånd og dræbe svinet.

”Que la bete meurt.”

Gjæring. Afklaring (1902)

En dobbeltroman. Efter min mening den bedste af Knudsens værker. Navnlig første del fanges man af, her er portrætterne mere nuancerede end ellers, og i første del lægges der op til en gedigen udviklingsroman. Pontoppidans Lykke-Per udkom samme år, og man skulle næsten tro, at de havde læst højt for hinanden af manuscripterne, for der er store ligheder. I dem begge forelsker hovedpersonen sig i en pige fra en fremmed kulturkreds. Begge piger er emanciperede kvinder. Lykke Per forelsker sig i Jakobe, som er jødinde, og Karl i Rebekka, som er fritænker. Begge de unge mænd har fået en streng kristen opdragelse, som de gør oprør mod.

Der er også i begge bøger tale om en dannelsesroman. Personerne drager ud i verden, prøver at gøre sig frie, og de vender hjem igen. Klogere på sig selv og verden. Afklarede.

Og der er to scener, som næsten er identiske. Per rejser ud med Rebekka, og det er idyllisk nok, men så hører han en fjern kirkeklokke, og lyden maner ham tilbage i barndommens kristne forestillingsverden. Karl rejser med Rebekka og det er idyllisk nok, men en aften hører han kirkeklokken, og straks manes han tilbage til kristendommen.

Per drager hjem og gifter sig med en præstedatter, og Karl drager hjem og gifter sig med sin gammeldags og kristne barndomskæreste.

De to hovedpersoner er dog vidt forskellige og deres udvikling ditto.

“Kjærlighed” er et tema i alle bøgerne. Men det er en kysk og usanselig kærlighed.

Det ligger naturligvis i tiden, at sex er synd, at det er noget, man helst helt afholder sig fra. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet sker der en begyndende frigørelse også på det område, men i det pæne borgerskab ser man ikke til den side, men holder fast i de gamle kyskhedsidealer. Det kan man læse meget om i Stefan Zweiks ”Verden af i går”.

Men hos Knudsens hovedpersoner går det da helt over gevind. Her er sexualdrift og dødsdrift så nært forbundne, at seksuel lyst giver feber og krampeanfald. Det vises stærkt i denne roman, hvor Rebekka en sen aften, hvor hun og Karl overnatter i samme hus, går halvt afklædt ind i hans værelse, og han vågner ved lyden af noget så væmmeligt som hendes nøgne fødder, der klasker mod gulvet. Karl bliver rystende angst. Og afviser hende skrækslagen.

Da de to senere faktisk bliver gift, har de heller ikke noget sexuelt forhold, og de betragter med afsky de unge forelskede par, de møder på bryllupsrejsen, og som kysser hinanden. De er enige om, at det slikkeri er afskyeligt.

Ja, Karl er i sandhed et “åndsmenneske”. Og Rebekka opgiver efter hin sære natteoplevelse af hive ham ned på jorden (med al dens smuds).

Selv er hun også indstillet på kyskhed. For hun vil nemlig kun give sig hen til en, der ikke har andre guder end hende. Og Karl er netop begyndt (på deres bryllupsrejse!) at finde vejen tilbage til sin barndoms gode gamle gud.

Sind (1903)

En af de bedre romaner, dog også den er fuld af ”fyldstof” – handlingen er ind i mellem dramatisk – melodramatisk til slut – brandstiftelse og mord.

I mange af Knudsens værker er som sagt onde mennesker virkelig 100% onde, og mord på sådanne væsner er retfærdig og OK. Her er det Anders, der dræber den mand, der har gjort ondt mod hans far og mod  kæresten.

Også her ender fortællingen med et mord. Som forsvares og fremstilles som nødvendigt og retfærdigt. Det er skurken, der dræbes af helten.

Det er også ligesom i ”For Livets Skyld” en stærk kærlighedshistorie indlagt i handlingen. Igen kærlighedens ret – selv om det gælder døden – både skurkens og heltens.

  For livets Skyld (1905)

Helt i Knudsens stil drejer det sig om at belære os. Vi skal være lydige mod Gud og lovene: Dog findes der undtagelser – meget sjældent kan ”Livet” have sin egen lov. Kærlighedens lov. Og i denne fortælling viser det sig, at to unge, som ikke kan få hinanden, elsker stærkt nok og rent nok til, at samfundets love kan brydes.

Jeg synes, at fortællingen er rørende og noget af det bedste, Knudsen har skrevet.

Kun generer det mig noget, at ”heltene” er så viljeløse og rent ud sagt  tumpede. Men sådan SKAL de være, for de er jo bønder og tyende, og så kan de ikke være synderlig begavede ( i Knudsens optik). Og de sidder uhjælpeligt fast i skik og brug og er for dumme til at tænke selv.

Inger (1906)

Begynder som en dårlig ungdomsroman. Alligevel er begyndelse den bedste og stærkeste del af romanen. Bogen er meget langtrukken – f.eks. uendelige diskussioner om tidens emner, ofte sat ind i en højskole/frimenighedssammenhæng, og sprogligt såvel som indholdmæssigt er disse dialoger tunge og trælse  - og så gammeldags, at det grænser til det komiske (folkekomedieagtige).

Det generer mig desuden, at heltinden, Inger, er fremstillet som naiv og uvidende om alt i verden, og hun burde vel have læserens sympati. Hun er jo  frontfigur i diskussionen om kærlighedens ret.

Kærlighedens ret. Emnet er jo smukt nok. Men i denne bog maltrakteres det.

Sladder fylder utrolig meget i alle bøgerne. Alle almindelige mennesker er sladderagtige i Knudsens univers. Det er de for så vidt også i Dostojevskijs værker, men her virker sladderen interessant, fordi den er meningsfuld i sammenhængen og desuden skaber interessante psykologiske portrætter. Det sker ikke hos Knudsen.

Det forbliver småborgerligt og trivielt. Ind imellem får man desuden kvalme af forfatterens racistiske holdning og foragten for alt, der er ”ikke dansk” – her et enkelt citat ( det er en tysker, der her er tale om):

” … han (helten) fornam (ikke) denne rigtig som en Person, men som en Neger eller Orangutang eller saadan et andet Halvmenneske.”

Fremskridt (1907)

Som mange af de øvrige romaner er temaet her i god Luthersk ånd: “Lydighed mod Kald og Stand.”

Romanen indledes farceagtigt med et ”middagsselskab”, hvor alle de gode gamle bønder ”skaber” sig for at leve op til proprietærstanden, som de alle sammen mener, at de er på vej mod. Kun Eiler Borrevad nægter at spille den komedie. Han forlader selskabet i utide, dog ikke uden en alenlang retiradetale. Her bebrejder han bl.a. bønderne, at de ikke mere følger gammel bondeskik. Han omtaler de nye proprietærer som halvmennesker og husmændene som dyr.

Dyr er et skældsord hos Knudsen. Ligesom naturen og det naturlige i øvrigt er lavt og grimt. Undtagen i æstetisk sammenhæng = solnedgange og lignende skønhedsåbenbaringer.

Demokrati og socialisme er de frygtelige følger af det såkaldte fremskridt. Jakob Knudsen er helt på linje med Ingemann her. Også han afskyede ”allemandsstyret” = demokratiet.

