Intermezzo

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Dette lille intermezzo for at meddele, at min tid er ilet alt for hurtigt.

Hjælp, jeg har ikke kunnet følge med!

Jeg har derfor ikke nået de mål, jeg satte mig i årets start.

Skriver det, fordi jeg måske har en læser eller to, der undrer sig over, at jeg endnu ikke har skrevet et eneste ord om min modvilje mod Martin Luther. Det agter jeg stadig at gøre, men jeg har som sagt ikke nået det.  Og det er nok sådan, at min uvilje mod Luther og hans tanker og gerninger baserer sig alt for meget på følelser og alt for lidt på faktuel viden. Det vil jeg gøre noget ved, og det skal jeg nok nå.

Jeg synes for resten, at der er alt for mange i dag, der udtaler sig skråsikkert om alt muligt, som de ikke ved ret meget om. Alle VIL have en mening om alt muligt. Og det er faktisk ikke muligt.

Alt for få sætter sig for alvor ind i det, de mener noget om. “Man har lov til at have en mening” – påstår de. Men vel har de ej. De skal i det mindste først sætte sig ind i de emner, de udtaler sig så skråsikkert om.

Det kræver arbejde.

 

97 Et par hulsigbilleder fra gamle dage

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Forleden fik jeg et par billeder fra det gamle Hulsig. Fra Krøghgården. Jeg skal senere vende tilbage til dem og sætte dem ind i en sammenhæng. Hvis du går tilbage til indlæg 71 i kategorien Hjemstavnsroman vil du kunne læse lidt om gården. Senere skal jeg som sagt uddybe. Denne gang kun billederne.

Jeg fik fra Hans Henne Hansen, som ud over at være min svoger også er gift med min “kusine” Maja Hansen, som er datter af Sylvia, der er datter af en af de tre herrer på billedet her, nemlig Chr. Peder og hans kone Anna Krøgh fra Tranegården. Billedet opklarer i al fald ét mysterium for mig – den kvinde, der sidder længst til venstre og som ligner bedstemor er identisk med den kvinde, der optræder på det mystiske billede i indlæg nr. 89 ( i Hjemstavn ).

Billedet herunder er lidt yngre, men også her er det “Krøghdøtrene”, der er stillet op med deres mor i front og en kone pige ( med hvidt forklæde) til højre i billedet:

Til højre står Marie, så kommer Maren ( moderen) og på hendes anden side er det Christine ( Houkjær) Mellem hende og moderen stikker min bedstemors hovede frem ( Anna ) – de andre kan jeg ikke sætte navne på.

Og nu vi er ved Krøg(h)gården, så lige dette billede af Anna Krøgh fra Tranegården, men gift med Chr. Peter fra Krøggården. Hun er mor til Sylvia, som er mor til min “kusine” ( for vi er i familie, men ikke lige kusiner ) – Her er hun midaldrende, men vil du se hende som yngre, så gå til Krøggården ( indlæg 71 i Hjemstavnsroman):

Du kan læse mere om Krøghgården i indlæg nr. 71 ( kategorien Hjemstavnsroman). Som nævnt der, så blev det hendes søn Karl, der kom til at overtage gården – det var han hverken interesseret i eller egnet til – ville hellere spille violin – så det gik derefter. Herunder er et billede fra gården, hvor Karl står til højre, men hvem de øvrige er, ved jeg ikke. Han giftede sig med en noget sær kvinde, og deres børn var også underlige. Jeg kan ikke hele den historie, ved bare, at den var sørgelig.

Gården er ret genkendelig, men menneskene bortset fra Karl siger mig p.t. ikke noget.

 Og nu til en hel anden gård:

Gården her over er antagelig Christine og Peter Houkjærs gård ( Klarup eller Rumpen – har begge navne) Det er taget i 1937  - hvis nogen ved, om jeg muligvis tager fejl, så skriv det venligst til mig. Jeg er taknemmelig for alle rettelser = vejledninger, så jeg i nogle tilfælde famler i blinde. Det her kunne dog ligne en af Klarupgårdene. Ja og en sådan rettelse har jeg fået af Else Møller, hvis mor er født og opvokset på Klarup som datter af Christine og Peter – og gården er IKKE Klarup. Men en Hulsiggård er det i al fald. Måske er det Krøggården = Hulsig?

