Alderdommens velsignelser og forbandelser

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Jeg har i de seneste 20 år holdt mange foredrag om alderdommen. De første mange år hed foredraget “de ældste og de yngste”. Og det handlede om de to aldre i menneskelivet, der i år ligger længst fra hinanden, men som også er kendetegnede ved, at de deler vilkår med hensyn til det forhold, at både de helt små og de meget gamle er svage og sårbare. Og ret så afhængige af de “voksne” = de stærke, der befinder sig i den midterste livsfase.

Kort sagt: de lever i samme udsathed.

Den seneste tid har foredraget ændret navn og indhold. Det hedder nu: Alderdom er visdom.”

Ligesom det første foredrag tager det udgangspunkt i en historisk rejse. Hvordan har man set på begrebet “alderdom” i fortiden, og hvordan har det forandret sig med tiden.

Jeg hørte engang i et radioprogram Rane Willerslev ( socialantropolog og direktør for Nationalmuseet) hævde, at det KUN er i vor tid og i vor kultur, at man ikke agter og ærer de gamle. At det kun er Nu og Her, at alderdom ikke er omgærdet med stor prestige og respekt fra det omgivende samfund.

Det er jo ikke helt rigtigt.

Men langt hen er det.

Dog kan man se, at man i den græske oldtid dyrkede ungdommen (som aldrig før eller siden) og at i al fald nogle af de førende tænkere foragtede alderdommen. Det har vel så været provokerende, set i lyset af det “normale” syn på gamle folk.

Aristoteles ( 384 – 322 f. Kr.) ser først og fremmest “de gamle” som egoister, der har mistet kontakten til det levende liv. Han skriver i Retorik Xlll bl.a., at de gamle er ondskabsfulde, smålige og nærrige.

Platon (428-348 f. Kr.) ,som i øvrigt var Aristoteles’ lærer var ikke enig med ham i de anskuelser.

I Staten fremstiller han de ældre som selve visdommens kilde – dem kan man spørge til råds og lære meget af.

Senere i historien, nemlig i Det gamle Rom var synet på alderdom helt igennem positivt. At opnå en høj alder var ensbetydende med at opnå stor viden og magt. Alderdom er Visdom – Ja, den overskrift passer fint her.

Cicero ( skribent og statsmand, 106-43 f. Kr.) ) er en modpol til Aristoteles angående synet på de gamle. Han skriver endda et værk om det: Cato Maior de Senectute. Det skriver han, da han selv er en ældre herre, og her er ordene lagt i munden på den 84-årige Cato den Ældre ( statsmand,234 -149 f.Kr.). Han fortæller, hvordan han i sin alderdom bliver levende på en ny måde. Her et lille citat:

“Jeg har kastet mig ud i dette studium (= om den græske digter Solon) med en sådan lyst og appetit, som om det var et længe følt behov, jeg nu må søge at tilfredsstille. Alle de eksempler, I har hørt mig anføre, har jeg fra min egen læsning. Og da jeg hørte, at Sokrates havde gjort noget lignende med lyren, et instrument, som de gamle dyrkede meget, kunne jeg særdeles vel også have tænkt mig det! Med hensyn til litteraturen har jeg nu i hvert fald gjort en indsats. Men for nu at vende mig til en anden påstået fejl ved alderdommen, så savner jeg i dette øjeblik ikke en ung mands kræfter i højere grad, end jeg, da jeg selv var ung, savnede tyrens eller elefantens kræfter. De kræfter, man har, skal man naturligvis gøre brug af, og så i øvrigt indrette sin aktivitet efter, hvad man kan magte.”

Og senere skriver han: 

“…det er hos de gamle, man finder den forstandige tanke og det kloge omdømme, og havde vi ingen af dem, hvad var der så blevet af staten og samfundet?”

Og sådan fortsætter hans forsvar for synet på alderdommen som den mest positive periode i menneskelivet.

Det er også den almindelige mening i Det gamle Rom, idet landet styres af SENATET.  Ordet senat kommer af ordet senatus = samling af gamle. Senex = en gammel mand. Altså for at få indflydelse og magt skulle man være gammel. Det vil faktisk sige, at man skulle være senil for at være agtet. Ikke lige en tanke, der fænger i dag.    

 

 

 

 

Det ondes problem

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Har netop skrevet en ungdomsbog færdig, som handler om kampen mellem det gode og det onde. Gud og Djævelen er på spil i bogen. Og man kan måske sige, at kampen ender uafgjort. Eller rettere, kampen ender aldrig hverken i min nye bog eller i livet. Men netop, fordi vi mennesker kender forskel på godt og ondt, så er det underligt, at kampen ikke kan blive kæmpet til ende.

Det kan den åbenbart ikke, måske fordi den foregår inden i hver eneste af os, og måske er vi alligevel ikke så gode til at se forskel på godt og ondt. Måske er det faldne menneske faldet så dybt, at det ikke kan hive sig op af sumpen og blive til i lyset. Som der står et sted i Bibelen: “Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

 

CC0 - Public DomainSyndefaldet – ukendt maler

  

Jeg har længe villet skrive noget væmmeligt om Luther og hans regimenter og noget smukt om Erasmus af Rotterdam og hans tolerance og humanisme. Og det kommer jeg til at gøre senere, men endnu mangler jeg at færdiggøre de studier, som gerne skulle gøre mig klogere på både renæssance og reformation. Så jeg ikke kommer til at forenkle alt for meget.

Men min tese er enkel: Luther er voldelig og intolerant, og Erasmus er venlig og tolerant.

Men først vil jeg forsøge at undersøge, hvad det er, der gør, at vi “falder i Den Ondes kløer” gang på gang. Både i den fælles historie og i det individuelle livsforløb.

I ovenstående sætning har jeg personificeret ondskaben – og det gør man jo i Kristendommen: “Jeg forsager Djævelen og al hans væsen …”

Så lad os bare holde fast ved det.

Det kunne være interessant at finde ud af, hvorfor det onde (=Den Onde) stadig har et så solidt tag i os mennesker, synes jeg. Og her vil jeg tage udgangspunkt i to bøger, der begge handler om nazitiden i Tyskland. Niclas Franks bog: Faderen, og Erich Kästners bog “Notabene 1945″.

