Pietismen som kvindebevægelse 1

Lidt om pietismens feminine ansigt:

I bogen “Lucie” handler et kapitel om den unge piges verbale oprør mod (opgør med ) tidens mandsdominerede samfunds fastlåste kønsroller, og da bogen udkom, var en af kritikerne straks ude med den kradse pen og påstod, at forfatterindens røde strømper havde farvet hele kapitlet.

Nej, slet ikke. Men anmeldere er jo langt hen ret uvidende, og fyren her havde ikke læst Lucies dagbog, for havde han gjort det, så ville han have vidst, at romanpigens ord var en genklang af Lucies egne ord. Der skulle så lidt digtning til fra min side. Lucie havde skrevet det hele i sin dagbog, der udkom under titlen: “Til min Bernhard”.

Kvindebevægelsen er jo ikke af ny dato. Og når jeg siger, at pietismen var en sådan bevægelse, så er det ikke grebet ud af den blå luft. Men måske nok inspireret af andre og meget klogere hoveder end mit. Skønt selv uden dem, ville man kunne se det af litteraturhistorien: tænk på de stærke kvinder omkring Enevold Ewald, digteren Johannes Ewalds far og en af de første og mest lidenskabelige pietister i Danmark. Og i herrnhutismen, en pietistisk bevægelse, er der ligestilling mellem  mænd og kvinder i de små religiøse samfund, som den etablerer sig i.

Men lige nu handler det jo om Brorson her på min blog. En tid endnu i al fald. Og med gentagne tilbagefald naturligvis, da den gerne skulle kunne læses som en slags baggrund for og diskussion af mit forfatterskab. Og skønt bogen “Brorsons Billeder” forlængst er skrevet og kastet for ulvene, så bliver jeg jo ved at kredse om digteren, så længe jeg lever.

Jeg kommer imidlertid til at springe langt væk fra Brorson om få dage og blive der i nogen tid, da jeg skal i gang med et nyt projekt omkring Skagen og de historier, der knytter sig til byen, og derfor vil være at finde på Jyllands Top i en længere periode fra nu af. Her vil jeg strejfe om ved hav og i klit  som et forsultet genfærd, på jagt efter de fortællinger, som sandet og havet gemmer. Og jeg skal nok finde dem.

Derfor må Brorson og kvinderne hvile en stund. Men jeg vender tilbage til emnet, for det er langt fra udtømt, og jeg vil også gerne have kloge kommentarer fra mine læsere. Det ville varme på hele siden!

Her vil jeg i første omgang nøjes med at pege på en artiken af Erik A. Nielsen om emnet. Den morede mig dengang, den udkom og gør det stadig. Den er fra Hymnologiske Meddelelser 1980 nr. 3, side 188 – 207, og titlen er: Pietismen og Kønsrollerne, eksemplificeret ved “mit hierte alitd vanker”.

Denne henvisning er til de mange af mine læsere, der ikke kan vente, men nu brænder efter at sætte tænderne i dette kødfulde og dog samtidig så åndfulde emne. Ja, det var et slemt sammenstød af inkongruente størrelser ( som det vist nok hedder i matematikken), jeg der fik nedfældet!

Men rolig! det er ikke det eneste tilsyneladende paradoks, man vil møde, når man dykker dybt i pietismens herlige hulrum.

Nielsen bruger som sagt salmen: Mit Hjerte altid vanker. Og som optakt dette indledningsvers af salmen, fra den danske salmebog.

Mit hjerte altid vanker,
I Jesu føderum
Did samles mine tanker
I deres hovedsum;
Der er min længsel hjemme,
Der har min tro sin skat,
Jeg kan dig aldrig glemme,
Du søde julenat!

Her kan man så smukt høre melodien:

http://www.youtube.com/watch?v=KIN8pPkKp7I&feature=player_detailpage

Herunder indledningen af E.A. Nielsens artikel: “Pietismen og kønsrollerne” – eksemplificeret ved Brorsons: MIT HJERTE ALTID VANKER.

