Intermezzo

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Jeg beklager min fortalelse i forrige indlæg og deraf følgende vildledning af mine kære læsere. Den lille engel i dette indlæg er alt for feminin og krukket til at være tegnet af en uskyldig lille dreng – den er såmænd tegnet af en bevidst lille pige. Drenge tegner jo heller ikke engle på høje hæle! Men hun er da i det mindste i familie med Svend. Og de har åbenbart begge haft hang til engle. Ikke så sært med den mor. Her er Svends bud på en engel:

Og den søde lille engel får mig til at tænke på engle i al almindelighed, sådan som de optræder i stort og småt med al deres væsen og uvæsen i de gamle fortællinger og i vort daglige liv.

Har I lyst til at læse mere om engle, så kan I blot gå ind i kategorien “engle” og der finde en del indlæg om emnet. Men husk at begynde med slutningen – de ældste indlæg ligger i bunden, og så bevæger man sig opad, hvis man vil læse mere.

Og så har jeg forresten et foredrag om engle i Skals d.6. december, men da det er en højskole, så ved jeg ikke, om der er adgang for alle.

Jeg havde et foredrag i Vester Tørslev Kirke i aftes, og der var et flot billede af en middelalderlig ærkeengel Mikael. Den ses her:

Skønt billedet er mærket af tidens tand, så kan man godt ane situationen: Mikael holder en vægt i sine hænder og er i fuld færd med at veje sjæle. Som han til vor store lettelse aldrig finder for lette – for er der tvivl om sjælens  kvalitet og tyngde, så snyder Mikael med vægten, så at ingen levende sjæl skal gå tabt.

Intermezzo

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 

Forleden fik jeg en opfordring fra en læser, som jeg desværre måtte sidde overhørig! Hun spurgte, om der kom en ny julespøg i år. Det gør der ikke. Sidste år brugte jeg utrolig meget af min decembertid på at digte den lille groteske/eroteske/juleske ( som ikke er en ske) osv. og hvad den nu fik af sære navne. Det har jeg ikke tid til i år.

Skulle der være nogen af jer, der ikke fik den læst eller gerne vil genlæse den, så kan I jo mageligt gøre den, for den er nem at hive ud af kartoteksskabet – findes klart nok under kategorien: julespøg. Men husk, at den skal læses bagfra – for sådan er bloggen jo bygget op, at de ældste indlæg kommer sidst i en kategori – den her begynder altså med d.24. december og du skal helt ned i bunden af kategorien for at finde 1. dec..

Men lige en advarsel, der er ærligt ment!: Den lille spøg chokerede nogle af mine læsere sidste år ved sin frivole og respektløse tone.

Så nu ved du det, og så holder dig fra den, hvis du ikke kan lide den genre ( som er frivol og respektløs pr. definition.) Siger en gammel litterat og tidligere franskstuderende med hang til netop den genre og forkærlighed for både Voltaire ( Candide ) og Rabelais ( Gargantua ).

Men vid så også, at denne lille, søde engel leger forsonende med i fortællingen – herover tegnet af en lille, uskyldig Svend, som ikke er stykkets hovedperson, der ganske vist også hedder Svend, men som er mere eller mindre modelleret over Voltaire hovedperson Candide i romanen af samme navn.

Altså den er ikke tegnet af DEN Svend, men af min egen kødelige søn.

Og nu får jeg at vide, at  den er lavet af Mette, som er min datter – og det er også mere hendes stil. Men den er ikke signeret – de bruger de små kunstnere ikke.

 

13. Engle i hverdagen – skytsengle

Skytsengelen er den mest populære af alle engle. Det er ikke så sært, det er jo den der passer på de små og store menneskebørn. Vi kender den mest fra ret glansbilledagtige fremstillinger.

Sådan en engel vil vi gerne tro vogter over de små børn. Og de store. Kingo skriver i “Nu rinder solen op” : Han har i denne nat / med engleskare / mit hus og hjem omsat / at ingen fare / har mig og mine ramt i nogen måde / men jeg er frelst og fri / fra dødens mørke sti / og sjælevåde.

Som sagt overgår denne engel alle andre engle, og som I måske ved, findes der et utal af engle – nogle angelologer har endda opstillet endeløse og sindrige englehierakier.

Men den mest populære er altså skytsenglen. Det kan man f.eks. konstatere ved at google tre forskellige typer.

Den mindst populære er Ansigtsenglen, skønt den forekommer flere steder i Bibelen, så scorer den kun 7 sites på Google – den næststørste gruppe er Ærkeenglen, som hitter med hele 9.000 sites, men Skytsenglen vinder over dem alle med hele 122.000 hits. Så den bliver man ikke færdig med at læse om sådan lige med det samme.

Man kan google sig til utrolig mange fortællinger om folk, der har oplevet engle gribe beskyttende ind i deres liv og endda reddet dem fra store ulykker. Og nogle af dem har virkelig set lysende væsner og andre overjordiske fænomener træde frem.

Sådanne tildragelser har jeg kun læst fremmede fortælle om. Men der er andre engleberetninger, som jeg har hørt fra venners mund eller rettere pen, for de to oplevelser, jeg kort vil fortælle om, har jeg fået på skrift. Men det er fra personer, jeg kender, og som jeg ved fortæller lige præcis, hvad de har oplevet og sådan som det skete. Og begge tolker oplevelsen som en himmelsk indgriben i deres liv.

Den første fortælling har jeg fra en beboer i min lille landsby Ålum, der ikke er større end at vi kender hinanden. Han hedder Erik Søndergaard og er en herre i 80′erne, og en dag cyklede han tur i Ålum Skov, der har mange stier og veje, hvoraf nogle er mindre befærdede end andre, og den her dag var han cyklet ud i en del af skoven, hvor der sjældent kommer folk. Nu skete der det, at han var uheldig og væltede med cyklen, og der lå han på skovvejen og kunne ikke rejse sig. Han havde også store smerter og troede nok, at han havde brækket benet. Der er ingen mobilnetdækning i skoven, og han kunne ikke råbe nogen op. Kort tid efter kom der en bil kørende ad den lille skovvej. Det var en kvinde fra en nærliggende landsby, som havde et dagligt ærinde i skoven, men som aldrig valgte denne her vej. Nu var det imidlertid sådan, fortalte hun Erik, at “noget” havde sagt hende, at i dag skulle hun vælge den. Det gjorde hun så. Og fandt Erik. Og han er i al fald ikke i tvivl om, at Gud sendte ham en engel.

Lars Busk Sørensen har skrevet en salme, der handler om, at vi er hinandens engle, at Gud handler gennem os. Jeg vil citere et par af versene:

Menneske, din egen magt / gør dig svimmel og forsagt / du skal selv på denne klode / skelne ondskab fra det gode / dybt ansvarlig for din jord.