Niclas Frank er journalist, født i 1939, og har skrevet mange bøger. En af de seneste, Faderen,  er et opgør med nazitiden og med faderen (Hans Frank), som var Hitlers generalguvernør i Polen. Han havde altså bl.a. Auschwitz i sit område, og en af hans opgaver var at udrydde jøder. En af hans primære funktioner var at skaffe slaver til Det Tredje Rige. Han er citeret for følgende replik: “Når vi har vundet krigen, kan vi for min skyld lave hakkekød ud af polakkerne og ukrainerne og hvem der ellers hænger rundt omkring.”

Så kan vi næppe komme ondskaben nærmere.

Erich Kästner var forfatter og har også skrevet mange bøger. Ovennævnte kom i 1961 og er udgivelsen af forfatterens egne dagbogsoptegnelser i de sidste krigsmåneder. Kästner forblev ( i modsætning til de fleste andre forfattere, som var imod regimet) i Tyskland under hele krigen.

Jeg vil fortælle lidt om bøgerne og citere fra dem. De belyser begge “ondskaben” – og forsøger sig lidt med at forstå, hvad det var, der fik så mange millioner tyskere til at “vælge” og underkaste sig et totalitært regime med en indbygget ondskab, der var så modbydelig, at det trodser enhver beskrivelse.

Niclas Frank. Lad os slå fast med det samme, at han ikke forsøger “at forstå” faderen. Han køber ingen undskyldning og slet ikke den med, at faderen skulle være et offer for verdensituationen. Han var ikke blevet skudt, hvis han havde sagt nej tak til jobbet. Men han sagde ja. For han elskede det.

Hvor dybt ondskaben stak i nazisterne belyses gang på gang i bogen. Niclas Frank fortæller, at han som lille dreng blev “passet” af en SS-officer, som tog ham med i et fængsel. Her åbnede han cellen ind til en lille jødisk pige. Drengen så hendes store angst og begyndte at græde. Officeren trøstede ham med ordene: “bare rolig, den lille heks vil være død i morgen.”

Bogen Der Vater er bygget op som en lang samtale med faderen. I nedenstående får vi et lille glimt fra Nürenbergprocessen, hvor faderen sammen med en række højtstående medspillere i naziregimet, dømmes til døden ved hængning. Forhørslederen har spurgt Frank, om han kender sig skyldig og faderen svarer ikke:

…(318-19) ”For helvede, far, du er sådan en umulius … Dr. Seidl: “Jeg dropper spørgsmålet” Men det gør jeg ikke. Jeg forsøger at give dig genoprejsning med hver en fiber i min sjæl. For pokker, det er skærtorsdag, dagen før Jesus, der så ofte blev citeret af dig, af mor, af Himmler, Goebbels … og den del af den treenige Guddom, som I lagde beslag på, blev slået op på korset. Gør det! Og glem ikke mig. Jeg er syv år gammel. Jeg vil leve, længere end jøderne, end polakkerne, end ukrainerne, end flygtningene. End dig.

Dr. Seidl: “Hvad har De at sige til disse anklager …?” Chance nr. 2. Men jeg værfter den væk, før jeg hører dit svar. Der er kun et fløjt fra mor, der kan få dig til at ranke dig, når du forsøger at fedte dig ind hos nogen. Mor er her ikke, så du siger: “til disse anklager har jeg kun at sige, at jeg vil bede retten om at fastslå omfanget af min skyld ved afslutningen af min sag.”

…Seidl lægger op til næste spørgsmål, og du fortsætter: “Selv vil jeg gerne sige fra hjertet og ud fra oplevelsen af denne fem måneder lange proces, at jeg bærer på en stor skyldfølelse efter at jeg har fået indblik i alle de frygtelige grusomheder, der har fundet sted.” 

Seidl … genvinder balancen og overtager med det samme: “Hvilke mål havde De sat Dem, da De overtog posten som generalguvernør?” Dig: “Jeg blev ikke informeret.”

Som man kan se af ovenstående citat, er Hans Franks svar meget forvirrende og han lader, som om han ikke vidste noget om grusomhederne, skønt det var ham, der var en af de værste bødler. Forhørsdommeren bliver da også flere gange bragt ud af fatning over svarene.

Bogen ender med, at sønnen “æder” faderens indvolde. Det er en makaber slutning. Jeg citerer lidt fra den her:

( citat 330) :“Jeg synker dig og den sidste syndflod af løgne, indtil din pumpe bliver slatten, og du synker sammen i vidneskranken som en las kød, imens jeg, en evig barnezombie, springer veltilpas derfra, springer derfra igen og igen …”

Bogen er på alle måder barsk. Opgøret med faderen smerteligt og voldeligt – for der er virkelig tale om had og vrede, som næsten er ustyrligt.

Og så kom jeg bagefter til at tænke på, at der engang må have været kærlighed. Hadet lyser, vreden lyser – meget stærk bogen igennem. Men slutscenen, hvor drengen spiser sin far kunne måske alligevel pege i en anden retning. I al fald kom jeg i tanke om et meget fint digt, der også handler om at spise sin elskede, og som er ligeså makabert. Men det handler alligevel om kærlighed. Det er skrevet af Bo Hr. Hansen og lyder (efter min hukommelse) sådan her: “Vil du elske mig/ til døden os forener/ til vi ligger i hver sin/ maddikegrav/ og spiser af hinanden.”

 

Den næste bog er helt anderledes. Det drejer sig om Erich Kästners “Notabene 45″. Her er ingen egentlig vrede. Forfatteren skriver sin dagbog midt i Det tredje Riges undergang i 1945, og Kästner befinder sig i den periode i Tyrol, hvor han er en del af et filmselskab, mere eller mindre smuglet med som ven af instruktøren. Hans kone Lotte er også med. Man hører skrækkelige historier om flygtninge, som krydser det idylliske Tyrol. Og også Kästner beskæftiger sig med skyldsspørgsmålet. Bogen er skrevet i en rolig, behersket tone.

