Ung smerte

Kristelig Dagblad havde i går og i dag artikler om unges desværre alt for heldige forsøg på at skade sig selv. Det er ikke en rigtig nyhed for mig. Jeg var i mere end 20 år gymnasielærer og ofte valgt til klasselærer, selv om det hed noget andet dengang, og jeg har af og til hørt på unge, som var fortvivlede og ikke lige havde nogen at fortælle om det til. Og som mishandlede sig selv. Men det var en sjældenhed dengang, og jeg forstod det ikke. Husker f.eks. en unge pige, som var bange for at blive for tyk, og som sultede sig og nærmest lignede et skelet til sidst. Hun var tvilling og søsteren, der var mere robust, var rund og glad. Husker en anden pige, som skar i sig selv. Det skammede hun sig over. Det snakkede vi om.

Jeg havde min tavshedspligt og fortalte det aldrig videre. Der var også en dreng, som kom til mig med et alvorligt problem: han var bøsse, og det måtte far ikke vide – men han handlede ganske anderledes end pigerne. Han flyttede hjemmefra og tog tappert hul på sit eget nye liv. Det gør piger sjældnere – de bliver og lider og flytter altså lidelsen fra noget psykisk til noget fysisk. Noget der er til at bære og til at røre ved og endda, kan jeg nu læse i de seneste aviser, sejt at fotografere og lægge på nettet med det resultat, at andre piger med skrøbelige sind finder på at gøre det samme – sulte sig, skære i sig, brænde sig.

Men da jeg holdt op som lærer, gjorde jeg det så alligevel. Spredte budskabet. Det måtte ud, for det er vigtigt, men naturligvis udleverede jeg ingen af de unge personligt. Det blev i form af noveller, der handler om unge, der skader sig selv. Novellerne findes i samlingen Mellemlandet. Herunder kopierer jeg to af dem – og de er altså “gamle” men desværre endnu mere aktuelle end da jeg skrev dem.

Hvorfor underkaster unge sig smerte? Det er, fordi det gør ondt i sindet. Og de ikke mere kan holde det ud. Det lyder som et paradoks og er det jo også – med ondt skal ondt fordrives, tænker de unge, og går med lukkede øjne ind i en blindgyde. De giver sig ulykken i vold, og den kan så risikere at holde dem fast i det meste af ungdommen og måske ødelægge resten af deres liv.

Og forældrene er kun sjældent opmærksomme på fænomenet, og når og hvis de bliver det, er de ofte magtesløse.

Psykolog Lotte Rubæk udtaler i Kristelig Dagblad d.29 december bl.a. følgende:

Den selvskadende adfærd har rod i noget dybere og mere grundlæggende. Den er udtryk for en smerte hos et voksende antal unge, der føler sig pressede, utilstrækkelige og afmægtige. Deres smerte har så fået et udtryk i form af selvskadende adfærd, og den adfærd er uden tvivl blevet hurtigere og bredere udbredt via de sociale medier.”

Psykolog Bo Møhl mener, at den voksende selvskadning er en slags epidemi. Han skriver:( Kristelig Dagblad .28 december):

“Den her adfærd har udviklet sig til en regulær og smitsom epidemi, som har udviklet sig eksplosivt, fordi den i bogstaveligste forstand er gået viralt via nettet. Det enorme præstationspres, der hviler på de unge i dag mangedobles og forstørres på de sociale medier, og så smitter de hinanden.” 

Han har udgivet bogen: “Selvskade – psykologi og behandling.”

En ung pige ( Anna) skriver i Kristelig Dagblad 30/12 følgende: “Det giver en øjeblikkelig følelse af velvære, måske lykke, at skære i sig selv. Det er en form for fix.”  Anne er 13 år, da hun starter sin cut-karriere.

 I samme avis, står der, at 32% af alle unge mellem 18-25 år har skadet sig selv med vilje. Sådan var det garanteret ikke for 20 år siden, da jeg var lærer. Sådan er det i dag, og det er en eksplosiv udvikling, som vi ikke kan være ligeglade med.

Det er svært at finde en gyldig forklaring på, hvorfor det er blevet så alt for almindeligt at gøre sig selv fortræd. En af forklaringerne kan jo læses her ovenfor, men personligt, tror jeg det er langt dybere. Jeg mener, at de gamle værdier er borte og betydningsløse for de nye generationer. Her har solidaritet, medfølelse og tro mistet sit værd. Det drejer sig om “mig” i stedet for “os” – og selv Gud er skiftet ud med “mig”. Det er meget at skulle bære for en ung.

Og religionen gav i det mindste børn og unge en viden om lidelsen, som et grundvilkår. Det er faktisk et af hovedpunkterne i kristendommen, at lidelsen ikke er til at komme udenom, men at der er en Gud, der går med en ind i lidelsen og gør den tålelig og også giver en slags løfte om, at det bliver anderledes. At der er et lys, som er væk lige nu, men som vil tændes igen. Altså, det går nok, for du er ikke alene.

De unge i dag er så hjerteskærende alene.

De har ingen Gud og deres forældre/voksne er fortravlede og materialistiske til fingerspidserne og giver dem ingen åndelige værdier at leve på. Det handler om mad, tøj, ting og rejser.

Det kan man ikke leve af.

Og lidelsen bliver den enkelte unges EGET PROJEKT – det er simpelthen for hårdt. Det er en alt for voldsom byrde, der lægges på børnene og de unge, når man trækker DEN FÆLLES FORTÆLLING OM LIDELSE væk under fødderne på dem.

Klart at de vælter.

Det var min mening, og den er måske helt forkert. Sikkert har du en bedre – og jeg tror, at der er et bredt spektrum af forskellige forklaringer på, at en stor del af de unge kuldsejler på livets allerførste og vigtigste sejlads.

Nu vil jeg herunder trykke novellerne fra MELLEMLANDET:

Billedet herunder er tegnet af Mette Hesselholt Henne Hansen, da hun var omkring 5 år.

 

 CUT OG GODT

 

”Altså, du skal ikke lade ham røre dig med en lillefinger. Når du først har sagt ja, så … ”

”Sagt ja?”

”Så er det for sent.”

”Jeg siger jo bare, at han har spurgt, om jeg vil med ham ud i aften.”

”Ja, og det ser jeg meget nødig. Det ved du.”

Det ved hun. Mor ser meget nødig, at hun gør noget som helst. Andet end lige at vaske op og gøre rent selvfølgelig og lave sine lektier. Og ellers gå i ét med luften. Hun skal frem for alt være stille. Mor har det ikke godt for tiden. Så er hun det. Stille. Og mor får det bedre. Tror hun da.

Men nu har Alan altså spurgt, om hun vil med i aften. Med? Jamen, hvorhen? Ja, altså … ingen steder … bare sådan hænge ud, hun ved nok. Gider hun ikke det?

Det gider hun måske godt. Hun ved ikke rigtig … det der med at hænge ud. Det har hun ikke prøvet før. Slet ikke med drenge. Men heller ikke rigtig med piger. De er så mærkelige alle dem hun kender. Og de kan vist ikke lide hende. Det synes hun, hun kan mærke, sådan som de glor på hende og hvisker til hinanden, hvis hun kommer forbi. Eller slet ikke kan se hende. Selv om de ikke siger noget højt. De siger slet ingenting. Til hende altså.

Så var det, hun spurgte mor. Hun kunne lige så godt have spurgt en sur karklud.

”Det siger jeg dig altså, Helle,” sagde mor, og der svømmede is i stemmen. ”Hvis du lader dig lokke og går med til at kysse på et mandfolk, så er du fandme da nødt til at gå hele vejen. Og så er der ingen vej tilbage, det siger jeg dig rent ud. Og jeg ved, hvad jeg snakker om. Bare så du ved det!”

Mor lignede en, der lige havde tygget sig igennem en mundfuld regnorme og var nær ved at kvæles.

Helle spurgte ikke om mere. Punktum finale. Samtalen slut. Hvis man kunne kalde den det. Samtale, det er noget, man har med læreren, når man får karakter.

Dum. Hvem? Mor?

Ja.

Og Alan og hende selv.

Mest hende selv.

Men i aften vil hun i al fald gå ud med Alan. Måske vil de andre synes bedre om hende, hvis hun går ud med en dreng. Det gør de alle sammen. Med forskellige.

Det er det, man gør.

Hun har grædt hele natten.

Alan. Fuck Alan. Det svin. Men det vil hun ikke tænke på.

Det er også godt at græde igennem, så det ligefrem siler ud af øjnene og næsen, og alt bliver pladret til under hende, og den hårde knude indeni blødes op og tudes ud.  Fedt og ulækkert på en gang.

Og mor hørte det jo. Det sørgede Helle for. Hun lod døren stå på klem. Så kunne hun ikke undgå det.

Og hun kom da også ind og satte sig så forsigtigt på sengekanten, så man skulle tro, hun var bange for, at den ville brase sammen under hende. Så sad hun der i lang tid med armene over kors og helt rank, som havde hun en pind i ryggen, og afstanden mellem dem voksede støt, mens tiden sneglede sig af sted. Der var forfærdelig langt ned til Helle, og mor forsøgte da heller ikke at nå hende. Det var, som om hun sad og omfavnede sig selv.

”Jeg sagde det jo til dig,” prøvede hun endelig at trøste.

Helle græd lidt højere, og mor rørte uroligt på sig, men kunne stadig ikke nå hende med så meget som en lillefinger.

”Men så kan du også flytte hjem til far,” fyrede hun pludselig af. Som et pletskud fra en softgun. Og Helle holdt straks op med at græde, og en klam stilhed lagde sig lammende over dem, indtil det blev for meget, og Helle satte sig op og gloede på mor, der så lige ind i væggen bag hende.

”Hvad sagde du?”

”Du har for pokker en far, ikke?”

”Far?”

”Ja.”

”Jamen … mor …”

”Ja, det bliver du altså nødt til. Du kan ikke forlange, at jeg skal stå model til hvad som helst. Vel?”

Så sagde hun ikke mere. Det kunne ikke nytte noget at protestere. Der var ingen verdens ting, der nyttede noget som helst.

Far var flintrende ligeglad med både dit og dat. Bare hun ikke sad hjemme og hang hver aften. Det gad han godt nok ikke se på, og de havde vel også ret til lidt privatliv, ham og Mona, sagde han, og hvis hun skulle bo der, så var det O.K. med ham, no problem, men hun måtte altså se at finde ud af at blive voksen og passe sig selv og få sig et liv. Hvor var man ellers henne? Sådan en stor tøs. Og det der hængeri inde på værelset evig og altid, det var godt nok en tand for sygt.

Nu ved hun ikke, hvor hun skal gå hen. Det er ikke til at tænke på at hænge ud sammen med de andre. Og blive kaldt narrefisse og lebberrøv.

Og sidde hjemme og gøre far eddikesur, fordi hun ikke kan finde ud af at blive voksen som alle andre, det er endnu værre. Så går hun ud. Og går bare.

”Jeg hader det og hader det og hader det,” kværner hun sammenbidt, mens hun går på stien langs åen og er helt alene.

”Hader det,” gentager hun og vil ikke sige ordet sex. Men så ligger det alligevel på lur inde i hovedet og lader sig tænke, og det ligger og syder og koger og er ikke til at slukke igen.

