TOBIAS og ENGLEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Så kom Tobias og Englen endelig fra harddisk til udgivelse i håndgribelig bogform. Det havde jeg jo lovet mine læsere, men jeg var ikke særlig god til at stå ved mit løfte. Et brev gjorde udslaget. Tak for det også.

Og tænk, at jeg fik selveste Rembrandt til at illustrere min bog. Tak, du gamle tegner, fordi du så ca. 400 år frem i tiden, så du kunne ramme præcis den sårbarhed, der er i min Tobias ( som i de fleste teenagedrenge) -  hans frygt og hans mod.

Og så synes jeg i øvrigt, at Rembrandt er moderne – den tegning kunne godt være lavet i det 21. århundrede.

Ganske kort om bogens skæbne indtil nu:

Ja, for den afgøres jo mere end af noget andet  af DBC’s lektørudtalelse. Christine Christensen har skrevet udtalelsen til min bog, og hun skriver i det mindste, at den er velskrevet, men ellers har hun ikke meget til overs for den. Og hun har slet ikke forstået dens humor – måske mangler hun humoristisk sans. Måske mangler hun blot tid og har lynet sig igennem den. Og det er vel forståeligt med alle de bøger, der skal anmeldes hver dag. En hel dag til en bog har man vel ikke. Anmelderkorpset er jo ganske lille.

Heller ikke spændingen på handlingsplanet nævner hun – og kommer slet ikke ind på, at bogen behandler aktuelle emner som forfølgelse af folkegrupper og tyranniske regimers vilkårlige magtudøvelse. Handlingen er (siger mine unge prøvelæsere) spændende og udspiller sig i et Mellemøsten, hvor ufred og krigerisk fremfærd jo ikke ligefrem hører fortiden til. Byen, hvor handlingen tager sit udgangspunkt hedder i dag Mosul – dengang Nineve. Der er mange paralleller mellem dengang og nu.

Kort om bogens relevans som biblioteksbog skriver anmelderen: “For et religiøst og spirituelt interesseret publikum.” Og som konklusion: “Smal udgivelse for et religiøst eller historisk interesseret segment. Anbefales til store litteratursamlinger.”

Det var så det. Og en sådan kritik og vurdering er jo ikke ment negativt, men det betyder jo desværre, at bibliotekerne ikke køber den.

Det er jeg selvfølgelig skuffet over. Ikke af økonomiske grunde – det er heldigvis ikke problemet, men jeg vil GERNE have læsere. Og der er folkebibliotekerne jo formidable som formidlere af god litteratur. Og de har altid anskaffet mine bøger til et bredt publikum. Nu kan man så på grund af udtalelsen ikke ret let låne “Tobias og Englen”

Jeg synes, at bogen er super som konfirmationsgave. Det religiøse aspekt i konfirmationen er vel ikke helt væk. Eller hvad?

Vi fik i sin tid “Hjortens Flugt” i konfirmationsgave. Og den var hamrende kedelig. Det er Tobiasbogen ikke.

Men hvis nogen af mine læsere skulle få lyst til at læse den, eller måske give den til en konfirmand, så har jeg nogle stykker på lager. Og de kan købes via min email: marianne@hesselholt.com til den klædelige pris af 120 kr. pr. bog.

Her præsentes den på Randers Bibliotek ( Foto: Mette Hesselholt Henne Hansen)

HJERNEN OG HJERTET PÅ RETTE STED

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

 

 

Der er store oplevelser i naturen. Men det er der også i læsningen.

Jeg må indrømme, at jeg er afhængig af god litteratur. Afvænning er en umulig opgave, men hvem skulle også ønske at afvænne mig fra lige akkurat den last. Last? Nå ja, måske. I al fald kan man 100% forsvinde ind i en anden verden, og er så måske savnet en smule i den såkaldt ”virkelige” verden. Sådan har jeg det med god fiktion.

”Hej! Hvor er du?”  – svaret: væk – væk i en god bog.

Men de bøger, der har optaget mig de sidste par dage og især nætter, er nu slet ikke fiktion. Det er faglitteratur på højeste niveau. Og når faglige og saglige bøger om verden er bedst, så fanger de akkurat som de bedste romaner, digte og anden fiktion kan gøre det.

Jeg forsøgte at overtale min kære gemal til at læse bøgerne, men da han hørte, hvad de handlede om, så han blot hovedrystende på mig og med et udtryk så fuld af undren, at jeg opgav ethvert forsøg på at overbevise ham. ”Du er ikke rigtig klog.” Sagde hans blik. Og det kan han jo have ret i.

Hvad sagde jeg da til ham?

Jeg sagde: at forfatteren hedder Henry Marsh. At han er kirurg, og at han har skrevet to bøger, som jeg lige har læst (slugt): GØR IKKE SKADE og HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN. Bøgerne handler om neurokirurgens oplevelser i de mange år, han har opereret i hjerner. Han går i sine bøger lige ind i de enkelte operationer og skildrer dem så levende og trin for trin, at man som læser føler, at man står ved operationsbordet og følger med i hver eneste af de mange indgreb. Hver gang lige nervepirrende. Ikke kun for læseren. H. March har selv hver gang følt, at han stod på kanten af en afgrund, og at kun hans dygtighed, kombineret med tilfældigheder, har været afgørende for, om patienten ville overleve. Og hver gang, patienten er død under kniven eller lige efter, har han følt det som et knusende nederlag og en stor sorg.

Tænk at skulle klare det daglige arbejde på de vilkår! Hvordan kan man det??? Men godt, at der findes mennesker, der kan.

Sådan har han arbejdet. År efter år. Og det gør bogen værd at læse. Han skriver jo også godt – sproget (den danske oversættelse) fungerer fint nok – men æstetisk er det ikke den store oplevelse. Det er så netop forskellen på nok så god faglitteratur og rigtig god skønlitteratur. Efter at have læst sidste kapitel i March’s bøger gik jeg i dag i gang med Anne Lise Marstrand Jørgensens ”Sorgens Grundstof” – og her er det netop det fine sprog, der fanger læseren lige med det samme. Indholdets kvaliteter forholder jeg mig indtil videre lidt tvivlende til.