Er de tyskere, der blev i Det tredje Rige ( inklusive ham selv) uden at gøre modstand, medskyldige?

Egl. ville han ca. 10 år efter krigen skrive en stor roman om hele perioden fra Hitlers magtovertagelse til opløsningen i 1945. Men han opgiver det. Og i stedet udgiver han i 1961 sin dagbog.

Her prøver han at forklare, hvorfor tyskerne handlede, som de gjorde. De levede under et voldsomt tryk. Og det pressede menneske udsættes for tre faser:

“(side 152) I dette første stadium føler mennesker endnu angst. Det er angst for den økonomiske ruin, for fængsler, for prygl, for spark, for pisken, for sult og sygdom, angst for sine pårørendes liv, angst for ens egen død, og angst for af angst at lyve og forråde.

“I andet stadium af forandring under tryk føler mennesket kun en eneste angst: at sige noget andet end det, man vil høre af ham. Og i det tredje stadium har han overhovedet ikke mere angst. Processen at ændre ham under tryk er lykkedes … Han er tilfreds med sig selv, fordi man er tilfreds med ham. Han er lykkelig, fordi han af egen fri vilje deler de herskende forbryderes synspunkter. Skulle de slæbe ham for retten og anklage ham for en afvigende, eventuel human mening eller handling, behøvede de ingen anklager. Han ville selv være mest opbragt over sit tilbagefald” (citat slut).

Alligevel frikender Kästner ikke de tyske modstandere af diktaturet, som forblev inaktive, som ikke gjorde modstand. Han føler sig skyldig. Mener endda, at denne passivitet ligger i tyskerens karakter. Han er sådan indrette, at han må lade sig undertrykke. Han skriver:

(Citat side 194) (Vi tyskere) tager bibelordet “vær øvrigheden underdanig!” mere bogstavelig end andre folk. Vi bliver ved med at være underdanige undersåtter, selv når storhedsvanvittige massemordere regerer os. Og hvad der hindrer os i oprøret, er ikke bare lænkerne. Hvad der lammer os, er ikke bare den nøgne angst. Vi er rede til at dø i hundredetusindvis, endog for en dårlig sag, når blot det sker efter højere ordrer. Vi ofrer os selv en gros og på kommando. Vi er ingen attentatmænd, heller ikke for en ædel sag, nej, slet ikke for den. Vore attentater mislykkes. Det hører med til karakteren. Vi er politisk subalterne. Vi er statsmasochister. “Spanskrøret ligger jer for dybt i blodet,” skrev jeg en gang. …(Citat slut)

Når jeg læser det dagbogsnotat, som altså er skrevet lige efter sammenbruddet i 45, så kommer jeg til at tænke på Alice Millers bog: “I begyndelsen var opdragelsen” – her fortæller hun, hvordan Hitler systematisk og dagligt blev pryglet og på anden vis mishandlet af sin far barndommen igennem. Men det mest uhyggelige ved hendes bog er dokumentationen af, at vold i børneopdragelsen er almindelig accepteret i samtidens Tyskland. Det er altså daglig kost for mange børn.

Kästner slutter sin dagbog 2. august 1945. Netop den dag kommer der en tidligere kz-fange til det lille smørhul i Tyrol, hvor digteren bor, og denne mand fortæller ham om, hvordan livet var i lejrene. K¨stner skriver i dagbogen:

( Citat side 198) Væmmelsen over det, der er sket i lejrene, lader sig overhovedet ikke gengive. Man kan kun opregne eksemplerne, som om det drejer sig om et katalog, om statistisk materiale, om poster i registret, i synderegistret, i et forbryderherredømmes dødssyndsregister. Det er eksempelløse eksempler. Morderne var dyr, der anså sig selv for mennesker. Ofrene var mennesker, man anså for dyr. Det, der skete, hører ikke til i historien, men i djævelens salmebog. Lejrene lignede sindssygeanstalter, men her var det bare omvendt, for det var ikke beboerne, men peronalet, der var sindssyge.” (citat slut)

Derefter giver han sig alligevel nøgternt til at opremse eksempler ( fra kataloget) og det er så grusomme hændelser, at jeg ikke kan gengive dem her. De er ikke til at begribe.

Ondskaben kan ikke forklares. Djævelen? Jo, men det er nu mest i Middelalderen, man for alvor troede på ham. Der stikker han fjæset frem på rigtig mange kalkmalerier f.eks. Eller er det sådan, at han stadigvæk dukker op alle vegne?  Da præsten Jacques Hamel blev myrdet af en islamist i sin kirke i Normandiet forrige år, var hans sidste ord: VIG BAG MIG SATAN. Han så altså ikke blot det onde, men også Den Onde og gav ham navn: SATAN. Ukært barn har også mange navne.

Det lille indlæg her kommer jo ikke sandheden om ondskaben nærmere, men måske sætter det nogle tanker igang? Så gør det jo lidt gavn.

 

 

 

 

Flygtninge

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værkssted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www. hesselholt.com.

Læste forleden Hannah Arendts “Vi flygtninge.” Et par citater og reflektioner i den retning:

Citater fra Hannah Arendts ”Vi flygtninge” fra 1943 – citaterne er taget fra Mikkels Flohrs oversættelse fra 2017, forlaget Slagmark. Citaterne følges af mine kommentarer.

I Danmark (og i hele Europa) forsøger man nu at skelne mellem immigranter og reelle flygtninge. Immigranter er dem, der kommer til os for at genopbygge et håbløst liv (ramt af fattigdom, sult og tørke). De kommer med et håb om et værdigt liv. Og det vil/kan vi ikke give dem, for de er for mange. ”Rigtige” flygtninge er dem, krigen og terroren har fordrevet. Dem har vi pligt til at hjælpe. Jøderne har alle dage været ”rigtige” flygtninge i den betydning, men de var for stolte til at leve med flugtens skamplet, og derfor erklærede de sig som indvandrere.