I går var hun nødt til at løbe ud af klassen og ud på toilettet og kaste op. Fordi de havde om det.

”Det her handler først og fremmest om lyst,” sagde læreren. ”Og derfor er det ikke spor forkert eller grimt, hvad I så har hørt og gået og mumlet om i krogene.”

Lyst,” sagde en af drengene og grinede, og så fortalte han om nogen, han kendte, som …

Hun ville ikke høre det.

Hun hørte det heller ikke. Men læreren gjorde jo, og han smilede og sagde, at i hans ungdom var man så snerpet, at man kaldte den slags for perversiteter, og han smaskede ordet, som om det smagte rigtig lækkert, og bagefter spyttede han det ud i hovedet på dem, og der var ingenting, de kunne gøre, de havde bare at gnaske det i sig.

”I lever i en frigjort tid”, mimrede han henrykt, og i dag er det lysten, der driver værket. Heldigvis. Og vi skal være rigtig rigtig glade for vores lyst. Og I skal ikke skamme jer over den. Den er helt naturlig.

Naturlig!  Hvis det var natur, så var hun for fanden unaturlig. Ja, det var hun nok.

Natur, vrænger hun ud over vandet, der ligeglad fosser videre mod havet, og hun får pludselig en voldsom lyst til at kaste sig ud i det og lade sig rive med ligesom hende der Ofelia fra Hamletfilmen.

Helle tænker på billedet af den unge pige, der lå helt stille midt ude i floden og drev med strømmen, mens håret bredtes ud og lagde sig som tangtrevler omkring ansigtet, mens øjnene så lige op i den klare himmel. Der hvilede en stor ro over hende, som var hun endelig sluppet fri.

Ja, det var det, man skulle gøre, tænker hun. Springe ud på det dybe og så ligge der og drive med strømmen og være ligeglad. Men hun driver kun videre hen ad stien, og hun kan ikke være ligeglad. Hun kan ikke engang være glad.

I begyndelsen var det næsten ingenting. Hun opdagede nærmest ved et tilfælde, at når hun var rigtig ked af det og kradsede sig på armen med sit hårspænde, sådan rigtig hårdt, så føltes det underligt, ja, det var som om en fin kildrende strøm rislede gennem huden og fjernede en anelse af det indeni, der gjorde så ondt.

Sært, ikke?

En dag tabte hun et vinglas på deres nye marmorfliser, og far himlede selvfølgelig op om, at han godt nok ville håbe for hende, at der ikke kom et mærke på det helvedes dyre gulv, og hun var sgu’ da også en underlig tumpeklump.

Men hun stod helt stille og så på skårene, som de lå der mellem hinanden og dannede et skinnende mønster på det smukke marmor. Og med en nænsom bevægelse samlede hun dem op et for et, og der var ingen, der sagde: ”Pas nu på, at du ikke skærer dig.” Nej, de sagde ingenting, selv om de så hende bøje sig og samle det op. Og de undrede sig heller ikke, da hun varsomt, som bar hun et skrøbeligt fugleæg i hænderne, listede sig ind på sit værelse med alle glasskårene.

Her anbragte hun dem i skrivebordsskuffen. Indtil videre, tænkte hun lidt forvirret over sin egen handling.

Resten af aftenen tænkte hun ikke på andet end de fine, skarpe skår. Nogle af dem var spidse som syle. Det havde hun mærket i håndfladen, der allerede havde små ridser. Og det var som en sød lille hemmelighed, der lå og kroede sig i hende og sendte stråler af varme og noget, der lignede forventning gennem kroppen. Som juleaften, da man var helt lille.

Varme og glæde og en lille bitte angst.

Og den aften skar hun et langt, dybt rids i armen og sad helt roligt og betragtede blodet, mens det piblede frem, dråbe for dråbe i en lang lige kæde, som perler på en snor. Og hun så dem sile langsomt ned over den runde arm og lægge sig smukt på det hvide papir, hun havde anbragt under den blødende arm.

En underlig ro strømmede gennem hendes krop og gjorde hende glad for første gang i lang tid. Det var næsten som at være et lille barn igen, som ingen kunne gøre fortræd. Og midt i smerten opdagede hun, at hun blev usårlig.

Nu gør hun det næsten hver dag. Skærer sig og genfinder smerten og forsøger at finde det lille skjul af ro, men det er ikke let. Den store smerte æder sig ind i hende og tømmer hende for alt andet end angsten. Men hun kan ikke mere holde op. At skære sig er blevet lige så nødvendigt som at spise og drikke. Ja, mere endnu. Hun kan sagtens springe maden over i dagevis, men ikke undvære smerten.

Jo mere forskåret hun er, jo mere nervøst må hun søge efter nye, hele steder på huden. Og det er svært at skjule sine sår, og ingen må se dem.

Armene kan ikke klare flere rids. Tværs over de gamle helede ar har hun skåret et flammende HATE. Det vil ikke hele.

Og hun græder, mens hun skærer sig, men der er ingen, der hører det. Og når blodet flyder og en lille stadig svagere lettelse bølger gennem hende, vokser smerten.

Hold op, hold op, græder det i hende. Men hun kan ikke stoppe. Ikke så længe der er så meget som en blodsdråbe tilbage i kroppen.

 

 

 

Yoghurt

Det står på bordet. Lige foran hende. Og det lyser hvidt. Ja, for det skal være naturel, har hun sagt til mor. Der svømmer alt for meget underligt rundt i det andet. Man kan ikke se, hvad det er, selv om man fisker det op og studerer det nok så grundigt. Og deklarationerne kan man ikke stole på. De er lumske, det ved hun, hun kan de fleste af dem udenad. De ligger som remser inde i hovedet ligesom så meget andet, hun har måttet lære. Opskrifter, ernæringstavler, kalorietabeller … you name it. Men de kan være helt rolige for hende. Der er ikke noget at komme efter. Hun er velorienteret som bare pokker!

Hun ser på glasset. Det er O.K. Hvidt. Det er også den bedste farve. Som fred. Og hvile. Og søvn. Hun læner sig lidt frem, støtter albuen på bordet og lader hovedet synke og falde til ro i hænderne. Det er blevet så tungt, synes hun. En alt for stor byrde på en alt for tynd hals. Nej, sikke noget sludder. Det er hovedet, der er vokset.

Flæskehoved, grisehoved. Ulækkert er det, umuligt at holde oprejst. Kvalmende.

Hun fryser. Hænderne varmer ikke ansigtet. Istapper. Skrøbelige og kolde.

”Vær så god, min egen skat!” sagde mor, da hun for lidt siden øste op i det lille juiceglas. ”Og så lover du mig at spise hele din yoghurt denne gang, ikke sandt? Så går jeg udenfor imens.”

Julie nikkede. Vil helst være helt alene, når hun skal til det. Det ved mor heldigvis, og det respekterer hun. Mor er god nok.

Hun kaster et hastigt blik på glasset, som om øjnene vil sluge det i ét blink. Borte. Åh, men det bliver stående, og hun trækker vejret i små stød, mens hun fortæller sig selv, at det ikke kan være så farligt. Det er jo næsten ingenting, kun nogle få afmålte skefulde. Dråber nærmest. Hendes hånd famler skeen til sig. Hvorfor er den så stor? Mor kunne have fundet en mindre. Hun knuger om skaftet, indtil det begynder at gøre ondt. Åh, hun er da også blevet så ømskindet.

Nu skal hun bare fylde skeen med den hvide, slibrige substans og føre den til munden. Det er da let. Og så ind med den. Hurtigt. Uden at tænke, uden at føle. Og så synke. Det kan hun sagtens. En eneste synkebevægelse, og maden vil glide ned gennem svælget og halsen og ende i mavesækken. Sækken, vrænger hun alligevel. Der vil den ligge længe og skvulpe, det ved hun, kan allerede mærke det og se hele sceneriet for sig. Og hun ved også, hvor grådigt kroppen vil suge næringen til sig.  Den krop, der kræver at leve sit eget liv. Uden hendes vilje. Den elsker at fylde sig med kalorier og sende fedtbomber ud i alle dele, så hun næsten sprænges alene ved tanken. Hun ved det. Hvis hun ikke passer på og gør sig umage, så vil den tage over, og den sidste rest af kontrol vil glide hende af hænde. Kroppen vil spiles ud og forvandles til en blævrende fedtklat.

Det vender sig i hende, kvalmen kommer luskende, og den vokser, og hun er lige ved at brække sig ud over den hvide dug, endnu inden hun har spist det mindste. Tanken om maden og al dens væsen fylder hende med væmmelse.

Sådan er det hver gang. Det ser ud af så lidt. Men det er alligevel alt for meget.  Lige nu kaster det sig over hende med trusler om slimklatter og fedtklumpers afsondring. Et farligt livtag med hendes smukke, rene og slanke krop.

Hun ved med ubærlig sikkerhed, at forvandlingens kraft ligger skjult i den uskyldigt udseende føde, som de utrætteligt stiller frem til hende. Som fælder, de håber at hun vil gå i. Men hun skal nok vare sig, skal hun, for hun ved, hvad hun ved.

Og hun puffer forsigtigt til glasset og bliver ved, til det sejler uden for hendes synsfelt.

Så ånder hun lettet op og betragter roligt den rene dug, der breder sig fredeligt foran hende. Hun har sejret endnu en gang og kan igen trække vejret. Nu er der ingen fare på færde, beroliger hun halvhøjt sig selv og mærker kvalmen opløse sig og lidt efter lidt sive ud af kroppen, til den igen føles tom og ren.

Nu skal hun blot forholde sig helt i ro. Sidde ganske stille og for alt i verden ikke dreje hovedet. Hun siger ordene højt. Ikke dreje … men hovedet hører ikke efter, det er uregerligt og følger sine egne love, og det drejer sig trods hendes vilje, og øjnene skæver nervøst til glasset, som om det kunne finde på helt af sig selv at komme bragende mod hende.

Hun sidder lidt og hænger med det i øjnene.

Det lyser hvidere nu, synes hun. Men den hvide farve har spyttet alle løfter om fred og hvile fra sig, og det skingrer som et skrig, kun hun kan opfatte, og det skinner som en kalket væg, der vil opsluge hende, som et liglagen, der vil svøbe hende. Som kold sne, der vil fryse hende til sig. Som en hvid rose, der hænger og visner i sit glas. Som den lilje, man sætter på graven.

Ord og billeder vælter hende omkuld.

Hun retter sig op og skubber stolen tilbage. Så rejser hun sig og går ind til sig selv.

Værelset er lyst og stort. Sengen er blød og varm. Der mangler ingenting. Alt er godt. Her er rart. Alt er inden for rækkevidde. Lys, varme, seng. På sengen, lænet mod væggen, står hendes dyr, så nydeligt står de der, opmarcheret på rad og række og i farver, der skærmer og matcher. De er bløde som sengen.

Hun lægger sig, synker ned i dynen og lukker øjnene. Så rækker hun en arm ud og trækker en lille, hvid kat til sig. Med dens silkebløde pels mod kinden lader hun sig suge ind i søvnens strømhvirvel.

Hun er 18 år og mangler ingenting.