“Når litteraturhistorikere og hymnologer skriver om Brorson, hører det til de faste ritualer, at de forholder sig mandigt afvisende over for den såkaldte brude-mystik, der findes i adskillige af hans salmer. Argumentationen lyder på, at det er naturstridigt for personer af utvivlsomt mandkøn at skulle påtage sig at sige de kærlige ord til den søde Frelser. Derfor får den side af Brorsons digtning som regel en stedfaderlig behandling, idet man slipper ud af kniben ved et argument, der lyder omtrent således: en del af den pietistiske billedverden er uacceptabel for nutiden og må nærmest henregnes under de stiltræk, tiden er løbet fra. – Dermed har man blokeret muligheden for at sætte sig nærmere ind i det inderste og mest grundlæggende i den brorsonske salme.

Argumentationen, der fører til brudemystikkens afvisning er bemærkelsesværdig. For den er udpræget en mandlig argumentation. Kønsfordelingen i dette pietistiske rollespil mellem Jesus og sjælen skulle jo ikke byde religiøst oplevende kvinder på særlige vanskeligheder. Det er lidt komisk, men yderst konsekvent, at når de mandlige litteraturforskere for en enkelt gangs skyld pålægges at leve sig ind i en elskende kvinde, bliver de bestyrtede på deres virilitets vegne, mens kvinder modsat i århundreder har affundet sig med at måtte opleve litteraturens verden ved hjælp af overvejende mandlige hovedpersoners erotiske og heroiske meriter.

Først på et ret sent tidspunkt er en kvindelig kritik af dette forhold slået igennem for alvor. Men kvinders kønslige identitet har jo også (måske især af mændene) været holdt på en sikker plads igennem århundreder, så at det har været mændene, der besværgende måtte fastslå deres virilitet ved alle lejligheder, hvor den kunne bringes i tvivl.

Hvis man imidlertid fastholder, at brudemystikken ikke er noget overfladisk stiltræk ved Brorsons salmer, og at det ikke skyldes en lidt klodset rollefordeling, at menigheden er anbragt i den kvindelige rolle, så kan man uddybe sin forundring over den formelagtige afvisning af den mandlige indlevelses muligheder. Det kunne være en overvejelse værd, i hvor høj grad kvinderne var de toneangivende og fremaddrivende i det pietistiske formhedsliv. De var måske ligefrem en art religiøse læremesterinder for deres mænd. I så fald kunne der ligge en tilsigtet religiøs effekt, en art pietistisk pædagogik i, at menighedens mandlige medlemmer får tildelt kvindelige erfaringsformer i salmernes rollefordeling.

Kvindernes store andel i det pitistiske fromhedsliv kræver en religionssociologisk undersøgelse, som jeg her vil afstå fra at gå i lag med; men i forbindelse med synspunktet, at brudemystikken kunne rumme en kunstnereisk og forkyndelsesmæssigt tilsigtet effekt, er der følgende at bemærke:

Der tales mig bekendt i den danske folkekirke meget om evangeliets forargelse og prædikes udholdende om, at forkyndelsen overstiger alt, hvad vores menneskeforstand kan rumme. Alligevel skal der ikke i et bibelsk udtryk eller en salmeformulering være ret megen udfordring til den daglige fornuft, før en snu kommentator øjner en fejl ved teksten eller en mangel på konsekvens. Dette hænger for mig at se sammen med, at man ikke i tilstrækkelig grad har overvejet sammenhængen mellem den kristne forkyndelses væsen og den særlige art af pædagogisk og kunstnerisk billedskabelse, der hører til inden for den kristne tradition. Når kristendommen undsiger sit øverste paradoks:at den korsfæstede og nedbrudte mand på korset  er  verdens hersker og konge, så godtager man dette som kerygmaets uudgrundelige gåde. Men når det derefter skal indrømmes, at kristendommen i mangfoldige andre henseender undsiger og billiggør dette uudgrundelige, så genopstår den daglige fornuft i en skikkelse, som om den aldrig først havde vedkendt sig kerygmaet i dets paradoksalitet. Hvis det er rigtigt, at kristendommen har vendt op og ned på verden i forhold til, hvad vi kan forstå med hverdagens sanser og fornuftslutninger, så må deraf følge, at den billedskabende aktivitet, der finder sted i forkyndelsesarbejdets forskellige discipliner, i mangfoldige henseender må gentage den paradoksale forvending.” 