Herunder igen et billede, som jeg er i tvivl om hvad/hvem forestiller. Hans og Maja skyder på Anna Krøghs forældre fra Tranegården, han hedder Anton Peter Jensen, og vi kan se dem afbilledet som ret unge i indlæg 74 ( i Hjemstavnsroman) :

Og nu kommer der et billede af Rannerød Skole i 1924 ( endnu engang tak til Hans og Maja):

Og så med begge de to dygtige skolefolk hr. og fru Wilhelmsen. Sylvia, barn af Anna Krøgh og barnebarn af ovenstående par ( Hvis de da er dem, jeg tror ) sidder et sted i flokken, men jeg kan ikke lige se hvem, det skulle være. Hun var hele livet meget smuk, men der er en del kønne piger på billedet. I indlæg 88 kan du læse mere om Rannerød Skole og her se nogle andre skolebilleder. Det her vil også flyve dertil. Jeg har fået at vide af Else Møller, at den dreng, der står som nr. 3 fra højre i bageste række muligvis er hendes far, Oluf Houkjær, søn af Peter Houkjær og Kristine Krøg.  Og Sylvia synes jeg må være nr. 3 fra højre i næstnederste række. Det ligner hende, og på alle de billeder, jeg har af hende fra barndommen har hun fletninger.

Og nu kigger vi ind i haven i den gamle brugs. Her ser vi bedstefar og bedstemor ( = Anna Andersen, født Larsen, fra Krøggården) og min mor Vera og Sylvia og et barn, som muligvis er min storesøster Hanne.

Her er min mormor død – og bedstemor og bedstefar gift, det er sikkert fra engang i 40′erne – eller sidst i 30′erne.

og til sidst et billede fra tørvegravningen – sikkert også under krigen:

Intermezzo

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 

Forleden fik jeg en opfordring fra en læser, som jeg desværre måtte sidde overhørig! Hun spurgte, om der kom en ny julespøg i år. Det gør der ikke. Sidste år brugte jeg utrolig meget af min decembertid på at digte den lille groteske/eroteske/juleske ( som ikke er en ske) osv. og hvad den nu fik af sære navne. Det har jeg ikke tid til i år.

Skulle der være nogen af jer, der ikke fik den læst eller gerne vil genlæse den, så kan I jo mageligt gøre den, for den er nem at hive ud af kartoteksskabet – findes klart nok under kategorien: julespøg. Men husk, at den skal læses bagfra – for sådan er bloggen jo bygget op, at de ældste indlæg kommer sidst i en kategori – den her begynder altså med d.24. december og du skal helt ned i bunden af kategorien for at finde 1. dec..

Men lige en advarsel, der er ærligt ment!: Den lille spøg chokerede nogle af mine læsere sidste år ved sin frivole og respektløse tone.

Så nu ved du det, og så holder dig fra den, hvis du ikke kan lide den genre ( som er frivol og respektløs pr. definition.) Siger en gammel litterat og tidligere franskstuderende med hang til netop den genre og forkærlighed for både Voltaire ( Candide ) og Rabelais ( Gargantua ).

Men vid så også, at denne lille, søde engel leger forsonende med i fortællingen – herover tegnet af en lille, uskyldig Svend, som ikke er stykkets hovedperson, der ganske vist også hedder Svend, men som er mere eller mindre modelleret over Voltaire hovedperson Candide i romanen af samme navn.

Altså den er ikke tegnet af DEN Svend, men af min egen kødelige søn.

 

Intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Jeg ville egentlig have afrundet indlægget om Den jyske Hede med et par “levende” portrætter af den tids hedebonde. Det blev ikke. Og jeg har heller ikke lige p.t. et sådan portræt liggende klar, men har jo i afsnit 90 fortalt om en bonde fra Jerup Hede. Her dog især om sønnen Martin, der ikke følger i fars fodspor som hedeopdyrker, men tvært imod kaster sig over studierne og ender med at blive forstander på en højskole eller efterskole. En anden sådan mønsterbryder finder vi i fortællingen om Peter Christensen, søn af hedebonden Christen Pedersen. Gå evt. tilbage til indlægget om heden og læs den opdaterede version.

Når år følger på år og vi bliver gamle og kloge

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Her en lille tanketorsk af den slags, som jeg med jævne mellemrum lader svømme frit og som regel også midt i Randers Amtsavis. Den her klumme stod i avisen i mandags:

Apropos alder

 I rigtig mange år stod jeg hver dag foran unge mennesker og talte til dem og med dem. For jeg var  lærer, og de var mine elever. Så skiftede jeg job, og nu står jeg ofte foran ældre mennesker og taler til dem og med dem. For jeg er foredragsholder, og de er mit publikum. Begge grupper var og er lydhøre og interesserede, så jeg kan roligt sige, at jeg har haft ønskejobs hele mit liv.