Du skal bringe verden fred, / dagligt brød og kærlighed / Livets Gud har dine hænder, / derfor er det dig, han sender, / når din næste lider nød. ( Salmebogen nr. 370)

Den anden beretning har jeg fra en af mine bekendte. Hun hedder Ellen Åmand og har sommerhus i Tranestederne ikke langt fra vores hus. Den pågældende dag var hun gået en tur ud i Hulsig Hede, som er vidstrakt og øde, og lige i den del af heden kommer der næsten aldrig mennesker. Ellen er ligesom Erik over 80 år, og hun er ikke mere så let til bens, alligevel gik hun den dag langt ind i det øde klitlandskab, og nu skete der det, at hun faldt og ikke kunne rejse sig. Der er ikke nogen mennesker at råbe op på det sted, og hun følte sig  virkelig nødstedt. Da bad hun Gud sende en engel til hjælp, og kort tid efter dukkede to unge mennesker op, og de hjalp hende. Også hun er sikker på, at Gud sendte hende engle til hjælp i nøden. Og hvad andet kan man tro?

Nu vi er ved anbefalelsesværdige bøger om engle, så er der en, jeg særlig vil anbefale, for den er grundig og har næsten alt med ( alt om engle kan ikke stå i én bog), og så er den baseret ikke på følelser og tro, men på dokumenteret viden. Det kan jeg godt lide. Det er Jørgen Hansens “Englene og al deres væsen.”

Dette sidste gælder ikke Malcokm Godwins “Engle en truet Art”. Denne bog er rigtig flot, og også baseret på dokumentation og viden, men den er noget rodet efter min mening og spreder sig for meget. Så er til gengæld illustrationerne meget flotte og flottere end i Hansens englebog.

Jo, det kan være uhyre medrivende at læse bøger om engle, som er baseret på følelser og tro – og af dem findes der en uendelig række bøger. Men jeg er nu engang lidt af en hund efter viden. Og det finder man ikke noget af.

Og tro. Ja. Jo. Jeg VIL tro, men det er ikke altid evnerne strækker så langt, og jeg får i al fald aldrig bugt med tvivlen. Men så igen: tro og tvivl hører sammen.

Det er for resten det, jeg har prøvet at sige med min gendigtning af den gamle apokryfe tekst om Tobias og Fisken. Den kan læses i Engle nr. 5, 6 og 7.

12. englefugle

Nej, det er der ikke noget, der hedder. Men tanken er alligevel nærliggende, for både engle og fugle færdes på himlen og svinger sig mod det høje. Ja, de er fælles om vingeudstyret. Men om meget andet også. F.eks. er der helt tydeligt en klar, guddommelig forbindelse mellem de tre: Gud - englene – fuglene.

Her et lille digt af B. S. Ingemann:

Der flyver så mange Fugle/ mellem Himmel og Jord./ Selv med den allermindste Fugl/ En Tanke fra Gud henfoer.

 

Herunder ser vi et par eksempler fra Theodors hånd. Det er to fugle, der har travlt med at bringe bud fra menneskene til Gud. Måske har de næbbet fuld af bønner ( ikke de spiselige).

 

Man er ikke i tvivl om deres vigtige mission. Opad og opad til de når Guds Himmel.

Engle 11. Skabelsesberetningen

Jeg gik på jagt i bunken af børnetegninger for at finde nogle ansigtsengle – en af de mindste små kom tæt på, synes jeg. Han vidste ikke, hvad engle er for størrelser, men ansigter kendte han, og da det er det vigtigste kendetegn ved ansigtsenglene, så accepterer jeg hermed hans løsning.

Det er ikke i Biblen, vi hører om englenes oprindelse. Men det gør man i flere af de religiøse tekster, der er samtidige med beretningerne i 1. Mosebog. F.eks. i Jubilæerbogen. Denne bogs indhold åbenbarede Gud for Moses, da han kaldte ham op på det hellige bjerg og gav ham stentavlerne med de 10 bud. Jubilæerbogens skabelsesberetning minder rigtig meget om den, vi kender fra Bibelen, dog er der den markante forskel, at vi her hører om englenes tilblivelse. Ja, Gud fortæller hele historien til en engel og beder ham skrive det hele ned for bagefter at læse det højt for Moses, som så igen skal skrive det ned. Lidt fråds af tavler, kan man måske sige!

I al fald er det i første omgang englen, der fører pennen. Derefter skriver Moses efter diktat. Her er et par uddrag af bogen, citeret efter Hammershaimb m. fl.s hæfte nr. 3 af “de gammeltestamententlige pseydepigrafer”:

“Og han ( = Gud ) sagde til ansigtsengelen: skriv ned for Moses fra skabningens begyndelse ….  …( og senere) …  Og ansigtsengelen talte til Moses alt efter Herrens ord og sagde: Nedskriv hele beretningen om skabelsen, hvordan Gud Herren på seks dage fuldførte hele sit værk og alt, hvad han skabte, og holdt sabbat på den syvende dag og helligede den for al evighed og gjorde den til et tegn for hele sit skaberværk. Thi på den første dag skabte han himlene, som er oventil, og jorden og vandene og alle de ånder, som tjener ham: ansigtsenglene og helligheds englene og vindenes ånds engle og skyernes engle og tordenens og lynenes og kuldes og hedes ånders engle, og vinter og vårs og høsts og sommers og alle hans skabningers ånders engle, som findes i himlen og på jorden og i alle dybets afgrunde, og mørkets ånders engel, aften og nat, og lysets, gry og aften, som han har skabt i sit hjertes visdom.” ( Citat slut. Side 192 )

Vi hører også, at englene er flittige lærere for Adam. De giver ham ligefrem et kursus i fornuftigt landmandsskab. Der står ( citat side 196) “Og i den første uge af det første jubelår var Adam og hans hustru i Edens Have i syv år og dyrkede og vogtede den, og vi ( det er ansigtsengelen, der taler ) gav ham arbejde og lærte ham at gøre alt det, der er åbenbaret om dyrkning. Og han dyrkede den … han samlede dens afgrøde og spiste, og dens overskud lagde han hen til sig og sin hustru, og han lagde det hen, som skulle gemmes.” (citat slut).

Ansigtsenglen er den agerende engel i denne passage, men hvordan den ser ud eller tænker og føler, får vi ikke at vide. Den fungerer. Og det er nok. Vil vi vide mere, må vi bruge fantasien eller spørge de små børn.