 

Dette er indledningen af artiklen, som senere omhyggeligt redegør for det synspunkt, at salmen er en tekst om kvindeuniverset. Men lån den på biblioteket eller henvend dig til mig, så sender jeg den:

min mail: marianne@hesselholt.com

Sommeren – Hans Adolph Brorson

Ja, Brorson længtes. Og det var efter en forløsning, som livet ikke kunne give ham. Derfor er vinterbilleder så nærliggende, når man tænker på den gamle salmedigter. I min roman “Brorsons Billeder” møder vi ham da også bogen igennem i en frysende kold vinternat. Denne nat danner rammen om fortællingen: den gamle biskop sidder søvnløs i natten og mindes det forgangne.

Men der er en rig buket af sommerbilleder i hans liv. Hans forelskelser f.eks. de var ikke alle rettede mod Jesus, hans hjerte kunne også banke varmt for en jordisk kvinde af kød og blod. En af de første litterære arbejder fra hans hånd er et digt, han skrev til den nylig afdøde svigerinde Anna Christina, og den unge mands kærlighed til hende skinner klart igennem. Her et lille udpluk:

“Her er en Rose lagt trotz  Edens Rosmariner / Af Christi Roser af de rareste Christiner, / En Rose Himmel-Sød imens vi hende saae,/ hvis Længsels Minde vi til Døden bære maae. / At og den Jord og Sted, hvor Hun sig lod begrave, / er os et Blomster-Bed og yndig Rosen- Have, / Sov sødt, Du yndigste udi i din Rosen- Dal! / I Ævighedens Vaar Du ævig blomstre skal.

Når man læser Brorsons salmer støder man gang på gang på sanselige billeder, der næsten kan få tænderne til at løbe i vand: der er masser af honning og sukker og sylte og sager til glad aktivering af smagsansen, og det er vel klart, at han bruger billeder af det, han selv holder af: den gode mad, den gode vin, den søde og sure smag … ja, jeg tror, kokkene i TV ville nikke genkendende til Brorsons kendersmag udi det kulinariske.

Og sådan er det også med følesansen – erotikken blomstrer i hans digte, og det er ikke tilfældigt, at han tager sine billeder fra Højsangen i Det gamle Testamente. Her er elskovsbilleder i skønneste flor. Og selv om man nok ved, at det drejer sig om åndelig kærlighed, at det handler om sjælens og Jesu sammensmeltning, så er de billeder, der bruges jo slet ikke åndelige, men i høj grad kødelige. “Kødelige lyster” er “dødelige lyster,” det hører vi ofte hos pietisterne - og det er sandt også for Brorson. Men det gælder kun, når lysterne har mistet den guddommelige kraft ved at vende sig bort fra den skabende Gud og kun søge sit eget.

Ja såmænd, det kunne jeg væve rundt i længe, men det vil jeg ikke. Kun slutte det af med at referere fra en samtale, jeg engang havde med den tidligere rektor på præstehøjskolen i Løgumkloster, Niels Thomsen.

Vi talte om disse “kropsbilleder,” som Brorson ekselerer i, og jeg tilstod, at jeg syntes, at de ind i mellem blev vamle. “Men det var de jo ikke i tiden,” sagde rektoren, “dengang var de helt naturlige, og man havde ikke denne afstand til det kropslige. I mellemtiden har der været en dronning Viktoria, som har ændret vort syn på det naturlige.” “Jo,” sagde jeg, “men når Brorson f.eks. bruger en ammesituation som et billede på Guds kærlighed … helt ærligt! Jesus som ammende moder!” ”Ja, men det er da et smukt billede, og Brorson havde det jo for øje dagen lang, hans kone sad altid med et barn ved brystet.”