 Der er alligevel stor forskel på de to grupper – først og fremmest er der jo aldersforskellen. Og det ses både i ansigterne og i adfærden. Den første gruppe afspejlede ofte uro og usikkerhed, og man skulle bruge både energi og pædagogiske tricks for at overbevise dem om, at f.eks. salmedigtere var værd at beskæftige sig med. Men det lykkedes som regel altid, og var interessen først vakt, så blev rejsen ind i en åndelig og fiktiv verden både spændende og eksotisk.

 Den anden gruppe afspejler ro i minespil og adfærd, og de ældre ejer en umiddelbar evne til fordybelse, og med deres store livserfaring i bagagen kan de ofte forbinde åndelige og abstrakte emner til deres egen her-og-nu-virkelighed. Og det er en gave, som kun alderen kan give.

 Der er kort sagt mange fordele ved at blive ældre, så glæd dig, unge pige og raske dreng! Nok mister I færdigheder på idrætspladsen, men I vinder terræn på andre felter, og hvis I lærer at bruge de ressourcer, alderen giver, på den åndelige tumleplads, så bliver tilværelsen ikke så ringe endda.

 Jeg så forleden i TV en såkaldt ”reality udsendelse” som det hedder på moderne dansk. Den hed Botox eller Broccoli. Og budskabet var: pas på, at du ikke mister dit unge udseende! Mas og slid for at slippe for rynker og andre tegn på, at det går den gale vej = mod alderdommen.

 Alderdommen, ja den er set i TV-udsendelsens optik virkelig en dom. Og den er afsagt en gang for alle. Stakkels dig! Dømt til alderdom!!!! Men hør: hvis du virkelig giver den en skalle, så kan du ase og mase og operere ondet væk.

 Nej, mennesket er ikke stakkels. Og det er ingen dom at blive gammel. Det kan blive en velsignelse, og dine rynker kan vise dig og alverden, at du har levet. Og lidt. Og stridt. Men ikke forgæves, for du opnåede hele vejen igennem livet noget, du havde dine nederlag og dine sejre. Og rynkerne er dit adelsmærke. Vær stolt af hver eneste rynke! For de viser at du har levet – og at du lever. Hvis du fjerner dem, så viser det kun en ting: at du lyver.

 Og her er tegneren NEX’ tolkning af ordene:

95 – Intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 

Hvor dovent sådan hele tiden at smutte uden om arbejdet og fylde pladsen ud med alle disse mellemværker!!

Men jeg har ikke haft tid til flid. Derfor den stadige, henholdende snak. Snakken udenom.

Ville gerne have nået Tinghuset i Skagen – der er så meget, jeg endnu ikke har læst, men det var ikke muligt. Så de to dage blev brugt udelukkende til at tanke op i åndelig forstand. Tanke op, så tænketanken bedre kan holde trit med indehaverens ambitioner.

Derom senere. Nu ikke mere snak.

Kun disse få billeder fra mine to jordiske paradiser:

Ja for hjemme igen i Ålum var allerede alle træer fulde af farver. Der var ingen sol på himlen i dag – men disse billeder mod en grå himmel afslører dog skønheden alligevel.

93 – En bog om Kandestederne: I begyndelsen var lyset

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Inden jeg fortæller om bogen om Kandestederne – vil jeg svare på et spørgsmål, jeg fik stillet forleden af en bekendt: “hvornår udkommer egentlig din roman?” Og hertil svarede jeg: “det ved jeg ikke”.

 At jeg nogensinde vil kunne skrive den roman er et håb, jeg har, og som jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg deler med andre. For skønt jeg aldrig blev eller bliver nogen best-seller – forfatter, så har jeg alligevel en del læsere. Og trofaste endda. Og dem vil jeg nødig skuffe.

Jeg forestiller mig somme tider, at jeg vil få en åbenbaring i en sen nattetime ( en åbenbarelse, hvis jeg er rigtig heldig) og at den vil vise mig den vej, jeg skal gå. Indtil da fortsætte jeg ufortrøden med at følge stofsamlingens trange vej.