De har givet hende alt. Ikke sådan, at de gav hende alt, hvad hun pegede på, men det var heller ikke nødvendigt, for deres Julie pegede aldrig på noget bestemt. Hun tog blot imod. Og smilede til dem, tilfreds fra den første begyndelse og til … ja, til hvornår? Det er umuligt at sætte en bestemt dato på. Man kan ikke sige, at fra en bestemt dag skiftede det, og alt blev anderledes. Det onde kom snigende uden at gøre anskrig, og selv lang tid efter, at det havde indledt sit angreb mod deres barn, kunne man roligt sige, at hun var et usædvanlig nemt og yndigt væsen.

Da hun begyndte i skolen, var det jo en helt ny verden, der foldede sig ud for hende, og for dem også for så vidt, for de fulgte jo med. I begyndelsen rent fysisk. Senere fulgte de hende i tankerne.

De var unægtelig lidt ængstelige for, hvordan det skulle gå, for deres lille pige var jo vant til ro og venlighed omkring sig. Og børn kan være så ufølsomme, ja undertiden direkte ondskabsfulde over for hinanden. Det ved man jo. I en skolegård sker der mange ting, som ikke burde ske. I en skolegård kan forældrene ikke beskytte deres øjesten mod verdens ondskab, og det var slemt således at måtte overgive hende til fremmede på nåde og unåde.

Det gjorde ondt, men smerten blev kort, for det gik hurtigt op for dem, at pigen hver dag gik glad til skole og hver dag vendte glad hjem. Der var ingen, der drømte om at krumme et hår på hendes hoved, og deres ængstelse viste sig at være ubegrundet. De andre børn syntes, at Julie var sød og fin og ville gerne lege med hende. Og lærerne sagde allerede fra første begyndelse, at det tegnede fornuftigt. Hende havde de kun glæde af. Ord som forældrene kunne nikke genkendende til.

Deres barn lignede på alle måder en succes. Nej, hun ikke blot lignede. Hun var.

Hun er så flink og lærenem, sagde de alle sammen. Hende bliver der ikke problemer med.

Og de fik jo ret.

”Du er vores allerstørste glæde.”

Sådan lød det tit fra far og mor. De skjulte aldrig deres følelser for hende, tværtimod, de ødslede gavmildt med deres kærlighed, lod den strømme frit over deres kære barn. Hun var et mirakel, kommet til dem, som hun var, på et tidspunkt, hvor de for længst havde opgivet drømmen om at få deres egen, lille baby.

Deres egen lille baby, ja, og hun dansede sorgløst ind i deres liv og var en fe med gule krøller og blå øjne og yndige kjoler, og hun blev fra den første dag deres et og alt. Et eventyr, og som i eventyret skulle de leve lykkeligt sammen til deres dages ende.

Sådan så det ud.

Er det da deres skyld, at hun ikke vil være her mere? Kan de gøre for, at hun er på vej væk?

”Vi kan ikke leve uden hende!”

Men hun lukker sig inde i et mørke, de ikke har adgang til. Med al den kraft, der endnu er i hende, forpupper hun sig for øjnene af dem, utrætteligt spinder hun sig længere og længere ind i et stadigt tykkere hylster. Og indenfor er der kun plads til en. Hende.

”Kære venner, der er virkelig ingen grund til panik. Herregud, barnet er i puberteten, det er blot en overgang.”

Sådan sagde doktor Hansen og slog det hen, da de første gang konsulterede ham og fortalte om Julie, der ikke ville spise.

”Virker hun trist eller trodsig?” spurgte han alligevel, og de rystede på hovedet. For nej, hun kunne både le og være glad. Hun var blot blevet så forandret. Det var svært at sætte ord på. Hun havde altid været dygtig og pertentlig, sagde de, men nu var det næsten for meget. Som om hun skulle overspille alting, være den bedste til sang, til dansk, til alt.  Hun havde altid været nr. 1 i svømning, men nu skulle hun gang på gang slå sine egne rekorder. Og sådan var det hele vejen. Og selv om hun virkede glad, kunne de jo både se og forstå, at hun var overanstrengt. Træt.

”Det er ganske naturligt,” slog lægen det hen, ”sådan er nogle piger i puberteten. Det går over.”

Men det gik ikke over. Det blev værre.

En dag gik det op for hende, at hun var grim. Der var allerede spiret små fede brystklatter frem på hende, og hendes lår, der altid havde været glatte og lange og tynde, de blævrede, når hun løb. Brysterne hoppede, og lårene og maveskindet slaskede.

Det kunne hun ikke være bekendt. Det viste med al tydelighed, at der var kræfter uden for hende selv, der var i færd med at tage over. Der var nogen, der arbejdede i det skjulte, og de ville forvandle hende fra fe til vamp. Hun havde ikke været opmærksom nok og ikke grebet ind i tide, og nu var det ved at overmande hende. Hun havde vist sig svag og mistet noget så elementært som kontrollen over sin egen krop.

Men det skulle blive løgn. Nu havde hun fået klarsyn. Kunne gennemskue forræderiet.

Og det, hun så, gav hende kvalme, og hun kastede op, men det var godt, for så slap hun for de kalorier, der ellers ville fortsætte deres nedbrydende arbejde med at forvandle hendes smukke, slanke pigekrop til et laskefedt og ubærligt korpus.

De buler der skulle væk. Og de rundinger skulle hun bekæmpe.

Det var vel hende, der bestemte, og skulle det komme til åben kamp, så ville de finde hende beredt.

Hun begyndte at studere de andre piger. Mest dem, der var et par år ældre. Der var ærlig talt mange grimme imellem. Sjuskedorter, der ikke brød sig det mindste om deres udseende, men blindt lod kroppen hylle sig i fedt. Havde de ikke øjne i hovedet? Så de ikke, at de var omvandrende flæskedeller.

Og langsomt havde hun tilkæmpet sig kontrollen.

Og hun vil blive ved, indtil fuldkommenhed. Det lover hun sig selv, inden hun ruller sig ind i sengetæppet og lukker verden ude.

 

 

 

 

Fri os fra det onde …

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I den forløbne uge skete det igen. En sindssyg person gik ind på en skole og dræbte nogle børn. Det var i Amerika, og så tænker vi, og det har vi også næsten hørt præsidenten sige, at det må hænge sammen med den frie våbenhandel derovre.

Det tror jeg slet ikke. Hvis der er en sammenhæng med noget som helst, og det hele ikke er en ren og skær absurditet, så må det hænge sammen med den måde, vi behandler børn og unge på. Udsatte børn og unge vel at mærke. Ikke dem, der lever i normale og trygge kår, men dem, der lever i medmenneskelig isolation.

Det ondes problem har eksisteret altid. I de oldgamle tekster hører vi om kampen mellem de gode og onde kræfter. I Tolkiens og andre fantasiverdener hører vi om den samme kamp. Og i vores lille daglige trummerum undgår vi heller ikke at udsætte os selv eller udsætte andre for det onde.

Så kan vi bede Fadervor nok så mange gange.

Det onde er kommet for at blive.

Og ja, jeg tror, at det er vores største opgave på denne jord at bekæmpe det. At befri os og andre fra det. At lægge afstand til det, eller måske tværtimod at stille op lige overfor: at konfronteres med det.

Men jeg tror så til gengæld ikke, at det onde findes i onde mennesker – jeg tror ikke på den store opdeling i Gud og Satan. I Himmel og på Jord. Nej, den gammeltestamentlige Gud er efter min bedste overbevisning ligeså ond som han er god - eller han handler ondt ( tænk på de mange folkedrab, han præsterer) ´. Jeg forstår mig i al fald ikke på Guds handlinger.

Og Satan, ja han er trods sit brogede væsen ind imellem slet ikke så ond endda.

Nu væver ( eller svæver ) jeg i nogle tankebaner, hvorfra jeg nok burde holde mig langt væk, dels for ikke at kede jer eller forarge jer, kære læsere, og desuden for ikke at blive uvenner med den ganske kristendom.

Desuden: det ondes problem er der skrevet mange lærde afhandlinger om uden at det derfor er blevet løst, og jeg kan ikke løfte så meget som en flig af det slør af mystik, der indhyller det.

Jeg sidder ind i mellem og gnasker på en afhandling om selvsamme problem – en idehistorisk redegørelse for THEODICE-PROBLEMET med udgangspunkt i en brevveksling mellem filosofferne Bayle og Leibniz – det kan man nok blive klogere af, men aldrig klog nok til at begribe, hvordan Gud kan tillade det onde, når han er almægtig.

Som kristen bør jeg vel se at få has på de ting.

Men det kan vi vende tilbage til. Herunder af tegneren NEX – illustration til en artikel i Randers Amtsavis d.2 januar 2012: Nytårsønsker. Artiklen handler også om ondskaben i verden, så den passer godt her.

Lige nu vil jeg hellere tale jordnært om samfund og mennesker og holde Gud udenfor. Og jeg tror, at den måde, vi behandler børn og unge på, er med til at bestemme, hvordan de bliver i deres liv og hvordan de kommer til at handle. Det er mishandling af børn, vi skal forbyde. Ikke våben. Jeg har skrevet flere bøger om børn ud fra de tanker.

For flere år siden gik en student i Århus amok præcis som den unge mand i Amerika forleden. Han læste massekommunikation på universitetet, og var det man så nedladende og dog med et muntert glimt i øjet kalder en evighedsstudent.

Han tog et gevær, gik ind på kantinen i Trøjborg og dræbte nogle tilfældige unge mennesker. På den tid boede min datter, Mette, på Trøjborg og kom vel også i kantinen. Det var pludselig så tæt på, og det sendte chockbølger gennem os. Da de havde lagt sig, skrev jeg nedenstående novelle. Den står i samlingen “Mellemlandet.”

Går … ikke alene

Nu går det meget bedre. Han kan trække vejret, og det er altid noget. Det gør han så. I langsomme træk. Ind og ud, ind og ud. Han kan også se. Øjnene er i hovedet, som de skal. Der er ikke noget i vejen der.

   Men i dag kan han ikke rejse sig. Så bliver han liggende. Og trækker vejret. Og ser. Rundt om ham er tingene, som de skal være. Det er godt. Der er meget, der er i orden. Bordet og stolen, han har kun en, behøver ikke to. De står præcis som de skal, med kun 20 centimeters afstand. Og bøgerne. Især dem. De liner sig op på hver sin plads, ingen afstand der. Tavse står de, selv om de er fulde af ord. Ikke mange farver på hans bogrygge. Ro der også. Ingen skingre skrig fra den side. Så er der papiret. Også det ligger, hvor det skal, parat til alt muligt. Computer har han ikke. Vil ikke. Men han har nok endda. Af alting. Nok til, at han kan nå at blive træt af at ligge her og se på det. Stirre til det svier i øjnene. Og tænke på det. For han kan selvfølgelig også tænke. Han slår ikke tankerne fra, når han lægger sig, eller før, eller efter. Han slår aldrig tankerne fra. Dem, der siger noget andet, lyver. Hvem skulle også sige noget? Der er ikke andre. Der er kun ham.

I går. Nej, han vil ikke tænke på i går.

Og nu kan han jo igen trække vejret, det må han holde fast ved. Ikke glemme det, ikke et sekund glemme det. Trække vejret. Andet ville være fatalt. Fatalt, gentager han langsomt. Er glad for det ord. Fatalisme, siger han. Han skal bruge dem, alle de ord, de kræves af ham i dommens time. Og han må ikke glemme et eneste. I ordene ligger hans liv og skvulper som et tungt legeme i bølgegreb. Og han må holde fast i hvert eneste, ellers drukner han. Ja, sådan er det: Hvis han slipper sit tag i ordene, eller de slipper deres tag i ham, så er han færdig. Og så bliver han aldrig færdig.

