Jakob Knudsen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

 

Jakob Knudsen:

Da jeg er blevet anmodet om at sige et par ord om Jakob Knudsens roman “Lærer Urup” til Ordets Dag i Randers d.3. november 2018, besluttede jeg at bruge sommerferien og lidt mere til at læse (ikke genlæse) forfatterskabet, og jeg vil derfor her ganske kort redegøre for min umiddelbare opfattelse af hvert enkelt værk. Nedenstående er således langt fra litterære analyser.

Jakob Knudsen var indstillet til Nobelprisen, og han er naturligvis en forfatter, man må regne med. Men nu, hvor jeg har læst næsten hele forfatterskabet, sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at selv om emnerne er store: kristendommen og de nye folkelige/religiøse/politiske og pædagogiske bevægelser i tiden, så behandles det altsammen efter min mening overfladisk: meget vises gennem diskussioner, hvor heltens modpart er karikeret og latterlig. Desuden er der for meget fyldstof i stort set alle værkerne og undertiden en forbavsende mangel på litterær kvalitet.

Som sagt: førsteindtrykkene af de bøger, jeg nåede at læse.

Et Gjensyn (1898):

En blanding af Blicher, Morten Korch og dilettantkomedie. Navnlig bipersonerne, er, ligesom mange andre af J. Knudsens personer, fortegnede, så de fremtræder som karikaturer. Og replikkerne er kunstige, nu og da svulstige. Jeg kender jo ikke tidens talesprog, men har dog læst de fleste klassikere fra samme periode, og deri tales der langt mere ”naturligt”.

Ellers er historien ret sød og ind imellem endda underholdende: jeg var underholdt.

Den gamle Præst (1899)

Måske den bedst kendte af Knudsens romaner. Jeg synes dog ikke, det er den bedste. Den gamle præst, Castbierg, er hovedperson, og han sanktionerer fuldt ud grev Trolles mord og efterfølgende selvmord. Greven dræber en ung mand, der har forsøgt at voldtage hans datter.

En af holdningerne i den her roman som i andre af Knudsens værker, er, at der findes skurke, som er 100% onde, og det er derfor ingen forbrydelse at dræbe dem – de er som dyr eller som negre (sic!). De har fortjent at dø. Og når samfundet ikke vil gøre det, så har man lov at tage sagen i egen hånd og dræbe svinet.

”Que la bete meurt.”

Gjæring. Afklaring (1902)

En dobbeltroman. Efter min mening den bedste af Knudsens værker. Navnlig første del fanges man af, her er portrætterne mere nuancerede end ellers, og i første del lægges der op til en gedigen udviklingsroman. Pontoppidans Lykke-Per udkom samme år, og man skulle næsten tro, at de havde læst højt for hinanden af manuscripterne, for der er store ligheder. I dem begge forelsker hovedpersonen sig i en pige fra en fremmed kulturkreds. Begge piger er emanciperede kvinder. Lykke Per forelsker sig i Jakobe, som er jødinde, og Karl i Rebekka, som er fritænker. Begge de unge mænd har fået en streng kristen opdragelse, som de gør oprør mod.

Der er også i begge bøger tale om en dannelsesroman. Personerne drager ud i verden, prøver at gøre sig frie, og de vender hjem igen. Klogere på sig selv og verden. Afklarede.

Og der er to scener, som næsten er identiske. Per rejser ud med Rebekka, og det er idyllisk nok, men så hører han en fjern kirkeklokke, og lyden maner ham tilbage i barndommens kristne forestillingsverden. Karl rejser med Rebekka og det er idyllisk nok, men en aften hører han kirkeklokken, og straks manes han tilbage til kristendommen.

Per drager hjem og gifter sig med en præstedatter, og Karl drager hjem og gifter sig med sin gammeldags og kristne barndomskæreste.

De to hovedpersoner er dog vidt forskellige og deres udvikling ditto.

“Kjærlighed” er et tema i alle bøgerne. Men det er en kysk og usanselig kærlighed.

Det ligger naturligvis i tiden, at sex er synd, at det er noget, man helst helt afholder sig fra. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet sker der en begyndende frigørelse også på det område, men i det pæne borgerskab ser man ikke til den side, men holder fast i de gamle kyskhedsidealer. Det kan man læse meget om i Stefan Zweiks ”Verden af i går”.

Men hos Knudsens hovedpersoner går det da helt over gevind. Her er sexualdrift og dødsdrift så nært forbundne, at seksuel lyst giver feber og krampeanfald. Det vises stærkt i denne roman, hvor Rebekka en sen aften, hvor hun og Karl overnatter i samme hus, går halvt afklædt ind i hans værelse, og han vågner ved lyden af noget så væmmeligt som hendes nøgne fødder, der klasker mod gulvet. Karl bliver rystende angst. Og afviser hende skrækslagen.

Da de to senere faktisk bliver gift, har de heller ikke noget sexuelt forhold, og de betragter med afsky de unge forelskede par, de møder på bryllupsrejsen, og som kysser hinanden. De er enige om, at det slikkeri er afskyeligt.

Ja, Karl er i sandhed et “åndsmenneske”. Og Rebekka opgiver efter hin sære natteoplevelse af hive ham ned på jorden (med al dens smuds).

Selv er hun også indstillet på kyskhed. For hun vil nemlig kun give sig hen til en, der ikke har andre guder end hende. Og Karl er netop begyndt (på deres bryllupsrejse!) at finde vejen tilbage til sin barndoms gode gamle gud.

Sind (1903)

En af de bedre romaner, dog også den er fuld af ”fyldstof” – handlingen er ind i mellem dramatisk – melodramatisk til slut – brandstiftelse og mord.

I mange af Knudsens værker er som sagt onde mennesker virkelig 100% onde, og mord på sådanne væsner er retfærdig og OK. Her er det Anders, der dræber den mand, der har gjort ondt mod hans far og mod  kæresten.

Også her ender fortællingen med et mord. Som forsvares og fremstilles som nødvendigt og retfærdigt. Det er skurken, der dræbes af helten.

Det er også ligesom i ”For Livets Skyld” en stærk kærlighedshistorie indlagt i handlingen. Igen kærlighedens ret – selv om det gælder døden – både skurkens og heltens.

  For livets Skyld (1905)

Helt i Knudsens stil drejer det sig om at belære os. Vi skal være lydige mod Gud og lovene: Dog findes der undtagelser – meget sjældent kan ”Livet” have sin egen lov. Kærlighedens lov. Og i denne fortælling viser det sig, at to unge, som ikke kan få hinanden, elsker stærkt nok og rent nok til, at samfundets love kan brydes.

Jeg synes, at fortællingen er rørende og noget af det bedste, Knudsen har skrevet.

Kun generer det mig noget, at ”heltene” er så viljeløse og rent ud sagt  tumpede. Men sådan SKAL de være, for de er jo bønder og tyende, og så kan de ikke være synderlig begavede ( i Knudsens optik). Og de sidder uhjælpeligt fast i skik og brug og er for dumme til at tænke selv.

Inger (1906)

Begynder som en dårlig ungdomsroman. Alligevel er begyndelse den bedste og stærkeste del af romanen. Bogen er meget langtrukken – f.eks. uendelige diskussioner om tidens emner, ofte sat ind i en højskole/frimenighedssammenhæng, og sprogligt såvel som indholdmæssigt er disse dialoger tunge og trælse  - og så gammeldags, at det grænser til det komiske (folkekomedieagtige).

Det generer mig desuden, at heltinden, Inger, er fremstillet som naiv og uvidende om alt i verden, og hun burde vel have læserens sympati. Hun er jo  frontfigur i diskussionen om kærlighedens ret.

Kærlighedens ret. Emnet er jo smukt nok. Men i denne bog maltrakteres det.

Sladder fylder utrolig meget i alle bøgerne. Alle almindelige mennesker er sladderagtige i Knudsens univers. Det er de for så vidt også i Dostojevskijs værker, men her virker sladderen interessant, fordi den er meningsfuld i sammenhængen og desuden skaber interessante psykologiske portrætter. Det sker ikke hos Knudsen.

Det forbliver småborgerligt og trivielt. Ind imellem får man desuden kvalme af forfatterens racistiske holdning og foragten for alt, der er ”ikke dansk” – her et enkelt citat ( det er en tysker, der her er tale om):

” … han (helten) fornam (ikke) denne rigtig som en Person, men som en Neger eller Orangutang eller saadan et andet Halvmenneske.”

Fremskridt (1907)

Som mange af de øvrige romaner er temaet her i god Luthersk ånd: “Lydighed mod Kald og Stand.”

Romanen indledes farceagtigt med et ”middagsselskab”, hvor alle de gode gamle bønder ”skaber” sig for at leve op til proprietærstanden, som de alle sammen mener, at de er på vej mod. Kun Eiler Borrevad nægter at spille den komedie. Han forlader selskabet i utide, dog ikke uden en alenlang retiradetale. Her bebrejder han bl.a. bønderne, at de ikke mere følger gammel bondeskik. Han omtaler de nye proprietærer som halvmennesker og husmændene som dyr.

Dyr er et skældsord hos Knudsen. Ligesom naturen og det naturlige i øvrigt er lavt og grimt. Undtagen i æstetisk sammenhæng = solnedgange og lignende skønhedsåbenbaringer.

Demokrati og socialisme er de frygtelige følger af det såkaldte fremskridt. Jakob Knudsen er helt på linje med Ingemann her. Også han afskyede ”allemandsstyret” = demokratiet.

Ingemanns romaner spiller i øvrigt en stor rolle i Knudsens bøger.

Lærer Urup (1904)

Der er som i flere af de øvrige romaner en del dramatik, her er det selvtægt i forskellige former: prygl og drab. Samtidig er bogen en slags programskrift for Knudsens ideer om opdragelse og øvrighed. Socialister og demokrater fordømmes og afstraffelse og lydighed prises.

