Læseoplevelser

Velkommen til min blog, der er en blanding af mange emner, men hvis indhold, du kan orientere dig om på emnelisten. Her kan du også klikke dig ind på det, der måtte have din interesse. Vil du vide mere om mig, kan du gå til min hjemmeside: www.hesselholt.com

 

 Skagen 2016

Læsning

 

Undertiden er en læseoplevelse mere end bare det. Noget i retning af en åbenbaring, noget, man slet ikke havde drømt om, eller måske netop drømt om.

Der er langt imellem, at den slags rammer en, også selv om man er en sulten læsehest, der gumler på litteratur hele tiden. Men denne vinter har jeg haft hele to uventede bogrejser, der bevægede sig ind i egne af stor og grum skønhed. Og da jeg nåede til vejs ende, var jeg ikke helt den samme,, som da jeg begyndte på det første kapitel.

Som forfatter kan man ikke andet end tænke: tænk, om jeg kunne skrive sådan.

Skrive, som om Gud fandtes i tastaturet og det blot var et spørgsmål om at ramme de rigtige taster.

Litteratur er selvfølgelig ikke Gud. Men somme tider forledes man alligevel til næsten at tro det. Guddommeligt, det er i al fald et ord, der passer her. ”I begyndelsen var Ordet” – sådan indledes Johannesevangeliet. Ja, og gamle Grundtvig vidste det, og han vidste også, hvor smerteligt, det kunne være at befinde sig så tæt på det sublime. Og så alligevel ikke kunne nå det: ”Når skyggen er ligest, da hulke de små, der stirrer derpå.”

Jeg er ikke så meget for det med at hulke. Der kunne ellers være god grund til det for hovedpersonen i den første af bøgerne. Det er faktisk hele 5 bøger. Men de er slugt på ingen tid. Synes jeg i al fald, og jeg glæder mig til at genlæse dem. Igen og igen.

 

Edward St Aubyn: Patrick Melrose-romanerne

 

Der er tale om 5 romaner, ”Glem det”- ”Dårligt nyt” – ”En smule håb” – Moders mælk” ”Til sidst”. Romanerne skulle være biografiske – det er nu aldrig det interessante ved en bog, synes jeg – om den er biografisk eller ej – Knausgårds “Min Kamp” skulle jo også handle om forfatteren selv, hvilket på ingen måde gør den til en stor læseoplevelse, siger jeg efter at have kæmpet mig igennem den første bog og opgivet de følgende. Kedeligt skrevet og jeg jeg jeg jeg og ikke ret meget andet end jeg og så jeg igen – og sproget – bevares, det fejler ikke noget, men det er ikke stor litteratur.

Melrosebøgerne handler om meget andet. Og er stor litteratur.

Jeg fik lyst til at læse bøgerne, fordi jeg havde nydt Downton Abbey serien. Serien er forfattet af en englænder, der selv hører til den adelige del af overklassen. Og han skulle vel så kende miljøet indefra og derfor kunne give et realistisk billede af det gode gamle engelske aristokrati. Og samtidig et vellignende billede af de ”tjenende” klasser. Downton Abbey er kort sagt det engelske klassesamfund set gennem briller, der glimter af sympati og velvilje.

Mig mindede serien om vores egen Matador. Underholdende på akkurat samme lidt overfladiske måde.

Melrosebøgerne er også skrevet af et medlem af samme engelske overklasse. Derfor læste jeg om end tøvende ( for jeg vidste, at den (også) handlede om vold) den første Melrose-bog og blev jo fanget. Her er et ganske andet billede af overklassen end i D.A. Enhver form for idyl og hygge er borte. Eller måske ikke helt, for den første bog ”Glem det” er set fra en drengs synsvinkel. Ellers havde man sikkert heller ikke kunnet holde ud at læse den til ende. Miljøet er gruopvækkende. Familien Melrose og deres omgangskreds tilhører det engelske aristokrati, og de lever i en verden gennemsyret af dekadence, snobberi og ondskab. Og her vokser drengen Patrick op. Han er hovedpersonen, som man følger i alle 5 romaner. Faderen David er den værste – han er sadist og øver sig flittigt på kone og børn. Det første barn dræber han, og det næste, Patrick, overlever mirakuløst.

Efter den beskrivelse, jeg har givet ovenfor, tror jeg, at de fleste har alt andet end lyst til at læse de bøger. De må jo være forfærdelige. Det er de også, og så alligevel fantastiske – som sagt. Og det skyldes jo flere ting. For det første er der humoren. Man griner højt. Det er bedre end at hulke. Og desuden: I den første bog får man alt sanset gennem et barn, som ikke helt forstår, hvad der sker, og som ikke kan bære, at det sker, og derfor fortrænger og digter om, og så føres læseren (gudskelov) også på vildspor.