Ingemanns romaner spiller i øvrigt en stor rolle i Knudsens bøger.

Lærer Urup (1904)

Der er som i flere af de øvrige romaner en del dramatik, her er det selvtægt i forskellige former: prygl og drab. Samtidig er bogen en slags programskrift for Knudsens ideer om opdragelse og øvrighed. Socialister og demokrater fordømmes og afstraffelse og lydighed prises.

Her et lille eksempel. Præsten holder selskab og har inviteret Urups. Et treårs barn irriterer fru Urup, og hun foreslår forældrene, at de giver barnet ”nogle ordentlige klø.”

Præstens er ”humanister” og fremstillet så karikerede, at de ikke kan tages alvorligt.

(Citat): (Præsten) ”Men vil de da ligefrem … ha ha ha … at man skal slaa saadan en lille En? Hvor, maa jeg spørge? Ha ha ha …”

”Aa, man fandt vel nok et passende Sted,” kom nu Urup sin kone til Hjælp.”Jeg ved ikke, hvad De finder forkasteligt ved den Sag.”

Urup er skildret som alvorlig og sympatisk med gode pædagogiske ideer: Han vil forvandle skolebørnene fra at være så og så mange ”lispund kød” til at blive åndelige mennesker. Lave dem om kort sagt.

(Citat): ”Ved den levende Fortælling fremtryller jeg en Verden for Børnene, og derved bliver jeg foreløbig en Slags Skaber for dem, der har deres Hjerte og deres Vilje i min Haand og kan forme og danne deres Væsen, som jeg vil …”

Ideerne om det levende ord har han vel nok fra Kresten Kold og Grundtvig. Desværre ser vi ham ikke rigtig i funktion. Når han fortæller for børnene, er det de samme gamle tekster om danske helte, der går igen. Navnlig Uffe hin Spage. Jeg kan forestille mig mange børn falde i søvn, når han tager fat på at fortælle.

Desværre er det vanskeligt for Urup at få lov at virkeliggøre denne forvandlingsproces, fordi samfundet er ondt og sætter sig imod. Jeg siger Gudskelov og Tak. Husker fra min skoletid, at jeg hørte et foredrag af en socialdemokratisk undervisningsminister, K.B. Andersen ( det har været i 50’erne) og han sagde omtrent sådan her:

”Børn har deres egen suveræne verden. Mit råd til lærerne, når de spørger mig, hvordan børn skal håndteres, er følgende: ”Hold fingrene væk!”

Men her skal i høj grad fingereres.

(Citat): Men arbejdet blev ham og Ligesindede saa frygteligt besværliggjort af Samfundet, af Staten. Den overfyldte Verden, med sin bagvendte, falske Humanitet, med Menneskekroppe, – som om det var det første af alt, at faa Landet overfyldt med Kroppe, – det myldrede, vrimlede, boblede op fra Bunden med levende Kjød, svedende, begjerende, forslugen Kjødmasse, fordi man med en Iver, der i Sandhed var bedre Sager værdig, med alle optænkelige Kunster og Anstalter og Bekostninger, forhindrede Døden i at gjøre lyst og lufte ud i al denne Kjødelighed.” (Citat slut)

To Slægter (1910)

Det synes at være et i al hast sammenflikket værk. Handlingen er langtrukken og egentlig ligegyldig for læseren. Den skulle vel så have sin force i den psykologiske skildring af de unge mennesker i bogen, men det forbliver usammenhængende og utroværdige portrætter. Slægten Børgesen er og har altid været studeprangere og hestehandlere, og slægten Theisen har en mere ophøjet fortid som præster og provster og biskopper. Den Theisen vi møder her er dog sunket til proprietær. Deres børn forelsker sig i hinanden, men som i alle Knudsens værker går de og er forelskede i årevis. Det er næsten til at græde over. Kys bliver der ikke mange af, og da sex er et uhørt frækt begreb i den her verden, så er alt kysk hele vejen til den bitre ende (ægteskabet) hvor det sexuelle, hvis det udfolder sig holdes langt væk fra de renfærdige romansider. Kun voldtægtsforbrydere kaster sig ud i den slags svineri.

Stilen er her så meget mere klumpet og ubehjælpsom end i Knudsens øvrige bøger. Et kort eksempel:

”Gamle Theisen kunne ikke faa noget Smil frem i sit ellers så bevægelige Ansigt, da han gav sin Svigersøn Haanden; der gik tværtimod en uvilkaarlig Trækning som af legemlig Smerte hen over det, idet han hilste. Gamle Theisen havde egentlig ikke, før i dette Øjeblik, da han virkelig skulle afstaa Eline, anet, hvor stærk Modviljen mod Kresten havde vokset sig hos ham. De havde aldrig vekslet et ondt Ord. Forandringen i deres Forhold var for Theisens Vedkommende vistnok nærmest skeet ad indirekte vej: gjennem Søren.” osv. …

Et eksempel på en utroværdige personskildring ses i hovedpersonen Kresten. Han er i romanens begyndelse en stakkels bange og forkuet dreng uden mindste tiltro til egne evner. Og dette bekræftes i ungdommen. Han dur ikke. Bliver så karl på brorens gård. Og går næsten i stå. Så kommer der en grundtvigianer til gården som huslærer, og han er fremstillet så åndsforladt, som man kan forestille sig, synes jeg. Slår om sig med stumper af sin åbenbart mangelfulde læsning af Kresten Kold og Grundtvig. Men Kresten fanges – han har da aldrig hørt noget så skønt – selv om han ikke i sit pauvre ordforråd er i stand til at gøre hverken sig selv eller læseren overbevist om, at han har forstået noget som helst. Så vil han være præst. Og det bliver han med udmærkelse. Han virker på mig som helt igennem afstumpet, selv om det sikkert er Knudsens mening af skildre ham som det modsatte.

 

 

Rodfæstet (1911):

Rodfæstet ligner de øvrige romaner derved, at persontegningen er en vekslen mellem folkekomedieagtige og almindelige triviallitterære klicheer: alle over 55 år harker og læsper og har gigt, og de savler og spytter, hvis de er lidt ældre.

De onde er 100 % onde, og kvinderne er naive og dumme. Næsten alle er sladderagtige.

Her er der dog en stærk kvindekarakter: Agnete. Til gengæld ser vi hende kun i glimt, og ud over enstavelsesord og rødmen agerer hun ikke i bogen, kun gennem personernes (godes som ondes) udsagn ved vi, at hun er rolig, ærlig, stærk og tro. Hun er desuden opdraget i lydighed.

De øvrige personer er som taget ud af en dansk folkekomedie fra 50’erne. Kapellan Burholdt er helt til grin – han savler rundt omkring præstefruen som en hund om et kødben. Vist nok uden at bide i det. Det har hun ellers nok lyst til, for hun er som ganske ung blevet (tvangs)gift med en gammel præst, og han holder sig til sit studieværelse, hvor han sidder og læser grammatik. Han er skildret som en ulækker sag. Kapellanen bor i værelset ved siden af kapellanen. OSV. – det er ren trivi.