 Jeg vil i dag anbefale en bog, som jeg læste forrige år og genlæste forleden. Den er også nævnt nu og da i tidligere indlæg om Skagen Landsogn ( se f.eks. forrige indlæg), men her vil jeg redegøre for (noget mere af) indholdet. Som man naturligvis kun får det rette udbytte af ved selv at læse hele bogen:

Omslagsbilledet er lavet af Ida Balslev -Olesen med foto af Hans Peter Christoffersen. Bogen består af en række artikler. Jeg vil behandle dem i den rækkefølge, hvori de optræder:

Først er der en kort indledning af Kirsten Obelitz Rode, der har redigeret bogen: Kandestedernes tiltrækningskraf. Hun slutter den lille indledning med ordene:

( Citat side 10): “Når det sidste lysskær fra solnedgangen strækker sig hen over nordhimlen, hvor det smelter sammen med det første morgengry ude over det oprindelige, øde landskab – da fornemmes stedets største tiltrækningskraft i en følelse af at være nær alle tings begyndelse – i lyset over Kandestederne.”

Klaus Rifbjerg har en artikel om vejen til Kandestederrne. Den er fin nok, men vi springer den over. Han har skrevet så meget smuk lyrik om Kandestederne – se tidligere indlæg.

Vi kommer nu til Niels Skovgaard, som ikke er den berømte maler, men et menneske, der ikke gerne lader sig google. I al fald ved han noget om historie og natur, og han skriver om det i artiklen: Glimt fra historie og natur:

For ca. 14.000 år siden smeltede isen og landet hævede sig – en mængde øer opstod – for ca. 8000 år siden indtrådte fastlandstiden på grund af den stadige landhævning efter isens tryk.

Ishavets bund = lersletter

for ca. 5 – 6000 år siden ny landsænkning – landet oversvømmet p.g. af issmeltning i de arktiske områder.

Skagen Odde dannes nu som et samvirke melllem landets hævning og kyststrømmenes materialetransport.

Størst betydning for Oddens dannelse har den store lerbunke “Raabjergbanke”, haft, – partiet mellem Raabjerg Kirke og Raabjerg Mile.

Det med “Raabjergbankens” ishavsler blandede sand gør, at kysten ( stranden ) ved Kandestederne er så fast, at man kan køre, cykle på den.

2000-3000 før kr.f. hæver landet sig mere, end havet stiger, og Odden dannes som fastland.

Opbygningen af Odden foregik ved dannelsen af revler og strandvolde ( rimmer ) og de lave områder mellem rimmerne, dopperne, der var frodigt bevoksede.

I dopperne dannedes et humuslag, som vi i dag kan se i klitskrænterne som martørv ( heri rester af træer, planter og dyr, der levede for flere tusinde år siden).

Rimmerne er forstærket af sandflugtens ophobning af sand.

Gaardbosø og Hofsø ( ved Sct. Laurentii Kirke) er strandsøer – opstået som laguner bag strandvoldene.

Det nydannede land, der bestod af strandvolde, rimmer, dopper og større lavninger, dækkedes efterhånden af krat og skove bestående af bævreasp, pil, birk, eg og ( sjældent) fyr.

I de fugtige lavninger i dopperne begyndte tørvedannelsen, nederst var trætørv, I Bronzealderen ( 1700 – 500 f.kr.) bliver klimaet koldere og fugtigere – skoven trænges bort, tørven bliver ren spagnumtørv.

Tørvedannelsen standsedes af sandflugten – vandreklitterne gik hen over tørvemoserne og pressede tørven sammen til det, vi kalder martørv.

Den første bebyggelse i Kandestederne ( i vor tid) for ca. 200 år siden.

I folketællingen 1793 hedder det ikke Kandestederne, og der nævnes kavkier, Starholm og Hulsig.

I 1825 tales der om Kandestederne i folketællingen

1846 – her omtales Kanderenden, men ikke Kandestederne

—————-

Stenalderen:

Rige stenalderfund ( 5000 – 4000 f. kr.) – klimaet var mildt og varmere end i dag – der var rigeligt med føde – kort sagt en lykketilstand for mennesker.

I bronzealderen skifter klimaet – det bliver koldere.

I slutningen af det 17. årh. befolkes Kandestederne.

Indtil 1921 hører Kandestederne, Rannerød og Hulsig under Raabjerg Sogn.

Der var i hele perioden 5 famlier fordelt på 5 gårde og huse – ca. 25 – 30 personer i de første hundrede år.

Første folketælling, hvor Kandestederne nævnes som bebyggelse er 1834 – her omtales 27 personer fordelt på 5 famlier.

1801 = 2 familier i Skjødelund, 3 familier i Houkjær. + Martha Jensdatter og hendes uægte barn, der var matros.

Herefter fortæller Skovgaard om beboernes erhverv: landbrug, fiskeri og tørvegravning.

Han giver et billede af redningsarbejdet.

Derefter et kapitel om naturen omkring Kandestederne – navnlig milen.

