Oktoberstemning i Tranestederne


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Tobias skulle skrives færdig.
Men. Tobias blev lidt fjern. For …
For mågerne skreg, og efteråret ruskede i hav og i træer. Og bølgerne slog som rasende mod stranden. Så derfor: på med hue og støvler og store frakker og ud. … ud på heden og ned på stranden. Stride sig frem i vinden, mærke og høre naturkræfterne rase og regere i stormen. Og hvordan de overdøvede alt andet. Den oplevelse kan ikke sammenlignes med noget andet, synes jeg. Og jeg kommer til at tænke på forfædrene: hvordan de stred sig ned til havet, ikke for at mærke naturkræfterne rase, men for at kæmpe imod dem. De kom, fordi skibe var i havsnød, og de kom, fordi de var nødt til det. Nogen måtte sætte livet på spil for at redde andres liv. Det var hårdføre folk. Og dem er man trods alt rundet af. Det er faktisk en ret god fornemmelse.
——————————————-
Husker nogle digte, som jeg skrev i 1960.
Jeg boede dengang på kostskolen i Silkeborg, og jeg længtes hjem, navnlig i efteråret var det slemt. Jeg savnede havet og himlen . Her i det idylliske Silkeborg ( smag lige på navnet!) var der træer og blinkende søer alle vegne.
Så skrev jeg digte. Det hjalp. Der, i ordenes skinverden, kunne jeg trække vejret.
Her er et par stykker fra den tid:
——————————————————————-
——————————————————————–
Min krop
vågner
hver celle
får liv
fra stormen
og stjernerne
og den sorte nat
og lydene
fra brændingen
og den hvide
vildskab
omkring mig
tænder en gnist
som sikkert
fortærer angsten
———————————-
————————————-
Nu fanger lyden
af hav mine sanser
en brølende brænding
overdøver
stormen fra andre steder
havet kærtegner min kind
havet er stærkt og salt
vinden er vild og varm
klitterne strækker sig
tavse og uden bøn
silhuetter i sommernatten
lykkelig står jeg nu her
og er menneske
————————————————
————————————————
Universet er tomt og tier
himlene ler ikke mere
månen er blottet og hård
min tanke
og tvivlens lille brod
——————————————–
——————————————–
Og så fik Tobias altså lov at ligge og hygge sig med sin engel.
——————————————————————————–
Han udviklede sig dog en smule i sene nattetimer; fik negle og hår. Er nu ikke mere foster. Blev langsomt barn. Blev dreng. Blev teenager. Og han blev ikke blot forelsket, han blev gift, han blev kastet ud i livet på den brutale måde, der hørte tiden til, og som for resten hører alle tider til: han skulle gennem de klassiske lidelser og mærke sin angst, før han kunne … kunne hvad?
————————————————————————————–
Ja, så langt er jeg ikke nået. Og så langt er der for resten mange, der ikke når.
———————————————————————————————
En ting har jeg tænkt over : Til alle tider den samme flugt, den samme menneskeforagt. Ikke så meget har forandret sig, siden Tobias gik på jorden ( eller Jesus for den sags skyld) . Læste i Information om en ung Afghaner , 21 år, som er kristen, og som derfor er flygtet til Danmark. Nu blev han så forleden sat på et fly og tvangshjemsendt til Afghanistan. Han blev bundet fast til sædet, men inden nåede han at sluge et barberblad.
—————————————————————————————————–
Ville hellere dø end blive sendt til tortur og uvished i sit hjemland.
—————————————————————————————————–
Tobias oplever det samme. Ja, der er jo ikke noget fly, de kan sætte ham på. Men farerne, hadet, usikkerheden og angsten  er det samme. Brutalitetens og ondskabens arme griber til alle tider lige hårdt.
————————————————————————————————————
Også i dag er verden fuld af Tobias’er – men ikke alle følges med en engel. Eller gør de? Jeg beder til, at de gør det. At Guds Engle ikke forlader dagens flygtninge. For vi mennesker har forladt dem.
———————————————————————————————————————
Men tilbage til Tranestederne. Som der ser ud en oktoberdag – forleden dag.
Et sted læste jeg forleden følgende sætning:
EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST
Den udtalelse vil mit næste indlæg handle om.
Ari Shavit fortæller hvorfor de smukke drømme visnede.

