Hulsig 1935 – en begivenhed

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Begivenhed? Ja, en mærkedag for to mennesker, og en dag, som hele Hulsig tager del i. for det var sådan, at man dengang delte hinandens sorger og glæder. Som min onkel Lars skriver i “Hulsigminder”: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne, var, såvidt jeg mindes det fra min barndom, som en samhørig familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder”

Et bryllup i 1935. Mine forældres. Vera og Magnus Hesselholt. Nu havde de været venner, måske kærester i ca. 10 år. Det var på tide.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så har jeg lidt travlt for tiden med at rydde op. Og nu fandt jeg en stak på over 100 telegrammer fra hin mindeværdige dag og fandt samtidig, at det ville være synd, hvis stakken bare havnede i papirkurven, der ellers så gavmildt tager imod for tiden.

I al fald vil de nogle af dem få et efterliv her på bloggen, tænkte jeg og har derfor tænkt at vise et par stykker af de  gamle telegrammer.

 Navnede på dem, der deltog i festen, har jeg ikke – kun et uklart billede. Det var en stor flok. Familie og de nærmeste venner, tror jeg. 

Men her et par telegrammer: det første er fra lærer Wilhelmsen, der underviste på Rannerød Skole i mere end en menneskealder. Min mor havde ham i 1910′erne.


H er kommer navnene. De fleste er måske glemte i dag. Men der er dog stadig børn og børnebørn i live, og desuden: de har levet og ikke forgæves. Deres spor er i os.

 

De er stavet som i telegrammerne. Der er et par stykker, der hedder det samme, men da de optræder i forskellige telegrammer er de nok ikke identiske. De fleste er folk fra Hulsig, og som regel kun med navnet nævnt. Enkelte har tilføjet titel og nogle er ”udefra”, men det noterer de selv efter navnet.

 

Adolf Christensen og Hustru

Agnes og Oskar Husth

Aksel Pedersen

Anders Chr. Thomsen og Hustru

Ane Katrine Christensen

Ane Kirstine og Lars og Sigvald

Ane Nielsen

Ane og Janus Madsen

Anna og Chr. Nielsen

Anna og Søren Troldborg

B. Bendtsen og Familie, Starholm

Bager Sørensen og Hustru, Jerup

Bernhardt Bendtsen og Hustru

Bernhardt Pedersen og Hustru

Bertha og Axel Jensen, Hjørring

Bertha og Peter Madsen

Bøie Sørensen og Hustru

Bøje Sørensen og Hustru

Børge Jakobsen

Chr. Christensen og Hustru, Hulsig Station

Chr. Christensen og Hustru, Højen Station

Chr. Høvenhaven og Hustru

Chr. og Marie Heilisen (Heilesen?), Tornby

Christensen og Familie, Mejeriet

Christian Pedersen

Christiansen, Plantør, Bunken

Dagmar og Jens Pedersen, Aalbæk

Ejler Nilsson

Elisabeth Larsen

Emanuel Mortensen og Hustru, Slagter, Elling

Emil Mose

Ester Houkær

Hakon Houkær

Hanna Christensen

Hansen, Statsbetjent

Helene og Oscar Hust, Raabjerggaard

Henry Sørensen, Aalbæk

Herman Strauss og Hustru

Herman Thomsen

Hildager og Marinus Kristensen, Rannerød

Høgenhaug og Familie, Strandby

Ida Nilsson

Ingeborg Houkær

Ingeborg og Ester Houkær

Ingeborg og Kristen Sørensen, Hollandsbjerg, Ørsted

J.C. Christensen, Slagter, Skagen

Jane og Jens Troldborg

Janus Chr. Jensen og Hustru

Janus Madsen og Hustru

Jenny og Svend Hesselholt, Skagen

Jens Hjorth

Jens P. Høgenhaven

Jens Peter Christensen og Hustru

Jens Troldborg og Hustru

Johan Jakobsen og Hustru

Johanne og Chr. Møller

Johanne og Thomas Peter Thomsen, Skagen

Johannes, Thorvald, Petrine og Johanne Pedersen og morbror Hans, Ørum

Jørgen Westergaard og Hustru

Karl Thomsen og Hustru

Karoline og (?) Christensen, Rannerød

Ketty og Børge Bøger (?), København

Kirsten Madsen

Kirsten og Anna, Thomas Thomsen, Gl. Skagen

Kitz og Familie

Kjær, Forretningsfører

Kokholm og Familie

Kresten Thomsen

Krestine Kristensen

Kristian Nielsen og Hustru

Kristine Christensen

Lars Thomsen og Hustru

Larsen og Hustru, ”Rolighed”

Laurits Jensen og Hustru

Laurits Larsen og Hustru

Laurits Lundholm og Hustru

Lissen Madsen

Mads Troldborg og Hustru

Magdalene Jensen

Maria og Henning Leed, Bunken

Marianne og Søren Christensen

Marie Andersen

Marie Christensen og Familie

Marie og Albert Nielsen

Marie og Chr. Pedersen, Aalbæk

Marie og Chr. Rump, Bunken

Marie og Yngvard Halt ( Holt?)