Her et lille eksempel. Præsten holder selskab og har inviteret Urups. Et treårs barn irriterer fru Urup, og hun foreslår forældrene, at de giver barnet ”nogle ordentlige klø.”

Præstens er ”humanister” og fremstillet så karikerede, at de ikke kan tages alvorligt.

(Citat): (Præsten) ”Men vil de da ligefrem … ha ha ha … at man skal slaa saadan en lille En? Hvor, maa jeg spørge? Ha ha ha …”

”Aa, man fandt vel nok et passende Sted,” kom nu Urup sin kone til Hjælp.”Jeg ved ikke, hvad De finder forkasteligt ved den Sag.”

Urup er skildret som alvorlig og sympatisk med gode pædagogiske ideer: Han vil forvandle skolebørnene fra at være så og så mange ”lispund kød” til at blive åndelige mennesker. Lave dem om kort sagt.

(Citat): ”Ved den levende Fortælling fremtryller jeg en Verden for Børnene, og derved bliver jeg foreløbig en Slags Skaber for dem, der har deres Hjerte og deres Vilje i min Haand og kan forme og danne deres Væsen, som jeg vil …”

Ideerne om det levende ord har han vel nok fra Kresten Kold og Grundtvig. Desværre ser vi ham ikke rigtig i funktion. Når han fortæller for børnene, er det de samme gamle tekster om danske helte, der går igen. Navnlig Uffe hin Spage. Jeg kan forestille mig mange børn falde i søvn, når han tager fat på at fortælle.

Desværre er det vanskeligt for Urup at få lov at virkeliggøre denne forvandlingsproces, fordi samfundet er ondt og sætter sig imod. Jeg siger Gudskelov og Tak. Husker fra min skoletid, at jeg hørte et foredrag af en socialdemokratisk undervisningsminister, K.B. Andersen ( det har været i 50’erne) og han sagde omtrent sådan her:

”Børn har deres egen suveræne verden. Mit råd til lærerne, når de spørger mig, hvordan børn skal håndteres, er følgende: ”Hold fingrene væk!”

Men her skal i høj grad fingereres.

(Citat): Men arbejdet blev ham og Ligesindede saa frygteligt besværliggjort af Samfundet, af Staten. Den overfyldte Verden, med sin bagvendte, falske Humanitet, med Menneskekroppe, – som om det var det første af alt, at faa Landet overfyldt med Kroppe, – det myldrede, vrimlede, boblede op fra Bunden med levende Kjød, svedende, begjerende, forslugen Kjødmasse, fordi man med en Iver, der i Sandhed var bedre Sager værdig, med alle optænkelige Kunster og Anstalter og Bekostninger, forhindrede Døden i at gjøre lyst og lufte ud i al denne Kjødelighed.” (Citat slut)

To Slægter (1910)

Det synes at være et i al hast sammenflikket værk. Handlingen er langtrukken og egentlig ligegyldig for læseren. Den skulle vel så have sin force i den psykologiske skildring af de unge mennesker i bogen, men det forbliver usammenhængende og utroværdige portrætter. Slægten Børgesen er og har altid været studeprangere og hestehandlere, og slægten Theisen har en mere ophøjet fortid som præster og provster og biskopper. Den Theisen vi møder her er dog sunket til proprietær. Deres børn forelsker sig i hinanden, men som i alle Knudsens værker går de og er forelskede i årevis. Det er næsten til at græde over. Kys bliver der ikke mange af, og da sex er et uhørt frækt begreb i den her verden, så er alt kysk hele vejen til den bitre ende (ægteskabet) hvor det sexuelle, hvis det udfolder sig holdes langt væk fra de renfærdige romansider. Kun voldtægtsforbrydere kaster sig ud i den slags svineri.

Stilen er her så meget mere klumpet og ubehjælpsom end i Knudsens øvrige bøger. Et kort eksempel:

”Gamle Theisen kunne ikke faa noget Smil frem i sit ellers så bevægelige Ansigt, da han gav sin Svigersøn Haanden; der gik tværtimod en uvilkaarlig Trækning som af legemlig Smerte hen over det, idet han hilste. Gamle Theisen havde egentlig ikke, før i dette Øjeblik, da han virkelig skulle afstaa Eline, anet, hvor stærk Modviljen mod Kresten havde vokset sig hos ham. De havde aldrig vekslet et ondt Ord. Forandringen i deres Forhold var for Theisens Vedkommende vistnok nærmest skeet ad indirekte vej: gjennem Søren.” osv. …

Et eksempel på en utroværdige personskildring ses i hovedpersonen Kresten. Han er i romanens begyndelse en stakkels bange og forkuet dreng uden mindste tiltro til egne evner. Og dette bekræftes i ungdommen. Han dur ikke. Bliver så karl på brorens gård. Og går næsten i stå. Så kommer der en grundtvigianer til gården som huslærer, og han er fremstillet så åndsforladt, som man kan forestille sig, synes jeg. Slår om sig med stumper af sin åbenbart mangelfulde læsning af Kresten Kold og Grundtvig. Men Kresten fanges – han har da aldrig hørt noget så skønt – selv om han ikke i sit pauvre ordforråd er i stand til at gøre hverken sig selv eller læseren overbevist om, at han har forstået noget som helst. Så vil han være præst. Og det bliver han med udmærkelse. Han virker på mig som helt igennem afstumpet, selv om det sikkert er Knudsens mening af skildre ham som det modsatte.

 

 

Rodfæstet (1911):

Rodfæstet ligner de øvrige romaner derved, at persontegningen er en vekslen mellem folkekomedieagtige og almindelige triviallitterære klicheer: alle over 55 år harker og læsper og har gigt, og de savler og spytter, hvis de er lidt ældre.

De onde er 100 % onde, og kvinderne er naive og dumme. Næsten alle er sladderagtige.

Her er der dog en stærk kvindekarakter: Agnete. Til gengæld ser vi hende kun i glimt, og ud over enstavelsesord og rødmen agerer hun ikke i bogen, kun gennem personernes (godes som ondes) udsagn ved vi, at hun er rolig, ærlig, stærk og tro. Hun er desuden opdraget i lydighed.

De øvrige personer er som taget ud af en dansk folkekomedie fra 50’erne. Kapellan Burholdt er helt til grin – han savler rundt omkring præstefruen som en hund om et kødben. Vist nok uden at bide i det. Det har hun ellers nok lyst til, for hun er som ganske ung blevet (tvangs)gift med en gammel præst, og han holder sig til sit studieværelse, hvor han sidder og læser grammatik. Han er skildret som en ulækker sag. Kapellanen bor i værelset ved siden af kapellanen. OSV. – det er ren trivi.

Indtil bogens slutning er kapellanen totalt latterlig, men til slut viser han sig at have en anden side ( der svarer til alle de idealer, der er Jakob Knudsens) . Et mord (som han selv har begået) får ham til at indse, at han hidtil har ”spillet” sit liv, og at rollen var falsk. Og det, fordi han ikke i god Luthersk ånd har holdt sig til KALD og STAND – altså ikke er blevet ved sin bondestand og været den og sig selv bekendt.

Til sidst får han lov (og nyt liv) i en lang tale til Eijler (der også er forskruet, men gennem kærligheden til Agnete vil kunne reddes – og lydighed har han lært af sin far) –

Her et uddrag af kapellanens lange (formanings)tale til Eiler:

”Jeg tror, alt beroer paa Lydighed og Kjærlighed – alt – baade timeligt og evigt – for man faar kun et Begreb om Himmerig, om alt, hvad der er godt og skjønt og sandt, hvis man som Barn har kendt Lydighed og Kjærlighed. Det er vor Sjæls Grobund

….  Aa, saa kom alle disse afskyelige Unoder, som følger af Ulydighed: der er det, at man altid seer sig selv, rykker sin egen Livsrod op for at betragte den. Det, de kalder Reflekterthed. Det skal hedde sig, at det kommer ved den stigende Intelligens og Kultur. Det er noget godt Snak! Der er jo ingen, der kan være mere reflekterte end smaa, uartige, ulydige Bønderbørn, Ligesaa snart et Barn bliver ”kjælle”, saa ser det jo sig selv og spiller Komedie, Nej det er på Grund af Ulydighed i Barndommen, at Folk nu til Dags bliver reflekterte, og at Slægten bliver gammel og udlevet. Et ulydigt Barn kan aldrig betages af en Ting, aldrig glemme sig selv af glæde ….”

Ikke noget med at røre ved hinanden i Knudsens univers. Kærlighed er totalt blottet for kærtegn – eller næsten. Og erotik kan der aldrig blive tale om. For kærligheden skal være ren, og alt sanseligt er beskidt.

Angst (1912) Mod (1914)

 Disse to romaner handler om Martin Luther, men så vidt jeg kan se, ligger romanen på linje med de øvrige bøger om forkuede drenge, der vokser op i et strengt og patriarkalsk miljø og som udvikler sig derefter. Og ikke så meget om den historiske Martin Luther. Sandsynligvis om Jakob Knudsens egen barndom.

Her er en scene, hvor faderen revser drengen for en forseelse. Drengen har været så optaget af moderens fortælling, at han har glemt at hente to bortløbne kid hjem. Og nu straffen:

”Du har altsaa forsømt at hente Kiddene paa den Tid, som var dig befalet,” sagde Faderen roligt, ”saa har Ræven eller Ulven ødelagt det ene af dem. Det fortjener Du Straf for. Det kan Du vel forstaa.”

Inden han havde udtalt, ramtes Martin af det første Slag af det tynde Reb, hans Fader holdt i Haanden. Det var lagt dobbelt. Slaget kom over Martins Skulder og ned over hans Ryg. Han havde kun en tynd Bluse. Det var som om han skulde daane af Smerte. Men i næste Øjeblik kom det andet Slag, – nu haglede de ned over ham.