Jeg vil ikke fortsætte handlingsreferatet – læs den selv.

Jeg vil skrive et par citater, der belyser miljøet, som drengen vokser op i. Men det følgende citat er fra bogens slutning, for det er nemlig først her, det går op for Patrick, hvad der egentlig foregik i hans barndom. Hans mor er død nu, og sorgprocessen efterfølges af en krise: en slags bevidsthedsgørelse, der også er en frisættelse af Patrick, så man på sidste linje er ret sikker på, at han faktisk får et godt liv. Med en sympatisk familie. Hans egen nemlig: kone (måske) og to børn ( helt sikkert).

Citat fra side 371 i Til Sidst: ( Patrick kommer fra sin mors begravelse. I bilen genoplever han nogle af de fortrængte oplevelser i barndommen)

Hans (Patricks) krop var en kirkegård fuld af begravede følelser, og de symptomer, den udviste, klumpede sig sammen omkring en bestemt grundlæggende rædsel, på samme måde som den gruppe kirkegårde, de lige var kørt forbi, klumpede sig sammen omkring Themsen. ( Citat slut)

( Citat): Han huskede den gang, han tre år gammel stod ved kanten af swimmingpoolen i Frankrig og kiggede på vandet med ængstelig længsel og ønskede, at han kunne svømme. Pludselig mærkede han, at han blev løftet i vejret og smidt højt op i luften. I rædslens slowmotion, hvor den masse af indtryk, den panikslagne bevidsthed registrerer, fortætter tiden, brugte han al den vantro og rædsel, der strømmede gennem hans sprællende krop, til at holde sig på afstand af den dødbringende væske, han så tit var blevet advaret mod at falde i ved et uheld, men straks efter styrtede han ned i druknebassinet, sparkede og slog om sig i det tynde vand, indtil han til sidst kom op til overfladen og trak lidt luft ind, før han igen sank. Han kæmpede for livet i et kaos af spjætten og gylpen – sommetider slugte han luft, sommetider vand – indtil det omsider lykkedes kam at få fat i bassinets ru stenkant med fingrene, og han begyndte at hulke så stille som muligt. Han undertrykte sin fortvivlelse, fordi han vidste, at hans far ville gøre noget meget voldsomt og ubehageligt, hvis han lavede for meget støj.

David sad med solbriller på og ryggen til Patrick og røg en cigar med en gullig sky af pastis foran sig på bordet, mens han priste sine egne opdragelsesmetoder over for Nicolas Pratt: stimulering af overlevelsesinstinktet, udvikling af uafhængighed, modvægt til moderlig pylren; alt i alt var fordelene så indlysende, at kun hobens dumhed og fejhed kunne forklare, hvorfor ikke alle treårige blev smidt ned i den dybe ende af en swimmingpool, inden de havde lært at svømme ….(citat slut)

Citat side 374:

Patrick fik kvalme af at måtte opgradere sin fars grusomhed til kategorien ”drabsforsøg”, men mærkede en endnu større modvilje mod at give afkald på det syn, han som barn havde på sin mor som medoffer for Davids rasende ondskab. Den dybere sandhed, at han havde været er redskab i dine forældres sadomasochistiske forhold, havde han ikke kunnet rumme før nu. Han havde klamret sig til den sølle trøst, det var at tro, at hans mor var en kærlig kvinde, der havde kæmpet for at opfylde hans behov, frem for at indrømme, at hun havde inddraget ham i sin egen trang til at blive ydmyget. ( citat slut).

Her kommer til sidst et citat fra Moders Mælk side 192. Familien ( Patrick, konen Mary og to sønner) er i New York, og det første de oplever er amerikansk fast food på en restaurant, hvor drengene får en pizza, de synes ligner og smager som en ble.

(Citat): ”Jeg er ked af det med Venus Pizza,” sagde hans far. ”Efter det og efter at have købt ind i Carnegie Foods og set et par timer af det her kriminelt dårlige kabel-TV, er jeg nået frem til, at det måske er bedst, hvis vi faster, mens vi er her. Industrielt landbrug ender ikke på slagteriet, det ender i vores blodårer, når Henry Fors madmissiler er blevet slynget ud af burene og ind i munden på os og har opløst deres væksthormoner og genmodificerede foder i vores stadig mere skrantende kroppe. Selv når maden ikke er ”fast”, kommer regningen prompte og sender de dovne ædedolke tilbage til gader fyldt med tilbud om snacks. Når alt kommer til alt, befinder vi os på det samme transportbånd som de plukkede, elektrisk henrettede kyllinger.” ( citat slut.)

Den næste bog, jeg vil omtale er mildest talt i en helt anden kategori – emnemæssigt og sprogligt. Men ligeså fremragende efter min mening. Det er Mailynne Robinsoms Gilead.