I skal lige have det omtalte Brorsonvers: “Jeg ligger ved Jesu hans bryster saa tæt / og bliver af  kierlighed drukken og mæt / med honning og sukker / for sielen han klukker / og gjør mig mit hierte så lystigt og let.”

Jesus= en ammende moder. Billedet med diende børn er i øvrigt almindeligt forekommende i pietistisk sprogbrug – her er et lille eksempel, taget fra Geistreiches Gesang-Buch, Halle, hvor der på titelkobberet står: “Aus Munde der jungen Kinder und Säuglingen hast du ein Lob zugericht.” Og ovennærvte digt er en omdigtning af et tysk digt.

Pietismen var en kvindebevægelse længe før kvindebevægelsen, men det vil jeg skrive om næste gang. Tænk blot et sekund over det her fænomen: i den pietisktisk retorik er billedet af Jesus som brudgom og det kristne menneske som Jesu brud uhyre almindeligt.

Mon ret mange mænd kan sætte sig i den situation: føle sig som en ung giftefærdig pige med de hedeste længsler rettet mod verdens dejligste mand??? – Mon ikke han har følt sin virilitet en smule sat til side, altså med mindre han er bøsse – og det er der ikke tale om her. Det har derimod sikkert været let for kvinderne.

Vinteren – Hans Adolph Brorson

Sådan lyder overskriften til et af kapitlerne i en bog om Ribe: Aaret i Ribe. Den er skrevet af Jørgen Buchdahl i 1928, og den fortæller stemningsfuldt om byen i årets og tidernes løb. Her er altså også et kapitel om Brorson, som dog tilsyneladende slet ikke handler om digteren Brorson, men om drengen Jørgen og hans hverdag i vinteren 1916. En gymnasieelev, der tænker på lektier og pligter,  men også et ungt mennesker, der suger vinterstemningen ind i sindet og ud i ordene. Og så kommer det i vintertræthed og  forårslængsel alligevel til at handle om Brorson. Herunder kan du læse kapitlet og selv dømme, om jeg har ret.

Vinteren kom.

Det kunne ske en Dag ud i December, at store Snefnug dalede ned, de var borte med det samme. Men det var Vinterens første isnende Budskab. Adventsugerne gik langsomt gennem November og December, Nætternes Mørke groede sammen om Dagene, der var blinde, graa og korte, med Taage, Regn og Storm, og det sukkede i de gamle Huse, og tusinde Lyde vaagnede, det knagede og det raslede, det var som Husene sank i Sammenføjningerne, lagde sig bedre til Rette, skuttede sig mod Storm og Mørke og Regn … denne tavse Udholdenhed som gamle Mænd kan have, fordi de ved, hvad det gælder, fordi de har dybe Erfaringer om Aarets Kredsløb i Sjælen. Vinterens store Øde efter Sommer og Høst, en Jord, hvor ligesom Tilværelsen selv er dræbt, styrtet ned i en Afgrund af Mørke og Storm. Og Mennesket føler sig som Sommerens Gengangere, alt det, der bandt dem til Jord og Frodighed er brændt over, muldnet ned med Høstens Løv, og den store Emigrantionsuro kan vaagne i Hjertet: er det andre Verdnener?

Gamle mænds tavse, lukkede Udholdenhed kan maaske skyldes, at de bærer en anden og indre Verdens Virkelighed i Hjertet, hvad véd vi, det er saa fattigt, det vi egentlig ved om Mennesker, de kan være tavse og graa og dog bære en Oplevelse som en Juvel i Hjertet.