Martin plejede at staa ret op, naar hans Fader slog ham, uden at værne eller skærme sig ved nogen Bevægelse. Men disse Slag gjorde saa bidende – saa sindsforvirrende ondt, saa han, uden at ville det, først løftede armene over sit Hoved, lidt efter tumlede til Jorden og væltede sig.

Men han Fader blev ved at slaa …” (Citat slut)

Drengen bliver pryglet til blods. Det er ikke så underligt, at han bliver en forkuet og angst dreng. Kristendommen redder ham.

Jakob Knudsen godtager (ja, lovpriser) i værk efter værk faderens ret til at revse og volde sit barnet ulidelig smerte. Faderen og kongen og øvrigheden har fået magten fra Gud og har derfor ret til at forlange blind lydighed af alle, som IKKE har fået myndighed tildelt; barnet, husmanden, tjenestefolkene, kvinderne og forbryderne for nu at nævne nogle umyndige.

Kald og stand er stiftet af Gud og kan ikke diskuteres. Mere luthersk kan det ikke blive.

Bogen er netop genudkommet i en videnskabelig kommenteret udgave af  Thomas Reinhold Rasmussen. Den glæder jeg mig til at læse og vil kommentere på den senere.

En Ungdom (1913):

Her kommer Knudsens hovedtanke klart til udtryk: at mennesket skabes af opdragelsen ( = at lære lydighed og samvittighed). Altså at være underdanig og bange (min tolkning) – bogen er en konfrontationsfortælling, hvor tidens hovedstrømninger, som Knudsen opfatter dem – mødes i heftige dialoger. Vi møder demokrater, grundtvigianere, radikalere, socialister, indremissionske, og så sidst, men ikke mindst, hovedpersonen Niels Andersen, der er ubøjelig antidemokrat og for øvrigt anti- alt det ovenfor nævnte.

Han holder på ”de gamle dyder” hvoraf ovenstående (lydighed og samvittighed) er de vigtigste.

Citat: (Helten Niels er ansat på en højskole, hvis grundtvigianske rektor han ikke har megen respekt for. Dennes holdninger er i Niels’ øjne udtryk for holdningsløshed – og især foragter han det ”danske smil” – som rektoren har så let ved) – her møder vi Niels i en diskussion på skolen om forsvarssagen:

”Forsvarsuviljen er netop en Lammelse, og jeg troer, den stammer allerede fra Barndommen, fra Opdragelsen af. – Hvis Tyskerne erobrede os, og det da viste sig, at de fleste af os var bleven moderne Forsvarsnihilister – hvad jeg dog haaber langfra vilde være Tilfældet – da skulde vi saamænd paa en Maade nok hævde os iblandt dem, ikke som Danske – Sprog og Nationalitet vilde en moderne Forsvarsnihilist hurtigt opgive – nej, men som en Pestbacille hævder sig; vi vilde hærge det sunde, tyske Folk med vores Væsen, brede vor Smitte, den nationale Lammelse, i videre og videre Kredse. Tyskerne skulde nok faa at mærke, at det blege, danske Smil var oprunden iblandt dem. Hvad det Smil – Lammelses-Smilet – kan udrette, kjender vi jo altfor godt her hjemmefra. ( …. ) Alle vi Danske kan mere eller mindre efterligne det og bruge det – enten vi virkelig lider af Lammelsessygen eller ej, Fremmede kjender os derpaa, og vi finder Fremmede, hvor vi kommer, mere ”barnlige” end os selv. Det er dette Lamheds-Smil, der i Virkeligheden tænkes paa, naar man taler om, at vor ”Kultur” skal værne os. …”

Endnu et citat fra samme diskussionsaften. Og her taler Peter, som er Niels’ eneste proselyt – og her forsvarer han forsvarstanken:

” … jeg troer aldrig, jeg bliver forlovet. For der er en Kvinde, jeg elsker, hendes Herlighed, hendes Rigdom, en Kvinde, som – man ikke kan faa. Det er den danske Kvinde, hende, der hedder Danmark. Det er ikke blot for hendes Alders og Værdigheds Skyld, at det er umuligt, for sommetider er hun saa ung og seer saa yndig ud, men alligevel. Hun forlanger slet ingenting for sine Gaver; vi kan levehøjt af det, hun skjænker os, og aldrig sige hende Tak derfor.”

Osv. – åh nej, HUN kræver ingenting, siger Peter (Knudsen) men hun kræver så alligevel unge mænds ultimative offer: døden på slagmarken – døden for hende. Og desuden: hun gør åbenbart den forelskede impotent over for den kødelige kvinde, han møder og synes om.

I hele romanen forsøger Peter nemlig at fri til Grete, men i afgørende situationer KAN HAN IKKE. Åbenbart takket være kærligheden til DANMARK.

Jyder (1915) – 17 Fortællinger.

Ganske underholdende – vist er Knudsen bedst i novelleform. Hyggelige skildringer af livet i begyndelsen af 1900tallet. Karaktererne er dog også her klicheagtigt tegnede. Men underholdende. Jeg tænker på de Familiejournalfortællinger, jeg slugte som barn. Nu slugte jeg også gerne Knudsens. Rigtig god bliver han, når han fortæller om sine personlige oplevelser som foredragsholder rundt om i landet.

En gammel slægt (1918)

Hele vejen igennem en sørgelig og håbløs fortælling om en gammel slægts degenerering til sygelige og forbryderiske og i bedste fald komiske eksistenser. Her lades alt håb ude. Sønnerne bliver alle forbrydere, og døtrene dør af tæring. Jeg tænker på Hermann Bangs ”Håbløse Slægter” – men den er dog højt hævet over Knudsens jammerkomedie.

Jeg kom også til at tænke på den gamle sang: ”Her går det godt, Fru Kammerherreinde”.

Jakob Knudsen er dog i stand til at skabe situationer, hvor man mærker, at hans sympati for personerne er ægte, og det kan undertiden blive ganske rørende. Og vist har han evner som forfatter, men han blev altså også omtalt i tiden som mulig kandidat til Nobelprisen i litteratur.

 

Jeg vil slutte mit indlæg om Jakob Knudsen med at pointere, at jeg aldrig har forsket i forfatterskabet, og at jeg sikkert ikke yder forfatteren retfærdighed. Ovenstående er blot mit første indtryk af bøgerne. Og min helt personlige mening.

Og jeg tror stadigvæk, at “Se nu stiger Solen af Havets Skød” skal synges til min begravelse. Sammen med Ingemanns “Dejlig er Jorden.” Men begge forfattere var nogle slemme karle, hvis jeg skal dømme dem. Det skal jeg heldigvis ikke. Og skrive salmer kunne de.

—————

Vredens Børn og Vredens Druer – Aakjær og Steinbeck

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Aakjærs mesterværk fra 1905 “Vredens Børn” har jeg læst mange gange, men genlæst for nylig sammen med Steinbecks Vredens Druer.

I de mange år, jeg var dansklærer i gymnasiet, var Aakjærs roman fast pensum for mine elever, og engang i 1980′erne havde jeg endda den sære oplevelse at blive anklaget af et forældrepar, som mente, at jeg indoktrinerede deres søn ved at lade ham læse denne “skammeligt agitatoriske roman”. De var vrede. På mig.

Og for så vidt havde de ret – Vredens Børn er agitatorisk, og hvor den side af bogen tegner sig tydeligst, er det ikke god litteratur. Litterært er Vredens Børn i det hele taget ikke noget mesterværk, og mange af Aakjærs værker hæver sig over den. Men den er ærlig. Og den er ægte i sin indignation. Aakjær kendte til, hvordan man behandlede landproletariatet på den her tid, og bogen er et godt bevis på, at ærlig litteratur kan have stor politisk effekt. Bogen reformerede ganske enkelt tyendelovgivningen, så det herefter blev strafbart at mishandle den underkuede del af landbefolkningen.

Bogen er totalt blottet for den idyllisering af den fattige landbefolknings liv, som vi godt kender (og elsker) fra Aakjærs Rugens Sange. I Vredens Børn optræder den idyl kun som parodi. Her et lille eksempel, hvor præsten taler med den lille trætte Per, der har været på arbejde siden hanegal:

“Finder du nu ikke også, mit barn, at sådan en dag sandelig ret er værd at takke Herren for, så vi lover Gud med vor mund, når vi ser solen sådan rejse sig op i al sin glans, når duggen ligger i græsset, og lærken flagrer op fra sine små! Ikke sandt, mit barn, sådan en dag er sandelig herlig for et kristent menneske! synes du ikke også det, lille Per?”

 ”Jow, når en helsen kund bli fri for at kryb i æ turnips”

Og henvendt til en anden lille dreng taler præsten igen om den prægtige natur, disse børn har det privilegium at færdes i fra årle til silde:

“Knægten forstod mindre og mindre af pastor Fryds blomsterrige tale. Fryd fortsatte: “Når du læser disse vældige verselinjer: som guld er den årle morgenstund, … har du så ikke følt noget af lærkesindet røre sig i dig, så det har funklet for dit indre øje som en dag i gyldenåret?”

“Nej!” sagde drengen.

“Hvor tidligt kommer du da op om morgenen?”

“Æ klokk er gerne halvfire.”

“Så må du da ofte have set dette vældige syn.”

“Jamen den tidsdags da er en jo gjan så søvnig!” svarede purken.