Evighedsstudent allerede. Men han vil ikke mere derud. Der, hvor han var i går, og han skynder sig at sluge tanken om i går. Så er den ikke længere.

Øjnene glider sindigt rundt i rummet og ser, at det er godt. At alt er godt. Endda meget bedre, end han havde tænkte sig det. Bedre end i går. I går, nej. Det er lige meget. I går ligger udenfor. Hvor han ikke har noget at komme efter.

Så hører han skridt. Ude på gangen. Selv om han ikke vil, så kan han godt høre. Hvorfor skulle han ønske at høre? At se og at trække vejret, det rækker for ham. Er mere end rigeligt, synes han. Hørelsen er fatal, den trænger gennem alle spærringer. Hørelsen bringer ham ud af rummet. Og der vil han ikke være. Ikke i dag. I hvert fald ikke i dag. Men så er latteren der. Lige uden for hans dør.  Den siver ublufærdigt ind. Pigelatter, hvad skal du her?

Han presser hænderne mod ørerne, klemmer af alle kræfter, men hører alligevel latteren boble. To tøser, kan han ikke lade være med at tænke og ser op på sine nøgne hvide vægge. Tøser. Tøselatter. Hold op! Heldigvis for døren. Hvis den ikke havde været … den kan dog kun lydene trænge gennem. Er da både lukket og låst. Men de bliver ved. Og han har vidst det hele tiden. Den ene stemme er hendes. Den lyseste og gladeste. Nu kan han også høre hende hvine: ”Guuuu … mener du det?” Og den anden, som han også kender ansigt og krop på, knækker sammen af grin. Som et siv foran hans dør, blæst omkuld.

Han haler puden frem og presser den ned over hovedet og bliver ved, til han næsten er kvalt. Så fjerner han den og lytter. Pigerne er borte nu, og han forsøger at genfinde roen fra før. Men nu er den kvast i pigefnis, og han kan ikke mere trække vejret, det nægter pure at trænge ind gennem næsen. Han snapper efter luft med munden åben og er igen farligt nær ved at blive kvalt. Sætter sig op i sengen og hiver som en gal efter en smule ilt. Han kan stadig se. Øjnene er i hovedet, men tingenes ro er forstyrret. Bordet fanger. Bøgerne brøler sygt i reolen, og stolen skærer sig ned i gulvet, så blodet løber i tynde striber hen over den brune flade. Han vil gå hen og sparke til den, men kan ikke røre sig. Kun sidde stiv i sin seng og hive efter vejret. Luft ind og luft ud. Så kommer det væltende ind over ham. Så voldsomt, at han skal kaste op, men dagen i går kan han ikke kaste fra sig.

Nu er den der. Lyslevende. Og i gårs latter hvirvler dansende rundt i hans hoved. Og billederne danner frenetiske cirkler i hjernen og løber løbsk og haler ham med. Modstandsløs lader han sig trække ind i parken.

Han sidder med sin bog. Han skal læse. Det er snart eksamen. Massekommunikation. Det er det, han læser. Og. Han kan jo alle ordene. Ord. Lader dem glide ind og fylde op.

Nu her sidder han i parken og er en ganske almindelig studerende, der ligner alle andre. Tingene er enkle. Hans bog, hans lyse hår i forårssolen. Hans alt for mange år. Hans evighed. Han er bare en studerende. Det er et ord. Og i parken. Er her med sin bog. Har sat sig og læser. Ordene under ham suges op med øjnene, de fanger dem så let, og de bliver forståelige i hans hoved.

Massekommunikation og offentlighed.

Massekommunikation og modoffentlighed.

Kønsroller og medier.

Medieteoretiske overvejelser.

Sociologiske traditioner.

Kapitel for kapitel.

Ordene flyder. I dag er det så let. De siver lykkeligt ind i hjernen og bydes velkommen. Han forstår dem. Eksamen. Den sorte mur blegner. Han skal nok klare det i år. Det skal blive anderledes denne gang. Ordenes fortrolighed. Den mærker han som næsten ny. Og lovende. Solen står lige ned i bogen og kaster hvide reflekser mod øjnene, men de lange sætningskonstruktioner løser sig op og tegner sig klart og tydeligt, synes han.

Så lige med ét er den der. Skyggen. Og han prøver med en kejtet håndbevægelse at feje den til side. Men den bliver hængende over hans bog. En håndbevægelse mere, og latteren vælter ned over ham.

Han ser op og misser ind i to blå pigeøjne. En svimlen, som hang hun helt oppe i skyerne, og han presser læberne sammen og lukker øjnene. Vil sige noget til hende. At hun skal gå.

Nej.

At hun skal blive.

At han vil.

Hende.

Hun ler.

”Hej,” siger hun så, da hun er holdt op med at le. ”Sidder du der og okser med en dum bog i det fine vejr?”

”Okser?” mumler han forfjamsket.

”Ih, hvor er I skøre alle sammen. At I gider!”

Ja, sådan taler hun. Og til ham. Næsten som om han var en almindelig ung mand og en, hun kendte. Det gør hun ikke. De har set hinanden. Det er det hele, og han kan ikke huske, at de før har udvekslet ord. Men nu snakker hun. Hun snakker til ham. Og han vil svare. Men øjnene har allerede fået for meget og lukker sig. Hvorfor? Hvad var det, de ikke ville se? Havde de blot set. Lige ind i hendes. Og uden at blinke. Havde de blot. Og hun så havde sagt noget mere, og hans mund havde svaret hende med øjnene åbne og langt inde i hendes. Så var de kommet til at snakke. Sammen.

Men.

Det var så langt væk og så helt umuligt, og han hører hende vrænge, at han vist er pisseskør.

Pisse.

Og skør.

Og så går hun.

Så snart han kan, tumler han op og løber ud af parken og ind på værelset og låser døren og trækker gardinerne for. Og han husker hendes stemme og hendes øjne. Og han elsker hende. Elsker hende i mørke og skam. Han bliver i sengen i tre dage. Måske flere. Måske er det kun to. Det er lige meget. Han fryser fast til lagenet og ligger der, og det er lige meget. Udenfor ler tøserne. Det er lige meget. Han kan blive liggende her. Og dø. Ja, han kan. Dø.

Men så rejser han sig pludselig og knytter næverne og råber et rungende NEJ, som ingen hører. Eller også hører de det og tænker, det sgu’ da nok er ham den pisseskøre.

Hans NEJ bliver hængende og runger i hans ører meget længe, og han står midt i rummet og ryster. Ryster, fordi han længe ingenting har spist. Og heller ikke sovet. Og fordi han ved, hvad han vil.

Nej, siger han igen og denne gang helt stille. Helt inde i sig selv mumler han et lille krøllet nej. Han vil ikke dø alene. Og han ved, at han heller ikke vil leve alene.

Så går han ud.

I tasken ligger geværet. Det, han har arvet efter sin far, men aldrig brugt, for han er ingen jæger, og han har aldrig kunnet overvinde sig til at skyde på noget levende. Han går ind på universitetet og hen til kantinen. Så ser han hende og skyder. Og nogle stykker mere, fordi de står og skriger.

Han skal ikke gå alene mere. I selskab skal han rejse her fra.

I en fest. Så skyder han sig selv.

 


5. I begyndelsen var opdragelsen

 

Dette er det femte indlæg om børn.

Herunder vil jeg give en lille smagsprøve på en bog, som jeg kan anbefale enhver, der vil vide mere om mennesker og deres væsen og uvæsen.

Bogen “I begyndelsen var Opdragelsen” er skrevet af den schweiziske psykoanalytiker Alice Miller. Den udkom i Danmark i 1992 – ti år tidligere udkom bogen “Det selvudslettende Barn.” A. Miller har gennem hele sit forfatterskab beskæftiget sig med “Barndommen” og navnlig redegjort for de skader, opdragelsen gør på barnets og senere det voksne menneskes psyke. Det er ikke i sig selv banebrydende tanker – og de klassiske psykoanalytikere påviste jo også, at de fleste skader på sjælen ( psyken) kan føres tilbage til oplevelser i barndommen.

Det nye er Millers radikale syn på opdragelsens funktion som lemlæstende for psykens naturlige og frie udvikling. Via en analyse af 1900 tallets opdragelsesmetoder i Tyskland løser hun gåden om, hvordan så mange almindelige og oplyste tyskere uden at tøve kunne godtage Hitlers massemorderiske udskejelser. Hvordan kunne det gå til, at mennesker med levende hjerter og menneskelige følelser stiltiende kunne acceptere, at små børn blev gasset ihjel og uskyldige mænd og kvinder mishandlede til døde? Hvordan kunne et helt folk hylde en sådan ærkeforbryder som Hitler?

Jo, det kunne de, fordi de netop ikke havde levende hjerter og følelser – det kunne de, fordi de var sjæleligt døde. Det havde opdragelsen sørget for.

Hitler hævnede sig på sine opdrageres daglige vold mod det lille barn, han engang var, ved at dræbe og pine f.eks. jøder og forføre et helt folk, der også tørstede efter at hævne barndommens ubeskrivelige og forbudte smerte. Her fandt de objekter, der lod sig pine.

Miller skriver ( side 234 iReitzels udgave): “antallet af disponible objekter, man kan vælge imellem, når man vil tage hævn over sin egen barndoms lidelser, er næsten ubegrænset, men ens egne børn er jo de nærmeste ( Hitler fik ingen børn) – Næsten i alle gamle bøger om opdragelse drøfter man i første række, hvordan man kan bekæmpe spædbarnets egenrådighed og tyranni, og hvordan man må straffe det lille barns “halsstarrighed” med de skrappeste midler. Forældre, der først én gang er blevet tyranniseret af disse råd, har naturligvis travlt med så hurtigt som muligt at finde afløb hos et erstatningsobjekt og oplever i deres barns vrede deres egen tyranniske far, som de nu endelig kan gøre med, hvad de vil.”

Det er denne ring, der må brydes for at et menneskeligt samfund kan dannes.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt. For mig er de eksempler, som Miller bruger i sin bog, og som er eksempler hun kender til fra sin virksomhed som analytiker, så himmelråbende forfærdelige, at det er svært at tro, at de ikke er enkeltstående fænomener. Det er de ikke ifølge forfatteren – det er netop sådan, man i almindelighed opdrager børn: ved at knække deres vilje og få små lydige proselytter ud af dem.

Bogen er barsk læsning. Og skildringen af det, som Miller kalder “sort pædagogik” er skræmmende. Og fremmed i al fald for mig. Det er Millers overbevisning, at den sorte pædagogik ikke hører fortiden til, men er ( var) anvendt overalt i Europa i 1900 tallet, hvad da også utallige afsløringer af børnemishandling på børnehjem og andre institutioner for børn har påvist.

Der er stadig mennesker i vor oplyste tid som kæmper for retten til at mishandle børn (= deres egne). Ja, revselsesretten har stadig mange tilhængere – det er kun få år siden, at Dansk Folkeparti forsøgte at generobre forældres ret til at slå deres børn.