Ud imod Aften kan Stormen lægge sig, Skyerne spaltes og en blodrød Rand af Aftenrøde ligger lavt over Engene, en Aabenbaring, en Nedstyrtning af Farver og forrevne Skyer, af Glød og Stormluft, vældigt, som et Baal løftet op over Vinterjordens Rand. … saa dør det, graaner og blaaner, som et Krater, der dør ud, og Skyerne lukker sig igen, Himlens og Jordens Mørke gaar i ét. Der er nu ganske stille. Denne underlige tomme Stilhed, hvor ligesom Fornemmelsen af Storm endnu hænger i alle Husvægge, i alle de stille, døde Træer, man mærker endnu Suset i Grenene …

Lysene er tændt bag alle Ruder, Gardinerne trukket for, der gror en varm Følelse af Hjem og Stuer, Lampelys og Kakkelovnsvarme ud i Gaderne. Ude over Engene ligger Mørket som over en stor uendelig Slette, som var det Underverdnen, der rugede derude, og den gamle By med alle sine oplyster Ruder et Skib, der sejlede på Bunden af Nattens Sø, man groede sammen med den i dyb og inderlig Følelse, man var med ombord, de gamle Huse var ikke skrøbelige, men hærdet af Aarhundredes Ælde, deres skæve Bindingsværksvægge værnede godt nok mod Mørke og Vinter og Øde, en Planke mellem Livet og Døden, men den bar, den var prøvet i Sejlads gennem Aarhundreder …

En saadan Aften kunde ogsaa Taagen komme drivende ude fra Engene, fylde Gader og Haver, slette alle Omrids ud, og Lygterne stod paa Gadehjørnene og lyste for sig selv, spandt en Lysning ud i den graa Taage, lyste et stykke op ad en Mur, der forsvandt op i Mørket. Træerne stod og dryppede med det fine Spind af Taagedug paa alle Grene … det var som alt var slaaet med Forkrænkelighedens gule Dug, som var Underverdenen selv rykket fra Engene og midt ind i Byen.

Domkirkens vældige Murmasser ragede op og forsvandt i Taagen, og deroppe fra, som fra en anden Verden, sank Time- og Kvarterslag ned over den stumme By, der var i Dødens gustne Vold .. Saaledes gik Adventsugerne op imod Julen, midt inde i Vinterens Hjerte…

Ud i Januar kom Frosten, klar, tindrende, det isnede langt ned i den øde Jord, nu tog Vinteren fat paa en anden Maade, Livet skulle fryses ud, Dag efter Dag sved Frosten, i høje stjerneklare Nætter; der hang store Istapper om Vandmøllernes Hjul, der laa Flader af spejlblank Is over Engene, Frosten aandede sine Fabelblomster på Ruderne, og en Morgen laa Byen hvid i Rim, og Solen stod rød gennem Frosttaagen, ind gennem Væggene krøb Kulden, Dørens Jernhaandtag brændte af Kulde … saa kunde Frosten give sig et Par Dage, Termometeret steg til Nulpunktet, saa tog den fat igen, men Mennesket havde overvundet Gruen i sit Hjerte, dette Vinterens sidste store Angreb var bare Lystighed, den gamle by var ikke mere i Sejlads paa Bunden af Natten, den var frosset inde, tog mod Dagene med Lysblink i alle Ruders gamle Øjne, der skinnede af Smil og Forjættelse …

Frosten gav op og der kom Sne. En dag laa Byen begravet, det bulnede af Sne paa alle Tage, i Domkirkens Lydhuller, gamle Storkereder havde Puder af Sne, fra Haverne stak Træerne op af Snelaget, Lyset var saa skarpt, at det skar i Øjnene, men det røg lystigt fra Skorstenene, Liv var der indvendigt i Husene, Kaffekedel ove Ilden, man stampede Sneen af sig i Forstuen og gik ind, Varmen slog en i Møde, denne Dugt af nylavet Kaffe, Gyldenlakker i Vinduet, en Mur af opkastet Sne udenfor, store firkantede Blokke af idel Skrøbelighed, det gamle Stueur gik, besindigt, som var dette at blive sneet inde bare et Paafund, Katten kom frem bagved Komfuret, strakte sig og krummede Ryg, spandt af Velvære … En Tvivl paa Vinterens Magt var løsnet, der var en sød Kilde i Sjælen af Forventning … Dagene gik og Lyset steg, vi gik ind i Februar, Sneen tøede væk, der kom lidt Frost igen, Vinteren strænges, den gamle By tier og bier, den har kendt dette før, den bar dybe Mindelser om Aarets Gang i Sjælen.