 

Engle 10. Lidt mere om engle

Kirkesangeren i Sem Kirke, Henrik Kristensen, sendte mig dette smukke billede af en engel, der spiller for jomfru Maria, der gør et lille ophold under flugten til Ægypten. Samtidig fulgte en artikel om engelen af Dorthe Falcon Møller. Jeg takker for begge dele – man skal jo tage til Sem for at se kalkmaleriet i naturel. Det vil jeg gøre. Men foreløbig kan man nyde billedet her og læse et par citater fra artiklen.

Et par citater fra artiklen: D.F. Møller fortæller, at Bibelen ikke beretter meget om rejsen til Ægypten. Der skal man gå til det apokrype skrift: “Palmetræsunderet”. Her fortælles, at det lille Jesusbarn befalede et palmetræ at bøje sig , så den sultende og tørstende familie kunne plukke af træet. Citat fra artiklen:

“Skønt palmeunderet skete under et ophold på rejsen, har det ikke direkte forbindelse til motivet “Hvilet under Flugten”, der først optræder som selvstændigt billedtema fra sidste halvdel af 1300-tallet.  …. “…  ”Dette billedtema er helt enestående i nordisk sammenhæng, ikke mindst på grund af den lovprisende musicerende engel. I europæisk kunst kendes ganske få billeder med en musicerende engel på motivet, men de er af yngre dato. Mariatilbedelsen havde i senmiddelalderen fået et opsving, og meget ofte var netop andagtsbilleder med Madonna-fremstillinger forsynet med lovprisende englemusikanter. Derfor har Sem-englen en helt logisk plads på kalkmaleriet.” ( citat slut).

Kalkmaleriet er fra omkring 1510.

Engle 9. Vejet og fundet for let.

Endnu et lille englespring, nu jeg alligevel er ved kalkmalerierne.

Og lige et NB: Hvis du vil læse mere om engle, kan du gå ind i kategorier og vælge kategorien ”engle” -  der kan du f.eks. læse en del mere om ærkeenglene.

Men en af ærkeenglen Mikaels, ( krigs- og lægeenglens) bijobs er at veje menneskesjælene, før de for al evighed anbringes på rette sted i det dertil indrettede himmelunivers ( eller helvedunivers ) – Efter sigende skulle han snyde på vægten – det viser i al fald gamle kalkmalerier, og det kan jo så være en trøst.

Men det er også Mikael, vi kan regne med, når ulykkerne tårnet sig op, og vi bliver sårbare. Så er han på pletten. Han er altså også en vaskeægte skytsengel.

Alligevel er der noget skræmmende ved den smukke Mikael – ganske vist hjælper han i nødens stund, men han er jo også den engel, som Gud sætter på de barskeste opgaver: han hjælper Gud med at udslette hele eller halve folkeslag, eller han sprede skræk og rædsel blandt dem, når det er sådan, det skal være, f.eks. i Anden Samuels Bog. Her er der ingen blødsøden medfølelse, og Mikael bibringer endda folk pest, så de dør på stribe. Der står i vers 15. : “Og der døde 70.000 Mand af Folket fra Dan til Be’ersjeba. Da Englen rakte sin Haand mod Jerusalem for at ødelægge det, angrede Herren det onde, og han sagde til Englen, som ødelagde Folket: “nu er det nok! Drag din Haand tilbage!” ( citat fra Bibeloversættelsen af 1931) – somme tider i den gode gamle Bibel hører vi Gud indrømme, at han ikke ALTID er Den Gode Gud …

Andre steder står der, at Mikael er den af Guds engle, der ligner ham mest. F.eks. da han går ind i den brændende ovn, hvor 3 jøder er i færd med at blive fortæret af flammerne – her stiller han sig kølende imellem dem, og kongen og hans mænd står udenfor og måber, og kongen siger: “hvem pokker er ham der den fjerde der, ja, ham, der ligner en Gudesøn.” Og det er jo så Mikael. En Gudesøn!

 

 

Engle 7. Tobias og englen – 3. kapitel

 

 

 

KAPITEL 3

 

Nu sad de ved dugen. Kvinderne vartede op, snakken gik, og to par unge øjne lå dvælende i hinanden.

Vrøvl, vrissede Rafaels indre stemme. Så hankede han op i sig selv og fordømte sin trang til at romantisere. Dette her var blodig alvor. Og hans rolle var ingenlunde udspillet. Han åbnede munden for at begynde det rituelle frieri, sådan som Tobit havde pålagt ham det. Men inden han nåede at sige en stavelse, kom det arrigt fra Tobias: ”Azarja! Hvad var det, du lovede far? Har du glemt det?”

Englen så forbløffet på ham. Drengens utålmodighed havde sandelig fået vinger. Han rømmede sig højtideligt, og med den stemme, der passede til formålet, begyndte han på en lang og snørklet og efter bogen korrekt friertale, der omhyggeligt redegjorde for de to unges fortid og mulige fremtid og navnlig argumenterede for Tobias’ uomtvistelige ret til at anholde om sin kusines hånd. I et splitsekund så han rædslen sitre i de to gamle ansigter, så lukkede de sig og blev som dødsmasker. De unges derimod havde åbnet sig som valmuer for morgensol og strålede uforstyrret under hele den lange svada.

Da englen tav, rejste Raguel sig og sagde, at ingen havde mere ret til deres datter end Tobias, og de elskede ham allerede. Men netop derfor kunne det ikke blive de to. Og nu fortalte han den grusomme historie, som de allerede kendte.

”Hold dog op, menneske! Se på børnene!” befalede englen strengt, og Raguel så på dem med sit matte blik. De lyste som fjerne lanterner.

”Nå?” sagde Rafael.

Der var stille meget længe, ja, man kunne sige, at en engel gik gennem stuen. Men nu sad han der jo allerede og holdt sine mennesker i skak.

”Så derfor kan du være rolig, Raguel. De er i Guds hånd.”

Jo, nikkede Raguel mat, han havde da aldrig troet andet. Men der var andre hænder, stammede han, og de knugede så hårdt og kvalte så let. Men han skulle nok velsigne dem, om det ikke kunne være anderledes. Og bede for dem ville han også. Men ansvaret ville han ingenlunde påtage sig. Han gik hen til de unge og uden at kunne holde sine egne sitrende hænder i ro tog han de unges og lagde dem i hinanden. Så bad han dem knæle.

”Jeg må tale med dig, Tobias.”

Rafael greb fat i hans arm, og Tobias slap modstræbende Saras hånd og lod sig trække med ud i gården. Her stod han med øjnene klistret til den dør, der skilte ham fra den elskede, som ville han gennembore den med sit blik.

Vielsen var forrettet. De unge var ægtefolk, og den nye værdighed havde gjort dem både blinde og døve for andet end hinanden.

”Se på mig!”

Tobias vendte hovedet og så lige gennem englen.