Miller beskriver tre menneskers barndom: Christiane F.´s, Adolf Hitlers og Jürgen Bartschs ( kendt massemorder) – gennem grundige beskrivelser viser hun, hvordan den  voldelige opvækst, som disse børn har været udsat for, har skabt dem om til de uhyrer, som de endte med at blive.

Christiane F. var narkoman og vendte destruktionen indad mod sig selv, hun blev reddet, fordi hun mødte nogle mennesker, der kærligt og forstandigt tog sig af hende.  Hitler mødte ingen kærlighed – han var fortabt, og når man læser om den daglige vold han var udsat for, forstår man meget – en gang forsøgte den 11 årige Hitler at flygte fra faderens vold og blev derfor næsten banket ihjel.

Miller skriver side 142: “Barnet Adolf kunne være vis på, at mishandlingerne ville blive ved. Lige meget hvad han havde gjort, så fik det ingen indflydelse på den daglige omgang prygl. Han havde ikke anden udvej end at fornægte smerterne, altså at fornægte sig selv og identificere sig med angriberen. Ingen kunne hjælpe ham, ikke engang hans mor, det ville være farligt for hende, da hun også blev mishandlet.”

Det vil føre for vidt her at redegøre for bogens komplicerede teorier uden at forenkle dem, men jeg synes selv, at jeg er blevet klogere med hensyn til at forstå voldens og det ondes arnested – hvordan opdragelsen kan forvandle levende mennesker til kolde maskiner uden følelser.

 

Jeg vil slutte af med at citere fra et af mine tidligere indlæg, nemlig om baroktidens brutalitet. Vi er nu i 1600 tallet. Sammenhængen mellem samfund og opdragelse fremgår faktisk også af den lille artikel. Se selv:

I dag bliver vold i stort set alle sammenhænge set som noget ondt. Men dengang blev korporlig og åndelig mishandling betragtet som et gode, eller i bedste fald som et nødvendigt onde. At afskaffe vold var det samme som at afskaffe det kristne menneske. Vejen til karakterdannelsen gik kun én vej: gennem voldens smerteunivers.
Vi kan finde eksempler overalt i tidens litteratur. Her er et udpluk fra en prædiken, som Thomas Kingo holdt over Jakob Birkerod: “Ved TILSYN og god OPTUGTELSE beskikkes Børn til Gud. BØRNE-TUGT er nødvendigere end Klædetvet, denne tager vel Skarn og Smitte fra Legemet, men hin Vanske og Vanheld fra Sindet”. Og senere i samme prædiken: “Vist er det, at Børn fødes ikke Mænd; Men det er og vist nok, at Mænd deris Liivs Tiid tiit blive Børn, fordi de manglede Tugt.”
Det var således ikke blot tilladt, men ligefrem anbefalelsesværdigt at slide flittigt på pisk, stok, ris, ferle, og hvad man ellers besad af torturredskaber. Og der var ikke nogen rar nabo eller social myndighed, der greb ind, når et barn var udsat for korporlig afstraffelse.
Voksne mishandledes og mishandlede også hinanden livet igennem. Fra historiebøgerne ved vi, at tidens danskere led under fattigdom og sult, der var aldrig særlig langt til livet på landevejen, i 1660 strejfede 10% af alle danskere om og ernærede sig ved tiggeri. Og dertil kom de mange krige og pestepidemier. Det må have været ganske uhyggeligt at leve i den tid.
Erik A. Nielsen skriver herom i sin Kingobog: “Hjerteløse prygl og afstraffelser hørte til dagens (u)orden. Den patriarkalske familie spejler i en miniatureskikkelse enevældens patriarkalske samfundsorden. I det private som i det offentlige hersker den umenneskelige jurisdiktion og de grove straffe. Børneopdragelse foretages ofte med ris, der har ligget i saltlage og modsvarer nådesløsheden i opdragelsen af det religiøse sind. ( Side 36 ).”

Her synes jeg, at et sidespring er nødvendigt, inden vi helt afskriver barokken som et voldeligt intermezzo i vor folks historie. Den barske og hårde børneopdragelse forsvandt nemlig langt fra med barokkens forsvinden. Jeppe Aakjær fortæller i sine erindringer om glæden ved barndomshjemmet, men han fortæller også et sted, hvordan han ofte fulgte med sin mor, når hun skulle skære ris, og de to snakkede så godt sammen, og i al den fryd og glæde kunne den lille dreng næsten glemme, hvad risene skulle bruges til. Først når de kom hjem, og mor lagde risene i saltlage (!) blev den lille dreng beklemt. Men Aakjær bebrejder ikke sin mor de hårde afstraffelser, de nævnes blot som en uvæsentlig, ja nærmest lidt humoristisk biting, og det er modbilledet af den fromme og gode moder, der bliver stående i erindringen.
Først med Knut Beckers lange fortælling om drengen Kai ( i romanen: Det daglige Brød) bliver børnemishandlingens grusomhed genstand for en iskold og nøgtern og samtidig hjertegribende fremstilling, så at også læseren må tage afstand.

Og lige til slut: Der findes stadig mennesker, også i Danmark, der af et godt hjerte mener, at forældre har ret til at tæve deres børn. Prygl er nok forbudt på papiret og i det offentlige rum  ligesom rygning. Men i hjemmene?  Tja …
Selvfølgelig er der et modbillede til tidens ( barokkens ) megen elendighed. Det vil jeg vende tilbage til, men jeg vil også MEGET gerne høre jeres kommentarer til ovenstående.
Dette er fra indlægget om Thomas Kingo fra forrige år – se oversigten.

 

4. Børn. Børn i en markedskultur

Børn og økonomi.

Liberalismen og marxismen er i al fald enige om én ting: den vigtigste samfundsværdi er materiel velstand/vækst.  Alt andet kommer længere nede på skalaen. Allerede Dostojevskij vendte sig med afsky mod en sådan forsimpling og fornedring af det brogede menneskeliv. Det er ikke sandt, at et par støvler er vigtigere end Shakespeares værker, siger han et sted. Men mødes jo straks af de frysende fødders protest: jo, vi kan ikke læse Shakespeare med iskolde fødder.

Og derfor er økonomi vigtig, men ikke som marxisme og liberalisme vil gøre den til: en blind markedsøkonomi – det handler ikke om vækst, det handler om fordeling. Det er vigtigt, at ingen fryser og at ingen sulter, og det er vigtigt, at alle kan læse Shakespeare. Det er vigtigt, at alle bliver i stand til at leve et liv med de nødvendige materielle behov dækkede.

I de store revolutioners tid, men også i de senere revolutionsromantikeres tid ( tag som eks. Rote Arme og vore egne larmende 60′er marxister) troede man, at der skulle et blodbad til, før tingene faldt så meget på plads, at der blev lighed mellem menneskene, ja, de mest “moralske” skrev i 30′erne og 40′erne digte derom. Erik Knudsens “Blomsten og Sværdet” er et eksempel: her tillades glæden over skabelsens skønhed ikke, før kampen er slut og alle kan dele den.

Men blodsudgydelser skaber ALTID nye undertrykkelser, og inden da i kampens hede en ufattelig gru. Dostojevskij siger et sted, at et enkelt barns lidelser ikke kan undskyldes af nok så mange heroiske bedrifter: det er ganske enkelt forbudt at slå ihjel – også selv om man slår ihjel af idealistiske ( nationale eller andre) grunde.

Drab kan ALDRIG undskyldes med en god sag. Der findes jo heller ikke gode og onde bomber. Det hjælper ikke at trøste et rædselsslagen afgansk barn med, at den bombe, der faldt og dræbte kammeraterne var en “venligsindet” bombe.

Så vejen til lighed kan kun gå den langsomme og besværlige vej: gennem oplysning og fælles vilje til en bedre verden.

Men vi skal tilbage til andedammen. Til Danmark. Lige nu. Hvor børn indgår i det overordnede mål, som hedder at skabe vækst og kapital. Lige nu hedder det f.eks. inklusion på skoleområdet, og det lyder jo smukt, for man tænker straks på modordet: eksklusion – er der noget, der er rigtig væmmeligt, så at er det da at blive ekskluderet = lukket ude. Så derfor sluger man det nye mantra: ind i samme klasse med alle børn!

Begrundelsen er smuk: ingen skal føle sig udenfor. Vi er alle i samme båd. Vi er sammen. Vi er i fællesskabet, og ingen skal lukkes ude.

Det lyder vældig smukt. Men i virkeligheden er der tale om et enormt tilbageskridt for skolen – og det ligger på linje med den almindelige tidens tendens: vi skal spare alle vegne ( nå nej ikke på krigsmaskineriet) … kirke, skoler, hospitaler osv.

Og her kan man spare. At det så vil blive et helvede at være lærer i en klasse med de urolige og “anderledes” børn inkluderet og for de anderledes børn, der vil blive mobbet og holdt ude på en helt anden og mere brutal måde end den tidligere “eksklusion” i specialklasser, det er en sag, der ikke tales om. Ikke af politikere i al fald – de har travlt med at tale udenom. For sagen er jo, at det er en megabesparelse.

De der anderledes børn koster dyrt. Så det må høre op, at de skal særbehandles.

Resultat: mistrivsel af børn og lærere.

Jeg holder meget af Bech Nygaards bøger, ikke fordi det, han skriver, er stor litteratur, det er det ikke, men fordi han skriver om de små og svage og gør det så godt. Og fordi han har hjertet med i det han skriver, og det er i min optik mere værd end selv den største kunst. Og så selvfølgelig fordi han skriver godt – han kan sit håndværk.

 

Han skrev i 60′erne bøgerne om lille Sif, en udviklingshæmmet pige, “Nåleøjet” hedder den første af bøgerne, og en af de ting, man lærer af at læse den, er eksklusionens velsignelser. I romanen hører man om det nye i den tid, nemlig særundervisning til børn med indlæringsproblemer, og den lille pige blomstrer op, da hun bliver taget ud af klassen og undervist sammen med andre “anderledes” børn. Bech Nygaard var selv lærer, han vidste, hvad han skrev om.

I min egen første skoletid gik jeg i klasse med en dreng, der hed Niels Ålstrøm. Han var evnesvag, og jeg kan endnu huske hans skamfuldhed og alle drillerierne, fordi han ikke kunne lære. Ikke engang et sølle salmevers kunne han lære. Lærerne skældte ud og gav øretæver, og vi grinede. Dengang var alle børn indkluderede i klassen og måtte lide hver eneste time for det – for ikke at tale om frikvartererne.

Jeg vil citere fra et kapitel af Bech Nygaards bog om lille Sif.

( Citat side 216) – Sif er begyndt på eksternatskolen:)

Hun læste. Hun regnede. Hun farvede og klippede. Hun gjorde gymnastik, spillede bold, legede, syede med kulørt uldgarn.

Det skete, at hun blev træt. Det skete, at hun ikke kunne huske noget, hun havde lært. Men det gjorde ingenting. Ingen kiggede underligt paa hende af den grund. Tværtimod blev hun hjulpet til at huske igen. Hun fik blot lov at hvile lidt eller give sig til noget andet, som hun kunne. Og saa hjalp frøken Balskev hende til at huske.

Engang imellem lod frøken Balslev hende hjælpe en af de andre, der heller ikke kunne huske, eller som var gaaet i staa i en opgave, Sif kunne. Hun syntes, det var rart at hjælpe. Hun var stolt over at kunne hjælpe. Og den, der blev hjulpet, var glad for at blive hjulpet.