Ja, vi har al mulig grund til at læse Vredens Børn også selv om dens behandling af landarbejdere heldigvis har ændret sig. Andre ting i bogen er lige aktuelle. F.eks. har Aakjær så tidligt set, at hedens forvandling til kornmark ikke kun var en yderligere udnyttelse/ødelæggelse af de fattige forknoklede landsarbejderes tilværelse. Det var også en udnyttelse/ødelæggelse af en enestående natur. Et citat. Det er stedets læge, der taler til sin ven, der er en af de folk, der planlægger hedens opdyrkning. Lægen siger:

… I interesserer jer kun for sandet. Heden er i jeres øjne tilsyneladende det eneste helt anstændige for en husmand i vore tider. Det er blevet som en æressag at udslette lyngen af jordens overflade; denne hæderlige gamle grå kofte, som har klædt det jyske land fra Arilds tid, den skal nu rives af dets magre skrot og en ny fremmed klædning anlægges … — al den patriotiske ståhej, hvormed vores patenterede “fædrelandsvenner”, efter at have styrket sig vedbørligt ved sagamjød og trikinfrit Særimmerflæsk, går i gang med at tilintetgøre lynghederne og ødelægge et ejendommeligt dansk landskab til fordel for den prøjsiske bjergfyr, – denne uslestes af alle skovens skabninger, som knap har træ i sig til en krykke, som ikke har en eneste ren linje i hele sit vredne skrog, men hvis eneste fortjeneste er at kunne skyde ryg. Denne lusede pjaltekræmmer, der står og fjærter luften fuld af muggen dunst; denne proletar blandt træerne, der står der og stritter med alle sine bulne fingre og spærrer for udsigten og den vide, klare horisont .. gid dens lus må æde den, før dens mission lykkes: at forvandle Jyllands stolte lyngheder til et kedsommeligt linjeløst prøjserlandskab!” … Nationen har fået lyngskræk, der er gået pyromani i jer alle sammen; den røde hane skal gale over heden! – det råbes nu ud på Rigsdagen, i pressen, i foredragssalen. 

Ja, lægen (Aakjær) hidser sig gevaldigt op og der er lige ved at gå “planteracisme” i ham. Men mange naturvenner nikker vist genkendende til hans vrede.

Og helt i samme stil agiterer Aakjær gennem sin hovedperson Per for en socialistisk revolution. Det er helt fair. Og Aakjær havde oplevet smerten ved en opvækst i fattigdom og strenghed. Det er ikke det barndombillede han giver os i rugens sange. Her et lille citat fra Jeg er født på Jyllands sletter:

Inde var kun lavt til Loftet

Månen kasted Lys i Stuen

Bedstefar i Lædertrøjen

stavred om ved Skorstensgruen

 

Mor gled ind ad Frammesdrøen

slæbende paa Malkespanden

snart har Koens varme Drikke

fyldt hver Barnekop til Randen

 

Far kom kroget ind fra Stalden

hængte Trøjen op ved Bjælken

spiste tavs, indtil han sagde:

“Lad os takke Gud for Mælken!”

 

Bad vi da i Lys fra Maanen

som kun Børn og Bønder beder

medens tunge Stjerner tændtes

over brede, tavse Heder

Vi ser den samme idyllisering i barndomserindringerne. Faren er hedebonde, og det skildres i sangene som den rene og skære idyl. Men sådan var det ikke. Og i Vredens Børn får lille Per lov til at være en lille ulykkelig og skrøbelig dreng, der mishandles og udnyttes på det groveste. Der er endda en scene, hvor det lille barn voldtages af et par voksne, der har deres spas af den affære. Det er barske sager. Men i sangene og erindringerne får vi et helt andet billede. Her vil Aakjær have sin barndom sådan som han ville ønske, den havde været.

Og bedstefaren, der virker fredelig i Rugens Sange er en ren djævel til at opmuntre moren i hendes sadisme overfor de små børn. Men set i erindringens forsonende lys virker også det næsten morsomt og slet ikke slemt endda.

Det får sit idylstempel, selv om det er en mishandling, der vil noget. Her et lille eksempel fra Min Bitte-Tid. Om bedstefar:

Naar han kom hjem fra Marked … kunde han give min ældre Broder Jens en blank Rigsdaler, … mig gav han aldrig noget. Ja, med Undtagelse af de læsterlige Klø, som han betænkte mig med i Tide og Utide. 

Om moderen, som ellers er skildret med megen kærlighed i sangene, hører vi, at hun var en ren sadist. Der står i erindringsbogen:

De bløde Pilvaand blev her ( i saltlagen) blanke og smidige og sejge som Læderremme, og Saltet i dem bed sig godt fast i en Barneende. Jeg har mangen Gang med nogen Gysen set Mor forlade sit travle Dagværk og gaa ind og fiske et nyt Ris op af Saltkarret, naar det gamle var slidt i Laser. Hun havde et Stykke Uldgarn med sig, thi de fleste af Risene var tvegrenede, saa blev de snoede, og Mor, der i alt var en omhyggelig Kone, bandt med det graa Uldgarn trofast og solidt om Risets Top. Somme Tider skulde Riset bruges med det samme, det var det, der bragte mig til at gyse, somme Tider blev det dog sat i Hvil paa sin Plads ved Æggespjaldet i Køkkenet. Saa fik ens Hjærte atter sit vante Slag, der var ingen Skyer paa Himlen denne Gang.

Og sådan hører man om den modbydelige barnemishandling i et humorfyldt tilbageblik, der ligesom forsøger at tage brodden af de smerter, der må have fulgt den lille drengs hverdag. I Vredens Børn er tonen anderledes ærlig. Alene det gør det til en læseværdig bog.

Eller måske har Aakjær villet skildre barndommens idyl for at overbevise ikke blot sig selv, men også læserne om, at der var “så dejligt derude på landet.” Selv om det må have været alt andet end det.

Laura Ingalis Wilder skrev sin “Det lille Hus på Prærien” i samme let idylliserende tone ( fra samme periode)  – med hovedvægten på de værdier, der bandt den fattige familie sammen. Og alle børn har i generationer læst eller set historien om den lille pige, der vokser op i den fattige hytte, og de har elsket den og identificeret sig med den lille modige pige. Der er netop udkommet en biografi om L. I Wilder, som viser hvordan den fortælling er løgn fra ende til anden. Lauras barndom var fuld af vold og den ene ulykke fulgte den anden.

Præriebondens liv var præcis så fattigt og håbløst som hedebondens, og lille Laura voksede op i samme ulykkelige og barske vilkår som den lille Per/Jeppe. Der var ingen kære mor nogen af stederne, og mishandling var en del af dagligdagen.

Steinbeck skrev Vredens Druer langt senere, og jeg har netop hørt bogen på lyd, og derfor ingen citater, de kommer måske senere, men man skulle næsten tro, han havde læst Aakjær. Det har han selvfølgelig ikke – måske har han læst Ingalis Wilders Lille hus på Prærien – men så er han ikke inspireret af den, for han er ganske åbenlyst socialt indigneret og skildrer med stor indlevelse håbløsheden og fattigdommen i den amerikanske landbefolkning. Her er der intet af Den amerikanske Drøm tilbage, som man finder hos I. Wilder. Tværtimod. Men der er noget andet, som ikke findes i Aakjærs roman. En stor og næsten utrolig solidaritetsfølelse imellem de fattige og en lige så stærk familiefølelse. Kærligheden får hele armen og al Steinbeck tro. Der er næsten en Kærligheden Overvinder Alt holdning. Og han skildrer en fantastisk overlevelsesstyrke selv under de mest håbløse livsforhold.

 

Amos Oz – Judas

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Da jeg skrev Tobias og Englen” – som jeg jo faktisk skrev på i nogle år, selv om den forleden sprang ud som en lille bog (150 sider) og endda af DBC’ anmeldelse blev døbt (= dømt) “en smal udgivelse”. Ja, da jeg arbejdede på den var jeg mentalt i Mellemøsten og læste jo en del litteratur fra regionen – Shavit og Oz står som to lysende stjerner på min indre himmel. Begge har de skrevet deres familiekrønike, men også Israels historie i de to fantastiske bøger: “Mit forjættede Land” – og “Fortællinger om Kærlighed og Mørke.”

For nylig udkom Amos’ Oz seneste bog på dansk. Den hedder Judas.

 

Den handler om en ung jøde Shmul, der studerer i Jerusalem. Han skriver på en afhandling om Jesus set med jødiske øjne. Han opgiver studierne og tager job hos en gammel invalid jøde. Arbejdet består i at samtale med den gamle. Der bor også en enke i huset (en svigerdatter) og hendes far var tilhænger af fred med araberne.

Bogen har flere tråde, men den vigtigste er nok de lange samtaler mellem den unge (venstreorienterede) student og den gamle mand. Og mellem studenten og enken.

Her er et par citater, som giver en fornemmelse af bogens hovedtemaer:

Citat s.72 – Den gamle mand til studenten:

 

”Du er en tapper soldat i verdensreformatorernes hær, og jeg er ikke andet end en del af denne fordærvede verden. Når den nye verden sejrer, når alle mennesker bliver retskafne og simple og produktive og stærke og lige og ranke, vil man uden tvivl forbyde vanskabninger som mig ved lov, sådan nogle, som kun spiser og ikke laver noget og oven i købet taler nedsættende om alt muligt ved hjælp af en masse finurligheder og endeløs sarkasme. … heller ikke du, min ven vil de have brug for, ikke engang skyggen af brug for, når den store revolution omsider bliver gennemført. De vil ikke interessere sig for Jesus set med jødiske øjne. Hvad skal de med drømmere som Jesus? Eller som dig? Hvilken interesse har de i det jødiske spørgsmål? Eller i nogen spørgsmål i hele verden? De vil jo selv være svaret på alle spørgsmål.” ( side 72)

Samme side og stadig den gamle mand:

”Der er ingen og har aldrig været misforståelser mellem jøder og arabere. Tværtimod. I mange årtier har der rådet fuldkommen forståelse mellem dem: de lokale arabere er knyttet til dette land, fordi det er det eneste land, de har, de har ikke noget andet, og vi er knyttet til dette land af nøjagtig samme grund. De ved, at vi aldrig nogensinde vil give afkald på det, og vi ved, at de aldrig nogensinde vil give afkald på det. Den gensidige forståelse er altså klar og forbilledlig. Der er ingen og har ikke være nogen misforståelser mellem os.”