Marilynne Robinson: Gilead

Denne roman er skrevet som et langt brev fra en dødende far til sin søn. Ideen er ikke særlig original, men det er bogen. Den handler, og nu lyder det jo igen trivielt, om kærlighed og godhed..

Hovedpersonen er en gammel præst, der i sin alderdom har giftet sig med en ung kone, og de har sammen en lille søn. Det er til ham, præsten skriver.

Mens David i Melrosebøgerne var et billede af den totale ondskab, så er billedet af den gamle præst det modsatte. Han er den totale godhed.

Dostojevskij skrev “Idioten” om det totalt gode menneske. Og det har været en svær bog for ham at skrive, for det er næsten umuligt at gøre det troværdigt og interessant – intet er så kedeligt (litterært) som et godt menneske. For godhed, helt ærlig! Nej, lad os se de onde drifter i fuld udfoldelse, så har vi spænding, og der vil ske en masse dramatisk.

Det lykkes Robinson at skabe det gode menneske uden at snuble over banalitet og sentimentalitet og uærlighed.

Måske fordi spændingen mellem godt og ondt, der driver alle litterære mesterværker også er drivkraften her. Vi oplever grusomheden i borgerkrigen, vi oplever fattigdom og anden armod og naturens piskesmæld rammer de uskyldige. Der er nok af ondskab i bogen.

Det er i romanen en modperson til præsten: naboens søn Jack. Han er en slags omvendt spejlbillede af præsten ( de hedder også det samme) Jack handler ondt.  Præsten kan bogen igennem ikke forsone sig med Jack. Han afskyer ham, indtil et bestemt punkt, hvor romanen vender, og præsten begynder at forstå det “syndige” menneske.

Det hele er med.

Man oplever også en stærkere og smukkere tro på Gud end i nogen bog, jeg har læst. Manden er jo også præst.

Her et citat fra en prædiken: Den handler om Abraham

(Citat side 117) ”Jeg begyndte med at påpege ligheden mellem historien om Hagar og Ismael, der bliver sendt ud i ørkenen, og Abraham der begiver sig af sted med Isak for, som han tror, at ofte ham. Min pointe var, at Abraham i virkeligheden bliver pålagt at ofre begge sine sønner, og at Herren i begge tilfælde sender engle, der i det kritiske øjeblik griber ind for at redde barnet. I begge historier spiller Abrahams ekstremt høje alder en vigtig rolle, ikke kun fordi han næppe kan håbe på flere børn, eller fordi børn i alderdommen er usigeligt dyrebare, men også fordi enhver far, og i særdeleshed en gammel far, i sidste ende må overgive sit barn til ødet og stole på Guds forsyn. Det kan næsten virke som en grusomhed for den ene generation at avle en ny, når forældre kun kan sikre deres børn så lidt, og selv under de bedste omstændigheder kan give dem så lidt sikkerhed. Det kræver stor tillid at give sit barn fra sig, det kræver, at man stoler på, at Gud respekterer forældrenes kærlighed til drengen, og at han forsikrer dem om, at der virkelig er engle i ødet.”

 

Et af de smukkeste steder i bogen er der, hvor det går op for præsten, at hans følelser for Jack vender. Der, hvor han ved, at Jack ikke selv er skyldig. At han lider under sin egen ondskab. Jeg vil citere et par steder. Her, hvor Jack nærmest flygter fra sin fars dødsleje, selv om dennes højeste ønske er at hans (den fortabte) søn skal være hos ham i den sidste time.

(Citat side 216): Jack er på banegården på vej væk. Præsten når lige at få fat i ham.

”Så standsede han op og så på mig. ”Du ved godt, at jeg nu igen gør det værst tænkelige,” sagde han. ”Fordi jeg rejser. Glory (=hans søster) tilgiver mig aldrig. ”Det er dråben”, siger hun. ”Du kunne simpelthen ikke finde på noget værre.” Han smilede, men der var ren frygt i hans øjne, en slags forfærdelse, og hvorfor ikke? Det var jo også forfærdeligt, det han gjorde her, når han ville lade sin far dø uden ham. Det var den slags kun hans far kunne tilgive ham.”(Citat slut)

Lidt senere på siden:

(Citat) “Jeg vidste ikke, hvad jeg nu skulle sige, men jeg ville heller ikke gå fra ham, og under alle omstændigheder var jeg nødt til at sætte mig ved siden af ham på bænken på grund af mit hjerte. Der sad vi så. ”Hvis du vil tage imod et par dollars,” sagde jeg, ”så vil du gøre mig en tjeneste.”

Han lo, ”Det kan jeg nok godt se mig i stand til, ” sagde han.

Jeg gav ham fyrre dollars, og han beholdt de tyve og gav mig tyve tilbage. Vi sad en tid.

”I virkeligheden vil jeg gerne, ja, velsigne dig,”, sagde jeg så.

