Intermezzo

Igen et af dine intermezzoer!!!  - jeg kan godt forstå, du ser sur ud!! skal du nu igen holde pause og fylde siden med ingenting?

Ingenting? Hvad mener du? Jeg skriver da altid noget!

Ja, noget! Indrømmet, der står da både bogstaver og ord. Og du er blevet helt flink til at stave. Men du kunne godt tage lidt hensyn til mig.

Til dig?

Ja, mig!

Jeg kender dig jo ikke engang.

Jeg har jo præsenteret mig: jeg er din læser.

Det er et vidt begreb.

Nu er du vist optimist. Vidt … ha ha ha … det kan være snævere end du tror.

Ja, men det gider jeg bare ikke tro. Jeg tror, jeg har en læser mere end dig. En, som er glad for mine ord.

Ja, hvis de så endda var dine!

Hør, hvad mener du nu?

Jeg mener: hvis du ikke plagierer, så skriver du af!!!

Plagierer, aldrig!!! Og skriver af. Ja, det er klart.

Klart?

Det hedder ikke afskrift. Det hedder citater. Det er jo for pokker alle mine kilder, som jeg net og nydeligt og samvittighedsfuldt præsenterer for min interesserede læser.

Nå, for HAM?

Ja, for han findes.

Godt så siger vi det. Og det er altså en “han” – ikke sådan et blufærdigt og beskedent kvindfolk som nu os to.

Jeg vidste ikke, at du var kvinde!

Nej, og heller ikke et suk om min blufærdighed og beskedenhed og alle de andre dyder.

Nej.

Så synes jeg, vi skal holde her. Mens legen er god.

Synes du det?

Jep.

Men hvorfor startede du hele den her forvrøvlede dialog?

Jeg elsker dialoger. Nej, helt ærligt: Jeg ville bare høre, om juleskeen snart viser sig på din skærm.

Ikke juleskeen!!Julèsken. Og ja, den begynder i morgen.

Jeg kan slet ikke vente.’

Er du ironisk?

Det ku’ du li’ at vide.

Nej!

9 – Jens Lønstrup og Ingrid Nielsen: Skagen tilsandede Kirke

Ligesom mange andre bøger om Skagens tidligste historie bygger ovenstående beskrivelse fra 1995 i høj grad på Olavius og Klitgaard. Det er en særdeles læseværdig bog, hvor, som overskriften siger, en stor del handler om Den tilsandede Kirke – dens oprindelse og oprindelige skikkelse med indbo og hele historie.

Men her vil jeg her nedfælde et par notater fra den den del, der handler om middelalderens og 1600tallets Skagen:

I indledningen omtales en stranding i 1387. Vi hører, at skibbrudne heller ikke dengang var retsløse. I 1369 blev det fastslået ved lov, at skibbrudne selv måtte bjærge deres gods eller betale andre for at gøre det, men tingene tilhørte altså de oprindelige ejere. “Det bjærgede gods kunne – og inddrevet gods skulle – bringes til den nærmeste kirke og opbevares, til en ejermand meldte sig.” ( citat side 9)

Her er et andet citat fra side 9: “Den første dag blev det bjærgede gods ført til den nærmeste kirke. De syv pakker klæde, der blev bjærget på andendagen, lod præsten Bernhard føre til en anden kirke 1 mil derfra. Selv om det ikke er nævnt udtrykkeligt, må de to kirker være henholdsvis Råbjerg og Skagen kirke, for vi kender Bernhard som præst i Skagen.”

Indledningsvis nævner forfatterne det besynderlige i, at kirken er placeret så langt både fra Højen og Skagen. Hvorfor er den det?

Nævner, at Skagen Sogn ikke er en stabil størrelse. Der var flere bebyggelser allerede fra de tidligste tider: citat: “Bebyggelserne i sognet havde deres navne. I kilderne møder vi til forskellige tider Reven, Højen, Østerby, Vesterby og Kappelborg, samt landbebyggelserne Lunholm, Karred, Hulsig, Klarup, Hesselholt osv.” ( s.11) Den første bebyggelse i Skagen hed Reven.

I bogen gøres der grundigt rede for de mange byflytninger, som fandt sted navnlig i 1600tallet på grund af de store stormfloder, hvor havet skar sig ind i landet og rev hele huse med sig – jorden blev ganske enkelt eroderet væk og forsvandt.

Også teorierne om, hvor Skagens første nybygger, Skarpæs’ hyrde Trond, byggede sin gård diskuteres, og forfatterne er ikke enige med Olavius i hans teori fra 1787, hvor han skriver, at Tranestederne har navn efter Trond, fordi det var her, han først slog sig ned.