De lo meget, mendens hun hjalp. Somme tider endte det i ene latter, men derfor blev frøken Balslve ikke vred. Hun lo tværtimod med.

Og som det var i hendes klasse, var det ogsaa i de andre klasser. Der var aldrig nogen, der blev vred, aldrig nogen, der skyndede paa, aldrig nogen, der blev utaalmodig eller ikke havde god tid.

…… engang imellem saa hun, at en dreng eller en pige slog armene om halsen paa en lærer eller en lærerinde og kyssede dem. Naar hun saa det, blev hun en smule flov. Hun tænkte, at saadan ville hun ikke gøre, selvom hun ikke ville have noget imod at kysse frøken Balslev, hvis ingen saa det, selv om hun godt kunne have lyst til det. Men saa glemte hun det. Hun huskede blot den lille, glade tryghed, som kom sammen med flovheden. Den blev ved at leve i hende. ( citat slut)

Det er kun et lille uddrag af en god bog. Som jo bl.a. handler om, hvor vigtigt det er, at der bliver taget hånd om de børn, der er anderledes.

Men det koster jo.

Det er billigere at sluse alle ind i samme klasse.

Så lærer de ingenting . Men det er lige meget - bare det er billigt.

Og vi begynder tidligt at spare på børnene. Jeg vil slutte med at citere fra en artikel i ugens Weekendavisen. “Fri leg i et velfærdssamfund” af Henrik Dørge:

( Citat) “Tilbage i 2005 slap den borgerlige regering skumle markedskræfter løs på børnene. Sammen med Dansk Folkeparti gav VK grønt lys for at oprette private daginstitutioner. Forældrene skulle have frit valg, tilskuddet fra det offentlige ville følge med barnet over i de private vuggestuer og børnehaver, og som om det ikke var nok, blev det også lovligt at trække overskud ud af institutionerne.

Et af velfærdssamfundets kerneområder blev med andre ord tilsyneladende pludselig forvandlet til et slaraffenland for driftige forretningsfolk uden de fjerneste traditioner udi pædagogikken. ”( citat slut).

For nogle år siden boede min søn med sin familie i England. Deres 2 årige gik i børnehave, og vi hentede hende om eftermiddagen. Og så jo børnehaven, som var privat ejet – pædagogerne var meget unge piger ( de lignede skolepiger ) – der var ingen udenomsfaciliteter, kun en overdækket gård. Og der var mange børn på meget lidt plads. Jeg husker dem sidde som små fugle på en pind, tæt sammen og helt stille, for det fik de lært! – det var virkelig burbørn. – Og så var det dyrt. Og helt sikkert en god forretning for ejerne, der med garanti kunne trækkes mange penge ud af den institution.

Jeg slutter indlægget med et par billeder fra en børnehave i Sorø – her klippes til juletræet og bedstefar er med. Her er (endnu) plads og overskud til liv og glade dage. Lad os håbe, det kan få lov at fortsætte:

 

3. Børn – et mørkt kapitel om børn.

Du kan springe dette kapitel over, hvis du ikke kan lide farven sort. For det er så sort, som det kan blive, og du bliver ikke glad af at læse det. Måske bliver du endda vred. På mig, fordi jeg ikke kan holde mund med den slags uhyrligheder. Men jeg håber, at du bliver vred på andre end mig. Og at du måske vil engagere dig i arbejdet på at skabe menneskevilkår for nogen af de mange børn, der lever i et mørke, vi (heldigvis) ikke fatter.

Undertiden tror jeg slet ikke, at verden er blevet et bedre sted at leve. Bedre siden forrige tiders barbariske samfund med deres rå og afstumpede menneskesyn. Nu har vi haft oplysning og kristendom med indbygget humanisme og næstekærlighed, men alligevel har det ikke ændret verden på en sådan måde, at råheden og ondskaben ikke trives i bedste velgående i de såkaldte civiliserede lande. Og nu som før og rammer det de små og skrøbelige – først og fremmest børnene.

Og måske hjælper det ikke at gøre opmærksom på det. Måske er det slet ikke muligt at trænge gennem panseret af ligegyldighed. I forrige måned var et af de hotteste debatemner revisionen af flagloven. Og samtidig kunne man læse om en lille dreng, der blev tæsket ihjel af sine forældre. Det skabte bare ikke debat. Dog kom der et enkelt indlæg, hvoraf jeg her bringer nogle uddrag: artiklen er skrevet af en overlæge i børne-og ungdomspsykiatri, Jakob Ørnberg ( Kristelig Dagblad 30 maj ): “For få dage siden offentligegjorde man den opfattende tortur, som Tobias, en halvandet år gammel dreng, blev underkastet gennem to måneder af to unge mennesker, givetvis lige så sttakkels og uformående som Tobias. Isolation i en mørk kælder, kolde afvaskninger, benbrud, manglende tænder og gennembankning, til bevidstløsheden indtraf. … Sagen har ikke ansporet til politisk engagement i samme grad som revision af flagloven! …. Jeg antager, at flertallet i Danmark finder sådanne barnemord uhensigtmæssige! Her tænker jeg på visse personer på den politiske højrefløj, som vægter forældres råderet over børn meget højt. Og videre antager jeg, at en mindre del af befolkningen finder dem direkte uacceptable. Jeg går således ud fra, at et flertal af befolkningen faktisk teoretisk bakker op om sociallovgivningen i forhold til beskyttelse af børn. Men hvad med praksis? Ja, her kan man bare kort henvise til de sidste mange tilfælde af svær mishandling af og drab på børn i Danmark. … Gang på gang har jeg og mine kollegaer målløse kunnet opleve kommunale myndighedspersoner med mere eller mindre direkte ansvar for det enkelte barn enten venligt smilende eller med forurettet mine afvise, at de kunne have handlet anderledes, og derfor på ingen måde kan pådrage sig noget ansvar for det skete.” ( citat slut)

Der er vel sket noget, skulle man tro, siden Svend Sabro afslørede den omfattende mishandling, der i 30′erne og 40′erne var daglig kost for børn på danske børnehjem. Knut Becker skriver i romanen om Kaj Gøtsche levende om en lille drengs trængsler på et sådant hjem. Og Bech Nygaard følger det op i “Guds blinde Øje”. Jo, der blev skrevet og gjort meget i den tid. Men det har åbenbart ikke ændret ved det faktum, at børn stadig lider alvorlig omsorgssvigt på de institutioner, hvor man anbringer dem.

Som sagt: måske er det slet ikke muligt at ændre på det faktum, at svage og forsvarsløse børn bliver udnyttede. Her i landet vil vi dog tro på, at der i det mindste på papiret hersker en vis tryghed med hensyn til, hvor barsk vi må og kan behandle de “kasserede” børn.

I Afrika – der mere end nogensinde er det mørke kontinent – er de svage ( og fattige) børns liv endnu mere truede end hos os. Og efter min mening har vi ikke lov at lade som ingenting og sige:”jamen, det er ikke vores børn. Det er ikke vores ansvar.” For vi har ansvar for den verden, vi lever i, og ikke kun i snæver og national forstand. Vi har kun EEN VERDEN, og den er vi fælles om. Og den bliver kun bedre, hvis børnene får det bedre. Og vi kan ikke lukke øjnene. Vi MÅ ikke lukke øjnene.

 

I “Mellemlandet” er der en novelle om den afrikanske barnesoldat, jeg bringer den her, men spring den over, hvis du ikke vil høre om så store rædsler:

INGENTING

Han løber uden at se sig tilbage. Hvis han ikke ser sig tilbage, når han skoven. Hvis han ikke ser sig tilbage, opdager de ham ikke. Hvis han ikke ser sig tilbage, vil det lykkes ham at flygte.

Han ser sig ikke tilbage, de lange ben tager over, og de går som trommestikker under ham.
Bag sig hører han hylene fra de skrækslagne børn og skrigene fra deres forældre
og fra soldaterne, der myrder i flæng, fanget som de er i en berusende fælde af
blod og rædsel. Han hører sit eget brøl, som han forsøger at kvæle. Halvkvalt vælter det ud af hans mund. Hvad nu, hvis soldaterne hører det? De vil sætte efter ham og hugge ham ned med deres macheter, som de nu hugger ned for fode inde i landsbyen. Han er en
forræder nu. Mod sin egne. Og han skulle ikke løbe her. Han skulle svinge sin machete med samme dødsforagt og raseri som de andre. Som han har gjort det før. Som han plejer. Og hvis han ikke var en forræder, så ville han nu befinde sig i en befriende rus af blod og
afsindig vrede, af vild glæde og ubeskrivelig sorg, og hans arme ville gå som møllevinger, og alle kroppens sanser ville samle sig i ét eneste altopslugende begær: At se blod. Se det sprøjte fra sorte halse. Se det springe fra sorte maver og fra skrigende munde. Og han ville selv forvandles til et brølende vilddyr, hvis skrig ville smelte sammen med de landsbyboeres, hvis blod nublander sig med det tørre, røde sand. Og til sidst, når de udsplattede menneskekroppe endelig var blevet tavse og lå helt stille i
blodpytterne, ville han være med til at ransage landsbyen og finde de sidste, dem, der nåede at skjule sig i hytter og under buske, og også han ville trække dem frem, og der ville ikke være flere skrig i nogen af dem. Og tom og fortvivlet ville han sammen med sine kammerater skænde dem til døde og kyle dem fra sig. Og de ville løbe videre. Til næste landsby. Til næste fest. Til næste rædsel. Videre, videre, videre. Det hører aldrig op. Pludselig glider han og falder om på den sølede jord, og der langt inde i bushen, skjult
under et filter af grønne blade, er det, som om alt liv siver ud af kroppen og
forsvinder i jorden under ham. Han bliver liggende længe ubevægelig, og han er ikke mere en dreng på 16 år, der har mistet alt.

Han er en sort skal på den sorte, lerede jord. Han ved ikke, hvor længe han har sovet.
Da han vågner, er der mørkt omkring ham. Han løfter hovedet og lytter. Så stille der er. Ikke en fugl, ikke et dyr er at høre. Som var han helt alene i verden. Han rejser sig og ser, at mørket skyldes de tætte buske, der lukkede sig over ham der, hvor han faldt, og at nattemørket er på flugt nu. Den brændende sol er på vej op. Det er stilhed, før dagen bryder igennem. Han stirrer op mod den vældige himmelbue, der flimrer i rødgyldne farver, som har nogen sat den i brand. Så husker han i går. Og en sitren farer gennem kroppen. Her er han. Alene. Han kan ikke huske, hvornår han sidst har været ene. Prøver at tænke tilbage, men bevidstheden fanges af billeder, han ikke vil se, men de er som høje, solide mure, han ikke kan komme udenom og ikke trænge igennem. Rædslerne står mejslet i det stensind, han har fået. Som de har givet ham. Og nu kan han ikke mere se, hvad der er bag dem. Og isnende af kulde forstår han, at det er, fordi der ingenting er.

Han er 16 år, og han har ingenting.

Det, der var før, er borte for altid. Tilbage er kun træningslejren. De voksne soldater. Deres
hårde kroppe. Deres kejtede kærtegn. Deres dyriske vildskab. Og hans egen bundløse angst. I et smertefuldt glimt husker han de mange forsøg på at slippe væk. De hårde straffe. Hans krops og sjæls langsomme død. Og så ikke mere. Før det? Højt siger han ordene: Far. Mor. Han gentager de to ord og vil, at de skal viske billederne ud.