Han trak på skuldrene. ”Hvad ville det indebære?”

”Tja, som jeg ser på det, ville det indebære at jeg lægger min hånd på dit hoved og beder Gud om at være med dig. Men hvis det er for pinligt – ” Der var et par folk på gaden.

”Nej, nej,” sagde han. ”Det gør ingenting.” Og han tog sin hat af og anbragte den på knæene og lukkede øjnene og bøjede hovedet, støttede det nærmet mod min hånd, og jeg velsignede ham af al min magt, hvor den så består, idet jeg selvfølgelig lyste velsignelsen fra Fjerde Mosebog  ”Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!” Smukkere kan det ikke tænkes, eller udtrykkes klarere eller mere rammende, for den sags skyld. Da han hverken åbnede øjnene eller løftede hovedet, sagde jeg: ”Herre velsign John Ames Boughton, denne højtelskede søn og bror og ægtemand og far.” Så rettede han sig op også på mig, som om han vågnede fra en drøm.

”Tak, hr. Pastor,” sagde han, og hans tonefald fik mig til at tro, at det for ham måske tog sig ud, som om jeg med vilje havde nævnt alt det, som han ikke længere var, selv om det var det, jeg mindst af alt tænkte på, ja, det fuldstændig modsatte af min hensigt. Men jeg sagde, at det var en ære at velsigne ham. Og det var også fuldkommen sandt. Sandt at sige ville jeg læse teologi og blive ordineret og tilbagelægge alle de mellemliggende år bare ofr at opleve dette ene øjeblik. Han mønstrede mig, som han har for vane.  Så kom bussen. ”Vi elsker dig alle sammen, ved du, sagde jeg, og han lo. ”I er de rene engle,” sagde han. Han standsede på trinnet og lettede på hatten, og så var han borte. Gud velsigne ham.

 

David i Melrosebøgerne og Jack i Gilead er fælles om en ting: de handler ondt, de gør onde gerninger. Og begge bøger slutter med, at hovedpersonen tilgiver dem alt det slemme, de har forvoldt deres medmennesker.

Det er stærke sager.

Patrick indser, at den, der har lidt mest er David. Og præsten indser, at den, der har lidt mest, er Jack ( kaldes Jack i bogen, men er døbt John).

Hos begge vinder ømheden for det svage menneske over hadet til det onde menneske.

Jeg vil slutte med et citat fra Melrosebøgernes sidste side, hvor Patrick i tankerne har været igennem sin barndom og genoplevet, eller måske for første gang virkelig oplevet omfanget af de mange svigt.

(citat side 434): ”Trods alt var han ikke et spædbarn, men en voksen mand, der oplevede spædbarnets kaos vælde op i sin bevidsthed. Idet medfølelsen voksede, kom han til at betragte sig selv på lige fod med sine formodede plageånder, så sine forældre, der syntes at være grunden til hans lidelse, som ulykkelige børn med egne forældre, der syntes at være grunden til deres lidelse: Der var ingen at klandre, alle havde brug for hjælp, og de, der tilsyneladende bar mest skyld, var dem, der havde mest brug for hjælp.

 

Anette Broberg Knudsen – en forfatter fra Randers

Støvring 1999

Skagen 2015

Bloggen er et vindue til mit forfatterskab. Selvom gardinerne ikke har været direkte nedrullede, så har eventuelle interesserede ikke kunne se så meget nyt i værkstedet. Det ser lidt tomt ud for tiden. Arbejdet bliver der ikke. Ikke for alvor i al fald. 

Det følgende indlæg er en varm anbefaling om at læse en bog af en forfatter, som jeg først for nylig er blevet rigtig opmærksom på. Hun hedder Anette Broberg Knudsen og hører med i den efterhånden ret store kreds af Randersforfatterne, der en gang om året samles til Ordets Dag. Jeg kender hendes børnebøger og sætter pris på dem, men har først i dette efterår stiftet bekendtskab med hendes litteratur for voksne. Og faktisk til dato kun læst denne ene bog – men den har givet mig lyst til at læse, hvad hun ellers har udgivet for voksne.

Bogen hedder “Uden for byporten” og foregår på Kristi tid og handler først og fremmest om den ene af de banditter, der flankerede Kristus på korset. Sjobek hedder han og fortællingen om hans liv er fiktiv. Bogen har faktisk to hovedpersoner, idet “røverens” hustru Jeriots historie fortælles parallelt med Sjobeks.

Når bogen er så god skyldes det ikke kun den fine ide at skildre nogle menneskeliv, hvis lidelser når samme ufattelige højder som dem, Jesus udsættes for. Nej, der er en bred vifte af kvaliteter, der giver bogen en ubestridelig plads på den litterære stjernehimmel. Det vil jeg komme ind på i det følgende.