”Hører du efter?”

”Ja, ja. Men nu har du talt, Azarja. Og tak for det. Det gik jo fint. Og lad så være med at rende i hælene på os.” Han skubbede brutalt til hunden, der peb forskrækket.

”Forstår du da ingenting?”

”Nej.”

”Hør nu alligevel efter. Du skal om kort tid indtræde i brudekammeret. Og du ved, hvad det betyder. Men rolig, dreng, for jeg er her, og du skal ikke være bange.”

”Bange? Men det er jeg da heller ikke.”

”Sig mig, har du glemt, at du skal dræbes i nat?”

”Hvad? … Ja, ja … og så …” kom det utålmodigt.

”Du … skal … pines … ihjel,” udpenslede Rafael og forsøgte at fange hans blik.

”Ja, ja, det har jeg hørt,” snerrede Tobias utålmodigt, ”men hvad var det, du ville sige?”

”Jeg vil bede dig komme helt ned på jorden og høre godt efter.”

”Nå,” sagde Tobias.

Pludselig hævede englen den ene arm og langede af al kraft ud efter den unge mand, der overrumplet sank i knæ, mens han tog sig til den gloende ømme kind.

En tid lå han således foran englen og rystede, og det var ikke til at se, om det var af skam eller af skræk.

”Ja, dæmonen slår hårdere. Den slår dig ihjel.”

Tobias bed sig i læben. Så løftede han hovedet og hviskede.

”Hjælp mig, bror.”

Rafael tog hans hånd og rejste ham op. Den unge mands kind glødede stadig, og øjnene havde fået et barnligt, ja næsten bedende udtryk.

”Husker du fisken, Tobias?”

Tobias nikkede.

”Havde du ikke vovet kampen dengang, så havde du været fortabt.”

”Ja.”

”Men nu gælder det mødet med Den Onde Selv.”

”Faktisk tror jeg, at jeg tør vove den kamp også. Og vinde den,” kom det spagt.

”Du snakker. Den Lede kan flænse dig på et sekund, men den vil pine dig hele natten.”

Tobias rystede på hovedet. Fisken var jo også dæmonisk, sagde han, og dog havde han sejret over den.

”Fisken ja. Og den skal du bruge nu.”

”Men vi har jo spist den.”

”Her!” Rafael tog noget frem fra kjortlen og rakte en pose hen mod ham.

Tobias trådte et skridt tilbage.

”Hvad er det?” hviskede han.

”Fiskens hjerte.”

Og nu forklarede Rafael ham, at han roligt skulle lade gå til brudekammeret og uden angst favne sin Sara, blot måtte han huske forinden at kaste fiskehjertet på ildstedet og lade flammerne fortære det. Derved ville dæmonen miste sin magt.

”Hvor ved du det fra?” Tobias så på ham med et skævt smil.

”Det har ikke noget med viden at gøre.”

”Hvad handler det så om?”

”Tro.”

”Det forstår jeg ikke.”

”Du skal tro på det, Tobias.”

”Jo tak, bror. Men … jeg er ikke … jeg mener, lige det der med at tro, det er ligesom mere min far … jeg er nærmest en …” Han gik i stå.

”Du er en tvivler?”

”Ja. Mon ikke.”

”Tvivler du også på Sara?”

”Nej.”

”Hvorfor ikke?”

”Det ved jeg ikke.”

”Der ser du. Men hør nu, min dreng. Gud findes. Og Dæmonen findes. Jeg kender dem begge.”

”Gør du?”

”Ja. Og i kærligheden har du mødt Gud. I ondskaben og hadet vil du om føje tid møde Dæmonen. Og din viden vil ikke hjælpe dig stort. Kun din tro kan frelse dig.”

”Så er jeg altså fortabt.” Tobias hang med hovedet.

”Det ved jeg ikke. Men nu er det tid. Din brud er allerede ført til kammeret. Gå du nu også. Og må Gud være med dig.”

”Tak, bror.”

Tøvende tog han mod posen og lod den forsvinde i kjortelens dybe lomme. Så gik han langsomt mod brudekammeret.

Hans eget hjerte hamrede, og da han lagde hånden på klinken, havde han glemt Saras ansigt. Fuld af angst åbnede han døren og trådte ind i det oplyste kammer. Og der stod hun ganske rigtigt. Midt i rummet. Men noget havde slukket hendes lys, og hun var så bleg som en mumie, og hendes arme hang slappe ned langs siden. Et tomt fiskeblik flakkede ham i møde.

”Sara, min elskede.”

Eneste svar var en isnende kulde, der strømmede ud fra pigen og smøg sig som et liglagen om Tobias, den sivede langsomt ind i hans blod og trak al varme ud af kroppen. Kraftesløs og rystende af kulde blev han hængende lige inden for døren. Ude af stand til gå et eneste skridt.

Han ville gentage hendes navn, ville bryde magien ved at nævne det kæreste, han kendte, men nu kunne han ikke få en lyd over sine læber.

Pludselig blev han ramt af et varmepust så let som strejfet af en fuglevinge, men nok til, at han tøede en smule op og kunne løfte hovedet og se frem. Det han så fik det til at gibbe i ham. Derhenne, midt mellem ham og Sara knejsede en yngling, der var lige så smuk som Tobias selv. Nej, for resten, han der var kønnere endnu, og der lyste et kærligt smil i de brune øjne, og læberne skinnede som duggede frugter. En fin rødbrun tunge spillede lystigt i mundvigen.

Tobias skar en grimasse. Men nu gled ynglingen hen foran Sara, der halvt udvisket sank i knæ. Det var der ikke noget at gøre ved, og med hende fik det nok vente en stund, hviskede det i ham, mens han stadig stod med blikket klistret til de øjne, der til forveksling lignede hans egne.

Så slappede han langsomt af og lod sit smil vokse.

”Det var du sandelig længe om,” kom det fra ynglingen.

Tobias var ikke sikker på, at han brød sig om stemmen. Der var en sær metalklang i den, der passede dårligt til de strålende brune øjne og den kønne, nøgne krop, hvis arme nu rakte favnende ud efter ham.

”Men nu er jeg her.”

”Ja, det skal jeg lige love for. Med hud og hår, som man siger?”

”Men jeg skulle jo faktisk …”

Hvad var det nu, han skulle? Han så sig forundret om i kammeret. På alle fire vægge hang fakler og lyste, mens de sendte deres uroligt flakkende skær ud over de to skikkelser foran ham. Pigens hvide brudedragt blegnede livløst bag ynglingen, hvis muskuløse krop changerede i stærke røde og brune farver.

”Er du nogensinde blevet kysset til døde?” hviskede han.

”Kysset … hvad mener du?””