En saaden Februarseftermiddag husker jeg især som det dybeste Minde om Vinter i Ribe. Den slidsomme Dag i Skolen , Befrielsen efter sidste Time, den trætte Vederkvægelse, Eftermiddagskaffen, en døsig, sød Stund, Klokken blev tre, endnu var der saligt langt til næste Dags Lektier. Jeg gik ud. Det var en graa Februardag, stille med let Frost. Solen var som en Skive, man anede bag ved Skydækket. Der laa let Sne paa Tagene og Jorden, Sne, der var fastkørt til smudsiggraa Isskorper mellem Gadernes toppede Brosten. Men i Haverne under det tynde Snelag var der de yderste spidser af grønne Vintergækker.

Der var Musik paa Torvet. Et Regimentsorkester. Det var i Krigens Tid og Soldater laa indkvarterede. Folk stod og frøs lidt, men blev staaende. Musikken løste Stemningern, der ligesom krøb om de gamle Huse, op om Domkirkens høje, røde Mure, og Taarnene syntes at sejle ind i den hverdagsgraa Luft, vældige, med deres store, røde Murfacader, Liniespillet mellem Midtskibets Tagrygning og Taarnsidernes Paralleler.

Rundt om laa den gamle By og frøs i Vintereftermiddagen med Sne paa Tagene, et tyndt Lag, hvor den røde Tegl nu og da skinnede igennem … Husene gled sammen i Stilheden, man følte med dunkle Sanser, at de laa der, og havde ligget der i Aarhundreder, gennem mange Vintre og Vintereftermiddage. Musikken borede Stemningen ind bag Husenes Bindingsfacader, ind i gamle Stuer, hvor Hyacinter stod med deres hvide, trævlede Rødder i høje, grønne glas, Stuevarmen, Vinterens duftende Blomster af Lig og Død og Forkrænkelighed, af Stakket Varme, hvide Rødder i Vand, Livsnæring i Løget, derfor dette Skrig efter Muld i den hektiske Dugt, der virker ind helt bagved Sanserne. ..

Saa tav Musikken, og de sparsomme Tilhørere spredtes. Stilheden og Dagen blev saa død, de gamle Huse lukkede sig, det var almindelig Eftermiddag igen. Jeg gik hjem til min Hybel i Sviegade. Opad den hulslidte, knagende Trappe med det skøre, svajende Rækværk. Varmen slog mig imøde, da jeg aabnede Døren. Kedelen kogte i Kakkelovnen, denne snurrende, døsige Lyd i en varm Stue, en lunende Hygge og mildt Vlvære … Lyset faldt ind fra den graa Dag, Snelyset fra Haven skinnede op og indunder Loftet. Det var en lysbrydning i Stuen af Senvinter og Eftermiddag, og en graa og klare Tone, der lyste i Billedernes Glas, i Bordets og Stolenes Kanter. Nede i Haven laa der Sne over vissent Græs, der stod en Række Stikkelsbærbuske langs Havegangen, Grenene var fulde af haarde Torne, som vilde de værge selve Vinteren og Ødet, visne Stængler af Efteraarets Blomster stak op hist og her, ovre ved Horsegang stod der en nøgen Hyld mod den graa Bagmur …

Lyset blegnede og døde ud af Dagen, bare Sneen skinnede endnu. Det glødede fra Kakkelovnen, Kullene sank sammen og der legede Skygger og Lys ud i Stuen, dansede mellem Stole-og Bordben, brændte sig endelig fast som et Par røde Pletter ovre paa Væggen.