Litteraturfolk har fra tidernes morgen diskuteret, hvad der afgør en teksts litterære værdi: er det indholdet eller er det formen? Er det budskabet eller er det sproget? Og svaret må vel være, at det er den lykkelige sammensmeltning af de to ting: et vigtigt indhold formidlet i et smukt sprog. Den ægte litterære kunst opstår der, hvor betydning og billeder smelter sammen til en helhed. Og det er hvad der sker i ”Uden for byporten”.

Her kommer nu et citat fra side 23, som måske giver en fornemmelse af den fine syntese af sprog og indhold. Scenen er synagogen, og Sjobek er endnu kun en dreng. Han skal lære at læse, men han er ordblind, og nederlaget er til at føle på:

Værst var det, hvis han blev hevet op foran de andre drenge og skulle stå ved siden af rabbien, der sad på sit lave podium midt i det smalle, højloftede rum, og han skulle læse fra selve bogrullen. Så måtte han ikke røre ved det tynde, halvt gennemsigtige pergament og kunne ikke lade fingeren følge linjerne, så det endte med, at bogstaverne klumpede sig sammen og lignede trækul i et bål, der var gået ud. Eller fugle, der fløj forvirrede omkring.

Engang havde en due forvildet sig ind i synagogen og flaksede rundt om søjlerne, mens han stod der, og den kunne ikke finde ud igen ad de små glughuller oppe under taget, som den sikkert var kommet ind ad. Den flappende lyd af dens vinger gav genlyd mellem stenvæggene, og på et tidspunkt satte den sig på et fremspring på et søjlehoved og kurrede forvirret og bange, inden den fløj videre. Han følte med den indespærrede fugl, som han stod der. Han så op fra bogrullen og fulgte duen med øjnene, rundt og rundt mellem søjlerne. Rabbien svirpede ham over kinden med sin bederem og hvæsede, at han skulle lade fuglen være fugl og koncentrere sig om teksten, og han kunne høre nogle af drengene på forreste række fnise halvkvalt. Men duen blev ved at baske omkring …

Jeg har ikke i sinde at foretage en hverken sproglig eller tematisk analyse af bogen. Blot påpege nogle af dens mange kvaliteter.

Den ordblinde dreng. Den religiøse opvækst i et Jerusalem, der er besat af romere. Volden og angsten. Det er alt sammen skildret gribende. Og faktisk sådan, at det virker yderst vedkommende for en moderne læser i en moderne verden. Nutidigt næsten.

Radikaliseringen af de unge f.eks. er i højeste grad et aktuelt fænomen. Vi ser Sjobek på et tidspunkt blive tiltrukket af en ekstremistgruppe, og man kan ikke lade være at tænke på de unge piger og drenge, der i dag fanges ind af Islamisk Stat og i kampen for troen finder en mening med deres liv. I den moderne verden er der tale om muslimske unge, i romanen handler det om jødiske unge. Men drivkraften er den samme. Fænomenet genkendeligt. Og det er den samme forråelse, der er på spil.

Her kommer et eksempel fra side 29, hvor Sjobek melder sig til kampen i den religiøse ”frihedsbevægelse”. Han møder op hos rabbien, der rekrutterer de unge krigere. Han har lige fortalt rabbien, at han vil slutte sig til dem og kæmpe for Herren:

Rabbien nikkede og signalerede med sit stærke blik, at han skulle fortsætte.

”Jeg vil …begyndte han og gik i stå. De hellige ord derudefra var en dump rytme af fjerne trommer. ”Jeg vil være med og kæmpe for Herrens sag. Så Guds hævn kan ramme hedningerne. Så Guds rige kan bryde frem!”

”Det er sådan nogle som dig, vi har brug for!” sagde rabbi Kadmiel, og et fjerlet smil strøg over hans ellers ret udtryksløse læber. ”Har du tænkt over konsekvenserne?”

Sjobek nikkede.

”Du forlader din familie. Du er ikke længere søn i din fars hus. Du har ingen bror, ingen søstre. Måske ikke engang en kone. Du kan ikke vende tilbage. Ikke før Messias kommer og sætter sig i spidsen for vores hær og fører kampen til ende, og alt bliver genoprettet. Indtil da, Sjobek! Indtil da er du uden familie, uden slægt, uden hus. Du er hjemløs. Sådan er konsekvenserne. For din familie er du død, og de er døde for dig.”

…..

….. Så begyndte han sagte at tale, tøvende, forsigtigt, med en luftig og lys stemme, der kom ligesom langvejsfra:

Vinden blæser

Fra Guds bjerge;

Gennem grave

Blæser vinden.

Stemmen kalder over dybet:

Snart kommer frihedsriget.

Og vi vandrer ud af skyggen.

