Thranerne på Fussingø

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Der vil komme en ny kategori på bloggen: Thranerne på Fussingø. Den kommer til at indeholde researchmateriale til en eventuel kommende bog om et malerdynasti, der levede her på egnen. Det er i al fald et emne, som jeg har tænkt at bruge noget tid på i den nærmeste fremtid. Om det også bliver en bog, vil tiden vise.

Bogen om Christen Kold, der ellers var annonceret som mit næste projekt, kommer altså til at vente, også selv om han faktisk burde springe ud netop nu i bogform, fordi hans gode pædagogiske ideer synes at være glemte. Kold var levende optaget af skolen og gav den nyt liv med sine tanker og sit virke, og i modsætning til Grundtvig var det navnlig Børneskolen, der interesserede ham, og her havde han banebrydende ideer, som står i grel modsætning til nutidens. For eksempel var hans mest berømte sætning den her: man skal oplive, før man kan oplyse. Desuden stod han efter min mening alt for meget i skyggen af Grundtvig, der var totalt “børneblind”, også selv om han havde “puslinger i hver en vrå.”

Men det kommer altså til at  handle om noget andet først.

Fussingø. Thranerne.

En malerslægt tilknyttet slottet. En begavet og oplyst slægt.

Alt det vil jeg skrive mere om. Først og fremmest kan jeg jo ikke skrive om Thranerne, før jeg for det første ved MEGET mere om tiden og MEGET mere om egnen.

Med hensyn til det sidste, så har jeg en ret god viden alligevel. For i forbindelse med 200 års fejringen af stavnsbåndets ophævelse, var jeg så heldig at få den opgave at skrive et egnsspil til slottet Fussingø. Det gav mig muligheden for at dykke dybt ned i stedets historie, godt hjulpet af Purhus Lokalarkiv.

Sammen med Jytte Nielsen satte jeg stykket op i sommeren 1988. Der var næsten 100 medvirkende, når musikere og dansere regnedes med. Det var på alle måder stort, og jeg var glad for opgaven. Og at den lykkedes så fint. Det sidste skyldtes det fantastiske sammenspil, der var mellem så mange mennesker og den energi og det talent, de alle lagde for dagen. Så lykkedes noget smukt.

Men det er snart 30 år siden.

Så har jeg faktisk skrevet en enkelt artikel om samme Thraner. Nemlig i Purhus Lokalarkivs årsskrift. Det var i 2009. Det havde jeg næsten glemt, men jeg fandt kladderne til artiklen forleden, og det er, må jeg indrømme, den, jeg har anvendt til nedenstående oplysninger om de to malere, som faktisk begge var bosiddende her i Ålum. Mine naboer, må de næsten have været. Landsbyen Ålum var også lille dengang (mindre) og havde vi været samtidige, så kunne vi have haft mangen en god nabosnak. Nu bor der også en kunstner overfor os, Annmari Ludvig Andersen, og selv om det ikke er det samme hus, så ligger det ganske nær på de gamle maleres, ja, er måske endda bygget på tomten af det gamle.

Det hygger jeg mig med at tænke.

Jeg håber, at det nye projekt må få inspiration og arve lidt af heldet ved det gamle Fussingøprojekt.

For nogle år siden afholdt vi en kulturaften i Ålum Kirke. Temaet var 1700-tallet, og vores organist Troels Jensen spillede musik fra tiden, og jeg fortalte og min mand,Ole Hansen, viste billeder – eksempler på tidens kunst. Og i den forbindelse kom jeg også ind på Thranerne og deres liv på herlige Fussingø.

Her et billede af Fussingø i høst. Det er dog det unge slot, som byggedes sidst i 1700-tallet og de to malere var tilknyttet det gamle, som lå i Gammelhave og nu kun er en ruin.

 

Her udsigten over søen hen over den gamle spejlsø. Herunder har Theodor taget opstilling foran Spejlsøen.

Hernede ved søen lå det gamle slot – en stor stenbygning, som kan minde om Gammel Estrup.

Her ses et af mine børnebørn, Theodor, på ruinen af det gamle Fussingø


 

Thranerne på Fussingø

 

I Ålum støder nyt og gammelt sammen. Går man en tur i den nyeste del af byen, ser man huse, der er af nyere dato, enkelte ganske nye, men vejnavnene peger bagud og fortæller en historie om gamle dage: Sct. Kjeldsvej, en helgen fra Ålumegnen, ansat ved Viborg Domkirke, Skeelsvej, Sofie Amalievej og Rosenkrantzvej, adelsnavne på ejerne til Fussingø,  og Thranesvej, der peger på en slægt som langt fra var adelig.

Det følgende er en beretning om de ”Thraner”, der har givet navn til sidstnævnte vej. De var kunstnere, og deres berømmelse bredte sig over det ganske land.