Marinus Christensen og Hustru

Martin Christensen

Martin Simonsen

Martinus Jensen og Hustru

Møller og Familie, Købmand, Bryggergade

Niels Nielsen og Hustru, Nr. Elkær

Niels Pedersen og Hustru

Ole Chr. Nielsen og Hustru

Oluf Nielsen og Hustru

Oskar Andersen og Hustru

Oskar Hust og Hustru

Oskar Hust og Hustru, Raabjerggaard

Oskar Jensen og Hustru, Vognmand, Skagen

P. Lyng og Familie, Strandby

P.W. Christensen, Skotøjsforretningen

Peder Houkær og Hustru

Peter Hjorth og Hustru

Peter Houkær

Peter Høgenhaven og Hustru

Peter Larsen og Hustru

Petrea Simonsen

Rasmus Hjorth og Hustru

Rasmus Nielsen

Rasmus Nielsen

Richard Jensen

Røntved, Jansen og Frederiksen

Signe og Thorvand Houkær

Sigrid Lundholm

Sigrid Sørensen

Sigtenberg, Købmand, Kvissel

Sigvald Christensen

Sinne og Conrad Hust, Aalbæk

Sovkrog og Familie, Hulsig

Søren Christensen og Hustru

Westergaard og Hustru, Købmand, Aalbæk

Til Hulsig igen – eller rettere til Tranestederne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

For kort tid siden modtog jeg tekst og billeder fra Ellen Åmand, som før har været omtalt her på bloggen. Teksten og billederne handler om solodanserinde Ulla Poulsen. Ellen har i mange år været nabo til Ulla Poulsen. De havde begge i en årrække sommerboglig i Tranestederne. Ulla Poulsen har de fleste sikkert glemt i dag, ligesom hendes engang så berømte mand, Johannes Poulsen, nok også er endt i glemmebogen.

Men så kan de altså genoplives for en stund her på bloggen.

I forrige århundredes begyndelse var både Adam Poulsen og hans to sønner, Emil og Johannes, blandt de mest berømte danskere. Alle tre var kongelige skuespillere.

Johannes giftede sig med Ulla i 1936, samme år, som min far giftede sig med min mor. Og de sidstnævnte boede i Hulsig, hvortil de først nævnte og så berømte danskere flyttede efter deres bryllup.

De købte den gamle gård, Tranegården, som ganske vist ikke ligger i selve Hulsig by, men dog ganske tæt ved, nemlig i Tranestederne.

Her ses gården, inden de købte den, og det er gamle Stine (Kristine), der står foran gården. Hendes datter Anne giftede sig med min bedstemors bror, som havde arvet Krøggården ( eller Krøghgården):

Og her er Tranegården efter, at de berømte par har renoveret den:

Da Ulla Poulsen døde i 2001 var vi naboer ( Hesselholtsommerhusets grund grænser nemlig også op til Tranegården) bange for, at ejendommen skulle blive udstykket til sommerhusgrunde. Den blev dog købt af familien Heering og har nu gennemgået en ny totalrenovering.

Her er nu Ellen Åmands tekst og nogle af hendes billeder vil følge senere, men ikke alle, for jeg har ikke ophavsret til dem alle:

Vi var så heldige at få lov at købe en sommerhusgrund i nærheden af Hulsig helt oppe ved Skagen i Danmark. Det var bonden Laurits Jensen, som solgte flere grunde ud, og vi valgte den, som lå nabo til Tranegården lige ved stranden.

Eftersom vi var vokset op i København, havde vi tit været i Det kongelige Teater og set den yndige balletdanserinde. Vi vidste, at det var hende, som boede på Tranegården med sin tredje mand, hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix i Aalborg.

Hun blev 18 år gammel gift med skuespiller og teaterdirektør Johannes Poulsen, som var dobbelt så gammel, og de havde 2 lykkelige år sammen til han døde af en hjernetumor.

Derefter blev hun gift med lensgreve Knuth fra Knuthenborg på Lolland, men blev skilt igen, da hun ikke kunne skaffe ham en arving, og gift for tredje gang med hotelejer Skou fra hotel Phønix i Aalborg. Parret boede ved hotellet i Aalborg om vinteren og havde Tranegården som sommerbolig.

Ulla Poulsen fik jo aldrig selv børn. Hun var meget glad for børn og hunde, og da vi havde 3 børn og en hund, inviterede hun os ind på det hyggelige og interessante landsted. Det var en gammel strandfogedgård med meget jord til, som Johannes og Ulla fik bygget om og moderniseret. De fik en storstue med højt til loftet. På væggene hang minder fra Johannes’ rejser til Østen, og der var smukke bondemøbler fra familien Poulsens gård i Sverige og møbler, som Ulla Poulsens far havde lavet. Det var morsomt at komme ind og drikke the med husholdersken Agnethes hjemmebagte kager i det hyggelige hus eller i lækrogen i haven. Den var smuk og frodig med køkkenhave, frugttræer og bærbuske.

Ulla og Agnethe ville gerne have nogle unge i huset. Ulla på 13 år var jo stor nok til at hjælpe Agnethe med at bage småkager, og Ullas kusine Gitte på 12 år, som var feriepige hos os, kom med ind på Tranegården og bragte lidt liv i det gamle hus hos de 3 gamle mennesker. De hjalp også til med servering, når der var mange gæster, f.eks. til Skous 60 års fødselsdag. Marianne og Lasse blev budt på saft og kager i haven mange gange og vi på the eller kaffe. Det var morsomt at høre Ulla fortælle om sit liv ved teatret. Engang var de på turne rundt i Danmark.

Skuespilleren Ib Schønberg var med. Han kunne li at lave lidt sjov på scenen. Engang fik han fat i nogle høns og en and, som han slap ind på scenen under forestillingen. Så gjaldt det bare om for skuespillerne at hitte på nogle passende replikker, så publikum troede, det hørte med til stykket.