”Ja. Har du nogensinde fået et kys så fuldt af smerte og lyst, at du besvimede af det. Har du det, Tobias?”

Manden holdt hans blik fast, mens hans tunge gled ud af munden og ligesom rakte ud efter Tobias, der følte en brand risle gennem blodet. Det stak og jog i hans kød. Og uden at ville det, lod han sig trække nærmere den unge, ranke skikkelse, der stod der og lynede ham til sig.

”Nej,” hørte han sig selv sige, og vidste ikke, om det var et svar eller en protest. Men pludselig vidste han det alligevel.

”Nej!” gentog han meget højt.

”Bare rolig, det er kun første gang, du siger sådan. Så bliver dit nej til et ja. Og så hedder det ja og ja og ja og ja og ja og ja …” gnæggede stemmen, og nu var den ikke mere rar, og der løb spyt fra den røde mund, og var tungen ikke kløftet?

Inden han nåede at tænke en tanke mere, lagde to hænder sig tungt på hans skuldre og holdt ham fast. Men pludselig var det ikke hænder, og han mærkede kløernes lette rids i huden og gøs og ville rive sig løs.

Den smukke unge mand var som sunket i jorden, og selv stod Tobias fastklemt i en skruestik, presset ind mod en ru og stikkende sort dyrepels. Og så denne ulidelige stank. Han hostede og hev efter vejret.

Kløerne borede sig ind i hans hvide brudedragt, og med et heftigt rids flænsede de kjortelen midt over. Den dalede lydløst til jorden og lå der som en vingeskudt due, mens han selv stod rystende og nøgen foran det hæsligste væsen, han nogensinde havde set. Den mest naturstridige skabning var det: horn og gedeskæg, bagtil hestehove og fortil de særeste, forvredne klosakse. Ged og krabbe i et! Sygt og kvalmende. Til at le af i grunden, om han da ikke havde været så dødsens angst. Du er til grin, ville han brøle til det hæslige dyr og dermed fortrænge sin frygt. Men han var lammet og kunne ikke få et ord over sine læber.

Pludselig slap det ham, og han faldt til jorden, som var han en klud. Fortvivlet knugede han kjortlens hvide stof i sine arme. Over ham grinede bæstet.

Så mærkede han det. Det var som en stille dunken i hans hænder. Hjertet, tænkte han. Det er der, og jeg som nær havde glemt det. Og han blev roligere ved tanken og holdt nænsomt om det lille hjerte, mens han langsomt løftede hovedet og så lige op på dæmonen, der stadig hang ind over ham og skrattede, mens dens hale og tunge piskede i luften.

Han så de sære klosakse klippe sygt i ingenting, og nu løftede bæstet en hov og begyndte metodisk at sparke ham i siden, og han skreg, mens han knugede stadig fastere om hjertet.

Udyret blev ved og ved, indtil Tobias næsten besvimede. Han lukkede øjnene og bed smerten i sig. Så mærkede han den hæslige hov på sin brystkasse.

”Nå, min ven. Nu må vi ikke tage alle fornøjelserne på en gang. Natten er lang, og vi skulle jo gerne udnytte hvert minut, ikke? Rejs dig, knægt! Nå!”

Tobias blev liggende.

”Nå, hvad bliver det til! Vi skal lege nu. Lege, lege, lege …” Han lød pludselig som et vrantent barn, syntes Tobias og mærkede

frygten flagre bort. Et vældigt mod fyldte ham. Han åbnede øjnene og så smilende på den plaprende dæmon.

”Er du villig?” fnyste den.

”Ja da.”

”Ja da? Jamen …?”

Bæstet spjættede, som havde drengen stukket en syl i dets ben. Og så begyndte det at stampe på stedet, mens det med sine små stikkende øjne gloede ned på Tobias, der forsøgte at rejse sig.

”Jeg er villig, det siger jeg jo,” stønnede han og slugte sit smil. ”Jeg vil netop så gerne lege. Jeg … jeg … jeg … er faktisk et legebarn, vidste du ikke det?”

Udyret holdt op med at klippe huller i luften og sparke med sin hov. Det bøjede sig ned og halede den unge mand op og holdt ham lige foran flaben, mens det tværede ham ind i sin stinkende ånde. Tobias holdt vejret og tvang sig til at se lige ind i de gule øjne, hvori der nu tændtes et flakkende rødt lys. Det trak i dæmonens flab, der begyndte at hænge ynkeligt, som havde den netop fået et slagtilfælde, og nu dryppede det fra tungen.

Den djævelske latter var hørt op, og med et blev der helt stille.

”Er det sandt. Vil du virkelig … lege?” Ordene savlede ned over ham.

”Ja da.”

”Med … mig?”

”Ja.”

”Jamen det … Jamen dog.”

”Men jeg fryser så forbandet.”

”Jeg skal varme dig!” Den slubrede savlet i sig og løftede hovedet.

”Nej, kun ilden kan varme mig.”

”Så skrub dog hen og varm dig ved ilden, men tjep, tjep, tjep! Jeg kan ikke vente.”

”Det kan jeg heller ikke.”

Tobias greb posen med det lille hjerte og styrtede hen til ildstedet. Han hørte dæmonens hivende ånde bag sig. Så kastede han posen ind i luerne og sig selv til side lige tidsnok til at se dæmonen styrte i flammerne.

Et uhyggeligt skrig flængede luften.

Et kort sekund, så var der kun svovllugten tilbage.

Tobias løftede pigen op og bar hende hen til sengen. Langsomt vendte farven tilbage i det blege ansigt, og kroppen fik liv.

Men her har vi ikke noget at gøre, vi vil lade de elskende i fred og lydløst lukke døren og liste udenfor. Vi står en stund i den kolde gård og bier på morgensolen. Skutter os lidt, mens vi venter på, at de første stråler skal kravle op over kimingen. Så får vi øje på en, der ikke fryser. Det er Raguel. Han står ved husets gavl, svedig og forknoklet, akkurat som han plejer i lignende skæbnestunder.

Men han blev da færdig med graven denne gang, tænker han udmattet og håber så blot, at den er stor nok, og at hans elskede barn endnu en gang er undsluppet døden.

Edna ligger stadig på sin seng med propper i ørerne, og dog har hun heller ikke denne gang kunnet undgå at høre skrigene. Hun fjerner propperne, løfter hovedet og lytter. Noget er alligevel anderledes, tænker hun med uroen dunkende i blodet. Dæmonen har gjort sit arbejde meget hurtigere, end den plejer, og nu er der så uhyggeligt stille.

Hun ved godt, hvorfor. Brudekammeret er forvandlet til gravkammer, og Sara ligger besvimet derinde på det kolde gulv og Tobias er skændet og kastet hen på sengen, som man kaster lunser for vilddyr.