En dreng begynder at gå. Det ene skridt tager det andet. Han har ikke travlt. Han skal ingen steder. Der er ingen steder at gå hen. Han holder sig til bushens skærmende mørke og lister uden om de øde landsbyer. Hen på eftermiddagen når han til en lysning langt inde i den tætteste tykning. Midt i den grønne åbning glinser en sø. Stor nok til at være samlingssted for vilde dyr, tænker han, skønt han ikke kender det. For her har han aldrig været. Han træder ud af den tætte bush og går ind midt i lysningen og synes med ét, at det er, som om stedet åbner sig og tager imod ham. Det svøber ham i en underlig og uvant
ro, som har det ligget der og ventet på ham i lang tid. Og nu er det, som om
søen blinker til ham.

”Kom, dreng, kom,” hvisker de små bølger.

Helt nede ved bredden lægger han sig fladt på maven og skubber sig halvt ud i vandet. Og drikker. Og han drikker som et dyr, der længe har vandret over tørre sletter. Heftigt og
slubrende. Så sætter han sig på hug og bliver siddende ubevægelig med den blanke vandflade glitrende i øjet. Han trækker vejret tungt, og for første gang i lang tid er det uden angstens hug. Måske er han trods alt nået frem, tænker han undrende.

Kulden vækker ham. Han sætter sig fortumlet op. Hvor er han? Så husker han og skutter sig. Bushen har forandret sig. Den er blevet levende nu, og rundt om i tykningen hører han det pusle. Et fugleskrig skærer igennem og fylder et øjeblik den kølige natteluft med uro. På den modsatte bred når træer og buske helt ud til det sølvglinsende vand, og langt inde i mørket skimter han enkelte urolige dyreøjne. De gnistrer som ildkugler. Livet pusler
omkring ham. Månen er på vej ned, og nu fejer dens sidste svage lysstråler hen over søens vand. Drengen sidder stille meget længe og lader mørke og lys flimre for øjnene. Nu glider månen det sidste stykke og forsvinder bag træerne, og lyset slukkes lidt efter lidt, indtil det er helt borte og søen forvandlet til et sort øje, der ufravendt stirrer på drengen ved bredden. En gysen farer gennem ham. Men det er ikke kun angst, en følelse af liv sitrer igennem, og han bliver siddende ret op, mens han lader mørket fylde sig mere og mere.
Så hører han, at han ikke er ene.

”Er det dig?” kommer det lige ud af den sorte nat.

Han vender sig brat om, men øjet møder ikke andet end den dunkle rand af buske og træer.

”Vil du ikke nok svare?” lyder det, denne gang bedende. Han anspænder sig. Lytter vagtsomt, men kan ikke høre, hvorfra ordene kommer. Det er, som svæver de i luften, båret til ham af nattebrisen.

En pigestemme?

”Hvem er du?” hvisker han og mærker, at han har et hjerte.

”Jeg er ingenting, engang …”

”Jeg er en soldat,” siger han hårdt. Hun skal ikke tro andet.

”Skal jeg så være bange?”

”Nej.”

Stilheden vider sig ud og fylder natten med sin sære musik. Dyrene tier. Kun brisens lette leg med vandfladen høres. Kluk, kluk, kluk, ler det så let og glad.

”Men du er jo ond.”

”Nej.”

”Du har myrdet.”

”Ja.”

Længe siger de ingenting. Og hans ja bliver hængende i stilheden.

”Hvorfor er du her?” hvisker han.

”Du er her jo også.”

”Det er ikke et svar.”

”Svaret kender du.”

”Ja,” tøver han.

”Jeg ville så gerne være danse. Og være glad. Det husker du nok.”

Nu kunne han tydeligt høre, at det var en pige.

”Men så …”

”Åh, det har du vel ikke glemt.” Hun klynker ordene.

”Nej.”

”Men nu er vi her. Sammen. Og du vil ikke mere gøre mig fortræd.”

”Nej.”

”Så kom!”

Han rejser sig langsomt op. Mekanisk begynder han at vade ud i søen. Så lukker det sorte øje sig over ham, og kun en let krusning bliver tilbage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2. Børn. Børn i tid

I et par indlæg fra juni forrige år handlede det om Barokken ( se under Kingo eller under juni 2011! i oversigten til højre) – og et af indlæggene hed: “Barokkens brutalitet” – her fortæller jeg f.eks. om børneopdragelsen i den periode. Det ved vi f.eks. noget om fra Kingos beskrivelser både i salmer og digte og i en prædiken, hvor han slår til lyd for solid “børnetugt” – der, som han siger, er vigtigere end klædetvæt, for den renser ikke det ydre, men det indre menneske.

Suk! Ja, men det er jo mange hundrede år siden, og dybt forældet, nu er det ligefrem forbudt at tugte børn. Og så alligevel: vi har netop i denne måned kunnet se overalt i pressen, hvordan børn mishandles på det groveste i dagens Danmark – jeg tænker på afsløringerne af,  hvordan anbragte børn håndteres på visse såkaldte “opholdssteder”, og forleden var der i Dr 1 en udsendelse med titlen: “Min barndom i Helvede” – der handlede om en piges opvækst i en familie, hvor tæv og voldtægt af børn og voksne var daglig kost. Det var ganske rystende og ikke noget, der foregik i en uciviliseret fortid.

Så det har jo alligevel kun ændret sig på overfladen: i de miljøer, hvor de mest udsatte børn lever, der lever også børnemishandlingen præcis som i gamle dage og til alle tider. Men det vil jeg vende tilbage til i et senere anlæg.

I romantikken bliver begrebet “den gode moder” og kærligheden til det lille barn aktuel og fik i det mindste i litteraturen en stor plads – tænk f.eks. på Ingemanns morgen og aftensange.

Før den tid var barnet lig med skarnet. Det skulle kues og knægtes og formes og føres frem mod dannelsen af “mennesket” = den voksne. Selvfølgelig er kærligheden til det lille barn ikke en opfindelse, som 1800 tallet har patent på – det fandt jeg det smukkeste billede på forleden ( se nedenfor!). Forældre har vel altid elsket deres børn – men dels var der i hine fjerne tider et gevaldigt spild af små, de færreste overlevede barndommen, så man måtte vænne sig til, at det der lille kræ ejede man kun en tid, så tilhørte det Gud og Himlen, og det var også meget bedre.

I fine adelskredse blev barnet straks efter fødslen udleveret til fosterfamilien, hvor det voksede op, og de biologiske forældre fik det så tilbage ( hvis det da overlevede) i mere eller mindre god stand. I Frankrig er der talrige retssager i 1700tallet, hvor forældre klager over, at de afleverede et sundt barn, men fik et skrantende uskønt og eksemplaget skravl tilbage.

Og sådan har det ændret sig siden – først i romantikken blev det den biologiske moder, der ammede sit eget barn – det havde man før den tid ammerne til – det var fattige kvinder, der havde født i utide og i stedet for at gå til grunde nu kunne gå til hånde i de fine familier. Hvad der blev af deres eget barn hører man meget lidt om.

Ja, sådan har det ændret sig med tiderne. Herunder et par billeder, der måske giver en lille fornemmelse af tidens syn på barnet.

Det frie barn:

Omslaget til Erik A. Nielsens bog om Kingo forestiller en dreng, der lyser af frihed og glæde. Men det er barnet brugt som symbol. Billedet er af Dujardin og malet i 1663, og det forestiller netop ikke primært et barn i en barnlig situation; det er en allegori, altså en lille fortælling, og drengen blæser sæbebobler, og hele situationen er et billede på forgængeligheden. Så altså, billedet vil ikke sige: se hvilken lykkelig dreng, men: se, hvor livet er kort og brister som bobler. Og se engang rigtigt på ham. Han har nok et barneansigt og et forsigtigt smil, men hans krop er en ynglings ( = en mands).

Forleden besøgte jeg rektor Minke, som bor på Støvringgård, og der i Riddersalen hang det yndigste barokbarn. Ganske vist opstillet, men barnligt og appellerende til vores ømhed. Det er malet med kærlighed. Så vist fandtes den, kærligheden, også i kunsten.

Og nu til det frie, moderne barn. Her tapper jeg løs af familiealbummet:

Først nogle børn ved en strand. Her symboliserer de ikke noget, de er bare børn:

 

 

1. Børn. Rikkes fødselsdag

Den schweiziske filosof og psykolog Alice Miller har hele sit liv arbejdet med begrebet “barndom” og skrevet mange bøger om emnet, en af dem handler om Hitler som barn. Hendes hovedide er, at barndommen for alle, men mere for nogle end for andre, er en smerteproces, man i følge sagens natur må igennem, men som for rigtig mange skader psyken for livet. En af hendes seneste værker hedder betegnende nok: “I begyndelsen var opdragelsen.”
Ja, opdragelsen. Den har vi alle prøvet på egen krop og sjæl og mange af os givet videre til de små børn, der kom i vores varetægt. Og vist har vi fejlet, men for de fleste af dem, jeg kender og for mig selv, tror jeg, at jeg med nogenlunde sindsro kan tilføje, at vi gjorde vores bedste. Det var så ikke altid godt nok.
Et af mine store forbilleder indenfor børneopdragelse er min egen far. Han undlod med stor succes at gå i lag med den opgave, der hedder opdragelse og lod alle fem børn udfolde sig nogenlunde frit, men med en sådan ro og venlighed, at vi rent faktisk artede os ret så eksemplarisk. Vi var vist aldrig ulydige.
Sådan har jeg ikke opdraget mine børn. Jeg ejer ikke hans sindsligevægt og indre ro. Men jeg har da forsøgt at give plads for et vist  mål af frihed. Og i al fald gik det aldrig som i den novelle, som jeg vil bringe herunder. Den er taget fra novellesamlingen: “Mellemlandet.”