Men tilbage til Marchs bøger. Du må selv læse dem, hvis du er til opsprættede hjerner og lægekirurgiske finesser skildret i detaljer. Jeg vil kun anbefale bøgerne og lige indskyde, at de ikke KUN handler om ovenstående blodige affærer, men nok så meget om et menneskes dybe etiske ansvarsfølelse over for medmennesket.

Jeg vil slutte af med et par citater fra bøgerne.

S.13 i GØR IKKE SKADE:

”Jeg er ofte nødt til at skære ind i hjernen, og jeg hader at gøre det. Men en diatermisk tang får jeg de smukke, fine røde blodkar på hjernens skinnende yderside til at koagulere. Jeg skærer ind i den med en lille skalpel og laver et hul som jeg skubber en spinkel sugeslange igennem – da hjernen har samme konsistens som gele, er sugeslangen hjernekirurgens vigtigste redskab. Jeg ser ned i mit operationsmikroskop og føler mig vej ned igennem den bløde, hvide hjernesubstans mens jeg leder efter tumoren. Den tanke at min sugeslange er på vej igennem selve bevidstheden, igennem fornuft og følelse, at minder, drømme og overvejelser skulle bestå af gele, er simpelthen for mærkelig til at kunne fatte.”

I bøgerne går man som sagt fra patient til patient, og en af de ting, der slog mig vejen igennem bogen, er det særlige lægeblik, som March har. Som alle læger måske har. Og som man jo umuligt kan klandre dem for at have, for måske er det netop dette særlige blik, der får dem til at ”holde distancen” og holde ud.

De ser mennesket som patient. Og for March har man indtryk af, at lige netop det, at hjernen består af gele og ikke af følelser – eller rettere, at det er geleen, han er mest optaget af, er det, der gør, at det bliver til at holde ud for ham.

Jeg er fuld af beundring for hans gerning. Men jeg må lægge distance til ham på vigtige punkter. Han går f.eks. helhjertet ind for eutanasi (medlidenhedsdrab), og han skriver f.eks., at han ville ønske, at hans mor var død, inden hun skulle underkastes den store ydmygelse og uværdighed det er at blive inkontinent og dement. Her ville han have fundet, at medlidenhedsdrab var forsvarligt.

Og det er lige der, jeg er lodret uenig med ham. Jeg synes IKKE, at man mister værdighed ved at blive SVAG. Jeg synes, at svaghed og ubehjælpelighed kalder på noget helt andet end drab og afstand, det kalder på ømhed og nærhed.

Dem i min egen familie, som er endt i demensens skyggeliv, dem har jeg nærmest følt en voksende kærlighed til. Og jeg synes ikke, de mistede deres værdighed. De mistede så meget andet. Det gjorde vi alle sammen.

Det vil jeg ikke argumentere for. Det er en følelsessag.

Endnu et citat fra bøgerne Her er det fra HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN:

Marsh tror ikke på et liv efter døden. Faktisk tror han ikke rigtig på mennesket som andet end et biologisk fænomen. Siger han. Han skriver:

…(side 251) ”jeg tror ikke på noget efterliv. Jeg er neurokirurg. Jeg ved godt at alt hvad jeg er, alt hvad jeg tænker og føler, det være sig bevidst eller ubevidst, består af elektrokemisk aktivitet i mine milliarder af hjerneceller der bliver holdt sammen af et nærmest uendeligt antal synapser….  Når min hjerne dør, dør ”jeg” ‘et også. ”Jeg” er en midlertidig, elektronisk dans …”

Og sådan tænker måske alle videnskabsmænd, og det kan jeg på en måde godt forstå. Men ikke selv tro. Jeg tror på noget, der er større end alle de milliarder af celler, vi render rundt med. Jeg tror, der findes en Gud og et efterliv.

Men det er jo tro.

Henry March taler om noget andet. Og det er han god til. Læs ham, hvis du tør.

Sapere aude – Kant kunne, kan du?

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Da B.S. Ingemann var en lille dreng, oplevede han et sandt drama i den ellers så fredelige præstegård i Torkildstrup. Hele familien var samlet om det store bord i stuen. Grandmaman tronede for den ene ende, pastor Ingemann for den anden, og rundt om sad store og små børn. Men de havde ikke som vanligt blikket rettet mod faren, og det var ikke hans fortællinger, de slugte. For Søren var hjemme fra København, og han sad der og lyste med al sin nye viden, og det var ham, de lyttede til, for alt det, han dog kunne fortælle om den store by. Forældrene var tavse. Men på et tidspunkt blev det for meget, også for børnene, for nu begyndte broren at fortælle om det, han lærte på universitetet, og det forstod de ikke et ord af. Søren var i København blevet medlem af Jacobinerklubben. en sammenslutning af revolutionære unge studenter. Den franske revolution havde fundet sted, og de nye tanker om frihed spredte sig som ringe i vandet. Nåede også København. Og Søren flammede af iver.

Som Ingemann skriver i sine erindringer “Levnetsbog” så husker han endnu som gammel mand farens reprimande til Søren, der ikke mere troede på Jesus Kristus. Senere vendte han dog tilbage til troen og blev præst.

Der står i “Levnetsbog” om Søren, da han blev præst:

Han følte sit hverv “som en høiere Kaldelse fra den sande Kirke-Herre, som han havde hørt fornegtet af Tidens stærke Aander og selv engang været nær ved at tabe Troen paa. Han havde vist ikke forgjæves hørt det mægtige Ord af Faderen i Torkildstrup Præstegaard, som nærmest var rettet til ham, den unge hjemkomne Student, men som den yngste Broder også hørte og aldrig kunde glemme.”

Tidens stærke ånder: der er en lang række af oplysningsfilosoffer, men i det her indlæg vil jeg beskæftige mig med Immanuel Kant, og så vidt jeg husker, er det også ham, der diskuteres i præstegården.

Kant og de fleste andre af tidens tænkere mener, at kun det, man kan fatte med forstanden, er sandt. Og man skal bruge SIN EGEN FORSTAND til at finde frem til sandheden. Ikke GUDS ORD, eller LOVENS ORD. Og sådanne tanker kunne jo ikke gå an i den konservative Torkildstrup Præstegaard. Sørens far, der også hed Søren, må have svaret sin søn noget i retning af: “Fornægter man Jesu Kristi guddommelighed, så fornægter man kristendommen.” Og han ville nok have tilføjet, at så er man ikke en sand kristen.