Hun sukker og lader morgenens lyde risle ind i øret. Det er ikke fuglesang og glade stemmer, hun hører, men en hakkes hårde stød. Så følger skovlens hæse skraben. Nej, alt er alligevel, som det plejer.

Tungt rejser hun sig og går ud til Raguel, og hun ser ham banke skovlen ren og sætte den fra sig og vende et udtryksløst ansigt mod hende. Mekanisk stavrer hun ham i møde og tager hans svedige hånd. Alene skal han ikke bære den tungeste af alle byrder.

De støtter sig til hinanden, og svajende som to visne planter i vinden når de døren og får den åbnet.

Indenfor bliver de stående, mens de knuger sig til hinanden og ikke kan tro det, deres øjne fortæller. For det er jo ikke muligt. Uskadt og så smuk som en gud breder Tobias sig på silkelagnet. Og med sit sarte ansigt begravet ved hans hals hviler deres Sara. Han har slynget armene om hende, mens han smiler til dem fra sine drømme.

I Nineve var tiden gået i stå.

Tobit forskansede sig stadig hyppigere i sit kammer, og her kunne han sidde time efter time, surret ind i lange snørklede enetaler til sin Gud. Med sin kone, Anna, var han ikke længere på talefod, og hun … ja, den dag, hendes elskede søn drog bort, slæbte hun sin stive køkkenstol ud på den støvede landevej og plantede sig i den, og her blev hun siddende, utilnærmelig som en kaktus og urokkelig som en saltstøtte og med de gamle, trætte øjne fæstnede på det sted på vejen, hvor den i en bugt opslugtes af landskabet, og hvor hun havde fanget det sidste farvestrålende glimt af sin dreng. Igen og igen så hun det samme syn for sig: fligen af den kongeblå kjortel, som hun selv, sting for sting, havde syet til ham, hun så den lyse op og flagre bort. Og efterhånden som dagene blev til uger og ugerne til måneder, voksede vreden i hendes bryst, indtil den til slut truede med at kvæle hende. Når velmenende sjæle forsøgte at lokke hende bort fra den ubekvemme post under den brændende sol, klamrede hun sig til sædet og kremtede hvast.

Så lod de hende være.

”Din kære dreng … ” begyndte Tobit en dag, da han var stavret ud til hende med gode hensigter og milde ord på tungen. Men han nåede ikke at sige mere, før hun afbrød ham: ”Min dreng,” raspede hun arrigt, ”men hvad så med min hund? Og hvor er de i det hele taget? Kan du sige mig det?”

”De?” undrede Tobit sig og forlod hende modløs og med støvet hvirvlende i hvide faner efter sig.

Han ville mig noget, tænkte hun. Men svare på mine spørgsmål, det nedlod han sig ikke til, og hvad skal jeg så med hans gode vilje, hvis den da er god. For det er i sandhed ikke meget godt, der er hændt mig, siden de lange veje tog min Tobias. Og netop som hun mumlede drengens navn, skimtede hun noget blåt, der tonede frem langt borte. Kongeblåt tilmed. Det lyste blegere, end hun huskede, men farven måtte jo også være slemt falmet i det lange fravær, nåede hun at tænke, før det slog hende, at der var noget galt. For så hun ikke en fremmed kvinde hægtet til hans højre side. Så kunne det umuligt være hendes dreng, og efterhånden som han nærmede sig, tegnede der sig et stadig skarpere billede af en fuldvoksen mand. En mand og en kvinde, det var det, hun så, og de vandrede tæt sammenslyngede som var de et kød.

Hun gyste ved tankens billedkraft og kneb øjnene i og besluttede at blive siddende sådan med verden i skjul og lade det upassende syn glide forbi.

De fremmede måtte gerne tro, hun sov.

Men det viste sig hurtigt, at hun tog fejl. De var ikke fremmede, og de lod hende ikke være. Manden slap kvinden og rejste sin mor op og tog hende i favn og forvandlede sig til dreng i hendes arme, og kvinden viste sig at være akkurat og til mindste detalje den datter af kød og blod, som hun altid havde ønsket sig.

Vi kan uden de store anstrengelser forestille os den glæde, der nu bredte sig i det lille jødiske hjem. Men bedst af alt var alligevel det øjeblik, da Tobias nænsomt og efter Azarjas anvisning smurte sin fars blinde øjne med fiskens galde, for da skete vor lille fortællings andet store under. I samme sekund, galden rørte øjeæblet, var det som om en kniv skrællede det, og de hvide hinder løsnede sig og flagrede til jorden, og Tobit så atter verden i al dens strålende farvepragt.

”Vi har besluttet at dele lige over, hvad det med pengene angår.”

Tobit rørte forlegen ved Azarjas skulder.

”Du har frelst min søn og givet mig en datter i tilgift.”

”Det familieskab indgik jeg gerne, og jeg takker for æren. Men det kan desværre ikke lade sig arrangere. For jeg er nemlig slet ikke Aninais’ søn Azarja.”

”Ikke?, men hvem …”

”Guds engel Rafael.”

I samme øjeblik, som ordene faldt, tændtes et blændende lys, og det lagde sig som en skærende kappe om den unge mand. Det skar sig ind i de forsvarsløse og intetanende menneskeøjne, så bølger af rædsel tvang dem i knæ.

Men englens stemme lød som en rolig kontrast til deres skræk, og han sagde: ”Undskyld, men sådan gør Gud mig synlig, når det passer Ham. Og det gør det så nu. Men jeg siger med Ham: Frygt ikke! I føler Jer ramt, javist. Men det er Guds kærligheds kraft, der har slået jer med stor lykke. Svøb jer nu trygt i den, men glem ikke Herren!” De løftede deres frygtsomme øjne mod englen og modtog hans milde smil.

”Men nu er min jordiske mission til ende, og i sin Himmel venter Herren mig med nye opgaver. Og derfor siger jeg Jer farvel.”

Og de så den store engel folde sine vældige vinger ud og forsvinde i det blå himmeldyb.

 

Engle 6. Tobias og englen kapitel 2



Tre skikkelser sneglede sig i gåsegang hen ad den smalle sti, der fulgte Tigrisflodens mange krumninger. Forrest stumplede drengen af sted på sine ømme fodsåler og med sin vandrestok knuget i hånden, alt mens han nu og da huskede at banke i jorden for at skræmme slanger og andet giftigt kryb. Han gik foroverbøjet og kunne dårligt skjule sin udmattelse. Lige i hælene på ham fulgte rejsekammeraten. Han bevægede sig strunk og med blikket trygt hvilende i himlens dybe blå. Som bagtrop i det lille følge vimsede hunden, der i sidste øjeblik var lusket efter dem og ikke havde været til at genne hjem igen, da de omsider havde fået øje på den. ”Vi tager den med,” afgjorde Rafael.