Rikkes fødselsdag

Rikke er fin. Det er hun næsten altid, men i dag er hun særlig fin. For det er hendes fødselsdag.
”Og så skal vi have selskab,” siger mor, ”og være fine.”
Så det er hun. Meget fin endda.
Kjolen er gul og lavet af noget stof, som mor siger hedder silke. Hun er mors lille silkepige.
Kjolen har flæser forneden og blonder foroven. Og mor har krøllet hendes hår, der er lige så gult som kjolen. En rigtig prinsesse og fars lille skat, siger far og ser stolt på hende. De voksne vil så gerne være stolte. Og det er noget, som de er alene på grund af hende. Altså, når hun er artig og dygtig og pæn. I dag er hun alle tre ting. I al fald artig og pæn. Dygtig, det ved hun ikke rigtig. Selv om det sørgeligt nok er den vigtigste dyd. Det hedder det. Dyd. Det siger far. Han kan så mange ord. Det skal hun osse kunne. Og være god til at
tælle.
”Hvor meget kan du tælle til nu?” spørger far næsten hver dag og ser så alvorligt på hende,
som om hun ville komme slemt til skade, hvis hun ikke kunne tælle til mere end 5. Men hun kan heldigvis tælle til 50, så han behøver ikke være bange. Men læse kan hun ikke.
Far har forsøgt at lære hende noget, der hedder alfabetet. Det skal man bruge til at
læse med. Man kan både remse det og synge det. Og når far synger med, går det nogenlunde med det. Men lære det udenad, det kan hun ikke. Og slet ikke bruge det. Det er også alt for indviklet for et lille barn, siger mor og så skændes de lidt om det, og det ender med, at far siger: jamen, hun er vel ikke tung i det, tror du? Og de kigger begge
to så bekymret på hende, som om tung er en hæslig sygdom, som de er bange for, at hun fejler. Så nu har hun bestemt, at tung, det vil hun i al fald ikke være. Og derfor spiser hun meget mindre end før. Det hjælper osse, det kan hun mærke. Selv is. Som ellers smager
så godt. ”Nej tak,” siger hun og nejer pænt, hver gang de spørger, om hun vil have en. Og så siger de, at hun er et underligt barn. ”Tænk, vores Rikke kan ikke lide is,” siger mor og lyder på en gang bekymret og stolt.
Rikke gider ikke fortælle hende, at hun tager fejl. Hun elsker is. Det er alt for indviklet.
Hun bliver 6 år i dag, og derfor har hun selskab. Hun har osse seks gæster. Og er endda
midtpunkt.
”Hvordan føles det så at være midtpunkt, lille Rikke?” spørger mormor, og hun kan ikke
svare, for hun har ikke prøvet det så længe endnu, at hun synes, det kan føles. Men hun tror nok, det er rart, for det betyder, at man gerne må snakke, og at de voksne smiler imens og lytter. Det er helt sært. Hun ser hen på farfar. Han smiler ikke, og Rikke tror slet ikke, at han kan. Hans læber er vistnok limet sammen, og når han en gang imellem skiller dem for at spise eller for at grynte, så kan man godt se, at han rigtig må anstrenge sig. Det er nok alt det lim, tænker Rikke og synes, at det er lidt synd for ham, men hun gider
alligevel ikke have ondt af ham, for han er underlig, og han ser altid så alvorligt, ja næsten vredt på hende.
Mormor er helt anderledes. Hun smiler i ét væk. Sommetider ser det ud, som om smilet
sidder fast, og Rikke får en grim lyst til at gøre noget uartigt, bare for at få det løst. Somme tider ser hun lige på Rikke imens og siger, at hun er en solstråle. Et lille lys i mørket. Det har hun osse kaldt hende engang. Det var dengang, mor græd i flere dage, og til sidst kom mormor og flyttede ind bare for at trøste hende.
”Jamen, kæreste barn, du har jo din lille pige, tænk på det. Hun er det lys, Herren har
sendt dig i dit mørke.” Rikke fik ondt i maven, da hun hørte det, for hun syntes slet ikke, at hun kunne lyse det mindste.
Mormor snakker tit om Herren. Det er en, der osse hedder Gud. Men hjemme hos dem er
der kun far. Herren er en mystisk mand, der går rundt og tænder små lys som Rikke og sender dem til de bedrøvede, der lever i mørke. Hun kan bare ikke forstå, hvorfor han har valgt hende. Hun kan slet ikke lyse mor glad. Han har nok taget fejl og tænkt på en helt anden. En der ligner Rikke. Men bare med lys i.
De får boller og kagemand og kakao.  Og Jens spilder selvfølgelig kakao på sin fine, hvide skjorte og lidt på mors dug osse. Det ser sandelig ikke pænt ud, og de voksne får travlt med at forsøge at fjerne den grimme plet, inden den tørrer ind på dugen. Men det kan de bare ikke. En ækel brun plet breder sig lidt midt i alt det rene og fine. Føj for en møgunge! Og så skælder de ham ikke engang ud.
”Herregud,” smiler mormor, ”han er jo kun tre år og kan ikke gøre for det.” Og hun gør sig
umage for at holde smilet kørende i hele ansigtet.
Mor og tante Erna smiler ikke. Det kunne osse lige passe. Onkel rømmer sig og ser væk, og
farfars mund bliver en smal streg, og morfar siger en lyd som en rar plysbjørn.
”Fy, slemme gris!” siger Rikke alligevel, når de andre nu ikke vil. Og hun tænker, at der kan man ligegodt se. Det er sandelig et held, at de ingen drenge har. Fætter Jens har Herren i al fald ikke sendt for at lyse for sin mor. Men måske sender han osse nogle børn, der skal sørge for, at der ikke bliver alt for lyst. Det går jo ikke an, at de voksne render omkring og er glade i tide og utide. Og hun ser strengt på møgungen. Selv skal hun
nok passe på. Hun spilder ikke, for hun er en pige. Og hele seks år. Og man kan
godt gøre sig lidt umage. ”Bare du gør dig lidt umage,” siger far, når der er noget, som er svært.
Senere foreslår mor, at Rikke skal tage sin lille fætter med ud og lege i haven. Hun
glor på Jens og ved godt nok ikke, om hun gider lege med den ulækre spildeprås.
”Men I skal opføre jer pænt og artigt. Og ikke gå længere end til sandkassen. Og endelig
ikke grise jer til,” siger mor.
Det skal de nok, lover Rikke og nikker. Og så ryster hun på hovedet. Nej. De skal ikke
grise sig til.
Sandet er pænt og hvidt, og de har fint og rent legetøj i kassen. For mor vasker det hver
dag med sæbe og vand, fordi der lever nogen små dyr, det hedder batterier, og de er meget farlige. De sætter sig på alting og især på børn, og derfor må man hele tiden vaske dem væk. De kan ikke lide sæbe. Det dør de af. Men hvis man ikke får has på det skidt, siger mor, så kravler de ind i børns kød og æder løs, uden at man kan se det. For de er usynlige ligesom nisser og trolde og engle. Men bare meget mere uhyggelige.
Nogen gange kan Rikke ikke sove, fordi hun synes, at hun kan høre dem pusle rundt i sengen og lure på hende. Og hun hyler, og mor kommer rendende, men gider ikke vaske
sengen midt om natten. Og far kommer osse, og han siger, at hun kan få en endefuld, hvis hun ikke holder op med det tuderi. Og nu skal hun sove. Basta! Så ligger hun
og kradser sig på arme og ben. For man kan vel kradse dem ihjel. Mon ikke?
Da de sidder i sandkassen med hver sin spand og skovl, fortæller Rikke Jens om batterierne, og hun siger, at de æder ham op, hvis han griser sig til.
”BANG!!!” skriger han lige ind i hovedet på hende, og hun ved ikke, hvad han mener, om
han vil skyde dem, eller om de vil skyde ham. Hvor er han dum! Men han fortsætter med at hyle, mens han fægter i luften med sin skovl. ”BANG – BANG
– BANG! Så nu skudt jeg patterierne,” siger han så og kan altså ikke engang tale
rent.  Så begynder han igen at grave i sandet. Patterierne! Han kan selv være et patteri. Pattebarn er han i al fald, tænker Rikke. Men hun siger det ikke højt, for hun har lovet
far og mor at være høflig over for gæsterne. Og lille dumme Jens er en gæst.
Hun giver sig osse til at grave. En tid graver de om kap. To små huller, der vokser, men
Rikkes vokser hurtigst. Skovlen arbejder og arbejder. Op og ned går det, men i
det lange løb er det ikke morsomt.
”Skal vi lege nu?” spørger Jens pludselig og kaster den blå skovl fra sig. Rikke
standser midt i en stor skovlfuld og lader blikket glide fra den røde skovl,
der hænger i luften og til den lille dreng, der nu puster kinderne op og med ét
ser ganske babyagtig ud. Som en stor dukke, og sød for resten. Men så siger
hun alligevel, at det gør de jo for søren. De leger. ”Nej.” Han ryster energisk på hovedet, så de små brune krøller danser om hans runde ansigt. Sød stadigvæk, tænker hun og opdager, at hun sidder og smiler til ham.
”Jo vi gør.”
”Ikke rigtigt.” Han rejser sig op og begynder at hoppe op og ned på stedet. Rikke hopper lidt sammen med ham, hun hopper endda ind i ham, og han griner og griner, og hun er lige ved at grine med, men hun synes alligevel, at det er for dumt, når man er seks år og
siger, at det tossede hopperi, det er ikke en rigtig leg. De kan lege
mor og baby. Så kan han være babyen. Og han laver trutmund som en rigtig baby, men siger, at det vil han ikke. Han vil være faren så. Og Rikke kan være moren. De har ingen baby. ”Det har man altid. Det er kun lige de første dage efter brylluppet, at der ingen er. Så
kommer der en. Den fødes i maven.” Forklarer hun voksent.
”Men så er det her lige de første dage,” hikker han og nægter pure at være baby. Hun
prøver både at ruske ham og at kysse ham og siger endda, at babyer er noget af
det sødeste. Og nu skal han være sød. Men han sparker i sandet, så det rammer hendes nye kjole og skriger, at hun kan selv være en baby. Han er stor. Og babyer er ikke søde.
”Du er i al fald ikke,” siger hun og kniber øjnene sammen, så han næsten forsvinder foran
hende. ”Du er den dummeste unge, jeg har set.” Hun har ikke set ret mange, for
hun går hjemme hos mor, og de kommer næsten aldrig nogen steder. Men det siger
hun ikke.  ”Du er selv dum. Dumme tøs!” vræler han, og pludselig griber han sin skovl og kyler den i hovedet på hende. Det gør meget ondt, og hun styrter sig over ham og begynder at skælde ham ud og at slå ham, selv om han hyler værre end de små grise på onkels Svends bondegård. Lige pludselig er hun voldsom stærk, mærker hun, og hun ryster ham frem og tilbage, som om hun vil ryste alle hans små dumme tænder løse.
Nu kommer de voksne farende ned over plænen med kurs mod sandkassen, og hun slipper fætteren og ser forfærdet, hvordan de forandrer sig og bliver til rasende uhyrer med fråde om de gispende munde. Så mærker hun hårde hænder lukke sig om armene, og hun bliver flået væk fra Jens og sandkassen og slæbt hen over plænen. Mor og tante Erna har fat i hver sin arm og rykker dem næsten løs af kroppen. Hele vejen op til huset råber mor. Far står deroppe og siger en masse spidse ord, der rammer hende.
Bagefter kan hun ikke huske, hvordan den fødselsdag endte. Kun at alting gik meget hurtigt, og at hun pludselig lå i sin seng og skulle skamme sig. Men hun
skammer sig ikke. Det er ikke hendes skyld, at Herren tog fejl og valgte en
forkert pige. Her har hun ikke noget at gøre.

 

Intermezzo.

Som mine læsere, ikke af bloggen, men af mine bøger, vil vide, så har børn og børns vilkår altid interesseret mig, og et par bøger herom er det jo også blevet til i tidens løb – 3 børnebøger: “Johan”, “Isenglens Søn” og “Skyd dig igennem, sagde Oldefar”.

Men også i voksenbøgerne spiller barndommen en stor rolle – det ses f.eks. markant i “Outside” – “Blues” og “Mellemlandet.”

Og i de store biografiromaner har jeg dvælet rigeligt længe ved barndommen. Eller “rigeligt”? – jeg ved nu ikke – det er den tid, menneskets sjæl formes, den tid, hvor det er mest udsat og skrøbeligst, og hvor alt kan vindes og tabes.

Det vil de næste indlæg komme til at handle om.