En sand kristen. Som om der findes usande kristne…

Selv har jeg altid ment, at man kan være både et oplyst menneske og kristen. Og jeg er i det mindste enig med Grundtvig i et af hans udsagn, nemlig at det gælder om at være “menneske først, kristen siden.”

Det vil jeg argumentere for herunder.

Sapere aude!du skal turde vide! – sådan et valgsprog havde Kant, og det lyder jo som noget vås i vore moderne ører, men det var det ikke i slutningen af 1700tallet. Dengang og langt op i 1800tallet kunne det være dødsensfarligt SELV at forsøge at finde frem til en erkendelse af VIRKELIGHEDEN – AF SANDHEDEN. Gud/ Kongen/ Øvrigheden alene VIDSTE og kunne altså fortælle dig, hvad du skulle tro og mene.

Sapere aude!

Det tør vi vel i dag. Gør vi ikke? Eller er vi bange for hademails og lignende, som den moderne IT virkelighed har velsignet/belemret os med.

De unge studenter i den tids København i al fald de turde godt -  og de har sikkert læst Immanuel Kants  Kritik der Reinen Vernunft (1781) og Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785)

I disse værker fremsætter Kant sit berømte KATEGORISKE IMPERATIV

Det nye påbud lyder: du skal tro på din egen forstand.

Jeg vil ikke her gå dybere ind i Kants filosofi, – han har f.eks. en moralfilosofi, som jeg slet ikke har omtalt -

Jeg har ikke selv studeret Kant, siden jeg tog  filosofikum i 1963 – Altså der er jeg slet ikke ekspert, men taler kun om det, som er almen viden: at Kant gør op med autoriteterne og påbyder mennesker SELV at kaste sig ud i erkendelsesteoretiske  spekulationer og finde ud af, hvordan alt hænger sammen.

Og det kan man efter min mening gøre og stadig være kristen.

For resten siger Kant alligevel også lidt om det med det religiøse? for han siger i al fald flere steder, at der er noget, som vi kan begribe med forstanden. Men også noget, som vi ALDRIG når til at begribe med forstanden.

Han kalder det DAS DING AN SICH – her må forstanden melde pas.

Og jeg er ret overbevist om, at den moderne videnskab, der selvfølgelig er nået milevidt længere i de århundreder, der er forløbet siden Kant, kun har afdækket en lillebitte del af sandheden.

Das Ding an Sich ligger stadig og slumrer.

Sagt i kristne termer kunne det måske lyde det sådan her ( 1. Kor. 12, 13):

“Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Men lad os stadig vove at vide – men også vove at tro.

 

(fortsættelse følger måske)

To bøger om barneliv

 

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

 

Jeg har sat mig for at læse al den nye litteratur, jeg kan overkomme. Og da jeg har bogbus lige til døren, så det er ikke svært at få fat i bøgerne. Nogle af dem køber jeg.

Dog har jeg en hjælperegel: Jeg lægger en bog fra mig igen, hvis den ikke fænger inden for de første 25 sider. På den måde slipper mine trætte øjne for en hel del.

Men så sker det igen og igen, at jeg bliver så grebet af en bog, at jeg fortsætter til sidste side og helst den samme nat (jeg læser altid om natten – en gammel vane).

Her i efteråret er der to bøger, som jeg har læst lige efter hinanden, og selv om de er vidt forskellige, så ligner de også hinanden på flere punkter: for det første er begge ”vildt spændende” (har haft børnebørn på besøg ), og for det andet er de noget så sjældent som morsomme og tragiske på samme tid.

De handler begge om barneliv. Og fælles for dem er også, at det hele foregår i en atmosfære af håbløshed, fattigdom og vold. Men det, som gør begge bøger så fascinerende er den måde, håbløsheden, fattigdommen og volden fortælles på.

De sætter tanker i gang – som al god kunst gør.

Det faktum, at situationerne ses fra barnehøjde (selv om forfatteren jo er voksen), gør, at det barske indhold forvandler sig, så det hele alligevel bliver smukt. Det fortælles så flot.  Og uskyldigt.

Den ene foregår i Mellemøsten – den anden i Nørre Ørum.

Riad Sattoufs: l’arabe du futur ( på dansk Fremtidens Araber)

Thomas Korsgaards: Hvis der skulle komme et menneske forbi.

Sattoufs bøger ( det er tre tegneserier) er selvbiografiske, og det kan Korsgaards også udmærket være, men det ved jeg ikke noget om. Han kommer fra den egn, hvor handlingen udspiller sig.

Sattouf er opvokset i Mellemøsten ( Gadaffis Libyen og El Assads Syrien) og han har været ansat som tegner på Charlie Hebdo.

Kære læser: Nu vil jeg ikke fortælle mere om bøgerne – men de kan anbefales. En mørk nat måske, eller hvornår du nu vælger at forlade den her verden for at træde ind i en anden – uden at det af den grund kan kaldes eskapisme – for du vender tilbage rigere på forståelse af den virkelighedens verden, du færdes i. Og for resten: fiktionens verden er også virkelighed. Når det er god kunst er det en højere form for virkelighed. Synes jeg.

 

 

 

 

 

VILJEN – DEN TRÆLBUNDNE OG DEN FRIE

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Inden jeg tager ordet, vil jeg minde om en gammel sag, som måske kunne more mine læsere: den gamle Julespøg. I finder den i den højre spalte, men er jo rigtignok nødt til at blade baglæns for at læse den forfra. Den begynder med kapitel 24. Men er jo morsommere, hvis man læser den forfra.

Og nu til nu …

Har netop modtaget det første fine eksemplar af min nye roman “Tobias og Englen” – den bog, som jeg aldrig troede, at jeg nogensinde skulle udgive. Det har jeg så gjort – omsider – eller rettere: den udkommer d.8 januar og præsenteres samme dag på Randers Bibliotek.

Og faktisk har jeg brugt en del af sommeren og efteråret til at skære ned og korte af, så romanen nu foreligger som en ultra kort tekst på 150 sider.

Så har jeg til gengæld fået selveste Rembrandt til at illustrere omslaget. Og ja, det er et gammelt billede fra engang midt i 1600-tallet, men det er præcis så smukt, som jeg havde ønsket mig det. Tak Rembrandt, fordi du tænkte 400 år frem i tiden.