St. Hansaften ville Helge og Ulla gerne ha det festligt med gæster, som de havde haft før i tiden. Da vi var de nærmeste naboer, blev vi inviteret med, og det var en rigtig festaften med god mad og ild i pejsen. Vi gik lige ned og så på bålene på stranden oppe fra klitterne. Da mor var på besøg kom hun med ind, og det var mor glad for, hun havde jo mange gange siddet i Det Kongelige Teater og set Ulla Poulsen danse.

Skuespilleren Thorkild Roose har fortalt om en St. Hansaften på Johannes Poulsens tid i den bog, som blev udgivet efter Johannes død, skrevet af hans venner. I den bog er der også et afsnit om hele den kendte familien Poulsen og om Johannes barndom.

Ulla Poulsen var kun 18 år, da hun blev gift med Johannes, der var 42 år og havde været gift 2 gange. Det blev der snakket meget om i inderkredsen i København. Edvard Brandes, Georgs bror skrev således i et brev til Sylvia Pio, som havde været Johannes Poulsens anden kone:

”Måske er Johannes lykkelig med sin lille uvidende og udannede skønhed, dog tvivler jeg stærkt. Den lille indbildske nar plager sikkert Johannes, hvis hele ånd nu drukner i skuespiller-og balletidioti.”

Det var en overlegen herre, denne Edvard Brandes, og han havde ikke meget forståelse for teater og særligt ikke ballet.

Man kan godt forstå, at Ulla og Johannes Poulsen ønskede at finde et sted på landet langt borte fra det snævre sladdermiljø i København, hvor de kunne trække sig tilbage i hvert fald om sommeren. Ulla fortæller i sine erindringsbøger om, hvorledes hun fandt annoncen om salg af en strandfogedgård ved Hulsig, som de først troede, lå i Nordsjælland. De tog op for at se på gården, gik gennem sneen og så Tranegården for første gang. De bestemte sig hurtigt: her ville de gerne bo i den smukke natur og langt fra København.

Thorkild Rooses skildring af Johannes og Ulla er meget hjertelig, og de 2 år hun havde på Tranegården med ham var meget lykkelige.

Hun var meget smuk, hvad man tydeligt ser på malerinden Wegeners malerier.

Balletdanserinder bliver jo pensioneret i en meget ung alder, men fortsætter ofte som skuespillerinder. Det gjorde Ulla også. Lensgreven blev også betaget af hendes skønhed, men han ville ha en arving til godset på Lolland, og det kunne Ulla desværre ikke give ham, så det blev skilsmisse.

Ulla boede så nogle år alene og startede sin egen balletskole først i København og senere i Aalborg, hvor hun traf hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix. De giftede sig og boede om vinteren i en lejlighed i nærheden af hotellet og om sommeren på Tranegården. Hele vinteren længtes de efter at flytte ud på sommeropholdet. Det fremgår af de julebreve Ulla skrev til os i mange år.

Ulla ville gerne male, og Ulla og Gitte var inde for at være modeller. Men Ulla var ikke helt tilfreds med sine evner som malerinde, så hun fandt på at lave små figurer af metaltråd som små danserinder. Hun huskede jo alle balletbevægelserne fra dengang hun selv dansede.

 

”Den lille indbildske nar”, som Edvard Brandes kaldte hende, havde også evner som forfatterinde og skrev 2 erindringsbøger: ”Skuespilleren og Danserinden” i to bind og en bog om sine rejser med Johannes Poulsen ”På Rejse med Johannes Poulsen”, desuden en fin lille bog om livet hele året på Tranegården: ”Til alle Årets Tider” med smukke naturskildringer og erindringsbilleder fra sit lange, begivenhedsrige liv.

 Ulla Poulsen med hund – engang i 80′erne

Her kommer nu et par af de mange kort og breve, som Ellen og Knud Åmand modtog fra Ulla Poulsen fra 1967 og ca.20 år frem:

Herunder et par kig ind i bogen “Til alle Årets Tider”, som Ulla Poulsen fik udgivet på Gyldendal i 1966. Bogen er skrevet som en slags dagbog – et år levet i Tranestederne:

10. maj : “Svalerne er flyttet ind på loftet i den gamle lade, der nu rummer garage og værksteder. Ved maj måneds begyndelse åbner vi de to små ruder øverst oppe over porten, og omkring den fjerde-femte ser vi altid de første svaler. De flyver rundt over huset og forbi de små vinduer, som om de vil overbevise sig om, at alt er ved det gamle og lejligheden parat. Intet af, hvad vi senere foretager os nede eller oppe på loftet, forstyrrer svalerne i at bygge rede eller ruge deres unger ud.

Svalerne kunne vi ikke tænke os at være foruden, men de volder os til tider en del besvær – som det år, da de absolut ville bygge på et af de redskaber, vi ikke kunne undvære. Vi kom for sent til at hindre, at reden blev anbragt oven på kloakrenseren, så vi måtte købe en ny. Naturligvis ville vi ikke ødelægge den lille kunstfærdige rede, der var foret med lutter hvide fjer.

Sidste år så vi med forundring, at der lå seks unger i reden. Da de blev større måtte de to sidde på ryggen af deres søskende for at kunne være der. De to voksne svaler sled i det næsten hele døgnet rundt, ud og ind ad de små vinduer fløj de med mad til de sultne unger. En aften så vi svalehannen ligge død under reden, han havde slidt sig til døde for at skaffe mad. Jeg tog den tapre lille fugl og strøg den over det røde bryst, hvor hjertet var blevet stille.

Hunnen blev ved med at made ungerne, og et par dage efter så vi en han gøre stormkur til enken. Hun ænsede ikke den ivrige frier, men passede sine flyveture. Efter nogle dages ihærdig bejlen begyndte frieren at hjælpe med til at bringe mad til ungerne, og så blev han akcepteret som stedfader.