 Og Sjobek mærkede vinden blæse, selv om alt var stille. En lydløs stemme borede sig helt ind i sjælen og vækkede en længsel, han ikke vidste, han havde. Han ville svare, løbe det gyldne ukendte i møde, selv blive en del af det ekko, der genlød over fjerne bjerge. Vandre ud af skyggerne, bliver levende som aldrig før, blive ét med stemmens ord, som han ikke forstod, men som rørte ved en dirrende streng med dybe klange i hans sind og sang om en diset, dugperlende forårsmorgen. I et glimt så kort som en gnist fra et bål i natten så han, at der bag hævnen og kampen, bag råbet om blod og død, bag klangen af våben og styrtende mure og brølet af brændende bygninger, var en drøm om lysfyldte dage, der aldrig svandt hen. En drøm, han fortvivlet ønskede at holde fast i.

Sjobek bliver zelotkriger. Og der sker en gradvis forråelse af både ham og de andre unge mænd i bevægelse. Opildnet af den religiøse leder. Her et lille citat igen fra rabbiens mund: (side139)

”Lad hadet til de ugudelige være jeres åndedræt, lad råbet på hævn være jeres hjerteslag. Glem ikke et øjeblik jeres hellige brødre, som hedningerne har dræbt. Vi er ikke mange her, men der er hundreder rundt om i landet, og hver dag kommer der flere til, så romerne kommer til at mærke, at Herren er med os. For nu kalder Herren os til kamp, nu er krigen begyndt, og vi giver ikke op, før den sidste hedning er dræbt.”

 Et sted i bogen raserer de unge krigere en købmands hus og ender med at skære halsen over på ham, og man ser, hvordan blodrusen griber dem, og de forvandles fra mennesker til udyr. Her er ingen heroisme. Et andet sted voldtager de en ung prostitueret, der har skjult en romer, og scenen er så grotesk modbydelig, men det værste er næsten det, der sker inde i Sjobek. Han går i en slags selvsving, hvor volden bliver en motor, han ikke mere kan standse.

Da jeg for mange år siden skrev Kingobogen syntes jeg, at det var nødvendigt for mig at læse hele Bibelen. Det blev en lang og udmattende maratonlæsning. Og gang på gang tænkte jeg, at ingenting har dog forandret sig i den del af verden. Mellemøsten er og bliver et konglomerat af voldsomme modsætninger og blodsudgydelser. Det gamle Testamente er mange ting, men en af de ting, der går igen og igen, er den meningsløse vold. Som ganske vist forsøges forklaret. Men som alligevel forekommer mig lige meningsløs for det, og man kan ikke andet end gribes af gru, synes jeg, når man læser i den gamle bog.

Bogen om Sjobek og Jeriot foregår i en brydningstid, hvor nye tanker, der har kærligheden som centrum, begynder at strømme friere. Det nye Testamente handler om det nye forhold mellem Gud og mennesker, og indholdet her står i grel modsætning til alt det, Sjobek tiltrækkes og forføres af. Selv om han ikke er ukendt med kærligheden. Han er f.eks. elsket af sin familie og af sin unge kone, og der er meget smukke passager i bogen, hvor han hviler i den kærlighed. Bogen er således fuld af nuancer, og det er også en af de kvaliteter, der hæver den langt over gennemsnittet.

 

 

 

 


Vinterens sidste suk

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Nu kan det være nok med de vinterbilleder. Jo, jeg hører nok min læsers suk. Og sukker med. For vist kan det være nok. Vi er allerde sidst i marts, og vintervinde bider stadig om kap hver dag, som havde de glemt årstiden. De skulle gå og lægge sig nu, og lade varmen komme til.

Jeg elsker vinteren, men den må gerne vige for foråret nu. Eller meget snart. De seneste par dage har jeg så alligevel igen været fortryllet af lyset og den kontrast, der er mellem de skarpe stråler og de sorte træer. Et lille naturdrama. En kamp mellem lys og mørke, synes jeg.

Se nedenstående billede, som jeg tog forleden: her trænger de mørke træstammer lyset i baggrunden. Men det er der jo alligevel og lader sig ikke ganske fortrænge. Og så gyldent er det, at man næsten ikke vover se på det. For kan det nu være sandt? tænker man, og er det stærkt nok? Jo, men det er sandt, og om bare nogle dage sejrer det helt sikkert over alt, hvad der har samlet sig i mørket.

På søndag er det påskedag. Opstandelsens dag. Og vi ser det med egne øjne derude i naturen. Det store drama udspiller sig år efter år, og trods det truende mørke, så er der bagved et lys, som vinder til sidst.

Trosbekendelsen i naturens egne billeder.

Rollen der opløser sig (mig?)