Men lad os begynde med Fussingø. I dag står kun ruinen tilbage af det, der engang var et imponerende stenhus, bygget midt i 1500-tallet, omgivet af sumpe og søvand til alle sider. På denne ”vandborg” residerede adelsslægten Skeel i generation efter generation, indtil bygningen i 1790 blev nedrevet og genopført i en ganske anden skikkelse, nemlig som det ”moderne” Fussingø, vi kender i dag. Det må med i denne historie, for uden Skeelere ingen Thraner, i al fald ikke som de store kunstnere, de skulle udvikle sig til at blive.

Det gamle Fussingø var som mange lignende herregårde på den tid et lille selvforsynende samfund, en slags rige i Riget. Det ejede de omkringliggende landsbyer, bl.a. Aalum ( idag Ålum) – med alt tilbehør lige fra bondegårde til kirker og diverse håndværksteder. Og bønderne var fæstebønder under godset, ligesom også de fleste andre på egnen var fæstede af Fussingø og fik deres udkomme der. Man kan næsten sige, at Skeelerne ikke blot ejede skove og marker og enge og gårde og huse, men også til en vis grad havde råderet over de mennesker, der boede og arbejdede der. Det gjaldt også de to barokmalere, hvis historie, jeg vil fortælle. De var tre generationer: Jens Jensen Thrane (1666 – 1736) og Mogens Christian Thrane (1697 – 1764) og endelig dennes to sønner Jens Thrane ( 1729 – 1729) og Hans Thrane (1734 – 1768).

 

Jens Jensen Thrane 1666 – 1736

 

Med udgangspunkt i Thyge Jensens grundigt researchede bøger om deres liv og levned, vil jeg mene, at Skeelerne ikke blot var mægtige og mægtigt rige, men også besad en fremsynethed, som gjorde dem i stand til at tage fornuftige og humane beslutninger. Det var således en Skeeler, der lagde grunden til Danmarks første landsbyskole, og det var også en Skeeler, nemlig Mogens Skeel, der en skønne dag fik øje på en knægt, der i stedet for at passe sit arbejde, gik og tegnede og malede på alt muligt. Herremanden så, at der var grobund for mere end en solid bonde og besluttede derfor at sende ham i lære som maler.

Den unge Jens Jensen Thrane fra Fussingø arbejdede på et tidspunkt hos mester Hans Bartholomesen i Århus, og måske har han også stået i lære her. I al fald nævnes han første gang i en skifteforretning i 1687 under navnet Jens Jensen Malersvend. Nu var hans mester død, og han selv færdiguddannet.

Mester Bartholomesen havde titel af ”kontrafejer”, i dag ville vi sige portrætmaler, og desuden kunne han smykke sig med titlen ”skildrer”, som betød, at han kunne male alle mulige andre motiver. Og vi må formode, at Jens er vendt tilbage til Fussingø med samme titler som sin mester. Man satte dengang stor pris på kunstnere, og det må være kommet den unge Thrane til gode.

Vi ved, at han først slog sig ned på Fussing Mølle og senere giftede sig med barnepigen på Fussingø for derefter at flytte til Aalum by, hvor han fæstede et hus, og her blev han boende hele sit liv, og det var da også i Aalum kirke, at sønnen Mogens Christian i 1697 blev døbt. Drengen blev opkaldt efter nylig afdøde Mogens Skeel til Fussingø, og han skulle senere blive en endnu dygtigere kunstner end sin far.  Jens Jensen Thranes ”prestige” ved det lille herregårdshof ses bl.a. af, at det er Jomfru Birgitte Skeel, der bærer den lille Mogens til dåben.

I de næste mange år, ser vi Jens Jensen Thrane udfolde en ganske utrolig produktivitet, og der er bud efter ham i hele kongeriget. Et af hans tidligste arbejder er således en række portrætter, som han malede af Skeelerne på deres sjællandske gods Vallø. Her har han rigtig fået brug for sin uddannelse som ”kontrafejer.”

Senere ser vi ham som ”skildrer” af forskellige bibelske motiver rundt om i navnlig de nordjyske kirker, som eksempler kan nævnes Thisted, Bodum, Hundborg, Sønderhå, Hassing, Snedsted, Lodbjerg, Tvorup, Nørhå, Sebber og Frøslev (Nykøbing Mors). Som rigtig barokmaler vælger han ofte de mest dramatisk ladede motiver som f.eks. korsfæstelsen og nadveren.

Jens J. Thrane blev ikke velhavende som maler, men han var dog langt fra fattig. I 1712 maler han således i Tvorup kirke, og af ansættelsesbrevet kan vi se, at han bliver godt betalt. Der står f.eks., at han ”skal for en Betaling af 24 rigsdaler staffere den med forsvarlig ægte Guld og Sølv tilligemed behøvende Farver til dens bedste Zir.”