Indtil bogens slutning er kapellanen totalt latterlig, men til slut viser han sig at have en anden side ( der svarer til alle de idealer, der er Jakob Knudsens) . Et mord (som han selv har begået) får ham til at indse, at han hidtil har ”spillet” sit liv, og at rollen var falsk. Og det, fordi han ikke i god Luthersk ånd har holdt sig til KALD og STAND – altså ikke er blevet ved sin bondestand og været den og sig selv bekendt.

Til sidst får han lov (og nyt liv) i en lang tale til Eijler (der også er forskruet, men gennem kærligheden til Agnete vil kunne reddes – og lydighed har han lært af sin far) –

Her et uddrag af kapellanens lange (formanings)tale til Eiler:

”Jeg tror, alt beroer paa Lydighed og Kjærlighed – alt – baade timeligt og evigt – for man faar kun et Begreb om Himmerig, om alt, hvad der er godt og skjønt og sandt, hvis man som Barn har kendt Lydighed og Kjærlighed. Det er vor Sjæls Grobund

….  Aa, saa kom alle disse afskyelige Unoder, som følger af Ulydighed: der er det, at man altid seer sig selv, rykker sin egen Livsrod op for at betragte den. Det, de kalder Reflekterthed. Det skal hedde sig, at det kommer ved den stigende Intelligens og Kultur. Det er noget godt Snak! Der er jo ingen, der kan være mere reflekterte end smaa, uartige, ulydige Bønderbørn, Ligesaa snart et Barn bliver ”kjælle”, saa ser det jo sig selv og spiller Komedie, Nej det er på Grund af Ulydighed i Barndommen, at Folk nu til Dags bliver reflekterte, og at Slægten bliver gammel og udlevet. Et ulydigt Barn kan aldrig betages af en Ting, aldrig glemme sig selv af glæde ….”

Ikke noget med at røre ved hinanden i Knudsens univers. Kærlighed er totalt blottet for kærtegn – eller næsten. Og erotik kan der aldrig blive tale om. For kærligheden skal være ren, og alt sanseligt er beskidt.

Angst (1912) Mod (1914)

 Disse to romaner handler om Martin Luther, men så vidt jeg kan se, ligger romanen på linje med de øvrige bøger om forkuede drenge, der vokser op i et strengt og patriarkalsk miljø og som udvikler sig derefter. Og ikke så meget om den historiske Martin Luther. Sandsynligvis om Jakob Knudsens egen barndom.

Her er en scene, hvor faderen revser drengen for en forseelse. Drengen har været så optaget af moderens fortælling, at han har glemt at hente to bortløbne kid hjem. Og nu straffen:

”Du har altsaa forsømt at hente Kiddene paa den Tid, som var dig befalet,” sagde Faderen roligt, ”saa har Ræven eller Ulven ødelagt det ene af dem. Det fortjener Du Straf for. Det kan Du vel forstaa.”

Inden han havde udtalt, ramtes Martin af det første Slag af det tynde Reb, hans Fader holdt i Haanden. Det var lagt dobbelt. Slaget kom over Martins Skulder og ned over hans Ryg. Han havde kun en tynd Bluse. Det var som om han skulde daane af Smerte. Men i næste Øjeblik kom det andet Slag, – nu haglede de ned over ham.

Martin plejede at staa ret op, naar hans Fader slog ham, uden at værne eller skærme sig ved nogen Bevægelse. Men disse Slag gjorde saa bidende – saa sindsforvirrende ondt, saa han, uden at ville det, først løftede armene over sit Hoved, lidt efter tumlede til Jorden og væltede sig.

Men han Fader blev ved at slaa …” (Citat slut)

Drengen bliver pryglet til blods. Det er ikke så underligt, at han bliver en forkuet og angst dreng. Kristendommen redder ham.

Jakob Knudsen godtager (ja, lovpriser) i værk efter værk faderens ret til at revse og volde sit barnet ulidelig smerte. Faderen og kongen og øvrigheden har fået magten fra Gud og har derfor ret til at forlange blind lydighed af alle, som IKKE har fået myndighed tildelt; barnet, husmanden, tjenestefolkene, kvinderne og forbryderne for nu at nævne nogle umyndige.

Kald og stand er stiftet af Gud og kan ikke diskuteres. Mere luthersk kan det ikke blive.

Bogen er netop genudkommet i en videnskabelig kommenteret udgave af  Thomas Reinhold Rasmussen. Den glæder jeg mig til at læse og vil kommentere på den senere.

En Ungdom (1913):

Her kommer Knudsens hovedtanke klart til udtryk: at mennesket skabes af opdragelsen ( = at lære lydighed og samvittighed). Altså at være underdanig og bange (min tolkning) – bogen er en konfrontationsfortælling, hvor tidens hovedstrømninger, som Knudsen opfatter dem – mødes i heftige dialoger. Vi møder demokrater, grundtvigianere, radikalere, socialister, indremissionske, og så sidst, men ikke mindst, hovedpersonen Niels Andersen, der er ubøjelig antidemokrat og for øvrigt anti- alt det ovenfor nævnte.

Han holder på ”de gamle dyder” hvoraf ovenstående (lydighed og samvittighed) er de vigtigste.

Citat: (Helten Niels er ansat på en højskole, hvis grundtvigianske rektor han ikke har megen respekt for. Dennes holdninger er i Niels’ øjne udtryk for holdningsløshed – og især foragter han det ”danske smil” – som rektoren har så let ved) – her møder vi Niels i en diskussion på skolen om forsvarssagen:

”Forsvarsuviljen er netop en Lammelse, og jeg troer, den stammer allerede fra Barndommen, fra Opdragelsen af. – Hvis Tyskerne erobrede os, og det da viste sig, at de fleste af os var bleven moderne Forsvarsnihilister – hvad jeg dog haaber langfra vilde være Tilfældet – da skulde vi saamænd paa en Maade nok hævde os iblandt dem, ikke som Danske – Sprog og Nationalitet vilde en moderne Forsvarsnihilist hurtigt opgive – nej, men som en Pestbacille hævder sig; vi vilde hærge det sunde, tyske Folk med vores Væsen, brede vor Smitte, den nationale Lammelse, i videre og videre Kredse. Tyskerne skulde nok faa at mærke, at det blege, danske Smil var oprunden iblandt dem. Hvad det Smil – Lammelses-Smilet – kan udrette, kjender vi jo altfor godt her hjemmefra. ( …. ) Alle vi Danske kan mere eller mindre efterligne det og bruge det – enten vi virkelig lider af Lammelsessygen eller ej, Fremmede kjender os derpaa, og vi finder Fremmede, hvor vi kommer, mere ”barnlige” end os selv. Det er dette Lamheds-Smil, der i Virkeligheden tænkes paa, naar man taler om, at vor ”Kultur” skal værne os. …”

Endnu et citat fra samme diskussionsaften. Og her taler Peter, som er Niels’ eneste proselyt – og her forsvarer han forsvarstanken:

” … jeg troer aldrig, jeg bliver forlovet. For der er en Kvinde, jeg elsker, hendes Herlighed, hendes Rigdom, en Kvinde, som – man ikke kan faa. Det er den danske Kvinde, hende, der hedder Danmark. Det er ikke blot for hendes Alders og Værdigheds Skyld, at det er umuligt, for sommetider er hun saa ung og seer saa yndig ud, men alligevel. Hun forlanger slet ingenting for sine Gaver; vi kan levehøjt af det, hun skjænker os, og aldrig sige hende Tak derfor.”