Nu gik de så der, og drengens og hundens træthed voksede, mens himlen langsomt skiftede fra lysende blå til gylden rød. Snart ville solen være sunket det sidste stykke og mørket falde på, og det ville blive vanskeligt at skelne stiens rids. Tobias havde flere gange forsøgt at overtale sin rejsefælle til at standse op og slå lejr. Men først da solen sank helt ned under kimingen, og tusmørket sneg sig ind over landskabet, lod han sig overtale.

De to unge mænd satte sig yderst på den lave flodbrink, mens hunden strøg ud og boltrede sig i det lune vand. De hørte den plaske derude. Månen var ved at stå op og sendte de første tøvende stråler ind over det lille selskab, og Tobias skottede til Azarja og syntes, at det blege lys hyllede ham i et overjordisk skær.

”Hvad nu?” spurgte han mat, men fik ikke noget svar.

Rejsekammeraten holdt sig rank og ubevægelig som en stenstøtte, mens han stirrede stift ud over det roligt rindende vand. Som sugede han tegn og budskaber til sig fra en skjult verden, tænkte Tobias og fornemmede igen den aura af uhygge, der smøg sig om manden. Han syntes ikke at kende til træthed, og Tobias forsøgte at skjule sin egen, men lige med ét gav han pokker i sin stolthed og lod sig med et dybt udmattelsens suk falde bagover i græsset, der groede blødt og frodigt hernede ved brinken.

Han døsede hen med det samme, men halvt inde i søvnen mærkede han den fremmede rejse sig, og han syntes, han hørte ham sige: ”Ja, ja, sov du blot. Du får brug for dine kræfter.” Mine kræfter? undrede han sig og ville spørge, men så greb søvnen ham fast i sine arme og trak ham ind i et stille mørke..

Lidt efter vågnede han. Eller var det længe efter? Månen stod allerede højt på himlen, og alt lå badet i et sølvblegt skær. Endnu halvt sovende fornemmede han en ru tunge, der ivrigt slikkede hans nøgne fødder og ankler. Hunden. Godt, han havde den. Han smilede til himlen og strakte sig velbehageligt i det bløde græs og tillod sig at nyde de trygge og kendte kærtegn. Han var langt hjemmefra, javist, men han var ikke alene.

Så hørte han hunden give hals og mærkede dens poter kradse mod sit bryst, og med ét var han lysvågen. Fortumlet satte han sig over ende.

I det samme stak den af. Gøende for fuld hals forsvandt den ud i den tætte bræmme af siv, der voksede langs bredden, som havde den fået fært af noget truende.

Krokodiller, fór det gennem ham, og han forsøgte skrækslagen at kalde sin hund til sig, men den reagerede ikke, fortsatte blot sit indædte udfald mod den usynlige modstander.

Nu lød der et skarpt fløjt inde fra land, og hunden gjorde brat omkring og kom væltende tilbage. På bredden rystede den sig så voldsomt, at vand og søle sprøjtede fra pelsen, så blev den med ét myg som et lam og luskede med halen mellem benene hen til Azarja, der tog den i halsbåndet og skændte på den, mens Tobias ængsteligt lod et blik glide ud over vandfladen, der lå og glitrede fredsommeligt i månelyset.

Der var ingenting at se. Alt var stille bortset fra den rolige lyd af vandet, der klukkede og rislede, som lo det af hans frygt. Men i det samme så han en krusning rejse sig på overfladen et stykke fra bredden. Det var som en stor undersøisk bølge, der skyllede op fra dybet og nu kom brusende mod land.

Tobias nåede ikke at rejse sig, før et væsen med opspilet gab dukkede op af vandet og snappede efter ham.

Han trak fødderne til sig og skreg.

Bagefter kunne han ikke huske enkelthederne. Alt var forløbet i en rasende fart, og selv blev han kastet ind i et uvirkelighedens rum og reduceret til en viljeløs brik, andre flyttede rundt med. Spillet kendte han ikke, og det skræmte ham fra vid og sans.

Azarja, der pludselig stod bag ham og ikke greb fat i ham, men tværtimod puffede ham ud på det dybe, ud til udyret og selv forvandlet til udyr jog ham rundt med sin stålstemme.

”Fang den!” brølede han.

Og pludselig befandt Tobias sig i vild kamp. En sprællende og slimet krop piskede vandet op omkring ham, mens han forsøgte at holde den fast med arme, der ligesom voksede i længde og styrke. Så havde han den og knugede den mod sin krop, mens han skreg af fuld hals. Eller var det en anden, der skreg? Men han slap ikke sit tag, og slim og snot og vand og tårer sprøjtede om ham.

Så lo han vist.

Lidt efter lå han inde i det høje græs og vred sig om kap med bæstet. Azarja greb fat i hans arm og hev ham op, mens uhyret lå gispende tilbage. Tobias snappede selv efter vejret, som var også han ude af sit element.

”Bravo, min ven!”

Tobias gjorde sig fri og trådte et skridt tilbage, så rystede han vandet af sig og så vredt på rejsekammeraten.

”Hvad skulle det til for?”

Men fyren rystede blot ligeglad på hovedet, så de ravgule krøller dansede om det unge ansigt, der igen havde fået venlighedens stempel.

”Herregud, dreng. Det var jo kun en fisk.”

Kort tid efter sad de ved et fredeligt lejrbål. Flammerne slikkede lystigt op om gryden med kogende vand, og heri lå resterne af uhyret, forvandlet til små, velduftende kødstykker, der simrede lystigt. Azarja havde tændt bålet, uden at Tobias ret fattede, hvorledes han bar sig ad. Og hvor kom brændet fra? Det var, som om det alt sammen sprang lige ud af den sorte nat.

”Men, hvordan …?” spurgte han og pegede på bålet foran sig.

”Det er lige meget,” affærdigede Azarja ham og gjorde et kast med hovedet, hvilket igen fik ham til at se fjern og storsnudet ud.

Tobias skottede til ham og følte en blanding af skam og stolthed risle gennem blodet. Havde han ikke lige kæmpet? Og vundet? Men han kunne ikke glemme kammeratens hånlige bemærkning: ”Det var jo kun en fisk.”

Ved siden af ham stod saltspanden, hvori Azarja havde lagt de resterende kødstykker og fiskens indvolde. Når den nu partout skulle kaldes en fisk.

Hunden listede hen til hans anden side; den gned sig op ad hans hofte, mens den lod savlet dryppe. Så peb den lidt ynkeligt, og det kunne Tobias godt forstå. Hans tapre følgesvend havde sandelig ikke været meget værd, da det gjaldt. Og nu tiggede den.