Citat fra Ahrendts bog – side 11) : ”Vi erklærede, at vi var rejst af egen fri vilje til lande, vi selv havde valgt og nægtede, at vores situation havde noget med ”såkaldt jødiske problemer ” at gøre. Ja, vi var ”immigranter” eller nytilkomne, der havde forladt vores land, fordi det en skønne dag ikke længere passede os at bliver der eller af rent økonomiske årsager. Vi ønskede at genopbygge vore liv, det var alt. For at genopbygge sit liv er man nødt til at være stærk og optimistisk. Så vi er meget optimistiske.”

Dagens flygtninge har mistet alt akkurat som de jødiske flygtninge i og før Anden Verdenskrig. Men medfølelsen med dem overskygges af angsten for, at de skal tage vores tryghed og velfærd fra os.  Jeg samlede penge ind for nogle år siden til Dansk Flygtningehjælp, og jeg mærkede (som mange andre) uvenligheden og mistroen.  Og jeg tænkte: sådan bliver man altså, når man er bange: en frygtning. Vi er Ikke flygtninge, men frygtninge.

(Ahrendt side 12) … Vi mistede vores hjem og dermed hverdagens genkendelighed. Vi mistede vores profession og dermed troen på, at vi kan udrette noget i denne verden. Vi mistede vores sprog og dermed de naturlige reaktioner, gestikulationernes lethed, det uhindrede følelsesmæssige udtryk. Vi efterlod vores slægtninge i de polske ghettoer, og vores bedste venner blev dræbt i koncentrationslejrene og dermed brød vores privatliv sammen.

(Kommentar) Det mest utrolige var nu alligevel franskmændenes reaktion på flygtningestrømmen fra vest dengang i 30’erne: man internerede jøderne, fordi de var tyskere ( og altså fjender) – og da Frankrig senere blev besat af Tyskland, forblev jøderne i lejrene, og nu var de der så, fordi de var jøder. Internaterne konverteredes til fængsler, og de internerede blev til fanger. Hannah Ahrendt selv sad i ”le camp de Gurs” i Sydfrankrig. Det lykkedes hende at flygte.

(Ahrendt side 23): — Vi blev udvist af Tyskland, fordi vi var jøder. Men vi havde knap krydset den franske grænse, før vi blev til boches ( tyskere). … Over syv år spillede vi den latterlige rolle, hvor vi prøvede at være franskmænd – eller i hvert fald fremtidige medborgere: men i starten af krigen blev vi alligevel alle sammen interneret som boches. I mellemtiden var de fleste af os blevet så loyale franskmænd, at vi ikke engang kunne kritisere den franske regerings ordrer; så vi erklærede, at det var okay at blive interneret. Vi var historiens første prisonniers volontaires.

(Kommentar) Vi behandler asylsøgende flygtninge/immigranter med mere nænsomhed i vores land. Tror jeg. Er dog ikke helt sikker. Derimod er jeg helt sikker på, at de mennesker, der sidder i asylcentrene og venter, undertiden i årevis, lever i et helvede. De humanistiske idealer, vi engang havde, har spillet fallit. Luther har vundet over Erasmus af Rotterdam og Montaigne. Ja, men det gjorde han jo for længe siden. Alligevel lykkedes det os at værne om humanismen. Længe. Men nu?

Nu er ordet humanisme blevet et skældsord. På niveau med ordet marxisme. Hvad tror danskerne så på? På Gud? Er de (vi) kristne? Jeg tvivler.

Hørte i dag Bagklog på P1 med Esben Kjær – han havde Suzanne Brøgger i studiet og de talte bl.a. om blasfemiparagraffen – om den skulle afskaffes eller ej. Og jeg hørte S.B. sige, at danskerne ikke bare ikke var kristne, men at de aldrig havde været det. Det tror jeg, hun har ret i. Selv om jeg aldrig har hørt nogen sige det før.

 

 

ONDSKABENS TRÆ

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

 

Ondskabens Træ

Bibelen taler i skabelsesberetningen om to træer, Livets Træ og Kundskabens Træ, men der var et tredje: Ondskabens Træ. Det har vi alle spist af, og det vidste vi jo godt, men vi har aldrig villet være ved det, og så pyntede vi os med fortællingen om Kundskabens Træ.  Men de frugter nippede vi kun til. Og vi blev ikke så forfærdelig meget klogere af det.

Ondskabens Træ, derimod, det åd vi af. Vi kunne slet ikke få nok.

Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger. Det siger vi hver søndag i trosbekendelsen, eller rettere præsten gør, for i vores protestantiske kirke er det jo mest præsten, der taler, vi andre står som tavse skygger, der ikke rigtig tør træde frem og stå ved ordene.

Og ærlig talt: tror vi på Djævelen? Men det, der kommer efter, er jo næsten endnu sværere at tro på: Jeg tror på Gud Fader den Almægtige. For hvordan kan vi tro, at Gud magter alt, når vi tænker på børnene i det sønderbombede Aleppo og i Mosul, på jøderne i gaskamrene, på flygtningene i deres skrøbelige både, på de incestramte børn og de voldtagne kvinder osv. osv.

Hvor er Den Almægtige i al den rædsel? En ond gud kan vi ikke tro på.

Den israelske forfatter Amos Oz skriver i ”Fortælling om Kærlighed og Mørke” om sin familie. Hvordan moren begår selvmord, da han selv er en dreng på kun 12 år. Først 50 år senere kommer han til en forståelse af, hvorfor hun gjorde det.

Han forstår den smerte, hun ikke kunne leve med. Hun stammer fra byen Rovno i Polen, og her levede hun en ubekymret barndom og ungdom i en jødisk overklassefamilie i 1920’erne. Hun klarede sig godt i gymnasiet, blev indskrevet på universitetet – var begavet, smuk og livsglad. Fremtiden tegnede til at blive lys.

Men i 1930’ernes Europa voksede antisemitismen, og som nogle af de få jøder valgte hun at emigrere til Israel. De fleste andre blev tilbage, alle hendes venner og det meste af hendes familie. Og nu citerer jeg fra bogen (s.267):

I treogfyrre eller fireogfyrre, eller måske tidligere, vidste hun, at alle var blevet dræbt der, i nærheden af Rovno. Nogen må have fortalt hende, hvordan tyskere, litauere og ukrainere, bevæbnet med maskinpistoler, havde ført hele byen, både unge og gamle, ud i Sosenki-skoven. Den samme skov, hvor de alle havde nydt at gå ture, når vejret var godt, hvor de havde været spejdere, sunget sange rundt om bålet eller sovet i soveposer på vandløbets bred under stjernehimlen.