Septemberstemning i Tranestederne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Som nogen vil vide har jeg i den seneste tid boet i sommerhuset i Tranestederne for at skrive bogen om Tobias færdig. Det er den jo næsten, og du kan kontrollere herunder. Hmm … Du kan også bare glæde dig til den udkommer. Men det er jo længe at gå og være glad.

Herunder et par billeder fra strand og klit, og så kan man jo godt forstå skagensmalernes fascination af lyset. Særlig nu i september er det så utrolig smukt:

 

 

 

 

Et billedpip fra Tranestederne juli – august 2016

Skagen Bibliotek 2015

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Min kære læser

Jeg vil igen tage dig med en tur til Tranestederne. Denne sommer har jeg ferieret til den store guldmedalje. Ikke rørt et tastatur mere end højst nødvendigt. En enkelt kronik skulle jeg skrive. Internetadgang var der ikke. Nu er det himmelsk at være hjemme igen og atter kunne have fingrene på rette sted = tastaturet.

Men i ferien fik jeg læst mange af de bøger, der lå i store stakke og kaldte. En af dem, Stefan Zweigs Verden af igår, vil jeg vende tilbage til på bloggen om nogle dage.

Først skal jeg på vandretur i den våde danske sommer med mine søstre.

Så mange ord får jeg ikke tastet i denne omgang.

Men her kommer i al fald et par billeder. Den første del (juli) var børnene – de fleste af dem sammen med os i sommerhuset + telte. Vi boede en overgang 13 store og små i det lille hus i klitten.

Og det var gråt og koldt. Som det også fremgår af billederne:

Decemberbilleder

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Glædelig jul til mine læsere – herunder et par billeder fra den sidste del af 2012_

Julefrokost d.22 december. Her mangler Ole og Karin – de er sikkert i nærheden. Svend og Katie derimod er langt væk. I Wales nemlig, hvor de fejrer jul i år med Katies forældre:

Herunder Fussingø Skov en solskinsdag

Og juleaften:

—————-

Til jul skiftede vejret brat, og det blev mildt. Lyset fra sneen var borte, og jeg tænkte, at jeg nu ville gå ud og fotografere “den sorte skov” – den store tristhed i det kølige mørke. Og så var der lys! og så var der farver! og så var der varsler om forår i hele skoven. “Forsommers Minde” som Brorson skriver i “her vil ties her vil bies” – alt mindede om lys og skinnede af håb. Se engang med dine egne øjne det mirakel, der udspiller sig derude i skoven. Og som aldrig svigter uanset årtider og vejr.

– nok et intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Ja, det må enhver utålmodig Skagensprojektlæser undskylde, men det varer lidt og måske endda lidt længe, før jeg igen for alvor får ild i skagenspennen – den smågløder i det stille, og det lover jo godt.

Men foreløbig er der et helt andet projekt, som ikke godt kan vente, men som ikke desto mindre vil tære gevaldigt på min energi den nærmeste tid. Kom jo hjem forleden efter MANGE rengfulde ugers fravær, og herunder kan I se, hvad der i den tid skete i min dejlige have – den anden paradisiske biotop i min lille verden, men med den forskel, at jeg her selv leger Vorherre og går og bilder mig ind, at jeg kan skabe ( genskabe ) selveste Edens Have. Det gør jeg ikke i det Nordlige – der sørger HAN for hvert et strå ( og dem er der kommet mange af, efter at kvælstoffet i luften er steget og græsset i færd med at kvæle rensdyrlav og lyng, suk). Nå, men her er jeg også en sølle skaber, må jeg indrømme, se bare på disse billeder af før og efter min flugt til koldere himmelstrøg:

OG NU EFTER:

Ja faktisk er haven næsten kønnest, når den udfolder sig i al sin farvestrålende vildskab. Men det skal vi nok få ødelagt!