Da jeg læste sidste afpudsning af bogen igennem, inden den styrtede til trykning og hvad deraf følger, stod det mig klart, at den udover “kampen mellem det gode og det onde” også har et andet tema: viljens frihed. Og at jeg oven i købet har lagt Gud de ord i munden, at “mennesket har sin frie vilje.”

Så der kom jeg sandelig i klammeri med den Luther, hele verden har fejret hele det her år. For en af den gode reformators tanker er netop, at viljen ikke er fri. At viljen er Guds alene. Og at menneskets ditto er bundet af Guds. Vores vilje er trælbunden ( som Luther udtrykker det) – vi er altså Guds trælle. Det er hovmod at tro andet.

Det gør jeg.

Jeg tror, vi er frie. Ikke trælle. Derfor står vi også til ansvar for alle vore handlinger.

Det er altså ikke tilfældigt, når Gud i min bog siger sådan her: “De (=menneskene) må selv bestemme.”

I Fadervor siger vi: “Ske din vilje” – og underkaster vi os så ikke Luthers tro på viljens ufrihed?

Nej, det synes jeg ikke. Vi beder Gud tage over, der hvor vi ikke selv kan. Eller der, hvor vi står vaklende og usikre og bange. Hvis det ikke var sådan, så behøvede vi vel ikke bede om det. Så skulle det vel ikke komme fra os til Gud. Så var det jo en selvfølgelighed.

Men vi KAN … vi HAR LOV TIL at lægge vores usikkerhed og frygt i Guds hænder og bede ham om at tage over. Og det gør vi i bønnen.

Sådan tror jeg det er.

Og jeg giver 100% “min” engel Rafael ret, når han i romanen siger til Gud, at FRIHEDEN er den smukkeste gave, Gud har givet sine mennesker. Men også, når han bebrejder Gud, at han så sjældent “tager friheden fra os”. At han alt for ofte lader os styre skuden selv. Og alt for ofte på et hav, der er så oprørt, at vi forliser.

Den gamle theodicé-problematik rejser sig igen og altid: Hvorfor lader Gud det onde finde sted, når han nu er så almægtig og god?

Den problematik får vi aldrig løst. Der er ingen logisk forklaring der.

Jeg er i færd med at læse en doktordisputats om problemet set i historisk perspektiv. Det er Leif Nedergaard-Hansens:  BAYLES & LEIBNITZ’ drøftelse af THEODICÉ-PROBLEMET.

Måske bliver jeg så klogere.

Men ellers? Tja … tro og fornuft har nu ikke så meget med hinanden at gøre.

Jeg vil sige med Brorson:” jeg vil tage det op, som jeg fatter, og resten vil jeg lade ligge.”

Nå, helt kan vi nok ikke lade det ligge. Det kunne Brorson heller ikke.

Og det er altid udfordrende at tage de store spørgsmål op og – i det mindste – forundres.

Og undres.

Og måske blive klogere.

Alderdommens velsignelser og forbandelser

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Jeg har i de seneste 20 år holdt mange foredrag om alderdommen. De første mange år hed foredraget “de ældste og de yngste”. Og det handlede om de to aldre i menneskelivet, der i år ligger længst fra hinanden, men som også er kendetegnede ved, at de deler vilkår med hensyn til det forhold, at både de helt små og de meget gamle er svage og sårbare. Og ret så afhængige af de “voksne” = de stærke, der befinder sig i den midterste livsfase.

Kort sagt: de lever i samme udsathed.

Den seneste tid har foredraget ændret navn og indhold. Det hedder nu: Alderdom er visdom.”

Ligesom det første foredrag tager det udgangspunkt i en historisk rejse. Hvordan har man set på begrebet “alderdom” i fortiden, og hvordan har det forandret sig med tiden.

Jeg hørte engang i et radioprogram Rane Willerslev ( socialantropolog og direktør for Nationalmuseet) hævde, at det KUN er i vor tid og i vor kultur, at man ikke agter og ærer de gamle. At det kun er Nu og Her, at alderdom ikke er omgærdet med stor prestige og respekt fra det omgivende samfund.

Det er jo ikke helt rigtigt.

Men langt hen er det.

Dog kan man se, at man i den græske oldtid dyrkede ungdommen (som aldrig før eller siden) og at i al fald nogle af de førende tænkere foragtede alderdommen. Det har vel så været provokerende, set i lyset af det “normale” syn på gamle folk.

Aristoteles ( 384 – 322 f. Kr.) ser først og fremmest “de gamle” som egoister, der har mistet kontakten til det levende liv. Han skriver i Retorik Xlll bl.a., at de gamle er ondskabsfulde, smålige og nærrige.

Platon (428-348 f. Kr.) ,som i øvrigt var Aristoteles’ lærer var ikke enig med ham i de anskuelser.

I Staten fremstiller han de ældre som selve visdommens kilde – dem kan man spørge til råds og lære meget af.

Senere i historien, nemlig i Det gamle Rom var synet på alderdom helt igennem positivt. At opnå en høj alder var ensbetydende med at opnå stor viden og magt. Alderdom er Visdom – Ja, den overskrift passer fint her.

Cicero ( skribent og statsmand, 106-43 f. Kr.) ) er en modpol til Aristoteles angående synet på de gamle. Han skriver endda et værk om det: Cato Maior de Senectute. Det skriver han, da han selv er en ældre herre, og her er ordene lagt i munden på den 84-årige Cato den Ældre ( statsmand,234 -149 f.Kr.). Han fortæller, hvordan han i sin alderdom bliver levende på en ny måde. Her et lille citat:

“Jeg har kastet mig ud i dette studium (= om den græske digter Solon) med en sådan lyst og appetit, som om det var et længe følt behov, jeg nu må søge at tilfredsstille. Alle de eksempler, I har hørt mig anføre, har jeg fra min egen læsning. Og da jeg hørte, at Sokrates havde gjort noget lignende med lyren, et instrument, som de gamle dyrkede meget, kunne jeg særdeles vel også have tænkt mig det! Med hensyn til litteraturen har jeg nu i hvert fald gjort en indsats. Men for nu at vende mig til en anden påstået fejl ved alderdommen, så savner jeg i dette øjeblik ikke en ung mands kræfter i højere grad, end jeg, da jeg selv var ung, savnede tyrens eller elefantens kræfter. De kræfter, man har, skal man naturligvis gøre brug af, og så i øvrigt indrette sin aktivitet efter, hvad man kan magte.”