Den næste artikel i bogen er også skrevet af Niels Skovgaard og handler om faunaen på egnen.

———————————–

Herefter en artikel af Kirsten Obelitz Rode: Fra marehalm til egekrat.

Hun gennemgår levende og omhyggeligt floraen på egnen.

Den næste artikel er af Ole Wivel og bærer bogens titel: I begyndelsen var lyset.

Han fortæller om sin barndoms sommerferier i Kandesterne – på Hjorths hotel.:

( Citat side 98)“Uden for spisesalen var der en lille have, hvor man drak kaffe i læ af syrener i slidte liggestole. Men fru Hjorth faldt ikke ned i døsigheden, hun balancerede sin kop siddende på en umagelig jernstol, klædt i hvidt og gerne på bare fødder. Hun var bleg, hverken negerbrun eller hummerrød i ansigtet som sine gæster. Dagen lang tilbragte hun ved køkkenets store gloende komfur, hvor udsøgte landlige retter blev tilberedt. Hendes mand, Peter Hjorth, holdt til i laden hvor han havde sit lille værksted og året rundt sad og byggede skibsmodeller til landsdelens kirker. Peter Hjorth var køn som en profet, men lidet talende. De fire sønner var hjemme om sommeren og hjalp til ved landbruget som den næstældste, vor trofaste ven Viggo Hjorth passede til daglig. Men ham fik vi lov til at køre ud og hente tørv, tage del i høhøsten og overvære når fårene skulle klippes. Vi fulgte ham i hælene hen under aften, når han fodrede kalve og grise i den lille solvarme stald som genlød af dyrenes brøl og grynten. Man kunne sidde inde i stalden i en solstribe på en malkeskammel og høre mælken strinte i de store spande.” ( Citat slut)

Wivel fortæller om alle de kendte, der efterhånden slog sig ned i Kandestederne: Knud W. Jensen, Thorkild Bjørnvig, Vilhelm Kyhn, Svend Wiig Hansen,Poul Reumert, Henning Moritzen og Lise Ringheim ( de købte Reumerts hus). Og mange flere.

———————-

Nu følger en artikel af Bo Bjørnvig: Livet på en klittop

Også han fortæller om sin barndoms sommerferier i Kandesterne.

Her er et uddrag af artiklen, hvor han fortæller om, hvor overvældet den lille dreng var af den nordjyske natur:

Det var næsten for voldsomt for en fire-årig: Marehalmen stak over hele kroppen, sandet blæste i øjnene, bølgerne slog én omkuld.” Og herefter citerer han et brev, som han modtog af sin far, mens denne sad i Kandestederne og arbejdede, og den lille Bo var hjemme hos mor:

( Citat side 106):“Jo, du kan tro, her har været en Storm; det var som om hele Huset stod og brummede og rokkede i sin Grundvold; det var ligesom Vinden var rasende vred over at Huset stod i Vejen, saa den ikke uden Hindring kunde fare lige hen over Klittet. Selv Fredag Morgen, da Vinden blæste saa stærkt, at man kalder det Orkan, var jeg i Vandet. Da slog mægtige Bølger helt op i Klitterne og jeg blev revet omkuld som om jeg ikke var større end en Dreng. Saa var der en stor Bølge, som var lige ved at trække mig i Havet, men saa kom der en endnu større, der slyngede mig op af Sandskraaningen. Og dér stod jeg helt blændet og indhyllet i Hvirvler af Sand og Skum som om jeg stod i et mægtigt Snevejr. Saa var jeg forsigtig og gik ikke længere ud end at Vande naaede mig til Knæene, og naar saa Bølgen rejste sig og brækkede over og jeg svømmede ind mod den som du saa tit har set, blev jeg ordentlig knubset og slaaet af flydende Buske og Rødder og Vragstumper. Bagefter løb jeg langs Stranden, for jeg vilde have min Løbetur, men jeg maatte ordentlig se mig for, og naar saa pludselig Bølgerne kom farende ligesom mægtige Skumheste, der er løbet løbsk, saa skulde du bare se Far Thorkild springe som en Tangloppe op paa Ktliskraaningerne. Og bedst, som jeg stod dér sank Sandet sammen under mig, undergravet af Bølger, og dér stod jeg igen midt i Sand og Skum. Og bagefter, da jeg endelig kom op, var det som om jeg havde faaet Klø over hele Kroppen. Du kan tro jeg morede mig, saadanne Bølger har jeg aldrig prøvet før, og i dag fortalte Mureren mig, at de oppe i Hulsig snakker om, at jeg badede den Morgen.”