 Om dem, der tror på en fred, siger han på side 135:

”Men jeg siger dig, kære ven, at hvis to mænd elsker den samme kvinde, eller to folk gør krav på det samme land – om de så drak floder af kaffe sammen, så vil disse floder aldrig kunne slukke deres had, og strømme af vande vil aldrig kunne skylle det væk. Og jeg siger også til dig, trods alt det, jeg sagde til dig før: lykkelige er drømmerne og forbandet er den mand, der åbner deres øjne. Ganske vist kan drømmerne ikke frelse os, hverken de eller deres disciple, men uden drømme og drømmere vil den forbandelse, som hviler over os, være syv gange tungere. Takket være drømmerne er vi, der er besindige, måske lidt mindre forstenede og desperate, end vi ville have været uden dem.”

En anden tråd i bogen er Shmuls afhandling om Judas ( bogens navn ) – Her et citat fra side 185:

”Jesus og alle hans disciple var jøder og sønner af jøder. Men i de kristnes forestillingsverden er den eneste, der bliver stemplet som jøde – og repræsenterer hele det jødiske folk – Judas Iskariot. Da udsendingen fra præsteskabet og tempelvagterne kom for at anholde Jesus, blev de øvrige disciple skrækslagne og frygtede for deres liv og flygtede i alle retninger, og kun Judas blev tilbage. Måske kyssede han Jesus for at give ham styrke. Måske fulgte han også med fangevogterne til det sted, de førte hans læremester hen. Også Peter kom dertil, men allerede før det blev lyst, havde Peter fornægtet Jesus tre gange. Judas fornægtede ham ikke. Hvor er det ironisk, skrev Shmul i sin notesbog, at den første og sidste kristne, den eneste kristne, som ikke forlod Jesus og ikke en eneste gang fornægtede ham, den eneste kristne, der troede på Jesu guddommelighed helt til hans sidste stund på korset, den kristne, som til det sidste troede på, at Jesus ville stige ned fra korset foran hele Jerusalem og foran hele verden, den eneste kristne, der døde med Jesus og ikke overlevede ham, den eneste, som fik sit hjerte knust ved Jesu død, at netop han af hundredvis af millioner mennesker i fem verdensdele og gennem årtusinder er blevet betragtet som den mest arketypiske jøde. Og den mest afskyelige og foragtelige.” ( Citat slut)

Judas er ofte blevet betragtet som en forræder akkurat som den unge enkes far, der troede på, at fred mellem jøder og arabere var den eneste rigtige løsning på uvenskabet mellem jøder og arabere. Han arbejdede imod Ben Gurion og hans krig mod araberne. Og han omgikkedes arabere og blev kaldt en forræder. Som Judas. Men Judas var den eneste, mener Shmul, der elskede Jesus for alvor og til det sidste troede på ham. Da Jesus hang på korset og led og troede, at Gud havde forladt ham, da blev Judas ved med som den eneste, at tro på, at han ville stige ned fra korset og gå bort i fred. Da det ikke skete, begik Judas selvmord.

Temaet forræderi bliver også behandlet i bogen. Interessant nok, for hvornår er et menneske forræder? Det afhænger af øjnene, der ser.

 

 

 

 

To bøger om barneliv

 

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

 

Jeg har sat mig for at læse al den nye litteratur, jeg kan overkomme. Og da jeg har bogbus lige til døren, så det er ikke svært at få fat i bøgerne. Nogle af dem køber jeg.

Dog har jeg en hjælperegel: Jeg lægger en bog fra mig igen, hvis den ikke fænger inden for de første 25 sider. På den måde slipper mine trætte øjne for en hel del.

Men så sker det igen og igen, at jeg bliver så grebet af en bog, at jeg fortsætter til sidste side og helst den samme nat (jeg læser altid om natten – en gammel vane).

Her i efteråret er der to bøger, som jeg har læst lige efter hinanden, og selv om de er vidt forskellige, så ligner de også hinanden på flere punkter: for det første er begge ”vildt spændende” (har haft børnebørn på besøg ), og for det andet er de noget så sjældent som morsomme og tragiske på samme tid.

De handler begge om barneliv. Og fælles for dem er også, at det hele foregår i en atmosfære af håbløshed, fattigdom og vold. Men det, som gør begge bøger så fascinerende er den måde, håbløsheden, fattigdommen og volden fortælles på.

De sætter tanker i gang – som al god kunst gør.

Det faktum, at situationerne ses fra barnehøjde (selv om forfatteren jo er voksen), gør, at det barske indhold forvandler sig, så det hele alligevel bliver smukt. Det fortælles så flot.  Og uskyldigt.

Den ene foregår i Mellemøsten – den anden i Nørre Ørum.

Riad Sattoufs: l’arabe du futur ( på dansk Fremtidens Araber)

Thomas Korsgaards: Hvis der skulle komme et menneske forbi.

Sattoufs bøger ( det er tre tegneserier) er selvbiografiske, og det kan Korsgaards også udmærket være, men det ved jeg ikke noget om. Han kommer fra den egn, hvor handlingen udspiller sig.

Sattouf er opvokset i Mellemøsten ( Gadaffis Libyen og El Assads Syrien) og han har været ansat som tegner på Charlie Hebdo.

Kære læser: Nu vil jeg ikke fortælle mere om bøgerne – men de kan anbefales. En mørk nat måske, eller hvornår du nu vælger at forlade den her verden for at træde ind i en anden – uden at det af den grund kan kaldes eskapisme – for du vender tilbage rigere på forståelse af den virkelighedens verden, du færdes i. Og for resten: fiktionens verden er også virkelighed. Når det er god kunst er det en højere form for virkelighed. Synes jeg.

 

 

 

 

 

VILJEN – DEN TRÆLBUNDNE OG DEN FRIE

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Inden jeg tager ordet, vil jeg minde om en gammel sag, som måske kunne more mine læsere: den gamle Julespøg. I finder den i den højre spalte, men er jo rigtignok nødt til at blade baglæns for at læse den forfra. Den begynder med kapitel 24. Men er jo morsommere, hvis man læser den forfra.

Og nu til nu …

Har netop modtaget det første fine eksemplar af min nye roman “Tobias og Englen” – den bog, som jeg aldrig troede, at jeg nogensinde skulle udgive. Det har jeg så gjort – omsider – eller rettere: den udkommer d.8 januar og præsenteres samme dag på Randers Bibliotek.

Og faktisk har jeg brugt en del af sommeren og efteråret til at skære ned og korte af, så romanen nu foreligger som en ultra kort tekst på 150 sider.

Så har jeg til gengæld fået selveste Rembrandt til at illustrere omslaget. Og ja, det er et gammelt billede fra engang midt i 1600-tallet, men det er præcis så smukt, som jeg havde ønsket mig det. Tak Rembrandt, fordi du tænkte 400 år frem i tiden.

Da jeg læste sidste afpudsning af bogen igennem, inden den styrtede til trykning og hvad deraf følger, stod det mig klart, at den udover “kampen mellem det gode og det onde” også har et andet tema: viljens frihed. Og at jeg oven i købet har lagt Gud de ord i munden, at “mennesket har sin frie vilje.”

Så der kom jeg sandelig i klammeri med den Luther, hele verden har fejret hele det her år. For en af den gode reformators tanker er netop, at viljen ikke er fri. At viljen er Guds alene. Og at menneskets ditto er bundet af Guds. Vores vilje er trælbunden ( som Luther udtrykker det) – vi er altså Guds trælle. Det er hovmod at tro andet.

Det gør jeg.

Jeg tror, vi er frie. Ikke trælle. Derfor står vi også til ansvar for alle vore handlinger.

Det er altså ikke tilfældigt, når Gud i min bog siger sådan her: “De (=menneskene) må selv bestemme.”

I Fadervor siger vi: “Ske din vilje” – og underkaster vi os så ikke Luthers tro på viljens ufrihed?

Nej, det synes jeg ikke. Vi beder Gud tage over, der hvor vi ikke selv kan. Eller der, hvor vi står vaklende og usikre og bange. Hvis det ikke var sådan, så behøvede vi vel ikke bede om det. Så skulle det vel ikke komme fra os til Gud. Så var det jo en selvfølgelighed.

Men vi KAN … vi HAR LOV TIL at lægge vores usikkerhed og frygt i Guds hænder og bede ham om at tage over. Og det gør vi i bønnen.

Sådan tror jeg det er.

Og jeg giver 100% “min” engel Rafael ret, når han i romanen siger til Gud, at FRIHEDEN er den smukkeste gave, Gud har givet sine mennesker. Men også, når han bebrejder Gud, at han så sjældent “tager friheden fra os”. At han alt for ofte lader os styre skuden selv. Og alt for ofte på et hav, der er så oprørt, at vi forliser.

Den gamle theodicé-problematik rejser sig igen og altid: Hvorfor lader Gud det onde finde sted, når han nu er så almægtig og god?

Den problematik får vi aldrig løst. Der er ingen logisk forklaring der.

Jeg er i færd med at læse en doktordisputats om problemet set i historisk perspektiv. Det er Leif Nedergaard-Hansens:  BAYLES & LEIBNITZ’ drøftelse af THEODICÉ-PROBLEMET.

Måske bliver jeg så klogere.

Men ellers? Tja … tro og fornuft har nu ikke så meget med hinanden at gøre.

Jeg vil sige med Brorson:” jeg vil tage det op, som jeg fatter, og resten vil jeg lade ligge.”

Nå, helt kan vi nok ikke lade det ligge. Det kunne Brorson heller ikke.

Og det er altid udfordrende at tage de store spørgsmål op og – i det mindste – forundres.

Og undres.

Og måske blive klogere.

Litteratur 3 – Ingeborg Stuckenberg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Mange kender Viggo Stuckenberg. Hans digt “to som elsker hinanden” groede i al sin sentimentalitet fast i hjernen, da man var helt ung og ulykkeligt forelsket – eller måske endda lykkeligt.