Og senere skriver han: 

“…det er hos de gamle, man finder den forstandige tanke og det kloge omdømme, og havde vi ingen af dem, hvad var der så blevet af staten og samfundet?”

Og sådan fortsætter hans forsvar for synet på alderdommen som den mest positive periode i menneskelivet.

Det er også den almindelige mening i Det gamle Rom, idet landet styres af SENATET.  Ordet senat kommer af ordet senatus = samling af gamle. Senex = en gammel mand. Altså for at få indflydelse og magt skulle man være gammel. Det vil faktisk sige, at man skulle være senil for at være agtet. Ikke lige en tanke, der fænger i dag.    

 

 

 

 

Intermezzo

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Dette lille intermezzo for at meddele, at min tid er ilet alt for hurtigt.

Hjælp, jeg har ikke kunnet følge med!

Jeg har derfor ikke nået de mål, jeg satte mig i årets start.

Skriver det, fordi jeg måske har en læser eller to, der undrer sig over, at jeg endnu ikke har skrevet et eneste ord om min modvilje mod Martin Luther. Det agter jeg stadig at gøre, men jeg har som sagt ikke nået det.  Og det er nok sådan, at min uvilje mod Luther og hans tanker og gerninger baserer sig alt for meget på følelser og alt for lidt på faktuel viden. Det vil jeg gøre noget ved, og det skal jeg nok nå.

Jeg synes for resten, at der er alt for mange i dag, der udtaler sig skråsikkert om alt muligt, som de ikke ved ret meget om. Alle VIL have en mening om alt muligt. Og det er faktisk ikke muligt.

Alt for få sætter sig for alvor ind i det, de mener noget om. “Man har lov til at have en mening” – påstår de. Men vel har de ej. De skal i det mindste først sætte sig ind i de emner, de udtaler sig så skråsikkert om.

Det kræver arbejde.

 

Det ondes problem

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Har netop skrevet en ungdomsbog færdig, som handler om kampen mellem det gode og det onde. Gud og Djævelen er på spil i bogen. Og man kan måske sige, at kampen ender uafgjort. Eller rettere, kampen ender aldrig hverken i min nye bog eller i livet. Men netop, fordi vi mennesker kender forskel på godt og ondt, så er det underligt, at kampen ikke kan blive kæmpet til ende.

Det kan den åbenbart ikke, måske fordi den foregår inden i hver eneste af os, og måske er vi alligevel ikke så gode til at se forskel på godt og ondt. Måske er det faldne menneske faldet så dybt, at det ikke kan hive sig op af sumpen og blive til i lyset. Som der står et sted i Bibelen: “Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

 

CC0 - Public DomainSyndefaldet – ukendt maler

  

Jeg har længe villet skrive noget væmmeligt om Luther og hans regimenter og noget smukt om Erasmus af Rotterdam og hans tolerance og humanisme. Og det kommer jeg til at gøre senere, men endnu mangler jeg at færdiggøre de studier, som gerne skulle gøre mig klogere på både renæssance og reformation. Så jeg ikke kommer til at forenkle alt for meget.

Men min tese er enkel: Luther er voldelig og intolerant, og Erasmus er venlig og tolerant.

Men først vil jeg forsøge at undersøge, hvad det er, der gør, at vi “falder i Den Ondes kløer” gang på gang. Både i den fælles historie og i det individuelle livsforløb.

I ovenstående sætning har jeg personificeret ondskaben – og det gør man jo i Kristendommen: “Jeg forsager Djævelen og al hans væsen …”

Så lad os bare holde fast ved det.

Det kunne være interessant at finde ud af, hvorfor det onde (=Den Onde) stadig har et så solidt tag i os mennesker, synes jeg. Og her vil jeg tage udgangspunkt i to bøger, der begge handler om nazitiden i Tyskland. Niclas Franks bog: Faderen, og Erich Kästners bog “Notabene 1945″.

Niclas Frank er journalist, født i 1939, og har skrevet mange bøger. En af de seneste, Faderen,  er et opgør med nazitiden og med faderen (Hans Frank), som var Hitlers generalguvernør i Polen. Han havde altså bl.a. Auschwitz i sit område, og en af hans opgaver var at udrydde jøder. En af hans primære funktioner var at skaffe slaver til Det Tredje Rige. Han er citeret for følgende replik: “Når vi har vundet krigen, kan vi for min skyld lave hakkekød ud af polakkerne og ukrainerne og hvem der ellers hænger rundt omkring.”

Så kan vi næppe komme ondskaben nærmere.

Erich Kästner var forfatter og har også skrevet mange bøger. Ovennævnte kom i 1961 og er udgivelsen af forfatterens egne dagbogsoptegnelser i de sidste krigsmåneder. Kästner forblev ( i modsætning til de fleste andre forfattere, som var imod regimet) i Tyskland under hele krigen.

Jeg vil fortælle lidt om bøgerne og citere fra dem. De belyser begge “ondskaben” – og forsøger sig lidt med at forstå, hvad det var, der fik så mange millioner tyskere til at “vælge” og underkaste sig et totalitært regime med en indbygget ondskab, der var så modbydelig, at det trodser enhver beskrivelse.

Niclas Frank. Lad os slå fast med det samme, at han ikke forsøger “at forstå” faderen. Han køber ingen undskyldning og slet ikke den med, at faderen skulle være et offer for verdensituationen. Han var ikke blevet skudt, hvis han havde sagt nej tak til jobbet. Men han sagde ja. For han elskede det.

Hvor dybt ondskaben stak i nazisterne belyses gang på gang i bogen. Niclas Frank fortæller, at han som lille dreng blev “passet” af en SS-officer, som tog ham med i et fængsel. Her åbnede han cellen ind til en lille jødisk pige. Drengen så hendes store angst og begyndte at græde. Officeren trøstede ham med ordene: “bare rolig, den lille heks vil være død i morgen.”