Jo, min fars ry bredte sig. Hans stakkels søn kunne kun håbe, han kom helskindet hjem. For sådanne bedrifter kunne han selv næppe gøre sig håb om nogensinde at øve. Men det satte en norm: Siden har jeg badet hver morgen uanset vejret.” ( Citat slut).

Et afsnit af artiklen har titlen: Ak så forandret – Han fortæller her om forfaldet – om, hvordan Kandehus på få år blev forvandlet til ruin. Om de grimme sommerhuse, der intog klitnaturen.

Bent Hardervigs artikel handler om Kokholms badehotel. Det er en artikel, der fyldigt fortæller om hotellet og dets ejeres historie. Jeg har allerede citeret derfra et par gange. I et af de sidste afsnit i artiklen: En ny generation hører vi om tiden efter Chresten Kokholms død. En epoke er slut.

Et lille citat: ( Side 149) ” Elisabeth ( = Lise) Kokholm var begyndt at mærke et svækket helbred – og opgaven blev lagt i hænderne på den 29-årige, beslutsomme Maria, der var uddannet massøse og som havde startet en klinik i Frederikshavn. Hun nedlagde klinikken, kom hjem og overtog driften sammen med den 21-årige Rigmor og den ældste bror, Mads, 36, der primært skulle stå for gårdens drift.”

Hardervig beretter om udviklingen i Kandestederne: der er nu kommet et tredje hotel til : Kandehus. Det er ledet af det elegante par Ove og Lis Rifbjerg. De har stil. Kokholm har fået ny konkurrence og tager den op og bygger til. Nu værelsesfløj – gode senge – og sengelamper! Og på gangen bad og WC med træk og slip.

I højsæsonen er der nu op til 90 gæster.

Der kommer nu et kapitel om Karen Blixen = enkefru Dinesens datter. Hun ville skrive “Den afrikanske Farm” på Kokholm, men kunne ikke for byggelarmen og tog til Skagen og skrev den der, men var alligevel en del af vinteren på Kokholm.

Nu følger et kapitel om kendtes liv i Kandesterne “Sommerliv”: Her hører man om bl.a Thorkild Roose og Poul Reumert. De to læste sommetider op om aftenen.

Vi hører også om Clara Pontoppidan, Niels Bohr og Asta Nielsen, Ludvig Brandstrup, og flere andre.

Da Mads Kokholm dør i 1981 ophører Kokholms Hotel med at fungere og overgår til en fond.

Nu er hotellet ligesom også de to andre hoteller Hjorths og Kandehus renoverede. De har dog ikke det samme renomé og mig bekendt er det “almindelige” dvs. anonyme mennesker, der nu gæster hotellerne. Som vel stadig er omgærdet af en nostalgisk stemning.

Den næste artikel er skrevet af bogens redaktør Kirsten Obelitz Rode og hedder “Hjorths Hotel”.

Hoteldriften begyndte på gården Skødelund, nabo til Kokholms. Den blev tilskødet Peter Hjort, næstældste søn på gården Starholm, da han giftede sig med Engel Kristine, datter af Chresten Høgenhaug, der ejede Skjødelund ( og gården Høgenhaug).

Engel Kirstine ( f.1885). Peter og Engel drev nu hoteldrift og gård.

De fik sønnerne Viggo og Svend, og tvillingerne Holger og Knud.

 

I 1922 døde Engel af den spanske syge. Citat side 173 :Peter Hjorth måtte nu klare sig med hjælo af sine svigerforældre, de gamle Høgenhaugs og med forskellig midlertidig hjælp af unge piger, som hans svoger, lærer Laurits Wirring, anbefalede ham. Også lærer Wirrings egen datter, Astrid Wirring, kom som ganske ung pige og hjalp sin onkel Peter med børnene.”

I 1932 blev Astrid Mikkelsen fra Jelsted gift med Peter Hjorth.