17. maj: I morges så vi to traner gå på marken i nærheden af huset. Det er da ikke helt forkert, at vi kalder det Tranegaarden. Tranerne gik der et par timer, for de lettede og fløj mod rugepladserne i Sverige.

Før i tiden har der ruget traner mange steder nord for Frederikshavn, men dræning og den tiltagende trafik har sammen med gravningen efter tørv fået de sky fugle til at søge mere ensomme steder.

For nogle år siden sad jeg en dag oppe på de høje klitter og havde min kikket med for at studere dyrelivet ude i engene nord for Tranegaarden. Langt ude mod nord så jeg fem store grå fugle, og af de nedadhængende halefjer og de lange halse fremgik det, at det var traner. Medens jeg iagttog dem, begyndte to af dem at hoppe op og ned foran hinanden med de store vinger udbredte. Det var tranedans, jeg var så heldig at se. Disse traner blev her nogle dage, inden de rejste videre.

Solen har skinnet fra morgenstunden, og vejret er lunt og stille, rigtig grødevejr. Puddelhunden lå foran indgangsdøren, da jeg i middags kom ind fra haven. Jeg fik mig en ordentlig forskrækkelse: en meter fra den lå en stor hugorm.

Vi fik hunden kaldt til os, og hugormen måtte af med livet. Det var den første i år, og vi var nu advarede om at se os godt for, når vi færdes rundt om huset. Jeg holder af alle dyr, men hugorme må undgå de steder, hvor vi har vor gang, ellers bliver de slået ihjel. Men det er, som om de netop helst vil være så nær ved hus og have som muligt. Sidste år måtte tolv bøde med livet, fordi de var i vejen for os. En af dem havde endda lagt sig lige foran indgangdøren og hvæsede ad hunden og os, da vi ville ind i huset.

Hugorme har altid godt kunne lide Tranegaarden. Et af de første år, jeg boede her, så jeg en dag inde i haven en mørkebrun orm ligge foran en af dørene. Jeg troede, det var en snog, og stod og så på den, indtil den opdagede mig og gennem et hul under dørtærsklen forsvandt ind under huset. Jeg blev lidt underlig til mode ved det og fortalte det til den gamle strandfoged, der arbejdede ude i haven. Han sagde ganske tørt: “Vi har ingen snoge her oppe, det var en hugorm.”

Min kvindelige gæst blev rædselsslagen ved at høre, at der boede en hugorm under det værelse, hvori hun sov, men vi kunne berolige hende med, at den ikke kunne komme op til hende gennem gulvet, hvis der da ikke var musehuller! Hun havde en urolig nat og drømte om slanger. Næste dag fik jeg en murer til at lukke hullet.

Vore gæster bliver altid advaret mod at færdes med ubeskyttede fødder i lyngen og langs grøfterne, og selv holder vi os til vore stier og kommer helst ikke ind på hugormenes gebet.

Slanger blev i gamle dage anset for at være hellige og venligsindede dyr. Man troede, de bragte bud fra de døde, og når man gav dem mad, gjorde de heller ingen fortræd. De er lette at tæmme og kommer, når de skal fodres …

Jeg ved ikke, om de mange hugorme og deres interesse for vort hus skal opfattes som tegn på en slags beskyttelse mod onde anslag eller skyldes, at vi inden døre har slangeguden hængende på vor væg. “( citat fra side 89) 

 

 

 

Hulsig

 Skagen Bibliotek 2015

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Erikslund i Hulsig

Her kommer nu en lille tilføjelse til Hændelser ved Hulsig, som er sendt mig fra et oldebarn til Erik Jensen, som købte husmandsstedet Erikslund i Hulsig - Hun hedder Esther Toft.

Jeg siger tak for både brev og billeder og fortællingen om familien. Den vil jeg tilføje senere, her kommer i første omgang blot et enkelt billede af Erik Jensen.

Erikslund er ikke bygget af Erik Jensen, men af min oldefar Ole Houkjær, da han giftede sig med en af de to døtre fra KrøggårdenMarie Christiansen - Senere blev hun kaldt Marie Houkjær og er jo min oldemor. Han solgte gården til Erik Jensen i 1884, der så døbte den Erikslund. Hans datter Josefine giftede sig ind i Krøgslægten, nemlig med Janus Larsen, søn af Maries søster Maren og af Christian Larsen. 

De to, Janus og Josefine fik “den anden Krøggård”. Gårdenes historie kan man læse mere om i Hændelser ved Hulsig. (f.eks. side 357 f f)

Erik Jensen forblev bonde på det lille husmandssted, men nød stor agtelse som flittig og dygtig. Her kan man læse lidt om det fra et udklip fra Skagen Avis. :

Som man kan se, er han her nævnt som “hædersmand” – det forstår man. Og han erhvervede titlen gennem sin flid. Den slags stod der respekt om i Hulsig. Hans datter Josefine har derfor også været “et godt parti”, selv om der ikke var velstand i det lille husmandshjem.

Herunder et billede af den gamle hædersmand ogivet af sin familie. Billedet ser ud til at være taget omkring århundredeskiftet – men må næsten være senere, synes jeg, da gården jo blev solgt til Erik J. i 1884 – og her er børnene jo voksne:

Erik Jensen i midten – bemærk det flotte kindskæg! Billedet er sendt til mig af hans oldebarn, Esther Birgitte Toft Jensen, og jeg er ikke helt sikre på de andre personer i billedet. Det bliver jeg nok senere. I al fald er Josefine og Laurits ( eller Lauritz – navne i Hulsig staves som vinden blæser) med på billedet. Og også Esthers farmor sikkert. Ja, nu ved jeg, at hun står øverst til venstre og hedder Marie.