 

Jeg faldt forleden over en artikel om Karen Blixen og hendes forfatterskab - og da hun har huseret i min seng hele julen ( har ligget og læst Morten Henriksens : “Bag Blixens Maske” til den mørke morgen ) – så læste jeg den med stor iver. Og også fordi den var skrevet af Fay Weldon, og hun har altid stået for mig som et værdigt forbillede for alle ( kvindelige) forfattere og i al fald for mig, der dog ikke har drømt om at forsøge at nå hende så meget som til sokkeholderne ( se nu bare! sokkeholdere – det er så naturligt at flyve ind i den slags maskuline billeder!!!). Men altså: hende har jeg altid beundret.

I artiklen skrev hun bl.a. om, hvorfor Karen Blixen først sprang i blomst som forfatter, da hun var over 50 år, og Weldon mener, at hun måtte opfylde den anden rolle først, hustru- og elskerinderollen ( husmor kan man vel ikke kalde hende) – og at hun i al den tid lagrede indtryk og reflektioner på sin indre harddisk, som jo efterhånden løb fuld, men først da hun definitivt var afskåret fra de to dominerende kvinderoller – ægtefællen død, og hun selv syfilitisk – begyndte hun at øse af det store lager, der havde ophobet sig. Og hun opdagede jo hurtigt, at hun bevægede sig ind i en verden af dæmoner. Det dæmoniske lå som en fernis over stoffet, og selv siger hun ligefrem, at hun måtte gøre Djævelen til sin bedste ven, før hun kunne trænge igennem og gøre stoffet levende. Men så flød det også … eller måske ligefrem fossede fra hende med litteratur af en kvalitet, der aldrig er eller vil blive overgået af nogen anden forfatter. Jeg nøler med at sige digter, for digter var hun ikke. Hendes tekster er fortællende og ikke lyriske – hun skrev også digte, men de var jammerlige.

At der er dæmoniske kræfter på spil, når man skriver, det ved jeg, for det har jeg erfaret gang på gang. Og så hjælper det ikke, at man forsøger at standse fingrenes dans over tastaturet, for de danser videre. Og det skal de måske. Da jeg skrev novellen Grønne Grænser og bagefter læste den, blev jeg kold af skræk.  Havde jeg skrevet det!!?? Og da jeg genlæste den hurtigt nedfældede novelle Yougurt, da græd jeg. Og det var ikke skaberi, men en form for magi – Jeg var kommet ind et kraftfelt, hvor stoffet griber en og holder så godt fast, at man ikke kan slippe det. Man kan jo så lade være at udgive det. Men jeg udgiver. Og jeg gør det, fordi det, der står på linjerne, det være sig nok så smerteligt ondt, dog er sandt. Løgn ville jeg aldrig publicere.

Men tilbage til Fay Weldon. For hun skrev jo ikke først, da hun blev 50, men gennem hele sit lange liv ( er en gammel kvinde nu, men skriver stadig ). Så hun måtte nødvendigvis skifte mellem forfatterrollen og rollen som mor og hustru. Og det gjorde hun jo også, men ikke smertefrit, det ved alle, der har læst hende, og de ved også, at der hele tiden er dæmoner på spil, når hun skriver, navnlig om kvinder, mænd er for små og grå til at rumme det dæmoniske. Jeg vil slutte min lille snak om roller med et citat, som jeg faldt over forleden og blev så glad for at læse, fordi det kunne passe på så uhyre mange kvindlige forfattere. Og langt hen ad vejen også på mig. Navnlig nu lige efter jul, hvor jeg IKKE BURDE SIDDE HER MEN LAVE DET SKIDE SYLTETØJ, FOR IKKE AT TALE OM AGURKESALATEN OG BANANKAGEN DER VENTER MEN IKKE KAN VENTE I AL EVIGHED – IKKE ENGANG EN DAG - OG SÅ SIDDER JEG BARE HER OG LAVER INGENTING!!!!!!!

I citatet giver Fay Weldon en beskrivelse af sig selv. Og det lyder sådan her:

Hun begynder med at indrømme, at det er svært, fordi hun er så tæt på den person, hun skal karakterisere …” … det overordnede billede blev uklart ligesom et Google-kort, man har zoomet for meget ind på …. der var personen A, og så var der forfatteren B. De levede i samme krop. A var en hårdtarbejdende husmor, men var underinddelt i flere forskellige sub-personligheder. De havde alle sammen travlt med at tage sig af B, så hun kunne få arbejdsro og tid til at skrive. Der var børnenes mor, hende, der købte ind, lavede mad og vaskede tøj, og en helt anden kvinde, der klædte sig pænt på og lavede interviewene; der var en festhungrende, tudevorn kvinde, som ikke kunne være alene ude efter mørkets frembrud, og som forsynede B med en hel del af det stof, hun havde brug for.

B var selv inddelt i to: den kreative forfatter, styret af højre hjernehalvdel – kvindelig og følelsespræget – og redaktøren, styret af venstre hjernehalvdel, mandlig, rationel og kontrollerende. Jo bedre disse to kom ud af det med hinanden, desto bedre blev det producerede værk.

