Faglitteratur – Saglitteratur – fagligt/sagligt

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Der er grøde i så meget for tiden. Kommer lige fra haven: og se, hvor det myldrer op af jorden derude. Lavendlerne knejser blå og ukuelige midt i haven og rundt om vælter det frem med roser og pæoner og masser af vilde valmuer. Vildskab og kuet natur i smuk forening

.

Men det jo ingen gartnerblog, det her, må jeg minde mig om, og inden jeg helt forsvinder i henrykkelse over blomsterdufte og forførende farver, må jeg forlade haven og lade et blik glide hen over reolens mange mange bøger, der forresten i vores hjem slet ikke er farveløse, men spræller i alle nuancer.

For det her er jo (eller skulle være) en litterær blog. I litteraturens verden sker der også meget nyt. Hver ny bog er et mirakel. Og så taler man om nye genrer.

Men så nye er de jo ikke. Det meste er set før. Unge læsere har glemt det og tror, at det skubber litteraturen i nye retninger, når genrerne brydes op og gensplejses på kryds og tværs, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det, man læser er digt eller virkelighed.

Er det fiction eller non-fiction?

Denne blanding af genrerne er ikke et nyt fænomen, men det florerer for tiden. Det er sandt. Selvbiografier har altid været en skøn blanding af løgn og latin (= af digt og saglighed). F.eks. Ingemanns: Levnetsløb – det er en herlig barndomsskildring og man er ikke i tvivl om, at de mange små erindrede episoder ikke får for lidt under forfatterens pen. Der males op, der pensles, der digtes. Det bliver fiktion. Det samme gælder H.C. Andersens “Mit Livs Eventyr” – et lille digterværk, som da også korrigeres i “Mit Liv uden Eventyr”.

Så Knausgaard bryder ikke ny jord, når han i Min Kamp skriver, som om det her er SELVESTE SANDHEDEN – fortalt i en skønlitterær form.

Da jeg underviste i dansk i gymnasiet lærte jeg eleverne, at man må skelne mellem faglitteratur, som kunne være videnskabelige artikler, akademiske afhandlinger, lærebøger og alt andet, der var fagligt funderet i konkret viden og heftet på et troværdigt kildemateriale – og så alt det andet ikke-skønlitterære, som så var sagprosa.

Faktisk vil jeg, inden jeg går videre med genrebegrebets finurligheder, tilføje, at jeg slet ikke tror, der findes litteratur, som er mere saglig = sand end anden litteratur. Den saglige sagprosaforfatter kan skrive uinspirerende og unuanceret om et komplekst og spændende emne, og så bliver det jo løgn, skønt han holder sig til og lader sig styre af kilder og selvsyn.

Et eksempel på det:

Jeg har for nylig læst Christen Kolds “Rejsen til Smyrna” – og jeg havde da ventet, at jeg der ville blive meget klogere på mange ting både i forbindelse med den store skolemands liv og levned og på tidens særpræg. MEN HAN SER OG OPLEVER INGENTING. Jo, der er da enkelte beskrivelser (dårlige) af nogle bygninger og (endnu dårligere) af nogle udsigter. Men mest fortæller han om den mad, han spiser og om den dødsenstriste og dysfunktionelle familie, han følges med og hvor han er ansat som tjener. I et brev til en en god bekendt, Madam Knudsen, skriver han f.eks.:

… heller ikke har jeg stor lyst til at skrive da jeg egentlig ingen Ting har at skrive om. 

Ikke desto mindre boede han i Smyrna i 5 år og ernærede sig i de sidste år af opholdet som bogbinder. Altså levede han i god overensstemmelse med apostlenes visdom: at arbejde og at leve simpelt. Dog forsøgte han ikke at omvende tyrkerne til kristendommen, og så vidt jeg kan se, var alle hans kunder europæere og han havde næppe nærkontakt med de indfødte.

Jeg har ikke opgivet at skrive en bog om Kold – bare jeg kunne lade være med hele tiden at tænke på ham som “Kedelige Kold” – det er sikkert ufortjent, og han var jo langt fra nogen skrivekugle. Havde vel vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt.

Det er nok bare derfor.

Når jeg i ovenstående har vrøvlet lovligt meget om noget så kedeligt som genrer, så er det, fordi jeg vil begive mig ud i sagprosa- (måske fagprosa-)genren.

Jeg håber, at det vil lykkes. Først kommer Chresten Kokholm – og han var ikke kedelig – så kommer Christen Kold – og det er en hel anden historie, skønt de er navnebrødre og begge er børn af 1800-tallet.