Der, i Sosenki-skoven, mellem grene, fugle, svampe, ribs og skovbær, åbnede tyskerne ild og dræbte på kanten af grave, på to dage, omkring femogtyve tusind sjæle. Blandt dem var næsten alle min mors skolekammerater.

Det er i situationer som den ovennævnte, hvor helt almindelige mænd dræber mænd, kvinder og børn, blot fordi de anser dem for værdiløse, at vi rigtig fatter, hvor giftige ondskabens frugter er.

I dag har vi næsten glemt alt det, der skete dengang. Det er bare tal. Og det var jo ikke os, der dræbte. Men vi har et ansvar for, at det ikke sker igen: at vi ikke skal opfinde nye grupper, som vi kan finde uværdige og pine og dræbe.

Nu, hvor højreekstremismen i Den vestlige Verden blomstrer ligeså frodigt som i 1930’erne kan man blive bange for, at Det Onde = Den Satan, vi forsager om søndagen, skal få magten igen.

Jeg er ikke bange for mit eget liv, jeg har levet så mange gode år, og på trods af al fornuft tror jeg på Gud. Og har tillid til ham. Det skal nok gå.

Men for mine elskede børns og børnebørns liv er jeg bange. Og for alle de små liv, der skulle folde sig ud og blive smukke, men som måske bliver grimme, fordi de er inficerede af de onde kræfter, der spirer overalt i landene, også i Danmark. Bange for, at de bliver grimme nok til en dag at skyde på dem, der står ved kanten.

Og jeg er bange for alle de små liv, som skulle folde sig ud og blive smukke, men som tilfældigvis hører til en ”forkert” gruppe og derfor er bestemt til et liv i fattigdom og forfølgelse og udryddelse. De liv, som vi skulle værne om, men som vi behandler som ”småt brændbart” og helst skiller os af med.

 

Oktoberstemning i Tranestederne


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Tobias skulle skrives færdig.
Men. Tobias blev lidt fjern. For …
For mågerne skreg, og efteråret ruskede i hav og i træer. Og bølgerne slog som rasende mod stranden. Så derfor: på med hue og støvler og store frakker og ud. … ud på heden og ned på stranden. Stride sig frem i vinden, mærke og høre naturkræfterne rase og regere i stormen. Og hvordan de overdøvede alt andet. Den oplevelse kan ikke sammenlignes med noget andet, synes jeg. Og jeg kommer til at tænke på forfædrene: hvordan de stred sig ned til havet, ikke for at mærke naturkræfterne rase, men for at kæmpe imod dem. De kom, fordi skibe var i havsnød, og de kom, fordi de var nødt til det. Nogen måtte sætte livet på spil for at redde andres liv. Det var hårdføre folk. Og dem er man trods alt rundet af. Det er faktisk en ret god fornemmelse.
——————————————-
Husker nogle digte, som jeg skrev i 1960.
Jeg boede dengang på kostskolen i Silkeborg, og jeg længtes hjem, navnlig i efteråret var det slemt. Jeg savnede havet og himlen . Her i det idylliske Silkeborg ( smag lige på navnet!) var der træer og blinkende søer alle vegne.
Så skrev jeg digte. Det hjalp. Der, i ordenes skinverden, kunne jeg trække vejret.
Her er et par stykker fra den tid:
——————————————————————-
——————————————————————–
Min krop
vågner
hver celle
får liv
fra stormen
og stjernerne
og den sorte nat
og lydene
fra brændingen
og den hvide
vildskab
omkring mig
tænder en gnist
som sikkert
fortærer angsten
———————————-
————————————-
Nu fanger lyden
af hav mine sanser
en brølende brænding
overdøver
stormen fra andre steder
havet kærtegner min kind
havet er stærkt og salt
vinden er vild og varm
klitterne strækker sig
tavse og uden bøn
silhuetter i sommernatten
lykkelig står jeg nu her
og er menneske
————————————————
————————————————
Universet er tomt og tier
himlene ler ikke mere
månen er blottet og hård
min tanke
og tvivlens lille brod
——————————————–
——————————————–
Og så fik Tobias altså lov at ligge og hygge sig med sin engel.
——————————————————————————–
Han udviklede sig dog en smule i sene nattetimer; fik negle og hår. Er nu ikke mere foster. Blev langsomt barn. Blev dreng. Blev teenager. Og han blev ikke blot forelsket, han blev gift, han blev kastet ud i livet på den brutale måde, der hørte tiden til, og som for resten hører alle tider til: han skulle gennem de klassiske lidelser og mærke sin angst, før han kunne … kunne hvad?
————————————————————————————–
Ja, så langt er jeg ikke nået. Og så langt er der for resten mange, der ikke når.
———————————————————————————————
En ting har jeg tænkt over : Til alle tider den samme flugt, den samme menneskeforagt. Ikke så meget har forandret sig, siden Tobias gik på jorden ( eller Jesus for den sags skyld) . Læste i Information om en ung Afghaner , 21 år, som er kristen, og som derfor er flygtet til Danmark. Nu blev han så forleden sat på et fly og tvangshjemsendt til Afghanistan. Han blev bundet fast til sædet, men inden nåede han at sluge et barberblad.
—————————————————————————————————–
Ville hellere dø end blive sendt til tortur og uvished i sit hjemland.
—————————————————————————————————–
Tobias oplever det samme. Ja, der er jo ikke noget fly, de kan sætte ham på. Men farerne, hadet, usikkerheden og angsten  er det samme. Brutalitetens og ondskabens arme griber til alle tider lige hårdt.
————————————————————————————————————
Også i dag er verden fuld af Tobias’er – men ikke alle følges med en engel. Eller gør de? Jeg beder til, at de gør det. At Guds Engle ikke forlader dagens flygtninge. For vi mennesker har forladt dem.
———————————————————————————————————————
Men tilbage til Tranestederne. Som der ser ud en oktoberdag – forleden dag.
Et sted læste jeg forleden følgende sætning:
EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST
Den udtalelse vil mit næste indlæg handle om.
Ari Shavit fortæller hvorfor de smukke drømme visnede.