Vinterskumringen faldt over Ribe. Denne blaagraa Skumring, hvor man ligesom aner Vaar langt, langt ude, de yderste grønne spidser af Vintergække under tornede Stikkelsbærbuske … Lygterne tændtes, Lysene tændtes bag alle Ruder, Husene ligesom rykkede sammen for at varme hinanden. Himlen var blevet klar, og ude over de store Enge funklede en Stjerne, blinkede og skjalv i den høje Aftenluft. Det var i 1916. Over Europa rasede Verdenskrigen, Land stred mod Land, Vaade og Jammer, Død og Blod og Kulde steg af Skyttegravene mod høje, fjerne Stjerner.

Men den gamle By sov ind i den lydløse Vinterskumring. Domkirketaarnenes Profiler gled som sorte Slagskygger ind i Mørket og blev borte.

 

De sidste Brorson levede skrev han nogle af sine smukkeste salmer. Efter hans død udgav en af sønnerne samlingen under titlen: Svanesang.

Her er den salme, der inspirerede den unge Jørgen Buchdahl, da han skrev sine vinterminder fra Ribe:

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.
Dagene længes, vinteren strænges,
vinteren strænges, og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist,
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist.

Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse, det snart forgår.
Eja! søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår.

Due, kunne du udgrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du udgrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker.

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad!
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad

Her kan du høre melodien

http://www.youtube.com/watch?v=G-Us3Gg-Kno&feature=player_detailpage

 

En Morgen-Psalme

Carpe diem! – ja, Brorson kan som i Op al den Ting glædes over dagens skønhed og minde os om at gribe den, mens sol er oppe. Men det er et liv i nærkontakt med Gud, digteren skriver om, når han er mest salig ved jordelivet. I denne salme kulminerende i de her linjer.

“Saa tryg jeg lagde mig,/og sov saa sødelig,/ fordi mit hierte paa/ dit hierte laae;/ Saa sund paa siæl og krop/ saa glad jeg vogned op,/ og JEsu kys jeg fandt,/ før natten svandt.”

Salmens to første vers lyder sådan her:

See dagen bryder frem med magt / giør himlen lys igien/ og driver mørket hen./ Op hierte paa din morgen-vagt/ lad ingen trygheds blund/ formørke naadens stund!/ Hierte tag/ denne dag/ vel i agt, og tænk derpaa,/ mueligt seer/ aldrig meer/ dine øyne soel opstaae./ Hvor mangen morgen-rød/ var inden aften død,/ og i et øyeblik/ sin afsked fik?/ hvad hielper øynene/ den lyse dag at see/ naar sielen vandrer blind/ i tiden ind?

Kom morgen-røde rosen skiøn/ giør himlen lys og blaae,/ at mørket vige maae!/ Min morgen-røde er Guds søn,/ hans vunders røde glands/ forfrisker sind og sans,/ Jesu død/ purpur-rød/ giør mit hierte himmelblaae,/ at mit sind/ kiger ind/ hvor jeg skal for thronen staae. / Den dug, som over alt/ paa græs og urter faldt/ at væde bierg og dal,/ ey svinde skal,/ før jeg i Jesu blod/ forfrisket har mit mod/ og ret bedugget faaer/ udi hans saar.

Første gang, jeg læste salmen, læste jeg: før jeg bedugget står … – det syntes jeg gav mening: den syngende sjæl er jo beruset af tanken om Jesu lidelse – en slags blodsdyrkelse som er en konstans i den pietistiske retorik, undertiden endda grænsende til det uudholdelige, synes jeg. Og ind i mellem bliver det faktisk berusende, så at man virkelig “bedugget” står, når man har læst et antal salmer om sår, blod og lidelse (!) – det er ret tankevækkende, ikke? – men det handler jo altid samtidig ligeså meget om kærlighed: kys, favnetag og fælles åndedrag …

“Bedugget får” må betyde, at den dug, der falder, er at ligne ved dråberne fra Kristi sår, som sjælen her får del i – de drypper ind i hendes/hans sind og forårsager en slags åndelig forening med den lidende Kristus.  Og at ens hjerte ligger på Kristi hjerte, det er da et smukt billede. To elskende så tæt sammen, som de kan være.