 

 

TOBIAS og ENGLEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Så kom Tobias og Englen endelig fra harddisk til udgivelse i håndgribelig bogform. Det havde jeg jo lovet mine læsere, men jeg var ikke særlig god til at stå ved mit løfte. Et brev gjorde udslaget. Tak for det også.

Og tænk, at jeg fik selveste Rembrandt til at illustrere min bog. Tak, du gamle tegner, fordi du så ca. 400 år frem i tiden, så du kunne ramme præcis den sårbarhed, der er i min Tobias ( som i de fleste teenagedrenge) -  hans frygt og hans mod.

Og så synes jeg i øvrigt, at Rembrandt er moderne – den tegning kunne godt være lavet i det 21. århundrede.

Ganske kort om bogens skæbne indtil nu:

Ja, for den afgøres jo mere end af noget andet  af DBC’s lektørudtalelse. Christine Christensen har skrevet udtalelsen til min bog, og hun skriver i det mindste, at den er velskrevet, men ellers har hun ikke meget til overs for den. Og hun har slet ikke forstået dens humor – måske mangler hun humoristisk sans. Måske mangler hun blot tid og har lynet sig igennem den. Og det er vel forståeligt med alle de bøger, der skal anmeldes hver dag. En hel dag til en bog har man vel ikke. Anmelderkorpset er jo ganske lille.

Heller ikke spændingen på handlingsplanet nævner hun – og kommer slet ikke ind på, at bogen behandler aktuelle emner som forfølgelse af folkegrupper og tyranniske regimers vilkårlige magtudøvelse. Handlingen er (siger mine unge prøvelæsere) spændende og udspiller sig i et Mellemøsten, hvor ufred og krigerisk fremfærd jo ikke ligefrem hører fortiden til. Byen, hvor handlingen tager sit udgangspunkt hedder i dag Mosul – dengang Nineve. Der er mange paralleller mellem dengang og nu.

Kort om bogens relevans som biblioteksbog skriver anmelderen: “For et religiøst og spirituelt interesseret publikum.” Og som konklusion: “Smal udgivelse for et religiøst eller historisk interesseret segment. Anbefales til store litteratursamlinger.”

Det var så det. Og en sådan kritik og vurdering er jo ikke ment negativt, men det betyder jo desværre, at bibliotekerne ikke køber den.

Det er jeg selvfølgelig skuffet over. Ikke af økonomiske grunde – det er heldigvis ikke problemet, men jeg vil GERNE have læsere. Og der er folkebibliotekerne jo formidable som formidlere af god litteratur. Og de har altid anskaffet mine bøger til et bredt publikum. Nu kan man så på grund af udtalelsen ikke ret let låne “Tobias og Englen”

Jeg synes, at bogen er super som konfirmationsgave. Det religiøse aspekt i konfirmationen er vel ikke helt væk. Eller hvad?

Vi fik i sin tid “Hjortens Flugt” i konfirmationsgave. Og den var hamrende kedelig. Det er Tobiasbogen ikke.

Men hvis nogen af mine læsere skulle få lyst til at læse den, eller måske give den til en konfirmand, så har jeg nogle stykker på lager. Og de kan købes via min email: marianne@hesselholt.com til den klædelige pris af 120 kr. pr. bog.

Her præsentes den på Randers Bibliotek ( Foto: Mette Hesselholt Henne Hansen)

Intermezzo

Igen et af dine intermezzoer!!!  - jeg kan godt forstå, du ser sur ud!! skal du nu igen holde pause og fylde siden med ingenting?

Ingenting? Hvad mener du? Jeg skriver da altid noget!

Ja, noget! Indrømmet, der står da både bogstaver og ord. Og du er blevet helt flink til at stave. Men du kunne godt tage lidt hensyn til mig.

Til dig?

Ja, mig!

Jeg kender dig jo ikke engang.

Jeg har jo præsenteret mig: jeg er din læser.

Det er et vidt begreb.

Nu er du vist optimist. Vidt … ha ha ha … det kan være snævere end du tror.

Ja, men det gider jeg bare ikke tro. Jeg tror, jeg har en læser mere end dig. En, som er glad for mine ord.

Ja, hvis de så endda var dine!

Hør, hvad mener du nu?

Jeg mener: hvis du ikke plagierer, så skriver du af!!!

Plagierer, aldrig!!! Og skriver af. Ja, det er klart.

Klart?

Det hedder ikke afskrift. Det hedder citater. Det er jo for pokker alle mine kilder, som jeg net og nydeligt og samvittighedsfuldt præsenterer for min interesserede læser.

Nå, for HAM?

Ja, for han findes.