Denne søster (Marie)  til Josefine og Lauritz ser vi her på et brudebillede. Hun var gift to gange. Her ses hun med Axel Jensen, den første mand. Der kommer tilføjelser hertil om nogle dage.

 

Som nævnt blev Erik Jensen navnkundig på grund af sin flittige indsats i opdyrkningen af hede og klit. I Hændelser fra Hulsig kan du læse mere om det, og også om familien på siden 357 -358 – 359.

Jeg er meget taknemmelig for alt, hvad jeg får tilsendt om egnen i form af breve og billeder og skal forsøge så vidt muligt at følge op på det på min blog.

 

 

 

Lidt ajourskriveri om Hændelser og hvad der i øvrigt hændte mig på en cykeltur

Støvring 1999

Skagen 2015

Her ser du ind i mit forfatterværksted, en slags vindue til arbejdsværelset, hvor der i den seneste tid desværre ikke har været meget at komme efter, idet alle redskaber har ligget aldeles urørte hen. En brakmark uden lige. Og hvad er det for et værksted, hvor der ikke produceres den mindste splint til noget af betydning?

Men netop i dag har jeg cyklet en indsigtstur. Sådan en skal man foretage en gang imellem og helst i november, og når solen skinner. Så kan det hænde, at der i solglimtene mellem skovens sorte træer viser sig noget forunderligt. Som giver håb. Det vender jeg tilbage til.

Her et billede, som måske alligevel røber et og andet:

Men det mystiske lader vi ligge – det er alligevel uforklarligt. Og nu bliver vi ganske  jordnære igen. Som cykeldækkene, der på den lange cykeltur ikke et øjeblik forlod forbindelsen til den mudrede skovsti. Lad os holde os i dækhøjde.

Og det er en slags status over Hændelser ved Hulsig, som jeg ville gøre her ( ikke til Skattevæsnet) men til alle andre væsner og skatter. Og dem har jeg heldigvis! 

Som nogen af jer husker, så græd jeg grønne væsker af vrede og sorg, da bibliotekerne nægtede mig en lektørudtalelse, fordi man uden overhovedet at læse bogen ( måske knap nok åbne den) katalogiserede den som  ”alt for privat” til at kunne interessere et større publikum end lige de i bogen berørte personer.

Det var ubegribeligt for mig – og det var uretfærdigt. Bogen er netop ikke privat. Den handler om en hel egns historie lagt ind i en fiktiv ramme. Og hvis det skulle være privat og uden interesse, så ville det samme jo kunne siges om Knausgaards bøger og Ida Jessens og Erling Jepsens og Smærup Sørensens og mange andre, som har brugt samme model. Og andet argument havde man ikke.

Lyder jeg bitter. Ja. Og det er jeg også.

Og så alligevel ikke. For bogen fik en fin modtagelse alle andre steder end ovennævnte, og jeg kan nu melde Hændelser ved Hulsig næsten udsolgt – den fik altså læsere – det bedste en bog kan få.

 

Her et billede fra Randers Bibliotek, hvor jeg fik lov at præsentere bogen, mens den endnu lugtede at tryksværte:

 Jeg er meget taknemmelig over for de to biblioteker og i øvrigt har mange andre biblioteker også købt bogen, selv om de ingen anbefaling fik fra deres udvalg. 

Det næste billede er taget på Skagen Bibliotek:

 

Fotograf: Mette Hesselholt Henne Hansen – ligesom det øverste billede fra Skagen Bibliotek.

 

 

177 – Nogle billeder fra Hulsig

Først mange tak til Else Møller, som har sendt de billeder til mig, som kommer herunder. De er alle fra Hulsig.

Først skal vi en tur til Krøggården. Den kan man læse om i “Hændelser ved Hulsig” i det afsnit, der hedder Gården Jorden og Havet og som begynder på side 355. Vil man vide mere om gården, kan man orientere sig yderligere i det blogindlæg i kategorien Hjemstavnsroman, som har nr. 71 : Krøggården – oprindelig Hulsig.

Billedet forestiller en meget ung Carl Krøg, den sidste ejer af gården. Han var ligesom sine søskende smuk som barn og ung. Her ser vi ham til hest. Han var ikke just den fødte landmand – var glad for musik og som sine forfædre spillede han violin. Det kunne man ikke leve af. Og han kunne heller ikke leve af den gamle slægtsgård, så den måtte han på et tidspunkt afhænde.

Det næste billede er mere mystisk for mig og altså også lidt for Else, som skriver, at den unge pige er hendes faster Ingeborg, som er datter af Peter og Kristine Houkjær og at hun ikke ved, hvem drengen er. Den ældre kone mener hun er Lise Hesselholt, men det tvivler jeg på – synes ikke rigtig, det ligner hende. Måske er der nogen, der kan genkende de to og som vil skrive det til mig. Min adresse er marianne@hesselholt.com. Ja, så har jeg hørt fra et par stykker, som også mener, at det er min farmor Lise Hesselholt.


Det er i al fald Ingeborg, og i baggrunden kan man se brugsforeningen ( mener jeg ). Min farmor er Kristine Houkjærs ( = Krøgs) kusine, så det kunne jo være hende, men jeg synes som sagt ikke, det ligner.