På denne altertavle fremstillede han højdepunkterne i kristendommen: i den største fylding Nadveren og på sidefløjene Korsfæstelsen og Opstandelsen, og himlen ovenover stafferedes med en solgylden fremstilling af Den hellige Dåb. Desværre gik dette pragtarbejde tabt, da kirken omkring 1790 blev ødelagt af den store sandstorm.

Som en kontrast til de mange fromme skilderier i kirkerne, løste han i 1702 en ganske usædvanlig opgave, nemlig at udsmykke bispegården i Viborg med motiver fra den græske mytologi, og her skulle han lade sig inspirere af selveste Solkongens slot i Versailles, hvis pragtfulde udsmykninger han kunne studere i en kobberstiksamling, som biskoppen ejede. Det blev til en række løsslupne scenerier, hvor nymfer og solguder boltrede sig. Arbejdet tog 15 uger for Thrane og de øvrige håndværkere, og vi kan se, at mesteren fik løn som fortjent, nemlig ikke mindre end 60 rigsdaler, mens hans svend fik 1 rigsdaler. Dertil kom så kost og logi, og mens folkene spiste i køkkenet, spiste mesteren, som der står i kontrakten, ”ved vort eget bord”. Desværre blev også dette værk ødelagt, nemlig under Viborgs brand i 1726.

Jens Jensen Thrane blev boende i Aalum, hvor han også blev begravet i 1736.

  

Mogens Christian Thrane 1697-1764

 Mogens Christian Thrane blev mindst ligeså berømt som sin far, i hvis fodspor han trådte. Han ”låntes” ud til herremænd i hele Jylland og forsirede deres gårde og kirker. Således kan nævnes Gerhard Hansen de Lichtenberg, der ejede Nørup Kirke, som i dag er den danske kirke, der har det bedst bevarede barokinventar. Og kirkens mange billeder tilskrives Mogens Chr. Thrane.

Han overtog ved faderens død huset i Aalum og levede alle sine dage der. Faderen havde allerede erhvervet fæstebrev på huset med tilliggende kålhave og en eng i Volstrup. Herfor skulle årligt betales 2 rigsdaler og et pund smør, hvilket må siges at være beskedent, malerens gode indtægt taget i betragtning.

Ja, for Mogens stod ikke tilbage fra sin far, og han kom endnu videre omkring i landet som ”skildrer” og ”kontrafejer”. Både kirker og herregårde udsmykkede han lige indtil sin død i 1764.

 

Mogens Chr. Thranes storhedstid, 1700 tallets første halvdel, falder sammen med pietismens blomstring, og man kan se, at han tilpasser sig denne religiøse bevægelses store fromhedsidealer. Dette kommer f.eks. til udtryk i hans  mange ornamenter på kirkestole i en del jyske kirker, de mest kendte er Horsens Klosterkirke og Søndre Sogns Kirke i Viborg. Her er motiverne en salgs sindbilleder af religiøs/moralsk art, og det almindeligste er jordelivets elendighed sat op imod den himmelske salighed. Det er langt fra et nyt motiv, men Mogens Chr. Thrane spinder videre på det og fornyer det med sin helt egen stil, der tilføjer billederne et morsomt aspekt, som næsten kan kaldes surrealistisk. Der er en rokokoagtig lethed i billederne, og jeg synes, at han her bevæger sig over i en slags “tegneserie”. Med disse enkle billeder tegner han et moralsk univers, som kan forstås af alle, selv af analfabeter, hvoraf der var mange i den tids Danmark.

De to malere er på hver sin måde tidstypiske: Jens J. Thranes hovedværk, nemlig udsmykningen af Bispegården i Viborg, er malet i god renæssancestil som en sanselig og hedensk fremstilling af nydelse og lystighed, mens Mogens Thranes mesterværker ofte afspejler fromhed og himmellængsel, sådan som man mest storslået ser det på stolene i Horsens Klosterkirke.

 

Herunder nogle eksempler på Mogens Chr. Thranes kunst. Først to sindbilleder ( Horsens Klosterkirke – foto: Ole Henne Hansen) og dernæst Randers Kloster ( foto Ole Henne Hansen).

Begge malere blev gift og bosatte sig i Aalum, og for dem begge gjaldt det ligeledes, at de var vandremalere hele deres liv og ikke kunne leve af det brød, Fussingø kunne tilbyde dem. En omflakkende tilværelse må det i sandhed have været.

Jens Jensen Thrane fik kun den ene søn, mens denne blev far til en stor børneflok. Og et af disse børn var Jens Thrane, som fulgte familietraditionen og blev maler. Han er især kendt for sine portrætter af adelsfolk, men han flyttede fra egnen og havde som voksen ingen tilknytning til Fussingø.