Men få kender hustruen Ingeborg. Måske af navn. For hun var gift med den store digter Viggo Stuckenberg. Men hun var selv digter. Men det var en forkert tid og hun fik næsten ingenting publiceret. Og det hun skrev, f.eks. romanen “Fagre Ord” tog ægtemanden æren for, og det var hans navn, der prydede forsiden.

Hendes skæbne var krank. Ikke kun fordi hun ikke blev anerkendt som forfatter. Også fordi hun aldrig hørte op med at drømme.

Hun emigrerede til New Zealand i håb om at finde opfyldelse af drømmen. Det blev jo kun til fortvivlelse, fattigdom og glemsel.

Og så skød hun sig.

Det kan man alt sammen læse om i den lille bog, udgivet på Læseforeningens Forlag: Ingeborg Stuckenberg – Samlede værker.

Da hun var død, skrev vennen Sophus Clausen følgende digt om hende:

Til dine Øjnes Aandemusik

i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.

Din tavse Mund stod smertelig modig

i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.

 

Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt

en vaad Allé, som var høstafbleget,

med Hjertet stort af fortvivlende meget,

hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.

 

Hvor kan en Kvinde med trofast Sir

skønt selvfortæret af Smerten og Haanen -

bygge sig Slotte i Solen og Maanen

og klippe Stjerner af Guldpapir!

 

Men du var opfyldt af Klokkespil,

som drog dig fjernt over Hav og Bølge

med deres uhørlige Tonefølge

til Eventyrland, som for dig var til.

 

I dine Øjnes Aandemusik

det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger

som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,

du vilde ej taale, at Livet forgik.

 

Ej har dine Søstre paa tyve Aar

med Læberne røde af Kys og Løgne -

den Ro i to Uro-store Øjne,

den Straaleglans af usigelig Vaar.

 

Din Mund var en Gaade med lukkede Segl.

Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,

som skulde du dyste med Drager og Trolde

og blive ført bort under Sørøversejl.

 

Som skulde et Sted paa den sorte Jord,

du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,

og lykkelig frelse fra Livets Fejde

en Fabelblomst og et gyldent Flor.

 

… Det greb dig som Skændsel, at Dødens Le

vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler,

og blotte de stakkels blufærdige Knogler,

som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.

 

Naar Blæsten vendte det brogede Løv

til Side fra Træernes øde Skeletter,

du huskede mørke, forglemte Nætter,

hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.

 

Saa gik du bort. Men den Livets Drik,

du søgte, blev dig til Bærme i Munden.

Vor Ungdoms frimodige Søster forsvunden

og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!

 

Da dine Haandtryk og Spor forgik,

vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.

Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:

 

kun Aandemusik.

———–

Ja, der blev åndemusik tilbage. Og musikalsk var hun.

Drømmen. Lykken. Hun holdt fast i den, selv om den til slut kun var en flosset flig af håb.

Hun så sandheden allerede på vejen mod drømmenes paradis: Australien – New Zealand – Den nye Verden.

Den var ikke bare en skuffelse. Den var værre end det. Rædsel og fortabelse. Realitetsschokket slog hende allerede inden hun nåede frem. De store hobe af ulykkelige udvandrere – mennesker på flugt fra en verden, de ikke kunne leve i. Til en, der var værre og det anede dem allerede på rejsen. Ingeborg Stuckenbergs rejseskildringer er hjerteskærende læsning.

Det syn, som mødte hende på vejen væk fra Europa, er det samme, som i dag møder os ( vi ser det i TV), når vi ser de storre flygtningestrømme på vej mod Europa. Også de er i en håbløs situation og med en ligeså urealistisk drøm i bagagen.

- De (udvandrene) løfter neppe Blikket fra Brostenene. – Skulende, skumle og sammenkrøbne venter de paa Afrejsen. Med deres smaa Byldter i Hænderne lader de sig drive som Kvæg ind paa Banegaarden og op i Vagonerne. – De forsvinder forude i Skbet, der venter med fuld Musik og vajende Vimpler ude i Bremerhafen, og de ændses lidet før de tælles og registreres og sættes i Land med det øvrige Gods i Australien, for at gaa videre til Guldmarkerne. Det er “Tredie Klasse”.

Om “Anden Klasse” skriver hun : Her er Folk, der har Engagement og gode Fremtidsudsigter i Kolonierne, og her er de, der vover Rejsen på Lykke og Fromme og stoler paa Tilfældet og Forsynet og Eventyret, som blev dem fortalt om Guldet og de grønne Skove. – Der er den unge Pige, der har sit Brudeudstyr i Kufferten og sin Brudgom paa Sydhavsøerne, og der er den sølle Fyr, der hele Tiden drejer paa sin blanke Forlovelsesring og skriver mange og lange Breve. – En stakkels Moer rejser med to “Baby” Tvillinger, der er så søssyge og skriger baade Nat og Da, og en lille krølhovedet Baby rejser helt alene og jamrer over Tilværelsen i en evig grædende Benægtelse til alt, hvad der hænder hende. Oh! no no no! Der er Folk, mest unge Mennesker, – Godtfolks Børn at see til – der af Familien “sendes over” Oceanet for at forsvinde og forglemmes.( Citat slut)

Og senere beskriver hun således New Zealand:

Landet med de blaa Bjerge og den blaa Hummel, – landet der flyder med Mælk og Honning; hvor Jorden er billig og Arbeidet bliver godt betalt. Det er Tankerne, der besjæler den Ulykkelige, der samler sine sidste Penge sammen og sit sidste svage Haab, for at prøve en sidste Hasard for Livet og Lykken.

…. Ja, Bjergene er blaa og Himlen er det, men Solen skinner over Tusind stumme, skuffede Haab. Hjemløse og fremmede dør de, der ikke var kraftige nok til det frygtelige Arbeide her fordres for at eksistere. Hjemløse og fremmede, uden at kunne gøre sig forstaaelige i deres eget Sprog; forladte og uænsede kan de ligge og dø i deres Hytter her ovre. Ingen tænker på andet end at frelse sig selv: sauve qui peut! – Og stadig kommer Folk rejsende, stadig fortrøstningsfulde giver de deres sidste Nødskilling ud til denne sørgelige endelige Skuffelse.

De gaar fra Dør til Dør, fra Mand til Mand. Den ene henviser til den anden, kun for at slippe for dette Tidsspilde, at tage sig af andre Folks Affairer og vise dem tilrette. “Ingen har haft Bud efter Eder” – siger de her ovre, “her er Folk nok at faa” – Men stadig kommer der flere. – Og stadig skrives der om, at flere kan ventes. Landet er for det meste vildt og øde. – Klipper og Steen med tusindaarig Urskov med enkelte dyrkede Pletter iblandt. Jernbaneforbindelsen mangelfuld og kun i enkelte Dele af Landet. Alt er endnu kun i sin Vorden.  Ingen har Penge herovre, siger de mest formaaende mænd. – Folk kommer hertil fra Australien og Afrika – og fortryder det.

(I aviserne) staar ikke noget om alle dem – der ensomme og gamle bor i deres fattige Træhytter langt inde i Urskoven, hvor ingen kommer – eller om dem der bor saa langt ude i Landet, at de har mange Mile til nærmeste Nabo. Alle kom de her over som yngre og kraftige Folk. Alle kom de i Haabet om Lykken, og nu venter der dem maaske den samme Skæbne som ham, de brændte Hytten om ( fordi han var død derinde og sad som et råddent lig) – og de ved det. (Citat slut)

Selv kom Ingeborg i håbet om, at hendes bror, der allerede var emigreret, var velstillet og kunne hjælpe hende – det havde han skrevet i sine breve til familien. Han var imidlertid ludfattig og levede som arbejdsmand. Ingeborgs kæreste, som hun rejste med, var uddannet gartner ( slotsgartner) og regnede helt sikkert med godt arbejde i New Zealand. Han fik ikke en chance. Kunne blive underbetalt arbejdsmand. Selv bliver hun ansat som pige på en gård, hvor hun slider 16 timer hver dag med alt forefaldende arbejde, og da hun bliver syg, fortsætter hun med at arbejde, for ellers ville hun dø af sult.

Hjemme i Danmark har hun to børn, to drenge, og de breve hun skriver til sin søster er også lidt henvendt til børnene. Hun ved ikke, om de får lov at læse hendes ord, for hun er (naturligvis) en “forargelig” og falden kvinde. Har jo forladt mand og børn og begivet sig ud på et egoistisk eventyr.

Sådan tolkes det helt sikkert i pæne kredse. Hendes far er f.eks. meget velhavende, men han sender hende ikke en øre.

Hun skal helst glemmes. Så skyder hun sig. Og hun bliver jo ikke glemt herhjemme. Med sit talent ville hun have kunnet nå langt. Men hun måtte nøjes med et skyggeliv.

Det skal nævnes til sidst, at både hun og resten af den kreds af kunstnere, som hun færdedes iblandt, gik ind for “åbne ægteskaber” – det der i 70-kollektiverne bliver til “fri sex” – det kunne naturligvis ikke fungere. Og der har været voldsomme konflikter på den front. Det tror jeg i al fald. Og mon ikke Stuckenbergs digt ( hvem af dem, der så har skrevet det) viser lidt af den verden:

 

Nu brister alle de kløfter  
som fured og sprængte mit Sind,
Alverdens fagreste Blomster
for Sommerens sagte Vind.
Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer’ ondt

end alle de argeste Fjender,

som hævner sig Jorden rundt;

og to, som elsker hinanden,

kan læge de ondeste Saar

blot ved at se paa hinanden

og glatte hinandens Haar.

Litteratur 2 – Lisa Genova

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com.

Mange kender Lisa Genova fra romanen: Stadig Alice. Den handler om Alzheimers og er meget velskrevet og veldokumenteret, tror jeg også. Romanen “Et helt nyt liv”, som jeg læser i øjeblikket handler om det at være karrieremenneske og samtidig børnefamilie. Det vil jeg vende tilbage til. Det gælder for begge romaner, at de er velskrevne, men ikke litterært hæver sig over almindelig god prosa.