I Hændelser fra Hulsig side 396 kan man se et billede af min fars Magnus Hesselholts købmandsbutik og på samme billede ser man anlæggelsen af vejen fra Hulsig til Skagen. Det foregik i 1930 og billederne herunder er alle fra samme anlægsarbejde. Man ser dels arbejderne og dels deres redskaber, der for det meste var skovle. Og man ser de klitter, de skovlede sig igennem:


Herunder kommer en række billeder, der alle relaterer sig til gården Klarup. Først de gamle: Peter ( søn af min oldefar Ole og oldemor Marie) og Christine Houkjær (datter af min oldemors søster Maren):

Peder og Christine som unge – vi er i begyndelsen af det 20.årh. Der er et billede fra samme dag, hvor Christine står med lille Oluf – han er født? Det finder jeg ud af.

Så er der gået nogle år. Peder har fået sin første medalje. På senere billeder bærer han to.

Christine og Peder får 6 børn: Det første barn, Marie, døde som lille. Her ses Haakon (som overtager gården), Oluf, Christian (Kesse), Ingeborg og Esther.

 

Herunder ser vi Oluf med sin hustru Sigrid. De blev gift i 1938. Som ung rejste Oluf til København, hvor han kom i lære som gartner. Senere købte de et gartneri i Vester Hassing.

Herunder ser vi Peder og Christine ( Kristine – det kan åbenbart som alle andre navne i Hulsig staves på mindst to måder) på besøg i København. Manden længst til venstre er Sigrids far.

Her ses Oluf Houkjærs eksamensbevis fra Rannerød Skole. Han har den flotte gennemsnitskarakter ug- Else skriver i en mail til mig, at det var mærkeligt, at han aldrig fik en boglig uddannelse med de evner og interesser han havde. Han var begavet, det fremgår om ikke af andet så i al fald af eks. beviset. Der var mange af den generation, der kunne være nået langt hvad evner angår. Men mulighederne var der ikke altid. Min bedstemor var også begavet og interesseret i alt muligt mellem himmel og jord. Da jeg var 13/14 år læste vi Dostojevskijs “Brødrende Karamassov” højt for hinanden. Det var da ikke triviallitteratur! Men pastor Mostrup havde citeret en passage fra bogen i sin søndagsprædiken og bedstemor sagde: Den bog må du låne på biblioteket. Den må vi have læst!”

 

 

Her har vi Peder Houkjær som gammel. Nu er han til gengæld forsynet med hele to medaljer, som han fik ved de redningsaktioner, han deltog i.

Her nogle billeder fra Else Møllers (Houkjærs) konfirmation i 1957:

Øverst Haakon Houkjær flankeret af sin nevø Ole og sin søn Peter. På det næste billede ser vi Olufs og Sigrids to piger, Kirsten ( mellem far og mor) og Else (mellem far og Christine)  På det nederste billede ses to af Christine Houkjærs søstre: fra venstre Anne Andersen (min bedstemor) og Marie. Ved siden af Marie er det Christian Houkjær (=Kesse).

 

Romanen Hændelser ved Hulsig kan købes for 220 kr. på email: marianne@hesselholt.com

Heri finder du de gamle hulsigfolks historie

Du sender mig en e-mail med din adresse og jeg sender en bog

 

176 – Lidt mere om Hulsig Kirke

Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægges tekster i deres spæde vorden – her diskuteres i kronik- eller essayform – her fabuleres og her leges med ordene. Kort sagt: bloggen er et kig ind i mit værksted. For mig selv er den både blog og blok: notesblok og den blok, hvorpå jeg tør lægge min hals. Jeg vil altid gerne høre din mening, kære læser.

 

Forleden fik jeg et par udklip fra Jyllandsposten 25. februar 1893 og 23 november 1893. Det er Hans Henne Hansen, som før har skaffet mig sjove og vigtige detaljer til Hulsigundersøgelsen, som har været ude med saksen. Jeg afskriver her de to små notitser fra de gamle aviser. Senere vil jeg (måske) lave en scanning af dem og sætte under.

25/2 1893:  Nye Kirker: Udvalget med Undtagelse af C. Hage gaar ind paa at bevilje 6.000 Kr. til en Kirke i Kritianshed ( Bording Sogn på den jydske Hede) samt 8000 Kr til et Kapel i Nærheden af Hulsig Station ( Skagen Landdistrikt); …

23/11 1893: Undertegnede tillade sig herved at opfordre Alle, som kunne interessere sig derfor, til at yde Gaver til det nu næsten fuldførte Kapel ved Hulsig Station i Skagen Landsogn. Til Kapellet har Rigsdagen bevilget 8000 Kr. og i frivillige Gaver fra de ca. 240 Beboere er der indsamlet ca. 2100 Kr.; men der vil endnu kræves en Del til Anskaffelse af de hellige Kar, Messeklæder m.m. Eventuelle Gaver bedes sendte til et af undertegnede Komitemedlemmer eller til dette Blads Kontor.

C. Place, Sognepræst, Skagen - Jensen Wirring - Lærer Rannerød, O. Hovkjær, Sognefoged, Skagen Landsogn - Mads Hesselholt, Detailhandler, Skagen Landsogn - Simon Simonsen, Avlsbruger, Skagen Landsogn - Peter Hjorth, Gaardmand, Storholm - Chr. Høgenhav, Avlsbruger, Kannestederne.

Bidrag modtages på Jyllandspostens Kontor.

Læs mere om Hulsig Kirke f.eks. i indlæg 172. Der er også tidligere indlæg om Kirken på bloggen, ligesom der er et afsnit i Hændelser ved Hulsig, der handler om kirken og det religiøse liv i Hulsig. Det er på side 338.