Septemberstemning i Tranestederne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Som nogen vil vide har jeg i den seneste tid boet i sommerhuset i Tranestederne for at skrive bogen om Tobias færdig. Det er den jo næsten, og du kan kontrollere herunder. Hmm … Du kan også bare glæde dig til den udkommer. Men det er jo længe at gå og være glad.

Herunder et par billeder fra strand og klit, og så kan man jo godt forstå skagensmalernes fascination af lyset. Særlig nu i september er det så utrolig smukt:

 

 

 

 

Et billedpip fra Tranestederne maj 2016

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Senere kommer et indlæg om fejringen af Anna Hansens 100 årsdag.

Et par hurtige billeder fra for lidt siden:

Min kæreste på ølbænken

Aften sol i Tranestederne

 

 

 

Kronik i Amtsavisen lørdag d.30/1 2016

Velkommen til min blog, der er en blanding af mange emner, men hvis indhold, du kan orientere dig på emnelisten. Her kan du også klikke dig ind på det, der måtte have din interesse. Vil du vide mere om mig, kan du gå til min hjemmeside: www.hesselholt.com

Skagen Bibliotek 2015

Billedet er taget af Lars Rasborg

For at læse artiklen skal du klikke med musen, indtil den når en læselig størrelse.

Tanker i anledning af en mindedag

Støvring 1999

Randers 2015

NOGLE TANKER I ANLEDNING AF EN MINDEDAG

I går var det 71 års dagen for koncentrationslejren Auschwitz’ befrielse. Hvilken befrielse!?

 

Primo Levi har beskrevet den i bogen: ”Hvis dette er et menneske” – og det er langt fra at være en fortælling om en befrielse. Lejren blev åbnet, ja, men ingen stod parat til at modtage for de forpinte skeletmennesker, der nu blev ”befriede” – ( nu ser vi bort fra “de hvide busser”, som var et skandinavisk fænomen) Nej, de fleste blev tværtimod overladt til sig selv, og mange af dem til en trøstesløs og lang vandring efter et sted, de kunne være. De var prisgivet flygtningens udsigtsløse liv.

Selv kom Levi først hjem efter endeløse måneder på flugt. Ingen steder var de velkomne. Man skal huske, at antisemitismen ikke forsvandt med et pennestrøg, selv om krigen hørte op. Mange af Levis medfanger omkom på flugten af sult, kulde og udmattelse, og andre (som Levi selv) forvandt aldrig den skade, de havde lidt. De begik selvmord, da de omsider nåede ”hjem”, hvor modtagelsen sjældent var hjertelig. Primo Levi fik dog skrevet tre bøger, inden han tog sit eget liv, og de vidner i dag om det, alle helst vil glemme: at vi mennesker under en tynd fernis af civilisation og humanitet stadig er brutale bæster.

Befrielsen blev kort sat en lang række rædselsår, der fulgte efter en lang række af rædselsår.

I tiden efter fik verden kun få vidnesbyrd om livet i lejrene. Mest var det billeder og enkelte skrifter. Sjældent mundtlige vidnesbyrd, for de overlevende talte helst ikke om det, de ikke kunne leve med, at de havde set og hørt.

Jeg havde en kollega, der ligesom jeg var lærer i fransk, og vi havde været sammen på kursus og været censorer for hinanden. Hun hed Arlette Levy Andersen, og jeg troede, at jeg vidste, hvem hun var, men det gjorde jeg ikke. Jeg anede ikke, at hun havde været i Auschwitz som ganske ung. Det gjorde de færreste, ikke engang hendes nærmeste familie. Den sorg var for stor. Den bar hun i tavshed. Indtil en dag for nogle år siden. Hun var blevet gammel, og nu begyndte hun først tøvende, men efterhånden mere og mere flydende at fortælle. Hun tog ud på gymnasier og fortalte. Og det blev også til en bog. ”Pigen fra Auschwitz”.

Pigen fra Auschwitz

Og sådan er der heldigvis mange, der de senere år har åbnet de sår, der ellers måske næsten var lægte, og som har fortalt så stærkt om det, de oplevede i kz-lejrene, at jeg håber, det vil få nye generationer til at forstå.

Nej, ikke forstå. Det er noget man ikke kan forstå. Men man kan vide det.

Vi SKAL vide det. Vi skal vide, at vi mennesker er i stand til at opføre os som svin. ”Hvis dette er et menneske.” – Ja, men det var det jo. Det var et menneske, der torterede og dræbte.

I de her dage er der kommet en dansk oversættelse af historikeren Gideon Greifs bog: ”Vi græd uden tårer.” Den har jeg ikke læst, men jeg ved, at den indholdsmæssigt ligger tæt på Levis bog, dog med den forskel, at Levi kom til Auschwitz som ung mand og selv gennemlevede alle rædslerne, mens Greifs bog er bygget på samtaler med fanger, der arbejdede med det mest modbydelige af alt tænkeligt – det var nemlig dem, der førte medfangerne til gasovnene og bagefter sørgede for cremering af ligene. Ja, bare det at sidde her og skrive det, får mig til at ryste på hånden.

Det er vild fiktion, kan jeg ikke lade være med at tænke. Det kan ikke være rigtigt, for så megen ondskab kan ikke tænkes i virkeligheden.

Faktisk er der store grupper overalt i verden, som fornægter holocaust.

Men det var virkelighed engang. Jeg har selv været i Auschwitz som besøgende på det museet der nu findes der.

Auschwitz. Foto fra 1991

Så onde har vi virkelig været engang. Så onde er vi stadigvæk. Så onde bliver vi ved med at være.

Nu skriver jeg VI.