Godt så siger vi det. Og det er altså en “han” – ikke sådan et blufærdigt og beskedent kvindfolk som nu os to.

Jeg vidste ikke, at du var kvinde!

Nej, og heller ikke et suk om min blufærdighed og beskedenhed og alle de andre dyder.

Nej.

Så synes jeg, vi skal holde her. Mens legen er god.

Synes du det?

Jep.

Men hvorfor startede du hele den her forvrøvlede dialog?

Jeg elsker dialoger. Nej, helt ærligt: Jeg ville bare høre, om juleskeen snart viser sig på din skærm.

Ikke juleskeen!!Julèsken. Og ja, den begynder i morgen.

Jeg kan slet ikke vente.’

Er du ironisk?

Det ku’ du li’ at vide.

Nej!

9 – Jens Lønstrup og Ingrid Nielsen: Skagen tilsandede Kirke

Ligesom mange andre bøger om Skagens tidligste historie bygger ovenstående beskrivelse fra 1995 i høj grad på Olavius og Klitgaard. Det er en særdeles læseværdig bog, hvor, som overskriften siger, en stor del handler om Den tilsandede Kirke – dens oprindelse og oprindelige skikkelse med indbo og hele historie.

Men her vil jeg her nedfælde et par notater fra den den del, der handler om middelalderens og 1600tallets Skagen:

I indledningen omtales en stranding i 1387. Vi hører, at skibbrudne heller ikke dengang var retsløse. I 1369 blev det fastslået ved lov, at skibbrudne selv måtte bjærge deres gods eller betale andre for at gøre det, men tingene tilhørte altså de oprindelige ejere. “Det bjærgede gods kunne – og inddrevet gods skulle – bringes til den nærmeste kirke og opbevares, til en ejermand meldte sig.” ( citat side 9)

Her er et andet citat fra side 9: “Den første dag blev det bjærgede gods ført til den nærmeste kirke. De syv pakker klæde, der blev bjærget på andendagen, lod præsten Bernhard føre til en anden kirke 1 mil derfra. Selv om det ikke er nævnt udtrykkeligt, må de to kirker være henholdsvis Råbjerg og Skagen kirke, for vi kender Bernhard som præst i Skagen.”

Indledningsvis nævner forfatterne det besynderlige i, at kirken er placeret så langt både fra Højen og Skagen. Hvorfor er den det?

Nævner, at Skagen Sogn ikke er en stabil størrelse. Der var flere bebyggelser allerede fra de tidligste tider: citat: “Bebyggelserne i sognet havde deres navne. I kilderne møder vi til forskellige tider Reven, Højen, Østerby, Vesterby og Kappelborg, samt landbebyggelserne Lunholm, Karred, Hulsig, Klarup, Hesselholt osv.” ( s.11) Den første bebyggelse i Skagen hed Reven.

I bogen gøres der grundigt rede for de mange byflytninger, som fandt sted navnlig i 1600tallet på grund af de store stormfloder, hvor havet skar sig ind i landet og rev hele huse med sig – jorden blev ganske enkelt eroderet væk og forsvandt.

Også teorierne om, hvor Skagens første nybygger, Skarpæs’ hyrde Trond, byggede sin gård diskuteres, og forfatterne er ikke enige med Olavius i hans teori fra 1787, hvor han skriver, at Tranestederne har navn efter Trond, fordi det var her, han først slog sig ned.

Citat: “Sammenfattende kan det altså siges, at det ikke vides, hvor på Skagen mark Trond byggede sit hus. Vi har ingen sikre holdepunkter, og man kan egentlig kun fastslå, at det ikke var på Grenen. Det kan altså godt være, at han slog sig ned ved Tranestederne, i Højen eller ved Den tilsandede Kirke, men så kræves der andre argumenter, end dem der hidtil er fremsat. Hvis Trond har boet ved den søndre side noget væk fra Grenen, er der en mulgihed for i fremtiden at finde stedet, men hvis det var Skageraksiden, han valgte, vil alle spor forlængst være skyllet bort af havet.” ( s.39)

På side 44 kommer bogens forklaring på, at Laurentii Kirke ligger så langt fra Skagen (=Reven). “Da kirken omkring 1375 blev bygget, var der to kraftcentre i sognet: Lunholm ved Kildeklit og Reven. Kirken ligger midt mellem dem. Herresædet Lunholm havde hele Skagen mark undtagen kongens forstrand, hvor Reven var skudt op i årene omkring 1275. Det hurtigt voksende fiskerleje blev begyndelsen til Skagen by.” (s.44)