Lærer Wirrings Astrid blev gift med en Professor Aage Jepsen, og denne har givet følgende karakteristikker af Astrid og Peter Hjorth:

Det er ubestridt Astrids fortjeneste, at hoteldriften, som nu kaldes Hjorths Hotel, udviklede sig til et Mekka, som for mange familier gjorde sommerferien i Kandestederne til en umistelig tilbagevendende begivenhed. Hendes enestående personlighed – uden ydre attributter, men med en god forstand og en på solid vendelbo’sk hjemstavnsret baseret uimponerethed af verdens tant – betog og fortryllede hendes faste sommergæster, såvel dem fra åndsaristokratiet som dem fra pengearistokratiet.” ( Citat side 174)

Og om Peter Hjorth: ( citat side 176) Peter Hjorth besad de samme egnskarakteristiske karaktertræk som Astrid, bortset fra at han over for fremmede var yderst tilbageholdende og lidet talende, men for de få, var Peter en meget interessant mand at tale med, mest om nutid og fremtid. Når alvor meldte sig, redningstelefonen hang på væggen i den lille dagligstue bag køkkenet, var spørgsmålet ikke, om vi kan, nej vi skal, som en af de andre redningsfolk ved en fødselsdagsfest for Peter berettede fra en besværlig udrykning en vinter i snestorm. Selv talte Peter aldrig om den slags.”

———————————————-

Herefter følger en lang og MEGET smuk billedserie fra de tre hoteller. Jeg viser et enkelt af billederne, nemlig Kokholms Hotel, som jeg husker det fra min barndom, når vi inden en tur til Råbjerg Mile drak kaffe på hotellet – og far fik en snak med Mads Kokholm.

 

 

 

 

 

 

Lidt om lys og mørke

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 

 

Det er blevet efterår. Og lyset svinder. Men vi ved heldigvis, at det kommer igen, og desuden, at det forlader os i et blus af røde og gule farver. Skoven er så smuk nu og bliver kønnere jo nærmere vi kommer løvfaldstiden. Næsten kønnere end i de første forårsdage. Og vinteren er nok mørke og kulde, men sneen vil lyse i mørket. Og sådan kunne jeg blive ved. Det er ikke tristhed alt sammen. Jeg skrev et par linjer for nogen tid siden om mørket og lyset:

Nedenstående tegning er af Amtsavisens tegner NEX – den illustrerede en klumme, jeg skrev tidligere, men passer jo fint hertil:

 Forleden sendte en af mine venner mig en sms. Der stod: ”verden er mørk og fuld af ulykker – jeg har lige set TV-avisen.”

Og det er rigtignok den følelse, man sidder tilbage med efter at have set TV-nyhederne: at verden er en jammerdal, og at alt er krise og modgang. Medierne er gode til at pøse vand på pessimismens mølle, så den fortsat kan male ad helvede til.

Så derfor sagde jeg til mig selv. Nu sætter du dig til tastaturet og skriver noget andet. Noget om det lyse og glade i livet. 

Tænk positivt! Sådan lyder et mantra i mange såkaldte selvhjælpsbøger. Fortræng alt det, der nager og plager og fokuser på det positive! Tænk KUN positive tanker! Så forsvinder det mørke og triste som dug for solen.

 Men det er jo noget vrøvl! Det triste kan nok fortrænges, men dybt nede i sindets dunkle irgange lever det videre, og det i en grobund, der er så usund, at det næres i stedet for at kvæles. Det er psykologi for burhøns.

Men hvad så? Skal man da krampagtigt holde fast på de mørke tanker og ikke åbne sig for lyset. Nej. Men man skal snakke frit og højt nok om alt det, der gør ondt. Man skal dele det med andre, for så mister det måske sin magt over sindet, og så kan man måske endelig åbne sig for lyset. Det er i al fald en af de farbare veje.  

Lyset. Som jo er overalt, for verden er fuld af lys, og Louis Armstrong havde ret, når han sang: ”it’s a wonderful world”. Mørket er ganske vist ikke til at komme udenom, og det skal vi heller ikke, men vi skal lukke øjnene op for alt det vidunderlige, der også er i verden.

Engang cyklede jeg en lang tur i skoven, ja, det gør jeg nu hver dag, men lige den dag brød lyset frem gennem tågen og faldt som skinnende sølvtråde på stien foran mig. Hvor var det smukt. Og forleden skrev mit barnebarn: ”Jeg savner dig, bedstemor, for du er så god, som du kan være.” Mit hjerte slog en kolbøtte af glæde.

Og sådan kunne jeg blive ved. Og det kan du jo også. Du kan lave dig en lang eller en kort liste over det, der er en velsignelse i dit liv.

 Billedet herunder viser en svag afglans af det syn, der den dag åbenbarede sig på stien foran mig:

 

  Synes du, at du har set billedet før? Jo, det er rigtigt, jeg bruger det jo som hoved på bloggen! Den dag, jeg tog billedet, sendte jeg det til mine børn, og Svend skrev tilbage: “Mor, du har haft en åbenbarelse!” – Han brugte det bibelske ord.