Det var almindelige mennesker, der forfulgte jøderne. De havde almindelige liv. Almindelige hverdage med almindelige familier. Man kunne ikke se på dem, at de var onde. De betragtede ikke sig selv som onde. Deres venner og familier og landsmænd betragtede dem heller ikke som onde. Mange syntes, at de gjorde noget godt: Sørgede for, at de forkerte mennesker  – de onde jøder, de livsuduelige svæklinge, de dovne zigøjnere og flere andre uønskede grupper – forsvandt, så livet kunne leves af de rigtige. Smukt og uden pletter.

Hitler kaldte det ”die Entlösung”.

Det kunne vi aldrig gøre.

Jo, det kunne vi godt.

Hvis vi fik pisket en stemning op.

Hvis vi bliver overbevist om, at nogle bestemte mennesker er skadelige for vi andre.

Hvis vi begynder at synes, at vi er nødt til at stramme op – sørge for, at de ikke har det så godt, de uønskede, dem, der truer os. For de er jo helt forkerte, det kan vi godt blive enige om: de voldtager både kvinder og ytringsfriheden – og så er de terrorister.

De er ikke humane og rigtige som os.

Hvis de fik (=tog) magten her hos os, så er det færdig med os. Så har vi ingen velfærdsstat mere. Så mister vi friheden. Så mister vi alt, hvad vi har kært. Hør selv!

Jo, det er skam grund nok til, at vi skal være forskrækkede og glæde os over, at der er nogen, som vil stramme (g)rebet. At der så også er nogen, der bliver kvalt i det (g)reb, det kan vi da ikke gøre for.

Det er jo ikke os, der gør det.

De oversvømmer os, og er det ikke kloakvand, vi lugter?  – måske er de i virkeligheden rotter. Vi må passe på. Vi må stamme op. Vi må lukke øjnene for det, vi ikke vil se, og spærre dem op, så vi ser truslen.

Og vi kan slet ikke tillade os den luksus at tænke som kristne mennesker.  Kristendommen er direkte skadelig. Blødsødenhed og øllebrødsbarmhjertighed.

Den slags må vi overlade til GUD.

————————————————————————————————————-

ISLAMOFOBI OG ANTISEMITISME: to hæslige ansigter, der er begyndt at fylde alt for meget i alt for mange bevidstheder.

Jøderne er bange. Muslimerne er bange.

Det er nu, vi må holde fast i, at ingen kan defineres ud fra en gruppe: jøder er mennesker, muslimer er mennesker.

Hvad var det gamle Grundtvig sagde? : menneske først, kristen siden.

Det gælder også for de andre trossamfunds medlemmer: menneske først, jøde siden – menneske først, muslim siden.

——————————————————————————————————————–

Anette Broberg Knudsen – en forfatter fra Randers

Støvring 1999

Skagen 2015

Bloggen er et vindue til mit forfatterskab. Selvom gardinerne ikke har været direkte nedrullede, så har eventuelle interesserede ikke kunne se så meget nyt i værkstedet. Det ser lidt tomt ud for tiden. Arbejdet bliver der ikke. Ikke for alvor i al fald. 

Det følgende indlæg er en varm anbefaling om at læse en bog af en forfatter, som jeg først for nylig er blevet rigtig opmærksom på. Hun hedder Anette Broberg Knudsen og hører med i den efterhånden ret store kreds af Randersforfatterne, der en gang om året samles til Ordets Dag. Jeg kender hendes børnebøger og sætter pris på dem, men har først i dette efterår stiftet bekendtskab med hendes litteratur for voksne. Og faktisk til dato kun læst denne ene bog – men den har givet mig lyst til at læse, hvad hun ellers har udgivet for voksne.

Bogen hedder “Uden for byporten” og foregår på Kristi tid og handler først og fremmest om den ene af de banditter, der flankerede Kristus på korset. Sjobek hedder han og fortællingen om hans liv er fiktiv. Bogen har faktisk to hovedpersoner, idet “røverens” hustru Jeriots historie fortælles parallelt med Sjobeks.

Når bogen er så god skyldes det ikke kun den fine ide at skildre nogle menneskeliv, hvis lidelser når samme ufattelige højder som dem, Jesus udsættes for. Nej, der er en bred vifte af kvaliteter, der giver bogen en ubestridelig plads på den litterære stjernehimmel. Det vil jeg komme ind på i det følgende.

Litteraturfolk har fra tidernes morgen diskuteret, hvad der afgør en teksts litterære værdi: er det indholdet eller er det formen? Er det budskabet eller er det sproget? Og svaret må vel være, at det er den lykkelige sammensmeltning af de to ting: et vigtigt indhold formidlet i et smukt sprog. Den ægte litterære kunst opstår der, hvor betydning og billeder smelter sammen til en helhed. Og det er hvad der sker i ”Uden for byporten”.

Her kommer nu et citat fra side 23, som måske giver en fornemmelse af den fine syntese af sprog og indhold. Scenen er synagogen, og Sjobek er endnu kun en dreng. Han skal lære at læse, men han er ordblind, og nederlaget er til at føle på:

Værst var det, hvis han blev hevet op foran de andre drenge og skulle stå ved siden af rabbien, der sad på sit lave podium midt i det smalle, højloftede rum, og han skulle læse fra selve bogrullen. Så måtte han ikke røre ved det tynde, halvt gennemsigtige pergament og kunne ikke lade fingeren følge linjerne, så det endte med, at bogstaverne klumpede sig sammen og lignede trækul i et bål, der var gået ud. Eller fugle, der fløj forvirrede omkring.

Engang havde en due forvildet sig ind i synagogen og flaksede rundt om søjlerne, mens han stod der, og den kunne ikke finde ud igen ad de små glughuller oppe under taget, som den sikkert var kommet ind ad. Den flappende lyd af dens vinger gav genlyd mellem stenvæggene, og på et tidspunkt satte den sig på et fremspring på et søjlehoved og kurrede forvirret og bange, inden den fløj videre. Han følte med den indespærrede fugl, som han stod der. Han så op fra bogrullen og fulgte duen med øjnene, rundt og rundt mellem søjlerne. Rabbien svirpede ham over kinden med sin bederem og hvæsede, at han skulle lade fuglen være fugl og koncentrere sig om teksten, og han kunne høre nogle af drengene på forreste række fnise halvkvalt. Men duen blev ved at baske omkring …

Jeg har ikke i sinde at foretage en hverken sproglig eller tematisk analyse af bogen. Blot påpege nogle af dens mange kvaliteter.