En pudsig tilføjelse: Det er min onkel Lars Hesselholt, der som den første bliver døbt i Hulsig Kirke. De var to småfolk, som havde ventet ret så længe på den kirke: Lars og en pige, som kom til at hedde Magda, men som nær var blevet døbt Lars, fordi den distræte pastor havde byttet om på navnesedlerne. Min oldemor Kirsten så fadæsen og fik i sidste øjeblik gjort Place opmærksom på fejltagelsen.

Lars skulle have været dyrlæge, det var både min farfars og hans egen drøm, men han fik sit syn skadet, det kan man også læse om i Hulsigbogen, og blev jo i stedet lærer. Og her er så en anden sjov detalje, som Hans Henne Hansen også har gravet op til mig. Det er en annonce i Horsens Folkeblad. Her står der, at en vadsæk er blevet stjålet på stationen, og at der udloves en dusør til den, som finder omtalte vadsæk. Sækkens er den unge Lars’, og han er just rejst fra Hulsig til Gedved Seminarium for at læse. Stakkels unge mand, der må begynde sin tid på seminariet uden sine ejendele.

Her annoncens ordlyd:

For Tilvejebringelse af eller Oplysninger om En Vadsæk og en Stol, som LØRDAGEN D.5.DS. ER BORTKOMMET fra Godsekspeditionens Perron, udloves en Dusør. Vadsækken var mrkt. L. J. Hesselholt, Gedved Seminarium, og Stolen M. Sørensen, Gedved Seminarium.

En anden lille tilføjelse til de to notitser: Det er interessant, i det mindste for mig, at Mads Hesselholt, min farfar Janus’ bror, endnu bor i Hulsig i 1911 – som jeg husker det, så har han lejet (lånt) det lille hus på Hesselholts grund og driver herfra sin slagterforretning. Det morsomme er, at han er opført som Detailhandler og ikke slagter. Det vil faktisk også sige, at min far og mine onkler har kunnet lege rigtig meget med fætrene, som jo altså endnu ikke er flyttet til Skagen, hvor Mads sammen med sin Mathilde bygger den smukke slagterbutik – og så jo desværre dør tidligt fra Mathilde og sine 4 drenge. Man kan læse mere om detailhandlen i Hulsig i Hændelser ved Hulsig side:387.

Om Hændelser ved Hulsig i øvrigt: Der er endnu enkelte eksemplarer tilbage, men det ser ud, som om den snart er udsolgt, og jeg har ikke i sinde at genoptrykke den, så hvis du gerne vil eje en bog, så haster det lidt. Købes ved at sende mig en e-mail: marianne@hesselholt.com – skriv din adresse, og jeg sender en bog

 

 

175 – Igen lidt om Krøgerne

 

Forleden havde jeg den glæde at overrække Hændelser ved Hulsig til Ebba Larsen. Og hun er jo ingen Krøg og kommer heller ikke fra Krøggården, men hun var gift med Peter Larsen ( Krøg), søn af Anne Krøg og Christian Peter Larsen. Han var en bror til min bedstemor, Anna Andersen.

Så vi er da tæt på, synes jeg, og Ebba har fortalt om de gamle på gården i forsvundne tider, og hun er nu den ældste, som har forbindelse til den – i al fald så vidt jeg ved. Eller rettere måske: hun er den ældste af dem, jeg kender, efter at Gordon Albøge døde her i foråret.

Herunder et billede fra Ebba Larsens smukke hjem – her overrækker jeg hende bogen:

Bogen kan du få for 220 kr. ved at sende en mail til mig med din adresse. Så sender jeg en bog.

mailadresse: marianne@hesselholt.com

 

174 – nogle billeder fra Hulsig Hede og fra Tranestederne

 

Først en lille annonce!

Det er stadig muligt at købe Hændelser ved Hulsig. Bogen kan erhverves via min e-mailadresse: marianne@hesselholt.com – skriv blot din adresse, og jeg sender bogen med vedlagt faktura. Den fås desuden i Skagen Boghandel, på Skagen Kystmuseum, på museet Skagen Odde og på galleri Hesselholt i Hulsig.

Herunder nogle billeder fra Tranestederne og Hulsig Hede, hvor jo en del af hændelserne udspiller sig. Men sådan her ser der ud august/september 2015:

 

173 – Hulsig Forsamlingshus d.22 august 2015 og lidt om rødder

 

 

Jamen, så skulle der jo være et billede fra en dejlig eftermiddag i Hulsig Forsamlingshus. Den varmeste dag i sommeren havde jeg den glæde at blive inviteret til Hulsig og fortælle om bogen “Hændelser ved Hulsig”. Da jeg kørte derop tænkte jeg, at ingen da vel havde lyst til at sidde i den hede og høre på foredrag. Men det var der nu mange, der havde, og jeg ved jo ikke, om det var de fremragende, hjemmebagte kager, eller mine tvivlsomme ord, der trak. Et faktum er det i al fald, at jeg blev glædeligt overrasket.

En dejlig dag med det mest lydhøre publikum.

Jeg vender tilbage til dette indlæg med nogle billeder senere. Fra selve foredraget har jeg som sagt ingen, men et af forsamlingshuset, vil jeg sætte ind herunder. I øvrigt var der, som flittige læsere af min blog vil vide, i lærer Wirrings tid i slutningen af 1800tallet en ivrig diskussion om, hvorvidt Hulsig skulle begaves med en kirke eller et forsamlingshus. Det blev kirken, der vandt, selv om mange syntes, at det var en unødvendig udgift ( de betalte selv for bygningen af kirken) – og at et forsamlingshus ville have været en mere overkommelig løsning.

Her er huset, som det ser ud i dag.