Han så på sin fod. Der dryppede stadig lidt blod fra såret.

”Kun en fisk,” mumlede han.

En smuk dreng, tænkte Rafael med blikket hvilende på den unge mand, der skridtede ud ved hans side, lige så rank og hurtig som han selv. Det brune hår skinnede som rav i solen, og den glatte, solbrændte hud strålede af sundhed og ungdom, øjnene havde fået styrke, og han så uforknyt lige frem. Den hårde rejse havde filet sit af de runde barnekinder og skåret mandige træk i det fine ansigt. Og bedst af alt, ængstelsen var ved at glide af ham. Kun en lille trævl hænger tilbage, tænkte englen, og den skal vi snart få pillet af ham. Han lo ved tanken. Havde Herren lyttet til ham, dengang han ønskede at komme til jorden som kvinde, så ville han rigtignok have haft besvær med at holde fingrene fra den gudeskønne yngling. Tanken forvandlede latteren til små vemodige suk.

”Hvorfor ser du så underligt på mig?”

”Hør, min bror, i dag kommer vi til Raguels hus.”

”Ja, det kan jeg næsten regne ud.”

”Og vi skal sove under hans tag i nat.”

”Hmmm …”

”Hører du efter!”

”Det kan du godt glemme.”

”Nej.”

”Derimod skal du ikke glemme, at du er min tjener, ikke min herre.”

Det var da nye toner. Ganske vist vidste de begge, at Rafael blev betalt af Tobit, men englen havde indtil nu ikke haft vanskeligt ved at bevare sin myndighed over drengen.

”Du glemmer, hvem jeg er,” sagde han kort.

”Søn af den store Ananias. Det ved jeg godt. Og jeg har også adlydt dig hele vejen af respekt for din familie. Men du får mig ikke lokket i døden.”

Englen sukkede. De var ganske tæt ved Ekbatana, og rygterne om det forheksede pigebarn svirrede i luften, og han havde ikke kunnet forhindre drengen i at lytte til snakken.

”Vi kan i al fald ikke undlade at besøge ham. Han er familie.”

”Du har ret. Desuden skal du ikke tro, at jeg er en kryster.”

”Det tror jeg heller ikke.”

Der sad nu den gode Raguel lige foran porten til sin gård. Havde endda slæbt sin store stol ud og tronede som en anden patriark, der ventede besøg. Rygterne var åbenbart løbet forud for det lille selskab, tænkte englen, og de så den gamle rejse sig og ile dem i møde og hørte på lang afstand hans forpustede hilsen.

”Hjertelig velkommen til mit hus, kære brødre!”

”Tak,” replicerede Rafael og bøjede sig ærbødigt, idet han samtidig daskede til Tobias, der stod med bortvendt ansigt, som ville han helst ikke blandes ind i noget.

Raguel slog ud med armene, en gestus, der betød noget i retning af: alt mit er også jeres.

”Tak,” sagde Rafael igen.

”Ja, og gå nu endelig ind. Edna venter jer.”

”Og Sara?” spurgte Rafael med stemmen fuld af uskyld.

”Og Sara,” mumlede Raguel mørkt.

”Der er ingen, der venter os,” brød Tobias ind, ”og desuden er vi på vej til Rages.”

”Jamen, så er I jo ikke fjernt fra målet. Og her kan I overnatte.”

Den gamle mand plaprede løs, mens han undersøgende lod blikket glide hen over deres klædedragter. Så spurgte han lidt forsigtigt til deres herkomst.

”Som du nok allerede har bemærket, er vi naftalitter, og vi bor i Nineve.”

”I Nineve! Jamen dog. Jamen … jamen så er I jo … jeg mener, så lever I jo i fangenskab … men det var da … ja … hvad skal man sige …?” Raguel gik forvirret i stå.

”Du kan roligt modtage os,” sagde englen og sendte ham et af sine blikke, og Raguel mumlede i skægget, mens han fik travlt med at vende dem ryggen og forsvinde ind gennem den snævre port.

Rafael tog et fast tag i Tobias og trak ham med sig ind.

Sanseløs sendte han mig dog ikke til jorden, tænkte Rafael og hørte på lang afstand, hvad Raguel hviskede Edna i øret. De så hende stivne ved de ord, så rettede hun sin trivelige skikkelse ud, og knejsende i al sin vælde lod hun blikket sejle hen over det lille rejseselskab, der stod tæt sammen lige inden for døren.

”Ud med den hund!” kommanderede hun.

”Edna dog!” Raguel søgte at skjule sig bag hende.

”Jamen, vi kan ikke ha’ den,” snerrede hun.

”Det er jo bare en hund.”

”Og så ligner han Tobit,” vrissede hun videre.

”Hunden?”

”Nej, drengen.”

Raguel så for første gang rigtig på den unge mand. Pludselig var det, som om der faldt skel fra hans øjne og en tåre banede sig vej.

”Kan det … kan det … virkelig …” stammede han.

”Javist,” sagde Rafael hurtigt. ”Vi kommer fra Tobit. Tobias der er din brorsøn, og jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Vi er her for at fri til Sara, hans kusine.”

Raguel og Edna slog hænderne sammen og brød ud i gråd. Det er da pokkers, som de israelitter vander høns, tænkte englen lidt irriteret. Den slags var man da gudskelov fri for, hvor han kom fra. Så tog han Tobias ved hånden og førte ham hen til de to gamle, der slog armene om drengen og kvalte ham i hede omfavnelser.

Tobias selv stod som en støtte af sten i deres arme. Henne ved døren peb hunden, og drengen gjorde sig fri af de omklamrende arme og piftede kort. Dyret logrede og løb hen til ham.

”Vi går,” sagde han.

”Nej, nej, nej …” tryglede de gamle i kor.

I det samme gled en skikkelse lydløst ind gennem døren bagest i rummet. Det var Sara. Og hun var så smuk, at hun ganske af sig selv oplyste den halvmørke stue, og da Tobias fik øje på hende, lyste også han op.

Jamen dog, Rafael havde set meget, men aldrig havde han set nogen tænde så hurtigt, og ikke for første gang mærkede han et lille stik af jalousi, for hvorfor skulle han aldrig selv få lov at opleve den brand, de kaldte kærlighed? Ved lejlighed ville han tage sagen op med Vorherre, besluttede han for 117ende gang og vidste samtidig, at det fik han aldrig gjort, for engle er engle og ikke mennesker, og i virkeligheden ønskede han ikke at bytte. Kun i øjeblikke som disse ville han give alt for bare en lille stund at blive et menneske.