Bogen Der Vater er bygget op som en lang samtale med faderen. I nedenstående får vi et lille glimt fra Nürenbergprocessen, hvor faderen sammen med en række højtstående medspillere i naziregimet, dømmes til døden ved hængning. Forhørslederen har spurgt Frank, om han kender sig skyldig og faderen svarer ikke:

…(318-19) ”For helvede, far, du er sådan en umulius … Dr. Seidl: “Jeg dropper spørgsmålet” Men det gør jeg ikke. Jeg forsøger at give dig genoprejsning med hver en fiber i min sjæl. For pokker, det er skærtorsdag, dagen før Jesus, der så ofte blev citeret af dig, af mor, af Himmler, Goebbels … og den del af den treenige Guddom, som I lagde beslag på, blev slået op på korset. Gør det! Og glem ikke mig. Jeg er syv år gammel. Jeg vil leve, længere end jøderne, end polakkerne, end ukrainerne, end flygtningene. End dig.

Dr. Seidl: “Hvad har De at sige til disse anklager …?” Chance nr. 2. Men jeg værfter den væk, før jeg hører dit svar. Der er kun et fløjt fra mor, der kan få dig til at ranke dig, når du forsøger at fedte dig ind hos nogen. Mor er her ikke, så du siger: “til disse anklager har jeg kun at sige, at jeg vil bede retten om at fastslå omfanget af min skyld ved afslutningen af min sag.”

…Seidl lægger op til næste spørgsmål, og du fortsætter: “Selv vil jeg gerne sige fra hjertet og ud fra oplevelsen af denne fem måneder lange proces, at jeg bærer på en stor skyldfølelse efter at jeg har fået indblik i alle de frygtelige grusomheder, der har fundet sted.” 

Seidl … genvinder balancen og overtager med det samme: “Hvilke mål havde De sat Dem, da De overtog posten som generalguvernør?” Dig: “Jeg blev ikke informeret.”

Som man kan se af ovenstående citat, er Hans Franks svar meget forvirrende og han lader, som om han ikke vidste noget om grusomhederne, skønt det var ham, der var en af de værste bødler. Forhørsdommeren bliver da også flere gange bragt ud af fatning over svarene.

Bogen ender med, at sønnen “æder” faderens indvolde. Det er en makaber slutning. Jeg citerer lidt fra den her:

( citat 330) :“Jeg synker dig og den sidste syndflod af løgne, indtil din pumpe bliver slatten, og du synker sammen i vidneskranken som en las kød, imens jeg, en evig barnezombie, springer veltilpas derfra, springer derfra igen og igen …”

Bogen er på alle måder barsk. Opgøret med faderen smerteligt og voldeligt – for der er virkelig tale om had og vrede, som næsten er ustyrligt.

Og så kom jeg bagefter til at tænke på, at der engang må have været kærlighed. Hadet lyser, vreden lyser – meget stærk bogen igennem. Men slutscenen, hvor drengen spiser sin far kunne måske alligevel pege i en anden retning. I al fald kom jeg i tanke om et meget fint digt, der også handler om at spise sin elskede, og som er ligeså makabert. Men det handler alligevel om kærlighed. Det er skrevet af Bo Hr. Hansen og lyder (efter min hukommelse) sådan her: “Vil du elske mig/ til døden os forener/ til vi ligger i hver sin/ maddikegrav/ og spiser af hinanden.”

 

Den næste bog er helt anderledes. Det drejer sig om Erich Kästners “Notabene 45″. Her er ingen egentlig vrede. Forfatteren skriver sin dagbog midt i Det tredje Riges undergang i 1945, og Kästner befinder sig i den periode i Tyrol, hvor han er en del af et filmselskab, mere eller mindre smuglet med som ven af instruktøren. Hans kone Lotte er også med. Man hører skrækkelige historier om flygtninge, som krydser det idylliske Tyrol. Og også Kästner beskæftiger sig med skyldsspørgsmålet. Bogen er skrevet i en rolig, behersket tone.

Er de tyskere, der blev i Det tredje Rige ( inklusive ham selv) uden at gøre modstand, medskyldige?

Egl. ville han ca. 10 år efter krigen skrive en stor roman om hele perioden fra Hitlers magtovertagelse til opløsningen i 1945. Men han opgiver det. Og i stedet udgiver han i 1961 sin dagbog.

Her prøver han at forklare, hvorfor tyskerne handlede, som de gjorde. De levede under et voldsomt tryk. Og det pressede menneske udsættes for tre faser:

“(side 152) I dette første stadium føler mennesker endnu angst. Det er angst for den økonomiske ruin, for fængsler, for prygl, for spark, for pisken, for sult og sygdom, angst for sine pårørendes liv, angst for ens egen død, og angst for af angst at lyve og forråde.

“I andet stadium af forandring under tryk føler mennesket kun en eneste angst: at sige noget andet end det, man vil høre af ham. Og i det tredje stadium har han overhovedet ikke mere angst. Processen at ændre ham under tryk er lykkedes … Han er tilfreds med sig selv, fordi man er tilfreds med ham. Han er lykkelig, fordi han af egen fri vilje deler de herskende forbryderes synspunkter. Skulle de slæbe ham for retten og anklage ham for en afvigende, eventuel human mening eller handling, behøvede de ingen anklager. Han ville selv være mest opbragt over sit tilbagefald” (citat slut).

Alligevel frikender Kästner ikke de tyske modstandere af diktaturet, som forblev inaktive, som ikke gjorde modstand. Han føler sig skyldig. Mener endda, at denne passivitet ligger i tyskerens karakter. Han er sådan indrette, at han må lade sig undertrykke. Han skriver:

(Citat side 194) (Vi tyskere) tager bibelordet “vær øvrigheden underdanig!” mere bogstavelig end andre folk. Vi bliver ved med at være underdanige undersåtter, selv når storhedsvanvittige massemordere regerer os. Og hvad der hindrer os i oprøret, er ikke bare lænkerne. Hvad der lammer os, er ikke bare den nøgne angst. Vi er rede til at dø i hundredetusindvis, endog for en dårlig sag, når blot det sker efter højere ordrer. Vi ofrer os selv en gros og på kommando. Vi er ingen attentatmænd, heller ikke for en ædel sag, nej, slet ikke for den. Vore attentater mislykkes. Det hører med til karakteren. Vi er politisk subalterne. Vi er statsmasochister. “Spanskrøret ligger jer for dybt i blodet,” skrev jeg en gang. …(Citat slut)

Når jeg læser det dagbogsnotat, som altså er skrevet lige efter sammenbruddet i 45, så kommer jeg til at tænke på Alice Millers bog: “I begyndelsen var opdragelsen” – her fortæller hun, hvordan Hitler systematisk og dagligt blev pryglet og på anden vis mishandlet af sin far barndommen igennem. Men det mest uhyggelige ved hendes bog er dokumentationen af, at vold i børneopdragelsen er almindelig accepteret i samtidens Tyskland. Det er altså daglig kost for mange børn.