 

 

92 – en lille episode fra gamle dage

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Jeg sidder og læser i en dejlig bog, som jeg godt kan anbefale til dem, der interesserer sig for Skagen Landsogn. Det er Gyldendals “I begyndelsen var lyset” redigeret af Kirsten Obelitz Rode. Heri er en artikel af Bent Hardervig, som hedder “Kokholm’s Hotel.”

Hardervig fortæller historien om det hotel, der kom til at hedde “Kokholms Hotel”. Da Chresten Kokholm, der er håndværker, kommer til Kandestederne for at arbejde med at bygge et nyt redningshus, forelsker han sig i Mads Houkjærs datter Elisabeth ( = Lise), og de bliver gift. Houkjær havde i generationer været strandfogedgård, og havde fra tid til anden haft logerende, nemlig de søfarer, der var forlist ved Kandestederne og reddet i land i levende live. De boede her. Men da de unge gifter sig, realiserer de drømmen om et rigtigt hotel. Og det bliver en bragende succes. Der er fuldt hus hver sæson, og det er honette folk, der gæster Kandestederne.

Det er nu ikke den historie, jeg vil fortælle lige her, men derimod citere en bid af artiklen, hvor det handler om Chresten og Lises lille datter Rigmor og hendes trange vej til skolen. Der var jo ingen skole i Kandesterne, så hun måtte trave til Rannerød. Her er det lille uddrag:

( Citat side 138) “Og to små varme vantehænder der holdt hinanden i de mørke morgener ad den frosne lyngvej fra Kandestederne til den stråtækte Rannerød Skole ved Hulsig – til den lavloftede, kakkelovnsfyrede skolestue, hvor Lærer Wilhelmsen indviede egnens børn i al denne verden viden og visdom.

De små hænder tilhørte Rigmor og den lille, jævnaldrende Svend fra nabofamilien Hjorth. Sammen sjoskede de hver morgen de 4 – 5 kilometer ad det sandede spor til Lærer Wilhelmsen. I slud, tåge eller i knagende frost med et himmelhvælv af glitrende stjerner, der lagde nakken tilbage på to lyse, rødnæsede barnehoveder, som uden smålig skelen delte mækevejen mellem sig. Der skulle mere end en almindelig forkølelse til, før de svigtede.

Når kulden bed og sneen føg, fik Rigmor de ekstra-tykke, hjemmestrikkede strømper på – og derudover nogle gamacher, faderen selv havde lavet af sjeldug og som blev sat ned over de små træsko.

Og var det rigtig slemt, så blev der udover træsko og gamacher trykket et par af de store brødres eller faderens hjemmeuldne strømper – for de skyede sneen og så smuttede fødderne ikke så nemt i de glatte, frosne hjulspor.

Det var dog noget i strid med hendes forfængelighed og hendes egen opfattelse af, hvad der klædte en lille pige – så inden hun nåede skolen trak hun dem af.” ( Citat slut)

Senere hører vi om turen til præsten – men her drejer det sig om de ældste af Kokholmbørnene: der var nemlig endnu ingen kirke i Hulsig:

( citat side 141) “Var vejen lang til Lærer Wilhelmsens skole, ad de lyngklædte hjulspor i østlig retning, så var det dog for intet at regne i forhold til turen, når man skulle til konfirmationsforberedelse i Raabjerg Kirke. Den lille trykkede “fattigmands”kirke ude bag horisonten, syd for den vældige mile. Dertil gik ingen vej, når man skulle forberede sin bekræftelse af dåben.

Hver for sig måtte de fem ældste af Kokholm’s børn, i lighed med generationerne før dem, stride sig alene over milens fygende, vejløse øde til kirken langt ovre bag klitterne, hvorfra de vendte tilbage, når mørket faldt på. Med sand i tøj og hår og med hovedet fyldt af salmevers, hvoraf man havde glemt de to sidste linier.

Men tider og skikke mildnes – familiens to yngste, pigerne Helga og Rigmor, kunne nøjes med at gå de fem km til den nyopførte kirke i Hulsig. Her blev de konfirmeret iført en sort kjole, hvortil de bar en halskæde med et sølvkors, der havde inskriptionen: “Fra Emil Robin”, navnet på en fransk cognacfabrikant, der i gudfrygtig taknemlighed over sin redning fra et skibsforlis ved Kandestederne stiftede en fond med det formål at bekoste udgifterne til konfirmationsudstyr for børn af redningsfolk i det Raabjerg Sogn, der havde trukket ham af havet og derved sikret en fortsat produktion af mangen god flaske cognac.” Citat slut.

Mere om Kandesterne og bogen i et af de følgende indlæg.