Den ordblinde dreng. Den religiøse opvækst i et Jerusalem, der er besat af romere. Volden og angsten. Det er alt sammen skildret gribende. Og faktisk sådan, at det virker yderst vedkommende for en moderne læser i en moderne verden. Nutidigt næsten.

Radikaliseringen af de unge f.eks. er i højeste grad et aktuelt fænomen. Vi ser Sjobek på et tidspunkt blive tiltrukket af en ekstremistgruppe, og man kan ikke lade være at tænke på de unge piger og drenge, der i dag fanges ind af Islamisk Stat og i kampen for troen finder en mening med deres liv. I den moderne verden er der tale om muslimske unge, i romanen handler det om jødiske unge. Men drivkraften er den samme. Fænomenet genkendeligt. Og det er den samme forråelse, der er på spil.

Her kommer et eksempel fra side 29, hvor Sjobek melder sig til kampen i den religiøse ”frihedsbevægelse”. Han møder op hos rabbien, der rekrutterer de unge krigere. Han har lige fortalt rabbien, at han vil slutte sig til dem og kæmpe for Herren:

Rabbien nikkede og signalerede med sit stærke blik, at han skulle fortsætte.

”Jeg vil …begyndte han og gik i stå. De hellige ord derudefra var en dump rytme af fjerne trommer. ”Jeg vil være med og kæmpe for Herrens sag. Så Guds hævn kan ramme hedningerne. Så Guds rige kan bryde frem!”

”Det er sådan nogle som dig, vi har brug for!” sagde rabbi Kadmiel, og et fjerlet smil strøg over hans ellers ret udtryksløse læber. ”Har du tænkt over konsekvenserne?”

Sjobek nikkede.

”Du forlader din familie. Du er ikke længere søn i din fars hus. Du har ingen bror, ingen søstre. Måske ikke engang en kone. Du kan ikke vende tilbage. Ikke før Messias kommer og sætter sig i spidsen for vores hær og fører kampen til ende, og alt bliver genoprettet. Indtil da, Sjobek! Indtil da er du uden familie, uden slægt, uden hus. Du er hjemløs. Sådan er konsekvenserne. For din familie er du død, og de er døde for dig.”

…..

….. Så begyndte han sagte at tale, tøvende, forsigtigt, med en luftig og lys stemme, der kom ligesom langvejsfra:

Vinden blæser

Fra Guds bjerge;

Gennem grave

Blæser vinden.

Stemmen kalder over dybet:

Snart kommer frihedsriget.

Og vi vandrer ud af skyggen.

 Og Sjobek mærkede vinden blæse, selv om alt var stille. En lydløs stemme borede sig helt ind i sjælen og vækkede en længsel, han ikke vidste, han havde. Han ville svare, løbe det gyldne ukendte i møde, selv blive en del af det ekko, der genlød over fjerne bjerge. Vandre ud af skyggerne, bliver levende som aldrig før, blive ét med stemmens ord, som han ikke forstod, men som rørte ved en dirrende streng med dybe klange i hans sind og sang om en diset, dugperlende forårsmorgen. I et glimt så kort som en gnist fra et bål i natten så han, at der bag hævnen og kampen, bag råbet om blod og død, bag klangen af våben og styrtende mure og brølet af brændende bygninger, var en drøm om lysfyldte dage, der aldrig svandt hen. En drøm, han fortvivlet ønskede at holde fast i.

Sjobek bliver zelotkriger. Og der sker en gradvis forråelse af både ham og de andre unge mænd i bevægelse. Opildnet af den religiøse leder. Her et lille citat igen fra rabbiens mund: (side139)

”Lad hadet til de ugudelige være jeres åndedræt, lad råbet på hævn være jeres hjerteslag. Glem ikke et øjeblik jeres hellige brødre, som hedningerne har dræbt. Vi er ikke mange her, men der er hundreder rundt om i landet, og hver dag kommer der flere til, så romerne kommer til at mærke, at Herren er med os. For nu kalder Herren os til kamp, nu er krigen begyndt, og vi giver ikke op, før den sidste hedning er dræbt.”

 Et sted i bogen raserer de unge krigere en købmands hus og ender med at skære halsen over på ham, og man ser, hvordan blodrusen griber dem, og de forvandles fra mennesker til udyr. Her er ingen heroisme. Et andet sted voldtager de en ung prostitueret, der har skjult en romer, og scenen er så grotesk modbydelig, men det værste er næsten det, der sker inde i Sjobek. Han går i en slags selvsving, hvor volden bliver en motor, han ikke mere kan standse.

Da jeg for mange år siden skrev Kingobogen syntes jeg, at det var nødvendigt for mig at læse hele Bibelen. Det blev en lang og udmattende maratonlæsning. Og gang på gang tænkte jeg, at ingenting har dog forandret sig i den del af verden. Mellemøsten er og bliver et konglomerat af voldsomme modsætninger og blodsudgydelser. Det gamle Testamente er mange ting, men en af de ting, der går igen og igen, er den meningsløse vold. Som ganske vist forsøges forklaret. Men som alligevel forekommer mig lige meningsløs for det, og man kan ikke andet end gribes af gru, synes jeg, når man læser i den gamle bog.

Bogen om Sjobek og Jeriot foregår i en brydningstid, hvor nye tanker, der har kærligheden som centrum, begynder at strømme friere. Det nye Testamente handler om det nye forhold mellem Gud og mennesker, og indholdet her står i grel modsætning til alt det, Sjobek tiltrækkes og forføres af. Selv om han ikke er ukendt med kærligheden. Han er f.eks. elsket af sin familie og af sin unge kone, og der er meget smukke passager i bogen, hvor han hviler i den kærlighed. Bogen er således fuld af nuancer, og det er også en af de kvaliteter, der hæver den langt over gennemsnittet.