MEN ANNA ELSKEDE DET – HUN KOM PÅ GRÆS

Et klima- og naturspring

Så mangen en sommer har vi gået her og stønnet i den ålumske varme og så pludselig taget springet til Jyllands nordspids – deroppe, hvor solen nok skinner flere timer end her i Østjylland, men hvor vinden altid har en skarphed i sig, og hvor vinterens mørke, fastholdt i den sorte lyng, møder det skærende forårslys i grelle modsætninger – så meget lys og så meget mørke, – ja, så er det som at skifte til et helt andet land på en anden breddegrad.

Det skift oplevede vi forleden, hvor vi tog hjem efter nogen tid deroppe ved strand og hede.

Her er et par billeder taget d. 3 maj i Ådalen:

Da vi i sin tid slog kludene og meget andet sammen og således dannede par og familie, skulle vi finde et sted at bo, det er klart. Jeg syntes, det var lige meget hvor vi boede, dog satte jeg en betingelse: der skulle være hav og sand og klitter og store vidder. Det var for resten en skrap betingelse og min kære nye ægtemage, svarede at han da også var ligeglad. Dog satte han en betingelse: der skulle være frodigt. Når man stak en pind i jorden skulle den slå rod og blive til et træ.

Så vi kunne jo sådan set ikke leve sammen.

Det har vi alligevel gjort i snart 45 år – og vi valgte altså den frodige egn. Og se blot, hvor den tager sig ud iklædt forårsdragt og solskin.

Prøv at sammenligne med billederne i forrige indlæg1 Der er kun få dage imellem billederne

 

 

 

 

58. Tranestederne i april

Så er maj allerede smuttet indenfor landegrænsen, og her i Ålum er alt forvandlet til lyse og glade forårsfarver. I Tråen nåede vi ikke at opleve maj-fryden – det var april lige til vi rejste hjem i forgårs. Og april, når den er mest drilagtig. Så koldt og mørkt – eller mørkt? der var jo lyset fra hver morgens solopgang og til sent, men alligevel: den gode sol gemte sig hårdnakket, og vinden larmede i træerne og satte havet i oprør hver dag. Men havet er jo også smukkest, når det buldrer løs i sin egen utæmmelige vælde ( vrede, synes man ind imellem, og sådan er vi gode til at lægge vore følelser ud i naturen). Men havet er så vist aldrig vredt. Det er blottet for følelser. Men det vækker følelser, det er sikkert og vist.

Her et par billeder fra de seneste dage. Men læg mærke til, at dybt nede i mosset, spirer farver frem, og om få uger står det hele og lyser af glæde. Og så er der de pludselig solstrejf ind over klitterne, der allerede nu lyser så smukt i kontrast til den omliggende sorte hede.

 

Anna

Skal døbes d. 1. april, og det fortæller hun her bamsen. Og som man kan se, er det ingen lavmælt oplysning: det råbes ud, og bamse lytter.

Annas mor, Mette, er fotografen.

Intermezzo: Ny kategori – billeder

Der vil poppe en ny type indlæg ( oplæg?) op på bloggen … det er popkorn af en særlig art = billeder. Og jeg skulle lige til at skrive familiebilleder. Men nej!

Det bliver billeder med vidt forskellige temaer, men ikke nødvendigvis med direkte tilknytning til de emner, jeg ellers behandler på bloggen. Lyder det uklart? Så er det fordi, jeg ikke er helt sikker på, hvad det går ud på. Her lader vi følelse og intuition tage føringen, det kan der måske komme noget godt ud af. Vi ser.

Og så en lille opfordring til børnene: send mig endelig tegninger om 1) hede og klitter 2) hav og himmel og både 3) fisk 4) fiskere 5) strand 6) får, geder, køer og hunde 7) hyrder med hyrdestav. Og selvfølgelig stadig trolde og hekse – og sidst og mest masser af engle!