Citat: “Sammenfattende kan det altså siges, at det ikke vides, hvor på Skagen mark Trond byggede sit hus. Vi har ingen sikre holdepunkter, og man kan egentlig kun fastslå, at det ikke var på Grenen. Det kan altså godt være, at han slog sig ned ved Tranestederne, i Højen eller ved Den tilsandede Kirke, men så kræves der andre argumenter, end dem der hidtil er fremsat. Hvis Trond har boet ved den søndre side noget væk fra Grenen, er der en mulgihed for i fremtiden at finde stedet, men hvis det var Skageraksiden, han valgte, vil alle spor forlængst være skyllet bort af havet.” ( s.39)

På side 44 kommer bogens forklaring på, at Laurentii Kirke ligger så langt fra Skagen (=Reven). “Da kirken omkring 1375 blev bygget, var der to kraftcentre i sognet: Lunholm ved Kildeklit og Reven. Kirken ligger midt mellem dem. Herresædet Lunholm havde hele Skagen mark undtagen kongens forstrand, hvor Reven var skudt op i årene omkring 1275. Det hurtigt voksende fiskerleje blev begyndelsen til Skagen by.” (s.44)

Jeg vil senere vende tilbage til en lille bog af Hauerbach, Arne L. Hansen og Hans Nielsen. Her vil det især dreje sig om Hauerbachs meget fine redegørelse af Grenens forskellige ændringer gennem flere hundrede år. Han påviser bl.a., at Grenens yderste spids nærmest lå lige nord for Skagen havn – altså skar den sig ind i Østerby ( Ø. lå på Grenen!!)  omkring 1600 mens den lå i Vesterby i 1400 – altså få år efter, at kirken blev bygget. På en tegning på side 25 – 26 illustreres dette fænomen. Bogen hedder Havet – Grenen – Skagen og den er fra 1983 – altså tidligere end ovennævnte om Laurentii Kirke, som er fra 1995, men ikke synes at inddrage Hauerbachs målinger i sin argumentation for at kirken er placeret så langt fra det nuværende Skagen.

Jeg vil inden længe offentliggøre et register over de bøger, jeg vil arbejde med, men min  chokerende mangel på metodisk stringens gør. at det må vente.

 

Tidsbilleder og deres troværdighed

I denne post vil jeg skrive lidt om, hvor ofte et tidsbillede falder uden for de gængse rammer for, hvad der hører til tiden. Jeg ville begynde med at karakterisere et billede af Kingo, men jeg forstår ikke, hvor mange steder jeg end suser rundt i IT-verdnens gådefulde rum, at uploade ( som det hedder på nudansk) et billede. Derfor må billedet vente, men resten af “post”en kommer her: Vi ser på et portræt af Kingo. Det kopieret fra Thomas Kingo – Samlede Skrifter fra 1941-45 af Hans Brix og Billeskov Jansen. Vi ser et billede af digteren, der ligner mange andre Kingoportrætter fra tiden. Og vi ser en lidt søvnig, måske endda en lidt veg person. Og selv om munden er sanselig og ser ud til at kunne bide, så er der samtidig noget sart og blidt over ansigtet. Nå, tænker min læser, så må det være en forfalskning, for Kingo var som bekendt strid og uforsonligt barsk og slet ikke til at røre, så hvad har det her fruentimmersødladne portræt med ham at gøre. Jo, vist er det ham. Og vi ser ham bære kjole og kalet, så der er nok fra hans tid som præst. En ret ung Kingo.
Det forholder sig sådan med det historiske, og det gælder også kunst- og litteraturhistorie, at vi inddeler i mere eller mindre fastlåste både, som vi derefter forsyner med overskrifter, og så bruger vi skriften i båsen som forklaringsmodel og tolkning af tekster og begivenheder. Og derved overser vi så meget.
Når vi først er hjemme i en bås, f.eks. BAROKKEN, så står vi fast der, som et andet stykke kvæg og tygger drøv på det, vi nu ved. Og er tilfredse med det, for alle de store forskere og en del af vi andre småfuskere har jo netop indset, hvordan alt hænger sammen.
Og så er der jo alligevel hele tiden noget, der falder udenfor. F.eks. nu dette ansigt. Men jo også meget meget andet, finder vi, når vi dykker ned i tidens mange udtryk.
I min næste post vil jeg forsøge at pege på nogle af de fænomener, der sjældent eller slet ikke nævnes i karakteristikken af Barokken. Det vil jeg gøre bl.a. ud fra kapitler af min Kingobog – kapitler, som anmelderne i sin tid fik sure tæer af at læse, og som fik dem til at svinge pisken over mit stakkels debutanthoved. Jeg kan love jer, at de slag gjorde ondt, og jeg har stadig mærker af dem. Men jeg svarede jo ikke dengang på dem, mest fordi jeg finder det temmelig uværdigt at gå ind i den slags polimikker. Anmeldere er ( kun ) anmeldere, og mange af dem ved ikke bedre. De har et job, som de skal røgte, og så gør de det vel efter bedste evne.
Men nu vil jeg lige slutte af med et eksempel, som netop falder mig ind, og som refererer til en af mine tidligere posts, den “om barrokkens brutalitet” – heri kunne det jo se ud, som om barokmenneskene tærskede løs på hinanden i tide og utide og navnlig på de små og store børn. Men det er værd at huske, at der også dengang var andre metoder i spil, f.eks. var Hillerød Latinskoles leder Albert Bartholin optaget af langt mere “moderne” opdragelsesideer. Han troede på, at musik, sang og dans var nok så gode midler til at forme menneskesindet, inspireret som han var af renæssancehumanisten Montaigne, der f.eks. altid vækkede sine børn blidelligt med den dejligste musik, som han lod spille hver morgen for de små poder.