Jeg vil senere vende tilbage til en lille bog af Hauerbach, Arne L. Hansen og Hans Nielsen. Her vil det især dreje sig om Hauerbachs meget fine redegørelse af Grenens forskellige ændringer gennem flere hundrede år. Han påviser bl.a., at Grenens yderste spids nærmest lå lige nord for Skagen havn – altså skar den sig ind i Østerby ( Ø. lå på Grenen!!)  omkring 1600 mens den lå i Vesterby i 1400 – altså få år efter, at kirken blev bygget. På en tegning på side 25 – 26 illustreres dette fænomen. Bogen hedder Havet – Grenen – Skagen og den er fra 1983 – altså tidligere end ovennævnte om Laurentii Kirke, som er fra 1995, men ikke synes at inddrage Hauerbachs målinger i sin argumentation for at kirken er placeret så langt fra det nuværende Skagen.

Jeg vil inden længe offentliggøre et register over de bøger, jeg vil arbejde med, men min  chokerende mangel på metodisk stringens gør. at det må vente.

 

Tidsbilleder og deres troværdighed

I denne post vil jeg skrive lidt om, hvor ofte et tidsbillede falder uden for de gængse rammer for, hvad der hører til tiden. Jeg ville begynde med at karakterisere et billede af Kingo, men jeg forstår ikke, hvor mange steder jeg end suser rundt i IT-verdnens gådefulde rum, at uploade ( som det hedder på nudansk) et billede. Derfor må billedet vente, men resten af “post”en kommer her: Vi ser på et portræt af Kingo. Det kopieret fra Thomas Kingo – Samlede Skrifter fra 1941-45 af Hans Brix og Billeskov Jansen. Vi ser et billede af digteren, der ligner mange andre Kingoportrætter fra tiden. Og vi ser en lidt søvnig, måske endda en lidt veg person. Og selv om munden er sanselig og ser ud til at kunne bide, så er der samtidig noget sart og blidt over ansigtet. Nå, tænker min læser, så må det være en forfalskning, for Kingo var som bekendt strid og uforsonligt barsk og slet ikke til at røre, så hvad har det her fruentimmersødladne portræt med ham at gøre. Jo, vist er det ham. Og vi ser ham bære kjole og kalet, så der er nok fra hans tid som præst. En ret ung Kingo.
Det forholder sig sådan med det historiske, og det gælder også kunst- og litteraturhistorie, at vi inddeler i mere eller mindre fastlåste både, som vi derefter forsyner med overskrifter, og så bruger vi skriften i båsen som forklaringsmodel og tolkning af tekster og begivenheder. Og derved overser vi så meget.
Når vi først er hjemme i en bås, f.eks. BAROKKEN, så står vi fast der, som et andet stykke kvæg og tygger drøv på det, vi nu ved. Og er tilfredse med det, for alle de store forskere og en del af vi andre småfuskere har jo netop indset, hvordan alt hænger sammen.
Og så er der jo alligevel hele tiden noget, der falder udenfor. F.eks. nu dette ansigt. Men jo også meget meget andet, finder vi, når vi dykker ned i tidens mange udtryk.
I min næste post vil jeg forsøge at pege på nogle af de fænomener, der sjældent eller slet ikke nævnes i karakteristikken af Barokken. Det vil jeg gøre bl.a. ud fra kapitler af min Kingobog – kapitler, som anmelderne i sin tid fik sure tæer af at læse, og som fik dem til at svinge pisken over mit stakkels debutanthoved. Jeg kan love jer, at de slag gjorde ondt, og jeg har stadig mærker af dem. Men jeg svarede jo ikke dengang på dem, mest fordi jeg finder det temmelig uværdigt at gå ind i den slags polimikker. Anmeldere er ( kun ) anmeldere, og mange af dem ved ikke bedre. De har et job, som de skal røgte, og så gør de det vel efter bedste evne.
Men nu vil jeg lige slutte af med et eksempel, som netop falder mig ind, og som refererer til en af mine tidligere posts, den “om barrokkens brutalitet” – heri kunne det jo se ud, som om barokmenneskene tærskede løs på hinanden i tide og utide og navnlig på de små og store børn. Men det er værd at huske, at der også dengang var andre metoder i spil, f.eks. var Hillerød Latinskoles leder Albert Bartholin optaget af langt mere “moderne” opdragelsesideer. Han troede på, at musik, sang og dans var nok så gode midler til at forme menneskesindet, inspireret som han var af renæssancehumanisten Montaigne, der f.eks. altid vækkede sine børn blidelligt med den dejligste musik, som han lod spille hver morgen for de små poder.