Osv. – åh nej, HUN kræver ingenting, siger Peter (Knudsen) men hun kræver så alligevel unge mænds ultimative offer: døden på slagmarken – døden for hende. Og desuden: hun gør åbenbart den forelskede impotent over for den kødelige kvinde, han møder og synes om.

I hele romanen forsøger Peter nemlig at fri til Grete, men i afgørende situationer KAN HAN IKKE. Åbenbart takket være kærligheden til DANMARK.

Jyder (1915) – 17 Fortællinger.

Ganske underholdende – vist er Knudsen bedst i novelleform. Hyggelige skildringer af livet i begyndelsen af 1900tallet. Karaktererne er dog også her klicheagtigt tegnede. Men underholdende. Jeg tænker på de Familiejournalfortællinger, jeg slugte som barn. Nu slugte jeg også gerne Knudsens. Rigtig god bliver han, når han fortæller om sine personlige oplevelser som foredragsholder rundt om i landet.

En gammel slægt (1918)

Hele vejen igennem en sørgelig og håbløs fortælling om en gammel slægts degenerering til sygelige og forbryderiske og i bedste fald komiske eksistenser. Her lades alt håb ude. Sønnerne bliver alle forbrydere, og døtrene dør af tæring. Jeg tænker på Hermann Bangs ”Håbløse Slægter” – men den er dog højt hævet over Knudsens jammerkomedie.

Jeg kom også til at tænke på den gamle sang: ”Her går det godt, Fru Kammerherreinde”.

Jakob Knudsen er dog i stand til at skabe situationer, hvor man mærker, at hans sympati for personerne er ægte, og det kan undertiden blive ganske rørende. Og vist har han evner som forfatter, men han blev altså også omtalt i tiden som mulig kandidat til Nobelprisen i litteratur.

 

Jeg vil slutte mit indlæg om Jakob Knudsen med at pointere, at jeg aldrig har forsket i forfatterskabet, og at jeg sikkert ikke yder forfatteren retfærdighed. Ovenstående er blot mit første indtryk af bøgerne. Og min helt personlige mening.

Og jeg tror stadigvæk, at “Se nu stiger Solen af Havets Skød” skal synges til min begravelse. Sammen med Ingemanns “Dejlig er Jorden.” Men begge forfattere var nogle slemme karle, hvis jeg skal dømme dem. Det skal jeg heldigvis ikke. Og skrive salmer kunne de.

—————

Vredens Børn og Vredens Druer – Aakjær og Steinbeck

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Aakjærs mesterværk fra 1905 “Vredens Børn” har jeg læst mange gange, men genlæst for nylig sammen med Steinbecks Vredens Druer.

I de mange år, jeg var dansklærer i gymnasiet, var Aakjærs roman fast pensum for mine elever, og engang i 1980′erne havde jeg endda den sære oplevelse at blive anklaget af et forældrepar, som mente, at jeg indoktrinerede deres søn ved at lade ham læse denne “skammeligt agitatoriske roman”. De var vrede. På mig.

Og for så vidt havde de ret – Vredens Børn er agitatorisk, og hvor den side af bogen tegner sig tydeligst, er det ikke god litteratur. Litterært er Vredens Børn i det hele taget ikke noget mesterværk, og mange af Aakjærs værker hæver sig over den. Men den er ærlig. Og den er ægte i sin indignation. Aakjær kendte til, hvordan man behandlede landproletariatet på den her tid, og bogen er et godt bevis på, at ærlig litteratur kan have stor politisk effekt. Bogen reformerede ganske enkelt tyendelovgivningen, så det herefter blev strafbart at mishandle den underkuede del af landbefolkningen.

Bogen er totalt blottet for den idyllisering af den fattige landbefolknings liv, som vi godt kender (og elsker) fra Aakjærs Rugens Sange. I Vredens Børn optræder den idyl kun som parodi. Her et lille eksempel, hvor præsten taler med den lille trætte Per, der har været på arbejde siden hanegal:

“Finder du nu ikke også, mit barn, at sådan en dag sandelig ret er værd at takke Herren for, så vi lover Gud med vor mund, når vi ser solen sådan rejse sig op i al sin glans, når duggen ligger i græsset, og lærken flagrer op fra sine små! Ikke sandt, mit barn, sådan en dag er sandelig herlig for et kristent menneske! synes du ikke også det, lille Per?”

 ”Jow, når en helsen kund bli fri for at kryb i æ turnips”

Og henvendt til en anden lille dreng taler præsten igen om den prægtige natur, disse børn har det privilegium at færdes i fra årle til silde:

“Knægten forstod mindre og mindre af pastor Fryds blomsterrige tale. Fryd fortsatte: “Når du læser disse vældige verselinjer: som guld er den årle morgenstund, … har du så ikke følt noget af lærkesindet røre sig i dig, så det har funklet for dit indre øje som en dag i gyldenåret?”

“Nej!” sagde drengen.

“Hvor tidligt kommer du da op om morgenen?”

“Æ klokk er gerne halvfire.”

“Så må du da ofte have set dette vældige syn.”

“Jamen den tidsdags da er en jo gjan så søvnig!” svarede purken.

Ja, vi har al mulig grund til at læse Vredens Børn også selv om dens behandling af landarbejdere heldigvis har ændret sig. Andre ting i bogen er lige aktuelle. F.eks. har Aakjær så tidligt set, at hedens forvandling til kornmark ikke kun var en yderligere udnyttelse/ødelæggelse af de fattige forknoklede landsarbejderes tilværelse. Det var også en udnyttelse/ødelæggelse af en enestående natur. Et citat. Det er stedets læge, der taler til sin ven, der er en af de folk, der planlægger hedens opdyrkning. Lægen siger:

… I interesserer jer kun for sandet. Heden er i jeres øjne tilsyneladende det eneste helt anstændige for en husmand i vore tider. Det er blevet som en æressag at udslette lyngen af jordens overflade; denne hæderlige gamle grå kofte, som har klædt det jyske land fra Arilds tid, den skal nu rives af dets magre skrot og en ny fremmed klædning anlægges … — al den patriotiske ståhej, hvormed vores patenterede “fædrelandsvenner”, efter at have styrket sig vedbørligt ved sagamjød og trikinfrit Særimmerflæsk, går i gang med at tilintetgøre lynghederne og ødelægge et ejendommeligt dansk landskab til fordel for den prøjsiske bjergfyr, – denne uslestes af alle skovens skabninger, som knap har træ i sig til en krykke, som ikke har en eneste ren linje i hele sit vredne skrog, men hvis eneste fortjeneste er at kunne skyde ryg. Denne lusede pjaltekræmmer, der står og fjærter luften fuld af muggen dunst; denne proletar blandt træerne, der står der og stritter med alle sine bulne fingre og spærrer for udsigten og den vide, klare horisont .. gid dens lus må æde den, før dens mission lykkes: at forvandle Jyllands stolte lyngheder til et kedsommeligt linjeløst prøjserlandskab!” … Nationen har fået lyngskræk, der er gået pyromani i jer alle sammen; den røde hane skal gale over heden! – det råbes nu ud på Rigsdagen, i pressen, i foredragssalen. 