Kästner slutter sin dagbog 2. august 1945. Netop den dag kommer der en tidligere kz-fange til det lille smørhul i Tyrol, hvor digteren bor, og denne mand fortæller ham om, hvordan livet var i lejrene. K¨stner skriver i dagbogen:

( Citat side 198) Væmmelsen over det, der er sket i lejrene, lader sig overhovedet ikke gengive. Man kan kun opregne eksemplerne, som om det drejer sig om et katalog, om statistisk materiale, om poster i registret, i synderegistret, i et forbryderherredømmes dødssyndsregister. Det er eksempelløse eksempler. Morderne var dyr, der anså sig selv for mennesker. Ofrene var mennesker, man anså for dyr. Det, der skete, hører ikke til i historien, men i djævelens salmebog. Lejrene lignede sindssygeanstalter, men her var det bare omvendt, for det var ikke beboerne, men peronalet, der var sindssyge.” (citat slut)

Derefter giver han sig alligevel nøgternt til at opremse eksempler ( fra kataloget) og det er så grusomme hændelser, at jeg ikke kan gengive dem her. De er ikke til at begribe.

Ondskaben kan ikke forklares. Djævelen? Jo, men det er nu mest i Middelalderen, man for alvor troede på ham. Der stikker han fjæset frem på rigtig mange kalkmalerier f.eks. Eller er det sådan, at han stadigvæk dukker op alle vegne?  Da præsten Jacques Hamel blev myrdet af en islamist i sin kirke i Normandiet forrige år, var hans sidste ord: VIG BAG MIG SATAN. Han så altså ikke blot det onde, men også Den Onde og gav ham navn: SATAN. Ukært barn har også mange navne.

Det lille indlæg her kommer jo ikke sandheden om ondskaben nærmere, men måske sætter det nogle tanker igang? Så gør det jo lidt gavn.

 

 

 

 

Litteratur 3 – Ingeborg Stuckenberg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Mange kender Viggo Stuckenberg. Hans digt “to som elsker hinanden” groede i al sin sentimentalitet fast i hjernen, da man var helt ung og ulykkeligt forelsket – eller måske endda lykkeligt.

Men få kender hustruen Ingeborg. Måske af navn. For hun var gift med den store digter Viggo Stuckenberg. Men hun var selv digter. Men det var en forkert tid og hun fik næsten ingenting publiceret. Og det hun skrev, f.eks. romanen “Fagre Ord” tog ægtemanden æren for, og det var hans navn, der prydede forsiden.

Hendes skæbne var krank. Ikke kun fordi hun ikke blev anerkendt som forfatter. Også fordi hun aldrig hørte op med at drømme.

Hun emigrerede til New Zealand i håb om at finde opfyldelse af drømmen. Det blev jo kun til fortvivlelse, fattigdom og glemsel.

Og så skød hun sig.

Det kan man alt sammen læse om i den lille bog, udgivet på Læseforeningens Forlag: Ingeborg Stuckenberg – Samlede værker.

Da hun var død, skrev vennen Sophus Clausen følgende digt om hende:

Til dine Øjnes Aandemusik

i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.

Din tavse Mund stod smertelig modig

i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.

 

Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt

en vaad Allé, som var høstafbleget,

med Hjertet stort af fortvivlende meget,

hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.

 

Hvor kan en Kvinde med trofast Sir

skønt selvfortæret af Smerten og Haanen -

bygge sig Slotte i Solen og Maanen

og klippe Stjerner af Guldpapir!

 

Men du var opfyldt af Klokkespil,

som drog dig fjernt over Hav og Bølge

med deres uhørlige Tonefølge

til Eventyrland, som for dig var til.

 

I dine Øjnes Aandemusik

det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger

som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,

du vilde ej taale, at Livet forgik.

 

Ej har dine Søstre paa tyve Aar

med Læberne røde af Kys og Løgne -

den Ro i to Uro-store Øjne,

den Straaleglans af usigelig Vaar.

 

Din Mund var en Gaade med lukkede Segl.

Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,

som skulde du dyste med Drager og Trolde

og blive ført bort under Sørøversejl.

 

Som skulde et Sted paa den sorte Jord,

du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,

og lykkelig frelse fra Livets Fejde

en Fabelblomst og et gyldent Flor.

 

… Det greb dig som Skændsel, at Dødens Le

vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler,

og blotte de stakkels blufærdige Knogler,

som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.

 

Naar Blæsten vendte det brogede Løv

til Side fra Træernes øde Skeletter,

du huskede mørke, forglemte Nætter,

hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.

 

Saa gik du bort. Men den Livets Drik,

du søgte, blev dig til Bærme i Munden.

Vor Ungdoms frimodige Søster forsvunden

og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!

 

Da dine Haandtryk og Spor forgik,

vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.

Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:

 

kun Aandemusik.

———–

Ja, der blev åndemusik tilbage. Og musikalsk var hun.

Drømmen. Lykken. Hun holdt fast i den, selv om den til slut kun var en flosset flig af håb.

Hun så sandheden allerede på vejen mod drømmenes paradis: Australien – New Zealand – Den nye Verden.

Den var ikke bare en skuffelse. Den var værre end det. Rædsel og fortabelse. Realitetsschokket slog hende allerede inden hun nåede frem. De store hobe af ulykkelige udvandrere – mennesker på flugt fra en verden, de ikke kunne leve i. Til en, der var værre og det anede dem allerede på rejsen. Ingeborg Stuckenbergs rejseskildringer er hjerteskærende læsning.

Det syn, som mødte hende på vejen væk fra Europa, er det samme, som i dag møder os ( vi ser det i TV), når vi ser de storre flygtningestrømme på vej mod Europa. Også de er i en håbløs situation og med en ligeså urealistisk drøm i bagagen.