 

Her er lidt skriveri om rødderne ( bragt som kronik i Randers Amtsavis d. 27 august):

 

Rødder og identitet 

Jeg sidder i mit skriveskjul og kigger ud gennem ruden. Himlen er blå, og det blæser kraftigt, alt er uro og bevægelse: marehalmen, lyngplanterne, grårisene og grenene på de forkrøblede egetræer piskes frem og tilbage, som var de en del af det oprørte hav, der længst ude slutter panoramaet. Flaskegrønt og med lange, hvide skumsprøjt.

Jeg er her nu ikke for at skrive denne gang, men dog i min egenskab af forfatter, idet jeg skal holde foredrag i det nordjyske. Og derfor ligger der ikke nogen manuskriptfil på min PC og skriger på flid og virksomhed. Med god samvittighed kan jeg lade mig opsluge af tidløsheden og opleve en indre ro.

En ro i sindet. Ja, for den finder man her. Men i flere år, var det ikke lige den, jeg søgte, når jeg slog mig ned heroppe på spidsen af Danmark. Tværtimod. Jeg gik i lang tid og legede med planer om at grave stedets fortid frem – lag for lag – og som en anden arkæolog forsøge at finde frem til sandheden. Om egnen. Om gårdene. Om menneskene.

I mands minde levede mine forfædre på disse kanter, og måske var researcharbejdet ikke kun drevet af nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan det kunne gå til, at den ene generation efter den anden holdt ud i en egn, der var så nådesløs og fjendtlig, hærget af naturkatastrofer og deraf følgende død og ødelæggelse. Hvorfor flygtede de ikke til mildere egne?

Måske lå der også et skjult ønske om at finde ud af, hvem jeg selv er. Måske. Denne identitetssøgen ligger jo i tiden, og samtidig med, at den store, fælles historie fortoner sig for mange moderne mennesker, så skærpes interessen for deres egen individuelle historie. Slægtsforskning er blevet en folkevidenskab. Man vil vide, hvor man kommer fra og hvorfor man tænker og handler, som man gør, og måske kan man finde svarene et sted i de støvede arkiver.

Efterhånden som arbejdet skred frem, voksede papirbunkerne i takt med min egen usikkerhed, for jeg fandt så mange sandheder om min slægt, at skeletterne ind i mellem var umulige at holde inde i skabene. De væltede ud. Men ikke altid lige ind i mit manuskript. En overgang var jeg endda i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortsætte projektet. Men det gjorde jeg. Heldigvis. Mit bagland stod vagt i gevær og tvang mig nærmest til tasterne: ”du skal skrive den bog, for den fortæller noget vigtigt om, hvem vi er,” sagde min datter.

I Det gamle Testamente (2. Mosebog, kap. 3,14) beder Moses Gud om vise sin identitet. ”Hvem er du?” vil han vide. Spørgsmålet hænger lidt i luften, inden Gud giver det underlige svar: ”Jeg er den, jeg er.” Ikke et ord mere til forklaring. Og vi andre kunne såmænd svare akkurat det samme: ”Jeg er den, jeg er.” Men måske kan vi grave lidt i fortiden og finde nogen forklaringer på hvorfor?

Det seje arbejde med mange forskellige kilder: aviser, interviews, kirkebøger og andre arkiver gav mange svar, og nu ved jeg f.eks. lidt mere om, hvorfor jeg imod al rimelighed og fornuft kan falde i et sort hul af mismod og manglende tro på stort set alt. Sådan var de jo nemlig, de gamle. Arven. Generne. Det gav pludselig mening.

Og nu har jeg mødt dem, alle disse forfædre og formødre, og jeg set dem i deres svaghed og i deres styrke. Jeg har set nogle af dem bukke under i kampen for at (over)leve; sindssyge og selvmord har det ikke skortet på i slægtshistorien. Navnlig mændene har været en sær blanding af umådelig styrke og stor sårbarhed. Tre af dem var med i krigen i 1864, og de blev senere redningsfolk, og når vinterstormene rasede, satte de uden tøven deres liv på spil for at redde andres. Det kostede. Og de holdt det ikke altid ud. Kvinderne var stærkere og bar deres hårde skæbne med stolthed og tålmod og en ubegrænset tillid til Vorherre.

Jeg ser ud ad vinduet. Nu trækker skyerne sammen ude over havet, og det sortner. Det er også begyndt at storme, men selv om der ligger skibe derude, så kommer de ikke i havsnød. Tiden har ændret sig, og vi mennesker ændrer os med den, men vi har alle en historie, og vi er præget af dem, der gik forud. På godt og ondt.

 

 

 

 

 

 

172 – Hulsig Kirke – nogle gamle billeder

Som man nok kan gætte af overskriften, så har jeg fundet et par gamle billeder, og hvad man måske også kan gætte, så vil jeg gerne have hjælp til en bestemmelse af dem. Hvornår er de fra? Og hvem er præsten?

I indlæg 171 var vi til Sølv- og Guldbryllup med Christian og Maren Larsen fra Krøggården, og mon ikke det er den pastor F.M.R. Busch, der tog hele den krøgske familie til alters i Hulsig Kirke i 1920 i forbindelse med den førstomtalte fest. Det er samme præst, som døbte og konfirmerede min mor, Vera Andersen, og han har en lang række lignende gerninger på samvittigheden?

Han var præst fra 1910 til 1925

Her ses han, og kom ENDELIG med kommentarer, hvis jeg skulle gætte fejl.

Og her ses kirken, som den så ud dengang indvendigt – der er jo sket forandringer flere gange siden.

Og endelig kirken som den tog sig ud set udefra. Her er ikke mange pejlemærker, synes jeg. Et hegn. Men gravene ser man ikke.