Ja, lægen (Aakjær) hidser sig gevaldigt op og der er lige ved at gå “planteracisme” i ham. Men mange naturvenner nikker vist genkendende til hans vrede.

Og helt i samme stil agiterer Aakjær gennem sin hovedperson Per for en socialistisk revolution. Det er helt fair. Og Aakjær havde oplevet smerten ved en opvækst i fattigdom og strenghed. Det er ikke det barndombillede han giver os i rugens sange. Her et lille citat fra Jeg er født på Jyllands sletter:

Inde var kun lavt til Loftet

Månen kasted Lys i Stuen

Bedstefar i Lædertrøjen

stavred om ved Skorstensgruen

 

Mor gled ind ad Frammesdrøen

slæbende paa Malkespanden

snart har Koens varme Drikke

fyldt hver Barnekop til Randen

 

Far kom kroget ind fra Stalden

hængte Trøjen op ved Bjælken

spiste tavs, indtil han sagde:

“Lad os takke Gud for Mælken!”

 

Bad vi da i Lys fra Maanen

som kun Børn og Bønder beder

medens tunge Stjerner tændtes

over brede, tavse Heder

Vi ser den samme idyllisering i barndomserindringerne. Faren er hedebonde, og det skildres i sangene som den rene og skære idyl. Men sådan var det ikke. Og i Vredens Børn får lille Per lov til at være en lille ulykkelig og skrøbelig dreng, der mishandles og udnyttes på det groveste. Der er endda en scene, hvor det lille barn voldtages af et par voksne, der har deres spas af den affære. Det er barske sager. Men i sangene og erindringerne får vi et helt andet billede. Her vil Aakjær have sin barndom sådan som han ville ønske, den havde været.

Og bedstefaren, der virker fredelig i Rugens Sange er en ren djævel til at opmuntre moren i hendes sadisme overfor de små børn. Men set i erindringens forsonende lys virker også det næsten morsomt og slet ikke slemt endda.

Det får sit idylstempel, selv om det er en mishandling, der vil noget. Her et lille eksempel fra Min Bitte-Tid. Om bedstefar:

Naar han kom hjem fra Marked … kunde han give min ældre Broder Jens en blank Rigsdaler, … mig gav han aldrig noget. Ja, med Undtagelse af de læsterlige Klø, som han betænkte mig med i Tide og Utide. 

Om moderen, som ellers er skildret med megen kærlighed i sangene, hører vi, at hun var en ren sadist. Der står i erindringsbogen:

De bløde Pilvaand blev her ( i saltlagen) blanke og smidige og sejge som Læderremme, og Saltet i dem bed sig godt fast i en Barneende. Jeg har mangen Gang med nogen Gysen set Mor forlade sit travle Dagværk og gaa ind og fiske et nyt Ris op af Saltkarret, naar det gamle var slidt i Laser. Hun havde et Stykke Uldgarn med sig, thi de fleste af Risene var tvegrenede, saa blev de snoede, og Mor, der i alt var en omhyggelig Kone, bandt med det graa Uldgarn trofast og solidt om Risets Top. Somme Tider skulde Riset bruges med det samme, det var det, der bragte mig til at gyse, somme Tider blev det dog sat i Hvil paa sin Plads ved Æggespjaldet i Køkkenet. Saa fik ens Hjærte atter sit vante Slag, der var ingen Skyer paa Himlen denne Gang.

Og sådan hører man om den modbydelige barnemishandling i et humorfyldt tilbageblik, der ligesom forsøger at tage brodden af de smerter, der må have fulgt den lille drengs hverdag. I Vredens Børn er tonen anderledes ærlig. Alene det gør det til en læseværdig bog.

Eller måske har Aakjær villet skildre barndommens idyl for at overbevise ikke blot sig selv, men også læserne om, at der var “så dejligt derude på landet.” Selv om det må have været alt andet end det.

Laura Ingalis Wilder skrev sin “Det lille Hus på Prærien” i samme let idylliserende tone ( fra samme periode)  – med hovedvægten på de værdier, der bandt den fattige familie sammen. Og alle børn har i generationer læst eller set historien om den lille pige, der vokser op i den fattige hytte, og de har elsket den og identificeret sig med den lille modige pige. Der er netop udkommet en biografi om L. I Wilder, som viser hvordan den fortælling er løgn fra ende til anden. Lauras barndom var fuld af vold og den ene ulykke fulgte den anden.

Præriebondens liv var præcis så fattigt og håbløst som hedebondens, og lille Laura voksede op i samme ulykkelige og barske vilkår som den lille Per/Jeppe. Der var ingen kære mor nogen af stederne, og mishandling var en del af dagligdagen.

Steinbeck skrev Vredens Druer langt senere, og jeg har netop hørt bogen på lyd, og derfor ingen citater, de kommer måske senere, men man skulle næsten tro, han havde læst Aakjær. Det har han selvfølgelig ikke – måske har han læst Ingalis Wilders Lille hus på Prærien – men så er han ikke inspireret af den, for han er ganske åbenlyst socialt indigneret og skildrer med stor indlevelse håbløsheden og fattigdommen i den amerikanske landbefolkning. Her er der intet af Den amerikanske Drøm tilbage, som man finder hos I. Wilder. Tværtimod. Men der er noget andet, som ikke findes i Aakjærs roman. En stor og næsten utrolig solidaritetsfølelse imellem de fattige og en lige så stærk familiefølelse. Kærligheden får hele armen og al Steinbeck tro. Der er næsten en Kærligheden Overvinder Alt holdning. Og han skildrer en fantastisk overlevelsesstyrke selv under de mest håbløse livsforhold.

 

Amos Oz – Judas

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Da jeg skrev Tobias og Englen” – som jeg jo faktisk skrev på i nogle år, selv om den forleden sprang ud som en lille bog (150 sider) og endda af DBC’ anmeldelse blev døbt (= dømt) “en smal udgivelse”. Ja, da jeg arbejdede på den var jeg mentalt i Mellemøsten og læste jo en del litteratur fra regionen – Shavit og Oz står som to lysende stjerner på min indre himmel. Begge har de skrevet deres familiekrønike, men også Israels historie i de to fantastiske bøger: “Mit forjættede Land” – og “Fortællinger om Kærlighed og Mørke.”

For nylig udkom Amos’ Oz seneste bog på dansk. Den hedder Judas.

 

Den handler om en ung jøde Shmul, der studerer i Jerusalem. Han skriver på en afhandling om Jesus set med jødiske øjne. Han opgiver studierne og tager job hos en gammel invalid jøde. Arbejdet består i at samtale med den gamle. Der bor også en enke i huset (en svigerdatter) og hendes far var tilhænger af fred med araberne.

Bogen har flere tråde, men den vigtigste er nok de lange samtaler mellem den unge (venstreorienterede) student og den gamle mand. Og mellem studenten og enken.