- De (udvandrene) løfter neppe Blikket fra Brostenene. – Skulende, skumle og sammenkrøbne venter de paa Afrejsen. Med deres smaa Byldter i Hænderne lader de sig drive som Kvæg ind paa Banegaarden og op i Vagonerne. – De forsvinder forude i Skbet, der venter med fuld Musik og vajende Vimpler ude i Bremerhafen, og de ændses lidet før de tælles og registreres og sættes i Land med det øvrige Gods i Australien, for at gaa videre til Guldmarkerne. Det er “Tredie Klasse”.

Om “Anden Klasse” skriver hun : Her er Folk, der har Engagement og gode Fremtidsudsigter i Kolonierne, og her er de, der vover Rejsen på Lykke og Fromme og stoler paa Tilfældet og Forsynet og Eventyret, som blev dem fortalt om Guldet og de grønne Skove. – Der er den unge Pige, der har sit Brudeudstyr i Kufferten og sin Brudgom paa Sydhavsøerne, og der er den sølle Fyr, der hele Tiden drejer paa sin blanke Forlovelsesring og skriver mange og lange Breve. – En stakkels Moer rejser med to “Baby” Tvillinger, der er så søssyge og skriger baade Nat og Da, og en lille krølhovedet Baby rejser helt alene og jamrer over Tilværelsen i en evig grædende Benægtelse til alt, hvad der hænder hende. Oh! no no no! Der er Folk, mest unge Mennesker, – Godtfolks Børn at see til – der af Familien “sendes over” Oceanet for at forsvinde og forglemmes.( Citat slut)

Og senere beskriver hun således New Zealand:

Landet med de blaa Bjerge og den blaa Hummel, – landet der flyder med Mælk og Honning; hvor Jorden er billig og Arbeidet bliver godt betalt. Det er Tankerne, der besjæler den Ulykkelige, der samler sine sidste Penge sammen og sit sidste svage Haab, for at prøve en sidste Hasard for Livet og Lykken.

…. Ja, Bjergene er blaa og Himlen er det, men Solen skinner over Tusind stumme, skuffede Haab. Hjemløse og fremmede dør de, der ikke var kraftige nok til det frygtelige Arbeide her fordres for at eksistere. Hjemløse og fremmede, uden at kunne gøre sig forstaaelige i deres eget Sprog; forladte og uænsede kan de ligge og dø i deres Hytter her ovre. Ingen tænker på andet end at frelse sig selv: sauve qui peut! – Og stadig kommer Folk rejsende, stadig fortrøstningsfulde giver de deres sidste Nødskilling ud til denne sørgelige endelige Skuffelse.

De gaar fra Dør til Dør, fra Mand til Mand. Den ene henviser til den anden, kun for at slippe for dette Tidsspilde, at tage sig af andre Folks Affairer og vise dem tilrette. “Ingen har haft Bud efter Eder” – siger de her ovre, “her er Folk nok at faa” – Men stadig kommer der flere. – Og stadig skrives der om, at flere kan ventes. Landet er for det meste vildt og øde. – Klipper og Steen med tusindaarig Urskov med enkelte dyrkede Pletter iblandt. Jernbaneforbindelsen mangelfuld og kun i enkelte Dele af Landet. Alt er endnu kun i sin Vorden.  Ingen har Penge herovre, siger de mest formaaende mænd. – Folk kommer hertil fra Australien og Afrika – og fortryder det.

(I aviserne) staar ikke noget om alle dem – der ensomme og gamle bor i deres fattige Træhytter langt inde i Urskoven, hvor ingen kommer – eller om dem der bor saa langt ude i Landet, at de har mange Mile til nærmeste Nabo. Alle kom de her over som yngre og kraftige Folk. Alle kom de i Haabet om Lykken, og nu venter der dem maaske den samme Skæbne som ham, de brændte Hytten om ( fordi han var død derinde og sad som et råddent lig) – og de ved det. (Citat slut)

Selv kom Ingeborg i håbet om, at hendes bror, der allerede var emigreret, var velstillet og kunne hjælpe hende – det havde han skrevet i sine breve til familien. Han var imidlertid ludfattig og levede som arbejdsmand. Ingeborgs kæreste, som hun rejste med, var uddannet gartner ( slotsgartner) og regnede helt sikkert med godt arbejde i New Zealand. Han fik ikke en chance. Kunne blive underbetalt arbejdsmand. Selv bliver hun ansat som pige på en gård, hvor hun slider 16 timer hver dag med alt forefaldende arbejde, og da hun bliver syg, fortsætter hun med at arbejde, for ellers ville hun dø af sult.

Hjemme i Danmark har hun to børn, to drenge, og de breve hun skriver til sin søster er også lidt henvendt til børnene. Hun ved ikke, om de får lov at læse hendes ord, for hun er (naturligvis) en “forargelig” og falden kvinde. Har jo forladt mand og børn og begivet sig ud på et egoistisk eventyr.

Sådan tolkes det helt sikkert i pæne kredse. Hendes far er f.eks. meget velhavende, men han sender hende ikke en øre.

Hun skal helst glemmes. Så skyder hun sig. Og hun bliver jo ikke glemt herhjemme. Med sit talent ville hun have kunnet nå langt. Men hun måtte nøjes med et skyggeliv.

Det skal nævnes til sidst, at både hun og resten af den kreds af kunstnere, som hun færdedes iblandt, gik ind for “åbne ægteskaber” – det der i 70-kollektiverne bliver til “fri sex” – det kunne naturligvis ikke fungere. Og der har været voldsomme konflikter på den front. Det tror jeg i al fald. Og mon ikke Stuckenbergs digt ( hvem af dem, der så har skrevet det) viser lidt af den verden:

 

Nu brister alle de kløfter  
som fured og sprængte mit Sind,
Alverdens fagreste Blomster
for Sommerens sagte Vind.
Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer’ ondt

end alle de argeste Fjender,

som hævner sig Jorden rundt;

og to, som elsker hinanden,

kan læge de ondeste Saar

blot ved at se paa hinanden

og glatte hinandens Haar.

Litteratur 2 – Lisa Genova

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com.

Mange kender Lisa Genova fra romanen: Stadig Alice. Den handler om Alzheimers og er meget velskrevet og veldokumenteret, tror jeg også. Romanen “Et helt nyt liv”, som jeg læser i øjeblikket handler om det at være karrieremenneske og samtidig børnefamilie. Det vil jeg vende tilbage til. Det gælder for begge romaner, at de er velskrevne, men ikke litterært hæver sig over almindelig god prosa.