Det mærkelige var, at A stort set ikke anede, at B eksisterede. Sidst på ugen havde jeg skrevet det alt sammen ned, og det lå i nydelige små bunker, men A kunne næsten ikke huske, at hun havde gjort det. Hvem, mig? Jeg aner ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. B vidste til gengæld alt om A og hendes bipersonligheder, men nærede en vis foragt for den samlede pakke, som var A. A var så gennemført almindelig og kedelig.

B udnyttede A på det groveste for at få sine praktiske behov tilfredsstillet, for at få mad på bordet, børnene passet og sekretærarbejdet overstået, og desuden opfordrede hun hende til at skabe huslige og følelsesmæssige spektakler, der kunne bruges som råstof til bøger.” Citat slut.

Citatet er fra Weekendavisen d.6 januar 2012

Landsbytanker i november

Det er blevet efterår, og melankolien sænker sig rundt om. Men faktisk er november ikke bare trist – den er også smuk – trods det svindende lys. Skoven især. Træerne smider om sig med farver, og jordbunden er et herligt syn – og træerne klamrer sig til de sidste farvestrålende blade. Jo, det er værd at vandre i denne tid. Kun når man sidder indendørs kan man gribes af denne genkomne tristhed.

Men se nu farverne, som var vildere og stærkede for 14 dag siden, men stadig kan glæde øjet.

Her kommer så nogle mindre muntre efterårsreflektioner – måske skrevet lidt ud af et mismod, men dog også med troen på, at der er en mulig fremtid. For landsbyens altså, og alle os, der bor her:

Apropos mørke dage.

Landsbytanker.

Jeg sidder ved mit vindue og stirrer som en anden
melankoliker ud i tågen. For november er tåge, regn og varsler om vinter og
kulde.

Inde i byen bekymrer man sig mindre om vejr og vind, men
herude hos os i de små landsbyer mærker vi årstidernes skiften, for vi ligger
omgivet af natur og er tæt forbundne med den evige cyklus af spirende liv og af
blomstring og henvisnen. Af liv og død.

Og måske er det derfor, vi er mange, der foretrækker at bo
her og ikke inde på stenbroen og under gadelygternes kunstige lys. Og det på
trods af de ulemper, der følger med en sådan levevis.

Desværre må vi se i øjnene, at vor mulighed for at blive boende
her bliver stadig mere usikker. I det gamle Rumænien tog diktatoren Caucesco
den beslutning at destruere alle landsbyer, fordi de i hans optik var urentable,
og det gjorde han så, de blev alle jævnede med jorden. Vores diktator hedder ikke
Caucesco, den hedder ”Udviklingen”, men faktisk er den ligeså kompromi- og
bevidstløs som den gamle diktator var. Og blind på begge øjne.

Vi har mistet, og vi mister hele tiden flere og flere af de
fornødenheder, som gør det muligt for os at leve et normalt liv herude i
landsbyerne. Vi har længe ikke haft en skole her i Ålum, og nu hører vi om
skolelukninger i mange andre landsbyer. Skolerne er kulturelle åndehuller, og når
de bliver lukkede, bliver den åndelige vejrtrækning anstrengt.

Det samme gælder kirkerne, også her er der et levende miljø
og en mulighed for at forny sig og finde mening med livet, og her er tilmed et
sted, hvor man jævnligt kan mødes. Men vi hører om stadig flere kirkelukninger.
Hvornår rammer det os?

Vi har stadig et forsamlingshus, men også det lever kun så
længe, der er ildsjæle nok til at holde det kørende. Så er der butikkerne. Hos
os fungerer Brugsen stadig, men hvor længe får vi lov at beholde den? Hvornår
har ”Udviklingen” kvalt vores lille, gode butik?  Mennesket lever ikke af brød alene, men det kan ikke klare sig uden.

Og som det nyeste i rækken af dødsstød har man nu nedlagt
vores rutebil, der kørte mellem Viborg og Randers, og dermed afskåret
forbindelsen til byerne, som vi trods alt er afhængige af: vore børn skal
undervises, og en del landsbyboere skal til og fra arbejdet, og ikke alle har
råd til to biler. Og desuden: nu kan vi ikke mere tage ind til byen for at
deltage i de kulturelle eller andre aktiviteter, som er nødvendige, for at vi
kan udvikle os.

Skal vi ende med at blive underudviklede individer herude i
landsbyerne? Og er det rimeligt, at ”Udviklingen” skal styre os og ikke
omvendt: at vi skal styre den? Det er nogle spørgsmål, som jeg ikke kan
besvare, men gerne bliver ved med at stille.

For er ”Udviklingen” blind, så må vi blive seende.