Her er et par citater, som giver en fornemmelse af bogens hovedtemaer:

Citat s.72 – Den gamle mand til studenten:

 

”Du er en tapper soldat i verdensreformatorernes hær, og jeg er ikke andet end en del af denne fordærvede verden. Når den nye verden sejrer, når alle mennesker bliver retskafne og simple og produktive og stærke og lige og ranke, vil man uden tvivl forbyde vanskabninger som mig ved lov, sådan nogle, som kun spiser og ikke laver noget og oven i købet taler nedsættende om alt muligt ved hjælp af en masse finurligheder og endeløs sarkasme. … heller ikke du, min ven vil de have brug for, ikke engang skyggen af brug for, når den store revolution omsider bliver gennemført. De vil ikke interessere sig for Jesus set med jødiske øjne. Hvad skal de med drømmere som Jesus? Eller som dig? Hvilken interesse har de i det jødiske spørgsmål? Eller i nogen spørgsmål i hele verden? De vil jo selv være svaret på alle spørgsmål.” ( side 72)

Samme side og stadig den gamle mand:

”Der er ingen og har aldrig været misforståelser mellem jøder og arabere. Tværtimod. I mange årtier har der rådet fuldkommen forståelse mellem dem: de lokale arabere er knyttet til dette land, fordi det er det eneste land, de har, de har ikke noget andet, og vi er knyttet til dette land af nøjagtig samme grund. De ved, at vi aldrig nogensinde vil give afkald på det, og vi ved, at de aldrig nogensinde vil give afkald på det. Den gensidige forståelse er altså klar og forbilledlig. Der er ingen og har ikke være nogen misforståelser mellem os.”

 Om dem, der tror på en fred, siger han på side 135:

”Men jeg siger dig, kære ven, at hvis to mænd elsker den samme kvinde, eller to folk gør krav på det samme land – om de så drak floder af kaffe sammen, så vil disse floder aldrig kunne slukke deres had, og strømme af vande vil aldrig kunne skylle det væk. Og jeg siger også til dig, trods alt det, jeg sagde til dig før: lykkelige er drømmerne og forbandet er den mand, der åbner deres øjne. Ganske vist kan drømmerne ikke frelse os, hverken de eller deres disciple, men uden drømme og drømmere vil den forbandelse, som hviler over os, være syv gange tungere. Takket være drømmerne er vi, der er besindige, måske lidt mindre forstenede og desperate, end vi ville have været uden dem.”

En anden tråd i bogen er Shmuls afhandling om Judas ( bogens navn ) – Her et citat fra side 185:

”Jesus og alle hans disciple var jøder og sønner af jøder. Men i de kristnes forestillingsverden er den eneste, der bliver stemplet som jøde – og repræsenterer hele det jødiske folk – Judas Iskariot. Da udsendingen fra præsteskabet og tempelvagterne kom for at anholde Jesus, blev de øvrige disciple skrækslagne og frygtede for deres liv og flygtede i alle retninger, og kun Judas blev tilbage. Måske kyssede han Jesus for at give ham styrke. Måske fulgte han også med fangevogterne til det sted, de førte hans læremester hen. Også Peter kom dertil, men allerede før det blev lyst, havde Peter fornægtet Jesus tre gange. Judas fornægtede ham ikke. Hvor er det ironisk, skrev Shmul i sin notesbog, at den første og sidste kristne, den eneste kristne, som ikke forlod Jesus og ikke en eneste gang fornægtede ham, den eneste kristne, der troede på Jesu guddommelighed helt til hans sidste stund på korset, den kristne, som til det sidste troede på, at Jesus ville stige ned fra korset foran hele Jerusalem og foran hele verden, den eneste kristne, der døde med Jesus og ikke overlevede ham, den eneste, som fik sit hjerte knust ved Jesu død, at netop han af hundredvis af millioner mennesker i fem verdensdele og gennem årtusinder er blevet betragtet som den mest arketypiske jøde. Og den mest afskyelige og foragtelige.” ( Citat slut)

Judas er ofte blevet betragtet som en forræder akkurat som den unge enkes far, der troede på, at fred mellem jøder og arabere var den eneste rigtige løsning på uvenskabet mellem jøder og arabere. Han arbejdede imod Ben Gurion og hans krig mod araberne. Og han omgikkedes arabere og blev kaldt en forræder. Som Judas. Men Judas var den eneste, mener Shmul, der elskede Jesus for alvor og til det sidste troede på ham. Da Jesus hang på korset og led og troede, at Gud havde forladt ham, da blev Judas ved med som den eneste, at tro på, at han ville stige ned fra korset og gå bort i fred. Da det ikke skete, begik Judas selvmord.

Temaet forræderi bliver også behandlet i bogen. Interessant nok, for hvornår er et menneske forræder? Det afhænger af øjnene, der ser.

 

 

 

 

To bøger om barneliv

 

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

 

Jeg har sat mig for at læse al den nye litteratur, jeg kan overkomme. Og da jeg har bogbus lige til døren, så det er ikke svært at få fat i bøgerne. Nogle af dem køber jeg.

Dog har jeg en hjælperegel: Jeg lægger en bog fra mig igen, hvis den ikke fænger inden for de første 25 sider. På den måde slipper mine trætte øjne for en hel del.

Men så sker det igen og igen, at jeg bliver så grebet af en bog, at jeg fortsætter til sidste side og helst den samme nat (jeg læser altid om natten – en gammel vane).

Her i efteråret er der to bøger, som jeg har læst lige efter hinanden, og selv om de er vidt forskellige, så ligner de også hinanden på flere punkter: for det første er begge ”vildt spændende” (har haft børnebørn på besøg ), og for det andet er de noget så sjældent som morsomme og tragiske på samme tid.

De handler begge om barneliv. Og fælles for dem er også, at det hele foregår i en atmosfære af håbløshed, fattigdom og vold. Men det, som gør begge bøger så fascinerende er den måde, håbløsheden, fattigdommen og volden fortælles på.

De sætter tanker i gang – som al god kunst gør.

Det faktum, at situationerne ses fra barnehøjde (selv om forfatteren jo er voksen), gør, at det barske indhold forvandler sig, så det hele alligevel bliver smukt. Det fortælles så flot.  Og uskyldigt.

Den ene foregår i Mellemøsten – den anden i Nørre Ørum.

Riad Sattoufs: l’arabe du futur ( på dansk Fremtidens Araber)

Thomas Korsgaards: Hvis der skulle komme et menneske forbi.

Sattoufs bøger ( det er tre tegneserier) er selvbiografiske, og det kan Korsgaards også udmærket være, men det ved jeg ikke noget om. Han kommer fra den egn, hvor handlingen udspiller sig.

Sattouf er opvokset i Mellemøsten ( Gadaffis Libyen og El Assads Syrien) og han har været ansat som tegner på Charlie Hebdo.

Kære læser: Nu vil jeg ikke fortælle mere om bøgerne – men de kan anbefales. En mørk nat måske, eller hvornår du nu vælger at forlade den her verden for at træde ind i en anden – uden at det af den grund kan kaldes eskapisme – for du vender tilbage rigere på forståelse af den virkelighedens verden, du færdes i. Og for resten: fiktionens verden er også virkelighed. Når det er god kunst er det en højere form for virkelighed. Synes jeg.

 

 

 

 

 

VILJEN – DEN TRÆLBUNDNE OG DEN FRIE

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Inden jeg tager ordet, vil jeg minde om en gammel sag, som måske kunne more mine læsere: den gamle Julespøg. I finder den i den højre spalte, men er jo rigtignok nødt til at blade baglæns for at læse den forfra. Den begynder med kapitel 24. Men er jo morsommere, hvis man læser den forfra.

Og nu til nu …

Har netop modtaget det første fine eksemplar af min nye roman “Tobias og Englen” – den bog, som jeg aldrig troede, at jeg nogensinde skulle udgive. Det har jeg så gjort – omsider – eller rettere: den udkommer d.8 januar og præsenteres samme dag på Randers Bibliotek.

Og faktisk har jeg brugt en del af sommeren og efteråret til at skære ned og korte af, så romanen nu foreligger som en ultra kort tekst på 150 sider.

Så har jeg til gengæld fået selveste Rembrandt til at illustrere omslaget. Og ja, det er et gammelt billede fra engang midt i 1600-tallet, men det er præcis så smukt, som jeg havde ønsket mig det. Tak Rembrandt, fordi du tænkte 400 år frem i tiden.

Da jeg læste sidste afpudsning af bogen igennem, inden den styrtede til trykning og hvad deraf følger, stod det mig klart, at den udover “kampen mellem det gode og det onde” også har et andet tema: viljens frihed. Og at jeg oven i købet har lagt Gud de ord i munden, at “mennesket har sin frie vilje.”

Så der kom jeg sandelig i klammeri med den Luther, hele verden har fejret hele det her år. For en af den gode reformators tanker er netop, at viljen ikke er fri. At viljen er Guds alene. Og at menneskets ditto er bundet af Guds. Vores vilje er trælbunden ( som Luther udtrykker det) – vi er altså Guds trælle. Det er hovmod at tro andet.

Det gør jeg.

Jeg tror, vi er frie. Ikke trælle. Derfor står vi også til ansvar for alle vore handlinger.

Det er altså ikke tilfældigt, når Gud i min bog siger sådan her: “De (=menneskene) må selv bestemme.”

I Fadervor siger vi: “Ske din vilje” – og underkaster vi os så ikke Luthers tro på viljens ufrihed?

Nej, det synes jeg ikke. Vi beder Gud tage over, der hvor vi ikke selv kan. Eller der, hvor vi står vaklende og usikre og bange. Hvis det ikke var sådan, så behøvede vi vel ikke bede om det. Så skulle det vel ikke komme fra os til Gud. Så var det jo en selvfølgelighed.

Men vi KAN … vi HAR LOV TIL at lægge vores usikkerhed og frygt i Guds hænder og bede ham om at tage over. Og det gør vi i bønnen.

Sådan tror jeg det er.

Og jeg giver 100% “min” engel Rafael ret, når han i romanen siger til Gud, at FRIHEDEN er den smukkeste gave, Gud har givet sine mennesker. Men også, når han bebrejder Gud, at han så sjældent “tager friheden fra os”. At han alt for ofte lader os styre skuden selv. Og alt for ofte på et hav, der er så oprørt, at vi forliser.

Den gamle theodicé-problematik rejser sig igen og altid: Hvorfor lader Gud det onde finde sted, når han nu er så almægtig og god?

Den problematik får vi aldrig løst. Der er ingen logisk forklaring der.

Jeg er i færd med at læse en doktordisputats om problemet set i historisk perspektiv. Det er Leif Nedergaard-Hansens:  BAYLES & LEIBNITZ’ drøftelse af THEODICÉ-PROBLEMET.

Måske bliver jeg så klogere.

Men ellers? Tja … tro og fornuft har nu ikke så meget med hinanden at gøre.

Jeg vil sige med Brorson:” jeg vil tage det op, som jeg fatter, og resten vil jeg lade ligge.”

Nå, helt kan vi nok ikke lade det ligge. Det kunne Brorson heller ikke.

Og det er altid udfordrende at tage de store spørgsmål op og – i det mindste – forundres.

Og undres.

Og måske blive klogere.

Litteratur 3 – Ingeborg Stuckenberg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Mange kender Viggo Stuckenberg. Hans digt “to som elsker hinanden” groede i al sin sentimentalitet fast i hjernen, da man var helt ung og ulykkeligt forelsket – eller måske endda lykkeligt.

Men få kender hustruen Ingeborg. Måske af navn. For hun var gift med den store digter Viggo Stuckenberg. Men hun var selv digter. Men det var en forkert tid og hun fik næsten ingenting publiceret. Og det hun skrev, f.eks. romanen “Fagre Ord” tog ægtemanden æren for, og det var hans navn, der prydede forsiden.

Hendes skæbne var krank. Ikke kun fordi hun ikke blev anerkendt som forfatter. Også fordi hun aldrig hørte op med at drømme.

Hun emigrerede til New Zealand i håb om at finde opfyldelse af drømmen. Det blev jo kun til fortvivlelse, fattigdom og glemsel.

Og så skød hun sig.

Det kan man alt sammen læse om i den lille bog, udgivet på Læseforeningens Forlag: Ingeborg Stuckenberg – Samlede værker.

Da hun var død, skrev vennen Sophus Clausen følgende digt om hende:

Til dine Øjnes Aandemusik

i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.

Din tavse Mund stod smertelig modig

i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.

 

Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt

en vaad Allé, som var høstafbleget,

med Hjertet stort af fortvivlende meget,

hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.

 

Hvor kan en Kvinde med trofast Sir

skønt selvfortæret af Smerten og Haanen -

bygge sig Slotte i Solen og Maanen

og klippe Stjerner af Guldpapir!

 

Men du var opfyldt af Klokkespil,

som drog dig fjernt over Hav og Bølge

med deres uhørlige Tonefølge

til Eventyrland, som for dig var til.

 

I dine Øjnes Aandemusik

det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger

som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,

du vilde ej taale, at Livet forgik.

 

Ej har dine Søstre paa tyve Aar

med Læberne røde af Kys og Løgne -

den Ro i to Uro-store Øjne,

den Straaleglans af usigelig Vaar.

 

Din Mund var en Gaade med lukkede Segl.

Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,

som skulde du dyste med Drager og Trolde

og blive ført bort under Sørøversejl.

 

Som skulde et Sted paa den sorte Jord,

du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,

og lykkelig frelse fra Livets Fejde

en Fabelblomst og et gyldent Flor.

 

… Det greb dig som Skændsel, at Dødens Le

vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler,

og blotte de stakkels blufærdige Knogler,

som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.

 

Naar Blæsten vendte det brogede Løv

til Side fra Træernes øde Skeletter,

du huskede mørke, forglemte Nætter,

hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.

 

Saa gik du bort. Men den Livets Drik,

du søgte, blev dig til Bærme i Munden.

Vor Ungdoms frimodige Søster forsvunden

og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!

 

Da dine Haandtryk og Spor forgik,

vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.

Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:

 

kun Aandemusik.

———–

Ja, der blev åndemusik tilbage. Og musikalsk var hun.

Drømmen. Lykken. Hun holdt fast i den, selv om den til slut kun var en flosset flig af håb.

Hun så sandheden allerede på vejen mod drømmenes paradis: Australien – New Zealand – Den nye Verden.

Den var ikke bare en skuffelse. Den var værre end det. Rædsel og fortabelse. Realitetsschokket slog hende allerede inden hun nåede frem. De store hobe af ulykkelige udvandrere – mennesker på flugt fra en verden, de ikke kunne leve i. Til en, der var værre og det anede dem allerede på rejsen. Ingeborg Stuckenbergs rejseskildringer er hjerteskærende læsning.

Det syn, som mødte hende på vejen væk fra Europa, er det samme, som i dag møder os ( vi ser det i TV), når vi ser de storre flygtningestrømme på vej mod Europa. Også de er i en håbløs situation og med en ligeså urealistisk drøm i bagagen.

- De (udvandrene) løfter neppe Blikket fra Brostenene. – Skulende, skumle og sammenkrøbne venter de paa Afrejsen. Med deres smaa Byldter i Hænderne lader de sig drive som Kvæg ind paa Banegaarden og op i Vagonerne. – De forsvinder forude i Skbet, der venter med fuld Musik og vajende Vimpler ude i Bremerhafen, og de ændses lidet før de tælles og registreres og sættes i Land med det øvrige Gods i Australien, for at gaa videre til Guldmarkerne. Det er “Tredie Klasse”.

Om “Anden Klasse” skriver hun : Her er Folk, der har Engagement og gode Fremtidsudsigter i Kolonierne, og her er de, der vover Rejsen på Lykke og Fromme og stoler paa Tilfældet og Forsynet og Eventyret, som blev dem fortalt om Guldet og de grønne Skove. – Der er den unge Pige, der har sit Brudeudstyr i Kufferten og sin Brudgom paa Sydhavsøerne, og der er den sølle Fyr, der hele Tiden drejer paa sin blanke Forlovelsesring og skriver mange og lange Breve. – En stakkels Moer rejser med to “Baby” Tvillinger, der er så søssyge og skriger baade Nat og Da, og en lille krølhovedet Baby rejser helt alene og jamrer over Tilværelsen i en evig grædende Benægtelse til alt, hvad der hænder hende. Oh! no no no! Der er Folk, mest unge Mennesker, – Godtfolks Børn at see til – der af Familien “sendes over” Oceanet for at forsvinde og forglemmes.( Citat slut)

Og senere beskriver hun således New Zealand:

Landet med de blaa Bjerge og den blaa Hummel, – landet der flyder med Mælk og Honning; hvor Jorden er billig og Arbeidet bliver godt betalt. Det er Tankerne, der besjæler den Ulykkelige, der samler sine sidste Penge sammen og sit sidste svage Haab, for at prøve en sidste Hasard for Livet og Lykken.

…. Ja, Bjergene er blaa og Himlen er det, men Solen skinner over Tusind stumme, skuffede Haab. Hjemløse og fremmede dør de, der ikke var kraftige nok til det frygtelige Arbeide her fordres for at eksistere. Hjemløse og fremmede, uden at kunne gøre sig forstaaelige i deres eget Sprog; forladte og uænsede kan de ligge og dø i deres Hytter her ovre. Ingen tænker på andet end at frelse sig selv: sauve qui peut! – Og stadig kommer Folk rejsende, stadig fortrøstningsfulde giver de deres sidste Nødskilling ud til denne sørgelige endelige Skuffelse.

De gaar fra Dør til Dør, fra Mand til Mand. Den ene henviser til den anden, kun for at slippe for dette Tidsspilde, at tage sig af andre Folks Affairer og vise dem tilrette. “Ingen har haft Bud efter Eder” – siger de her ovre, “her er Folk nok at faa” – Men stadig kommer der flere. – Og stadig skrives der om, at flere kan ventes. Landet er for det meste vildt og øde. – Klipper og Steen med tusindaarig Urskov med enkelte dyrkede Pletter iblandt. Jernbaneforbindelsen mangelfuld og kun i enkelte Dele af Landet. Alt er endnu kun i sin Vorden.  Ingen har Penge herovre, siger de mest formaaende mænd. – Folk kommer hertil fra Australien og Afrika – og fortryder det.

(I aviserne) staar ikke noget om alle dem – der ensomme og gamle bor i deres fattige Træhytter langt inde i Urskoven, hvor ingen kommer – eller om dem der bor saa langt ude i Landet, at de har mange Mile til nærmeste Nabo. Alle kom de her over som yngre og kraftige Folk. Alle kom de i Haabet om Lykken, og nu venter der dem maaske den samme Skæbne som ham, de brændte Hytten om ( fordi han var død derinde og sad som et råddent lig) – og de ved det. (Citat slut)

Selv kom Ingeborg i håbet om, at hendes bror, der allerede var emigreret, var velstillet og kunne hjælpe hende – det havde han skrevet i sine breve til familien. Han var imidlertid ludfattig og levede som arbejdsmand. Ingeborgs kæreste, som hun rejste med, var uddannet gartner ( slotsgartner) og regnede helt sikkert med godt arbejde i New Zealand. Han fik ikke en chance. Kunne blive underbetalt arbejdsmand. Selv bliver hun ansat som pige på en gård, hvor hun slider 16 timer hver dag med alt forefaldende arbejde, og da hun bliver syg, fortsætter hun med at arbejde, for ellers ville hun dø af sult.

Hjemme i Danmark har hun to børn, to drenge, og de breve hun skriver til sin søster er også lidt henvendt til børnene. Hun ved ikke, om de får lov at læse hendes ord, for hun er (naturligvis) en “forargelig” og falden kvinde. Har jo forladt mand og børn og begivet sig ud på et egoistisk eventyr.

Sådan tolkes det helt sikkert i pæne kredse. Hendes far er f.eks. meget velhavende, men han sender hende ikke en øre.

Hun skal helst glemmes. Så skyder hun sig. Og hun bliver jo ikke glemt herhjemme. Med sit talent ville hun have kunnet nå langt. Men hun måtte nøjes med et skyggeliv.

Det skal nævnes til sidst, at både hun og resten af den kreds af kunstnere, som hun færdedes iblandt, gik ind for “åbne ægteskaber” – det der i 70-kollektiverne bliver til “fri sex” – det kunne naturligvis ikke fungere. Og der har været voldsomme konflikter på den front. Det tror jeg i al fald. Og mon ikke Stuckenbergs digt ( hvem af dem, der så har skrevet det) viser lidt af den verden:

 

Nu brister alle de kløfter  
som fured og sprængte mit Sind,
Alverdens fagreste Blomster
for Sommerens sagte Vind.
Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer’ ondt

end alle de argeste Fjender,

som hævner sig Jorden rundt;

og to, som elsker hinanden,

kan læge de ondeste Saar

blot ved at se paa hinanden

og glatte hinandens Haar.

Litteratur 2 – Lisa Genova

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com.

Mange kender Lisa Genova fra romanen: Stadig Alice. Den handler om Alzheimers og er meget velskrevet og veldokumenteret, tror jeg også. Romanen “Et helt nyt liv”, som jeg læser i øjeblikket handler om det at være karrieremenneske og samtidig børnefamilie. Det vil jeg vende tilbage til. Det gælder for begge romaner, at de er velskrevne, men ikke litterært hæver sig over almindelig god prosa.