Brorson som jeg først mødte ham

I forrige indlæg ses Titelbladet til Troens Rare Klemodie, som er Brorsons hovedværk. I det følgende vil jeg berette om min vej til en forståelse af salmedigteren.

Brorson havde jeg et ret klart billede af, inden jeg begyndte min research i forbindelse med romanen om ham. Det var jo ham med “Op al den ting, som Gud har gjort” og “Den yndigste rose er funden.” Dem sang vi ofte i min barndom. Og jeg sang dem sammen med bedstemor, der var min åndelige vejleder i de år. Hun var from og kærlig, kunne vist slet ikke blive vred, hverken på verden eller på os børn – og jeg hører lige nu hendes stemme, mens hun læser højt af Barfoeds roman om Brorson: “En Rose mellem Torne.” Herigennem fik jeg mit Brorson billede bekræftet. Ja, han var mild og rar og lignede bedstemor.

Senere tiders billeder af ham divergerede ofte kun lidt fra den opfattelse af digteren. Hør her et digt af C.J. Brandt. Den romantiske tone klinger tydeligt:

“Saa mild som en Midsommeraften sval,/ naar Maanen smiler fra Himlen,/ vemodig som Nordens Nattergal/ gik Brorson i Blomstervrimlen./ Han leged med dem i Smil og Suk;/ men selv hans Taarer de faldt som Dug,/ saa Rosen dufted i dale.”

Yndigt, sentimentalt – men billedet krakkelerer, efterhånden som man kommer tættere på digteren. Her er et citat fra en indberetning om Brorson, som biskop Peder Hersleb sendte til Kong Frederik d.V i 1747: … “en god, men eenfoldig, ved Svaghed og Hypokondri fast uduelig Mand.” Den indberetning blev sendt kort tid efter en af digterens mest alvorlige kriser. En af dem, ja, for hans liv var fuld af kriser. Og dog er han i sin digtning ofte lys, og ordene gnistrer af glæde. Der var store svingninger i hans liv, som der er i hans salmer.

Et indblik i en af hans kriser får man af et brev, som Herrnhuteremissæren Grassmann sendte til grev Zinzendorf i Herrnhut:

….Grassmann besøger Brorson i Ribe i 1746, og han beretter om besøget bl.a.

“… er ( = Brorson) fiehl mir gleich un den hals und erzehlte mir seyn hertzens an liegen. wie er schon 14 Tag eine besondere kranckheit hatte und dabey war die angst seyner seelen manchmahl so gross das er sich nichts halten könt, auch kein mensch ihn trösten könt …” ( Citeret fra Steffen Arndals “Den store hvide Folk” side 335) Det er et uddrag af brev fra arkiverne i Herrnhut).

I oversættelse nogenlunde sådan her: “han faldt mig straks om halsen og fortalte mig om sin sjæls anliggende. Hvorledes han i allerede 14 dage havde lidt af en underlig sygdom og derved var hans sjæleangst så stor, at han ikke kunne stilles ved noget som helst, og intet menneske kunne trøste ham.”

Her er et klip af en moderne digters syn på Brorson. Det er fra Johannes Johansens digt: “Blandt Blomster i Randerup Enge”:

“Han elskede blomstrende gloser/ som ærenpris, tusindskøn, roser./ Om tidselgemytter han fnyste/ ved Helvedets afgrund han gyste.

“Forundret, begejstret og svimmel,/ henrykt til den syvende himmel,/ men aldrig hovmodig i mødet/ En rosentorn stak ham i kødet.

Hans lyre blev stemt af hans smerter/ med varme til bundfrosne hjerter./ En stumhed går gennem hans tale/ om rosen, der vokser i dale.”