 

Litteratur 1 – Jon Kalman Stefánsson

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værkssted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www. hesselholt.com.

Litteratur. Overskriften i dette indlæg er det første i en ny kategori, hvor jeg vil samle “guldkorn”. – Hvad jeg finder særlig godt i den litteratur, jeg læser i øjeblikket. Måske vil jeg anmelde nogle af bøgerne, men jeg vil i al fald skrive en række citater fra dem. Jeg læser meget spredt, så det vil blive et broget tæppe. Hermed det første indlæg i kategorien litteratur .

Jeg har først nu opdaget den islandske forfatter Stefansson. Her er det “fisk har ingen fødder.” Men her kommer et par citater fra bogen:

Jon Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder:

Side 71:

Hvad ved vi i øvrigt om naturlovene?

Hvor dybt er himmelrummet, og hvorfor når visse af menneskets drømme ud forbi de yderste planeter i solsystemet og langt ind i det vi overhovedet ikke kan begribe? Hvorfor tror et flertalt af menneskeheden på religiøse legender der går stik imod al sund fornuft og videnskabelige beviser, ifølge al logik må du enten være barn eller enfoldig for at tro på Guds eksistens, men hvor er trøstens kraft større end i troen på Gud?

Side 200:

Kan du huske, siger han, da vi var så unge? Ja, det husker jeg, min ven! Men nu er vi pludselig blevet så gamle, hvornår skete det egentlig, nogle gange er det som om tiden overrasker en i søvne, hvornår holdt vi op med at være unge? Jeg synes nu stadig at du er den samme skarnsknægt inderst inde, siger hun og så ler han, og de kigger efter de to unge mænd på vej væk, hun ser dem længere, har bedre øjne.

Jeg bliver ligesom dem, siger Tryggi da de for anden gang vender sig om for at vinke, og de står der endnu, hun højere, grim på sin egen smukke måde med sit grove, pluskæbede ansigt, svære arme, strålende blå øjne, han så meget mere afpillet, har aldrig været stærk, men årene har udmagret ham, fortsætter de på den måde bliver han forvandlet til en økse eller et skovlblad..

Vil du blive gammel og krumrygget, så hjælpeløs, at du skal graves op af sneen?

Nej, men sådan gammel under månen og stjernerne og stadig elske min kone så højt, at jeg bare må holde om hende, og ikke have noget højere ønske end at leve tusinde år mere med hende og fortsat elske hendes læber og øjne, sådan vil jeg blive gammel og lykkelig.

 

201:

De gik begge bort først på sommeren, i juni, … med en uges mellemrum … hun begravede sin mand, sit hjertes følgesvend gennem 60 år, holdt hovedet højt, gik hjem efter begravelsen og gjorde huset rent, tørrede hver enkelt lille ting af, tog dem op, følte på dem med fingrene eller hænderne, alt efter størrelsen, og det var lidt som om hun genkaldte sig deres historie, tilværelse omkring dem, gav sig god tid, tillod sig endda at sætte sig ned og knibe en tåre nu og da, selv om det næsten var det samme som at drive den af.

 

344:

 … så du ved og helst aldrig glemmer at alle engang var unge, så du bliver klar over at vi alle på et eller andet tidspunkt skal brænde, brænde af lidenskab, lykke, glæde, retfærdighed, længsel, for det er den ild der lyser mørket op, der holder glemslens ulve på afstand, ilden der varmer livet op, så du ikke glemmer at mærke efter, så du ikke bliver forvandlet til et billede på en væg, en stol i stuen, et møbel foran fjernsynet, til det der stirrer på en computerskærm, til det der ikke bevæger sig, så du ikke bliver til det der knap nok lægger mærke til noget, så du ikke døser hen og bliver til en kastebold for magten, for økonomiske kræfter, ikke bliver til det der næsten ingen betydning har, sløv, i bedste fald smørefedt i et mystisk tandhjul. Brænde så ilden ikke svækkes, svinder ind, slukkes, så verden ikke bliver til et koldt sted, månens bagside.

 

349:

Men så vågner vi og er så ubeskyttede, sårbare, ømfindtlige, at alt kan afhænge af de første øjeblikke. Hele dagen, muligvis hele livet. Se derfor varsomt på mig, sig noget smukt, stryg mig over håret, for livet er ikke altid retfærdigt, det er langtfra altid lige nemt, vi har så ofte brug for hjælp, kom derfor med dine ord, dine arme, dit nærvær, uden dig er jeg fortabt, uden dig går jeg i stykker i tiden. Vær hos mig, når jeg vågner.  

 

 Fisk har ingen fødder

                Har netop afsluttet Bent Hallers bog: Sinkeklassen (fra 2002) – det er ingen dårlig bog, men jeg fanges ikke af den. Og derfor ingen citater fra den.

Anette Broberg Knudsen – en forfatter fra Randers

Støvring 1999

Skagen 2015

Bloggen er et vindue til mit forfatterskab. Selvom gardinerne ikke har været direkte nedrullede, så har eventuelle interesserede ikke kunne se så meget nyt i værkstedet. Det ser lidt tomt ud for tiden. Arbejdet bliver der ikke. Ikke for alvor i al fald. 

Det følgende indlæg er en varm anbefaling om at læse en bog af en forfatter, som jeg først for nylig er blevet rigtig opmærksom på. Hun hedder Anette Broberg Knudsen og hører med i den efterhånden ret store kreds af Randersforfatterne, der en gang om året samles til Ordets Dag. Jeg kender hendes børnebøger og sætter pris på dem, men har først i dette efterår stiftet bekendtskab med hendes litteratur for voksne. Og faktisk til dato kun læst denne ene bog – men den har givet mig lyst til at læse, hvad hun ellers har udgivet for voksne.

Bogen hedder “Uden for byporten” og foregår på Kristi tid og handler først og fremmest om den ene af de banditter, der flankerede Kristus på korset. Sjobek hedder han og fortællingen om hans liv er fiktiv. Bogen har faktisk to hovedpersoner, idet “røverens” hustru Jeriots historie fortælles parallelt med Sjobeks.

Når bogen er så god skyldes det ikke kun den fine ide at skildre nogle menneskeliv, hvis lidelser når samme ufattelige højder som dem, Jesus udsættes for. Nej, der er en bred vifte af kvaliteter, der giver bogen en ubestridelig plads på den litterære stjernehimmel. Det vil jeg komme ind på i det følgende.

Litteraturfolk har fra tidernes morgen diskuteret, hvad der afgør en teksts litterære værdi: er det indholdet eller er det formen? Er det budskabet eller er det sproget? Og svaret må vel være, at det er den lykkelige sammensmeltning af de to ting: et vigtigt indhold formidlet i et smukt sprog. Den ægte litterære kunst opstår der, hvor betydning og billeder smelter sammen til en helhed. Og det er hvad der sker i ”Uden for byporten”.

Her kommer nu et citat fra side 23, som måske giver en fornemmelse af den fine syntese af sprog og indhold. Scenen er synagogen, og Sjobek er endnu kun en dreng. Han skal lære at læse, men han er ordblind, og nederlaget er til at føle på:

Værst var det, hvis han blev hevet op foran de andre drenge og skulle stå ved siden af rabbien, der sad på sit lave podium midt i det smalle, højloftede rum, og han skulle læse fra selve bogrullen. Så måtte han ikke røre ved det tynde, halvt gennemsigtige pergament og kunne ikke lade fingeren følge linjerne, så det endte med, at bogstaverne klumpede sig sammen og lignede trækul i et bål, der var gået ud. Eller fugle, der fløj forvirrede omkring.

Engang havde en due forvildet sig ind i synagogen og flaksede rundt om søjlerne, mens han stod der, og den kunne ikke finde ud igen ad de små glughuller oppe under taget, som den sikkert var kommet ind ad. Den flappende lyd af dens vinger gav genlyd mellem stenvæggene, og på et tidspunkt satte den sig på et fremspring på et søjlehoved og kurrede forvirret og bange, inden den fløj videre. Han følte med den indespærrede fugl, som han stod der. Han så op fra bogrullen og fulgte duen med øjnene, rundt og rundt mellem søjlerne. Rabbien svirpede ham over kinden med sin bederem og hvæsede, at han skulle lade fuglen være fugl og koncentrere sig om teksten, og han kunne høre nogle af drengene på forreste række fnise halvkvalt. Men duen blev ved at baske omkring …

Jeg har ikke i sinde at foretage en hverken sproglig eller tematisk analyse af bogen. Blot påpege nogle af dens mange kvaliteter.

Den ordblinde dreng. Den religiøse opvækst i et Jerusalem, der er besat af romere. Volden og angsten. Det er alt sammen skildret gribende. Og faktisk sådan, at det virker yderst vedkommende for en moderne læser i en moderne verden. Nutidigt næsten.

Radikaliseringen af de unge f.eks. er i højeste grad et aktuelt fænomen. Vi ser Sjobek på et tidspunkt blive tiltrukket af en ekstremistgruppe, og man kan ikke lade være at tænke på de unge piger og drenge, der i dag fanges ind af Islamisk Stat og i kampen for troen finder en mening med deres liv. I den moderne verden er der tale om muslimske unge, i romanen handler det om jødiske unge. Men drivkraften er den samme. Fænomenet genkendeligt. Og det er den samme forråelse, der er på spil.

Her kommer et eksempel fra side 29, hvor Sjobek melder sig til kampen i den religiøse ”frihedsbevægelse”. Han møder op hos rabbien, der rekrutterer de unge krigere. Han har lige fortalt rabbien, at han vil slutte sig til dem og kæmpe for Herren:

Rabbien nikkede og signalerede med sit stærke blik, at han skulle fortsætte.

”Jeg vil …begyndte han og gik i stå. De hellige ord derudefra var en dump rytme af fjerne trommer. ”Jeg vil være med og kæmpe for Herrens sag. Så Guds hævn kan ramme hedningerne. Så Guds rige kan bryde frem!”

”Det er sådan nogle som dig, vi har brug for!” sagde rabbi Kadmiel, og et fjerlet smil strøg over hans ellers ret udtryksløse læber. ”Har du tænkt over konsekvenserne?”

Sjobek nikkede.

”Du forlader din familie. Du er ikke længere søn i din fars hus. Du har ingen bror, ingen søstre. Måske ikke engang en kone. Du kan ikke vende tilbage. Ikke før Messias kommer og sætter sig i spidsen for vores hær og fører kampen til ende, og alt bliver genoprettet. Indtil da, Sjobek! Indtil da er du uden familie, uden slægt, uden hus. Du er hjemløs. Sådan er konsekvenserne. For din familie er du død, og de er døde for dig.”

…..

….. Så begyndte han sagte at tale, tøvende, forsigtigt, med en luftig og lys stemme, der kom ligesom langvejsfra:

Vinden blæser

Fra Guds bjerge;

Gennem grave

Blæser vinden.

Stemmen kalder over dybet:

Snart kommer frihedsriget.

Og vi vandrer ud af skyggen.

 Og Sjobek mærkede vinden blæse, selv om alt var stille. En lydløs stemme borede sig helt ind i sjælen og vækkede en længsel, han ikke vidste, han havde. Han ville svare, løbe det gyldne ukendte i møde, selv blive en del af det ekko, der genlød over fjerne bjerge. Vandre ud af skyggerne, bliver levende som aldrig før, blive ét med stemmens ord, som han ikke forstod, men som rørte ved en dirrende streng med dybe klange i hans sind og sang om en diset, dugperlende forårsmorgen. I et glimt så kort som en gnist fra et bål i natten så han, at der bag hævnen og kampen, bag råbet om blod og død, bag klangen af våben og styrtende mure og brølet af brændende bygninger, var en drøm om lysfyldte dage, der aldrig svandt hen. En drøm, han fortvivlet ønskede at holde fast i.

Sjobek bliver zelotkriger. Og der sker en gradvis forråelse af både ham og de andre unge mænd i bevægelse. Opildnet af den religiøse leder. Her et lille citat igen fra rabbiens mund: (side139)

”Lad hadet til de ugudelige være jeres åndedræt, lad råbet på hævn være jeres hjerteslag. Glem ikke et øjeblik jeres hellige brødre, som hedningerne har dræbt. Vi er ikke mange her, men der er hundreder rundt om i landet, og hver dag kommer der flere til, så romerne kommer til at mærke, at Herren er med os. For nu kalder Herren os til kamp, nu er krigen begyndt, og vi giver ikke op, før den sidste hedning er dræbt.”

 Et sted i bogen raserer de unge krigere en købmands hus og ender med at skære halsen over på ham, og man ser, hvordan blodrusen griber dem, og de forvandles fra mennesker til udyr. Her er ingen heroisme. Et andet sted voldtager de en ung prostitueret, der har skjult en romer, og scenen er så grotesk modbydelig, men det værste er næsten det, der sker inde i Sjobek. Han går i en slags selvsving, hvor volden bliver en motor, han ikke mere kan standse.

Da jeg for mange år siden skrev Kingobogen syntes jeg, at det var nødvendigt for mig at læse hele Bibelen. Det blev en lang og udmattende maratonlæsning. Og gang på gang tænkte jeg, at ingenting har dog forandret sig i den del af verden. Mellemøsten er og bliver et konglomerat af voldsomme modsætninger og blodsudgydelser. Det gamle Testamente er mange ting, men en af de ting, der går igen og igen, er den meningsløse vold. Som ganske vist forsøges forklaret. Men som alligevel forekommer mig lige meningsløs for det, og man kan ikke andet end gribes af gru, synes jeg, når man læser i den gamle bog.

Bogen om Sjobek og Jeriot foregår i en brydningstid, hvor nye tanker, der har kærligheden som centrum, begynder at strømme friere. Det nye Testamente handler om det nye forhold mellem Gud og mennesker, og indholdet her står i grel modsætning til alt det, Sjobek tiltrækkes og forføres af. Selv om han ikke er ukendt med kærligheden. Han er f.eks. elsket af sin familie og af sin unge kone, og der er meget smukke passager i bogen, hvor han hviler i den kærlighed. Bogen er således fuld af nuancer, og det er også en af de kvaliteter, der hæver den langt over gennemsnittet.

 

 

 

 


Nogle tanker i forbindelse med Hans Lyngby Jepsens “Til Andrea”

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Jeg holder af god litteratur, både moderne og klassisk. Ikke litteratur for litteraturens skyld. Indholdet er vigtigt, det vigtigste, men selv det bedste indhold mister sin tiltrækning, hvis det ikke er skrevet af en, der besidder et sprogligt talent. Indhold og form skal gå op i en højere enhed. Så er det efter min mening god litteratur.

Der er så mange gode forfattere, hvis værker alt for tidligt fik plads i glemmebogen, skønt de burde huskes og genlæses. De fleste har vel glemt Hans Lyngby Jepsen, selv om det ikke er så mange år siden, han skrev sin sidste bog. Men han har helt siden, jeg var helt ung, hørt til mine favoritter, og mange af hans bøger har jeg læst flere gange. Det gælder også hans erindringer, som jeg nu genlæser.

I bogen Til Andrea fortæller han om sin opvækst i 30′erne på anstalten Sankt Jørgens Gaard” i Aalborg, hvor landstrygere og småkriminelle tilbragte tiden om vinteren, enten som frivillige eller som indsatte. Drengen voksede op imellem dem, og jeg er ret sikker på, at det var en givende opdragelse, han her fik og måske var den med til at give ham det overskud og det kærlige menneskesyn, der præger hans bøger. I hjemmet blev han ikke stimuleret til noget som helst godt, og ordet kærlighed kommer slet ikke på tale. Moderens følelsliv var meget ulykkeligt, og hendes medfølelse med børnene kunne ligge et meget lille sted. I en isklump. Brutal og afstumpet og ynkelig var hun. Han skriver sådan her om hende: “Når hun ( moderen) og jeg kom på kant i mine første år, og også dengang skete det jævnligt, løftede hun mig ved anklerne og holdt mit hoved og overkroppen ned i wc-kummen og trak i snoren, som var en tynd kæde med porcelænshåndtag. Det kan vel køle ham! jeg husker fjernt en brusen eller buldren og lugten af rengøringsmidlet fra krukken bag kummen, sandheden fik jeg af fars gode søster Katrine, som syntes at det var en vanvittig måde at opdrage børn på, og gjorde hvad hun kunne for at redde mig: Du burde have været beskyttet af børneværnet. Men det var ikke opfundet. Og hvem ville have troet os? revselsesretten er et rodfast ukrudt.” ( s.54)

Faderen er nogle grader varmere, men heller ikke han skilter med kærlige følelser. Han holder sig til sit arbejde som leder af fattiganstalten, bruger den som flugt fra hjemmet og Hans L. Jepsen giver et smukt portræt af ham i forbindelse med stymperne, som han behandler høfligt og venligt – ja, han forsøger faktisk at gøre tilværelsen bærbar for de stakler, hvis liv er endt i total fiasko. Her er et lille uddrag – og husk, at vi er i 30′ernes Danmark:

“Han ( faderen) troede ikke på at han eller anstalten eller det sociale system kunne forbedre lemmerne, men han var tvunget til at lade som om. Han holdt sine små formaningstaler uden overbevisning.

….. Den som er kommet under den sociale forsorgs paraply, har svært ved at klare sig i regnvejr uden beskyttelse. Det er næppe alene forsorgens skyld. Men som farmor Andrea vidste han, at meningsløshed er det værste af alt. Der er ikke noget så nedbrydende som ørkesløs lediggang, derfor burde arbejdsløshed afskaffes ved lov. Ingen bliver bedre mennesker af at arbejde, men alle bliver ringere af at leve et liv uden indhold. Lemmerne skal ikke tvinges i arbejde for at lære at bestille noget, det har de lært, men de skal lokkes til at arbejde for at få mening i dagene.

Det værste han vidste var anstalter hvor lemmerne fordrev tiden i daskende lediggang eller med overflødigt pjattearbejde. Dem var der nogle stykker af.

Altså satte han lemmerne i sving med at arbejde på akkorder og fremstille varer der var brug for, skærver til vejene, dørmåtter og senere bilmåtter i flere størrelser, brænde til kakkelovne og komfurer i Aalborg og omegn. Han nynnede af fornøjelse når gården sydede af arbejdsglæde.

Og en hvedagseftermiddag en gang om måneden fik han yngstepræsten og organisten ved Budolfi til at holde andagt i spisesalen. Mig tog han ved hånden. Det var noget særligt, han gav ellers ikke noget menneske hånd undtagen for at sige goddag og farvel. Næsten alle lemmerne kom, resten holdt fri.

De sad tæt på bænkene og brummede med på salmerne, mænd og kvinder. Han trængte sig ikke på, tog ikke ordet, var der bare. Salmerne er som tørrede frugter, når de spilles og synges får de på magisk vis saft og kraft og bliver som barndommens modne frugter. Lemmerne blev unge, blev børn, kom en smule hjem uden at skulle bebrejdes, hånes, anklages, stå ansigt til ansigt.

Den eftermiddag fik mening for mange, og resten af dagen var til eftertanke og kortspil. Han satte et beløb på deres regnskab for tabt arbejdsfortjeneste, også for dem som ikke havde været til gudstjeneste. Det var en frivillig sag. Men ialtfald skal ingen betale for at høre Guds ord.” (s.105)

Drengen finder sig venner blandt lemmerne, og her lærer han meget om mennesker, også om menneskelig godhed.

Et af mine børn har lavet nedenstående tegning, som  jeg synes fint illustrerer livet på anstalten. En indsat, der et øjeblik hviler sig, men ellers er parat til at tage fat på arbejdet: